Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.
På den baggrund kan man kun konkludere at sociale medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.
Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).
[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]
Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.
Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.
For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke? Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.
Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.
Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.
Igår blev jeg kontaktet af TV2-Nyhederne, som ville lave et indlæg om Facebooks planer om at tilbyde en panik-knap, til børn og unge. Knappen skal give børn og unge en nem mulighed for at rapportere krænkende og mistænkelig adfærd på Facebook. Som sædvanligt for nyheds-TV, fik jeg få sekunder og redaktionen udvalgte den mest poppede af mine udtalelser. I denne blogpost vil jeg prøve at nuancere sagen lidt.
Desværre var dette ikke et af de bedst researchede indslag, jeg har set i Nyhederne. I indslaget fremgår det nemlig at der er tale om en ny funktionalitet, som Facebook vil tilbyde alle deres brugere. Realiteten er imidlertid at der er tale om et tiltag som udelukkende retter sig imod britiske brugere og som desuden tilbydes som en applikation, som brugerne kan vælge at installere – og altså ikke en udbygning af Facebooks funktionalitet. Du kan se applikationen her.
Applikationens udbydes i samarbejde med organisationen CEOP og dens fremkomst på det britiske marked, skal ses i lyset af et pres fra politi og offentlighed for at “gøre noget” efter at en ung pige, Ashleigh Hall, blev myrdet af en person hun måske havde mødt på Facebook. Frustrerede borgere og ikke mindst en masse politifolk, oplevede efter mordet en helt forståelig trang til at gøre noget. Derfor lagde de pres på Facebook for at få en CEOP-knap installeret på sitet. Facebook nægtede og som kompromis blev en applikation udviklet. Men det er min opfattelse at dette tiltag desværre ikke vil gøre nogen særlig forskel i relation til Facebook. At applikationen har mere symbolsk end reel betydning, kan også ses ved at der stort set bare er tale om en webside, som vises “inde i” Facebook.
Man skal ikke glemme at en stor del af de organisationer som laver et godt stykke arbejde for at hjælpe og beskytte vore børn, desværre ofte er nødt til at ride på en folkestemning af skræk og forfærdelse, for at få opmærksomhed og bevillinger til at fortsætte deres arbejde. I den kontekst vil jeg gerne tage hatten af for det marketingarbejde som CEOP har gjort. Sjældent er en så simpel app blevet markedsført så effektivt.
Den sociale kontrol er den vigtigste på Facebook
Fra britisk politi og myndigheders side har det været fremført som argument for en Facebook-alarmknap, at der allerede finde lignende funktioner på sites som MySpace.com – men at drage den sammenligning er et udtryk for en vis uvidenhed. MySpace og Facebook er nemlig helt forskellige medier! Hvor MySpace er et anonymt medie som primært bruges til at finde nye kontakter, er Facebook et såkaldt forankret (ikke-anonymt) medie, som primært anvendes til at opsamle eksisterende kontakter. I mange tilfælde er børn og unge f.eks. venner med deres forældre og andre familiemedlemmer på Facebook. Dermed er det muligt at se både netværk og eventuelle fælles bekendte på de folk man får henvendelser fra. Det er derfor – alt andet lige – den sociale kontrol fra ligemænd og netværk, som spiller en stor rolle på Facebook, hvor det er ret besværligt at opbygge en eventuel “falsk” identitet.
Guns don’t kill people – people kill people!
Facebooks opbygning som forankret medie er naturligvis ingen garanti imod at kriminelle og andre psykopater kan møde ofre der. Den slags garantier findes nemlig slet ikke nogen steder. Men at give Facebook “skylden” er ikke ret logisk og nok snarere et udtryk for symbolpolitik og den hype alle nye medier er genstand for, end et udtryk for skarp analyse. Offer og gerningsmand har sikkert skrevet SMS’er til hinanden i forbindelse med at de skulle mødes. Skriver man derfor advarsler på mobiltelefoner? Deres møde har ganske givet kun været muligt fordi hjulet var opfundet – skal der derfor stå advarsler på busbilletter eller cykler? Facebook fik ikke den 17-årige Ashleigh Hall til at lyve for sine forældre og tage med en fremmed hjem. Og hvis man mener det, er den yderste logiske konsekvens at slå ned på alle redskaber som giver unge mulighed for at møde fremmede mennesker.
Den bedste forebyggelse er stadig tid og opmærksomhed
Men hvad får så en ung person til at vælge at mødes med en person som er dobbelt så gammel? Jeg vil meget nødigt såre eller anklage forældrene i den konkrete sag, men det er en gammel sandhed i psykologien at unge som ikke bliver set i tiltrækkelig grad af deres forældre, kan begynde at søge den voksenkontakt hos andre voksne. Unge som ikke oplever en god voksenkontakt, kan desuden ret nemt udvikle et lavere selvværd end jævnaldrende – og det er netop kombinationen af lavt selvværd og hunger efter at “blive set” af voksne, som skaber udsatte unge. Unge som kan blive så glade og smigrede over voksnes interesse på nettet, at de overhører alle advarsler. Hvis man hele sit liv har længtes efter at høre at man var fantastisk, vil man går langt for at tro på at det er sandt og for at det ikke skal holde op. Unge som er blevet set, rummet og sat grænser for, vil ikke have det “hul indeni” som gør dem modtagelige for voksne fremmede. Det bedste du OVERHOVEDET kan gøre for dine børn er derfor at være sammen med dem hele barndsommen. Ikke blot når de bliver teenagere (og oftest har et stort behov for at frigøre sig fra forældrene) og at give dem viden om at omgås fremmede – den samme viden som jeg fik i begyndelsen af 70′erne. Den gang der ikke fandtes internet – men alligevel fandtes børnelokkere.
Facebook har faktisk markedets stærkeste privatlivsindstillinger
Jeg hører mange klager over Facebooks manglende sikkerhed – men jeg vil gerne udfordre dig og bede dig vise mig en tjeneste der har privatlivsindstillinger som er bare halvt så detaljerede og udbyggede som Facebooks. Jeg medgiver at Facebook har lavet nogle kæmpe fuck-ups – ikke mindst da de valgte at nulstille alle privatlivsindstillinger i forbindelse med en opdatering for nogle måneder siden. Men det ændrer ikke på at disse indstillinger jo ikke kan beskytte en kontaktsøgende teenager, hvis han eller hun vælger at ignorere dem.
Den hårde realitet er at der altid har eksisteret charmerende psykopater og at nogle unge piger og drenge frivilligt er gået med deres drabsmænd siden tidernes morgen. Det er ikke internettets skyld – og det er ikke internettets, men forældrenes, ansvar at ruste de unge bedst muligt. Og selv med de bedste forholdsregler vil den slags mord vedblive med at finde sted fra tid til anden. Stillet over for den slags kolde facts, kan jeg godt forstå at man vælger råbe op og kræve panikknapper – men det bliver de bare ikke mere meningsfulde eller effektive af.
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som Foursquare.com er allerede slået massivt an blandt early adopters i Danmark, som går og “chekker ind” alle mulige interessante og uinteressante steder fra deres smartphones. Og det er faktisk netop den slags aktivitet blandt early adopters, man ville forvente at se, hvis man stod foran et massivt nyt teknologisk fænomen, som inden længe vil brage igennem i vores main stream.
Og så er det endda slet ikke de geosociale tjenester som spiller størst rolle på danskernes mobiler lige nu. Under radaren er lokationsteknologi nemlig ved at blive integreret i en lang række af tjenester og applikationer til både smartphones og billigere modeller. Allerede eksisterende tjenester er nemlig lige så diskret begyndt at hente brugerens lokation og bruge den helt naturligt som endnu en filtreringsparameter. Ofte uden at du overhovedet lægger mærke til det. Har du f.eks. prøvet at søge efter en butik med Google på din Nokia-mobil? Prøv engang. Der er en god chance for at du får dem som ligger nærmest, rent geografisk. Google bruger nemlig GPS/Wi-Fi/GSM til at bestemme din fysiske position. Og populære tjenester som Rejseplanen vil også snart spare dig ulejligheden med selv at skulle indtaste din position. (Twitter for Android klistrer automatisk din position på dine tweets. Har du overhovedet opdaget det?)
Disse diskrete GPS-anvendelser handler ofte ikke om at dele vores lokation, men om at bruge den til at filtrere informationer. Så at bruge dem vil ikke kræve de store principielle overvejelser hos os. Ofte vil tjenesterne tænde for din GPS helt automatisk og bruge informationerne til at gøre din netfærden lidt lettere og mere relevant. Og det er disse hverdagsanvendelser af GPS’en som kan være med til at kickstarte markedet for mere innovative GPS-tjenester. For når først vi har vænnet os til at have GPS-chippen slået til, så vil det bare være en helt naturlig forlængelse at sige OK, når f.eks. Facebook om ikke så længe spørger om du vil slå location til dine statusopdateringer og billeder.
Så location-teknologien bliver ikke en revolution, som vi skal forholde os aktivt og reflekteret til. I stedet vil vi bare en dag vågne op og opdage at GPS’en er slået til og vi ikke helt ved hvor længe den har været det. Og hvis vi besøger en tjeneste hvor vi selv skal skrive hvor vi er henne, vil vi finde den dum og irriterende. Når dette er interessant, så handler det om demografien blandt fremtidige brugere. Min gamle mor kunne ikke drømme om at bruge Foursquare – men hvis mobilen spurgte venligt om den skulle slå GPS’en til og give hende de nærmeste søgeresultater, ville hun finde det såre fikst og straks sige ja tak. Og udsigten til diskrete GPS-anvendelser ville også være et godt argument for at lige at sikre at der stod GPS på den næste mobiltelefon hun købte.
Hvor Foursquare og diverse geosociale tjenester bruger lokationen som et aktivt og socialt element, så er det tjenester som Google og Rejseplanen som her i begyndelsen vil trække læsset med at udbrede teknologien til andre end geeks og early adopters. Først når Facebook inden længe får truffet de sidste svære beslutninger om design og privatliv og tilføjer muligheden for at geotagge, tjekke ind eller hvordan de nu lancerer det – vil geosociale tjenester der deler vores lokation blive mainstream.
Kald mig bare Captain Obvious – men hvor Google helt sikkert er det helt oplagte valg når man skal bygge location ind i sine webtjenester, så det er ganske enkelt ikke til at få øje på nogen der både har en udbredelse og viden om vores relationer, som kan true gøre Facebook de næste par år. Her vil kombinationen af lokation+relation+udbredelse gøre Facebook til den mest interessante platform at bygge rene geosociale lokationstjenester på de næste par år.
I disse dage kan man se Folketingets formand udtrykke frustration over at tingets medlemmer bruger Twitter og Facebook under debatter og øvrigt arbejde i tinget. Men faktisk burde han istedet være stolt og begejstret – for det viser faktisk at skiftende regeringers målsætninger om at Danmark skal være en “førende IT-nation”, er ved at lykkes.
[Update: For ikke at lyde som en lallende internet-evangelist, må jeg nok hellere lige præcisere at jeg ikke i sig selv ser det som et særligt interessant mål at vi i Danmark opdrages til at være storforbrugere af amerikanske nettjenester på asiatisk hardware. Det svarer til at sige at vi bliver en "førende fødevarenation", bare vi æder nok kogte ris og cheeseburgers. Det kan aldrig være et mål i sig selv at vi skal være forbrugere. Skal vi være førende på nogle bare nogenlunde meningsfulde parametre, må det snarere være områder som innovation i det offentlige eller eksport af software & services.
Så udtrykket "Danmark som førende IT-nation" lægger jeg op i bunken af floskler, sammen med dem om "Danmarks skal have universiteter i verdensklasse". At se den slags trends udelukkende ud fra et snævert nationalt perspektiv er ærligt talt også lidt provinsielt.
Men siden 90'erne har det jo været skiftende regeringers mål at vi skulle øge brugen af IT i samfundet. Det er grunden til at jeg ønsker Thor P tillykke i denne blogpost. Og tør nu øjnene, Thor. Det kan godt være at vi ikke kan købe hele verden - men nu kan vi i hvert fald tweete til den, når vi sidder på lokum. ]
Man skal passe på med hvad man ønsker sig – man risikerer at få det. Og når Thor P bliver så frustreret over at nettet nu er trængt ind i folketingssalen, kunne det tyde på at han (og andre forargede politikere) overhovedet ikke havde forstået hvor store konsekvenser det kan have at formulere brugen af IT som et samfundsmæssigt mål. For hvordan havde Thor P egentlig forestillet sig at et førende IT-samfund så ud?
