Hvis man skal finde en meningsfuld anvendelse af begrebet “sociale medier”, så må det være at det er medier der i teorien giver alle en lige mulighed for at komme til orde og deltage i samtalen. “Sociale medier” har altså en grad af horisontalitet; frem for at være domineret af en afsender og nogle modtagere, kan vi nu alle fungere som både afsendere og modtagere.
Når man med den definition betragter medier som Youtube, Wordpress.com, Facebook, Twitter osv, så passer den jo temmelig præcist. Alle kan oprette en blog eller lave en profil. Når begrebet alligevel ender med at være et pop-begreb, som snart vil forsvinde, er det fordi det faktisk ikke tilbyder noget fundamentalt nyt. For hvad vil det sige at alle kan fungere som både udgivere og brugere eller afsendere og modtagere? Det vil ikke sige andet end hvad internettet har handlet om fra dag nul!
Internettet er nemlig skabt horisontalt (eller socialt, om du vil), i den forstand at alle kan sætte en server op og alle IP-numre i princippet er lige. At alle kan deltage på lige fod er altså ikke noget som Facebook eller Wordpress har skabt – det er bygget ind i internettets fundamentale struktur! I begyndelsen af www (1994) da alle fik mulighed for at publicere HTML-dokumenter, kom jeg online på Københavns Universitet (på den svimlende hurtige 2mbit forbindelse som hele universitetet delte) og det varede ikke længe før jeg begyndte at lave mine første grimme hjemmesider. Og det som var gældende den gang var at det var besværligt at skulle opfinde alt fra bunden.
Derfor var det en befrielse da de første formaliserede værktøjer dukkede op fra 1998-99, i form af CMS-systemer. Faktisk lavede mit første selvstændige firma netop CMS-systemer til små og mellemstore virksomheder i 1999-2000 og jeg husker hvordan virksomhederne gerne gav afkald på nogle designmæssige frihedsgrader, imod til gengæld at få en struktur. Et i teorien uendeligt antal designmuligheder blev altså her erstattet af nogle strukturerede systemer og nogle navigationsmæssige designkonventioner. Internettet var modnet og dets tilgængelighed var øget – og nettets samfundsmæssige betydning kunne derfor tage nogle kæmpe skridt fremad. Det var ikke en revolution, det var en formalisering som voksede frem organisk, på markedets vilkår.
Det som sker i disse år, med medier som Facebook, er heller ikke en revolution – det er også bare evolution. Yderligere institutionalisering gennem almene standarder og en række nye globale tjenester fratager os nogle frihedsgrader men giver os i stedet tilgængelighed og større anvendelighed. Og som følge deraf stiger nettets samfundsmæssige betydning. Men intet er fundamentalt ændret! Internettet er stadig socialt i sin struktur og “sociale medier” er bare internettet i enhver væsentlig betydning.
Det betyder ikke at nettet har fået mindre betydning – tvært imod. Men blot at begrebet “sociale meder” ikke tilbyder os andet end en gradsforskel. “Resten” af begrebets funktion handler mest om et skabe en diskurs som gør det muligt at tale om internettets stigende betydning for os som personer. Denne samtale foregår nemlig i høj grad i det offentlige og journalistisk medierede rum (jo den gør – for langt de fleste af os!) – og en stor del af vores journalistik drives jo som bekendt af oplevelsen af nyhed og påtrængende aktualitet!
Også websites som vi normalt ikke anser for at være “sociale” (som f.eks. store corporate sites) bygger på den samme sociale struktur. Alle kan i princippet lave et website magen til – og hvis vi ikke gør det, er det ikke internettet skyld. Alle websites er så at sige bygget på en social/horisontal grund – men hvor virksomheders website opererer på en makro-plan (du skal selv oprette et tilsvarende corporate site for at blande dig i dén samtale), så har vi disse år fokus på mikroplanet. På den del af samtalen som handler om ord, billeder og sætninger som har enkeltpersoner som afsender.
Begrebet “sociale medier” peger altså på en yderligere institutionalisering af internettet – intet mere! Den analytisk korrekte term ville være “det moderne internet” eller bare “internettet”. Men det betyder jo ikke at du skal holde op med at bruge begrebet – jeg bruger det selv, for ellers forstår potentielle kunder og samarbejdspartnere ofte ikke hvad jeg taler om i 2010. Men du skal bare ikke tro at du taler om noget konkret. Er du i tvivl, så prøv lige at spørge sidemanden om en konkret definition (ikke eksempler, det er for nemt) på sociale medier.
Hvis du vil sige noget konkret, som samtidig giver mening, så kan du prøve en øvelse jeg introducerede tilbage i 1999, da jeg alt for ofte oplevede at den nørd der skiftede toner på printeren og installerede PC’er pludselig sad med ved møderne om virksomhedens kommende website (det hele handler jo om computere, ikke?). At spørge computernørden om hvordan virksomhedens website skulle se ud, svarer til at spørge din mekaniker hvor du skal rejse hen på bilferie. Det giver jo ingen mening – og for at få flyttet fokus hen på det forretningsmæssige, hvor samtalen hører hjemme, introducerede jeg følgende dogme, som jeg foreslog til mine møder:
“Prøv at fortælle hvad I gerne vil opnå, uden at bruge navnet på nogen teknologi!”
Hvis du ikke kan det, har du fokus det forkerte sted (din nørd ;o). Det eneste vigtige samtaleemne er nemlig – som det altid været – hvordan vi driver og udvikler vores organisationer! Ikke hvad forskellige ting på internettet for tiden bliver kaldt af journalister.
Derfor vil begrebet “sociale medier ” snart gå samme vej som “virtuel”, “cyber”, “web 2.0″ og “dot.com”, hvis ikke det skifter betydning (ordet “social” er jo ret alment og slidstærkt) til noget langt mere præcist, som handler om processer og ikke et antal websites.
For 10 år siden talte vi alle om ny økonomi og gammel økonomi og dotcom var et plusord, men selvom vi idag bruger e-handel og webservices langt mere intenst og udbredt end i år 2000, så har disse begreber ikke overlevet og tages kun frem, når man skal forklare hvor meget klogere vi er blevet idag. I 2005-6 talte alle så om web 2.0 og selvom begrebernes indhold nu er en realitet for os alle, så har selve begrebet web 2.0 en noget gammeldags klang i dag.
Næh – idag taler alle om sociale medier som om det er noget nyt at bruge internettet til horisontal kommunikation og at dele brugergeneret indhold og viden. Det er det overhovedet ikke – tvært imod. Allerede i 1985 opstod The Well, som et fuldbårent socialt medium og faktisk lå hele ideen om den ligeværdige adgang til at publicere og producere bag udbredelsen af det tidlige internet. Sociale medier er altså ikke noget nyt – det er igen kun ordet der dukker frem i en kort historisk periode, inden det hele igen bare hedder “internettet”.
Men hvorfor så egentlig beskæftige sig med et felt med sådan et navn i 2010?
Når vi taler om sociale medier, er det ikke på grund af teknologierne , men på grund af udbredelsen. Det fænomen som “Internettet som personlig kanal” er, er nu vokset organisk og har nået en udbredelse hvor det har fået en forretningsmæssig betydning. Og når vi skal arbejde med et udsnit af verden som forretningsområde, er det smart med et navn.
Begrebet sociale medier siger altså mindre om teknologi og mere om mennesker og forretning. For det er nemlig ikke på internettet at dette fremskredne stadium af internettet sætter sine kraftigste spor. Det er i din virksomheds opbygning, kommunikation og produktion. Fremkomsten af internettet har nu nået en udbredelse der gør at vi alle har adgang til at sammenligne dine produkter med sidemandens på et splitsekund. Og derfor lægger vi et pres på din virksomhed for at give os stadigt mere og mere specialiserede ydelser til en lavere pris. Og mens centrum for kommunikationen forrykkes til den enkelte, så bliver dine chancer for at fange os med traditionelle reklamer, stadig ringere.
Derfor er medier som Facebook ikke et mål, men et redskab til at forandre jeres virksomhed!
De fleste virksomheder får ikke ret mange nye kunder ud af at være til stede på Facebook og mange af jer kunne bruge jeres penge og tid bedre andre steder. Så er det sagt! Men hvis man forsøger at måle effekten som om det var markedsføring, misser man ganske enkelt pointen – BIG time!
Facebook er nemlig ikke et mål – Facebook er jeres mulighed for at forvandle jer til fremtidens fleksible og dialogbaserede virksomheder. For både Facebook og de “sociale medier” er faktisk bare internettet – og internettet går ikke væk ved at I ignorerer det! I skal altså ikke være på Facebook fordi I får en målbar effekt på salg og kommunikation – I skal til gengæld vågne op og forstå at de fleste af de virksomheder som fortsætter med at se verden med sig selv som centrum, ikke er her imorgen!
Og til det brug synes jeg faktisk at Facebook er en fin kravlegård, da sitet rummer en hel masse af internettets moderne teknologier som f.eks. mikroblogging og virale delingsmiljøer, som fremtidens succesvirksomheder mestrer på samme måde som vi selvfølgeligt mestrer telefonen idag. Så som ren markedsføringskanal er Facebook altså tvivlsom for mange af jer idag – men som udviklingsplatform for den inddragende og dialogbaserede virksomhed, er medier som Facebook gode og gratis redskaber, hvor I nemt kan måle på antallet af fans, klik og kommentarer, om I er på rette vej.
“De sociale medier” og Facebook er altså potentielt set forandringsagenter for din virksomhed! For at kunne få noget ud af medier som Facebook, Twitter og blogs er I nemlig nødt til at forstå jeres kunders psykologi og behov og at lære at tale med dem. Og det har de fleste af jer i højeste grad brug for – hvad enten I ved det eller ej.
Og nej, jeg er ikke pludselig blevet evangelist. Men at internettet forandrer vores kommunikation, og sociale liv – og dermed spillereglerne på markederne for erhvervslivet, er for mig helt åbenlyst. Og hvis et begreb som “sociale medier” eller websites som Facebook eller Twitter får din virksomhed til at tage konsekvensen. Så har de da tjent et formål ;o)
Antallet af aktive brugere på Facebook har nu passeret de 400 millioner. Den lader vi lige stå et øjeblik…. 400 millioner mennesker verden over, har brugt Facebook inden for den seneste måned, hvilket er Facebooks definition på en aktiv bruger!
Og på en given dag kigger 200 millioner ind på facebook.com mindst én gang. Nogle kigger endda ind mange gange (og nogle SINDSYGT mange gange) – så der er måske ikke noget at sige til at sitet kan køre lidt langsomt fra tid til anden. Facebook fansider genererer ialt 5.300.000.000 fan-relationer på de 1.5 million Fansider der findes for virksomheder som din.
Facebook har også udgivet tal om den arbitrære størrelse de kalder “Den gennemsnitlige bruger” – som ikke findes nogen steder og er et gennemsnit af dig, en 13-årig skoledreng i Rio de Janeiro og min tante i Nuuk. Disse tal er med andre ord omtrent værdiløse, men da jeg ved at du er en sucker for den slags, får du dem her:
Den Gennemsnitlige Bruger på Facebook har 130 venner, sender 8 venneanmodninger om måneden og bruger næsten en time dagligt på Facebook (55 min.). Og hver måned klikker Den Gennemsnitlige Bruger “like” 9 gange og skriver 25 kommentarer. Endelig bliver Den Gennemsnitlige Bruger fan af 4 nye sider hver måned (er din en af dem?) og er medlem af 14 grupper.
