Her kunne du, indtil for lidt siden, læse et blogindlæg, hvori jeg opfordrer virksomheder- og ikke mindst journalister – til at være mere kritiske over for de tal som kommer fra Facebook selv. Og ikke mindst når de viderebringes af konsulenthuse der leverer Facebook-løsninger og derfor selvsagt har en interesse i visse tal, frem for andre.
I blogindlægget nævner jeg et specifikt konsulenthus og en navngiven konsulent. Og selvom jeg på ingen måde angriber disses hæderlighed – tværtimod, så er jeg nået frem til at min pointe bare ikke er stærk nok til at retfærdiggøre inddragelse af konkrete personer og virksomheder. Så derfor er indlægget blevet skrottet!
Sorry folks – jeg gik over stregen uden grund nok.
De seneste opdateringer fra Facebook er værd at holde øje med, hvis man er interesseret i psykologien bag vores yndlingsmedie. De rejser nemlig et meget interessant spørgsmål: Vil Zuckerberg & Co endnu en gang få succes med at flytte vores grænser for privatliv og kommunikation, eller har de denne gang ramt en mur der er stærkere – nemlig vores behov for at have kontrol over vores online identitet?
I løbet af december, har din Facebook-profil skiftet udseende. Du har fået en såkaldt “timeline”, der viser alle dine opdateringer på en samlet og mere overskuelig måde. Men selvom din timeline er en stor designmæssig forandring, er den stadig mest kosmetisk. Det er et af Facebooks andre nye tiltag, nemlig den såkaldte “friktionsløse deling” (frictionless sharing), der udgør den mest radikale fornyelse. Friktionsløs deling går ganske enkelt ud på at du én gang for alle åbner for at et website eller en tjeneste kan dele dine aktiviteter og at alt du derefter foretager dig – f.eks. læser på Washington Post eller lytter til på musiktjenesten Spotify, automatisk bliver delt med dine Facebook-venner. Hermed antager Facebook at det næste skridt for os er at begynde at dele alt automatisk – at vi ønsker at afskaffe den “friktion”,der indtil nu har været forbundet med at dele på Facebook. Min påstand er imidlertid at denne friktion ikke bare er et besvær, som man kan blive sparet for, men rummer selve nøglen til Facebooks succes.
Indtil nu har al deling på Facebook været en aktiv handling
Det er foregået ved at vi selv klikkede share, like eller hvad det ellers har heddet gennem tiden. Ved at lade os vælge hvert enkelt sted, billede og website vi ønskede at dele, blev Facebook en flade vi kunne bruge til at redigere, iscenesætte og på andre måder have kontrol over det billede vores venner og netværk fik af os. Nøjagtigt på samme måde som i alle andre områder af virkeligheden, kunne vi vise et billede af os selv vi ønskede. Og sammen med det faktum at vi er på Facebook med vores eget navn og vores netværk, har denne delingsfilosofi gjort Facebook til vores foretrukne værktøj til konsolidering og formidling af virkeligheden online.
Facebook handler altså ikke primært om at afrapportere alt hvad vi gør, men om at vise hvem vi ønsker at være. Vi er ikke forpligtede til at dele et billede af vores opvask og vores grimme brune gryderetter på Facebook, men kan i stedet vise et billede af vores nybagte boller og hjemmelavede sushi. Og selvom mennesker er komplekse og deler af et utal af grunde, så hænger de ting vi deler altid på én eller anden måde sammen med det billede folk får af os. Vi sidder ikke (altid) og planlægger at dele noget, for at skabe et bestemt billede af os selv. Men vi har altid i baghovedet at folk danner en opfattelse af os, bl.a. på baggrund af de ting vi deler. Det er det jeg kalder identitetsøkonomi. Og netop her er Facebook faktisk ikke forskellig fra andre aspekter af virkeligheden.
Hvis din Facebook-profil var en bogreol…
Prøv at forestille dig en situation fra den fysiske verden: Du får gæster til middag. Når de ankommer til dit hjem, byder du dem velkommen og placerer dem i stuen med et glas vin, mens du går ud og ser til maden. Og mens du rører i sovsen, giver dine gæster sig til at kigge sig omkring i stuen og deres øjne falder før eller siden på bogreolen, hvor de giver sig til at studere de titler du har stående. Det ved du godt de gør, så derfor har du ikke stillet alle bøger du nogensinde har ejet i reolen. Og du har sikkert heller ikke læst alle de bøger du har stående. Selvom jeg ikke vil påstå at den eneste grund til at du har bøger stående fremme i stuen er at påvirke folks indtryk af dig, så har du sikkert et publikum i baghovedet, når du bestemmer hvilke bøger der skal i reolen og hvilke der ikke skal.
Men prøv nu at forestille dig at din bogreol nu begyndte at opføre sig anderledes. At du ikke selv satte bøger i den, men at alt du nogensinde har læst, automatisk blev stillet op i reolen. Alle selvhjælpsbøger, alle pornoblade, alle dårlige kærlighedsromaner, alle bøger om fysiske og psykiske lidelser du har lidt af, automatisk fløj op på hylderne til skue for dine middagsgæster. Var det en reol du ville have stående fremme i stuen? Næppe.
Men netop sådan kan man faktisk forstå forskellen på gammeldags deling og den nye friktionsløse, som Facebook for nyligt har introduceret. Og dermed mister Facebook en væsentlig funktion.
Derfor vil frictionless sharing fejle
Når deling bliver automatisk, mister vi vores mulighed for at bruge fladen til at kommunikere og designe vores online identitet med. Hvis vi ikke selv har styr på grænsen imellem privat og offentlig, bliver mediet ganske enkelt mindre interessant som socialt værktøj. Det handler ikke kun om privatliv og overvågning, men om at det er vores udvælgelse af verden – de bøger vi viser, det tøj vi tager på og de møbler vi køber, som rammer et helt fundamentalt behov for os.
Inden jeg skrev dette indlæg, stillede jeg følgende spørgsmål på Facebook:
Ovenstående helt uvidenskabelige survey på Facebook, viser ikke nogen overvældende interessefor automatisk deling, men det behøver jo bare at være et udtryk for at vi endnu ikke er blevet opdraget til at gøre det.
Når jeg alligevel vover pelsen og spår frictionless sharing en meget begrænset succes (sandsynligvis begrænset til nogle få typer af tjenester), frem for at blive den næste store ting, er det altså fordi det strider imod det princip der, efter min opfattelse, styrer vores brug af Facebook; nemlig vores mulighed for at udvælge små udsnit af virkeligheden og bruge dem til at skabe og formidle et billede af os selv.
Vi deler jo ikke et billede af en solnedgang for at dokumentere at solen også går ned i dag. Vi gør det fordi netop denne udgave af en solnedgang, set fra vores sommerhus, sendt en smuk feriedag hvor vi laver bål med ungerne, siger alt hvad vi kan ønske at fortælle os selv og andre om det liv vi lever. Tænk hvis Facebook i stedet automatisk lavede en opdatering hver eneste gang du så solen gå ned? Ville det være værdifuldt? Eller ville de virkeligt betydningsfulde solnedgange i dit liv drukne i mængden?
Det er faktisk i langt højere grad Google’s end Facebook’s stil at automatisere vores online aktiviteter. Eksempelvis har Google i 3 år haft en tjeneste der hedder Google Latitude, som i realtid kan vise hvor vi (eller i hvert fald vores mobiltelefoner) er henne. Tjenesten er langt mere friktionsløs end Facebook Places, hvor men selv skal checke ind. Men hvilken af de to tjenester bruger du selv?
Om ganske få år vil vi se tilbage på årene omkring 2010 og den boble i internettets historie, vi kaldte den “sociale” revolution. Det var for eksempel den gang enhver virksomhed med respekt for sig selv havde, eller ønskede sig, en “Facebook-strategi”.
Vi vil snart læse rapporter som forsøger at sammentælle hvor mange millioner kroner danske virksomheder spildte på at forsøge at holde Facebook-sider i live til ære for ganske få hundrede brugere, med alle de distraktioner fra forretningsmæssige mål, det kostede. Andre rapporter vil påvise at virksomheder som brugte penge på at få deres forretningsprocesser automatiseret, frem for at forsøge at lave “dialog” med mennesker på Facebook, tjente flere penge og oplevede større vækst.
Det vil blive almindeligt blandt journalister at nævne “dot com” og “sociale medier” i samme sætning og de få cases hvor det rent faktisk lykkedes virksomheder at skabe et “viralt” fænomen og tjene penge på det, vil blive omtalt som de undtagelser de var – og ikke som de strålende eksempler til inspiration og efterfølgelse, som de fremstod som, da hypen stod på.
En eller anden forfatter vil snart slå igennem på at skrive en bog der påpeger det helt åbenlyst irrationelle i at forsøge at kommunikere med et massemarked ved hjælp af manuel samtale. Pludselig vil vi alle kunne se det åbenlyse modsætningsforhold imellem at kunderne angiveligt skulle være vilde med at have dialog med virksomheder – og at ingen gad at være aktive på netop vores firmas Facebook-side. Og vi vil sige at vi da egentlig hele tiden godt kunne se at dialog skalerer elendigt, er dyrt at reproducere og for det meste meget sjældent skaber de psykologiske reaktioner som skal til for at vi køber noget.
Vi vil alle blive fortrolige med latterliggørende letkøbte eksempler på hvor lidt værdiskabende “dialog” er i forhold til smarte processer. F.eks.: “Hvad vil du helst: have en SMS når din taxi er kommet eller en dialog med folkene der driver taxiselskabet?” eller “Skal din grønthandler bruge sin tid på at skaffe friske grøntsager eller på at tale om de gamle med dig?”. Hvis man vil have kommunikationsfolk til at fnise, skal man bare sige “KPI og Facebook” i samme sætning.
Men det betyder ikke at små kommentarfelter og thumbs-up mekanismer vil blive opgivet. Vi opgav jo heller ikke e-handel, blot fordi dot-com boblen sprang. Men vi vil se disse som små add ons – ikke som hjørnesten i vores kommunikationsstrategi. Når nogen fortæller at de arbejdede som “social media manager ” i 2011, vil vi høre “I 2011 var jeg ansvarlig for kommentarfelterne i vores virksomhed”. Vi vil stadig se community managers – men vi vil se dem hos de virksomheder som har communities – ikke som et forsøg på at fremmane et community, hvor der intet findes.
Nogle vil decideret føle det som om de vågner efter en lang søvn – eller en brandert – når de pludselig igen klart kan se at interaktionen med markedet for 99% vedkommende foregår – og hele tiden har foregået – med penge. At de sprang på Facebook, forført af en massepsykose – drevet af frygten for at gå glip af noget. At måden de drev disse Facebook-sider på, udsprang fra deres eget personlige behov for anerkendelse – mere end af noget der ligner et forretningsmæssigt sigte.
“Men Anders, gav dialogen ikke virksomhederne en masse vigtig viden om deres kunder?”
Nej! Dialogen på de sociale medier blev konstant forvrænget af at kunderne skulle tænke på hvordan de så ud i andres øjne. Derfor blev nogle former for kundefeedback undertykt. Andre blev twistet så afsenderen så bedre, smartere, mere uskyldig eller mere gavmild ud. Repræsentativiteten var med andre ord til dumpekarakter efter selv de slappeste kriterier for undersøgelse. Der var jo en grund til at ikke engang analysebureauerne brugte Facebook som platform da hypen var størst. De informationer man får er så biased at de ikke kan bruges til ret meget. Som stifteren af et større analysebureau formulerede det for mig: Sociale netværk er ikke en population – de er en happening!
Vi vil se tilbage på den “sociale bølge” med en vis overbærende sympati. De mest positive vil se perioden som et nødvendigt terapeutisk rum for markedet, fordi den faktisk lærte nogle mennesker at de virksomheder de arbejder i også skal have nogle informationer tilbage fra markedet. Og at disse kan fås uden at købe dyre fokusgrupper og surveys hos analysebureauer. Også selvom de metoder der blev brugt, i sig selv fungerede ret ringe – om overhovedet.
De lidt mere kyniske vil se bølgen som et pausefænomen – som kunne opstå og drive innovation og forbrug i det tomrum der opstod indtil vi blev i stand til at udforme egentlige smarte systemer, som bruger computere (og ikke højtuddannet arbejdskraft), til at drive en mere intelligent udveksling imellem virksomheder og marked.
De mest samvittighedsfulde social media konsulenter vil måske endda skamme sig og i deres stille sind overveje at ringe og sige undskyld til den medicinalvirksomhed, de fik lokket til at bruge et par millioner om året på at lave en social media afdeling hvor mennesker med 5 års universitetsuddannelse sad og læste og udfyldte kommentarfelter på Facebook, frem for f.eks. at bruge dem på at lave mere intelligente emballager.
Personligt vil jeg nok huske 2012 som året hvor jeg rejste rundt og holdt foredrag om det sociale hype og hvad der kommer bagefter de sociale medier. Er du interesseret i at høre mere eller at booke et foredrag, så ring 61678913.
Med Facebooks indførelse af ”tidslinjen”, som viser et mere samlet billede af vores online-aktiviteter, bliver en forståelse af identitetsøkosystemer vigtigere end nogensinde før, for det er nøglen til at forstå hvorfor indhold deles online og hvorfor individer og forbrugere handler som de gør.
Med Facebooks afskaffelse af anonymiteten online, handler internettet ikke længere primært om informationer, men om identitet. Og vi skal ikke længere forstå internettet som et postkontor, hvor indhold sendes omkring, men som en åben arena for vores identitet og selvfremstilling. En arena som er en lige så legitim del af virkeligheden som hjem, arbejdspladser, gadeliv og samfundets andre sociale flader.
Prøv at huske 5 år tilbage. Den gang var den almindelige beskrivelse af internettet at det var et komplet anonymt sted. På nettet kunne man frit eksperimentere med køn, alder og profession, da ingen anede hvem der sad i den anden ende. ”On the internet, no one knows you’re a dog”, lød en humoristisk talemåde i den periode vi i dag kan se tilbage på som det anonyme internet.
I internettets anonyme fortid oprettede man sig på alverdens webtjenester (som f.eks. MySpace), med et alias – et helt unikt brugernavn som skjulte hvem der befandt sig i den anden ende af netforbindelsen. Man kunne ikke hedde noget som en anden brugere på sitet allerede hed, ligesom man ikke kunne finde andre mennesker man kendte i forvejen, med mindre man fik deres brugernavn eller kendte deres email adresse.
Har du lagt mærke til at vi ikke har hørt internettet omtalt som et anonymt sted, i de sidste 5 år? Det er ikke længere en grundantagelse hos journalister og diverse æggehoveder at man er fri til at være hvem man vil på nettet. Det anonyme internet er stort set blevet forvist til netbanker og pornosites. På resten af internettet forventer vi nu i stadigt stigende grad at vi ved hvem der er i den anden ende.
Dette fænomen skyldes fremkomsten af én eneste amerikansk webtjeneste, nemlig Facebook.com, som lige fra dag 1 har haft som eksplicit betingelse at man skal oprette sig med sit rigtige navn. Også selvom det jo ville medføre at der kunne være flere der hed det samme.
Det er min påstand at dette ene træk, det rigtige navn, er selve nøglen til at Facebook er blevet så udbredt som det er, med (iflg. Facebook selv) 700 millioner aktive brugere. For når man ikke længere må være anonym, dækker sitet nemlig et behov, som stort set alle mennesker i moderne samfund har, nemlig behovet for at holde kontakten til alle de mennesker man når at stifte bekendtskab med på sin vej igennem uddannelsessystemer, flytninger og ansættelser. De såkaldt ”svage sociale bånd”.
Prøv selv at huske din første oplevelse med Facebook. Du beslutter dig for at give skidtet en chance og logger på, taster navnet på en gammel skolekammerat ind… og ser pludselig vedkommende sidde og kigge på dig. Med lidt større vom, lidt mindre hår og 20 år ældre, men helt umiskendeligt Carsten, Bjarne eller Ida, som du ikke har set i et halvt liv. I det øjeblik holder Facebook op med at være et legetøj og bliver i stedet løsningen på et problem som ingen andre værktøjer i menneskets historie har løst; nemlig at holde styr på alle de svage sociale bånd, et moderne samfund producerer.
Men i det øjeblik vi træder ud af det anonyme, skifter internettet karakter. For de flestes vedkommende var internettet tidligere et informationsøkosystem, hvor man distribuerede en masse indhold imellem mere eller mindre anonyme brugere via websites og emails. Vi talte om et informationssamfund. Men hvad sker der, når vi pludselig har online relationer med hundredevis af mennesker, som rent faktisk ved hvem vi er og som vi også har haft fysiske relationer med?
I det øjeblik kan vi ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, ved at bruge en informationsmetafor og se internettet som et gigantisk postsystem. For når alle kan se os og ved hvem vi er, er internettet er nu i langt højere grad blevet en arena for vores identitet og selvfremstilling. De ting vi foretaget os får betydning for hvordan andre opfatter os – og dermed for hvordan vi opfatter os selv.
Facebook = virkeligheden. Det giver ikke længere nogen mening at skelne. Det er jo selvfølgelig en anden virkelighed end fodboldklubben, men vi kan forstå Facebook med den samme logik som vi forstår virkeligheden i øvrigt. Det betyder f.eks. at vi konstant lægger et socialt filter ned over de ting vi foretager os online. Fotos, links, videoer og statusopdateringer skal hænge sammen med vores selvopfattelse og ideelle selvfremstilling over for resten af verden. Vi deler indhold for at skabe og vedligeholde et ideelt (eller i det mindste acceptabelt) billede af os selv. Som når du deler det stykke musik eller den artikel, der lige er dig. Vi bruger tid på at dokumentere særligt udvalgte udsnit af vores hverdag, som vi synes fortæller den rigtige historie om os selv. På at spekulere på hvordan det sted vi opholdes os lige nu vil se ud, når vi formidler det i den store sociale arena. Jeg har aldrig set et billede af en opvask på Facebook, men en hel masse af smukke vellykkede måltider, vandreture i bjergene, solnedgange på terrassen, glade børn der leger og eftermiddage med fadøl i Nyhavn. Vi bruger informationer som aldrig før, men de indgår nu som en del af den nye online identitetsøkonomi.