At se Folketingets formand forsøge at bekæmpe brugen af internettet er som at se en mand forsøge at afværge en tsunami med sin paraply. Men Thor P og regeringen bør faktisk være jubelglade for og stolte over at politikerne nu er i direkte dialog med befolkningen og hinanden via internettet. Det er nemlig et meget klart symptom på at Danmark er gennemsyret af IT og internet.
Politikere er jo ikke kun politikere – de er også borgere. Og disse borgere har taget teknologien til sig og finder det helt naturligt at bruge den i alle sammenhænge. Også når de arbejde med politik. Og at det kan betale sig for dem tyder jo på at der også uden for folketingssalen findes mange mennesker som både bruger nettet konstant og gerne vil diskutere med politikerne.
Faktum er at visionen er ved at blive til virkelighed; en voksende del af danskerne bruger internettet på mobilen i næsten alle deres vågne timer og har adgang til viden og netværk konstant. Det bruger nogle danske politikere nu til at styrke kontakten med borgere og hinanden og inddrage deres vælgere og modstandere i den politiske detbat og proces. Så i stedet for at være frustrerede, burde vores politikere være begejstrede – af flere grunde: Twitter og Facebook i Folketinget er nemlig ikke bare et symptom på en stor udbredelse af internet og teknologi i mange danskeres hverdag. Det ser også ud til at have bragt liv og frisk luft til den politiske debat og at flytte holdningen fra politikerlede til politikerinteresse.
Jeg siger ikke at bruge af medier altid er et gode. Og hvis det på længere sigt betyder at folketingets politikere bliver holdningsløse videreformidlere af pøbelens luner, vil det bestemt ikke være en forbedring af vores demokrati. En konstant fumlen med mobilen i vigtige debatter vil desuden heller ikke vil skabe skarpe og fokuserede debattører. Men grænserne imellem intern og ekstern bliver udfordret af internettet. Det er en mega-trend som alle organisationer lige så godt kan forholde sig til – før som siden.
Og hvis man står over for en tsunami, så er det måske ikke en paraply, men en helikopter man har brug for.
Helle Thornings partisekretær fik en irriterende Facebook-brugers profil slettet! Men det er ALDRIG en god idé at anmelde dine modstandere til Facebook, bare fordi du synes de er en pain in the ass!
Alle der har stået for at administrere en Facebook-side af en vis størrelse og offentlig bevågenhed, kender den rædselsfulde situation at nogen giver sig til at komme med insisterende kritik og ikke vil holde op.
Når det er særligt frustrerende på en Facebook-side, så er det jo fordi det her er synligt for alle. Og hvis kritikeren nu ikke vil holde op igen, kan det være utroligt fristende at forsøge at “slukke” for vedkommende, som Socialdemokraterne partisekretær, Lars Midtiby, valgte at gør forleden, da en fan blev ved med at poste den samme kritiske kommentar om Socialdemokraternes forhold til skat, på Helle Thornings Facebook-side.
Lars Midtiby valgte at anmelde kommentatoren til Facebook for spam. Det medførte at den kritiske fan, som ganske givet har været skideirriterende, ikke blot blev afskåret fra at kommentere på Helle Thornings fanside i fremtiden – men fik sin Facebook-konto slettet permanent og uigenkaldeligt!! Den lader vi stå et øjeblik – vedkommende mistede altså alle sine relationer, billeder og mails fordi han en aften opførte sig dumt og irriterende i en politisk debat! Kunne man tænke sig at du fik frataget din telefon og dit SIM-kort, fordi du en dag havde foretaget en serie idiotiske telefonsamtaler?! I så fald er vi vist ikke mange, der stadig ville have vores mobiler idag.
Derfor er det dumt!
For det første er det totalt overkill. Irriterende kommentatorer bliver ofte trætte og holder op igen. Og snart har strømmen af kommentarer ofte skjult deres indlæg.
Hvis de virkelig er meget rabiate og SKRIVER MED STORE BOGSTAVER OG MANGE UDRÅBSTEGN!!!! så falder deres kommentarer for det meste tilbage på den som har skrevet dem. De vil med andre ord fremstå som nogle landsbytosser, som folk så kan trække på skuldrene ad.
På grund af et Facebook-feeds uoverskuelige struktur, så vil det faktisk ofte kræve en vis indsats at søge tilbage og finde årsagen til deres kritik. Så selvom kritikken skulle være berettiget, vil det for de fleste kun være mandens online-råberi som fremstår. Den hysteriske kommentator er altså for det meste kun farlig for sig selv.
For det andet sender det et meget kedeligt signal, da det afslører at man på Facebook håndter modstandere administrativt som destruktive elementer og ikke retorisk, som politiske modstandere. Det gør det jo helt tydeligt for det trænede øje, at man ikke er i stand til at håndtere den mere besværlige side af dialogen på Facebook. For mig fremstår Socialdemokraterne primært som utroligt skræmte og uprofessionelle, men også bare godt gammeldags tarvelige, når de får slettet en mands profil på grund af noget så uskyldigt som en irritererende debatform. Det er hverken ret socialt eller ret demokratisk
Hvordan skal du løse krisen?!
1) Til at begynde med, skal du være tilstede i dialogen og svare på kommentarerne, så ville der nok ikke være kommet så mange kommentarer i det hele taget. Lad alle se at du tager kommentatorerne alvorligt, også selvom du måske ikke gør det. I langt de fleste tilfælde er problemet drevet over på nogle timer eller dage og alle spor er kort efter skyllet væk af kommentarstrømmen. De fleste vil måske give sig til at komme med lange dialogsvar, som man også skal svare præcist og faktuelt på – altid venligt og om nødvendigt let overbærende. Jo længere deres svar bliver, jo færre vil læse dem og dine venlige svar vil blive husket længere en en enkelt kværulants kommentarer.
2) Se desuden dette som en glimrende undskyldning for at slå dine synspunkter fast igen – at afklare kommentatorens misforståelser og i sidste ende for at vende en kritiker til en vælger. Er det ikke hvad tilstedeværelsen på sociale medier også handler om: at skaffe nye støtter til sit parti og synspunkt? Det er altså ikke ret imponerende at man er i stand til at holde en dialog med folk som er enige med én (selvom det synes at være svært nok for mange). Det er til gengæld imponerende, hvis man tager debatten og kæmper for synspunkterne på en tålmodig og saglig måde. Modtageren vil jo ikke kun være den kritiske kværulant, men alle de andre som følger tråden og ser at politikeren rent faktisk tager dialogen alvorligt og kan tale for sin sag.
3) Du skal være forkæmper for at alle har ret til at komme til orde på den Facebook-side. Du skal bruge din kreativitet for at forstå folk og respondere på en måde så alle irriterende kritikere bliver en undskyldning for at vise dit politiske og menneskelige format OG slå dine synspunkter fast i en levende debat – og ikke kun i de kedelige pressemeddelelsesformater, som mange politikere stadig skriver deres opdateringer i.
Ja – faktisk skal du ØNSKE dig at du får landsbytosserne og tvivlerne ind i dialogen på din side, hvor du har en mulighed for at blande dig i sagen. Og ikke overlade dem alle til kommentarfelterne på ekstrabladet.dk eller andre anonyme debatsites, hvor de i forvejen boltrer sig – men hvor du ikke har nogen som helst mulighed for at få dem slettet.
Dialog og kommunikation er jo noget tricky noget. Og at håndtere dialogen på medier hvor alle kigger med, er endnu mere komplekst. Men det ABSOLUT sidste skridt bør være at bruge anmeldefunktionen! Den skal være reserveret til mennesker som kommer med trusler eller poster billeder af deres kønsorganer – ikke til landsbytosser. Det er ganske enkelt for amatøragtigt håndteret af Socialdemokraterne og jeg vil kraftigt opfordre til at man skifter sin standardprocedure – der går ud på at anmelde alle kværulanter – ud med en viden om at håndtere kritiske røster på de “nye” platforme.
Et godt sted at lade sig inspirere fandt jeg faktisk også i en artikel på avisen.dk. Den handler om at håndtere irriterende kunder, men er faktisk slet ikke dum, hvis man læser den ind i en Facebook-kontekst.
Vi forhandler konstant betydningen af nye fænomener i det offentlige rum og lige nu ser det ud som om vi er ved at blive enige om at vi alle skal måles på Facebook med samme alen som politikere og berømtheder.
Siden jeg blev født, har det været reglen at jeg hele tiden har måttet lære at forstå nye teknologier. Først var det farve-tv og stereo, som blev mainstream. Så trykknaptelefoner og sodavandsmaskiner. Siden kom fænomener som PC’en, telefaxen, videomaskinen, CD-afspilleren. Og endelig fik PC’en modem på og vi kom på nettet… og telefonen blev mobil, så man nu kunne ringe til en person og ikke til et lokale. Alle disse teknologier har haft en kulturel betydning, som vi har måttet forstå og vænne os til – men også forhandle os frem til.
Idag er det så fænomener som Facebook og Twitter som fylder en masse og lige om lidt vil det være GPS og lokationsteknologi vi alle forsøger at forstå. Og måden vi som samfund forstår den slags på, er primært igennem pressen, som blæser konkrete cases ud af proportioner og derpå henter diverse eksperter ind for at fortolke dem. Når medierne i disse måneder er fulde af historier om Facebook på 1000 måder, så er det altså et udtryk for at det er noget vi alle forsøger at forstå. For 10 år siden var det mobiltelefonen. Det er nyhedsinteressen og det uafklarede der driver journalister og kildrer læsere til at klikke eller bladre hen og læse hvad der nu er sket med Facebook i relation til kærlighed, arbejdsliv, politikere eller markedsføring. Ja, lidt ligesom da du klikkede ind på dette indlæg.
Teknologier er ikke entydige, så når vi forsøger at forstå betydningen af fænomener, finder der samtidigt en forhandling sted, som har til formål at skabe konsensus om hvad der er OK og hvad der ikke er. Der er (meget forenklet) den type kollektive forhandlinger, som har ført til at det i nogle kulturer er super høfligt at slå en skid når man har spist – og i andre er dybt frastødende.
I Danmark er vi lige nu ved at genforhandle hvor grænserne for det private og det offentlige går, efter Facebook kom til os. Begreber som “en gruppe” eller “en relation” må opdateres og det foregår, som altid, ved at pressen tager nogle enkeltsager og blæser op. Disse sager kan diverse eksperter kloge sig på – og på et tidspunkt er emnet så forhandlet af. Så er det ikke længere en historie. Vi ved alle hvad der er rigtigt og forkert og kan fræse videre til den næste enkeltsag.
En sådan enkeltsag var historien om Ditte Okman (bemærk linkboksen til højre, som er et fint katalog over noget af den offentlige forhandling) som blev en undskyldning for at forhandle bl.a. hvad der er privat og hvad der er offentligt på Facebook. Den medførte at en masse virksomheder formulerede Facebook-politikker og at mange fik stillet på deres privatlivsindstillinger. Enden på den sag er blevet at man “ikke skal skrive noget på Facebook, som man ikke ønsker at se på forsiden af EkstraBladet”. Som bl.a. vores hjemlige Facebook Guru, Mikael Lemberg skriver på Amino. Og umiddelbart lyder det da meget catchy – indtil man tænker over konsekvenserne.
For hvad er det man siger her?
Man siger i praksis at når noget er lagt på Facebook, så skal man være indstillet på at det kan ende hvorsomhelst. Hvis du fortæller noget til dine Facebook-venner i det halvoffentlige rum, Facebook – så er det altså helt legitimt at en af dine Facebook-venner tager det komplet ud af kontekst og smider det i medierne!
Men hvis Facebook er et halvoffentlig rum, så er det jo også halvprivat. Jeg vil sammenligne det med at du holder en fest i din have, som både er privat område, men kan ses af alle der kommer forbi – og nogen så tager et brandert-foto af dig og smider på forsiden af EB. Enhver der har arbejdet med kommunikation ved hvor groteske og misvisende ting kan virke ude af deres kontekst – og idag er der ikke mange af os som ville finde det acceptabelt.
Hvis vi alle skal være parat til at blive udsat for en “Okman”, er vi ved at forhandle en standard for din og min offentlighed som svarer til den vi udsætter politikere og celebrities for. Men er det virkelig hvad vi vil? Er du virkelig selv ude om det, hvis du inviterer folk ind i dit netværk og de så bruger dine udtalelser for at opnå egen vinding og omtale?
Vi har allerede et ord for mennesker som træder ind i halvoffentlige rum for at skrabe mediestumper til sig som de kan sælge til Ekstrabladet. det kaldes paparazzi. Er du din næstes paparazzi på Facebook? Eller har du fantasi til at forestille dig andre måder at forstå relationerne på i det nye rum imellem offentlig og privat?