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
For er der noget jeg ikke er interesseret i, så er det en social netværkstjeneste der ved noget om mig. Og det stopper jo ikke der; når jeg fortæller om min alder og mit køn, bliver det brugt til at sende mig reklamer der passer til mit segment. Og når jeg lægger billeder ud af min carport og min aftensmad, kan jeg ikke engang være 100% sikker på at de ikke bliver set af andre!
Nu må det stoppe! Jeg kræver at Facebook holder op med at bruge mine data til annonceformål. Hvorfor skal jeg have målrettede reklamer, når jeg kan få 100% random reklamer for trussebind og diverse gerontologiske serviceydelser? Hvorfor skal jeg belemres med forslag om at blive venner med folk jeg selv har søgt efter, når det nu er så meget mere frigørende at jeg selv skal gå ind og søge efter dem hele tiden for at finde ud af om de nu er kommet på Facebook? Og hvorfor skal jeg finde mig i at alle mulige mennesker kan komme til at se mine fotos! De er jo private – det er jo netop derfor jeg har lagt dem ud på internettet!
Hvorfor kan Facebook ikke være som Google?! Google har ikke en side hvor jeg kan gå ind og bestemme hvad andre må se – deraf kan jeg kun slutte at Google ikke gemmer data om mig som andre kan misbruge. Selv har jeg naturligvis opsat de strengeste privatlivsregler på min Facebook-konto. Det siger sig selv at jo mere hemmeligsfuldt jeg opfører mig på en social netværkstjeneste, jo mere værdifuld er den for mig og dem jeg er “venner” med.
Og hvad med børnene – tænker ingen på dem?! Da jeg var dreng, fik jeg at vide at jeg ikke måtte gå med fremmede hjem, lige meget hvor rare de virkede – men siden Facebook kom, er det nu blevet fuldkommen umuligt for mig som forælder at lære mit barn helt fundamentale principper for social adfærd og de er derfor nu helt blottede for børnelokkeri.
Værst er det dog at Facebook tjener penge på mig og sælger mine informationer til annoncører! Det er simpelt hen for grådigt og må høre op! Jeg mener istedet at det ville være rimeligt at Facebook havde en forretningsmodel der gjorde dem stort set værdiløse for annoncører, samtidig med at de gratis stillede en tjeneste til rådighed for mig, som jeg bruger hver dag og hverken ville undvære eller betale for.
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.
Jeg er altid glad for at bidrage til nye undersøgelser om områder som Facebook, fordi det i mine øjne er på tide at vi får mere konkret viden. Blandt andet om disse mediers reelle betydning og eventuelle erhvervsmæssige potentialer. De sociale medier er ikke nye længere og der mangler undersøgelser der går lidt dybere end de almindeligheder, de fleste undersøgelser idag kan byde på. Jeg tænker her på de mange undersøgelser der kan fortælle os at XX danskere bruger Facebook eller at YY % har prøvet at bruge Twitter.
Vores planlægning førte til nogle interessante udkast til undersøgelser inden for det erhvervsmæssige område, som du må vente med at få detaljer om. Men der blev også kastet temaer og ideer i vejret inden for de mere personlige aspekter af at bruge sociale medier. Og det er især ét tema, jeg synes er værd at dele her. Vi kom nemlig til at spekulere på hvor aggressionerne bliver af på de sociale medier. På Facebook er der mange som fremstiller en facade som kan minde om et amerikansk forstadskvarter. Der er muligvis en masse konflikter og sortere sider, men når man ser på sit Facebook feed, så er vi alle generelt set utroligt søde ved hinanden og trykker LIKE og giver positive kommentarer og støtte til hinanden. “Facebook er et glansbillede” som en af deltagerne formulerede det.
At vi ofte lufter vores empatiske og sociale side og undgår aggressiv adfærd, skyldes jo nok at vi ligger under for social kontrol, da vi på sociale medier konstant har vidner på vores ytringer. Det er jo hele idéen ved Facebook og Twitter at vi alle kigger med på hvad vi siger til hinanden. Og ikke mindst på Twitter i Danmark, synes jeg at tonen er meget civiliseret. Men hvor går aggressionerne hen? Vi kan da ikke synes at hinanden er fantastiske hele tiden. Hvordan siger man IDIOT på Twitter?
På Twitter og ikke mindst på Bølgen – DK’s førende Wave Magasin – fandt der for nylig en diskussion sted om det acceptable i at bruge #fail som en såkaldt hash tag (en emnemarkering af sine Tweets). Det var som om at det var tilstedeværelsen af negative ytringer som skabte aggressioner og dårlige vibes på mediet. Og selvom jeg medgiver at det er bøvet at høre på folk der bare brokker sig (også på twitter), så er det jo en ren illusion at vi kan kommunikere uden at være sure eller have konflikter. Og når vi ikke kan udtrykke negativitet direkte, så bliver vi måske passivt aggressive? Måske vi viser negativitet ved at undlade at svare, at ignorere, at undlade at give fuld adgang til vores profil etc?
Vi endte med en vifte at spørgsmål som alle handler om de mere asociale sider af vores relationer og hvordan de finder plads på disse (åh så) sociale medier. Jeg aner ikke hvornår undersøgelserne er færdige, men jeg vender tilbage når jeg hører noget. Indtil da kan du jo spørge dig selv hvor dine aggressioner bliver af på Facebook og Twitter. Eller om medierne er ved at forvandle dig til passivt aggressiv.
I løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til en artikel, der konkluderer at vi ikke lyver om os selv, når vi fremstiller os selv på Facebook.
Denne journalistiske artikel referer en videnskabelig artikel, publiceret af Sam Gosling, som er psykolog (og Ph.D.) og forsker i hvordan vi bruger artefakter i vores identitetsskabelse. Når I har sendt mig linket er det fordi jeg i mit eget arbejde tager udgangspunkt i den centrale antagelse at vi faktisk hele tiden redigerer os selv og fremstiller idealbilleder af os selv på Facebook som et led i forhandling af vores identitet. Men Gosling konkluderer bl.a ifølge artiklen på dr.dk:
- Det tyder på, at sociale netværk på internettet ikke så meget handler om at skabe positivt spin for folkene bag profilerne. Det er i stedet bare endnu et medie til at engagere sig i ægte sociale interaktioner – meget ligesom telefonen.
Undersøgelsens opbygning
Jeg har ikke haft mulighed for at læse selv artiklen, da den endnu ikke er udgivet og tilgængelig på Det Kongelige Biblioteks online-tjeneste, men på baggrund af Goslings website og omtale er kan jeg danne mig følgende billede:
Undersøgelsen er bygget op således at en forsøgsperson (person A) først bliver bedt om at besvare en række spørgsmål om sig selv i en personlighedstest. Den kan du se på http://www.youjustgetme.com/. Efterfølgende bliver en anden person (person B) bedt om at vurdere person A’s Facebook-profil og på baggrund af den, gætte hvordan person A selv har scoret i førnævnte personlighedstest. Hvis der er et stort sammenfald imellem hvordan person A selv fremstiller sig og hvordan vedkommende bliver bedømt af person B, konkluderer Gosling at forsøgspersonen præsenterer sig “ærligt” og ikke forsøger at fremstille sig i noget særligt attraktivt lys.
Problemet med grundpræmissen
Det første problem jeg falder over hos Gosling er at han synes at antage at den eneste måde at redigere eller manipulere vores identitet på online er ved at forsøge at ændre folks opfattelse af vores personlighedstræk. Altså om vi f.eks. er udadvendte eller indadvendte som personer eller om vi har neurotiske personlighedstræk. Den opfattelse af identitet er typisk for en personlighedspsykolog, som foretrækker at arbejde med begreber som så at sige er “inde i personen”. Men min opfattelse af ”mig selv” er jo meget mere end mine “iboende” personlighedstræk. Eksempelvis er min opfattelse af mig selv koblet sammen med hvordan verden ser mig. En identitetsopfattelse som man er den eneste i verden der deler, er svær at bruge til noget i praksis.
Derfor har de fleste af os en interesse i at redigere vores liv på en masse områder, der ikke direkte har med “personlighedstype” at gøre. Når vi viser at vi ser de rigtige film, har økonomisk succes, er livsnydere eller at vi er intelligente og sofistikerede, så redigerer vi os selv for at opnå andres anerkendelse og dermed bliver bekræftet i en positiv identitet. Vi kan med andre ord sagtens skabe idealbilleder af os selv på mange andre omåder en dem personlighedspsykologen Gosling forsøger at måle. På Facebook er vi desuden oftest “venner” med folk vi har mødt og som derfor allerede har en opfattelse af vores grundlæggende personlighedstype. Den vil det med andre ord ikke give megen mening at forsøge at lave “personlig spin”.
De endnu større problemer med undersøgelsens holdbarhed
Validitet og reliabilitet er de klassiske videnskabelige begreber, der handler om at afprøve hvor vidt en undersøgelse af verden på den ene side er et præcist redskab og f.eks. giver det samme resultat fra gang til gang – og på den anden side om den måler det vi tror den gør. Og her virker undersøgelsen særligt problematisk. For det første er vores “baseline” (den sande personlighed) baseret på selvrapportering. Jeg skal altså selv levere “sandheden” om min personlighed. Men hvis jeg nu virkelig lyver om min personlighed (hvilket er det som undersøges) hvorfor skulle jeg så ikke netop gøre det i en sådan test? Og hvis jeg gør, så viser undersøgelsen kun om der er en konsistens imellem hvordan jeg lyver på Facebook og hvordan jeg lyver i en elektronisk test om mig. Altså imellem to forskellige selvfremstillinger.
Undersøgelsen fungerer altså kun, hvis man tager for givet at man ikke lyver om sig selv i den slags tests. Og her er der nogle faktorer som godt kan trække i den modsatte retning: For det første foregår rekruttering til testen delvist på Facebook – du har altså potentielt en mulighed for at den der skal rate dig er en du kender. Jeg kender analysebureauer der overhovedet ikke vil røre ved undersøgelser, hvor du bliver rekrutteret til selve undersøgelsen af dine venner. Da hele konteksten desuden er “sociale netværk” er der allerede en potentiel bias i retning af større selvbevidshed.
Jeg håber at en læsning af selve artiklen vil vise at det er journalister som har overfortolket resultaterne, men lige nu ligner undersøgelsen et stykke videnskabeligt makværk, som bruger data med en stærk bias, baseret på en primitiv identitetsforståelse til at konkludere noget som står i en skarp kontrast til det de fleste af os kan erfare hver dag.
Selvredigering er ikke noget nyt og ikke et særtræk ved sociale medier
Et medie som Facebook er et såkaldt “forankret” medie, hvor vi ikke er anonyme, men er til stede med vores rigtige navn og vores eget sociale netværk. I sådanne arenaer, bliver vores handlinger en del af vores øvrige sociale virkelighed. På samme måde som vi ofte redigerer vores påklædning eller indrettter vores hjem med henblik på at skabe en bestemt identitet – både for os selv og i andres øjne, redigerer vi vores fremstilling online ved at vælge et redigeret udsnit og at koble os sammen med ting vi finder positive og som kan give social anerkendelse. Det er noget som bl.a. Zhao m.fl behandler i en forskningsartikel fra 2008.