Kilde: Min Facebook-ven Henrik
Den bedste måde at illustrere forskellen på informationsøkonomi og identitesøkonomi på er faktisk med det fotografi af aftensmaden, som mange deler på Facebook. Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at dele et billede af din aftensmad på internettet, ville du nok have rystet på hovedet. I en informationsøkonomi, vil det nemlig ikke give nogen mening at bruge tid på at dele et foto af en portion mad på internettet – med mindre man da vedlægger en opskrift.
Men nu har de fleste vel efterhånden prøvet det og i en identitetsøkonomi giver det også kæmpestor mening. For det siger utroligt meget om os som individer, om vi nu er til hjemmelavet speltbrød eller en stor beskidt bøf bearnaise.
For nylig faldt jeg over denne plakat om Twitter og ildebrand, som findes i mange udgaver og faktisk både er skæg og rammende!
Jeg har delt det oprindelige foto flittigt og har da også brugt det i mine foredrag de sidste par uger. Men da Twitter ikke er så udbredt blandt mit publikum til mine foredrag (og ideen er sjov), har jeg tilladt mig at lave en udgave med Facebook og lægge den her til download og udprinting.
Designet er originalt, men jeg sender æren for ideen videre til nogle anonyme humorister, et sted derude bag skyen.
Har du hørt de første 100 social media konsultenter, bloggere og guruer fortælle dig, igen og igen, at du skal “tale med dine kunder” på Facebook? Og har du nogen gange oplevet det som en lidt underlig og abstrakt opgave, som var svær at løse? Så kan jeg nu berolige dig med at Facebook-brugerne oftest heller ikke gider at tale med dig. Undersøgelser viser nemlig at langt de færreste Facebook-brugere egentlig er interesserede i at tale med virksomhederne bag Facebook-siden. Men hvad fanden skal man så?
I slutningen af 2010 bestilte jeg en panelundersøgelse hos Userneeds, hvor vi stillede over 2000 danske netbrugere i alderen 15-65 en række spørgsmål om deres netvaner på sociale medier og mobilen. Mit primære formål var at afdække danskernes forventninger til lokationsteknologi, som jeg behandlede i de rapporter du kan læse hos Locationlab. Men jeg stillede også en række spørgsmål der handlede mere generelt om kommunikation med virksomheder på Facebook. Og blandt mange andre ting, viste undersøgelsen klart at langt de færreste var interesserede i dialog med virksomheden bag en Facebook-side.
Man kan med rette stille sig kritisk over for den slags undersøgelsers absolutte sandhedsværdi, men tallene var ikke desto mindre ret entydige: Når jeg spurgte hvilke forventninger respondenterne havde til kommunikationen på virksomheders Facebooksider, var der en forsvindende lille interesse for at “tale” med virksomhederne bag siden eller designerne bag det produkt, som siden repræsenterede.
Et af spørgsmålene jeg stillede lød: “Du vælger at blive fan af Facebook-siden for et livsstilsbrand (f.eks. Nike, Diesel, B&O, Republic of Fritz Hansen). Hvilke muligheder/aktiviteter på Facebook-siden ville du opleve som relevante for dig: (Vælg gerne flere)”
Kun 4% af respondenterne satte deres kryds ved muligheden: “Dialog med designerne af produkterne”. Som du kan se var det rabatter og særlige tilbud, som var det største hit. De fandt det skam også interessant at få viden om produkterne – især om kommende modeller, prototyper etc. Men dialog med designerne af produkter var dybt uinteressant for stor set alle de adspurgte.
På samme måde spurgte jeg de 2000 netbrugere om deres forventningerne til Facebooksiden for et større spillested. Og her var billedet det samme: Kun 6,6% var interesserede i dialog med folkene bag spillestedet mens 34,9% var interesserede i rabatter og præmier og 39% i nyheder fra spillestedet. En brugerundersøgelse som et par af mine specialestuderende foretog blandt fans af Normann Copenhagen’s Facebookside viste samme tendens. Kun en meget begrænset del af de adspurgte fandt det relevant for dem at svare på de opdateringer som firmaet lagde ud på Facebook.
Hvad betyder det i praksis?
Hvis denne tendens er generel, betyder det for det første at kunder faktisk godt gider at have med virksomheder at gøre på Facebook. Så lad bare være med at gå i panik. Men det har til gengæld en stor betydning for indholdet i jeres relation. Altså for de ting du poster, helt konkret.
Drop smiskeriet!
Du skal omgående droppe dine smiskende forsøg på at lokke dine Facebook-fans til at skrive kommentarer eller at “synes godt om”, på siden. Det er uværdigt for begge parter og højst sandsynligt ikke ret afgørende for ret meget andet end dit eget ego. Du kan sagtens have en Facebook-side der er succesfuld for din forretning uden at få en masse kommentarer og reaktioner fra dine fans. Det betyder ikke at det ikke er superfedt, hvis I alle kagler løs som høns om din forretning – tværtimod (især hvis de rent faktisk køber noget). Men det betyder at dialogen hverken er målet eller omdrejningspunktet for en Facebook-side.
Men hvad er så målet med en Facebook-side, Anders?
Det er naturligvis forretningsmæssigt – og individuelt. Men skal jeg formulere nogle generelle retningslinjer, skulle de være som følger:
På Facebook skal du tilbyde en udvidelse af produktet og produktets univers.
Du skal tilbyde en merværdi med en tydelig afsender – og sætte en venligt ansigt på jeres produkt.
Du skal altid have produktet i centrum og hurtigt og uhøjtideligt stille dig til rådighed for spørgsmål og indfald om produktet fra nuværende og kommende kunder.
Du skal ikke komme med opdateringer for at få svar, men fordi de forøger værdien af dit primære tilbud (det du sælger). Enten ved at genoplive og styrke glæden ved købet hos eksisterende kunder eller ved at skabe en større forventning og tilgængelighed til produktet hos fremtidige.
Vil du have aktivitet der spreder siden, så kør konkurrencer og knaldtilbud – eksempelvis ved apps, der gør det nemt at invitere venner ind i jeres univers. Lad være at forsøge at lokke folk til dialog.
Tænk i cross media overalt. Henvis til jeres Facebook-side i jeres butik, på jeres emballage, i tilbudsaviser og alle steder hvor det er relevant. Og lov folk opdateringer, rabatter og gode tilbud. Ikke “dialog” og anden fluff.
Hvis du absolut vil tale med folk, så får du tit mere ud af at købe 5 kilo kage og en runde øl og lade dem komme forbi og lege med jeres kommende produkter (hvis I har produkter man kan lege med) end at sidde og skrive indlæg efter indlæg ud i mørket, mens du kigger på tælleren og forsøger at forstå hvad 14 synesgodtom og 3 kommentarer mon betyder for din bundlinje.
Hypen er forbi – ignorer social media hippierne og find din indre købmand frem!
Ham her har f.eks. fattet det! Han taler konstant om sine produkter i 13 minutter og man æder det råt. Et venligt ansigt og en udvidelse af hans produktunivers gør at man får lyst til sodavand – og til at dele videoen. Lad ham være din nye rollemodel! Når du overvejer at stille et lamt spørgsmål eller poste et ligegyldigt link, for derefter at sætte dig hen og tælle klik i lysskæret fra din monitor, så spørg dig selv. Hvad ville ham fyren her have gjort?
Succefuld brug af Facebook Places handler om at skabe et samspil imellem mobil, website og fysisk butik. Her er min model, kaldet “checkin loopet”, som du kan bruge som en huskeliste, der kan hjælpe med at sikre at du har styr på hele kredsløbet.
Facebook Places har nu været i Danmark i et halvt års tid og jeg begynder at kunne se et mønster i den måde folk bruger det på. Eller skulle jeg sige – ikke bruger det på. For selvom stadigt flere butikker vælger at “tage ejerskab” over deres steder på Facebook, så er det som regel også det eneste butikkerne gør. Og det er synd – for allerede nu kan man begynde at sikre at ens check-in loop fungerer.
Det gode check-in loop kan kun opstå, når man forstår at inddrage mobilen, websitet og den fysiske butik!
Nu kan du jo sige at vi alle venter på Facebook Deals, som giver mulighed for at tilbyde rabatter etc, men det er slet ikke noget holdbart argument for ikke allerede nu at få skabt den sammenhæng imellem web, mobil og fysisk butik, som det gode check-in loop i virkeligheden handler om. Og det kræver også at vi lige får ryddet en udbredt misforståelse af vejen:
God check-in marketing handler ikke primært om mobiltelefonen!
Check-in marketing er en fuldblods crossmedia-fænomen, der handler om at bruge forskellige platforme til det de er bedst til, og så bevidst skabe henvisninger til andre led i kæden. Og lige meget om man i visse led af loop’et bruger en “Deal” (f.eks. gratis pommes frites til sin burger, hvis man checker ind) til at motivere – eller ikke, så er mekanismen bag loopet nøjagtigt den samme. Kunden skal vælge at checke ind i butikken, kundens check in bliver spredt til vennerne på Facebook og man får dér mulighed for at få folk til konvertere disse venner til fans, som man så igen kan få til at interessere sig for butikken. ‘
Og hvis man ikke får styr på de forskellige konverteringer, så er der hul i kæden og man får mindre værdi ud af den. Det er ikke raketvidenskab!
Her er grundelementerne i det det gode check-in loop, kort gennemgået:
1) I den fysiske butik: Kunde konverteres til check-in
Denne del af check-in loopet er den de fleste lige skal vænne sig til. Et internetfænomen der ikke kun handler om internettet kan virke forvirrende. Nu har vi jo endelig lige lært at man skal annoncere online, for at få online aktivitet! Men faktum er at et check-in er en konvertering som begynder i det fysiske rum og at jeres fysiske indretning og kundedialog i butikken derfor nu skal begynde at indeholde henvisninger til check-in og “calls to action” som opfordrer til check-in. Ellers er det jo i praksis komplet usynligt for kunden, at I er til stede på geosociale medier.
Hvordan disse “calls to action” skal se ud, er meget forskelligt fra butik til butik, men fælles for alle aktiviteter der handler om at konvertere, så er et væsentligt grundelement altså at man husker at opfordre folk til at gøre det man ønsker. Og det handler ikke kun om at betale folk for det med en “Deal” eller “Special”. Har du f.eks. en café, så sidder folk ofte og fumler med mobiltelefonen alligevel og vil ofte gerne fortælle at de synes om netop denne café. Og de vil gøre det gratis. Det kræver ofte bare at du minder dem om det!
2) Efter check-in: Linket spredes på Facebook
Folk har hele tiden kunnet fortælle på Facebook, at de var i din butik. Enten gennem en statusopdatering eller med billeder. Og det vil de temmelig sikkert blive ved med. Men i det sekund din kunde vælger at fortælle hvor hun er,ved at checke ind, sker der noget meget interessant. Nu skubber kunden pludselig et link med ind i samtalen, som det ses på billedet herover. Og det betyder at I nu får en helt ny mulighed for at komme ind i loopet! For når kundens venner nu klikker på linket, ryger de til jeres side på Facebook. Og der får i mulighed for at friste, lokke, smigre eller blot inspirere folk til den næste konvertering:
3) Kundens Facebook-venner konverteres til fans
Når kundens venner klikker på linket til siden, har du ganske kort tid til at fange interessen og at konvertere vedkommende til en fan. Lige meget om man gør det med en velkomstside eller prøver med interessant vægindhold, er det vigtigt at forstå at der er tale om en konvertering. Folk skal gøre noget. Nemlig klikke “synes godt om”. Her gælder det om at forstå at folks opmærksomhed er en begrænset ressource og undgå at forvirre folk med en masse muligheder og informationer. Hvis du gerne vil have at folk skal blive fans, så bed dem om at blive det – eller hvis man har adgang til at skrive et par linjer kode, kan man vise folk en velkomstside der skifter indhold, alt efter om den besøgende er blevet fan eller ej. Herunder tilbyder Blockbuster f.eks. at du lige kan se en ny trailer med en populær skuespiller, hvis du synes godt om siden. Det er kort, enkelt og frister med underholdning.
4) Fans konverteres til besøgende i butikken gennem løbende opdateringer
Når du driver en Facebook-side for en fysisk butik, café eller lignende, så skal alle dine indlæg på siden, på én eller anden måde handle om at få folk ned i butikken, hvor de kan konverteres til kunder og forhåbentligt til at checke ind også. Og det betyder at jeres konversation ikke skal være en usystematisk bunke af interessant og mere eller mindre relevant info. I stedet skal I bevidst arbejde på følgende 3 ting:
At sikre at folk generelt er oplyste om hvad I sælger og hvor I ligger og hvad der ellers foregår hos jer. Opgaven er en pædagogisk opgave, der skal sikre at de nemt kan huske det – også når de ikke sidder ved computeren (for det gør de ikke ret tit, når de går rundt i byen). Det er et led folk ofte ignorerer. “Folk ved da hvem vi og hvor vi ligger. Det står jo på vores hjemmeside”.
At sikre at de finder jer sympatiske. At de har tillid til jer og at de på andre måder har en god følelse omkring jeres sted. Der kan jeres holdning, miljøpolitik eller lignende være relevant og gøre en forskel. Fortællinger om hvor lækkert der dufter eller hvor fair jeres kundeservice er, er også gode virkemidler. Det kan tit gøres ved at dele en masse indhold der ikke direkte henviser til jeres butik (link til et sympatisk velgorenhedsprojekt etc) – vær ikke bange for at dele eksternt indhold, hvis I bare bruger det til at vise at I er søde/fede/kloge/dygtige.
At lave “call to action”. Husk nu for pokker at fortælle folk at de bør komme ned i butikken og smage/prøve/spare/lytte. Sig “kig ned når du køber ind på lørdag – vores nye asparges er så lækre”. Eller som Magasin gjorde det herunder, hvor de både laver call to action og opfordrer til at dele deres fotos på Facebook (her kunne de også have opfordret til at checke ind) så loopet fortsætter.
Skal I selv i gang? Så vil jeg foreslå jer at tage fat i Checkmore, som jeg er partner i, for et bud på en samlet strategi og implementering. Her kan du også høre mere om hvad Checkmore har gjort for sine kunder, Magasin og Blockbuster, som jeg nævner i blogindlægget.
I sidste uge blev jeg citeret af Berlingske for følgende:
»Sociale medier snyder hjernen til at tro, at vi er sammen med andre mennesker og får dækket alle vores sociale behov. Men kroppen ved godt, at den bare sidder stille helt uden at mærke kropssprog, uden at mærke nærhed, uden at lugte andre mennesker. Det er ligesom at drikke en cola, hvilket får hjernen til at tro, at den har fået næring og vitaminer,«’
Denne blogpost blev oprindeligt udgivet 5.september 2009, men da den forklarer den biologiske (etologiske) baggrund for ovenstående “populærvidenskabelige” citat, har jeg valgt at smide den på forsiden igen.
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning.
Når vi spiser, har vi ligeledes et oplevet mål, som styrer os. Målet er nemlig at opretholde et højt blodsukker. Falder blodsukkeret, føler vi os sultne og spiser. Formålet er at sikre at vores krop kan overleve på både kortere og længere sigt – bl.a. ved at vi sammen med sukkeret indtager alle de næringsstoffer vi har brug for. Men vi kan ikke mærke formålet – kun målet. I dag kan vi isolere druesukkeret og for eksempel drikke Faxe Kondi og derpå opleve mæthed. Da målet er opfyldt, ophører vi med at indtage næring og kroppens formål, kroppens overlevelse, bliver kun delvist opfyldt – da vi jo kun får sukkeret og ikke alle de mange andre næringstoffer vi har brug for.
Når man spiser sig mæt i sukker som ikke også indeholder det fulde spektrum af næringsstoffer, taler vi om tomme kalorier. Og det kan føre til mangelsygdomme hvis man udelukkende snyder sit system til at opleve mæthed med f.eks. sodavand.
Udviklingen i hhv social interaktion og brug af elektroniske medier
Men hvad nu hvis sociale medier også er en slags tomme kalorier, som opfylder en masse oplevede mål, men ikke formår at tjene et dybere formål ved menneskelige relationer, nemlig at holde os fysisk sunde og raske?
Aric Sigman påstår i sin artikel i tidsskriftet Biologist, “Well Connected?: The Biological Implications of ‘Social Networking” (Sigman, 2009) at manglende direkte social interaktion kan påvises at hænge sammen med en lang række fysiske forandringer hos mennesker.
Sigman gennemgår i artiklen en lang række forskningsdata som bl.a. påviser hvordan mennesker med mindre social kontakt kan opleve mindre modstandskraft over for influenza (men også en mindre risiko for at blive smittet, må man formode) men også en markant øget risiko for demens og blodpropper. For eksempel udløser fysisk berøring og kram stoffet “oxytocin” hos mennesker – et stof som kan medføre nedsat risiko for hjerte-kar sygdomme.
Sigman går så vidt som til at inddrage undersøgelser som viser at en del af vores genom (209 gener) rent faktisk er socialt påvirkeligt og at vi i yderste konsekvens kan påvirke vores arvemasse ved at ophøre med at være fysisk sociale med hinanden.
Sigman påstår ikke direkte at sociale medier fører til sygdom, men påviser hvordan den direkte interaktion i konstant stigende grad bliver erstattet af eletronisk interaktion og hvordan manglende interaktion kan føre til fysiske forandringer. Hans forskning bygger altså på undersøgelse af manglende social kontakt i det hele taget – og ikke på at ens sociale kontakt i stigende grad bliver dækket af sociale netværkstjenester. Man kan derfor kritisere ham for ikke at undersøge i hvor høj grad det er sundere at have adgang til at kommunikere med mennesker via nettet end slet ikke at have noget at kommunikere med.
Men én ting ligger fast – for under alle omsændigheder mister vi den fysiske berøring ved at mødes på Facebook frem for på Cafeen. Vi mister krammene, lugtene, mimiken samt de følelsesmæssige reaktioner der kommer af at være tvunget til at respondere nu og her, frem for f.eks. at kunne slukke PC’en og besvare en kommentar når vi lige synes vi har lyst.
Og hvis vi antager at vi kan få dækket en lang række oplevede mål med interaktionen, nemlig at opnå anerkendelse, socialt tilhørsforhold, informationer og underholdning, ved at tjekke Facebook, men at vi samtidig bliver fysisk dårligere ved at undvære fysisk kontakt, så er det altså ikke meget sundere at dække sine sociale behov på Facebook end det er at drikke sig mæt i Faxe Kondi.