De fleste af os har efterhånden en GPS-chip i vores mobil. Hvis ikke vi har, så har vi det med meget stor sandsynlighed i den næste mobil vi køber (Iflg Gartner vil 75% af alle mobiler solgt i 2011 have GPS indbygget!). Så når Facebook nu bevæger sig ind på det “geosociale” felt, hvilket de forventes at annoncere på deres udviklerkonference i disse dage, og dermed kombinerer mennesker med lokationer, så kan det komme til at ændre vores sociale liv fundamentalt!
Det kan måske lyde som en nørdet detalje. “Nå ja – det er da smart nok at man kan vise sin position med sin mobiltelefon”. Men min interesse er ikke nørdet. Jeg ser nemlig en række mulige psykologiske konsekvenser, som er spændende og rækker en hel del dybere end man umiddelbart kan forestille sig ved første øjekast. Jeg tror at lokationsteknologier vil nå en kritisk masse snart – ikke mindst hjulpet af Facebook. Det helt kritiske øjeblik bliver når vi vænner os til at have vores GPS tændt konstant og at afgive vores position til vores netværk løbende frem for punktvis. Men allerede når lokationstjenesterne bliver main stream, vil betydningen blive enorm!
Jeg derfor har samlet nogle mulige scenarier fra din nærmeste fremtid:
1. Det er slut med at spørge “hvor er du henne?” når du ringer
Siden telefonen blev mobil, har vi ringet op og spurgt hinanden: “hvor er du?”. Vores position er altså alene i sin nøgne form af stor betydning for os – og snart vil det være lige så naturligt at vise position som at vise telefonnumeret på den der ringer op (hvilket vi heller ikke altid har gjort). F.eks. mobilen ringer og viser teksten ”Jørgen – 1,2 km fra dig” samt et lille oversigtskort.
2. Du vil begynde at lade social status lede dine skridt
Forestil dig følgende: Du har valget imellem at gå på Jensens Bøfhus eller at gå på Meyers Deli. Du har faktisk mest lyst til det første, men der er jo lidt mere status i det sidste. Og det passer jo bedre med at du gik i Botanisk Have igår og at du valgte at kigge efter nye bukser i Pisserenden, frem for i Field’s. Du kan jo lade helt være med at være geosocial idag, men dine online-venner kommer jo så mange spændende steder, så du vil ikke stå tilbage. Du går på Meyers og spiser noget mad du ikke forstår, mens du tænker på fritter og all-you-can eat regnbue-is.
Hvis du troede at snobberi og præsentation af det ideelle liv havde toppet med at poste billeder af skiture, solnedgange og hvidvin på terrasen på Facebook, så kan du tro om igen. Det næste store statusgivende element bliver din position og hvor du måske nu hele tiden har i baghovedet hvordan det du foretager dig vil blive modtaget af dine venner på Facebook, vil du have i baghovedet, hvilken geografisk placering der vil give bedst status. Og du vil måske lige gå en omvej ad en mere statusgivende rute, for lige at kunne tjekke ind og tagge din position der.
3. Du vil bruge en masse ord på at “frame” dine positioner
Dine positioner kan ikke altid stå alene og det er derfor ikke uvæsentligt at du selv kan øve indflydelse på folks fortolkning af dem – at “frame” dem. Derfor vil du begynde at skrive en masse om egne og andres positioner og lade andet være usagt. Du vil være nødt til at distancere dig ironisk fra nogle steder og redegøre for hvorfor du ikke er andre. Nedenstående blev postet på Twitter af Andreas Johannsen (#4sq henviser til tjenesten Four Square):
Nu var det kun en bøssebar, men hvad nu hvis det havde været Fisketorvet? ;o) Du kan i hvert fald regne med at vi snart allesammen vil begynde at tale om vores geografiske position og at det bliver en aktiv dimension i vores sociale netværksaktiviteter.
4. Der åbnes helt nye muligheder for markedsføring via f.eks. Facebook og Google ads.
Hvis jeg fik en 5′er for hver gang nogen begejstret har fortalt mig om et banebrydende nyt forretningskoncept de selv har fundet på, som går ud på at matche brugerens lokation med målrettede annoncer, så havde jeg til at købe en ny telefon. Men overvej lige konsekvenserne af at det faktisk kan være lige om hjørnet nu:
Annoncøren kan målrette sine annoncer og vise et godt tilbud til mennesker som har stået mere end X sekunder foran butiksvindue Y. Så har du stået og savlet over den sidste nye Playstation, så er det måske lige en 10% rabat og et link til en webshop, du skal have, når du igen sidder ved din PC.
Cross media marketing: Det store billede på en out door giver en psykologisk “impact” som er større end den som små online-annoncer kan give, men til sammen kan man forvente en større effekt. Annoncøren på f.eks. kan målrette annoncerne på nettet, så de rammer folk som er gået forbi en outdoor annonce mere end 10 gange. På den måde kan en lille annonce maksimere effekten af den store og desuden koble et link på til H&M’s Facebook-side eller webshop (hvis de har sådan én).
Dynamiske outdoor-reklamer. Det kræver ikke ret stor opgradering af outdoor-medierne (en storskærm og en PC der er koblet på Google Adsense) før de kan begynde at vise annoncer der er baseret på dine præferencer. Og andre lokationer. Hvis du lige har været i biografen og se The Wolfman, vil ovenstående outdoor H&M reklame med Benicio Del Toro nok ramme ret godt plet. Google har allerede et komplet overblik over hvad biograferne viser hvornår!
Hvilken værdi tror du annoncører har af at vide om du er sammen med venner, er et sted for første gang, lige har været et bestemt andet sted, er ude for første gang idag, tit går i Tivoli, kun besøger storcentre i weekenden, er på værtshus 3 timer hver dag osv. osv?
“Men jeg vil da aldrig lade min mobil fortælle hvor jeg er henne!” Jo! Det tror jeg faktisk at du vil. For ellers vil du gå glip af de rabatter som tilbagevendende kunder får de steder du handler. Og du vil ikke kunne bruge den reklamefinancierede wi-fi som din by tilbyder! Og endelig vil du manuelt skulle fortælle dine Facebook-venner hvor du er. Det er ikke ret subtilt og so 2010!
Den geografiske dimension vil åbne mulighed for at dine omgivelser kan reagere på dig og det varer ikke længe før du husker tilbage på den gang man selv var nødt til at fortælle hvor man var henne, på samme måde som du idag ser på fænomener som telefonbøger og virksomheder som ikke har et website.
Du har sikkert tænkt på mange eksempler selv og er velkommen til at dele her
Facebook er smart! Det er en effektiv platform for deling af links, billeder og video med minimalistiske kommentarfunktioner. Platformen er kendt af store og små, har flere millioner brugere og er nem at bruge rent teknisk.
Den er med andre ord et tæskegodt bud på den kommunikationsplatform som mange virksomheder har ventet på: nemlig platformen som kan rive mure ned og give direkte adgang til at lade viden, fortællinger og brugerindput flyde til og fra organisationen. Facebook kan skabe transparens ind til de processer hvor brugerne kan bidrage til at gøre produkter og ydelser mere konkurrencedygtige og selve dialogen er nem at gå til og fra og billig at deltage i. Og så er det gratis.
Men hvorfor i alverden er det så at så utroligt få offentlige og private virksomheder får nogen som helst nævneværdig værdi ud af at bruge platformen?!
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.
For hvad nytter det at vi tager et medie i brug som kan skabe dialog og transparens og inddrage brugere, hvis vores forretningsprocesser ellers foregår som de gjorde for 20 eller 50 år siden? Hvis I f.eks. er en offentlig forvalting er jeres forståelse af sagsbehandling måske at man inviterer borgerne ind i et lille lokale én ad gangen, lukker døren snakker med dem om stort set identiske emner, indtil I har været allesammen igennem. Med en sådan samlebånds-forståelse af sagsbehandling, kan det være svært at se Facebook som andet end et lidt spøjst nyhedsbrev. I ville måske skrive ting som “Husk at forvaltningen holder påskeferie i næste uge”. Og hvis jeg talte om transparens, så ville I måske synes at det lød lidt tåbeligt og abstrakt og ønske at jeg snart holdt kæft.
Men hvad nu hvis I besluttede at I ville skabe en langt bedre og mere gennemsigtig sagsbehandling som måske mindede mindre om en fabrik og mere om en workshop? Hvis I ønskede at inddrage borgerne som andet og mere end kunder i butikken? Så ville I måske se Facebook som et sted man kunne lægge sin ikke-personfølsomme sagsbehandling, så folk i lignende situationer kunne deltage, eller nyde godt af svarene. Eller hvor man løbende kunne få hurtige forslag og lodde stemningen omkring nye tiltag osv osv. Selvfølgelig er Facebook for primitivt til andet end de mest simple processer – men du forstår sikkert eksemplet.
Så hvis jeres indre processer er bygget op som industrisamfundets samlebånd, skal I ikke regne med at få stor værdi ud af at invitere til bred dialog og inddragelse på Facebook. Hvis jeres organisation er topstyret og ekspertcenteret, skal I ikke regne med at få værdi ud af at spørge folk til råds om noget på Facebook. Og hvis I ikke er indstillede på at lukke folk ind til de dele af jeres organisation som virkelig har betydning, skal I heller ikke forvente at folk gider at beskæftige sig med jer på Facebook.
Man behøver jo ikke at være organisationspsykolog for at se at hvis I klistrer nye og inddragende kommunikationsværktøjer på en lukket og gammeldags organisation, så ender I som de fleste andre organisationer der er på Facebook idag. Uden at få nogen nævneværdig værdi ud af besværet.
Husk det nu: Værdien findes ikke på internettet men i jeres organisation og dagligdag. I skal altså ikke bruge jeres organisation til at lave god Facebook, men (måske – alt efter hvilken type organisation I er) bruge Facebook til at lave en bedre organisation!
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status.
På samme tidspunkt dukkede en video op, som viste amerikanske soldater (vore allierede) i færd med munter nedslagtning af civile fra en helikopter i en forstad til Baghdad. Man kunne have forestillet sig at disse videoer havde stjålet opmærksomheden fra Okmans grovheder og måske medført et krav fra offentligheden om en større debat om vores krigsindsats og baggrunden for at vi idag stadig er en krigsførende nation – med allierede, hvoraf nogle opfører sig som kliniske psykopater.
Men det var Okman som klart løb med al opmærksomheden. En person som opfører sig som en rejekælling og står på et hjørne og råber banale uforskammetheder af sig, har altid være bedre sladrestof end komplekse geopolitiske forhold. Og er der noget som folk der arbejder med kommunikation desuden ikke kan stå for at kloge sig om, så er det når andre i kommunikationsfolk kvajer sig med deres kommunikation.
Det bemærkelsesværdige ved den (i øvrigt komplet banale) Okman-case, var imidlertid at den fandt sted nu og ikke for et eller to år siden. Facebook er nemlig ikke et nyt medie længere og det er ofte når vi tager nye medier i brug, at vi bliver overrumplet af deres konsekvenser.
Da skriftsproget blev alment udbredt, skulle man pludselig huske på at ens tanker rent faktisk kunne blive liggende i lokalet, efter man var gået – og dermed blive læst af andre. Med telefonen, skulle man vænne sig til at den man troede man talte med, i realiteten kunne være en helt anden. Eller at der kunne være medhør på og svigermor kunne høre at man kaldte hendes julegave hæslig. Med fremkomsten af email, skulle man vænne sig til at et forkert klik kunne sende en privat besked til en forkert person, at den man mailede med, måske havde en 3. person på BCC. Eller at den rare dame man skrev med, måske i virkeligheden var en skurkagtig mand der sad i Nigeria.
En lidt mere pikant variant sås da en af mine venner (du ved hvem du er) havde bedt Microsoft Messenger om automatisk at fortælle alle sine venner hvilken musik han hørte i Windows Mediaplayer lige nu og pludselig syntes at høre en sang der hed ”horny teen amateur gets fucked.avi”.
På Facebook skal vi jo lære at mennesker kigger med – også selvom de måske aldrig selv skriver noget og dermed virker usynlige for os. Og når vi så vælger at danne elektronske relationer til dem vi drikker fyraftensbajere og går til receptioner med, så er grænsen imellem privatliv og arbejde ikke hvad den har været. Det kom helt bag for folk for et par år siden, men takket være en masse gode folk og firmaer, som har lavet guides om Facebook’s privatlivsindstillinger, kombineret med den generelt stigende erfaring med mediet, er det efterhånden almindelig viden at man selv har et ansvar for at beskytte sine opdateringer – ellers er de i realiteten offentlige. Og hvis man blander private relationer med jobrelaterede, så kan de fleste kommunikationsmedarbejdere idag finde ud af at inddele folk på forskellige lister som ikke allesammen har adgang til at se det samme. Kunne de det ikke før, kan de det i hvert fald nok nu.