Men strategisk selvfremstilling er ikke noget nyt. Under sit Ph.D.forsvar for nylig, drog arkæologen Stine Birk en direkte parallel imellem den måde romerne i oldtiden smykkede deres gravstene med billeder og citater fra filosoffer på og den måde vi idag smykker vores Facebook-profiler med symboler og kendte mennesker for at iscenesætte os selv og forhandle vores identitet.
At påstå at vores tilstedeværelse på sociale medier er uredigeret eller at denne selvredigering mislykkes, fordi andre eventuelt er i stand til at identificere nogle fundamentale personlighedstræk hos os, indebærer altså en bevisbyrde som Gosling & Co efter min mening ikke har formået at løfte i denne omgang. Jeg ser frem til at læse selve artiklen.
I denne uge er jeg flere gange blevet mødt at links til denne video. Den viser hvordan Forsman and Bodenfors hjalp IKEA med at skabe buzz omkring et nyt varehus i Malmö.
Videoen viser angiveligt hvordan IKEA skabte et buzz ved at lade folk tagge deres eget navn på en vare i et “showroom” foto (se fotoalbum) imod et løfte om at få varen gratis. Jeg kan faktisk godt lide kampagnen, da den handler om at skabe en aktivitet i et viralt miljø. Men så er jeg heller ikke mere imponeret. For det første vil jeg gætte på at en stor del af dem der har tagget sig selv slet ikke bor i det område hvor den nye IKEA ligger (ok – så ligger der en anden IKEA – fair nok). Men for det andet – og det er min største anke – så er det altså ikke en kæmpe bedrift at få en masse freebie-jægere til at gøre noget, hvis hver enkelt får en præmie der er flere hundrede kroner værd for at gøre det. Og nej ”it doesn’t live it’s own life” det skal fødes med gratis varer for tusindvis af kroner for at virke.
"Tag" dig selv i en IKEA stol og få den gratis. Pæn timeløn eller dyrt klik - alt efter perspektivet.
Til gengæld er jeg meget imponeret af Forsman and Bodenfors, som har formået at kommunikere deres ydelse ud på en måde så alle kan forstå det. Og dermed har lavet en rigtig god markedsføring blandt the usual suspects af social media evangelister og andet godtfolk, som nu kan få en klar case at vise frem. På samme måde som Pepsi gjorde på Twitter. Men jeg må bedrøve med at det altså ikke er en case hvor nogen har “knækket koden” med social media marketing for en kunde. Der er snarere tale om at man har betalt dyrt for nogle klik – og det er jo en gammel sandhed at man kan spice et slapt koncept om med store præmier. Jo slappere koncept – jo større præmier. IKEA ville måske have været bedre tjent med at have lavet en lignende give-away nede i selve butikken og have ladet jungletrommerne sprede budskabet.
Men altså: En hæderlig kampagne for IKEA der bruger de virale mekanismer i Facebook rigtigt – men for fanden nogle dyre klik ;o) Og jeg vil gerne se nogle tal på at det rent faktisk har skabt større omsætning/trafik/whatever i den nye IKEA (effekten, remember?) end en tilsvarende launch gør andre steder. Eller har ført til større interesse for IKEAs andre netaktiviteter.
Til gengæld er det en brilliant reklame for bureauet der stod bag. Hatten af for dem ;o)
Tusind tak til alle der har givet ros, kritik og anden feedback i forbindelse med mit seneste foredrag, “Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU i torsdags. Jeg er især glad for jeres live tweets – det er en gave for en foredragsholder at få publikums tanker at vide mens de opstår ;o)
@astridillum stiller et væsentligt spørgsmål: @anderscolding: Leder efter dine overvejelser omkring etikken i dit eksperiment – kan kun finde referencen ‘hvid løgn’?
Godt spørgsmål, Astrid: Det etiske spørgsmål er helt centralt i psykologien – ikke mindst fordi mange psykologiske forsøg kun kan realiseres hvis man skjuler formålet med undersøgelsen for dem der undersøges. Ellers vil folk ofte begynde at tilpasse deres svar til det de tror man vil høre eller på anden måde opføre sig anderledes end de plejer. Og så får man komplet værdiløse data.
I den konkrete sag handlede det primære etiske problem om at lyve for folk ved at bilde dem ind (i praksis antyde) at Storkespringvandet skulle rives ned. Da man hverken er inde på det terapeutiske område eller på anden måde havde med personlighedsmæssigt sprængfarlige emner at gøre, betragtede jeg det etiske aspekt som relativt uproblematisk.
Jeg tog dog følgende forholdsregler:
Jeg oprettede gruppen i eget navn og gav 100% sandfærdige svar til alle der henvendte sig
Jeg oprettede en tråd i debatforumet der hed “Baggrunden for gruppen” og klart fortalte at der var tale om et eksperiment – se tråden her >>
Jeg lavede en henvisning til denne tråd i bunden af gruppeteksten
Jeg linkede til denne blog, hvor man kunne læse alt om min baggrund som psykolog
Jeg gik på TV2-Nyhederne og fortalte sandheden om projektet
Jeg lavede et blogindlæg der fortalte om baggrunden, da forsøget var afsluttet.
Jeg håber det besvarer spørgsmålet – ellers kom frisk i kommentarfeltet herunder ;o)
Hvis du er en af mine venner på Facebook eller følger mig på Twitter, har du måske undret dig over at jeg har postet links til en lille Facebook applikation der handler om ting som IKEA-møbler, eller hvilke mærkevarer man føler sig knyttet til.
Det skyldes at jeg har taget fat på en ny række undersøgelser af hvad der får os til at sprede og joine ting på Facebook og til det formål helt konkret har valgt at udvikle en række Facebook-applikationer, der gør det muligt for mig at teste lidt mere specielle og målrettede problemstillinger end man kan med eksisterende elementer som f.eks. Facebook-pages.
Den første applikation giver mig mulighed for at opsætte en række produktkategorier og undersøge hvordan de flittige Facebook-brugere vælger at dele dem, bruge applikationen og selvfølgelig ikke mindst hvad der virker! Som du ved, hvis du har hørt mine foredrag, så ser jeg “selvfremstilling” som en ret væsentlig motor i vores adfærd og vil gerne forstå mere om hvordan mine kunder bedst kan gøre deres markedsføring til værdiskabende elementer og dermed finde en sund plads på de sociale medier.
De data om enkeltpersoner som applikationen måtte opsamle, bliver naturligvis 100% anonymiserede, inden de bliver gjort tilgængelige for offentligheden.
Hvis du er interesseret i at høre mere, så giv et ring på 61678913. Allerede nu har applikationen et markedsføringspotentiale og inden længe vil applikationen kunne skabe nogle unikke analyseresultater.
Ville nazisterne have brugt Facebook i 1930′ernes Tyskland?
Jeg forbereder i disse uger mit nye foredrag, som jeg har valgt at kalde: “Goebbels ville have elsket Facebook”. Foredraget handler om cyberaktivisme og tager udgangspunkt i et Facebook-eksperiment, jeg lavede i foråret ‘09.
Eksperimentet indebar oprettelsen af en Facebook-gruppe imod den påståede nedrivning af Storkespringvandet i København. Det blev afviklet som en del af undervisningen i internetpsykologi på Københavns Universitet og afsluttet et par uger efter oprettelsen af gruppen. Da havde gruppen nået 27.500 medlemmer og jeg gik på TV2-Nyhederne som afslørede at der var tale om et eksperiment. Siden har eksperimentet været omtalt i bl.a. Newsweek, Washington Post og været på CBC og for tre dage siden blev jeg ringet op af New York Times.
Mine studerende og jeg udviklede siden et spørgeskema som blev posted på gruppen og gav over 900 besvarelser. Her blev medlemmerne af gruppen spurgt om hvordan gruppen fandt dem og hvordan de reagerede på den og dens budskab. Disse data har jeg efterfølgende analyseret. Desuden har jeg analyseret 500 beskeder på væggen og inddraget beretninger fra enkelte medlemmer. Siden er gruppen blevet ændret til en hyldestgruppe. Medlemstallet er stadig over 25.000 men den ophørte omgående med at vokse, da jeg havde været på TV2.
Resultaterne offentliggøres for første gang torsdag d. 12.november
Det foregår klokken 16:00 – 18:00 på IT Universitetet i København. Der er gratis adgang for folk som var medlem af gruppen – og alle andre som måtte være interesserede! Jeg vil tage udgangspunkt i resultaterne men desuden se på hvilken betydning de sociale netmedier egentlig kan tænkes at have på den måde holdninger – og i sidste ende propaganda – spredes på.
Hvilken betydning har sociale medier som Facebook for demokratiet? Er tilstedeværelsen af Facebook og Twittter en garanti for at vi undgår totalitære styrer? Eller er disse medier snarere en hovedvej for spredningen af ideer, som vil gøre det lettere at manipulere med folkestemningen, hvis vi en dag skulle blive kastet ud i krisetider og nationale identitetskriser som kunne bane vej for nyfascisme og udemokratiske tilstande? I sen-tyvernes Tyskland var Nationalsocialisterne faktisk en modbevægelse, som ikke havde adgang til medierne og derfor var afhængige af højtprofilerede folk som Hitler til at sprede budskabet. Ville Facebook have umuliggjort en nazisternes propaganda eller ville den bare have gjort den mere effektiv?
Titlen på foredraget er naturligvis bevidst gjort ret populistisk. For umiddelbart er den udbredte holdning jeg støder på at “det aldrig kunne have sket idag”. Folk ville mobilisere sig imod nazisterne – også på Facebook og Twitter. Men jo mere jeg tænker over titlen, jo mere bliver jeg i tvivl. Der er ingen tvivl om at internettet havde gjort det umuligt at hemmeligholde holocaust, men betyder tilstedeværelsen den sociale netmediekultur at vi nu er vaccinerede imod den indre svinehund?
Facebook møder Goebbels møder Photoshop
I forrige blogindlæg dyrkede jeg tankeeksperimentet at Goebbels (nazisternes propagandaansvarlige siden 1926) havde benyttet sociale netmedier til at komme til magten omkring 1930. Hvordan ville han og hans medier have brugt feeds, applikationer og video på youtube til at engagere befolkningen i jødehadet?
Det blev til en photoshoppet udgave af et Facebook-feed, som en helt almindelig ung tysker kunne have set det, hvis han havde logget på omkring 1930.
November 12. I am presenting my brand new talk called “Why Goebbels would have loved Facebook”. It’s done in Danish and takes place at the IT University of Copenhagen. Sign up on the Facebook Event>>
During my work with the basic concept of the talk, I started to wonder what it would actually have looked like, if Goebbels (who was in charge of Hitler’s proaganda from 1926) had used Facebook in the early days to spread propaganda and influence the German voters.
I had to see how that could look, so I quickly put together a “screen shot” in photoshop. It is probably not historically accurate, but it’s supposed to take place in the early 30’s, before Hitler and Goebbels reached total power.
In the later period of the Nazi regime, I am pretty sure that Goebbels would have shut down Facebook and Twitter in Germany (or tried) .
Alt imens Facebook er begyndt at blive så udbredt at social media geeks’ene slet ikke kan få øje på det, er markedsføringsfolk og mediebureauer begyndt at få øjenene op for mediet. Det betyder at standardprodukter begynder at strømme ud til danskerne via Facebook pages i en lind strøm og i nogle formater som gør det muligt at lave sammenligninger.