Det er altid frusterende, når man opdager at pressen igen har overvinklet en historie om noget inden for ens fagområde. Og når journalisten så oven i købet har ignoreret én og i stedet spurgt et eller andet andet æggehoved (når man nu selv helt åbenlyst er så meget klogere) bliver det kun værre. Så kan man skrive en oprørt berigtigelse på sin egen blog (så kan de lære det) men det er lissom ikke helt det samme.
Sådan havde jeg det f.eks. da det anerkendte videnskabelige tidskrift, MetroXpress, for et par år siden bragte en artikel som, på et latterligt spinkelt grundlag, konkluderede at Facebook “skaber ensomhed hos børn”. En artikel som oven i købet helt ukritisk blev citeret i Radioavisen. Kloge mig havde ingen spurgt!! Det fik mig til, omgående, at skrive et blogindlæg med titlen “Facebook modvirker ensomhed hos unge” og sende linket til både Metro Xpress og radioavisen. Naturligvis uden så meget som et svar. Nuancerede historier om at verden ikke er ved at gå af lave er bare ikke særligt interessante for en journalist uden for juletiden.
Procent som er sammen med venner 4-5 hverdage om ugen:
Og forleden blev jeg så (for gud ved hvilken gang) kontaktet af en journalist med et dommedagsærinde. Vinklen var at børn nu brugte al deres tid i ensomhed foran computeren. Jeg bad om at få tilsendt tallene bag og min reaktion da journalisten fremsendte de brugte tal fra Skolebørnsundersøgelsen 2010 (som ses her til højre), var ordret: “De tal kan man ikke konkludere en skid om børns netbrug ud fra”. Man er velkommen til at kontakte journalisten og få det verificeret. Journalistens pointe var at der var sket et drastisk fald i tallene i de to øverste spørgsmål i løbet af de år, hvor undersøgelsen har været gentaget (hvad der var sket med de nederste, fik jeg beklageligvis ikke spurgt om – men mon ikke de havde sporet en stigning?). Men dette var grundlaget for at konkludere at alle unge derfor vælger fysiske fællesskaber fra og sidder alene foran computeren i tilsvarende mere tid.
Lige til dumpekarakter
Hvis en af mine specialestuderende have konkluderet noget så bombastisk på baggrund af disse tal og brugt det som en den centrale argumentation i opgaven, ville vedkommende have lænet sig op ad en dumpekarakter. Primært af to årsager: For det første baserer de sig på selvrapportering, som generelt er en dårlig måde at måle noget på, da der altid vil være svar der er mere socialt acceptable end andre til forskellige tider. For det andet er selve spørgsmålene utroligt specifikke og derfor dårlige til at måle det man formodentligt er interesseret i at måle – nemlig graden af fysisk socialt samvær.
Der kan derfor være mange andre faktorer som kan spille ind på svarene:
Hvad nu hvis det bare er blevet mere acceptabelt at fortælle at man tilbringer tid alene?
Hvad nu hvis selve begrebet “venner” har ændret sig siden spørgsmålene blev designet, fra at betyde “jævnaldrende” til nu at være reserveret til de få særlige, som er mere end bare sociale relationer?
Hvad nu hvis man kun er sammen med disse rigtige venner tre hverdage om ugen, fordi man er til teater, idræt, politik osv resten af tiden?
Og hvad nu hvis de unges liv, lige som deres forældres, er blevet mere fragmenteret og at de i det hele taget har tilværelse fyldt op en masse spændende sociale aktiviteter som ikke lige indebærer dem man kalder “venner” i 2011 ?
Det store dilemma: Vil man ud med et budskab, eller vil man have alle nuancer med?
Alle disse overvejelser fortalte jeg journalisten. Men jeg har ingen illusioner. Jeg kender efterhånden dagspressen godt nok til at vide at den slags forbehold med få undtagelser vil blive vinklet ud. Når jeg alligevel valgte at udtale mig i dette tilfælde, er det fordi enhver der gider at åbne øjnene, kan konstatere at der rundt omkring rent faktisk findes menesker (unge og voksne) som sidder alene ved computeren og lever en stor del af deres sociale fritidsliv gennem nettet. Og mange af dem bliver ulykkelige, når de flytter hjemmefra og fortsætter den adfærd – og får aldrig fysisk kærlighed, endsige sex. Jeg sender tit forespørgsler om unge og sociale medier videre til Malene Charlotte Larsen (som jeg gjorde med Klubværelsen på P1 i forrige uge) men det her handler faktisk om et vigtigt socialpsykologisk problem for folk i alle aldre – ikke kun de unge. Så den tog jeg selv.
Så med det klokkelkare forbehold at jeg ikke på nogen måde ville tages til indtægt for at alle danske unge sad mere foran skærmen (for det aner vi ikke om de gør på baggrund af den undersøgelse!!) ville jeg gerne bidrage til Berlingskes artikel med forskningsbaseret viden om hvad det kan betyde for os, hvis man hører til dem der udelukkende er sociale via skærmen. Det ville jeg også da TV2 Nyhederne senere spurgte.
Og man kan faktisk sige noget om hvad det gør for os, hvis vi primært oplever den form for ikke-kropslig og meget smalspektret socialitet. Se f.eks. Aric Sigmans noget poppede, men alligevel uigendrivelige gennemgang af de biologiske symptomer der korrelerer med social deprivation. En artikel jeg blandt mange andre forskningsartikler har brugt da jeg underviste i internetpsykologi på kandidatuddannelsen i psykologi på KU for et par år siden.
Her er mine centrale pointer om mennesker som vælger at have størstedelen af deres socialitet gennem nettet:
Det kan for det første være for nemt og friktionsfrit at mødes online. Vi risikerer i mindre grad at tabe ansigt og vi kan i mange situationer langt hurtigere komme væk, hvis samtalen bliver konfliktfyldt. Hvis man gerne vil opdrage unge til at kunne læse mere komplicerede sitationer, løse konflikter og at stå til regnskab for deres handlinger, så kan de ganske enkelt komme til at mangle nogle kompetencer, hvis de for nemt kan logge af konflikterne. Vi kan ganske enkelt få børn der skrider hjem til computeren, hvis det bliver for besværligt ude i meat-space.
Sociale medier tilbyder desuden en meget smalspektret socialitet. Dermed mener jeg at de naturligvis er en valid del af vores sociale liv – men medieret kontakt mangler, pr. definition, noget af den dybde og mange af de facetter – ikke mindst mimik, latter, lidenskab osv, som et direkte møde har. Og det er ikke et problem for de fleste af os – men hvis man hører til dem der sidder online hele sin fritid, så kommer man til at mangle facetter at det sociale liv. Det er ikke forskningsbaseret – det er common sense. Psykologi for høns.
Hvis man aldrig lærer at håndtere de mere rodede relationer som fysiske møder indebærer – helt ned til det mere banale “skal man kramme eller give hånd her?”, men i stedet tyr til den nemmere og mere friktionsfri online socialitet, så giver det sig selv at som tiden går, så har vi ikke en ung, men en voksen og snart en midaldrende person, som foretrækker at mødes med andre på nettet. Og der begynder de biologiske symptomer at indfinde sig. Altså hvis man vel hører til den gruppe mennesker der vælger det besværlige fysiske møde fra. Det er kun dem jeg udtaler mig om – her og andre steder. Hvis nogen kan påvise at det er uden konsekvenser at høre op med at se andre mennesker, så smid lige et link herunder.
Hurra for LIVE TV
Et af de medier der inviterede mig til at udtale mig var Go’ Aften Danmark (direkte link er vist defekt – find det indlæg der hedder “Tweens og teenagere visner foran skærmen”) . Og LIVE TV er jo fedt! Her kan man nemlig ikke redigere mine forbehold ud – så her fik jeg mulighed for at fortælle at der var tale om en meget unuanceret undersøgelse og at der skal reel forskning til, før vi kan konkludere at der er et generelt problem. Desuden fastslår jeg at det faktisk er hele familien der måske skal tænke over hvor meget vi lader skærme fylde i vores liv – og ikke gøre det til et spørgsmål om børn alene.
Og lad mig slå det helt fast: Jeg elsker internettet, er powerbruger af sociale medier og mener professionelt at sociale medier løser en masse helt konkrete behov for os socialt, ligesom det skaber en berigende transparens i samfundet og et masse nye forretningsmuligheder. Jeg er også helt enig med de forskere som påpeger at der sker en stor bevægelse af ”online -> offline” relationer. Men jeg kan også med egne øjne se at skærme fylder stadigt mere i vores liv – ikke kun i børnenes, men i vores allesammens. Og jeg kan også i min hverdag se mange unge som sidder alene på facebook, aften efter aften.
Så da jeg så blev ringet op af en journalist der gav mig mulighed for at tale til befolkningen om dem – selvom jeg vidste at jeg ville blive vinklet hårdt. Så valgte jeg at slå til!
PS: Jo Morten – Dunbars tal er noget vås. Sorry!
En af dem der ikke blev spurgt og derfor selv måtte skrive om det var Morten Bay, som i sit rant lige får rodet sig ud i at skrive at jeg nok ikke ved hvad jeg taler om (baseret på en meget grundig gennemgang af alt jeg har skrevet, antager jeg venligt). Helt specifik ser han sig dog sur på en detalje i et af mine seneste blogindlæg her på Virkeligheden.dk, nemlig Det du tror er dit Facebook-netværk, udgøres i virkeligheden mest af alt af din egen fantasi, hvor jeg formaster mig til at aflive et af de hyperteoretiske nonsenstal, som blogger og skribenter i mangel af sand viden har kastet deres kærlighed på – nemlig det såkaldte “Dunbars tal”. Det er ikke et præcist tal. Det er fremkommet ved en blanding af studier af primater og læsning af teori. Det er fremkommet ved at studere gruppelignende netværk – ikke egocentriske, som dem vi har på Facebook. Og endelig er det så vidt jeg kan se, aldrig blevet anvendt til noget som helst af betydning i praksis.
I Min blogpost (blogpost – ikke videnskabelige artikel!) påstår jeg at det ualmindeligt veldokumenterede tal for menneskelig korttidsopmærksomhed nok er en mere brugbar grænse. Blogposten er det populærevidenskabelige resultat af en 4 timer lang samtale om emnet jeg havde med psykolog og Ph.D Henrik Skovlund fra DPU, hvor vi forsøgte at forstå de sociale relationer på Facebook i lyset af begreber som “abstrakt socialitet” (ud fra bl.a. George Herbert Meads begreb “den generaliserede anden”) og kognitive begreber som attention span og korttidshukommelse. Take it or leave it.
Morten fortæller at Facebook’s sociologer har lavet undersøgelser i stil med den som Dunbar selv brugte (skal jeg forstå det sådan at de studerede primater?) og at de “konkluderede nogenlunde det samme”. Jeg har langt fra læst al forskning der er lavet om emnet, men dog en del (hvoraf det meste er udført på amerikanske collegestuderende). Jeg har også læst diverse optællinger fra Facebook der viste at vi på daværende tidspunkt i gennemsnit havde ca 150 venner men kun interagerede med et mindre antal – men den slags kvantitative optællinger regner jeg ikke med at Bay har valgt at forplumre en god akademisk argumentation på et højt niveau med. Og en egentlig sociologisk undersøgelse der bekræfter at Dunbars nummer eksisterer og har relevans på Facebook har jeg desværre misset.
Morten, smider du ikke lige et link til den i kommentarfeltet?
For et par år siden fandtes på Facebook en gruppe som hed Statuspolitiet. Her udspandt statusopdateringernes guldalder sig i nogle hektiske måneder af 2008. Siden har kommunikationsformen ikke været specielt hip. Det er de allersidste danskere så ved at opdage nu.
Statuspolitiets medlemmer var sådan en blanding af klummeskribenter, litteraturstuderende og folk som en gang havde været i DR2 eller drømte om at komme det. Indholdet var tilsvarende delikat. Det handlede nemlig udelukkende om at nogen havde fundet en statusopdatering på Facebook og postet den på gruppen med sine egne smarte og intelligente kommentarer. Og så kunne folk så enten ignorere eller bifalde gennem diverse klik eller endnu flere listige formuleringer.
Gruppen udviklede sit eget liv og fremstod efterhånden mere og mere bizar, når man som udenfor stående en gang imellem kiggede ind (måske fordi man havde fået et hint om at man selv var omtalt). Man kunne nærmeste høre medlemmerne vrinske i selvrefererende fryd når nogen netop citerede Nikolaj Steen på den HELT rigtige kæk-smarte-uden-dog-at-gøre-ham-sur-måde eller bare nailede en eller andens sproglige eller eksistentielle ubehjælpsomhed.
Gruppen blev lukket da den begyndte at lide af degeneration og sprogligt indavl og deltagerne blev efterfølgende hyldet ved et live event på det ultrabrune sted MOJO, hvor Statuspolitiets ukronede dronning, Andrea Hejlskov, samtidigt holdt reception for sin nye Facebook-roman. Et sted som ganske belejligt både gav en mulighed for at snobbe nedad kulturelt, samtidig med at det dækkede behovet for billige fadøl, da folk i denne vores øverste sproglige elite jo sjældent har nogen penge.
Siden blev Facebook-opdateringen som kunstart ligesom aldrig det samme. Som parykmodens skiften i 1600-tallet, skiftede også moden blandt nutidens pudrede poeter og smagsdommere, som f.eks. nu istedet følger @copenhipster på Twitter eller måske endda har fået rigtigt arbejde.
Tilbage står så, på en elitær isflage, folk som Christoffer Boserup Skov, som i et befriende uelitært sammensurium af samfundsanalyse, idiosynkrasier og fremtidsspekulationer (og faktisk ikke mere end ca.3 år for sent), ser sig omkring og opdager at poeterne for længst har søgt nye græsgange og han nu står omgivet af vulgære mennesker, som bruger mediet som det var tænkt – nemlig til at holde hverdagsrelationer i live gennem alle de små informationer som ikke passer ind ret mange andre steder.
Men Christoffer kan faktisk være glad. Inden han skrev sin artikel på K-forum, anede ingen i kongeriget hvem han var. Men fordi han ramte enhver journalists trang til at slå noget stort og populært ihjel, blev hans egne antagelser om ting og sager citeret som nyheder. Det vil med garanti ikke ske for denne post, som tillader sig noget så kedeligt som at sætte ting i perspektiv og fortælle at ting ikke har ændret sig dramatisk for nyligt.
Sagen er den kedelige at Facebook ikke er en digtsamling eller et poststystem, som man skal bedømme på de indholdsmæssige kvaliteter af de informationer der deles. Det ved de flest af os egentlig godt. Og hvis man tror at man kan forstå hvad der foregår på mediet gennem en tekstanalyse, så svarer det til at prøve at forstå relationer mellem teenagere ved udelukkende at læse deres SMS-beskeder.
Faktisk handler Facebook ikke ret meget om informationer overhovedet. Og det skyldes mediets særkende: det er “forankret” i virkeligheden. For 5 år siden kunne man ofte høre journalister sige ting som “Internettet er et helt anonymt medie, hvor man kan eksperimentere med køn og alder og ingen ved hvem der i virkeligheden er i den anden ende”. Men hvis du lægger mærke til det, har vi ikke hørt det sagt for nyligt. Det er faktisk fordi Facebook har slået det anonyme internet ihjel.
Nu er store dele af internettet forankret i vores øvrige virkelighed. Vi er på med vores eget navn, med vore egne venner/bekendte/whatever og dermed sker der noget helt centralt: internettet går fra at være et informations-økosystem, til at være en “arena” for liv, selvfremstilling, identitet eller hvad man nu vil kalde det. For alt hvad vi foretager os på Facebook, får jo betydning for hvordan vi fremstår.
Så Facebook er virkeligheden, og derfor anvender vi fladen til at sende små hverdagssignaler om os selv, som vi elles gør i hverdagen. Der er ingen der har brug for at vide hvad du fik til aftensmad, men du kan meget vel selv have lyst til at signallere at netop det hjemmebagte brød eller det der flotte fad med sushi lige er dig. Sammen med den musik du elsker, en tur på genbrugscentralen eller det faktum at du selv skifter vinduesviskere på din bil.
Det betyder netop ikke at alt dette er interessant for alle. Tvært imod. Det betyder at Facebook blot er en del af virkeligheden og ligesom i andre områder af virkeligheden vil der være nogle som enormt gerne vil vise mor og alle os andre hvor dygtige de er til den smarte skriftlige formulering – og som vil finde mennesker som ikke kan være lækre på skrift enormt kiksede (nej, det har ikke et klap med socialgrupper at gøre, men det har andre vist drillet nok med).
Christoffer – at der findes mennesker du finder kedelige er altså ikke noget Facebook har opfundet. Men indtil du bliver så gammel at du bare kan slukke for høreapparatet mens kedelige folk taler, synes jeg at du skal nyde at du faktisk bare kan slukke for folk på Facebook, ligesom der sikkert er mange der allerede har slukket for dig og mig.
Facebook har givet mennesker adgang til at opsamle og fastholde flere sociale relationer end nogensinde tidligere i historien – og vores hjerne kan slet ikke følge med. Derfor opererer vi det meste af tiden med en med en generaliseret forenkling, der ikke nødvendigvis har ret meget med virkeligheden at gøre.
Det er ikke ualmindeligt at have flere hundrede online relationer på Facebook og det har fået forskere til at forsøge at forstå hvad der egentlig sker med menneskers relationer, når de pludselig “skalerer” fra de få nære, til de mange hundrede online.
Nogle har forsøgt at sætte en øvre grænse for vores “netværksevne” ved at inddrage det såkaldte “Dunbar’s number”, som i en forenklet form siger at vi er i stand til at fast- og vedligeholde ca. 150 sociale relationer ad gangen, før det sociale felt bryder sammen. Men lad mig straks slå fast at Dunbar’s number, foruden at være et meget teoretisk begreb, er beregnet på grupper og dermed ikke direkte relevant for Facebook. En gruppe er et sociocentrisk netværk – altså et netværk hvor alle eller mange kender hinanden og har ikke noget egentligt centrum. I et Facebook-netværk er eneste nødvendige fællesnævner for medlemmerne at de kender én person. Nemlig den person som har Facebook-profilen og dermed står i centrum for alle relationer. Et Facebook-netværk er dermed et personligt fænomen og det er sjældent at to har samme netværk. Og faktum er nok, at hvis der findes en form for øvre kvantitativ grænse, så går den snarere ved 10 end ved 150 relationer.