Men helt aktuelt tænkte Ditte Okman (en professionel kommunikationsmedarbejder!!) angiveligt ikke på at det hun skrev faktisk røg ud til hendes journalistvenner og andre sladrehanke, hvoraf nogle så gjorde hvad alle gode venner gør: solgte historien til pressen. Det gode ved den slags cases er at de fremskynder offentlighedens opdragelse og gør det mindre sandsynligt at netop det sker igen. Men hvad bliver så det næste?
Vil du være ekspertlækker, så begynd at tale om geo-sociale medier
Iflg. Gartner vil 75% af alle solgte mobiltelefoner næste år indeholde GPS. Vi får allerede nu avanceret lokationsteknologi smidt i nakken, men vi har stadig ikke set den store udbredelse af lokationsbaserede tjenester. Det er stadig mest “early adopters” som eksperimenterer med de geosociale medier på deres iPhones. Men det er kun et spørgsmål om tid – måske meget kort tid – før folk i hobetal begynder at benytte sig af de GPS-chips, som ligger i deres mobiler. Det kræver kun at teknologien lige får det sidste nøk i retning af kompatibilitet og ensartethed – og dermed danner grobund for nogle tjeneste som kan samle os allesammen på samme måde som email eller Facebook gør idag.
Når først det hele virker, så vil folk begynde at stole på tjenesterne og lægge forretningskritiske og sociale processer ind på dem. Og når vi først vænner vores familie til at de kan finde os – eller får løn efter hvor ofte vi opholder os et bestemt sted, så vil disse tjenester ikke længere være noget vi tænder en gang imellem – men noget der står tændt hele tiden. De geosociale medier står over for at forandre vores verdensbillede igen – snart vil det være slut med at ringe op og spørge hinanden “hvor er du?”.
Og når det sker, vil det lige tage os et år eller to at følge med. Og så er det at vi glemmer at vores mobil sladrer om hvor vi er henne til vores venner. Og så er det at din gode ven Michael Jeppesen pludselig står helligt frem og sladrer om at du slet ikke var til det møde på Island som du sagde du var, men at du måske var taget på ferie med din famlie. Eller at du var på Christiania, på værtshus, hos din ex eller på bøssebar.
Så kære journalist i by og på land: hvis du vil være helt fremme på beatet med de nye teknologiers betydning for os, så er det NU du skal begynde at tale om hvad de nye geosociale medier kommer til at betyde for vores hverdag.
Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.
I det hele taget er det, efter at rusen så småt har fortaget sig, ved at være klart for folk at heller ikke i form af de såkaldt “sociale medier”, kan internettet udøve magi og skabe en støre værdi end du egentlig fortjener. Et røvsygt produkt er nemlig også et røvsygt produkt på Facebook og hvis du er kedelig, hemmelighedsfuld eller uærlig – bliver du ikke pludselig interessant, inddragende og hæderlig af at bruge Twitter.
Den rodebutik vi kalder “sociale medier” er blot internettet i en mere moden form, hvor en masse børnesygdomme er luget ud og ting er lettere at bruge. Det betyder især at de funktioner som privatpersoner kan bruge til at kommentere og dele med er blevet kraftigt forbedret. Disse funktionaliteter er så gamle som webben selv, men i takt med at de bliver mere brugervenlige, bliver de brugt mere og der opstår efterhånden en forventning om at man kan komme til orde, blive hørt og få svar når man kontakter jeres virksomhed online. Vi har altså mere og bedre horisontal dialog. Men det er stadig “bare” internettet I står over for, inde bag alle de shiny begreber.
Historien om organisationen som møder internettet er ikke ny
Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.
En af de små julelege jeg brugte den gang (og stadig bruger idag, hvis det er nødvendigt) var at bede de tilstedeværende om at prøve at fortælle hvad de gerne ville have ud af vores møde – uden at nævne navnet på en eneste teknologi. Det havde mange påfaldende svært ved i begyndelsen! Men det som ofte hurtigt skete var at nørden blev forvirret og klappede i – og repræsentanterne for ledelsen nu kunne komme på banen med målsætninger som: “Vi vil gerne være påvirke vores image”, “Vi vil gerne have rationaliseringsgevinster”, “Vi vil gerne øge kendskabet til produkt X”, “Vi vil gerne sælge mere”.
Man kan diskutere hvad der er mål og delmål, men alle disse målsætninger handlede om forretning – ikke om teknologi – og det er stadig de eneste interessante mål der er værd at fokusere på. For jeg må hellere afsløre det for dig før andre gør: der er INGEN der har brug for et website. Det ENESTE vi har brug for er forandringer på forretningskritiske parametre. Og det bliver ikke anderledes af at websitet er ejet af andre og du så bare laver en side på Facebook eller en profil på Twitter. Internettet er altid et middel – aldrig et mål i sig selv.
Og hvad betyder det så i relation til Facebook og Twitter? Skal vi nu droppe dem helt?
Det siger jeg ikke at I skal. Men fra at tale om hvordan jeres organisation nu kan lave bedre Facebook og Twitter, skal I altså begynde at tale om hvordan Facebook og Twitter kan lave jeres virksomheder bedre.
Gevinsten skal ikke ses på internettet men i jeres virksomhed. Og som en god øvelse, inden I opretter en side på Facebook og kaster en masse tid efter at poste en masse links til igen nytte, kan I jo prøve at fortælle hvad I forventer at få ud af tilstedeværelsen – uden at nævne selve Facebook med et ord. Hvis I ikke kan sætte mål som handler om forretning og ikke om fans, så skal I måske heller bruge jeres kræfter på noget andet.
For mellem os: hvis I ikke her sat jer mål som ligger uden for selve internettet – hvordan har I så egentlig tænkt jer at måle om I overhovedet har fået en effekt ud af anstrengelserne?
Hvis man skal finde en meningsfuld anvendelse af begrebet “sociale medier”, så må det være at det er medier der i teorien giver alle en lige mulighed for at komme til orde og deltage i samtalen. “Sociale medier” har altså en grad af horisontalitet; frem for at være domineret af en afsender og nogle modtagere, kan vi nu alle fungere som både afsendere og modtagere.
Når man med den definition betragter medier som Youtube, Wordpress.com, Facebook, Twitter osv, så passer den jo temmelig præcist. Alle kan oprette en blog eller lave en profil. Når begrebet alligevel ender med at være et pop-begreb, som snart vil forsvinde, er det fordi det faktisk ikke tilbyder noget fundamentalt nyt. For hvad vil det sige at alle kan fungere som både udgivere og brugere eller afsendere og modtagere? Det vil ikke sige andet end hvad internettet har handlet om fra dag nul!
Internettet er nemlig skabt horisontalt (eller socialt, om du vil), i den forstand at alle kan sætte en server op og alle IP-numre i princippet er lige. At alle kan deltage på lige fod er altså ikke noget som Facebook eller Wordpress har skabt – det er bygget ind i internettets fundamentale struktur! I begyndelsen af www (1994) da alle fik mulighed for at publicere HTML-dokumenter, kom jeg online på Københavns Universitet (på den svimlende hurtige 2mbit forbindelse som hele universitetet delte) og det varede ikke længe før jeg begyndte at lave mine første grimme hjemmesider. Og det som var gældende den gang var at det var besværligt at skulle opfinde alt fra bunden.
Derfor var det en befrielse da de første formaliserede værktøjer dukkede op fra 1998-99, i form af CMS-systemer. Faktisk lavede mit første selvstændige firma netop CMS-systemer til små og mellemstore virksomheder i 1999-2000 og jeg husker hvordan virksomhederne gerne gav afkald på nogle designmæssige frihedsgrader, imod til gengæld at få en struktur. Et i teorien uendeligt antal designmuligheder blev altså her erstattet af nogle strukturerede systemer og nogle navigationsmæssige designkonventioner. Internettet var modnet og dets tilgængelighed var øget – og nettets samfundsmæssige betydning kunne derfor tage nogle kæmpe skridt fremad. Det var ikke en revolution, det var en formalisering som voksede frem organisk, på markedets vilkår.
Det som sker i disse år, med medier som Facebook, er heller ikke en revolution – det er også bare evolution. Yderligere institutionalisering gennem almene standarder og en række nye globale tjenester fratager os nogle frihedsgrader men giver os i stedet tilgængelighed og større anvendelighed. Og som følge deraf stiger nettets samfundsmæssige betydning. Men intet er fundamentalt ændret! Internettet er stadig socialt i sin struktur og “sociale medier” er bare internettet i enhver væsentlig betydning.
Det betyder ikke at nettet har fået mindre betydning – tvært imod. Men blot at begrebet “sociale meder” ikke tilbyder os andet end en gradsforskel. “Resten” af begrebets funktion handler mest om et skabe en diskurs som gør det muligt at tale om internettets stigende betydning for os som personer. Denne samtale foregår nemlig i høj grad i det offentlige og journalistisk medierede rum (jo den gør – for langt de fleste af os!) – og en stor del af vores journalistik drives jo som bekendt af oplevelsen af nyhed og påtrængende aktualitet!
Også websites som vi normalt ikke anser for at være “sociale” (som f.eks. store corporate sites) bygger på den samme sociale struktur. Alle kan i princippet lave et website magen til – og hvis vi ikke gør det, er det ikke internettet skyld. Alle websites er så at sige bygget på en social/horisontal grund – men hvor virksomheders website opererer på en makro-plan (du skal selv oprette et tilsvarende corporate site for at blande dig i dén samtale), så har vi disse år fokus på mikroplanet. På den del af samtalen som handler om ord, billeder og sætninger som har enkeltpersoner som afsender.
Begrebet “sociale medier” peger altså på en yderligere institutionalisering af internettet – intet mere! Den analytisk korrekte term ville være “det moderne internet” eller bare “internettet”. Men det betyder jo ikke at du skal holde op med at bruge begrebet – jeg bruger det selv, for ellers forstår potentielle kunder og samarbejdspartnere ofte ikke hvad jeg taler om i 2010. Men du skal bare ikke tro at du taler om noget konkret. Er du i tvivl, så prøv lige at spørge sidemanden om en konkret definition (ikke eksempler, det er for nemt) på sociale medier.
Hvis du vil sige noget konkret, som samtidig giver mening, så kan du prøve en øvelse jeg introducerede tilbage i 1999, da jeg alt for ofte oplevede at den nørd der skiftede toner på printeren og installerede PC’er pludselig sad med ved møderne om virksomhedens kommende website (det hele handler jo om computere, ikke?). At spørge computernørden om hvordan virksomhedens website skulle se ud, svarer til at spørge din mekaniker hvor du skal rejse hen på bilferie. Det giver jo ingen mening – og for at få flyttet fokus hen på det forretningsmæssige, hvor samtalen hører hjemme, introducerede jeg følgende dogme, som jeg foreslog til mine møder:
“Prøv at fortælle hvad I gerne vil opnå, uden at bruge navnet på nogen teknologi!”
Hvis du ikke kan det, har du fokus det forkerte sted (din nørd ;o). Det eneste vigtige samtaleemne er nemlig – som det altid været – hvordan vi driver og udvikler vores organisationer! Ikke hvad forskellige ting på internettet for tiden bliver kaldt af journalister.
Derfor vil begrebet “sociale medier ” snart gå samme vej som “virtuel”, “cyber”, “web 2.0″ og “dot.com”, hvis ikke det skifter betydning (ordet “social” er jo ret alment og slidstærkt) til noget langt mere præcist, som handler om processer og ikke et antal websites.
Update:Tjek slides til mit foredrag for IT Forum Midtjylland, baseret på dette indlægs hovedpointe: at sociale medier er et redskab til udvikling – ikke markedsføring!
For 10 år siden talte vi alle om ny økonomi og gammel økonomi og dotcom var et plusord, men selvom vi idag bruger e-handel og webservices langt mere intenst og udbredt end i år 2000, så har disse begreber ikke overlevet og tages kun frem, når man skal forklare hvor meget klogere vi er blevet idag. I 2005-6 talte alle så om web 2.0 og selvom begrebernes indhold nu er en realitet for os alle, så har selve begrebet web 2.0 en noget gammeldags klang i dag.
Næh – idag taler alle om sociale medier som om det er noget nyt at bruge internettet til horisontal kommunikation og at dele brugergeneret indhold og viden. Det er det overhovedet ikke – tvært imod. Allerede i 1985 opstod The Well, som et fuldbårent socialt medium og faktisk lå hele ideen om den ligeværdige adgang til at publicere og producere bag udbredelsen af det tidlige internet. Sociale medier er altså ikke noget nyt – det er igen kun ordet der dukker frem i en kort historisk periode, inden det hele igen bare hedder “internettet”.