Som for eksempel imellem hvordan film fra Sony og SF-Film markedsføres på Facebook – og hvilken tilslutning det medfører. Som du måske ved, så beskæftiger jeg mig en del med hvordan memer skal være skruet sammen for at sprede sig. Derfor er det jo særligt interessant og lærerigt når to kommercielle standardprodukter, som man jo må sige at spillefilm er, lanceres omkring samtidigt men forskelligt og med forskelligt resultat.
De to danske Facebook-kampagner jeg vil sammenligne her er A serious man (SF Film) og Julie & Julia (Sony Pictures). Sony har fået OMD til at køre deres Facebook-kampagne. Sf-Film har også et mediebureau til at ordne en del af deres Facebook-ting, men hvilket og om de står bag A Serious Man er jeg ikke helt klar over. Selvfølgelig er disse film ikke ens – de er forskelligt castet og har forskellige emner og instruktører og det vil naturligvis spille ind på tilslutningen. Men de to kampagner er alligevel grebet forskelligt an og det er næppe helt uden sammenhæng med tilslutningen på Facebook.
A Serious Man er Coen brødrenes seneste film og som sådan burde den være sikret en stor forhåndsinteresse fra alle os der er vilde med den skæve og respektløse stil. Da brødrenes art-light image samtidig har lidt den samme signalværdi som at læse Information og ryge Kings, burde man forvente en stor forhåndsinteresse og at mange også ville vælge at skilte med interessen ved at blive fans af siden.
Julie & Julia er skrevet og instruere af Nora Ephron og har Meryl Streep i en hovedrolle, hvilket også burde sikre en stor forhåndsinteresse. Selvom hun ikke er en Prad Pitt og jeg aldrig har hørt om instruktøren (undskyld, Nora) så er potentialet også stort – og da filmen handler om mad og sikkert også er lidt mindre mærkelig, så er potentialet nok større end A Serious Man.
Og hvordan performer de to film så på Facebook? Svaret er at ingen af dem performer suverænt, men at Julie & Julia med sine 984 fans i skrivende stund lammetæver Coen brødrenes Facebook-kampagne med dens 121 fans. Som nævnt har filmene et forskelligt potentiale, men at Julie & Julias skulle være mere end 8 gange så stort som en Coen brødrene film, tvivler jeg stærkt på. Og når jeg ser på de to Facebook-siders opbygning kan jeg finde flere faktorer der nok spiller kraftigere ind. Den ene film er nemlig markedsført rigtigt og den anden er markedsført forkert. Lad mig sammenligne på nogle forskellige punkter.
1. Vis dine brands frem, hvis du har nogen!
Både Meryl Streep og Coen brødrene er superbrands – og ved at flashe dem kan man hurtigt og effektivt kommunikere et sæt af forventninger til deres respektive fans. Når man markedsfører på Facebook – enten det er via betalte annoncer eller (meget bedre) via den virale spredning når venner bliver fans, så har man et billede og en overskrift at gøre godt med. Tip: DIN LOKKEMAD SKAL VÆRE SYNLIG HER! Julie & Julia har et billede af Meryl Streep i et køkken og flasher altså brandet, samtidig med at mad-temaet antydes. A Serious Man dumper tilgengæld. Her vises nemlig et gråt billede at en mand på et hustagl, hvilket jo er fint hvis det er hvad filmen handler om. Men SF-Film har glemt at fortælle os at der er tale om en Brdr. Coen film! Det vil sige at både tekst og billede forsømmer at flashe den eneste ting der som vil kunne fortælle folk som mig at det her er interessant! De er ganske enkelt 100% intetsigende og det er efter min mening hovedårsagen til at filmens Facebook-kampagne flopper.
2. Skab indhold på siden der har relevans og tilføjer værdi!
Også her er forskellen på de to sider der meget iøjnefaldende: På Julie & Julia postes løbende links til ekstrainformationer som interviews og baggrundshistorier som hver især kan medvirke til at folde filmen ud og rykke den højere op i modtagerens bevidsthed – og det er et godt sted at være, når man er på vej i biografen og skal vælge hvad man skal se.
Her er et par eksempler fra væggen:
Læs om Julie Powell’s “Blook” (Blog book) der fungerede som inspiration til den ene halvdel af Julie & Julia :)
Julie & Julia begejstrer i USA, især med Boeuf Bourguignon!! Læs opskriften her :-)
Til sammenligning er indholdet på A Serious Man markant mindre relevant og inspirerende. Her har man nemlig ikke valgt at folde filmuniverset ud og at bygge videre på den første interesse som folk har vist. Derimod har man valgt at køre lodtrækninger om billetter.
Her er de to seneste eksempler fra væggen:
Vi trækker en ny femte vinder af konkurrencen: Tillykke til Helle Møller Jensen. Der er to billetter på vej til dig, hvis du sender din adresse til moviematch@sf-film.dk inden fredag kl. 12.
Så er der trukket lod om 5×2 billetter til A Serious Man, der har premiere i dag. Tillykke til: Nikolaj Bygge Schmidt, Christian Shizzle Chemnitz, Mathias Rørbo Jessen, Mikkel Aksel Holst og Michael Jørgensen. Send jeres adresse til moviematch@sf-film.dk inden mandag d. 12.oktober kl. 12, så sender vi jer præmierne.
Hvis man sammenligner de to, så fortæller forskellen mig at SF-Film og OMD har to forskellige opfattelser af en Facebook-sides formål. Hvor OMD ser Facebook som et indholdsredskab som skal styrke fortællingen, ser SF-Film facebook som endnu en markedsføringskanal. De tager udgangspunkt i filmen som produkt og så er det vel ikke så mærkeligt at man har valgt at udlodde gratis smagsprøver – det virker jo ved pulversuppe og the med jordbærsmag.
Når man ser på de to kampagner er det altså ikke mærkeligt at Julia & Julia har mere end 8 gange så mange fans som A Serious Man. A Serious Man skal ses som en del af SF-Films samlede facebook indsats, som samles under paraplyen Moviematch og man kan ved selvsyn konstatere at også her ser det ud som om det er salg og ikke interesse for film der driver dialogen og det er synd, for det tyder på at man overhovedet ikke forstår psykologien på Facebook.
Choosing a strategic approach to your online marketing does not only map out the field and goals (the why) for the tactics that will follow (the how). When you set a strategy, you also imply some basic assumptions about your organisation and your relation to your outside world. In Goffman’s terms: you subscribe to a framing of the situation, that will guide your understanding of what is going on.
A very common strategic framework is that of “permission”. The basic idea is that you should try to achieve people’s permission to send them your marketing material. This mindset is being pushed by over rated bald guru types such as Seth Godin (link to his blog) but is also supported by our legal frameworks: you simply need permission, of you want to send people stuff.
But let’s take a look at how permission based strategies frame the situation.
What logically happens if you frame your messages as something that people need to permit you to send them, is that your message is framed as something they don’t want or need. The other logical consequence of this framing is that people are framed as passive and you as active. So what does that do to your understanding of your own job?
In this framing of the situation, your job is to manipulate passive people who don’t want your message into accepting to get it anyway. In other words: permission based marketing will put you in a perfect spot to do all the wrong things on social platforms like Facebook, because it will effectively prevent you from seeing what is going on!
Re-framing the relation between you and your potential customers
But you don’t have to be stuck in a permission based frame. There are other ways of framing the situation. One of them is to stop asking for permission. NOW! In stead, you could begin to understand what people need online and start building your marketing strategy around that. Most people build their identity online with lots of cultural objects – and for many, most of these objects are commercial! This means that millions of people are sitting at their computers right now, actively joining fan pages on Facebook, sharing videos, web pages and links to all sorts of products and companies. Links they spent time digging out themselves (or received via friends), and are sharing as active, interested net users. These links are shared because they provide some kind of value and because they will help people express them selves! Not because someone got permission to spam them!
What if you began to view your marketing as a social value provision?
What would that do to the framing of your potential customers, your relation to them and your marketing messages? First of all, this framing implies that people are active – not passive- and you and your potential customers will be allies – joined together by the common goal of helping people to create the best image of themselves online. This will render you a provider of social value and your marketing messages will be positive and valuable contributions.
To do this, you need to obtain a slightly more sophisticated psychological model of your potential customer, than the one needed for permission based marketing. In stead of viewing people as two eyeballs producing a binary “permission/no permission output”, you need to begin to understand why people join or share stuff online. This is what I mainly blog about. And even though I rarely quote theory in my posts, it is often embedded in the framework behind them.
You can begin re-framing with my two previous posts:
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
What do you offer people, to make them join your business page on Facebook? Information about your products or company? If your company is a well known brand or in some way doing really interesting things, that may work. If you offer discounts, tricks or other treats, that may also work. But most likely what works is when your offer can be exchanged into the new internet currency: “online social status”.
Whenever we share or join stuff, it is now visible to virtually everyone we know. This doesn’t mean that information has gone out of style – not at all. But it means that social status has become the main factor, when deciding to share or join stuff. You can have really good information that I really enjoy – but if sharing it makes me loose social status – I will keep it to my self. However, if something that I actually find less interesting could increase my social status, I will most likely share it.
What converts well to social status?
There is no single rule – this is not exact science. In stead, you should ideally look at any piece of content or interactive element you put out in the social realm, and ask yourself: Will sharing or joining this make my target audience look good? Here are 3 things to get your thinking started:
Novelty: Being first to know something signals proximity. And proximity to sources of high status, easily converts to social status.
Cleverness: Sharing something clever, means that you “get it”. “Getting it” converts really well to social status.
Stupidity: Sharing something that you can point out as being really stupid, will also make you look clever – see above.
If you provide interesting information, people will read it. But if your information converts to increased social status, people will share it. And most importantly: If your message may decrease my social stauts – I just won’t show it to anyone – no matter how brilliant it is!
PS Oh yeah – and another one: Lego. Everything with Lego in it somehow converts really well to social status online. Don’t ask me why! ;o)
What is your mental model of your relation with people on Facebook? I mean: What do you think makes people become fans of your Facebook-page? What do you think drives people to share your link on Twitter?
This T-shirt represents (yet another) political cause that became a tool for self promotion and identity creation. Supported by a strong Facebook presence!
Your mental model of your user’s motivation is your basis for creating a good presence. Well… clearly that’s true for any kind of communication – but if you rely on some kind of social spreading of your messages, understanding why people spread (or refuse to spread) your content is really key. This means that the creating of anything remotely great on Facebook starts with your own mind set.
So let me ask you again: What do you think would make people want to be fan of your Facebook fanpage? If you answer: “because they want news about my company”, your are most likle wrong – very wrong. And in that case, I would guess that you view Facebook as just another communications channel – to supplement websites, email, SMS, RSS etc. But that is where you are wrong – because social applications have one really important feature - one that changes the game totally: Transparency! When people join your mailing list – only you and they know. When people visit your website – it’s also between you and them. But when people connect to you on Facebook – all of their connections can potentially see it! Since Facebook is anchored in our real social networks, joining a cause on Facebook is almost like putting up a poster in our own homes!
This transforms Facebook from just a communications channel to an arena for identity creation and self promotion. Surely, you can communicate directly into people’s feeds in a more or less traditional style – but only after they decided to join your page!! Thus, viewing your relation to people as purely information driven, will not tell you how to attract people in the first place!