Menneskets begrænsede opmærksomhed er flaskehalsen
At forstå Facebook-netværk handler delvist om at forstå i hvor høj grad vi er i stand til at genkende de personer der findes i vores netværk. Så langt er jeg enig med Dunbar. Men da vi det meste af tiden ikke sidder og ser på samtlige Facebook-venner – men kun ser dem som skriver eller kommenterer på Facebook og måske oftest udelukkende fastholder et billede af dem mentalt, kommer en forståelse af vores Facebook-netværk altså i endnu højere grad til at handle om at forstå den enkeltes evne til at fastholde andre i bevidstheden.
For når vi deler et foto eller checker ind på et geografisk sted, ser vi ikke nødvendigvis en liste af Facebook-venner. Det betyder at vi faktisk ikke forholder os til de relationer der reelt findes på Facebook, men til dem vi kan huske. Og her bliver det interessant, for al forskning gennem de seneste 30 år tyder på at vi ikke er i stand til at fastholde mere end 7 +/- 2 elementer i vores bevidsthed ad gangen. Oversat til Facebook, betyder det at du ikke er i stand til at holde flere end max 9 af dine Facebook-venner i bevidstheden på én gang. I realiteten vil jeg tro at det er færre og nyere dansk forskning peger på at tallet for vores attention span snarere ligger på under 5 samtidige elementer i bevidstheden.
Det du tror er dit Facebook-netværk, er i virkeligheden en grov forenkling
Men hvem er det så du deler en statusopdatering med, hvis det ikke er hele dit Facebook-netværk? Svaret er at det er en generaliseret forenkling af dit netværk, du deler med. Og det er en du selv konstruerer. Den generaliserede forenkling er en diffus masse af “nogen” som du danner af en blanding af dine egne personlige psykologiske forestillinger om omverdenen og en påvirkning fra de få mennesker der konkret blander sig i debatten på Facebook og dermed er synlige.
Hvis du er et menneske med lavt selvværd og logger på Facebook og får en negativ kommentar eller to – eller endnu værre: slet ingen feeback fra verden, så kan du meget nemt komme til at danne en generaliseret forenkling af dit netværk, som går ud på at “folk på Facebook ikke kan lide mig” og føle dig udelukket. Også selvom der måske sidder en hel masse mennesker som faktisk synes du er fantastisk. Men din hjerne kan bare ikke håndtere en masse mennesker. Den kan håndtere utroligt få ad gangen og bruger dem så til at skabe en den generaliserede forenkling, som du til hverdag kender som “dit Facebook-netværk”.
På Twitter kan man fra tid til anden opleve mennesker som udtrykker deres store glæde over det varme og kærlige Twitter-netværk i tweets og i blogindlæg, vædede af glædestårer. Her er der ikke tale om at mennesker har foretaget en generel vurdering af hele deres netværk. Der er i stedet tale om at nogle få har interageret med dem og hjulpet dem til at skabe en varm og kærlig generaliseret forenkling af deres netværk, som sikkert ofte har fundet klangbund i deres egen personlige stemningsleje.
Hvorfor er det her overhovedet relevant?
Det er relevant fordi hvis ingen kan fatte hele deres online netværk og derfor danner en generaliseret forenkling ud fra de få, de interagerer med. Så har din egen kommunikation en større betydning end du egentlig er klar over. Hvis der ikke skal mere end 3 personer som skriver noget kærligt og hjælpsomt til at snyde vores hjerne til at tro at hele netværket er varmt og venligt, så kan du jo gøre en kæmpe forskel med en lille indsats. Og hvis du smider en sviner, så bidrager du til en mere negativ social virkelighed end du måske lige havde tænkt over.
Èn ting kan du være sikker på: Din opfattelse af dit sociale netværk og dit reelle netværk har ikke nødvendigvis ret meget med hinanden at gøre – det forhindrer din begrænsede hjerne ganske enkelt.
Efter introduktionen af Facebooks geotagging-funktion, “Facebook Steder” (tidligere kendt som “Places”) har man på diverse netmedier kunne se bekymrede brugere som skynder sig at dele guides til hvordan man slukker for den nye funktion og skjuler sit privatliv mest muligt. Og det er ikke usædvanligt. Man kan nærmest stille sit ur efter de bekymrede indlæg som følger med hver eneste ændring i platformens udformning. Og kort tid efter hver omgang bekymret skriveri, stiger brugen af Facebook markant. Og det tror jeg også vil ske her.
Jeg har faktisk, selvom jeg er partner i et firma som arbejder professionelt med geomarketing, en række store bekymringer omkring Facebook og geotagging. Men de knytter sig ikke specielt til den nye tekniske funktion, men til det faktum at sociale medier skaber en selvreflektion, hvor vi øver stadigt større social kontrol med hinanden og os selv, hele tiden tænker på hvordan vores liv ser ud gennem andres øjne og i det hele taget konstant trækker imod at blive mere ens. Men når det kommer til bekymringerne om misbrug af Facebook Steder, så er de altså forfejlede og vidner om en manglende social og psykologisk forståelse.
Tillad mig her at kommentere nogle af de bekymringer som I fremfører – bl.a. i kommentarerne til mit forrige blogindlæg.
” Folk kan geotagge dig steder du aldrig har været”
En af de ting som har bekymret mange, er muligheden for at den som checker ind et sted, kan vælge at “tagge” andre – uden at spørge dem, således at det fremstår som om de rent faktisk var til stede. Det skulle kunne medføre en stor fare for “falske checkins”, hvilket bl.a. DR har lavet en lille paranoid guide om her. Jeg synes faktisk at den tagging-funktion er dum og lidt ulogisk, men at bekymre sig om misbrug af den, er efter min mening totalt misforstået og et tegn på at man ser på mediet frem for menneskers adfærd. For faktum er at folk hele tiden har kunnet fortælle hvor du er henne, ved f.eks. at tagge dig i en statusopdatering eller et foto eller blot ved at udtale sig på ren tekst. Og de har derfor også hele tiden kunnet lyve om hvor du var. Det er der altså intet nyt i! Så hvis nogen f.eks. geotagger dig et sted du ikke er, så lyver de jo ganske enkelt om hvor du er henne. Og hvis folk gør det mod dig, så er jeg nødt til at fortælle dig at dit problem ikke er at Facebook har introduceret en ny funktion, men at du har folk i dit netværk som lyver om dig.
På det tekniske plan er Facebook Steder en ny funktion, men rent socialt er det kun en automatisering af noget vi allerede gør eller har kunne gøre tidligere. Og de paranoide glemmer at den som ser et check ind af dig i Tivoli i arbejdstiden, jo også godt ved at det ikke nødvendigvis betyder at du rent faktisk er der, da et check ind kan foretages af andre end dig selv. Dermed har et check ind ikke den samme betydning, som det ville have hvis man selv var den eneste der kunne foretage det. Et check ind svarer ganske enkelt til at nogen fortæller hvor du selv eller andre er. Og der bruger vi jo vores almindelige kildekritik. Personligt kan jeg sige at folk der render og lyver om hvor jeg er henne, ikke bliver accepteret i mit netværk – uanset hvilken teknisk funktion de måtte vælge at anvende til det. Så det vil helt naturligt regulere sig selv via social kontrol.
“Folk redigerer deres selvbillede og checker kun ind steder, der giver et urealistisk positivt billede af dem selv”
Som sagt, så tilbyder et check ind ikke flere muligheder for at lyve om geografi end dem vi havde i forvejen. Men at folk redigerer deres geografiske selvfremstilling er ikke en fejl ved Facebook – det er altså selve den psykologiske benzin som driver vores brug af den. På facebook er man på med sit eget navn, og derfor bliver Facebook-profilen et centralt værktøj i den måde vi skaber identitet på. Både over for de svage relationer (gamle skolekammerater etc.) som et typisk Facebook-netværk består af og som vi ikke ser ret tit. Men også over for os selv. Og faktisk er det selve muligheden for at redigere hvilket udsnit af livet man deler med andre, der i det hele taget gør mediet socialt interessant. Hvem ville gå omkring med et kamera i panden og broadcaste ALT man ser på i løbet af en dag? Ved at vælge at vise bestemte udsnit frem for andre, kan vi pludselig anvende Facebook som et socialt legetøj. Hvilket udsnit af virkeligheden vi vælger og måden vi vælger at dele på, bliver en en måde at udtrykke personlighed, humor, temperament og identitet. Det ikke billedet af en solnedgang der fortæller noget om dig – men det at du netop viser en solnedgang og måden du har taget billedet og kommenteret der på, som bliver dit udtryk.
Og nøjagtigt på samme måde er geotagging et socialt legetøj. Og selvfølgelig er der steder vi hellere vi associeres med end andre. Sådan har det været siden tidernes morgen, men det er i selve redigeringen af os, at de sociale udtryk ligger. Forleden checkede jeg min onkel og mig selv ind i Grøften i Tivoli. Nu er sagen den at han sidder i Ilulissat, hvilket jeg først afslørede lidt længere nede i kommentarstrømmen. Har jeg løjet? Eller har jeg leget? Og efter at have checket ind på min og kærestens lokum og flashet og kommenteret det på Twitter, må jeg nu lide den store tort at en anden mand er mayor på mit eget toilet! At se check-ind funktionen som en geografisk sladehank, som man kan komme til at misbruge eller som man bør bruge på en “sandfærdig” måde er at være komplet blind over for hele det sociale og kulturelle lag, som er det der gør medierne sjove. Google Latitude tilbyder allerede idag en mulighed for konstant og relativt nøjagtigt, at brodcaste hvor man er – og den er der jo ingen der gider at bruge.
“Mit feed bliver spammet af folks check-ins”
Nej. Faktum er at du også inden “Facebooks geotagging, konstant blev gjort opmærksom på hvor folk er, har været og er på vej hen og at et et check ind faktisk ofte er den mest diskrete måde at fortælle hvor man er på. Efter at have set en masse der lige testede funktionen de første dage, ser vi faktisk allerede at folk nu, frem for at sige at de arbejder hjemmefra, poster en kommentar med et geotag på. Eller blot checker ind, frem for at skrive at de nu sidder et eller andet sted med en fadbamse i den ene hånd og deres smartphone i den anden. Og hvis du har nogen som kontstant spammer dit feed med ligegyldige checkins, så er dit problem heller ikke her at Facebook har introduceret geotagging, men at du har Facebook-venner der spammer dig med ligegyldigheder. Seriously – hvis Facebook-sider var blevet introduceret i dag, ville de samme kritikere have skreget op om at vi konstant bliver spammet af alle de sider folk tilmelder sig og have udgivet guides om hvordan man slukker for dem i feedet.
Facebook Steder er et redskab til at udtrykke sig med – hverken mere eller mindre. Og som de andre som platformen tilbyder, er de lige så sjove eller irriterende som de mennesker der bruger dem. Og hvis folk i dit netværk udtrykker sig irriterende, er der jo mulighedern for at slukke for dem. Den mest misforståede reaktion er at tro at den mest værdiskabende måde at bruge mediet på er at sætte alle privatlivsindstillingerne på max.
For helt seriøst: hvad fanden laver man så på et socialt medie?
BREAKING: Facebook har for ganske få øjeblikke siden lanceret deres geolokationstjeneste i Danmark under navnet “Facebook Steder” og der er flere gode grunde til at du snart vil begynde at bruge den!
Men lad mig begynde med at slå én ting fast: Facebooks nye tiltag kommer ikke til at forandre verden imorgen, selvom mange evangelister sikkert vil forsøge at få det til at se sådan ud. Til at begynde med er det nemlig altid en lille gruppe af “early adopters” som tager nye teknologier til sig. Når jeg imidlertid taler om at “Facebook Steder” får stor betydning, så er det fordi tjenesten simpelt hen passer perfekt til vores sociale hverdag.
Det gør den bl.a. af følgende grunde:
Geolokation (tings placering i verden) har altid været vigtig
Lige siden det første liv på jorden, har tings placering været livsvigtig: Hvor er der noget jeg kan spise? Hvor er der nogen der kan spise mig? og hvor er der nogen jeg kan have sex med? Og selvom spørgsmålene ser langt mere raffinerede ud idag, så er det stadig helt essentielt for vores overlevelse at vi kan orientere os geografisk. Geolokation er altså ikke en sjov feature ved vores din mobiltelefon, men en essentieel komponent i din overlevelse. For hvad sker der f.eks. hvis du mister mister evnen til at orientere dig ved f.eks. en hjerneskade? Svaret er at så bliver du komplet uden af stand til at fungere i samfundet og endda låst inde for ikke at blive væk og gøre skade på dig selv. Behovet for viden om geolokation er altså ikke noget der skal opfindes – det ligger i det at være et levende væsen, der kan bevæge sig.
Geolokation har altid været social
Når “geosociale” medier (som blander det geografiske med det sociale) bliver en succes, så er det fordi de udnytter det faktum at geolokation ikke blot handler om at kunne finde rundt, selvom det skam er utroligt vigtigt. Geolokation handler i lige så høj grad om at signalere hvem vi er og hvilken status vi har, til andre. Hvis man for 1000 år siden havde besøgt kongens slot, så var det også dengang utroligt attraktivt at fortælle andre for dermed at signalere social status og opnå anerkendelse. Og hvis vores forfædre havde kunnet “checke ind” på kongens slot med Facebook og vise deres geolokation til alle deres bekendte, ville de i selvfølgelig have gjort det. Geolokation handler altså ikke om mobiltelefoner, men om den vigtige rolle som social status har for os. Og ved at fortælle om vi er i Irma eller Netto, i Tivoli eller Zoologiske have, kan vi udtrykke vores identitet og gøre os unikke som individer. Vi gør det allerede idag med billeder, statusopdatering og de Facebook-sider vi bliver fans af. Nu vil vores check-ind adfærd blive endnu et stærkt værktøj at udtrykke os med.
Vi meddeler konstant vores position til andre med mobilen
At vide hvor vi er at altså helt essentielt for at kunne orientere os i verden og at fortælle andre hvor vi er (og ikke er) er allerede idag en vigtig del af den måde vi kommunikere vores identitet og personlighed på. Og den foretrukne værktøj til at meddele vores position er faktisk allerede i dag mobiltelefonen, som jo er kendetegnet ved at man kan have den med sig fra lokation til lokation. Hvad er det første man fortæller hinanden, hvis telefonen ringer og man er på farten? Hvad begynder en stor del af alle telefonsamtaler i S-toget med? Vi udveksler hvor vi er henne eller er på vej hen. Og senere skriver vi måske en SMS-besked og fortæller at vi nu er nået frem til den café vi aftalte at mødes på. Vi bruger altså allerede nu telefonen til at dele vores geolokation med i hverdagn. Og når telefonen nu selv ved hvor den er henne (37% af alle danskere mellem 15 og 64 har GPS i mobiltelefonen i dag), kan vi gøre det med et tryk på en knap, frem for at skulle stå og fumle med tastaturet eller ringe til folk. Derfor er tjenester som Facebook Steder på mange måder et værktøj vi har ventet på. Det er naturligvis ikke alle vores lokationsbehov der kan “automatiseres”, men det centrale er at vi allerede bruger mobilen mange af de praktiske og sociale “opgaver”, som Facebook tilbyder at løse med et klik.
På instituttet for Fremtidsforskning arbejder vi med at forstå hvad den nye teknologi får af betydning i løbet af de næste 5-10 år, men på helt kort sigt tør jeg godt vove pelsen og sige at Facebook Steder og lignende geosociale tjenester dækker et behov for at udtrykke vores identitet og finde ting og hinanden og derfor vil glide ind i hverdagen i 2011.
Måske du spørger: Hvorfor i alverden skulle jeg rende omkring og dele min position med andre? Lad mig så stille et modspørgsmål: Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at lægge fotografier af din aftensmad på internettet til folk du ikke kendte ret godt, ville du så have syntes det lød som en fed idé? Nej, vel! Og det er hvad de fleste af os i dag gør, helt naturligt på Facebook, i dag.
Lanceringsdagen 2010: Det Danske Filminstitut afholder hvert år et lukket arrangement for filmbranchen hvor filmskabere og -købmænd mødes og gnubber skuldre, spiser pindemadder og lytter til oplæg og foredrag. I år var jeg inviteret til at give viden og en opsang om filmbranchens brug af Facebook.
Jeg brugte blandt andet Kvinden der drømte om en mand, som et skoleeksempel på en totalt forkert håndtering af en film på Facebook. Der er især 3 ting som gør den til et godt eksempel på at Facebook bruges som et helt traditionelt kampagnemedie (i skrivende stund – det kan jo være ændret når du læser dette):
Siden er blevet forladt efter at filmen fik premiere og idag flyder den over at “get rich without working”-reklamer og reklamer for slankekure. Det er forkert fordi de viser at man intet fatter af at skabe langsigtede relationer og dumper relationen, så snart man har pumpet sit salgsbudskab afsted. Hvordan havde man tænkt sig at folk skulle tage fansiden alvorligt, når folkene bag ikke selv gør? Hvis man ikke gider at kommunikere (om de kommende film af samme instruktør eller med samme skuespillere, ville være et oplagt bud), kan man i det mindste rydde op på siden.
De eneste events som findes er presseevents som fans ikke har adgang til – et skoleeksempel på at man gør nøjagtigt som man plejer og bare har taget “endnu en kanal” i brug til at gøre det. Mediet er oplagt til f.eks. at lave events hvor man kan møde folkene bag filmen og selv komme til orde. Hvorfor bruge en helt ny kommunikationsform, hvis man ikke tilpasser sig de muligheder den giver?
Se i diskussionsforummet – der har for at det ikke skal være løgn smidt en pressemeddelelse som fylder adskillige skærmbilleder! Det er faktisk ikke noget jeg har konstrueret men blot et skoleeksempel på at man tager eksisterende indhold og pumper ud på nettet. Jeg gætter på at der samlet set er 10 mennesker i verden der har læst denne tekst i sin helhed og at der er NUL som har sendt den videre!
Det skal dog for rimelighedens skyld tilføjes at Ib Tardini (som er filmens instruktør) efter foredraget rejste sig og understregede at denne side er en rekonstruktion, forstået på den måde at den første udgave af siden faktisk blev slettet af Facebook, fordi der optrådte en nøgen kvinde på filmplakaten/fotoet i første udgave. Og at den første udgave indeholdt en masse interessant indhold. Det har jeg da forståelse for, men det er stadig ingen undskyldning for at behandle siden som et brugt kondom, efter at filmen er skudt af.