Men hvorfor så egentlig beskæftige sig med et felt med sådan et navn i 2010?
Når vi taler om sociale medier, er det ikke på grund af teknologierne , men på grund af udbredelsen. Det fænomen som “Internettet som personlig kanal” er, er nu vokset organisk og har nået en udbredelse hvor det har fået en forretningsmæssig betydning. Og når vi skal arbejde med et udsnit af verden som forretningsområde, er det smart med et navn.
Begrebet sociale medier siger altså mindre om teknologi og mere om mennesker og forretning. For det er nemlig ikke på internettet at dette fremskredne stadium af internettet sætter sine kraftigste spor. Det er i din virksomheds opbygning, kommunikation og produktion. Fremkomsten af internettet har nu nået en udbredelse der gør at vi alle har adgang til at sammenligne dine produkter med sidemandens på et splitsekund. Og derfor lægger vi et pres på din virksomhed for at give os stadigt mere og mere specialiserede ydelser til en lavere pris. Og mens centrum for kommunikationen forrykkes til den enkelte, så bliver dine chancer for at fange os med traditionelle reklamer, stadig ringere.
Derfor er medier som Facebook ikke et mål, men et redskab til at forandre jeres virksomhed!
De fleste virksomheder får ikke ret mange nye kunder ud af at være til stede på Facebook og mange af jer kunne bruge jeres penge og tid bedre andre steder. Så er det sagt! Men hvis man forsøger at måle effekten som om det var markedsføring, misser man ganske enkelt pointen – BIG time!
Facebook er nemlig ikke et mål – Facebook er jeres mulighed for at forvandle jer til fremtidens fleksible og dialogbaserede virksomheder. For både Facebook og de “sociale medier” er faktisk bare internettet – og internettet går ikke væk ved at I ignorerer det! I skal altså ikke være på Facebook fordi I får en målbar effekt på salg og kommunikation – I skal til gengæld vågne op og forstå at de fleste af de virksomheder som fortsætter med at se verden med sig selv som centrum, ikke er her imorgen!
Og til det brug synes jeg faktisk at Facebook er en fin kravlegård, da sitet rummer en hel masse af internettets moderne teknologier som f.eks. mikroblogging og virale delingsmiljøer, som fremtidens succesvirksomheder mestrer på samme måde som vi selvfølgeligt mestrer telefonen idag. Så som ren markedsføringskanal er Facebook altså tvivlsom for mange af jer idag – men som udviklingsplatform for den inddragende og dialogbaserede virksomhed, er medier som Facebook gode og gratis redskaber, hvor I nemt kan måle på antallet af fans, klik og kommentarer, om I er på rette vej.
“De sociale medier” og Facebook er altså potentielt set forandringsagenter for din virksomhed! For at kunne få noget ud af medier som Facebook, Twitter og blogs er I nemlig nødt til at forstå jeres kunders psykologi og behov og at lære at tale med dem. Og det har de fleste af jer i højeste grad brug for – hvad enten I ved det eller ej.
Og nej, jeg er ikke pludselig blevet evangelist. Men at internettet forandrer vores kommunikation, og sociale liv – og dermed spillereglerne på markederne for erhvervslivet, er for mig helt åbenlyst. Og hvis et begreb som “sociale medier” eller websites som Facebook eller Twitter får din virksomhed til at tage konsekvensen. Så har de da tjent et formål ;o)
Antallet af aktive brugere på Facebook har nu passeret de 400 millioner. Den lader vi lige stå et øjeblik…. 400 millioner mennesker verden over, har brugt Facebook inden for den seneste måned, hvilket er Facebooks definition på en aktiv bruger!
Og på en given dag kigger 200 millioner ind på facebook.com mindst én gang. Nogle kigger endda ind mange gange (og nogle SINDSYGT mange gange) – så der er måske ikke noget at sige til at sitet kan køre lidt langsomt fra tid til anden. Facebook fansider genererer ialt 5.300.000.000 fan-relationer på de 1.5 million Fansider der findes for virksomheder som din.
Facebook har også udgivet tal om den arbitrære størrelse de kalder “Den gennemsnitlige bruger” – som ikke findes nogen steder og er et gennemsnit af dig, en 13-årig skoledreng i Rio de Janeiro og min tante i Nuuk. Disse tal er med andre ord omtrent værdiløse, men da jeg ved at du er en sucker for den slags, får du dem her:
Den Gennemsnitlige Bruger på Facebook har 130 venner, sender 8 venneanmodninger om måneden og bruger næsten en time dagligt på Facebook (55 min.). Og hver måned klikker Den Gennemsnitlige Bruger “like” 9 gange og skriver 25 kommentarer. Endelig bliver Den Gennemsnitlige Bruger fan af 4 nye sider hver måned (er din en af dem?) og er medlem af 14 grupper.
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
For er der noget jeg ikke er interesseret i, så er det en social netværkstjeneste der ved noget om mig. Og det stopper jo ikke der; når jeg fortæller om min alder og mit køn, bliver det brugt til at sende mig reklamer der passer til mit segment. Og når jeg lægger billeder ud af min carport og min aftensmad, kan jeg ikke engang være 100% sikker på at de ikke bliver set af andre!
Nu må det stoppe! Jeg kræver at Facebook holder op med at bruge mine data til annonceformål. Hvorfor skal jeg have målrettede reklamer, når jeg kan få 100% random reklamer for trussebind og diverse gerontologiske serviceydelser? Hvorfor skal jeg belemres med forslag om at blive venner med folk jeg selv har søgt efter, når det nu er så meget mere frigørende at jeg selv skal gå ind og søge efter dem hele tiden for at finde ud af om de nu er kommet på Facebook? Og hvorfor skal jeg finde mig i at alle mulige mennesker kan komme til at se mine fotos! De er jo private – det er jo netop derfor jeg har lagt dem ud på internettet!
Hvorfor kan Facebook ikke være som Google?! Google har ikke en side hvor jeg kan gå ind og bestemme hvad andre må se – deraf kan jeg kun slutte at Google ikke gemmer data om mig som andre kan misbruge. Selv har jeg naturligvis opsat de strengeste privatlivsregler på min Facebook-konto. Det siger sig selv at jo mere hemmeligsfuldt jeg opfører mig på en social netværkstjeneste, jo mere værdifuld er den for mig og dem jeg er “venner” med.
Og hvad med børnene – tænker ingen på dem?! Da jeg var dreng, fik jeg at vide at jeg ikke måtte gå med fremmede hjem, lige meget hvor rare de virkede – men siden Facebook kom, er det nu blevet fuldkommen umuligt for mig som forælder at lære mit barn helt fundamentale principper for social adfærd og de er derfor nu helt blottede for børnelokkeri.
Værst er det dog at Facebook tjener penge på mig og sælger mine informationer til annoncører! Det er simpelt hen for grådigt og må høre op! Jeg mener istedet at det ville være rimeligt at Facebook havde en forretningsmodel der gjorde dem stort set værdiløse for annoncører, samtidig med at de gratis stillede en tjeneste til rådighed for mig, som jeg bruger hver dag og hverken ville undvære eller betale for.
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.
Jeg er altid glad for at bidrage til nye undersøgelser om områder som Facebook, fordi det i mine øjne er på tide at vi får mere konkret viden. Blandt andet om disse mediers reelle betydning og eventuelle erhvervsmæssige potentialer. De sociale medier er ikke nye længere og der mangler undersøgelser der går lidt dybere end de almindeligheder, de fleste undersøgelser idag kan byde på. Jeg tænker her på de mange undersøgelser der kan fortælle os at XX danskere bruger Facebook eller at YY % har prøvet at bruge Twitter.
Vores planlægning førte til nogle interessante udkast til undersøgelser inden for det erhvervsmæssige område, som du må vente med at få detaljer om. Men der blev også kastet temaer og ideer i vejret inden for de mere personlige aspekter af at bruge sociale medier. Og det er især ét tema, jeg synes er værd at dele her. Vi kom nemlig til at spekulere på hvor aggressionerne bliver af på de sociale medier. På Facebook er der mange som fremstiller en facade som kan minde om et amerikansk forstadskvarter. Der er muligvis en masse konflikter og sortere sider, men når man ser på sit Facebook feed, så er vi alle generelt set utroligt søde ved hinanden og trykker LIKE og giver positive kommentarer og støtte til hinanden. “Facebook er et glansbillede” som en af deltagerne formulerede det.
At vi ofte lufter vores empatiske og sociale side og undgår aggressiv adfærd, skyldes jo nok at vi ligger under for social kontrol, da vi på sociale medier konstant har vidner på vores ytringer. Det er jo hele idéen ved Facebook og Twitter at vi alle kigger med på hvad vi siger til hinanden. Og ikke mindst på Twitter i Danmark, synes jeg at tonen er meget civiliseret. Men hvor går aggressionerne hen? Vi kan da ikke synes at hinanden er fantastiske hele tiden. Hvordan siger man IDIOT på Twitter?
På Twitter og ikke mindst på Bølgen – DK’s førende Wave Magasin – fandt der for nylig en diskussion sted om det acceptable i at bruge #fail som en såkaldt hash tag (en emnemarkering af sine Tweets). Det var som om at det var tilstedeværelsen af negative ytringer som skabte aggressioner og dårlige vibes på mediet. Og selvom jeg medgiver at det er bøvet at høre på folk der bare brokker sig (også på twitter), så er det jo en ren illusion at vi kan kommunikere uden at være sure eller have konflikter. Og når vi ikke kan udtrykke negativitet direkte, så bliver vi måske passivt aggressive? Måske vi viser negativitet ved at undlade at svare, at ignorere, at undlade at give fuld adgang til vores profil etc?
Vi endte med en vifte at spørgsmål som alle handler om de mere asociale sider af vores relationer og hvordan de finder plads på disse (åh så) sociale medier. Jeg aner ikke hvornår undersøgelserne er færdige, men jeg vender tilbage når jeg hører noget. Indtil da kan du jo spørge dig selv hvor dine aggressioner bliver af på Facebook og Twitter. Eller om medierne er ved at forvandle dig til passivt aggressiv.
I løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til en artikel, der konkluderer at vi ikke lyver om os selv, når vi fremstiller os selv på Facebook.
Denne journalistiske artikel referer en videnskabelig artikel, publiceret af Sam Gosling, som er psykolog (og Ph.D.) og forsker i hvordan vi bruger artefakter i vores identitetsskabelse. Når I har sendt mig linket er det fordi jeg i mit eget arbejde tager udgangspunkt i den centrale antagelse at vi faktisk hele tiden redigerer os selv og fremstiller idealbilleder af os selv på Facebook som et led i forhandling af vores identitet. Men Gosling konkluderer bl.a ifølge artiklen på dr.dk:
- Det tyder på, at sociale netværk på internettet ikke så meget handler om at skabe positivt spin for folkene bag profilerne. Det er i stedet bare endnu et medie til at engagere sig i ægte sociale interaktioner – meget ligesom telefonen.
Undersøgelsens opbygning
Jeg har ikke haft mulighed for at læse selv artiklen, da den endnu ikke er udgivet og tilgængelig på Det Kongelige Biblioteks online-tjeneste, men på baggrund af Goslings website og omtale er kan jeg danne mig følgende billede:
Undersøgelsen er bygget op således at en forsøgsperson (person A) først bliver bedt om at besvare en række spørgsmål om sig selv i en personlighedstest. Den kan du se på http://www.youjustgetme.com/. Efterfølgende bliver en anden person (person B) bedt om at vurdere person A’s Facebook-profil og på baggrund af den, gætte hvordan person A selv har scoret i førnævnte personlighedstest. Hvis der er et stort sammenfald imellem hvordan person A selv fremstiller sig og hvordan vedkommende bliver bedømt af person B, konkluderer Gosling at forsøgspersonen præsenterer sig “ærligt” og ikke forsøger at fremstille sig i noget særligt attraktivt lys.
Problemet med grundpræmissen
Det første problem jeg falder over hos Gosling er at han synes at antage at den eneste måde at redigere eller manipulere vores identitet på online er ved at forsøge at ændre folks opfattelse af vores personlighedstræk. Altså om vi f.eks. er udadvendte eller indadvendte som personer eller om vi har neurotiske personlighedstræk. Den opfattelse af identitet er typisk for en personlighedspsykolog, som foretrækker at arbejde med begreber som så at sige er “inde i personen”. Men min opfattelse af ”mig selv” er jo meget mere end mine “iboende” personlighedstræk. Eksempelvis er min opfattelse af mig selv koblet sammen med hvordan verden ser mig. En identitetsopfattelse som man er den eneste i verden der deler, er svær at bruge til noget i praksis.