So, if you want to attract people and make the want to join your cause or be fans of your business Facebook page – stop viewing your Facebook page as a mailing list and yourself as an information broker, reporting about your company and product line. In stead, begin to think of your Facebook-page as a badge, promoting some value, attitude or life style, that someone would like to wear.
Start asking: What kind of symbolic and cultural value are we providing for individual people? How can your offering make people look good (or at least not make them look bad or boring)?
(if you need help answering those questions, give me a call ;o)
Flere har spurgt efter mine slides til foredraget “Mindsurfer – en guidet tur i Facebook-brugernes hoveder” og her er de, via Slideshare.com.
Denne version af foredraget (som løbende udvikles og opdateres) blev afholdt med Wemind som vært, ved en af deres såkaldte Daybreak-sessions. Hvis du var til stede og gerne vil remindes, så er mine slides gode og nemme at forstå. Hvis du bare er nysgerrig på emnet (eller på mig som foredragsholder) så er de også værd at brug 5 minutter på. Jeg gør altid teksten på mine slides ret detaljeret, så man har en chance for at bruge dem online.
Du er naturligvis velkommen til at dele mine slides. Hvis du citerer eller stjæler centrale ideer, så angiv mig lige som kilde (F.eks. sådan her: Kilde:Anders Colding-Jørgensen ). Det er for din egen skyld – du får meget bedre karma ;o)
In the early stages of a band, a grass-root movement or any kind of loose organisation, a web presence is often used as a means of constituting the organisation; “we are represented online – therefore we are”.
If you’re a band – a MySpace page with some music added, constitutes your band and links it to a specific name, a musical style and some specific people. If you’re a looser organisation, such as grass-roots movement or e.g. a student organisation – it is very likely that you will consider using a Facebook group as your online constitution (That someone after a meeting will suggest “hey – I’ll go home and create a Facebook group”). This is why I suggest that you don’t always do that:
If your organisation is driven by a few people, who just need to get in touch with the rest (who are on Facebook anyway), a Facebook group could do the job. It is just an elaborated mailing-list which will allow you to post to people’s inboxes with simple text mail and a link.
But if you are cause based and want to create a larger popular movement and/or to support a more complex power- and information structure, the tools in a Facebook group do not support the horizontal communication, which is needed. Facebook groups have a discussion tool, but it is technically outdated. For example, you need to visit the individual threads in the forum, to find out if something that interests you has occurred. You can post both text and links but the newest postings are located last?!
But not only the discussion tools are problematic and will definitely slow down your process. The other tools, such as wall, photo and video albums, are clumsy and will involve a lot of scrolling and clicking, to keep up to date with any debate.
How do people communicate in cause based Facebook groups?
In the spring of 2009, as a part of a psychological experiment, I created a Facebook protest group that went from 125 to 27.500 members in two weeks. The cause of the group was totally fictitious as the group protested against the demolition of a famous danish fountain – the Stork Fountain (Storkepringvandet). After the experiment, I started investigating the causes of growth and the communication that went on. I created a survey, which 729 people responded to and furthermore included qualitative data from the group itself.
Several people were on to the experimental nature of the group (which was not difficult, since it was revealed by me in the discussion forum – and on this blog) and they felt a healthy need to warn the members of the group that it was fake. This actually gave me a great dynamics for testing the efficiency of the horizontal communication-tools. If it worked, the group should stop growning or actually end up only consisting of people who wanted to follow the experiment.
The result was depressing: it was very difficult for these people to communicate to others that the group was “not real”. This was mainly because people didn’t use the group for information, but as a “badge”, to communicate their support for the cause to themselves and others. Lots of people reported that they read the group description, and joined. Some of them shared the group to friends or wrote a message on the wall, but very little of the wall posts were containing direct messages or questions directed at other people (2,7%). In stead of discussion, the wall contained almost the same 5-6 messages, repeated over and over again. Some were outraged, some asked if the birds on the fountain were really storks, others complained about related cases and then there were the people who tried to “blow the whistle”. And these people who warned about the experimental nature of the group, could see their wall posts being quickly washed down by new ones – as the group grew by 2-3 new members each minute!
The only one who had real communication power in the group was me – the creator. Only I could influence the context of the group, delete messages (which I very rarely did), change pictures and reveal “thruths”. The fact that I actually wrote in the group description that more info was available in the forum, made it even more disturbing that almost 75% of the group embers, later reported that they thought that the Stork Fountain might be facing demolition.
My conclusion is that Facebook-groups are brilliantly suited for promoting (or branding) a single cause which people will join if it fits within their values and online identity. And if you don’t reach 5000 members, it is even possible to contact your supporters directly. But if you try to create any kind of democratic movement which needs horizontal communication an decision power, a Facebook-group is a BAD tool!
A thought: What if the group had been against the fact that 80% of immigrant men hit their women every week? As far as I know, that would have been a totally fictitious group – but how would you stop it from spreading? Facebook groups are mainly used as online social accessories by regular users and are joined by a simple and cheap click. But once joined, the group can spread – and even if the group is closed down, the meme of the group is still stored in many people’s memories, where it can be used to mobilize you to various causes.
Marketing via social media is smart indeed. In stead of paying companies to spread your message (e.g. via ads from Google), you get the users to spread it themselves. What a great idea!
But there is one tricky part: it’s called “free will” and even though there is philosophical debate over it’s existence, it can still kill your campaigns.
What if people don’t spread your message? What if there is no buzz on blogs, Facebook, Twitter? What if the comment fields below your Youtube-videos remain empty? Then it’s really, really tempting to start writing the comments yourself, as if they came from a cheerful crowd of grass roots. But when you do that, you have crossed the line to astroturfing. Astroturfing is the discipline of faking public interest and has it’s origin in politics – it’s also known as “rent-a-crowd”.
But this is why it works – at least in the short run:
Many phenomena – bot offline and online ( like the now infamous “Karen26″ campaign from VisitDenmark ) are not primarily spread socially by their contents alone. Often it’s only when a video, Facebook-group etc starts attracting interest, will it become interesting to the masses. Imagine that you see 100.000 people looking at the same object in the street on your way to work. What are the chances that you will look at it as well? The social interest itself makes the object more interesting – no matter what the object is. So if you can fake interest, more interest is more likely to follow.
Getting a high ranking on Google by creating link farms and thereby tricking google into thinking that your content is interesting is related to astroturfing, but there is a difference. When you hack Google, you trick a machine – when you astroturf, you trick people. (And if you do it badly, you end up in the Rachel Maddow show as seen below about 1 minute into the clip ).
The FACES of Coal campaign is a clear cut case of astroturfing, but what in the case of Karen26? Apparently, a seeding agency was used (GoViral?!) to plant it – and most importantly – to get the media hooked. My own first knowledge of the case came from a danish news reporter, who mailed me and wanted to know if I had any gossip and personally I think that the video would have flopped if it wasn’t for online newspapers. But is seeding astroturfing? And is it wrong?
I will not moralize here – it’s not my thing. And I can not draw the excact line between astroturfing and seeding. But I can give you one reason why I think it’s really unhealthy to use deception and try to hack people’s free wills into spreading your message:
It will not address the main issue here: that your product probably sucks. Fix it!
Earlier today, I wrote a post about the YouTube.video “Danish Mother Seeking” by KarenDK26. I stated that I was almost positive that this was a “false” video and that “Karen” was a fictional character. It was based upon my first impression and using a bit of psychology and a lot of common sense.
Meanwhile, it took only a few hours using my network on Twitter and Facebook, before I found her – with her picture, name and everyting. So now I know if Karen is a real or a fictional character. And guess what? I am not going to spoil the fun by telling anyone.
Thanks to @secrettwitterfriend – you know who you are.
This was posted on 12th of september at 6:18 PM – do you know of anyone who found her earlier than this?
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning.
Når vi spiser, har vi ligeledes et oplevet mål, som styrer os. Målet er nemlig at opretholde et højt blodsukker. Falder blodsukkeret, føler vi os sultne og spiser. Formålet er at sikre at vores krop kan overleve på både kortere og længere sigt – bl.a. ved at vi sammen med sukkeret indtager alle de næringsstoffer vi har brug for. Men vi kan ikke mærke formålet – kun målet. I dag kan vi isolere druesukkeret og for eksempel drikke Faxe Kondi og derpå opleve mæthed. Da målet er opfyldt, ophører vi med at indtage næring og kroppens formål, kroppens overlevelse, bliver kun delvist opfyldt – da vi jo kun får sukkeret og ikke alle de mange andre næringstoffer vi har brug for.
Når man spiser sig mæt i sukker som ikke også indeholder det fulde spektrum af næringsstoffer, taler vi om tomme kalorier. Og det kan føre til mangelsygdomme hvis man udelukkende snyder sit system til at opleve mæthed med f.eks. sodavand.
Udviklingen i hhv social interaktion og brug af elektroniske medier
Men hvad nu hvis sociale medier også er en slags tomme kalorier, som opfylder en masse oplevede mål, men ikke formår at tjene et dybere formål ved menneskelige relationer, nemlig at holde os fysisk sunde og raske?
Dr.Aric Sigman påstår i sin artikel i tidsskriftet Biologist, “Well Connected?: The Biological Implications of ‘Social Networking” (Sigman, 2009) at manglende direkte social interaktion kan påvises at hænge sammen med en lang række fysiske forandringer hos mennesker.
Sigman gennemgår i artiklen en lang række forskningsdata som bl.a. påviser hvordan mennesker med mindre social kontakt kan opleve mindre modstandskraft over for influenza (men også en mindre risiko for at blive smittet, må man formode) men også en markant øget risiko for demens og blodpropper. For eksempel udløser fysisk berøring og kram stoffet “oxytocin” hos mennesker – et stof som kan medføre nedsat risiko for hjerte-kar sygdomme.
Sigman går så vidt som til at inddrage undersøgelser som viser at en del af vores genom (209 gener) rent faktisk er socialt påvirkeligt og at vi i yderste konsekvens kan påvirke vores arvemasse ved at ophøre med at være fysisk sociale med hinanden.
Sigman påstår ikke direkte at sociale medier fører til sygdom, men påviser hvordan den direkte interaktion i konstant stigende grad bliver erstattet af eletronisk interaktion og hvordan manglende interaktion kan føre til fysiske forandringer. Hans forskning bygger altså på undersøgelse af manglende social kontakt i det hele taget – og ikke på at ens sociale kontakt i stigende grad bliver dækket af sociale netværkstjenester. Man kan derfor kritisere ham for ikke at undersøge i hvor høj grad det er sundere at have adgang til at kommunikere med mennesker via nettet end slet ikke at have noget at kommunikere med.
Men én ting ligger fast – for under alle omsændigheder mister vi den fysiske berøring ved at mødes på Facebook frem for på Cafeen. Vi mister krammene, lugtene, mimiken samt de følelsesmæssige reaktioner der kommer af at være tvunget til at respondere nu og her, frem for f.eks. at kunne slukke PC’en og besvare en kommentar når vi lige synes vi har lyst.
Og hvis vi antager at vi kan få dækket en lang række oplevede mål med interaktionen, nemlig at opnå anerkendelse, socialt tilhørsforhold, informationer og underholdning, ved at tjekke Facebook, men at vi samtidig bliver fysisk dårligere ved at undvære fysisk kontakt, så er det altså ikke meget sundere at dække sine sociale behov på Facebook end det er at drikke sig mæt i Faxe Kondi.