Blandt mange andre emner jeg berørte, undrede jeg mig desuden at filmbranchen (og mange andre) betaler bureauer for at tage sig af deres internetkommunikation. Det medfører jo at bureauerne udvikler sig i takt med internettets udfordringer men at filmproducenterne (eller andre der outsourcer deres internetdel) hænger fast i industrialderen. Internettet stiller krav om omstilling og forretningsudvikling og det er noget som foregår i organisationerne – ikke ude på en server et sted.
At det er muligt at angive et andet sted end man egentlig opholder sig på lokationstjenesten Foursquare er blevet kaldt en mangel ved tjenesten. Men det er faktisk kun fordi den bliver forstået som et spørgsmål om eksakt geografi – og det er helt forkert.
Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at du lagde fotografier af din aftensmad og dine børn ud på internettet til skue for folk du måske ikke har set i 10 år (om nogensinde), er der stor sandsynlighed for at du havde fundet forslaget ret exsotisk og pure afslået tanken. Og her, 5 år senere, gør vi det næsten alle sammen på Facebook.
Det skyldes primært at Facebook er blevet en integreret del af vores virkelighed og for mange af os den eneste måde vi holder vores netværk af nærmere og fjernere relationer opdaterede på. Snart giver de “smarte” mobiltelefoner og sociale netværk også mulighed for at vi kan dele de geografiske steder vi besøger.
Og med mindre du tilhører de garvede Twitter- og smartphonebrugere, som allerede i dag bruger teknologien hjemmevant, vil du nu igen ryste på hovedet og mene at det “skam er noget pjat” og “hvorfor skulle folk dog interessere sig for min position?”. Og om 5 år vil du så huske tilbage på den gang i 2010 hvor man selv skulle indtaste eller forklare hvor man er henne og med et suk vil du konstatere at der godt nok er sket mange fremskridt siden den gang. Det er jeg selv ret sikker på – men det behøver du naturligvis ikke at være.
Hvad har billeder og geoposition nu med hinanden at gøre?
En hel del faktisk. At dele sin position med andre mennesker handler nemlig ikke om at tænde for GPS-chippen og løbende broadcaste vores geografiske bevægelser. Ikke i første bølge, i hvert fald. Det handler om at “checke ind” – at fiske mobilen frem og bede GPS’en finde dit nuværende sted (eller oprette det hvis det ikke findes) og så trykke på en knap der fortæller alle f.eks: “Jeg er på Palles Bodega lige nu”. Og vi checker ind på steder som har en eller anden form for mening for os – ikke på kryptiske længde- og breddegrader.
Og hvad betyder det så? Det betyder at vi kan forstå vores steder på nøjagtigt samme måde som de fotos vi deler; nemlig som en måde at iscenesætte en udgave af os selv i de forskellige sociale arenaer på nettet. Og netop elementet af iscenesættelse er nøglen til at vi overhovedet gider at bruge teknologien. Hvis vi ikke selv kan kontrollere vores output, bliver det nemlig ret svært at bruge socialt gennem medier. Ville du sætte et kamera fast på hovedet og dele ALT hvad du så på i løbet af en hel dag? Nej, vel – det er en hæslig tanke – i hvert fald i 2010 for andre end de mest radikale lifestreaming-freaks. Vi vil gerne dele udvalgte fotos og videoer vi selv har en vis kontrol over. På samme måde er det heller ikke attraktivt at dele en løbende geografisk strøm. I stedet udvælger vi helt selektivt steder der passer til vores sociale identitet.
Du kan lyve med både fotos og steder
Og lige som man sagtens kan uploade et billede af en aftensmad, man slet ikke har spist eller en bil der ikke er ens egen, kan man faktisk også ”checke ind” på steder man kun er gået forbi eller aldrig har været. På Foursquare kan man f.eks. nemt vælge et sted fra listen af venners indcheckninger og checke ind som om man selv var der – selvom man er 1000 kilometer væk. Og netop det er der nogle der har kaldt Foursquare hacking, men det er efter min mening komplet misforstået.
Vi “hacker” nemlig alle sammen vores selvbillede lidt på sociale medier (jo – også dig) og det er faktisk hvad vi forventer af hinanden. Men gør vi de for meget, bryder medierne sammen for os. Der er nemlig et lag af social kontrol på vores selviscenesættelser, som gør at de ikke bare går op i ren fantasi. Vi kan udvælge den mest attraktive udgave af vores virkelighed på Facebook (og faktisk også godt “forbedre” den en smule) men hvis vores billede på nettet afviger for meget fra det billede folk oplever når de møder os, vil det være absolut socialt uacceptabelt for vores netværk, med mindre det kan frames som humor eller ironi.
Jeg kan f.eks. vise et billede af mit bil når den er helt nyvasket – eller dele billeder fra nogle af de få gange i år, jeg fik nosset mig sammen til at gå en tur omkring Bøllemosen. Men hvis jeg i ramme alvor viser et billede af en andens bil som om den var min egen eller deler billeder af andres skovture som om jeg selv var med, vil det blive oplevet som komplet uacceptabelt af mit netværk og jeg vil blive afkrævet en forklaring eller udstødt.
Så når folk som Krazydad skriver blogindlæg om at “hacke” Foursquare så skal du forestille dig at han gjorde det samme med fotos, som han har gjort med steder – altså at han viste sine Facebook-venner et billede fra Nordpolen og fortalte at han selv lige havde taget det i sidste uge. Eller at han oprettede en falsk profil for Martha Stewart m.fl. Hvis man bruger sin profil på den måde, holder den op med at fungere. Folk vil måske følge den fordi den er Krazy – men ingen vil længere tro at han rent faktisk har været de steder han checker ind.
Det er altså ikke din GPS-chip du skal stå til regnskab for, men dit netværk, hvis du vælger at lyve for dem. Så når Krazydad skriver et blogindlæg om sin besynderlige adfærd på Foursquare, så er det ganske givet også motiveret af at han har brug for at tilføje det lag af ironisk distance, der gør at hans Foursquare-venner kan se ham som en helt utroligt sofistikeret og snedig bruger af Foursquare og ikke bare en lystløgner med for meget tid.
Hvis du er et artigt og velopdragent barn af din tid, vil du finde denne overskrift åbenlyst absurd. Selvfølgelig findes sociale netværk da!! Vi kan jo se dem overalt!!
Det sociale netværk som eksplicit og implicit forståelsesramme for menneskelige relationer går sin sejrsgang over hele den vestlige verden i disse år. Men det du ser, når du ser sociale netværk er faktisk ikke eksisterende sociale netværk. Du ser mennesker. Det sociale netværk er måden du ser dem på.
Ideen om “det sociale netværk” er nemlig en mental og sproglig konstruktion som er knyttet uløseligt til vores tid og som også en dag vil være forældet, som ideen om hekse, klassesamfund, adel og basisgrupper. Og selvom det kan være svært at forestille sig, vil vores børnebørn en dag ryste overbærende på hovedet over den gang vi lod os nøje med at forstå os selv som ensartede prikker i et diagram og lydigt hoppede ned i ensartede kasser i såkaldte “sociale netværkstjenester”.
For selve begrebet dækker ikke over noget objektivt konstaterbart. I stedet lægger begrebet et særligt syn på mennesker og relationer ned over os som bruger det. Nemlig antagelsen: Alle mennesker er fundamentalt “konfigureret” ens og derfor kan de optræde sammen, som “noder” i det samme netværksdiagram. Denne abstraktion er noget helt unikt som knytter sig til netværkstækningen. At alle mennesker er “analytisk ligeværdige” og altså kan betegnes med den samme type af prik i et netværksdiagram eller skabelon i en netværkstjeneste, er ikke en objektiv konstatering, men en yderst værdiladet påstand som ikke har være gældende på ret mange andre historiske tider og som, når man ser på os som mennesker, heller ikke har noget åbenlyst empirisk grundlag.
Men hvorfor taler alle så om sociale netværk idag?
Den mest åbenlyse årsag er at idéen om sociale netværk passer utroligt godt til fragmenterede og mobile samfund. Når man taler om flere mennesker som interagerer på tværs af geografiske rum, virksomheder, familier og vennekredse, så er netværksmetaforen med sin elasticitet og sin manglende præcision det perfekte sproglige værktøj til at fange vores flygtige interaktionsmønstre. Det “sociale netværk” lader os etablere et narrativ om samvær og sammenhæng som vil alle har brug for. Og det er jo sundt nok.
Da socialantropologen John Barnes i begyndelsen af 50′erne fandt på begrebet, var det faktisk et kontroversielt begreb. Barnes kom fra det meget klassedelte Storbritannien. Og i et samfund hvor mennesker bestemt ikke var ens, var netværkstanken direkte subversiv. Set i det lys er det sociale netværk nærmest undfanget som et anti-elitært begreb, som tilbød mennesket en fortælling om større lighed end den som klassesamfundet kunne byde på.
Men prisen for denne lighed er også en ensartethed, som vi ikke kan undslippe, hvis vi “tror på sociale netværk”. Der er f.eks. ikke længere ret mange som stiller spørgsmål ved at vi alle skal oprette os med samme type Facebook-skabelon, have de samme Twitter-profiler og på andre måder passe ind i de ensartede kasser vi bliver opfordret til udtrykke os selv igennem. Det sociale netværksmenneske er ganske enkelt bare hyperkompatibelt med databaser. Computere elsker ensartede datatyper og ved at fokusere på mennesker og relationers enshed, får vi med andre ord en hel masse foræret. Vi får computeren som et socialt værktøj. Og det er svært at sige nej til.
Men sidst og ikke mindst, lever vi i en tid og hvor det bliver stadig mere farligt at træde uden for normen. Hvor det er mistænkeligt at være anderledes, hvis man da ikke lige er det på en måde som kan kommercialiseres og gavne betalingsballancen. Og i sådan en tid kan jeg simpelt hen ikke forestille mig en mere nyttig og betryggende antagelse om menneskelige relationer, end den der siger at du skal være kompatibel og at det er farligt hvis du ikke kan fungere som en prik på linje med alle andre prikker i et netværksdiagram.
Så hvis du vil være sikker på at du altid er nem at stable og ikke stikker ud, så husk at “det sociale netværk” altid hjælper dig til at fokusere på det vi alle har til fælles og aflede opmærksomheden fra de farlige skævheder.
Og husk især at sociale netværksmedier som Facebook er her for at hjælpe dig til at kategorisere din personlighed på samme måder som alle andre…. så de eneste spørgsmål du behøver at stille dig selv er få og små.
Mens mediebureauer, social-media-kræmmere og andet godtfolk i disse dage kridter skoene for at komme i position til sælge lokationsbaserede kampagner til de store brands i det marked det opstår med især Facebooks indtog på location-scenen, vil en stor del af markedet faktisk ikke blive flyttet rundt af dem – men af dig og mig og din mor.
Her ser du bageren i Sankt Peders Stræde i København, som fremviser et af de mest effektive reputation aktiver igennem alle tider – nemlig en kø der rækker helt ud på gaden. Og det bedste ved det billede er at det “eneste” de har gjort for at skaffe den kø er at de har bagt lækkert brød og/eller ydet en god service. Og det leder mig direkte hen på det bedste råd jeg giver virksomheder i relation til sociale medier. Du får det lige gratis her: Hvis du gerne vil have at folk anbefaler dig – så lav for fanden noget anbefalelsesværdigt!
Selvfølgelig vil de første supermarkedskæder og diverse brands allerede i julehandlen 2010 flytte en del af deres budget over på lokationsbestemte kampagner (jeg kan ikke udelukke at jeg vil sige ja til at rådgive en enkelt eller to af dem selv) og lokationsbestemte annoncer vil da også tilbyde endnu en dimension i retning af at gøre onlineannoncer endnu mere præcise, relevante og dermed værdiskabende.
Men alle disse aktiviteter er omkostningstunge, fordi de kræver inddragelse af reklamebureauer, mediebureauer og mediefirmaer med speciale i f.eks. Facebook. Og de vil have svært ved at sætte dagsordenen. For disse styrede kommercielle aktiviteter vil ofte ende med at fremstå kunstige og småpinligt leflende i forhold til den naturlige og autentiske aktivitet som foregår når mennesker bare flasher de ting de godt kan lide. For lad os lige huske på hvad det er der får os til at dele vores position på geosociale medier, set fra et psykologisk perspektiv:
At være den første de fortæller andre om noget godt eller værdifuldt. Det er ganske enkelt en af de stærkeste drivkræfter. Og husk: det behøver faktisk ikke at være et sted vi selv har prøvet. Vi behøver bare at have fornemmelsen af at vi kan opnå andres anerkendelse ved at dele et sted, så vil vi være tilbøjelige til at gøre det. Det er den drivkraft der gør at du deler et blogindlæg du kun har læst den første femtedel af. Men det er også drivkraften bag f.eks. at “tjekke ind” (vise sin position) hos den gode bager.
At advare andre om noget dårligt. At være den som advarer andre om et dårlig sted, er både en meget sund drift og et middel til at opnå andres anerkendelse igennem den omsorg de føler vi viser dem. Forskning viser at både anbefalinger og advarsler er stærke drivkræfter i at få os til at dele indhold med andre. I dette tilfælde er det en stærk drivkraft for at fortælle hvor den elendige bager ligger!
At opnå social status! Hvis vi gennem at forbinde os med et sted kan signalere at vores identitet har nogle særligt positive træk, vil vi være særligt tilbøjelige til at dele vores position. Vi viser heller når vi sidder på noma end når vi sidder på kommunens inkassokontor. Denne drift kalder jeg geosnobbing og tror at netop behovet for at signalere identitet vil være en af de stærkeste drivkræfter for deling af positioner, nøjagtigt på samme måde som den er en central drivkraft i deling af statusopdateringer og fotos på Facebook idag.
I praksis vil sidstnævnte faktor betyde at rosset først tjekker ind i stor stil, når bageren virkelig har opnået status eller er blevet kult. Og vi vil da se at folk går en omvej for lige at kunne tjekke ind hos den der lækre bager og vise hvilken formidabel smag de har.
Men sådan har de jo altid været! Vi vil gerne fortælle folk om de bedste og værste steder og ses de fede steder selv! Og det er netop min pointe! Med geosociale medier kan hele det game bare blive synligt for tusindvis på et øjeblik og det vil, i sin mest positive konsekvens, både belønne den gode bager og lægge et meget større pres på den ringere bager for at tage sig sammen, når man nemt kan se at bageren 5 gader væk er elsket af alle.
Alt er altså nyt – fordi omtalen skalerer helt vildt. Og alt er det samme, fordi alle elsker at fortælle hvor den fede bager ligger – det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At man så har dejlig megen tid til at tjekke ind med mobilen, når man står og venter i sådan en kø, gør det så bare endnu mere sandsynligt at folkene i bagerkøen herover, vil sladre om hvor de er, når Facebook slår location til om ganske kort tid ;o)
“Places” er navnet på Facebooks nye lokationsfunktion, som snart kommer til Danmark og som giver dig mulighed for at dele din fysiske placering med dine Facebook venner. Funktionen blev lanceret i onsdags og er allerede aktiv i USA. Inden længe vil den komme til Danmark (og sikkert hedde “steder”) – og især én funktionalitet vil skabe problemer.
I perioden op til lanceringen af Facebook Places, havde der blandt “social media nørderne” på nettet verseret rygter om tiltaget i mange måneder. Der havde ikke mindst været en del spekulationer om hvordan Facebook mon ville udforme og integrere funktionaliteten i deres platform. Et af de centrale spørgsmål var om Facebook ville lave en GPS-funktion der broadcastede brugerens position konstant, som i f.eks. Google Latitude, eller ville de gøre som f.eks. Foursquare.com og lave en tjeneste hvor brugeren selv kunne checke ind – d.v.s. afgive sin position drypvis, når hun selv har lyst.
De fleste gæt gik på den sidste version – altså en form for check-in tjeneste. Ikke mindst fordi det er en hel del mere diskret end en tjeneste der automatisk deler alle steder du opholder dig. Og ganske rigtigt – Facebook Places var da også udformet som en check-in tjeneste da den blev lanceret onsdag. Men der var også tilføjet en funktionalitet, som ikke var ventet, men så alligevel er ret logisk når man kender Facebooks måde at fungere på.
Man kan nemlig ikke kun checke sig selv ind, når man opholder sig et sted – man kan også checke sine Facebook-venner ind! Og det er faktisk “very Facebook”. For på samme måde som man kan “tagge” Facebook-venner i sine billeder på Facebook, kan man nu “tagge” andre på det fysiske sted man opholder sig. I praksis betyder det at hvis jeg f.eks. ser at du kommer forbi samme fest som jeg er til, kan jeg “tagge” dig og dermed i praksis fortælle alle dine venner at du også er her. Eller jeg kan tagge dig i forvejen, når jeg ved at du er på vej. Eller måske bare fordi jeg synes du burde have været her. Eller fordi jeg i min brandert troede jeg så dig. Sagen er at det pludselig ikke længere dig selv der har kontrol over din geografiske fremtræden.
Og hvorfor er det nu et problem?
Det er det naturligvis fordi vi i hele vores liv har været vænnet til at vi selv havde frihed til at iscenesætte vores geografiske liv. Vi er vant til at vi kan fortælle at vi har været steder vi ikke var – og ikke mindst at vi kan benægte at have været forskellige steder hvis det skulle passe os. Og det er faktisk helt almindeligt at vi fortæller forskellige versioner af vores geografiske færden til et forskelligt publikum.
Et ofte brugt eksempel på den problematik er at vi fortæller arbejdsgiveren at vi er syge, men senere på dagen bliver tjekket ind i den lokale bowlinghal af nogle venner. Den situation kan vi jo undgå ved at fortælle alle vi bowler at vi faktisk er sygemeldte og at de ikke skal tagge os – men det kan jo være at vi ikke har lyst til at fortælle at vi faktisk bedrager vores arbejdsplads. Og hvad gør vi så? Nåja – vi kan da bare lade være med at lyve os syge – så er der vel intet problem, kunne man mene. Men forestil dig nu at du er inviteret til en fest og din bedste veninde ikke er. Du vil ikke såre hende og fortæller derfor intet om det – men næste dag ser hun på Facebook at du er tagget ved samme fest. Her er der ikke tale om at du snyder nogen, men bare at du har lyst til selv at iscenesætte din geografiske fortælling.