Derfor har de fleste af os en interesse i at redigere vores liv på en masse områder, der ikke direkte har med “personlighedstype” at gøre. Når vi viser at vi ser de rigtige film, har økonomisk succes, er livsnydere eller at vi er intelligente og sofistikerede, så redigerer vi os selv for at opnå andres anerkendelse og dermed bliver bekræftet i en positiv identitet. Vi kan med andre ord sagtens skabe idealbilleder af os selv på mange andre omåder en dem personlighedspsykologen Gosling forsøger at måle. På Facebook er vi desuden oftest “venner” med folk vi har mødt og som derfor allerede har en opfattelse af vores grundlæggende personlighedstype. Den vil det med andre ord ikke give megen mening at forsøge at lave “personlig spin”.
De endnu større problemer med undersøgelsens holdbarhed
Validitet og reliabilitet er de klassiske videnskabelige begreber, der handler om at afprøve hvor vidt en undersøgelse af verden på den ene side er et præcist redskab og f.eks. giver det samme resultat fra gang til gang – og på den anden side om den måler det vi tror den gør. Og her virker undersøgelsen særligt problematisk. For det første er vores “baseline” (den sande personlighed) baseret på selvrapportering. Jeg skal altså selv levere “sandheden” om min personlighed. Men hvis jeg nu virkelig lyver om min personlighed (hvilket er det som undersøges) hvorfor skulle jeg så ikke netop gøre det i en sådan test? Og hvis jeg gør, så viser undersøgelsen kun om der er en konsistens imellem hvordan jeg lyver på Facebook og hvordan jeg lyver i en elektronisk test om mig. Altså imellem to forskellige selvfremstillinger.
Undersøgelsen fungerer altså kun, hvis man tager for givet at man ikke lyver om sig selv i den slags tests. Og her er der nogle faktorer som godt kan trække i den modsatte retning: For det første foregår rekruttering til testen delvist på Facebook – du har altså potentielt en mulighed for at den der skal rate dig er en du kender. Jeg kender analysebureauer der overhovedet ikke vil røre ved undersøgelser, hvor du bliver rekrutteret til selve undersøgelsen af dine venner. Da hele konteksten desuden er “sociale netværk” er der allerede en potentiel bias i retning af større selvbevidshed.
Jeg håber at en læsning af selve artiklen vil vise at det er journalister som har overfortolket resultaterne, men lige nu ligner undersøgelsen et stykke videnskabeligt makværk, som bruger data med en stærk bias, baseret på en primitiv identitetsforståelse til at konkludere noget som står i en skarp kontrast til det de fleste af os kan erfare hver dag.
Selvredigering er ikke noget nyt og ikke et særtræk ved sociale medier
Et medie som Facebook er et såkaldt “forankret” medie, hvor vi ikke er anonyme, men er til stede med vores rigtige navn og vores eget sociale netværk. I sådanne arenaer, bliver vores handlinger en del af vores øvrige sociale virkelighed. På samme måde som vi ofte redigerer vores påklædning eller indrettter vores hjem med henblik på at skabe en bestemt identitet – både for os selv og i andres øjne, redigerer vi vores fremstilling online ved at vælge et redigeret udsnit og at koble os sammen med ting vi finder positive og som kan give social anerkendelse. Det er noget som bl.a. Zhao m.fl behandler i en forskningsartikel fra 2008.
Men strategisk selvfremstilling er ikke noget nyt. Under sit Ph.D.forsvar for nylig, drog arkæologen Stine Birk en direkte parallel imellem den måde romerne i oldtiden smykkede deres gravstene med billeder og citater fra filosoffer på og den måde vi idag smykker vores Facebook-profiler med symboler og kendte mennesker for at iscenesætte os selv og forhandle vores identitet.
At påstå at vores tilstedeværelse på sociale medier er uredigeret eller at denne selvredigering mislykkes, fordi andre eventuelt er i stand til at identificere nogle fundamentale personlighedstræk hos os, indebærer altså en bevisbyrde som Gosling & Co efter min mening ikke har formået at løfte i denne omgang. Jeg ser frem til at læse selve artiklen.
I denne uge er jeg flere gange blevet mødt at links til denne video. Den viser hvordan Forsman and Bodenfors hjalp IKEA med at skabe buzz omkring et nyt varehus i Malmö.
Videoen viser angiveligt hvordan IKEA skabte et buzz ved at lade folk tagge deres eget navn på en vare i et “showroom” foto (se fotoalbum) imod et løfte om at få varen gratis. Jeg kan faktisk godt lide kampagnen, da den handler om at skabe en aktivitet i et viralt miljø. Men så er jeg heller ikke mere imponeret. For det første vil jeg gætte på at en stor del af dem der har tagget sig selv slet ikke bor i det område hvor den nye IKEA ligger (ok – så ligger der en anden IKEA – fair nok). Men for det andet – og det er min største anke – så er det altså ikke en kæmpe bedrift at få en masse freebie-jægere til at gøre noget, hvis hver enkelt får en præmie der er flere hundrede kroner værd for at gøre det. Og nej ”it doesn’t live it’s own life” det skal fødes med gratis varer for tusindvis af kroner for at virke.
"Tag" dig selv i en IKEA stol og få den gratis. Pæn timeløn eller dyrt klik - alt efter perspektivet.
Til gengæld er jeg meget imponeret af Forsman and Bodenfors, som har formået at kommunikere deres ydelse ud på en måde så alle kan forstå det. Og dermed har lavet en rigtig god markedsføring blandt the usual suspects af social media evangelister og andet godtfolk, som nu kan få en klar case at vise frem. På samme måde som Pepsi gjorde på Twitter. Men jeg må bedrøve med at det altså ikke er en case hvor nogen har “knækket koden” med social media marketing for en kunde. Der er snarere tale om at man har betalt dyrt for nogle klik – og det er jo en gammel sandhed at man kan spice et slapt koncept om med store præmier. Jo slappere koncept – jo større præmier. IKEA ville måske have været bedre tjent med at have lavet en lignende give-away nede i selve butikken og have ladet jungletrommerne sprede budskabet.
Men altså: En hæderlig kampagne for IKEA der bruger de virale mekanismer i Facebook rigtigt – men for fanden nogle dyre klik ;o) Og jeg vil gerne se nogle tal på at det rent faktisk har skabt større omsætning/trafik/whatever i den nye IKEA (effekten, remember?) end en tilsvarende launch gør andre steder. Eller har ført til større interesse for IKEAs andre netaktiviteter.
Til gengæld er det en brilliant reklame for bureauet der stod bag. Hatten af for dem ;o)
Tusind tak til alle der har givet ros, kritik og anden feedback i forbindelse med mit seneste foredrag, “Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU i torsdags. Jeg er især glad for jeres live tweets – det er en gave for en foredragsholder at få publikums tanker at vide mens de opstår ;o)
@astridillum stiller et væsentligt spørgsmål: @anderscolding: Leder efter dine overvejelser omkring etikken i dit eksperiment – kan kun finde referencen ‘hvid løgn’?
Godt spørgsmål, Astrid: Det etiske spørgsmål er helt centralt i psykologien – ikke mindst fordi mange psykologiske forsøg kun kan realiseres hvis man skjuler formålet med undersøgelsen for dem der undersøges. Ellers vil folk ofte begynde at tilpasse deres svar til det de tror man vil høre eller på anden måde opføre sig anderledes end de plejer. Og så får man komplet værdiløse data.
I den konkrete sag handlede det primære etiske problem om at lyve for folk ved at bilde dem ind (i praksis antyde) at Storkespringvandet skulle rives ned. Da man hverken er inde på det terapeutiske område eller på anden måde havde med personlighedsmæssigt sprængfarlige emner at gøre, betragtede jeg det etiske aspekt som relativt uproblematisk.
Jeg tog dog følgende forholdsregler:
Jeg oprettede gruppen i eget navn og gav 100% sandfærdige svar til alle der henvendte sig
Jeg oprettede en tråd i debatforumet der hed “Baggrunden for gruppen” og klart fortalte at der var tale om et eksperiment – se tråden her >>
Jeg lavede en henvisning til denne tråd i bunden af gruppeteksten
Jeg linkede til denne blog, hvor man kunne læse alt om min baggrund som psykolog
Jeg gik på TV2-Nyhederne og fortalte sandheden om projektet
Jeg lavede et blogindlæg der fortalte om baggrunden, da forsøget var afsluttet.
Jeg håber det besvarer spørgsmålet – ellers kom frisk i kommentarfeltet herunder ;o)
Hvis du er en af mine venner på Facebook eller følger mig på Twitter, har du måske undret dig over at jeg har postet links til en lille Facebook applikation der handler om ting som IKEA-møbler, eller hvilke mærkevarer man føler sig knyttet til.
Det skyldes at jeg har taget fat på en ny række undersøgelser af hvad der får os til at sprede og joine ting på Facebook og til det formål helt konkret har valgt at udvikle en række Facebook-applikationer, der gør det muligt for mig at teste lidt mere specielle og målrettede problemstillinger end man kan med eksisterende elementer som f.eks. Facebook-pages.
Den første applikation giver mig mulighed for at opsætte en række produktkategorier og undersøge hvordan de flittige Facebook-brugere vælger at dele dem, bruge applikationen og selvfølgelig ikke mindst hvad der virker! Som du ved, hvis du har hørt mine foredrag, så ser jeg “selvfremstilling” som en ret væsentlig motor i vores adfærd og vil gerne forstå mere om hvordan mine kunder bedst kan gøre deres markedsføring til værdiskabende elementer og dermed finde en sund plads på de sociale medier.
De data om enkeltpersoner som applikationen måtte opsamle, bliver naturligvis 100% anonymiserede, inden de bliver gjort tilgængelige for offentligheden.
Hvis du er interesseret i at høre mere, så giv et ring på 61678913. Allerede nu har applikationen et markedsføringspotentiale og inden længe vil applikationen kunne skabe nogle unikke analyseresultater.
Ville nazisterne have brugt Facebook i 1930′ernes Tyskland?
Jeg forbereder i disse uger mit nye foredrag, som jeg har valgt at kalde: “Goebbels ville have elsket Facebook”. Foredraget handler om cyberaktivisme og tager udgangspunkt i et Facebook-eksperiment, jeg lavede i foråret ‘09.
Eksperimentet indebar oprettelsen af en Facebook-gruppe imod den påståede nedrivning af Storkespringvandet i København. Det blev afviklet som en del af undervisningen i internetpsykologi på Københavns Universitet og afsluttet et par uger efter oprettelsen af gruppen. Da havde gruppen nået 27.500 medlemmer og jeg gik på TV2-Nyhederne som afslørede at der var tale om et eksperiment. Siden har eksperimentet været omtalt i bl.a. Newsweek, Washington Post og været på CBC og for tre dage siden blev jeg ringet op af New York Times.
Mine studerende og jeg udviklede siden et spørgeskema som blev posted på gruppen og gav over 900 besvarelser. Her blev medlemmerne af gruppen spurgt om hvordan gruppen fandt dem og hvordan de reagerede på den og dens budskab. Disse data har jeg efterfølgende analyseret. Desuden har jeg analyseret 500 beskeder på væggen og inddraget beretninger fra enkelte medlemmer. Siden er gruppen blevet ændret til en hyldestgruppe. Medlemstallet er stadig over 25.000 men den ophørte omgående med at vokse, da jeg havde været på TV2.
Resultaterne offentliggøres for første gang torsdag d. 12.november
Det foregår klokken 16:00 – 18:00 på IT Universitetet i København. Der er gratis adgang for folk som var medlem af gruppen – og alle andre som måtte være interesserede! Jeg vil tage udgangspunkt i resultaterne men desuden se på hvilken betydning de sociale netmedier egentlig kan tænkes at have på den måde holdninger – og i sidste ende propaganda – spredes på.
Hvilken betydning har sociale medier som Facebook for demokratiet? Er tilstedeværelsen af Facebook og Twittter en garanti for at vi undgår totalitære styrer? Eller er disse medier snarere en hovedvej for spredningen af ideer, som vil gøre det lettere at manipulere med folkestemningen, hvis vi en dag skulle blive kastet ud i krisetider og nationale identitetskriser som kunne bane vej for nyfascisme og udemokratiske tilstande? I sen-tyvernes Tyskland var Nationalsocialisterne faktisk en modbevægelse, som ikke havde adgang til medierne og derfor var afhængige af højtprofilerede folk som Hitler til at sprede budskabet. Ville Facebook have umuliggjort en nazisternes propaganda eller ville den bare have gjort den mere effektiv?