En af de ting der virkelig kan undre mig er når selv professionelle kommunikationsfolk behandler social media markedsføring som en kreativ proces – altså en proces hvor det handler om at skabe en viral effekt ved hjælp af kreativt beåndede overskrifter
Nuvel, alt der handler om at skabe kræver en eller anden form for kreativitet. Men jeg ser alt for tit at titler og illustrationer på f.eks. Facebook-pages ikke fortæller hvad sagen handler om, men istedet viser mundrette og lækkert klingende navne og catchy illustrationer – og ofte er de alt for kreative til at virke!
“Vidunderlivet”?
Hvad tror du f.eks. at Facebook-applikationen med titlen “Vidunderlivet” handler om?! Den handler om at undgå HPV (human papillomavirus), som kan give livmoderhalskræft. Aaah – smart, tænker du. Men faktum er at applikationen og den page der hører til helt sikkert ville have fået langt større udbredelse hvis man var lidt mindre kreativ og ganske enkelt beskrev indholdet og dermed hovedkonflikten i titlen.
“I do 30″?
En kampagne som “I do 30” (som jeg ellers bruger i mit foredrag som en sublimt eksempel på at man markedsfører essensen af en virksomhed frem for virksomheden selv) er et andet eksempel på en kampagne som anvender et sjovt og fikst slogan som ikke siger hvad kampagnen handler om. Kan du gætte det? Kampagnen handler om at opfordre folk til at vaske deres tøj ved 30 grader – og er sponsoreret af Novozymes som netop laver de enzyer der gør koldtvandsvask mulig. Genialt tænkt – men desværre alt for kreativt eksekveret.
Hovedbudskabet og konflikten virker mere effektivt
I en spørgeskemaundersøgelse jeg foretog blandt over 700 medlemmer af en Facebook-gruppe, bad jeg folk om at rate de forskellige elementer af en gruppes tekst – incl titlen – og fortælle hvilke der havde gjort stærkest indtryk på dem. Resultaterne viser helt entydigt at de elementer af tekst/titel som folk reagerede stærkest på var dem som klart og tydeligt indeholdt hovedbudskabet. Alle andre havde markant mindre effekt.
Den effektive overskrift er derfor alt andet lige ikke den som skaber forvirring, undren og nysgerrighed og som man skal klikke på for at få opklaret hvad kampagnen handler om. Overlad den slags til Billedbladet. Den effektive overskrift banker problemstillingen fast lige der i titlen. Hvis der desuden findes en konflikt, en uretfærdighed eller måske endda en modstander, så få dem med op i titlen også.
Ok, kloge Anders – hvad ville du selv have gjort?
I de to ovenstående eksempler ville jeg have valgt langt mindre lækre og elegante titler. Og jeg ville f.eks. have inddraget følgende elementer direkte i titlen:
Hovedbudskabet - altså hvad kampagnen handler om. Hhv at ”forebygge” og at “vaske tøj ved 30 grader”.
Konflikten/fjenden – hhv “livmoderhalskræft” og “Co2 forurening” som en fjende/uretfærdighed etc. som man kan alliere sig imod ved at klikke “join”
Først dernæst ville jeg begynde at være kreativ og prøve at bygge disse elementer sammen i en titel så den var let at afkode og huske og f.eks. ikke virkede alt for moraliserende eller skræmmende. Derpå ville jeg teste den af og se efter to ting:
Forståelighed – fatter man hvad det her handler om når man har hørt titlen?
Signalværdi - f.eks: “hvis denne titel stod på et badge – kunne du så finde på at gå med det?”
Folk læser ikke din Facebook-page som de f.eks. læser bøger – og de læser den SLET ikke som du selv gør. De klikker omkring med en stor del af deres bevidsthed andre steder. De tillader sig at scanne en side på helt andre måder end du havde planlagt og der er en stor chance for at mange aldrig fatter at det her vedkommer dem, hvis man ikke kommunikerer stringent og effektivt.
Så hvor den kreative elegance og den rå effektive kommunikation konflikter, foreslår jeg at du dropper kreativiteten og gemmer den til eventuelle kunstprojekter.
Mens jeg p.t. bruger det meste af min tid på at skrive min meget kloge bog, tager jeg stadig ud og rådgiver virksomheder om brug af web og sociale medier, fra tid til anden. Når jeg hurtigt skal danne mig et indtryk af hvor langt virksomheden er nået i sin forståelse af nettet og de sociale mediers betydning for deres forretning, kan jeg finde på at stille dem spørgsmålet: “er jeres aktiviteter på nettet en succes?”
Det kan lyde som et ganske generelt og småubrugeligt spørgsmål, men det jeg lytter efter i deres svar er en ret vigtig distinktion. Hvis virksomheden fortæller at deres kampagne/website/twitterier er en succes (eller det modsatte) på grund af antallet af brugere, ved jeg at de sandsynligvis ikke har en klar strategi med deres aktiviteter og ikke er begyndt at koble netaktiviteterne sammen med deres forretning.
Og man kunne også spørge “hvordan evaluerer I jeres netaktiviteter?” det vigtige er at afdække om der er strategiske overvejelser bag aktiviteterne, eller om de er nødt til at bruge antallet af besøgende som succesparameter. Sandheden er nemlig den enkle: INGEN HAR BRUG FOR BRUGERE! Det vi har brug for er ALTID en forandring på forretningskritiske parametre som eksempelvis salg, kendskabsgrad, image, kundetilfredshed eller effektivitet. Brugere er ALTID et middel til at nå andre mål. Brugere er den mest misforståede parameter i evaluering af webprojekter – jeg plejer at kalde det for en pseudoparameter.
- “Men jeg har altså 5000 followers på Twitter”
Tillykke med det – men hvis det ikke er giver sig udslag på centrale parametre i din forretning, så er der altså tale om en hobby. Sorry. Det betyder ikke at de 2 timer dagligt du bruger på Twitter er spild af tid (ikke allesammen) men internettet er ALTID et middel – ALDRIG et mål! Og det er ærligt talt ikke ret god strategi at begynde med midlet og håbe at der dukker et mål op hen ad vejen.
Hent min gratis spørgeguide til jeres næste møde
Mange virksomheder har svært ved at forankre deres webprojekter i deres organisation og forretning. Det er der ikke noget nyt i. Den mest optimale måde er ofte at skabe større brugerinddragelse – både internt og eksternt. Men hvis man bare ønsker at holde et traditionelt internt ledelsesmøde om disse ting, vil du sikkert finde denne guide anvendelig. Jeg tager meget gerne imod dine kommentarer.
I forrige blogindlæg, anbefalede jeg at man holder op med at tale om “applikationer” på Facebook og istedet begynder at tale om “funktionaliteter” og først fokuserer på at udtænke den engagerende og smitsomme oplevelse med Facebooks eksisterende funktioner – og så eventuelt selv udviklede de funktionaliteter som platformen måtte mangle idag.
Men det efterlader jo spørgsmålet: hvad hvis man ønsker at lave en rig og mere kompleks oplevelse som specifikt udnytter Facebooks funktioner men hvor den bagved liggende idé samtidig kræver at man selv har fuld kontrol over brugerflade og grafisk udtryk? Bør man så ikke lave en Facebook applikation?
Svaret er Jo og Nej
Jo – man bør naturligvis give den gas og brygge komplekse og unikke fortællinger der kobler sig sammen med brugerne via Facebook – også hvis det indebærer at man må opgive at tage udgangspunkt i den eksisterende brugerflade på Facebook. Men nej, det betyder ikke at man er nødt til at bygge en Facebook-applikation “inde i” selve Facebook. Min erfaring er nemlig at den slags hele websites som pludselig dukker op inde i Facebook-brugerfladen alligevel ofte rummer en masse kompromiser imellem egen funktionalitet og brugerflade og den som Facebook tilbyder. Desuden er det min opfattelse at den slags faktisk virker lidt malplacerede, da de egentlig ikke har noget med Facebook at gøre.
Men der er en anden løsning
Hvis man ønsker at lave noget hvor man selv har kan tilyde en særlig oplevelse, hvorfor så ikke tage konsekvensen og ganske enkelt lave et almindeligt website uden for Facebook, hvor man har 100% kontrol over kodning og kan anvende javascipt, html og alle de ting man plejer – uden at tage hensyn til de begrænsninger som Facebook lægger på applikationer inde i Facebooks brugerflade. Med Facebook Connect er det teknisk muligt at koble brugerens Facebook-konto sammen med jeres applikation og efterfølgende hente de informationer som man har brug for eller at snakke med brugerens profil og venner. Med andre ord: det bedste af to verdener.
Ved at udvikle jeres unikke oplevelse centralt hos jer og koble Facebook-brugere på bagefter, vil I ofte kunne bygge jeres kampagne eller applikationer en del billigere – og I vil desuden nemt kunne koble andre netværk på end Facebook. Der er med andre ord ingen grund til at klemme jeres oplevelser ned i Facebook, med mindre I benytter jer af de funktioner som Facebook allerede har.
Og når I trækker Facebook-brugerne over til jeres site og ikke omvendt, er der jo også et bedre udgangspunkt for at få engageret folk i jeres øvrige website og dermed virksomhed. Og det er jo hvad det for de fleste stadig handler om.
Tænk hellere i funktionalitet frem for applikationer – for Facebook er et spørgsmål om brainware – ikke software. De fleste brugere erfaktisk ligeglade med om I bruger Facebooks indbyggede funktioner eller udvikler nogle selv. Bare I tilbyder værdi og jeres tilbud er nemt at bruge. Hvis Facebooks funktioner ikke slår til, er det til gengæld en fantastisk idé at tilføje nogle selv.
Jeg støder ofte på spørgsmålet: “skal vi bygge en Facebook-applikation eller bruge en Facebook-fanside?” når jeg snakker med virksomheder om markedsføring via Facebook. Og mit råd er at selve konceptet “applikationer” er et helt forkert sted at fokusere og desuden kun har meget ringe betydning for dem I vil have i tale.
For rent teknisk er hele Facebook og alle dens funktionaliteter jo applikationer. Nogle af Facebooks funktionaliteter fremstår som en del af platformen, andre som applikationer som er leveret af Facebook og atter andre som applikationer som explicit ikke er leveret af Facebook. Denne grænse imellem hvad der er platform og applikation er i realiteten flydende og meget lidt interessant for andre end udviklere.
Jeg plejer at sige det sådan: at bruge Facebook til professionel kommunikation er et spørgsmål om “brainware” – ikke “software”. Den nød der skal knækkes handler om at engagere mennesker i jeres produkter og budskaber. Og det er primært et spørgsmål om psykologi. En stor del af den opgave kan løses med den funktionalitet som Facebook tilbyder idag – men hvis den rigtige måde at engagere på kræver at platformen har nogle funtkionaliteter som ikke tilbydes idag, så er det naturligvis en fantastisk mulighed at man nemt og relativt billigt selv kan tilføje dem.
Men man skal altså begynde med at designe psykologien og interaktionen – og derefter lappe eventuelle huller med egen kode.
Facebook har, med sine anslåede 2 millioner oprettede profiler, ramt Danmark med en udbredelse pr. indbygger der ikke findes magen til i andre lande. Og også på et samlet globalt plan er Facebook, med sine nu 200 millioner oprettede profiler, verdens førende sociale netværkssite og har for længst overhalet MySpace, som alle talte om for et par år siden.
Men hvad er det Facebook kan? Og hvorfor er Facebook så ekstraordinært interessant for danskere?