Hvad enten der er tale om afsløring af snyd eller mere subtile sociale hensyn, så er faktum at den nuværende udgave af Places fratager dig kontrollen med din geografiske historie. Og det er lige meget om du så slukker din mobil – andre vil kunne tagge dig alligevel. Du behøver faktisk ikke at være til stede.
Men kan man ikke allerede idag ødelægge folks dækhistorier på Facebook med billeder etc?
Jo – det kan man naturligvis – men det er faktisk meget sværere at opdage, fordi folk selv skal lave koblingen imellem billeder, tid og sted mentalt. Med et værktøj som places, bliver det helt transparent. I praksis vil Facebooks nyhedsfeed ikke kun skrive “Anders blev tagget i et billede” (som man skal ind og se og derefter tyde) men “Anders var på Palles Bodega“. Smak – intet at være i tvivl om.
Det er grunden til at det temmeligt sikkert vil være denne tagging-funktionalitet der skaber de første skandaleoverskrifter om Facebook Places. Ikke mindst fordi funktionen skriger efter misbrug. Hvem bliver f.eks. den første som tagger Lene Espersen på Palles Bodega, næste gang der er møde i Arktisk Råd?
En af mine centrale pointer, som jeg prædiker ved enhver lejlighed, er at medier som Facebook ikke skal forstås som informationssystemer, men som arenaer for selvfremstilling og identitetsskabelse. Og det gælder også den geografiske dimension som snart bliver åbnet med Facebook Places.
Ud fra en informationsmæssig anskuelse er det for eksempel komplet uforståeligt at folk deler fotografier af deres aftensmad på Facebook. Den informationsmæssige værdi af sådan et billede er (for alle andre end dem der skal spise med om lidt) stort set nul. Men hvis man i stedet anskuer mediet som et spørgsmål om identitet, så er netop det vi spiser jo en stor del af dem vi er og bliver konstant brugt i fortællingen om os selv. Og set i den sammenhæng er det faktisk ret logisk at vi også på Facebook vil vise andre om vi selv laver sushi eller bedst kan lide en stor beskidt bøf. Hvad vi deler er altså i høj grad styret af hvad det siger om os – og hvilken social status det kan give os.
Et andet af mine centrale budskaber er at virksomheder som vil udnytte denne effekt, med fordel kan skabe interessant indhold som folk kan opnå social status ved at dele og derfor vil sprede for deres egen skyld. Ved at lære at udnytte et allerede eksisterende psykologisk behov: behovet for at lave en selvfremstilling, kan man altså opnå den mest eftertragtede effekt på nettet idag – nemlig den “virale” spredning.
Men hvordan anvender man den viden når det drejer sig om fysiske steder? Eller: hvordan kan vi give folk lyst til at “checke ind” (vise med mobiltelefonen at de er der lige nu) i vores butikscenter, på vores café eller i vores idrætsanlæg?
En af de handlinger som virkelig kan give social status er at vise andre at vi har fundet noget interessant. Det er f.eks. hvad 90% af aktiviteten på Twitter handler om. Denne psykologiske effekt er drivkraften bag det meste word of mouth spredning. For hvem vil ikke være den der først deler noget som alle andre derefter begynder at sprede? Hvis du laver noget godt, skidt, komisk, humoristisk eller anderledes, så vil folk elske at dele det – aggresivt! Og hvis det foregår via Facebook, kan folk snart dele din location i samme hug.
Hvis du allerede i dag har en forretning som tilbyder god kvalitet og uovertruffen service eller fantastiske priser, så behøver du ikke at læse videre. Du vil blive delt uden at foretage dig noget som helst. Ganske enkelt fordi alle elsker at dele kvalitet og gode tilbud. Men for alle jer der bare vil have et hurtigt fix, uden egentlig at lave noget fundamental om, så er her 4 ting du kan have i baghovedet, når du gerne vil have at folk deler din lokation.
1) Folk er dovne og fantasiløse, så du kan faktisk hjælpe dem på vej.
Hvis du gerne vil have spredt et godt tilbud, så skal du gøre det nemt at dele, rent lavpraktisk. Det er ikke godt nok at have et dine gode tilbud stående med små bogstaver i et vindue hvor reflektioner og modlys gør det umuligt at tage et foto og sende videre og folk derfor selv er nødt til at skrive det ned. Eller endnu værre – hvor folk skal ind og spørge i butikken! Husk at folk sender alt videre som kan fremme deres sociale status. Dit budskab, bliver deres budskab. Det behøver ikke at være noget de selv har købt eller prøvet. Lav derfor skilte eller mere fantasifulde opslag med lidt kant, som er godt belyste og hvor forbipasserende kan komme tæt nok på til at at tage et godt billede.
2) Ram din målgruppe midt i nostalgien
Følelser og valg er knyttet uløseligt sammen. Forskning viser at hvis du bliver skadet i dine “affektive” centre (stederne i hjernen hvor følelser aktiveres), er du ude af stand til at træffe en masse af hverdagens små valg. Hvordan skal du f.eks. vælge imellem en leverpostejmad og en spegepølsemad, hvis du ikke kan føle mere for det ene end det andet? Man kan ikke regne sig frem til svaret logisk, for begge dele er blendet gris med for meget salt. Omtrent på samme irrationelle måde fungerer en del af vore valg på mobilen. For hvordan vælger vi om vi skal checke ind det ene sted eller det andet? Eller om vi skal dele lokationen på den ene butik frem for den anden? Det handler oftest om at vi får aktiveret nogle følelser. Og i den sammenhæng er associationer til vores barndom bare et af de mest effektivt midler til at aktivere følelser. Derfor er f.eks. legetøjsobjekter fra vores barndom bare en klassiker når det drejer sig om at ramme følelserne og aktivere “drive by” geotagging!
Se f.eks. billedet af den store Playmobilmand. Fundet på nettet og taget af én som bare lige måtte dele billedet. Tænk lige over det.
3) Brug humor konsekvent og bliv uimodståelig at dele
Hvis du laver noget sjovt eller interessant i forbindelse med din butik etc, så kan folk gøre den humor til deres egen, ved at tage et billede af det og sende det videre. Hvad sker der hvis du tænke dit steds steds fysiske fremtoning strategisk som et objekt til deling? Så kan du ende med at give din butik et navn som ganske enkelt er uimodståeligt at dele. Det skal naturligvis ikke være så sjovt at det er meningsløst. Men denne butik ville jeg altså have svært ved ikke at kigge ind i, hvis jeg vidste at den lå i nabolaget. Og det er også en af dem jeg kunne finde på at tage et billede af og dele med venner, hvis jeg kom forbi. Og hvis jeg deler den fra en GPS-mobil, kan alle se hvor denne interessante butik ligger henne.
Her har nogle unge mennesker faket et splatter scenarie på åben gade.
4) Og så kommer vi ikke uden om viral “geo-spam” (eller hvad man skal kalde det)
En spam-style måde skabe omtale på er ved at begynde at introducere kunstige eller planlagte elementer for at gøre sit sted socialt interessant. Det kan være ved at vi begynder at installere helt overdrevne objekter i det fysiske rum, i håb om at folk vil elske at sladre om dem. Man kan nemt forestille sig at effektjageriet fra de virale film, som bare handler om at skabe flest mulige seere, flytter ud i det fysiske rum.
Hvis man ikke kan lave noget værdifult, kan man i hvert fald lave noget som alle taler om og deler. Lige meget om det så bare er fordi det er klamt, vildt, latterligt, grimt eller alt alt for meget og om det bare får en masse mennesker til at trampe igennem dit sted, uden at lægge penge eller skabe værdi. Så bliv ikke overrasket hvis virkeligt påfaldende ting begynder at dukke op i din omverden. De er der for at du skal have lyst at vise dem og andre skal få lyst til at komme forbi og se dem.
Hvornår mon vi ser de første geovirale bureauer, som tager betalt for hvor mange mennesker de kan få til at checke ind et sted – og ikke skyr nogen midler for at få dem til det?
Og hvornår mon vi ser den første geotigger der står foran en butik og spørger om du vil være rar at checke ind her, så han kan få til en bid brød af butiksejeren?
Klokken er 02:15 dansk tid da Facebooks LIVE stream af deres pressekonference går igang. Siden pressekonferencen blev annonceret for ganske få dage siden, har luften været tyk af rygter om at Facebook nu endelig ville annoncere at de introducerer lokationsteknolog på deres platform, som i dag bruges af ½ milliard mennesker.
Og det er da også et nyt produkt, kaldet Facebook Places, som bliver annonceret. Places er en feature som tager udgangspunkt i det kraftigt voksende antal GPS baserede mobiltelefoner og giver mulighed for at dele steder med dine Facebook venner. Places er integreret i Facebook platformen på samme måde som Facebook-sider og events og fokuserer primært på at binde mennesker og steder sammen omkring “livets væsentlige begivenheder”.
Til lejligheden har Facebook fået produceret denne lækre og ganske sukkersøde reklamefilm som i løbet af de næste døgn vil gå verden rundt. Vær ganske vis på det:
Facebook Places bliver først rullet ud i USA, men skal du kigge efter den her, skulle den rulle ud på Facebook’s smartphone-side først: http://touch.facebook.com. Techcrunch var så vidt jeg ved det første site som fangede et glimt af Places på den adresse og twittede om det. Så de får et link til deres post her. Desuden skulle der komme iPhone understøttelse ud før der kommer Android. Gad vide hvilken mobiltelefon Zuck selv har ;o)
Zuckerberg virkede ikke helt sikker på hvordan udrulningen vil forløbe, men angiveligt burde man snart kunne se places globalt fra web, men kun aktivt bruge tjenesten på mobilen i USA. Lad os nu se hvordan det løbe af stabelen.
For udviklere er det interessant at et API der giver mulighed for at læse fra Places burde gå LIVE imorgen (også kun i USA?) og API’er som giver mulighed for at skrive og opdatere er i lukket beta lige nu.
Rygterne om at Facebook snart vil begynde at udnytte det stigende antal mobiler med indbygget GPS, har været tiltagende i mange måneder. Og netop i disse timer siger det varmeste rygte på nettet at Facebook, på en annonceret pressekonference idag klokken 4:30 pm (Silicon valley tid), vil annoncere ny funktionalitet, der tillader brugere at dele deres fysiske placering med hinanden.
Hvad enten Facebook går “location” eller ej i dag, er Facebook helt sikkert på vej med et lokationsteknologisk tiltag. Og når det sker, vil det lige så stensikkert få en betydning der når langt ud over Facebooks eget website. Ikke kun fordi deres lokationstjeneste vil gøre det muligt for 3.parts udviklere at lave lokationsberigede Facebook-applikationer, men fordi Facebook har en halv milliard brugere og dermed kritisk masse til at skabe teknologisk verdenshistorie!
For hvor lokationsbaserede og -berigede tjenester idag er noget for de såkaldte “innovators” og “early adopters” (læs: nørder) og mange mennesker i dag har en GPS chip i mobilen, uden overhovedet at ane det, så vil en introduktion af lokationsteknologi på Facebook med ét ryk skubbe GPS-teknologien ind i mainstream – til den “almindelige” bruger!
Helt konkret vil et GPS-tiltag fra Facebooks side betyde at mange millioner af “helt almindelige” internetbrugere pludselig vil stille sig selv og deres mobiltelefon et spørgsmål: har mobilen GPS? GPS-teknologi vil med ét gå fra at være “nice to have” for nørderne til “need to have” for masserne, når millioner af mennesker skal have ny mobiltelefon. Vi kan f.eks. forvente at se Facebook blive brugt som lokkemad i reklamer for mobiltelefoner og telefonselskaber i stor stil. Facebook vil dermed blive et ekspreslokomotiv for udbredelsen af GPS-enablede mobiltelefoner – en såkaldt “killer application”. Og med den eksplosivt forøgede udbredelse af GPS-teknologi, vil endnu flere eksisterende services kunne se en forretningsmæssig idé i at lokationsberige deres nuværende tjenester, som f.eks. aok.dk og rejseplanen.dk allerede gør idag. Og i kølvandet på Facebook vil vi se en tsunami af nye tjenester, der leger med vores position og kombinerer den med informationskilder og sociale relationer på måder vi slet ikke kan fantasere os til idag.
Facebook som ekspresslokomitiv for location-markedet
Så alt imens Facebook uddanner os til at bruge vores position til sjove og nyttige formål og skaber et øget behov for GPS-mobiler, vil det stigende antal GPS-mobiltelefoner og nye tjenester på sin side gøre andre tjenester på location-markedet interessante og tilgængeligt for det kundesegment, som Everett Rogers i sin meget udbredte model herover (kaldet the Technology Adoption Lifecycle), kalder “early majority”. Dette segment er kendetegnede ved at være alle os ikke-nørder, der godt gider at prøve noget nyt – men først når det er virker, er gennemtestet og ellers kan bruges til noget sjovt eller fornuftigt uden ret meget besvær.
Early majority segmentet er her der skabes en kritisk masse som på et tidspunkt trækker resten af forbrugerne med. En early majority bruger vil ofte skulle forklare hvorfor hun bruger en ny teknologi. Men hvis man ser på det næste segment som Rogers kalder “Late majority”, så udgøres det af de brugere som ikke selv kaster sig over ny teknologi, men en dag bare vågner op og køber den, fordi de ellers konstant skal forklare hvorfor der ikke bruger den! Når early majority har skabt grundlag for at en masse nye lokationstjenester kan løbe økonomisk rundt, så ser late majority altså pludselig at billetbestilling, mødebooking, rabatsystemer og sociale netværk bare ikke fungerer ordentligt, hvis ens mobiltelefon ikke har GPS.
Se som eksempel på Facebook selv. For 3 år siden skulle man redegøre for hvorfor man brugte Facebook. I dag skal man forklare hvorfor man ikke bruger Facebook. Det er fordi Facebook har nået en kritisk masse og vi nu ser størstedelen af folks festfotos og invitationer etc være der. Det er altså ikke længere et spørgsmål om at vælge Facebook til, men om at vælge det fra!
Folk som følger bloggen her ved at jeg plejer at være den sure gamle mand der ikke ret nemt falder på halen over teknologi og sociale medier. Og når jeg svinger mig op til at kalde Facebooks tiltag en begivenhed af historisk betydning, er det fordi det meget vel kan fylde early majority segmentet op på rekordfart og dermed trække resten med. Og det forhold kan inden for ganske få år ændre hverdagen markant for folk i vores del af verden. For position handler ikke om teknologiske features – position det er en af de vigtigste omdrejningspunkter for menneskelig interaktion og har været det så længe der har været mennesker. Virkningerne af GPS-evolutionen kan efter min mening kun undervurderes og vil skabe nye problemstillinger inden for sociologi, politik, offentlig service, forretning og ikke mindst psykologi.
Så derfor sidder jeg lige nu og ser frem til om internettet måske går en smule amok ved 22-tiden i aften. For det her handler altså om meget mereend Facebook.
Prøv at være fremtidsforsker for en aften og designe én af fire mulige fremtider, når LocationLab inviterer til det første arrangement, torsdag d. 23. september kl. 17. på IT Universitetet!
I efteråret afholdes på ITU en lille og uformel serie af arrangementer under titlen “Locationlab”. De er et inspiratorisk forum for alle os som interesserer os for lokationsbaserede tjenester, geosociale medier eller hvad vi nu ender med at kalde dem. Første “meetup” giver dig mulighed for at lege fremtidsforsker og designe mulige fremtider for lokationsteknologien.
Hvordan kan man sige noget om fremtiden?
Den basale idé i fremtidsforskning er at fremtiden er ubekendt, men at det alligevel er muligt at forholde sig til den ved en blanding af analyse og poetisk frihed. Vi kan idag identificere nogle megratends som vi med sikkerhed kan sige vil have betydning for fremtiden i den nærmeste årrække – f.eks globalisering og teknologiske fremskridt. Men for at vi ikke bare skal forsøge at lave en fremskrivning af vores nuværende forestillinger om verden, kan vi desuden opstille nogle “ubekendte faktorer” som åbner op for forskellige fremtider.
To ubekendte: Økonomi og privatliv
Jeg har til lejligheden tilladt mig at forudsætte en forenklet model af fremtiden, som kan variere inden for to akser: privatlivsaksen og den økonomiske akse.
Privatlivsaksen (Social – Privat)
På privatlivsaksen kan vi enten forestille os at det i fremtiden vil være vigtigere for os at dele informationer end at holde dem private. Eller vi kan forestille os at vi vil hæge om vores privatliv, selvom det måske begrænser vores udnyttelse af teknologien.
Økonomiaksen (Betaling – Gratis)
Får Apple m.fl. held til at vænne os til at alt på nettet koster penge eller vil firmaer som Google og open source -bevægelsen medvirke til et marked drevet af reklamefinansiering og nørdede ildsjæle?
Hvis vi skulle se på virkeligheden for mobiltjenester som helhed i dag, ville vi nok placere os et sted i det mørkegrønne felt i koordinatsystemet. Men hvad hvis vi nu bliver tvunget til at se på de 4 mere ekstreme positioner (markeret med tallene 1-4)? Så bliver vi forhåbentligt kastet ud hvor inspirationen bor.
Hvis man f.eks. forestiller sig at lokationsteknologi blev brugt i offentlig service, hjemmepleje, markedsføring eller underholdning, så er det nok ret tydeligt for de fleste at det ikke ville blive brugt på samme måde i en fremtid hvor alle ubekymret deler alle informationer og er vænnede til f.eks. mikrobetaling (fremtid 1) og i en fremtid hvor alle tjenester skal financieres ad anden vej og hvor vores primære overvejelser går på at holde vores position skjult for andre (fremtid 4).
Vær med til at skitsere 4 bud på hvordan “markedet” ser ud om 5 år!
Når vi mødes på ITU, vil vi, efter en introduktion til legen, dele os i 4 grupper, som skal arbejde med hver sin fremtid og forhåbentligt vil kappes om at levere det mest flabede og veltænkte output. Vi vil ikke levere lange analyser men istedet have det sjovt og være kreative og forsøge at besvare spørgsmål som:
Hvad er den meste populære geo-tjeneste om 5 år i jeres fremtid?
Hvilket lovforslag relateret til lokationsteknologi er lige blevet vedtaget?
Hvilken historie kører om lokationsteknologi i Ekstra Bladet?
Det endelige oplæg, som vil indeholde flere detaljer, får I på dagen.
Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.
På den baggrund kan man kun konkludere at sociale medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.
Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).
[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]
Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.
Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.
For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke? Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.
Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.
Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.
Igår blev jeg kontaktet af TV2-Nyhederne, som ville lave et indlæg om Facebooks planer om at tilbyde en panik-knap, til børn og unge. Knappen skal give børn og unge en nem mulighed for at rapportere krænkende og mistænkelig adfærd på Facebook. Som sædvanligt for nyheds-TV, fik jeg få sekunder og redaktionen udvalgte den mest poppede af mine udtalelser. I denne blogpost vil jeg prøve at nuancere sagen lidt.
Desværre var dette ikke et af de bedst researchede indslag, jeg har set i Nyhederne. I indslaget fremgår det nemlig at der er tale om en ny funktionalitet, som Facebook vil tilbyde alle deres brugere. Realiteten er imidlertid at der er tale om et tiltag som udelukkende retter sig imod britiske brugere og som desuden tilbydes som en applikation, som brugerne kan vælge at installere – og altså ikke en udbygning af Facebooks funktionalitet. Du kan se applikationen her.
Applikationens udbydes i samarbejde med organisationen CEOP og dens fremkomst på det britiske marked, skal ses i lyset af et pres fra politi og offentlighed for at “gøre noget” efter at en ung pige, Ashleigh Hall, blev myrdet af en person hun måske havde mødt på Facebook. Frustrerede borgere og ikke mindst en masse politifolk, oplevede efter mordet en helt forståelig trang til at gøre noget. Derfor lagde de pres på Facebook for at få en CEOP-knap installeret på sitet. Facebook nægtede og som kompromis blev en applikation udviklet. Men det er min opfattelse at dette tiltag desværre ikke vil gøre nogen særlig forskel i relation til Facebook. At applikationen har mere symbolsk end reel betydning, kan også ses ved at der stort set bare er tale om en webside, som vises “inde i” Facebook.
Man skal ikke glemme at en stor del af de organisationer som laver et godt stykke arbejde for at hjælpe og beskytte vore børn, desværre ofte er nødt til at ride på en folkestemning af skræk og forfærdelse, for at få opmærksomhed og bevillinger til at fortsætte deres arbejde. I den kontekst vil jeg gerne tage hatten af for det marketingarbejde som CEOP har gjort. Sjældent er en så simpel app blevet markedsført så effektivt.
Den sociale kontrol er den vigtigste på Facebook
Fra britisk politi og myndigheders side har det været fremført som argument for en Facebook-alarmknap, at der allerede finde lignende funktioner på sites som MySpace.com – men at drage den sammenligning er et udtryk for en vis uvidenhed. MySpace og Facebook er nemlig helt forskellige medier! Hvor MySpace er et anonymt medie som primært bruges til at finde nye kontakter, er Facebook et såkaldt forankret (ikke-anonymt) medie, som primært anvendes til at opsamle eksisterende kontakter. I mange tilfælde er børn og unge f.eks. venner med deres forældre og andre familiemedlemmer på Facebook. Dermed er det muligt at se både netværk og eventuelle fælles bekendte på de folk man får henvendelser fra. Det er derfor – alt andet lige – den sociale kontrol fra ligemænd og netværk, som spiller en stor rolle på Facebook, hvor det er ret besværligt at opbygge en eventuel “falsk” identitet.
Guns don’t kill people – people kill people!
Facebooks opbygning som forankret medie er naturligvis ingen garanti imod at kriminelle og andre psykopater kan møde ofre der. Den slags garantier findes nemlig slet ikke nogen steder. Men at give Facebook “skylden” er ikke ret logisk og nok snarere et udtryk for symbolpolitik og den hype alle nye medier er genstand for, end et udtryk for skarp analyse. Offer og gerningsmand har sikkert skrevet SMS’er til hinanden i forbindelse med at de skulle mødes. Skriver man derfor advarsler på mobiltelefoner? Deres møde har ganske givet kun været muligt fordi hjulet var opfundet – skal der derfor stå advarsler på busbilletter eller cykler? Facebook fik ikke den 17-årige Ashleigh Hall til at lyve for sine forældre og tage med en fremmed hjem. Og hvis man mener det, er den yderste logiske konsekvens at slå ned på alle redskaber som giver unge mulighed for at møde fremmede mennesker.
Den bedste forebyggelse er stadig tid og opmærksomhed
Men hvad får så en ung person til at vælge at mødes med en person som er dobbelt så gammel? Jeg vil meget nødigt såre eller anklage forældrene i den konkrete sag, men det er en gammel sandhed i psykologien at unge som ikke bliver set i tiltrækkelig grad af deres forældre, kan begynde at søge den voksenkontakt hos andre voksne. Unge som ikke oplever en god voksenkontakt, kan desuden ret nemt udvikle et lavere selvværd end jævnaldrende – og det er netop kombinationen af lavt selvværd og hunger efter at “blive set” af voksne, som skaber udsatte unge. Unge som kan blive så glade og smigrede over voksnes interesse på nettet, at de overhører alle advarsler. Hvis man hele sit liv har længtes efter at høre at man var fantastisk, vil man går langt for at tro på at det er sandt og for at det ikke skal holde op. Unge som er blevet set, rummet og sat grænser for, vil ikke have det “hul indeni” som gør dem modtagelige for voksne fremmede. Det bedste du OVERHOVEDET kan gøre for dine børn er derfor at være sammen med dem hele barndsommen. Ikke blot når de bliver teenagere (og oftest har et stort behov for at frigøre sig fra forældrene) og at give dem viden om at omgås fremmede – den samme viden som jeg fik i begyndelsen af 70′erne. Den gang der ikke fandtes internet – men alligevel fandtes børnelokkere.
Facebook har faktisk markedets stærkeste privatlivsindstillinger
Jeg hører mange klager over Facebooks manglende sikkerhed – men jeg vil gerne udfordre dig og bede dig vise mig en tjeneste der har privatlivsindstillinger som er bare halvt så detaljerede og udbyggede som Facebooks. Jeg medgiver at Facebook har lavet nogle kæmpe fuck-ups – ikke mindst da de valgte at nulstille alle privatlivsindstillinger i forbindelse med en opdatering for nogle måneder siden. Men det ændrer ikke på at disse indstillinger jo ikke kan beskytte en kontaktsøgende teenager, hvis han eller hun vælger at ignorere dem.
Den hårde realitet er at der altid har eksisteret charmerende psykopater og at nogle unge piger og drenge frivilligt er gået med deres drabsmænd siden tidernes morgen. Det er ikke internettets skyld – og det er ikke internettets, men forældrenes, ansvar at ruste de unge bedst muligt. Og selv med de bedste forholdsregler vil den slags mord vedblive med at finde sted fra tid til anden. Stillet over for den slags kolde facts, kan jeg godt forstå at man vælger råbe op og kræve panikknapper – men det bliver de bare ikke mere meningsfulde eller effektive af.
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som Foursquare.com er allerede slået massivt an blandt early adopters i Danmark, som går og “chekker ind” alle mulige interessante og uinteressante steder fra deres smartphones. Og det er faktisk netop den slags aktivitet blandt early adopters, man ville forvente at se, hvis man stod foran et massivt nyt teknologisk fænomen, som inden længe vil brage igennem i vores main stream.
Og så er det endda slet ikke de geosociale tjenester som spiller størst rolle på danskernes mobiler lige nu. Under radaren er lokationsteknologi nemlig ved at blive integreret i en lang række af tjenester og applikationer til både smartphones og billigere modeller. Allerede eksisterende tjenester er nemlig lige så diskret begyndt at hente brugerens lokation og bruge den helt naturligt som endnu en filtreringsparameter. Ofte uden at du overhovedet lægger mærke til det. Har du f.eks. prøvet at søge efter en butik med Google på din Nokia-mobil? Prøv engang. Der er en god chance for at du får dem som ligger nærmest, rent geografisk. Google bruger nemlig GPS/Wi-Fi/GSM til at bestemme din fysiske position. Og populære tjenester som Rejseplanen vil også snart spare dig ulejligheden med selv at skulle indtaste din position. (Twitter for Android klistrer automatisk din position på dine tweets. Har du overhovedet opdaget det?)
Disse diskrete GPS-anvendelser handler ofte ikke om at dele vores lokation, men om at bruge den til at filtrere informationer. Så at bruge dem vil ikke kræve de store principielle overvejelser hos os. Ofte vil tjenesterne tænde for din GPS helt automatisk og bruge informationerne til at gøre din netfærden lidt lettere og mere relevant. Og det er disse hverdagsanvendelser af GPS’en som kan være med til at kickstarte markedet for mere innovative GPS-tjenester. For når først vi har vænnet os til at have GPS-chippen slået til, så vil det bare være en helt naturlig forlængelse at sige OK, når f.eks. Facebook om ikke så længe spørger om du vil slå location til dine statusopdateringer og billeder.
Så location-teknologien bliver ikke en revolution, som vi skal forholde os aktivt og reflekteret til. I stedet vil vi bare en dag vågne op og opdage at GPS’en er slået til og vi ikke helt ved hvor længe den har været det. Og hvis vi besøger en tjeneste hvor vi selv skal skrive hvor vi er henne, vil vi finde den dum og irriterende. Når dette er interessant, så handler det om demografien blandt fremtidige brugere. Min gamle mor kunne ikke drømme om at bruge Foursquare – men hvis mobilen spurgte venligt om den skulle slå GPS’en til og give hende de nærmeste søgeresultater, ville hun finde det såre fikst og straks sige ja tak. Og udsigten til diskrete GPS-anvendelser ville også være et godt argument for at lige at sikre at der stod GPS på den næste mobiltelefon hun købte.
Hvor Foursquare og diverse geosociale tjenester bruger lokationen som et aktivt og socialt element, så er det tjenester som Google og Rejseplanen som her i begyndelsen vil trække læsset med at udbrede teknologien til andre end geeks og early adopters. Først når Facebook inden længe får truffet de sidste svære beslutninger om design og privatliv og tilføjer muligheden for at geotagge, tjekke ind eller hvordan de nu lancerer det – vil geosociale tjenester der deler vores lokation blive mainstream.
Kald mig bare Captain Obvious – men hvor Google helt sikkert er det helt oplagte valg når man skal bygge location ind i sine webtjenester, så det er ganske enkelt ikke til at få øje på nogen der både har en udbredelse og viden om vores relationer, som kan true gøre Facebook de næste par år. Her vil kombinationen af lokation+relation+udbredelse gøre Facebook til den mest interessante platform at bygge rene geosociale lokationstjenester på de næste par år.
I disse dage kan man se Folketingets formand udtrykke frustration over at tingets medlemmer bruger Twitter og Facebook under debatter og øvrigt arbejde i tinget. Men faktisk burde han istedet være stolt og begejstret – for det viser faktisk at skiftende regeringers målsætninger om at Danmark skal være en “førende IT-nation”, er ved at lykkes.
[Update: For ikke at lyde som en lallende internet-evangelist, må jeg nok hellere lige præcisere at jeg ikke i sig selv ser det som et særligt interessant mål at vi i Danmark opdrages til at være storforbrugere af amerikanske nettjenester på asiatisk hardware. Det svarer til at sige at vi bliver en "førende fødevarenation", bare vi æder nok kogte ris og cheeseburgers. Det kan aldrig være et mål i sig selv at vi skal være forbrugere. Skal vi være førende på nogle bare nogenlunde meningsfulde parametre, må det snarere være områder som innovation i det offentlige eller eksport af software & services.
Så udtrykket "Danmark som førende IT-nation" lægger jeg op i bunken af floskler, sammen med dem om "Danmarks skal have universiteter i verdensklasse". At se den slags trends udelukkende ud fra et snævert nationalt perspektiv er ærligt talt også lidt provinsielt.
Men siden 90'erne har det jo været skiftende regeringers mål at vi skulle øge brugen af IT i samfundet. Det er grunden til at jeg ønsker Thor P tillykke i denne blogpost. Og tør nu øjnene, Thor. Det kan godt være at vi ikke kan købe hele verden - men nu kan vi i hvert fald tweete til den, når vi sidder på lokum. ]
Man skal passe på med hvad man ønsker sig – man risikerer at få det. Og når Thor P bliver så frustreret over at nettet nu er trængt ind i folketingssalen, kunne det tyde på at han (og andre forargede politikere) overhovedet ikke havde forstået hvor store konsekvenser det kan have at formulere brugen af IT som et samfundsmæssigt mål. For hvordan havde Thor P egentlig forestillet sig at et førende IT-samfund så ud?
At se Folketingets formand forsøge at bekæmpe brugen af internettet er som at se en mand forsøge at afværge en tsunami med sin paraply. Men Thor P og regeringen bør faktisk være jubelglade for og stolte over at politikerne nu er i direkte dialog med befolkningen og hinanden via internettet. Det er nemlig et meget klart symptom på at Danmark er gennemsyret af IT og internet.
Politikere er jo ikke kun politikere – de er også borgere. Og disse borgere har taget teknologien til sig og finder det helt naturligt at bruge den i alle sammenhænge. Også når de arbejde med politik. Og at det kan betale sig for dem tyder jo på at der også uden for folketingssalen findes mange mennesker som både bruger nettet konstant og gerne vil diskutere med politikerne.
Faktum er at visionen er ved at blive til virkelighed; en voksende del af danskerne bruger internettet på mobilen i næsten alle deres vågne timer og har adgang til viden og netværk konstant. Det bruger nogle danske politikere nu til at styrke kontakten med borgere og hinanden og inddrage deres vælgere og modstandere i den politiske detbat og proces. Så i stedet for at være frustrerede, burde vores politikere være begejstrede – af flere grunde: Twitter og Facebook i Folketinget er nemlig ikke bare et symptom på en stor udbredelse af internet og teknologi i mange danskeres hverdag. Det ser også ud til at have bragt liv og frisk luft til den politiske debat og at flytte holdningen fra politikerlede til politikerinteresse.
Jeg siger ikke at bruge af medier altid er et gode. Og hvis det på længere sigt betyder at folketingets politikere bliver holdningsløse videreformidlere af pøbelens luner, vil det bestemt ikke være en forbedring af vores demokrati. En konstant fumlen med mobilen i vigtige debatter vil desuden heller ikke vil skabe skarpe og fokuserede debattører. Men grænserne imellem intern og ekstern bliver udfordret af internettet. Det er en mega-trend som alle organisationer lige så godt kan forholde sig til – før som siden.
Og hvis man står over for en tsunami, så er det måske ikke en paraply, men en helikopter man har brug for.
Helle Thornings partisekretær fik en irriterende Facebook-brugers profil slettet! Men det er ALDRIG en god idé at anmelde dine modstandere til Facebook, bare fordi du synes de er en pain in the ass!
Alle der har stået for at administrere en Facebook-side af en vis størrelse og offentlig bevågenhed, kender den rædselsfulde situation at nogen giver sig til at komme med insisterende kritik og ikke vil holde op.
Når det er særligt frustrerende på en Facebook-side, så er det jo fordi det her er synligt for alle. Og hvis kritikeren nu ikke vil holde op igen, kan det være utroligt fristende at forsøge at “slukke” for vedkommende, som Socialdemokraterne partisekretær, Lars Midtiby, valgte at gør forleden, da en fan blev ved med at poste den samme kritiske kommentar om Socialdemokraternes forhold til skat, på Helle Thornings Facebook-side.
Lars Midtiby valgte at anmelde kommentatoren til Facebook for spam. Det medførte at den kritiske fan, som ganske givet har været skideirriterende, ikke blot blev afskåret fra at kommentere på Helle Thornings fanside i fremtiden – men fik sin Facebook-konto slettet permanent og uigenkaldeligt!! Den lader vi stå et øjeblik – vedkommende mistede altså alle sine relationer, billeder og mails fordi han en aften opførte sig dumt og irriterende i en politisk debat! Kunne man tænke sig at du fik frataget din telefon og dit SIM-kort, fordi du en dag havde foretaget en serie idiotiske telefonsamtaler?! I så fald er vi vist ikke mange, der stadig ville have vores mobiler idag.
Derfor er det dumt!
For det første er det totalt overkill. Irriterende kommentatorer bliver ofte trætte og holder op igen. Og snart har strømmen af kommentarer ofte skjult deres indlæg.
Hvis de virkelig er meget rabiate og SKRIVER MED STORE BOGSTAVER OG MANGE UDRÅBSTEGN!!!! så falder deres kommentarer for det meste tilbage på den som har skrevet dem. De vil med andre ord fremstå som nogle landsbytosser, som folk så kan trække på skuldrene ad.
På grund af et Facebook-feeds uoverskuelige struktur, så vil det faktisk ofte kræve en vis indsats at søge tilbage og finde årsagen til deres kritik. Så selvom kritikken skulle være berettiget, vil det for de fleste kun være mandens online-råberi som fremstår. Den hysteriske kommentator er altså for det meste kun farlig for sig selv.
For det andet sender det et meget kedeligt signal, da det afslører at man på Facebook håndter modstandere administrativt som destruktive elementer og ikke retorisk, som politiske modstandere. Det gør det jo helt tydeligt for det trænede øje, at man ikke er i stand til at håndtere den mere besværlige side af dialogen på Facebook. For mig fremstår Socialdemokraterne primært som utroligt skræmte og uprofessionelle, men også bare godt gammeldags tarvelige, når de får slettet en mands profil på grund af noget så uskyldigt som en irritererende debatform. Det er hverken ret socialt eller ret demokratisk
Hvordan skal du løse krisen?!
1) Til at begynde med, skal du være tilstede i dialogen og svare på kommentarerne, så ville der nok ikke være kommet så mange kommentarer i det hele taget. Lad alle se at du tager kommentatorerne alvorligt, også selvom du måske ikke gør det. I langt de fleste tilfælde er problemet drevet over på nogle timer eller dage og alle spor er kort efter skyllet væk af kommentarstrømmen. De fleste vil måske give sig til at komme med lange dialogsvar, som man også skal svare præcist og faktuelt på – altid venligt og om nødvendigt let overbærende. Jo længere deres svar bliver, jo færre vil læse dem og dine venlige svar vil blive husket længere en en enkelt kværulants kommentarer.