Titlen på foredraget er naturligvis bevidst gjort ret populistisk. For umiddelbart er den udbredte holdning jeg støder på at “det aldrig kunne have sket idag”. Folk ville mobilisere sig imod nazisterne – også på Facebook og Twitter. Men jo mere jeg tænker over titlen, jo mere bliver jeg i tvivl. Der er ingen tvivl om at internettet havde gjort det umuligt at hemmeligholde holocaust, men betyder tilstedeværelsen den sociale netmediekultur at vi nu er vaccinerede imod den indre svinehund?
Facebook møder Goebbels møder Photoshop
I forrige blogindlæg dyrkede jeg tankeeksperimentet at Goebbels (nazisternes propagandaansvarlige siden 1926) havde benyttet sociale netmedier til at komme til magten omkring 1930. Hvordan ville han og hans medier have brugt feeds, applikationer og video på youtube til at engagere befolkningen i jødehadet?
Det blev til en photoshoppet udgave af et Facebook-feed, som en helt almindelig ung tysker kunne have set det, hvis han havde logget på omkring 1930.
November 12. I am presenting my brand new talk called “Why Goebbels would have loved Facebook”. It’s done in Danish and takes place at the IT University of Copenhagen. Sign up on the Facebook Event>>
During my work with the basic concept of the talk, I started to wonder what it would actually have looked like, if Goebbels (who was in charge of Hitler’s proaganda from 1926) had used Facebook in the early days to spread propaganda and influence the German voters.
I had to see how that could look, so I quickly put together a “screen shot” in photoshop. It is probably not historically accurate, but it’s supposed to take place in the early 30’s, before Hitler and Goebbels reached total power.
In the later period of the Nazi regime, I am pretty sure that Goebbels would have shut down Facebook and Twitter in Germany (or tried) .
Alt imens Facebook er begyndt at blive så udbredt at social media geeks’ene slet ikke kan få øje på det, er markedsføringsfolk og mediebureauer begyndt at få øjenene op for mediet. Det betyder at standardprodukter begynder at strømme ud til danskerne via Facebook pages i en lind strøm og i nogle formater som gør det muligt at lave sammenligninger.
Som for eksempel imellem hvordan film fra Sony og SF-Film markedsføres på Facebook – og hvilken tilslutning det medfører. Som du måske ved, så beskæftiger jeg mig en del med hvordan memer skal være skruet sammen for at sprede sig. Derfor er det jo særligt interessant og lærerigt når to kommercielle standardprodukter, som man jo må sige at spillefilm er, lanceres omkring samtidigt men forskelligt og med forskelligt resultat.
De to danske Facebook-kampagner jeg vil sammenligne her er A serious man (SF Film) og Julie & Julia (Sony Pictures). Sony har fået OMD til at køre deres Facebook-kampagne. Sf-Film har også et mediebureau til at ordne en del af deres Facebook-ting, men hvilket og om de står bag A Serious Man er jeg ikke helt klar over. Selvfølgelig er disse film ikke ens – de er forskelligt castet og har forskellige emner og instruktører og det vil naturligvis spille ind på tilslutningen. Men de to kampagner er alligevel grebet forskelligt an og det er næppe helt uden sammenhæng med tilslutningen på Facebook.
A Serious Man er Coen brødrenes seneste film og som sådan burde den være sikret en stor forhåndsinteresse fra alle os der er vilde med den skæve og respektløse stil. Da brødrenes art-light image samtidig har lidt den samme signalværdi som at læse Information og ryge Kings, burde man forvente en stor forhåndsinteresse og at mange også ville vælge at skilte med interessen ved at blive fans af siden.
Julie & Julia er skrevet og instruere af Nora Ephron og har Meryl Streep i en hovedrolle, hvilket også burde sikre en stor forhåndsinteresse. Selvom hun ikke er en Prad Pitt og jeg aldrig har hørt om instruktøren (undskyld, Nora) så er potentialet også stort – og da filmen handler om mad og sikkert også er lidt mindre mærkelig, så er potentialet nok større end A Serious Man.
Og hvordan performer de to film så på Facebook? Svaret er at ingen af dem performer suverænt, men at Julie & Julia med sine 984 fans i skrivende stund lammetæver Coen brødrenes Facebook-kampagne med dens 121 fans. Som nævnt har filmene et forskelligt potentiale, men at Julie & Julias skulle være mere end 8 gange så stort som en Coen brødrene film, tvivler jeg stærkt på. Og når jeg ser på de to Facebook-siders opbygning kan jeg finde flere faktorer der nok spiller kraftigere ind. Den ene film er nemlig markedsført rigtigt og den anden er markedsført forkert. Lad mig sammenligne på nogle forskellige punkter.
1. Vis dine brands frem, hvis du har nogen!
Både Meryl Streep og Coen brødrene er superbrands – og ved at flashe dem kan man hurtigt og effektivt kommunikere et sæt af forventninger til deres respektive fans. Når man markedsfører på Facebook – enten det er via betalte annoncer eller (meget bedre) via den virale spredning når venner bliver fans, så har man et billede og en overskrift at gøre godt med. Tip: DIN LOKKEMAD SKAL VÆRE SYNLIG HER! Julie & Julia har et billede af Meryl Streep i et køkken og flasher altså brandet, samtidig med at mad-temaet antydes. A Serious Man dumper tilgengæld. Her vises nemlig et gråt billede at en mand på et hustagl, hvilket jo er fint hvis det er hvad filmen handler om. Men SF-Film har glemt at fortælle os at der er tale om en Brdr. Coen film! Det vil sige at både tekst og billede forsømmer at flashe den eneste ting der som vil kunne fortælle folk som mig at det her er interessant! De er ganske enkelt 100% intetsigende og det er efter min mening hovedårsagen til at filmens Facebook-kampagne flopper.
2. Skab indhold på siden der har relevans og tilføjer værdi!
Også her er forskellen på de to sider der meget iøjnefaldende: På Julie & Julia postes løbende links til ekstrainformationer som interviews og baggrundshistorier som hver især kan medvirke til at folde filmen ud og rykke den højere op i modtagerens bevidsthed – og det er et godt sted at være, når man er på vej i biografen og skal vælge hvad man skal se.
Her er et par eksempler fra væggen:
Læs om Julie Powell’s “Blook” (Blog book) der fungerede som inspiration til den ene halvdel af Julie & Julia :)
Julie & Julia begejstrer i USA, især med Boeuf Bourguignon!! Læs opskriften her :-)
Til sammenligning er indholdet på A Serious Man markant mindre relevant og inspirerende. Her har man nemlig ikke valgt at folde filmuniverset ud og at bygge videre på den første interesse som folk har vist. Derimod har man valgt at køre lodtrækninger om billetter.
Her er de to seneste eksempler fra væggen:
Vi trækker en ny femte vinder af konkurrencen: Tillykke til Helle Møller Jensen. Der er to billetter på vej til dig, hvis du sender din adresse til moviematch@sf-film.dk inden fredag kl. 12.
Så er der trukket lod om 5×2 billetter til A Serious Man, der har premiere i dag. Tillykke til: Nikolaj Bygge Schmidt, Christian Shizzle Chemnitz, Mathias Rørbo Jessen, Mikkel Aksel Holst og Michael Jørgensen. Send jeres adresse til moviematch@sf-film.dk inden mandag d. 12.oktober kl. 12, så sender vi jer præmierne.
Hvis man sammenligner de to, så fortæller forskellen mig at SF-Film og OMD har to forskellige opfattelser af en Facebook-sides formål. Hvor OMD ser Facebook som et indholdsredskab som skal styrke fortællingen, ser SF-Film facebook som endnu en markedsføringskanal. De tager udgangspunkt i filmen som produkt og så er det vel ikke så mærkeligt at man har valgt at udlodde gratis smagsprøver – det virker jo ved pulversuppe og the med jordbærsmag.
Når man ser på de to kampagner er det altså ikke mærkeligt at Julia & Julia har mere end 8 gange så mange fans som A Serious Man. A Serious Man skal ses som en del af SF-Films samlede facebook indsats, som samles under paraplyen Moviematch og man kan ved selvsyn konstatere at også her ser det ud som om det er salg og ikke interesse for film der driver dialogen og det er synd, for det tyder på at man overhovedet ikke forstår psykologien på Facebook.
Choosing a strategic approach to your online marketing does not only map out the field and goals (the why) for the tactics that will follow (the how). When you set a strategy, you also imply some basic assumptions about your organisation and your relation to your outside world. In Goffman’s terms: you subscribe to a framing of the situation, that will guide your understanding of what is going on.
A very common strategic framework is that of “permission”. The basic idea is that you should try to achieve people’s permission to send them your marketing material. This mindset is being pushed by over rated bald guru types such as Seth Godin (link to his blog) but is also supported by our legal frameworks: you simply need permission, of you want to send people stuff.
But let’s take a look at how permission based strategies frame the situation.
What logically happens if you frame your messages as something that people need to permit you to send them, is that your message is framed as something they don’t want or need. The other logical consequence of this framing is that people are framed as passive and you as active. So what does that do to your understanding of your own job?
In this framing of the situation, your job is to manipulate passive people who don’t want your message into accepting to get it anyway. In other words: permission based marketing will put you in a perfect spot to do all the wrong things on social platforms like Facebook, because it will effectively prevent you from seeing what is going on!
Re-framing the relation between you and your potential customers
But you don’t have to be stuck in a permission based frame. There are other ways of framing the situation. One of them is to stop asking for permission. NOW! In stead, you could begin to understand what people need online and start building your marketing strategy around that. Most people build their identity online with lots of cultural objects – and for many, most of these objects are commercial! This means that millions of people are sitting at their computers right now, actively joining fan pages on Facebook, sharing videos, web pages and links to all sorts of products and companies. Links they spent time digging out themselves (or received via friends), and are sharing as active, interested net users. These links are shared because they provide some kind of value and because they will help people express them selves! Not because someone got permission to spam them!
What if you began to view your marketing as a social value provision?
What would that do to the framing of your potential customers, your relation to them and your marketing messages? First of all, this framing implies that people are active – not passive- and you and your potential customers will be allies – joined together by the common goal of helping people to create the best image of themselves online. This will render you a provider of social value and your marketing messages will be positive and valuable contributions.
To do this, you need to obtain a slightly more sophisticated psychological model of your potential customer, than the one needed for permission based marketing. In stead of viewing people as two eyeballs producing a binary “permission/no permission output”, you need to begin to understand why people join or share stuff online. This is what I mainly blog about. And even though I rarely quote theory in my posts, it is often embedded in the framework behind them.
You can begin re-framing with my two previous posts:
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
What do you offer people, to make them join your business page on Facebook? Information about your products or company? If your company is a well known brand or in some way doing really interesting things, that may work. If you offer discounts, tricks or other treats, that may also work. But most likely what works is when your offer can be exchanged into the new internet currency: “online social status”.
Whenever we share or join stuff, it is now visible to virtually everyone we know. This doesn’t mean that information has gone out of style – not at all. But it means that social status has become the main factor, when deciding to share or join stuff. You can have really good information that I really enjoy – but if sharing it makes me loose social status – I will keep it to my self. However, if something that I actually find less interesting could increase my social status, I will most likely share it.
What converts well to social status?
There is no single rule – this is not exact science. In stead, you should ideally look at any piece of content or interactive element you put out in the social realm, and ask yourself: Will sharing or joining this make my target audience look good? Here are 3 things to get your thinking started:
Novelty: Being first to know something signals proximity. And proximity to sources of high status, easily converts to social status.
Cleverness: Sharing something clever, means that you “get it”. “Getting it” converts really well to social status.
Stupidity: Sharing something that you can point out as being really stupid, will also make you look clever – see above.
If you provide interesting information, people will read it. But if your information converts to increased social status, people will share it. And most importantly: If your message may decrease my social stauts – I just won’t show it to anyone – no matter how brilliant it is!
PS Oh yeah – and another one: Lego. Everything with Lego in it somehow converts really well to social status online. Don’t ask me why! ;o)
What is your mental model of your relation with people on Facebook? I mean: What do you think makes people become fans of your Facebook-page? What do you think drives people to share your link on Twitter?
This T-shirt represents (yet another) political cause that became a tool for self promotion and identity creation. Supported by a strong Facebook presence!
Your mental model of your user’s motivation is your basis for creating a good presence. Well… clearly that’s true for any kind of communication – but if you rely on some kind of social spreading of your messages, understanding why people spread (or refuse to spread) your content is really key. This means that the creating of anything remotely great on Facebook starts with your own mind set.