En af de helt åbenlyse særkender ved Facebook, er at det ikke er et anonymt medie hvor man opretter sig med et kreativt brugernavn, men er forankret i vores hverdag. Modsat samtlige andre netværkssites, er man nemlig på Facebook med sit eget fulde navn. Og ikke nok med det. Man er ofte også præsenteret med sit sociale netværk, sit arbejde og billeder af sin familie, sit hus, sin bil eller sine kæledyr.
For at forstå hvorfor dette er så vigtigt, må man se på Facebook i et samfundsmæssigt perspektiv. I et højtudviklet vestligt samfund, som det danske, er mobiliteten stor. Det danske arbejdsmarked er befolket fleksible specialister, som er ansat i dynamiske vidensbaserede virksomheder, som løbende ændrer teams, strukturer og arbejdsgange som modsvar på markedets krav. Med vores flexicurity-model, som gør det nemt at fyre og genansætte arbejdskraft efter behov, er det danske arbejdsmarkedet blandt de mest mobile i den vestlige verden.
Mobiliteten viser sig allerede når vi forlader folkeskolen og kommer på gymnasiet, når vi begynder på universitetet, får vores første job, får nyt job og endnu ét. Mobilitet er bygget ind i vores forventninger til arbejdslivet. Hvis man idag har været mere end 5 år i det samme job, er det nærmest lidt mistænkeligt. Men mobilitet har konsekvenser. Når vi løbende flytter omkring, efterlader vi løbende et spor af brudte sociale bånd. Det er gamle skolekammerater, tidligere kolleger, familiemedlemmer, naboer etc. som ikke er helt vigtige nok til at vi ringer, skriver dem en mail eller besøger dem – men alligevel er en del af vores sociale netværk som nu forsvinder.
Disse svage relationer – også kaldet svage sociale bånd – er vitale for vores adgang til informationer, ressourcer og social kapital. Flere undersøgelser har vist at det er de svage relationer – og ikke vores nære venner – der giver os informationer om f.eks. nye jobs eller boliger.
Og netop fordi Facebook er forankret i virkeligheden, kan det bruges til at finde virkelige mennesker med. Indrøm det bare: noget af det første du gjorde da du kom på Facebook var at kigge efter en gammel kæreste, kollega eller skolekammerat. Og da kommunikationen på Facebook samtidig fungerer ved at man kommunikerer med sig selv som udgangspunkt og bare skriver hvad man laver eller poster billeder, frem for at skrive mails til hinanden, er det pludselig meget tidsøkonomisk at holde sig orienteret om hvad 200 mennesker går og laver.
Facebook er altså en succes fordi det dækker et helt konkret menneskeligt behov for at vedligeholde relationer og gør det bedre end noget andet værktøj i verden p.t. Der er ganske enkelt tale om det mest effektive værktøj til opsamling af alle de brudte sociale bånd som vores samfund og arbejdsmarked producerer.
Hvis I ikke har overvejet at gå på Facebook eller Twitter med jeres firma eller organisation, så er chancen for at I gør det i den kommende tid ret stor. Men ikke alle virksomheder eller organisationer vil få en værdi af de sociale medier som modsvarer den tid og energi de skal lægge i dem. Og for nogle vil det være spild af tid. Her er 6 spørgsmål I bør stille jer selv, inden I begynder at anvende sociale medier strategisk.
1. Har i en blog eller hjemmeside der fungerer?
En blog er et uundværligt supplemet til sociale medier. Facebook er f.eks. et glimrende sted at dele budskaber – men uden interessant indhold på blog (eller hjemmeside), er der jo ikke meget at dele. En blog en også god indikator på jeres evne til løbende kommunikation. Hvis I ikke kan skabe en spændende og løbende formidling af jeres organisation på en blog, så kan I slet ikke skabe værdi på Twitter eller Facebook. Derfor: begynd med bloggen. Den træner jer i at tænke i hurtig kommunikation og dialog. Og brug så sociale medier til at få sat jeres blogindlæg i spil.
2. Har I en åben kommunikationskultur?
Jeg rådgav for nyligt en offentlig styrelse om brug af Facebook og mit råd til dem endte ganske enkelt med at være at de skulle droppe ideen. Som offentlig styrelse skulle al kommunikation ud af huset nemlig cleares af den juridiske afdeling. Det betød at det kunne tage flere dage at få lov at skrive 140 tegn på Twitter eller at opdatere en status på Facebook(!) Det kan naturligvis gå an, hvis man vil nøjes med at bruge sociale medier som en form for mailingliste. Men hvis man ikke kan besvare en kommentar eller selv kommentere noget uden at få det clearet af juristerne først, så får man slet ikke det fulde udbytte af de nye platforme. Så skal man måske hellere have en godt udbygget hjemmeside og så gøre indholdet nemt at dele online for andre. Har I for øvrigt en “Del på Facebook” knap på jeres website idag? Ellers kan I jo passende begynde der. Den kan integreres i jeres CMS med få linjer kode.
3. Er I klar til at promovere en potentiel konkurrent?
Der er en tommelfingerregel der siger at man kun skal promovere eget indhold hver 10. Gang man f.eks. poster et link på Twitter. Hvis man bare sender links til sin egen blog, er man ret sjældent interessant at følge. De rigtigt spændende folk at følge er dem der løbende deler cremen af de spændende artikler, blogindlæg og websider, som de selv bruger som research. Dermed er der faktisk en potentiel mulighed for at komme til at linke til folk der ved mere om jeres kerneydelse end I selv gør. Men min erfaring er at den fordel I får ved at have en masse der finder jer kloge, troværdige og spændende at følge, til fulde overstiger det tab I måtte lide ved at nogle få valgte at kontakte en konkurrent. Faktisk viser det jeres format og loyalitet overfor jeres followers, at det vigtigste for jer er at give dem god viden – og først derefter at sælge dem noget.
4. Har I overhovedet folk med interessant viden i huset?
Nej – du kan ikke betale andre for at ”drive” jeres tilstedeværelse på de sociale medier. For det første bliver det ret ofte gennemskuet (og det er næsten lige så kikset som at få andre til at skrive sine kærestebreve) men hvad der er endnu vigtigere, så har en ansat kommunikationsmedarbejder – enten intern eller ekstern – meget sjældent en viden som nogen gider interessere sig for. Vi vil høre fra dem der står med hænderne nede i jeres produktudvikling, ledelse eller andre spændende ting. Vi vil høre hvad de ser på lige nu. Og ikke mindst: vil vil have en mulighed for at give feedback og komme i dialog – ikke med en receptionist, men med ”the man” m/k. Til gengæld for den tid I bruger på de sociale medier, får I fingeren på pulsen som aldrig før. Hvad er det værd for jer? Hvis I alligevel vælger at bruge en kommunikationsmedarbejder, så placer vedkommende i f.eks. udviklingsafdelingen frem for i en særlig kommunikationsafdeling. Så vedkommende rent faktisk er “in the loop” og ved hvad der foregår.
5. Bruger du selv Facebook og Twitter privat?
De sociale platforme har eksisteret en tid nu og derfor er der opstået en særlig kultur og en lang række uskrevne regler. Det gælder ikke mindst Twitter, der med sit ultraprimitive interface (140 tegn + muligheden for at linke til en profil ved at skrive @ foran den) har udviklet en række koder som man skal kende for at forstå hvad der foregår – ikke mindst for at forstå tonen, ironien etc blandt de garvede Twittokrater som tæller journalister, hardcore nørder og kommunikationsfolk i alle afskygninger og vægtklasser. Også Facebook har en række uskrevne regler om hvordan man kommenterer og i øvrigt henvender sig til folk. Den klart bedste og billigste måde at komme til at forstå disse koder på er at bruge medierne selv.
6. Forstår du psykologien bag de sociale medier?
Hvis du ser sociale medier som en form for permission based marketing og bare ønsker en masse nye gratis abonnenter, du kan sende info om jeres produkter, nye ansatte eller andre informationer som centrerer sig om jeres virksomhed, så er svaret: ”Nej, du forstår ganske givet ikke ret meget om hvorfor mennesker deler ting online og skal nok ikke regne med nogen nævneværdig værdi”. Sandheden er nemlig at det virale potentiale i de fleste firmanavne er omkring nul (med mindre man f.eks. hedder Apple eller Addidas). Så her handler det om at sætte jeres modtagere i centrum – ikke jer selv. Vi deler nemlig primært ting der kan få os selv til at tage os godt ud. F.eks. ved at være den første der viser vennerne noget interessant og relevant. På medier som Facebook viser vi desuden vores identitet ved at associere os med bands, brands og budskaber. Det sker blandt andet ved at melde os i grupper og blive fans af pages vi synes passer til den identitet vi gerne vil signallere. Hvis du kan formulere jeres budskaber, så jeres målgruppe kan skabe identitet ved at blive fan af dem, vil I få succes og jeres budskab vil spredes. Og det er altså de færreste der skaber identitet ved at fortælle at I nu har fået en ny medarbejder eller at vise jeres salgskatalog på deres profil.
Tilføj gerne flere spørgsmål i kommentaren herunder >>>
Tjek også gerne mit nye foredrag, Mindsurfer – som handler om at forstå psykologien bag Facebook og styrke virksomheders brug af sociale medier.
Måske du har set at hæderkronede dagblade, som f.eks. Politiken eller Berlingske, i deres online udgaver nu flasher en sexet lille “Connect with Facebook”-knap, placeret på alle deres artikler.
Knappen er et udtryk for at avisen har implementeret den teknologi fra Facebook som hedder “Facebook Connect” og som gør det muligt at foretage en teknisk integration imellem f.eks. politiken.dk og facebook.com. Teknologien gør det muligt at dele informationer på tværs af facebook og andre sites, hvilket potentielt set åbner op for nogle ret interessante nye oplevelser. For eksempel er det muligt at hente billeder, venner og profilinfo ind på avismediet og dermed skabe en rigere interaktion med mediet.
Permission based marketing er ikke ret socialt
Men det kræver jo at medierne opdaterer deres tankegang og rent faktisk tænker i sociale medier og nye former for brugerinddragelse. For istedet for at give mulighed for spændende interaktion, er Facebook Connect på alle de stor medier jeg har set, implementeret med en tankegang der hører forrige årtusinde til (og aldrig rigtigt har været helt fed), nemlig “permission based marketing”. “Hvor meget kan man få lov at stoppe ned i halsen på brugeren!”
Her ser du en journalist fra berlingske.dk som interagerer med en Facebook-bruger
På medier som ekstrabladet.dk, politiken.dk eller berlingske.dk, anvendes nemlig udelukkende den anden mulighed som Facebook Connect giver – nemlig muligheden for at sprøjte et link og en overskrift ind i Facebook-brugerens statuslinje eller feed. Og det er efter min mening fuldkommen tåbeligt og viser at man ganske enkelt ikke forstår hvorfor brugere interagerer med og deler ting online.
Kald “Del artiklen på facebook” for “Vil du i avisen?”
En meget vigtig drivkraft er nemlig muligheden for at sikre sig selv mere synlighed og at promovere sig – ikke mindst gennem varemærker – og mange gamle dagblade har netop sådanne varemærker. Så istedet for at spørge venligt om man må sprøjte et link ind i folks Facebook-feed, skulle man meget hellere give folk muligheden for at komme i avisen med deres profilfoto og at tilføje indhold fra deres egen Facebook-konto. “Del artiklen på facebook” skulle altså hedde “Vil du i avisen?”.