2) Se desuden dette som en glimrende undskyldning for at slå dine synspunkter fast igen – at afklare kommentatorens misforståelser og i sidste ende for at vende en kritiker til en vælger. Er det ikke hvad tilstedeværelsen på sociale medier også handler om: at skaffe nye støtter til sit parti og synspunkt? Det er altså ikke ret imponerende at man er i stand til at holde en dialog med folk som er enige med én (selvom det synes at være svært nok for mange). Det er til gengæld imponerende, hvis man tager debatten og kæmper for synspunkterne på en tålmodig og saglig måde. Modtageren vil jo ikke kun være den kritiske kværulant, men alle de andre som følger tråden og ser at politikeren rent faktisk tager dialogen alvorligt og kan tale for sin sag.
3) Du skal være forkæmper for at alle har ret til at komme til orde på den Facebook-side. Du skal bruge din kreativitet for at forstå folk og respondere på en måde så alle irriterende kritikere bliver en undskyldning for at vise dit politiske og menneskelige format OG slå dine synspunkter fast i en levende debat – og ikke kun i de kedelige pressemeddelelsesformater, som mange politikere stadig skriver deres opdateringer i.
Ja – faktisk skal du ØNSKE dig at du får landsbytosserne og tvivlerne ind i dialogen på din side, hvor du har en mulighed for at blande dig i sagen. Og ikke overlade dem alle til kommentarfelterne på ekstrabladet.dk eller andre anonyme debatsites, hvor de i forvejen boltrer sig – men hvor du ikke har nogen som helst mulighed for at få dem slettet.
Dialog og kommunikation er jo noget tricky noget. Og at håndtere dialogen på medier hvor alle kigger med, er endnu mere komplekst. Men det ABSOLUT sidste skridt bør være at bruge anmeldefunktionen! Den skal være reserveret til mennesker som kommer med trusler eller poster billeder af deres kønsorganer – ikke til landsbytosser. Det er ganske enkelt for amatøragtigt håndteret af Socialdemokraterne og jeg vil kraftigt opfordre til at man skifter sin standardprocedure – der går ud på at anmelde alle kværulanter – ud med en viden om at håndtere kritiske røster på de “nye” platforme.
Et godt sted at lade sig inspirere fandt jeg faktisk også i en artikel på avisen.dk. Den handler om at håndtere irriterende kunder, men er faktisk slet ikke dum, hvis man læser den ind i en Facebook-kontekst.
Vi forhandler konstant betydningen af nye fænomener i det offentlige rum og lige nu ser det ud som om vi er ved at blive enige om at vi alle skal måles på Facebook med samme alen som politikere og berømtheder.
Siden jeg blev født, har det været reglen at jeg hele tiden har måttet lære at forstå nye teknologier. Først var det farve-tv og stereo, som blev mainstream. Så trykknaptelefoner og sodavandsmaskiner. Siden kom fænomener som PC’en, telefaxen, videomaskinen, CD-afspilleren. Og endelig fik PC’en modem på og vi kom på nettet… og telefonen blev mobil, så man nu kunne ringe til en person og ikke til et lokale. Alle disse teknologier har haft en kulturel betydning, som vi har måttet forstå og vænne os til – men også forhandle os frem til.
Idag er det så fænomener som Facebook og Twitter som fylder en masse og lige om lidt vil det være GPS og lokationsteknologi vi alle forsøger at forstå. Og måden vi som samfund forstår den slags på, er primært igennem pressen, som blæser konkrete cases ud af proportioner og derpå henter diverse eksperter ind for at fortolke dem. Når medierne i disse måneder er fulde af historier om Facebook på 1000 måder, så er det altså et udtryk for at det er noget vi alle forsøger at forstå. For 10 år siden var det mobiltelefonen. Det er nyhedsinteressen og det uafklarede der driver journalister og kildrer læsere til at klikke eller bladre hen og læse hvad der nu er sket med Facebook i relation til kærlighed, arbejdsliv, politikere eller markedsføring. Ja, lidt ligesom da du klikkede ind på dette indlæg.
Teknologier er ikke entydige, så når vi forsøger at forstå betydningen af fænomener, finder der samtidigt en forhandling sted, som har til formål at skabe konsensus om hvad der er OK og hvad der ikke er. Der er (meget forenklet) den type kollektive forhandlinger, som har ført til at det i nogle kulturer er super høfligt at slå en skid når man har spist – og i andre er dybt frastødende.
I Danmark er vi lige nu ved at genforhandle hvor grænserne for det private og det offentlige går, efter Facebook kom til os. Begreber som “en gruppe” eller “en relation” må opdateres og det foregår, som altid, ved at pressen tager nogle enkeltsager og blæser op. Disse sager kan diverse eksperter kloge sig på – og på et tidspunkt er emnet så forhandlet af. Så er det ikke længere en historie. Vi ved alle hvad der er rigtigt og forkert og kan fræse videre til den næste enkeltsag.
En sådan enkeltsag var historien om Ditte Okman (bemærk linkboksen til højre, som er et fint katalog over noget af den offentlige forhandling) som blev en undskyldning for at forhandle bl.a. hvad der er privat og hvad der er offentligt på Facebook. Den medførte at en masse virksomheder formulerede Facebook-politikker og at mange fik stillet på deres privatlivsindstillinger. Enden på den sag er blevet at man “ikke skal skrive noget på Facebook, som man ikke ønsker at se på forsiden af EkstraBladet”. Som bl.a. vores hjemlige Facebook Guru, Mikael Lemberg skriver på Amino. Og umiddelbart lyder det da meget catchy – indtil man tænker over konsekvenserne.
For hvad er det man siger her?
Man siger i praksis at når noget er lagt på Facebook, så skal man være indstillet på at det kan ende hvorsomhelst. Hvis du fortæller noget til dine Facebook-venner i det halvoffentlige rum, Facebook – så er det altså helt legitimt at en af dine Facebook-venner tager det komplet ud af kontekst og smider det i medierne!
Men hvis Facebook er et halvoffentlig rum, så er det jo også halvprivat. Jeg vil sammenligne det med at du holder en fest i din have, som både er privat område, men kan ses af alle der kommer forbi – og nogen så tager et brandert-foto af dig og smider på forsiden af EB. Enhver der har arbejdet med kommunikation ved hvor groteske og misvisende ting kan virke ude af deres kontekst – og idag er der ikke mange af os som ville finde det acceptabelt.
Hvis vi alle skal være parat til at blive udsat for en “Okman”, er vi ved at forhandle en standard for din og min offentlighed som svarer til den vi udsætter politikere og celebrities for. Men er det virkelig hvad vi vil? Er du virkelig selv ude om det, hvis du inviterer folk ind i dit netværk og de så bruger dine udtalelser for at opnå egen vinding og omtale?
Vi har allerede et ord for mennesker som træder ind i halvoffentlige rum for at skrabe mediestumper til sig som de kan sælge til Ekstrabladet. det kaldes paparazzi. Er du din næstes paparazzi på Facebook? Eller har du fantasi til at forestille dig andre måder at forstå relationerne på i det nye rum imellem offentlig og privat?
De fleste af os har efterhånden en GPS-chip i vores mobil. Hvis ikke vi har, så har vi det med meget stor sandsynlighed i den næste mobil vi køber (Iflg Gartner vil 75% af alle mobiler solgt i 2011 have GPS indbygget!). Så når Facebook nu bevæger sig ind på det “geosociale” felt, hvilket de forventes at annoncere på deres udviklerkonference i disse dage, og dermed kombinerer mennesker med lokationer, så kan det komme til at ændre vores sociale liv fundamentalt!
Det kan måske lyde som en nørdet detalje. “Nå ja – det er da smart nok at man kan vise sin position med sin mobiltelefon”. Men min interesse er ikke nørdet. Jeg ser nemlig en række mulige psykologiske konsekvenser, som er spændende og rækker en hel del dybere end man umiddelbart kan forestille sig ved første øjekast. Jeg tror at lokationsteknologier vil nå en kritisk masse snart – ikke mindst hjulpet af Facebook. Det helt kritiske øjeblik bliver når vi vænner os til at have vores GPS tændt konstant og at afgive vores position til vores netværk løbende frem for punktvis. Men allerede når lokationstjenesterne bliver main stream, vil betydningen blive enorm!
Jeg derfor har samlet nogle mulige scenarier fra din nærmeste fremtid:
1. Det er slut med at spørge “hvor er du henne?” når du ringer
Siden telefonen blev mobil, har vi ringet op og spurgt hinanden: “hvor er du?”. Vores position er altså alene i sin nøgne form af stor betydning for os – og snart vil det være lige så naturligt at vise position som at vise telefonnumeret på den der ringer op (hvilket vi heller ikke altid har gjort). F.eks. mobilen ringer og viser teksten ”Jørgen – 1,2 km fra dig” samt et lille oversigtskort.
2. Du vil begynde at lade social status lede dine skridt
Forestil dig følgende: Du har valget imellem at gå på Jensens Bøfhus eller at gå på Meyers Deli. Du har faktisk mest lyst til det første, men der er jo lidt mere status i det sidste. Og det passer jo bedre med at du gik i Botanisk Have igår og at du valgte at kigge efter nye bukser i Pisserenden, frem for i Field’s. Du kan jo lade helt være med at være geosocial idag, men dine online-venner kommer jo så mange spændende steder, så du vil ikke stå tilbage. Du går på Meyers og spiser noget mad du ikke forstår, mens du tænker på fritter og all-you-can eat regnbue-is.
Hvis du troede at snobberi og præsentation af det ideelle liv havde toppet med at poste billeder af skiture, solnedgange og hvidvin på terrasen på Facebook, så kan du tro om igen. Det næste store statusgivende element bliver din position og hvor du måske nu hele tiden har i baghovedet hvordan det du foretager dig vil blive modtaget af dine venner på Facebook, vil du have i baghovedet, hvilken geografisk placering der vil give bedst status. Og du vil måske lige gå en omvej ad en mere statusgivende rute, for lige at kunne tjekke ind og tagge din position der.
3. Du vil bruge en masse ord på at “frame” dine positioner
Dine positioner kan ikke altid stå alene og det er derfor ikke uvæsentligt at du selv kan øve indflydelse på folks fortolkning af dem – at “frame” dem. Derfor vil du begynde at skrive en masse om egne og andres positioner og lade andet være usagt. Du vil være nødt til at distancere dig ironisk fra nogle steder og redegøre for hvorfor du ikke er andre. Nedenstående blev postet på Twitter af Andreas Johannsen (#4sq henviser til tjenesten Four Square):
Nu var det kun en bøssebar, men hvad nu hvis det havde været Fisketorvet? ;o) Du kan i hvert fald regne med at vi snart allesammen vil begynde at tale om vores geografiske position og at det bliver en aktiv dimension i vores sociale netværksaktiviteter.
4. Der åbnes helt nye muligheder for markedsføring via f.eks. Facebook og Google ads.
Hvis jeg fik en 5′er for hver gang nogen begejstret har fortalt mig om et banebrydende nyt forretningskoncept de selv har fundet på, som går ud på at matche brugerens lokation med målrettede annoncer, så havde jeg til at købe en ny telefon. Men overvej lige konsekvenserne af at det faktisk kan være lige om hjørnet nu:
Annoncøren kan målrette sine annoncer og vise et godt tilbud til mennesker som har stået mere end X sekunder foran butiksvindue Y. Så har du stået og savlet over den sidste nye Playstation, så er det måske lige en 10% rabat og et link til en webshop, du skal have, når du igen sidder ved din PC.
Cross media marketing: Det store billede på en out door giver en psykologisk “impact” som er større end den som små online-annoncer kan give, men til sammen kan man forvente en større effekt. Annoncøren på f.eks. kan målrette annoncerne på nettet, så de rammer folk som er gået forbi en outdoor annonce mere end 10 gange. På den måde kan en lille annonce maksimere effekten af den store og desuden koble et link på til H&M’s Facebook-side eller webshop (hvis de har sådan én).
Dynamiske outdoor-reklamer. Det kræver ikke ret stor opgradering af outdoor-medierne (en storskærm og en PC der er koblet på Google Adsense) før de kan begynde at vise annoncer der er baseret på dine præferencer. Og andre lokationer. Hvis du lige har været i biografen og se The Wolfman, vil ovenstående outdoor H&M reklame med Benicio Del Toro nok ramme ret godt plet. Google har allerede et komplet overblik over hvad biograferne viser hvornår!
Hvilken værdi tror du annoncører har af at vide om du er sammen med venner, er et sted for første gang, lige har været et bestemt andet sted, er ude for første gang idag, tit går i Tivoli, kun besøger storcentre i weekenden, er på værtshus 3 timer hver dag osv. osv?
“Men jeg vil da aldrig lade min mobil fortælle hvor jeg er henne!” Jo! Det tror jeg faktisk at du vil. For ellers vil du gå glip af de rabatter som tilbagevendende kunder får de steder du handler. Og du vil ikke kunne bruge den reklamefinancierede wi-fi som din by tilbyder! Og endelig vil du manuelt skulle fortælle dine Facebook-venner hvor du er. Det er ikke ret subtilt og so 2010!
Den geografiske dimension vil åbne mulighed for at dine omgivelser kan reagere på dig og det varer ikke længe før du husker tilbage på den gang man selv var nødt til at fortælle hvor man var henne, på samme måde som du idag ser på fænomener som telefonbøger og virksomheder som ikke har et website.
Du har sikkert tænkt på mange eksempler selv og er velkommen til at dele her
Facebook er smart! Det er en effektiv platform for deling af links, billeder og video med minimalistiske kommentarfunktioner. Platformen er kendt af store og små, har flere millioner brugere og er nem at bruge rent teknisk.
Den er med andre ord et tæskegodt bud på den kommunikationsplatform som mange virksomheder har ventet på: nemlig platformen som kan rive mure ned og give direkte adgang til at lade viden, fortællinger og brugerindput flyde til og fra organisationen. Facebook kan skabe transparens ind til de processer hvor brugerne kan bidrage til at gøre produkter og ydelser mere konkurrencedygtige og selve dialogen er nem at gå til og fra og billig at deltage i. Og så er det gratis.
Men hvorfor i alverden er det så at så utroligt få offentlige og private virksomheder får nogen som helst nævneværdig værdi ud af at bruge platformen?!
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.
For hvad nytter det at vi tager et medie i brug som kan skabe dialog og transparens og inddrage brugere, hvis vores forretningsprocesser ellers foregår som de gjorde for 20 eller 50 år siden? Hvis I f.eks. er en offentlig forvalting er jeres forståelse af sagsbehandling måske at man inviterer borgerne ind i et lille lokale én ad gangen, lukker døren snakker med dem om stort set identiske emner, indtil I har været allesammen igennem. Med en sådan samlebånds-forståelse af sagsbehandling, kan det være svært at se Facebook som andet end et lidt spøjst nyhedsbrev. I ville måske skrive ting som “Husk at forvaltningen holder påskeferie i næste uge”. Og hvis jeg talte om transparens, så ville I måske synes at det lød lidt tåbeligt og abstrakt og ønske at jeg snart holdt kæft.
Men hvad nu hvis I besluttede at I ville skabe en langt bedre og mere gennemsigtig sagsbehandling som måske mindede mindre om en fabrik og mere om en workshop? Hvis I ønskede at inddrage borgerne som andet og mere end kunder i butikken? Så ville I måske se Facebook som et sted man kunne lægge sin ikke-personfølsomme sagsbehandling, så folk i lignende situationer kunne deltage, eller nyde godt af svarene. Eller hvor man løbende kunne få hurtige forslag og lodde stemningen omkring nye tiltag osv osv. Selvfølgelig er Facebook for primitivt til andet end de mest simple processer – men du forstår sikkert eksemplet.
Så hvis jeres indre processer er bygget op som industrisamfundets samlebånd, skal I ikke regne med at få stor værdi ud af at invitere til bred dialog og inddragelse på Facebook. Hvis jeres organisation er topstyret og ekspertcenteret, skal I ikke regne med at få værdi ud af at spørge folk til råds om noget på Facebook. Og hvis I ikke er indstillede på at lukke folk ind til de dele af jeres organisation som virkelig har betydning, skal I heller ikke forvente at folk gider at beskæftige sig med jer på Facebook.
Man behøver jo ikke at være organisationspsykolog for at se at hvis I klistrer nye og inddragende kommunikationsværktøjer på en lukket og gammeldags organisation, så ender I som de fleste andre organisationer der er på Facebook idag. Uden at få nogen nævneværdig værdi ud af besværet.
Husk det nu: Værdien findes ikke på internettet men i jeres organisation og dagligdag. I skal altså ikke bruge jeres organisation til at lave god Facebook, men (måske – alt efter hvilken type organisation I er) bruge Facebook til at lave en bedre organisation!
Be the First to Comment 
Om ganske få år vil vi se tilbage på årene omkring 2010 og den boble i internettets historie, vi kaldte den “sociale” revolution. Det var for eksempel den gang enhver virksomhed med respekt for sig selv havde, eller ønskede sig, en “Facebook-strategi”.
Denne del af check-in loopet er den de fleste lige skal vænne sig til. Et internetfænomen der ikke kun handler om internettet kan virke forvirrende. Nu har vi jo endelig lige lært at man skal annoncere online, for at få online aktivitet! Men faktum er at et check-in er en konvertering som begynder i det fysiske rum og at jeres fysiske indretning og kundedialog i butikken derfor nu skal begynde at indeholde henvisninger til check-in og “calls to action” som opfordrer til check-in. Ellers er det jo i praksis komplet usynligt for kunden, at I er til stede på geosociale medier.
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning. 
For et par år siden fandtes på Facebook en gruppe som hed Statuspolitiet. Her udspandt statusopdateringernes guldalder sig i nogle hektiske måneder af 2008. Siden har kommunikationsformen ikke været specielt hip. Det er de allersidste danskere så ved at opdage nu. 
Facebook har givet mennesker adgang til at opsamle og fastholde flere sociale relationer end nogensinde tidligere i historien – og vores hjerne kan slet ikke følge med. Derfor opererer vi det meste af tiden med en med en generaliseret forenkling, der ikke nødvendigvis har ret meget med virkeligheden at gøre.
At det er muligt at angive et andet sted end man egentlig opholder sig på lokationstjenesten Foursquare er blevet kaldt en mangel ved tjenesten. Men det er faktisk kun fordi den bliver forstået som et spørgsmål om eksakt geografi – og det er helt forkert.
Hvis du er et artigt og velopdragent barn af din tid, vil du finde denne overskrift åbenlyst absurd. Selvfølgelig 
Hvordan kan man sige noget om fremtiden?
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som 
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.