So let me ask you again: What do you think would make people want to be fan of your Facebook fanpage? If you answer: “because they want news about my company”, your are most likle wrong – very wrong. And in that case, I would guess that you view Facebook as just another communications channel – to supplement websites, email, SMS, RSS etc. But that is where you are wrong – because social applications have one really important feature - one that changes the game totally: Transparency! When people join your mailing list – only you and they know. When people visit your website – it’s also between you and them. But when people connect to you on Facebook – all of their connections can potentially see it! Since Facebook is anchored in our real social networks, joining a cause on Facebook is almost like putting up a poster in our own homes!
This transforms Facebook from just a communications channel to an arena for identity creation and self promotion. Surely, you can communicate directly into people’s feeds in a more or less traditional style – but only after they decided to join your page!! Thus, viewing your relation to people as purely information driven, will not tell you how to attract people in the first place!
So, if you want to attract people and make the want to join your cause or be fans of your business Facebook page – stop viewing your Facebook page as a mailing list and yourself as an information broker, reporting about your company and product line. In stead, begin to think of your Facebook-page as a badge, promoting some value, attitude or life style, that someone would like to wear.
Start asking: What kind of symbolic and cultural value are we providing for individual people? How can your offering make people look good (or at least not make them look bad or boring)?
(if you need help answering those questions, give me a call ;o)
Flere har spurgt efter mine slides til foredraget “Mindsurfer – en guidet tur i Facebook-brugernes hoveder” og her er de, via Slideshare.com.
Denne version af foredraget (som løbende udvikles og opdateres) blev afholdt med Wemind som vært, ved en af deres såkaldte Daybreak-sessions. Hvis du var til stede og gerne vil remindes, så er mine slides gode og nemme at forstå. Hvis du bare er nysgerrig på emnet (eller på mig som foredragsholder) så er de også værd at brug 5 minutter på. Jeg gør altid teksten på mine slides ret detaljeret, så man har en chance for at bruge dem online.
Du er naturligvis velkommen til at dele mine slides. Hvis du citerer eller stjæler centrale ideer, så angiv mig lige som kilde (F.eks. sådan her: Kilde:Anders Colding-Jørgensen ). Det er for din egen skyld – du får meget bedre karma ;o)
In the early stages of a band, a grass-root movement or any kind of loose organisation, a web presence is often used as a means of constituting the organisation; “we are represented online – therefore we are”.
If you’re a band – a MySpace page with some music added, constitutes your band and links it to a specific name, a musical style and some specific people. If you’re a looser organisation, such as grass-roots movement or e.g. a student organisation – it is very likely that you will consider using a Facebook group as your online constitution (That someone after a meeting will suggest “hey – I’ll go home and create a Facebook group”). This is why I suggest that you don’t always do that:
If your organisation is driven by a few people, who just need to get in touch with the rest (who are on Facebook anyway), a Facebook group could do the job. It is just an elaborated mailing-list which will allow you to post to people’s inboxes with simple text mail and a link.
But if you are cause based and want to create a larger popular movement and/or to support a more complex power- and information structure, the tools in a Facebook group do not support the horizontal communication, which is needed. Facebook groups have a discussion tool, but it is technically outdated. For example, you need to visit the individual threads in the forum, to find out if something that interests you has occurred. You can post both text and links but the newest postings are located last?!
But not only the discussion tools are problematic and will definitely slow down your process. The other tools, such as wall, photo and video albums, are clumsy and will involve a lot of scrolling and clicking, to keep up to date with any debate.
How do people communicate in cause based Facebook groups?
In the spring of 2009, as a part of a psychological experiment, I created a Facebook protest group that went from 125 to 27.500 members in two weeks. The cause of the group was totally fictitious as the group protested against the demolition of a famous danish fountain – the Stork Fountain (Storkepringvandet). After the experiment, I started investigating the causes of growth and the communication that went on. I created a survey, which 729 people responded to and furthermore included qualitative data from the group itself.
Several people were on to the experimental nature of the group (which was not difficult, since it was revealed by me in the discussion forum – and on this blog) and they felt a healthy need to warn the members of the group that it was fake. This actually gave me a great dynamics for testing the efficiency of the horizontal communication-tools. If it worked, the group should stop growning or actually end up only consisting of people who wanted to follow the experiment.
The result was depressing: it was very difficult for these people to communicate to others that the group was “not real”. This was mainly because people didn’t use the group for information, but as a “badge”, to communicate their support for the cause to themselves and others. Lots of people reported that they read the group description, and joined. Some of them shared the group to friends or wrote a message on the wall, but very little of the wall posts were containing direct messages or questions directed at other people (2,7%). In stead of discussion, the wall contained almost the same 5-6 messages, repeated over and over again. Some were outraged, some asked if the birds on the fountain were really storks, others complained about related cases and then there were the people who tried to “blow the whistle”. And these people who warned about the experimental nature of the group, could see their wall posts being quickly washed down by new ones – as the group grew by 2-3 new members each minute!
The only one who had real communication power in the group was me – the creator. Only I could influence the context of the group, delete messages (which I very rarely did), change pictures and reveal “thruths”. The fact that I actually wrote in the group description that more info was available in the forum, made it even more disturbing that almost 75% of the group embers, later reported that they thought that the Stork Fountain might be facing demolition.
My conclusion is that Facebook-groups are brilliantly suited for promoting (or branding) a single cause which people will join if it fits within their values and online identity. And if you don’t reach 5000 members, it is even possible to contact your supporters directly. But if you try to create any kind of democratic movement which needs horizontal communication an decision power, a Facebook-group is a BAD tool!
A thought: What if the group had been against the fact that 80% of immigrant men hit their women every week? As far as I know, that would have been a totally fictitious group – but how would you stop it from spreading? Facebook groups are mainly used as online social accessories by regular users and are joined by a simple and cheap click. But once joined, the group can spread – and even if the group is closed down, the meme of the group is still stored in many people’s memories, where it can be used to mobilize you to various causes.
Marketing via social media is smart indeed. In stead of paying companies to spread your message (e.g. via ads from Google), you get the users to spread it themselves. What a great idea!
But there is one tricky part: it’s called “free will” and even though there is philosophical debate over it’s existence, it can still kill your campaigns.
What if people don’t spread your message? What if there is no buzz on blogs, Facebook, Twitter? What if the comment fields below your Youtube-videos remain empty? Then it’s really, really tempting to start writing the comments yourself, as if they came from a cheerful crowd of grass roots. But when you do that, you have crossed the line to astroturfing. Astroturfing is the discipline of faking public interest and has it’s origin in politics – it’s also known as “rent-a-crowd”.
But this is why it works – at least in the short run:
Many phenomena – bot offline and online ( like the now infamous “Karen26″ campaign from VisitDenmark ) are not primarily spread socially by their contents alone. Often it’s only when a video, Facebook-group etc starts attracting interest, will it become interesting to the masses. Imagine that you see 100.000 people looking at the same object in the street on your way to work. What are the chances that you will look at it as well? The social interest itself makes the object more interesting – no matter what the object is. So if you can fake interest, more interest is more likely to follow.
Getting a high ranking on Google by creating link farms and thereby tricking google into thinking that your content is interesting is related to astroturfing, but there is a difference. When you hack Google, you trick a machine – when you astroturf, you trick people. (And if you do it badly, you end up in the Rachel Maddow show as seen below about 1 minute into the clip ).
The FACES of Coal campaign is a clear cut case of astroturfing, but what in the case of Karen26? Apparently, a seeding agency was used (GoViral?!) to plant it – and most importantly – to get the media hooked. My own first knowledge of the case came from a danish news reporter, who mailed me and wanted to know if I had any gossip and personally I think that the video would have flopped if it wasn’t for online newspapers. But is seeding astroturfing? And is it wrong?
I will not moralize here – it’s not my thing. And I can not draw the excact line between astroturfing and seeding. But I can give you one reason why I think it’s really unhealthy to use deception and try to hack people’s free wills into spreading your message:
It will not address the main issue here: that your product probably sucks. Fix it!
Earlier today, I wrote a post about the YouTube.video “Danish Mother Seeking” by KarenDK26. I stated that I was almost positive that this was a “false” video and that “Karen” was a fictional character. It was based upon my first impression and using a bit of psychology and a lot of common sense.
Meanwhile, it took only a few hours using my network on Twitter and Facebook, before I found her – with her picture, name and everyting. So now I know if Karen is a real or a fictional character. And guess what? I am not going to spoil the fun by telling anyone.
Thanks to @secrettwitterfriend – you know who you are.
This was posted on 12th of september at 6:18 PM – do you know of anyone who found her earlier than this?
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning.
Når vi spiser, har vi ligeledes et oplevet mål, som styrer os. Målet er nemlig at opretholde et højt blodsukker. Falder blodsukkeret, føler vi os sultne og spiser. Formålet er at sikre at vores krop kan overleve på både kortere og længere sigt – bl.a. ved at vi sammen med sukkeret indtager alle de næringsstoffer vi har brug for. Men vi kan ikke mærke formålet – kun målet. I dag kan vi isolere druesukkeret og for eksempel drikke Faxe Kondi og derpå opleve mæthed. Da målet er opfyldt, ophører vi med at indtage næring og kroppens formål, kroppens overlevelse, bliver kun delvist opfyldt – da vi jo kun får sukkeret og ikke alle de mange andre næringstoffer vi har brug for.
Når man spiser sig mæt i sukker som ikke også indeholder det fulde spektrum af næringsstoffer, taler vi om tomme kalorier. Og det kan føre til mangelsygdomme hvis man udelukkende snyder sit system til at opleve mæthed med f.eks. sodavand.
Udviklingen i hhv social interaktion og brug af elektroniske medier
Men hvad nu hvis sociale medier også er en slags tomme kalorier, som opfylder en masse oplevede mål, men ikke formår at tjene et dybere formål ved menneskelige relationer, nemlig at holde os fysisk sunde og raske?
Dr.Aric Sigman påstår i sin artikel i tidsskriftet Biologist, “Well Connected?: The Biological Implications of ‘Social Networking” (Sigman, 2009) at manglende direkte social interaktion kan påvises at hænge sammen med en lang række fysiske forandringer hos mennesker.
Sigman gennemgår i artiklen en lang række forskningsdata som bl.a. påviser hvordan mennesker med mindre social kontakt kan opleve mindre modstandskraft over for influenza (men også en mindre risiko for at blive smittet, må man formode) men også en markant øget risiko for demens og blodpropper. For eksempel udløser fysisk berøring og kram stoffet “oxytocin” hos mennesker – et stof som kan medføre nedsat risiko for hjerte-kar sygdomme.
Sigman går så vidt som til at inddrage undersøgelser som viser at en del af vores genom (209 gener) rent faktisk er socialt påvirkeligt og at vi i yderste konsekvens kan påvirke vores arvemasse ved at ophøre med at være fysisk sociale med hinanden.
Sigman påstår ikke direkte at sociale medier fører til sygdom, men påviser hvordan den direkte interaktion i konstant stigende grad bliver erstattet af eletronisk interaktion og hvordan manglende interaktion kan føre til fysiske forandringer. Hans forskning bygger altså på undersøgelse af manglende social kontakt i det hele taget – og ikke på at ens sociale kontakt i stigende grad bliver dækket af sociale netværkstjenester. Man kan derfor kritisere ham for ikke at undersøge i hvor høj grad det er sundere at have adgang til at kommunikere med mennesker via nettet end slet ikke at have noget at kommunikere med.
Men én ting ligger fast – for under alle omsændigheder mister vi den fysiske berøring ved at mødes på Facebook frem for på Cafeen. Vi mister krammene, lugtene, mimiken samt de følelsesmæssige reaktioner der kommer af at være tvunget til at respondere nu og her, frem for f.eks. at kunne slukke PC’en og besvare en kommentar når vi lige synes vi har lyst.
Og hvis vi antager at vi kan få dækket en lang række oplevede mål med interaktionen, nemlig at opnå anerkendelse, socialt tilhørsforhold, informationer og underholdning, ved at tjekke Facebook, men at vi samtidig bliver fysisk dårligere ved at undvære fysisk kontakt, så er det altså ikke meget sundere at dække sine sociale behov på Facebook end det er at drikke sig mæt i Faxe Kondi.
Read the First Comment 
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som 
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status. 
Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.
Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.
Antallet af aktive brugere på Facebook har nu passeret de 400 millioner. Den lader vi lige stå et øjeblik…. 400 millioner mennesker verden over, har brugt Facebook inden for den seneste måned, hvilket er Facebooks definition på en aktiv bruger! 
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.
I løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til 
Alt imens Facebook er begyndt at blive så udbredt at social media geeks’ene slet ikke kan få øje på det, er markedsføringsfolk og mediebureauer begyndt at få øjenene op for mediet. Det betyder at standardprodukter begynder at strømme ud til danskerne via Facebook pages i en lind strøm og i nogle formater som gør det muligt at lave sammenligninger.
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning. 