Tror du det ville gøre folk mere eller mindre tilbøjelige til at dele en artikel, hvis de lige selv havde bidraget med indhold til den? Psykologisk forskning viser at det indhold som bliver allermest delt på Facebook, er det hvor brugerne på en eller anden måde selv har bidraget til det – med yearbookyourself.com som et af de mest lysende eksempler.
Kære gamle medier: Hold op med at se jeres brugere som får – hvis I gør det rigtigt, vil de elske at bidrage – og hjertens gerne lade jer fortælle om det i deres feed bagefter. Men det kræver at i omgående skrotter det forældede “permission base marketing” mindset og begynder at skabe oplevelser som man rent faktisk har lyst at dele med andre.
Let’s face it: At dele på Facebook kunne man faktisk gøre ganske glimrende inden der var noget der hed Facebook Connect. I har værktøjerne til at være sociale online – men har I overhovedet mentaliteten?
En blog er god til at formidle en løbende strøm af tanker, observationer og ikke mindst emner med en vis aktualitetsvinkling. Derfor har jeg blogget løs her fra virkeligheden i over 5 år.
Det vil jeg blive ved med, men efterhånden har jeg fået behov for en platform for mine kommercielle aktiviteter – primært mine foredrag og de længere ting, jeg er ved at skrive. Derfor har jeg åbnet mindsurfer.dk – som både er titlen på mit aktuelle foredrag og det min første eBog sikkert kommer til at hedde.
Nyt: Nyhedsbrev om internetpsykologi
Både eBog og foredrag handler om hvad der egentlig virker i professionel kommunikation via sociale medier som Facebook og lignende. Hvis du er interesseret i emnet, så skal du da skynde dig at melde dig på mit nyhedsbrev, så vi kan holde kontakten ved lige.
Jeg er nyudsprungen som foredragsholder og håber inden alt for længe at komme til en mikrofon i nærheden af dig og dine kolleger. Hvis alt går efter planen (og det gør det aldrig) så dukker jeg op hos en af landets førende foredragsbureauer i løbet af sommeren.
Men hvis du er interesseret i at booke mig, kan du også selv tage kontakt direkte til mig på 61678913 eller læse mere på mindsurfer.dk
Måske du kan huske hvordan det at “dele viden” var på alles læber i slutningen af 1990′erne. Konsulenter kravlede frem fra under stenene og tilbød at kortlægge virksomhedernes viden, hvilket bl.a. førte til det sarkastiske slogan fra kritikerne “Giv mig dit ur og jeg skal fortælle dig hvad klokken er”. I 1999 toppede det med den storstilede lancering af Lotus Notes 5, som blev lanceret som selve videndelingsplatformen.
At deling af viden er et objektivt gode, vil de færreste vel anfægte. Begrebet er nemlig lige nøjagtigt så fluffy og intetsigende, at man kan få det til at betyde hvad man har lyst til. Hvis man fortæller hvor der er 5 kroners rabat på kopipapir, deler man viden. Hvis man tilbyder en detaljeret analyse af makroøkonomiske sammenhænge, deler man viden. Begrebet er således brugbart til at udtrykke din kommunikations intention til andre, men som analytisk begreb er det rent nonsens.
De største problemer er at der, bortset fra i meget enkle sammenhænge, ikke findes ren viden. Det, vi forstår som viden er ofte en sammenblandingen imellem informationer og holdninger, sat ind i en kontekst. Videndelingsindustriens primære produkt var således storytelling. Ved at tilbyde systemer som kunne gøre lagring og søgning i dokumenter nemt (efter datidens standard) og italesætte disse dokumenter som den modene virksomheds kronjuveler, fik man skabt et produkt hvis sex-appeal var omvendt proportionel med dets potentiale for værdiskabelse.
For hvad medførte indførelsen af “videndelingssystemer”?
Først og fremmest blev forståelsen af hvad viden er, groft forsimplet. Viden blev til informationer om gårsdagens aktiviteter, som blev rapportet ind i et firkantet felt og lagt i en database. Erfaringer fra tidligere projekter eller fra tidligere relationer med kunder, samarbejdspartnere eller leverandører kan naturligvis være guld værd. Men i mange tilfælde handlede videndeling om at man forestillede sig at dagbogslignende indrapportering i en database kunne erstatte den direkte samtale imellem mennesker. I en samtale som jeg havde med en konsulent fra firmaet Convergens i 1998, faldt en bemærkning som for mig fanger essensen af sen-90ernes videndelingshysteri.
Bemærkningen fra konsulenten lød:
“Videndeling handler jo ikke kun om at indføre teknologi, men om f.eks. at sætte et skilt op vd kaffemaskinen der fortæller at man ikke skal tale sammen der, men gå ind og skrive det i videndelingsystemet”
Den lader vi stå et øjeblik….
At viden – som sødmælk – blev forstået som et nulsum-spil, medførte tusinder af intelligente mennesker blev tvunget til at taste terrabytes af data ind i videndelingsystemer. Jeg har talt med medarbejdere, der var ved at brække sig over at skulle løse denne meget uklare opgave – ” at dele viden”. Og det skyldtes helt primært at medarbejderen blev bedt om at afrapportere gårsdagens projekter og interaktioner, mens interessen helt naturligvt var på dagens og morgendagens.
Hvor mange virksomheder der har brændt arbejdstimer og goodwill hos medarbejderne af på videndelingens alter, inden modebølgen drev over, ved ingen. Men mange virksomheder har i hvert fald endt med at stå med frustererede medarbejdere og store databaser fulde af forældede informationer, som var skrevet af pligt og uden et klart formål.
Mikrobloggingens muligheder for videndeling – eller hvad man nu skal kalde det
Idag tilbyder mikroblogging, som det ses i Twitter eller i Facebooks statusopdateringer, en mulighed for at realisere formålet med videndeling – nemlig at medarbejdere er orienterede om hinandens aktiviteter og har adgang til at trække på hinandens ressourcer.
Mikroblogging har nemlig et par meget åbenlyse fordele i forhold til f.eks. en gammeldags “Lotus Notes lignende” vidensplatform.
Man skriver om det man laver lige nu, imens det er interessant for medarbejderen og opleves som højrelevant at kommunikere ud.
Man deler links og andre ting man falder over i løbet af sin research – man viser altså andre hvad man selv ser på. På den måde sker videndeling ved at der skabes transparens til det man laver lige nu - ikke ved at man afrapporterer gårsdagens aktiviteteter.
For det andet er formen kort – det handler om at dele en tanke eller et link – man sidder derfor ikke og bliver lammet af store tomme tekstfelter der kræver mange overvejelser og geniale tekster.
At medierne er sociale, har en åbenlys pædagogisk effekt. Man kan se hvordan andre bruger mediet og skal derfor ikke sidde alene og gætte på hvordan formen skal være.
Endelig giver den sociale dimension en indholdsmæssig fordel, idet der er mulighed for at andre der ved noget om ens link eller emne, selv bruger et par hundrede tegn på at tilføje et link, en kommentar eller en kritisk bemærkning, som alle andre kan inddrage i deres eget arbejde.
Så 10 år efter videndelingsevangelisterne gik omkring solgte databaser som var de hjerner, bringes viden i spil i form af små tekstbidder, som vi selv kan stykke sammen til vores egne flygtige helheder. Men lad os ikke glemme at der stadig ikke er mange systemer der kan overgå de 10 minutter hvor vi står på et koffein-buzz og snakker med en kollega, inden vi bærer kaffen ind til maskinen og ser hvad der er sket på Twitter mens vi var væk.
Hvis du hører til dem der ser Facebook som en markedsføringskanal hvor du tilbyder informationer om jeres firma og produkter, hvilket får folk til at joine, blive fans, melde sig ind eller dele på livet løs – så hører du nok også til dem der har en Facebook fanpage med under 1000 fans…. langt, langt under 1000 fans (og desuden ikke får ret meget ud af dem).
Ganske vist bruger folk også Facebook til at få produktinformationer, opdateringer og anden info fra deres yndlingsbands, spillesteder etc. Men hvis folk ønsker at vide noget om jeres firma eller produkter, vil de i de fleste tilfælde gå ind på jeres hjemmeside eller bare kaste en søgning ud på Google.
Der findes kendte brands, som f.eks. handler om computere, løbesko eller kunstnere, som folk selv søger efter på Facebook – og som derfor ikke behøver at gøre andet end at være til stede for at fans vælter ind. Men for de fleste dødeliges vedkommende, er vi afhængige af at nogen vælger at “dele” os – eller blot at melde sig ind, blive fans etc, så andre ser os. For det er sådan informationer spredes på medier som Facebook. Og derfor er det vigtigt at forstå hvorfor folk blandt andet vælger at dele og tilmelde ting på Facebook.
Identitet over information
Facebook er et såkaldt forankret medie. Det er forankret i den fysiske virkeligheden, fordi vi i modsætning til f.eks. MySpace og stort set alle andre sociale sites, optræder med vores eget navn – og ofte mange flere informationer end navnet.
Det har været medvirkende til Facebooks succes, da vi rent faktisk kan bruge det til at genfinde tidligere kærester, kolleger og skolekammerater. Men det betyder også at de ting vi foretager os og ikke mindst de firmaer, aktiviteter eller mærkesager vi knytter til os på Facebook, er nogle som bliver en del af den måde andre ser os som personer – både online og offline.
At andre kan se hvad vi foretager os er helt centralt at medtænke, når man vælger at gå ind på Facebook med sin virksomhed. De produkter, mærkesager, kunstnere og politikere etc man knytter til sig på Facebook er nemlig med til at opbygge vores identitet. På samme måde som vores plakater, potteplanter eller designermøbler er det i vores fysiske hjem. Hvor mange har jeres salgskatalog eller produktark hængende på væggen derhjemme? Nej, vel? Det er også her kun de virkelig stærke brands, der nyder det privilegium.
Derfor skal jeres tilbud på Facebook være markant anderledes end jeres almindelige markedsføring – for her handler det om at formulere jeres ydelser, så de passer ind i jeres potentielle kunders identitetsdannelse. Det er fortælling frem for specifikationer. Identitet frem for informationer. Se eventuelt eksemplet om Rødby Juletræsplantage i dette blogindlæg.
7 Comments to Read
Antallet af aktive brugere på Facebook har nu passeret de 400 millioner. Den lader vi lige stå et øjeblik…. 400 millioner mennesker verden over, har brugt Facebook inden for den seneste måned, hvilket er Facebooks definition på en aktiv bruger! 
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.
I løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til 
Alt imens Facebook er begyndt at blive så udbredt at social media geeks’ene slet ikke kan få øje på det, er markedsføringsfolk og mediebureauer begyndt at få øjenene op for mediet. Det betyder at standardprodukter begynder at strømme ud til danskerne via Facebook pages i en lind strøm og i nogle formater som gør det muligt at lave sammenligninger.
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning. 
I 
Hvis I ikke har overvejet at gå på Facebook eller Twitter med jeres firma eller organisation, så er chancen for at I gør det i den kommende tid ret stor. Men ikke alle virksomheder eller organisationer vil få en værdi af de sociale medier som modsvarer den tid og energi de skal lægge i dem. Og for nogle vil det være spild af tid. Her er 6 spørgsmål I bør stille jer selv, inden I begynder at anvende sociale medier strategisk.
