De seneste opdateringer fra Facebook er værd at holde øje med, hvis man er interesseret i psykologien bag vores yndlingsmedie. De rejser nemlig et meget interessant spørgsmål: Vil Zuckerberg & Co endnu en gang få succes med at flytte vores grænser for privatliv og kommunikation, eller har de denne gang ramt en mur der er stærkere – nemlig vores behov for at have kontrol over vores online identitet?
I løbet af december, har din Facebook-profil skiftet udseende. Du har fået en såkaldt “timeline”, der viser alle dine opdateringer på en samlet og mere overskuelig måde. Men selvom din timeline er en stor designmæssig forandring, er den stadig mest kosmetisk. Det er et af Facebooks andre nye tiltag, nemlig den såkaldte “friktionsløse deling” (frictionless sharing), der udgør den mest radikale fornyelse. Friktionsløs deling går ganske enkelt ud på at du én gang for alle åbner for at et website eller en tjeneste kan dele dine aktiviteter og at alt du derefter foretager dig – f.eks. læser på Washington Post eller lytter til på musiktjenesten Spotify, automatisk bliver delt med dine Facebook-venner. Hermed antager Facebook at det næste skridt for os er at begynde at dele alt automatisk – at vi ønsker at afskaffe den “friktion”,der indtil nu har været forbundet med at dele på Facebook. Min påstand er imidlertid at denne friktion ikke bare er et besvær, som man kan blive sparet for, men rummer selve nøglen til Facebooks succes.
Indtil nu har al deling på Facebook været en aktiv handling
Det er foregået ved at vi selv klikkede share, like eller hvad det ellers har heddet gennem tiden. Ved at lade os vælge hvert enkelt sted, billede og website vi ønskede at dele, blev Facebook en flade vi kunne bruge til at redigere, iscenesætte og på andre måder have kontrol over det billede vores venner og netværk fik af os. Nøjagtigt på samme måde som i alle andre områder af virkeligheden, kunne vi vise et billede af os selv vi ønskede. Og sammen med det faktum at vi er på Facebook med vores eget navn og vores netværk, har denne delingsfilosofi gjort Facebook til vores foretrukne værktøj til konsolidering og formidling af virkeligheden online.
Facebook handler altså ikke primært om at afrapportere alt hvad vi gør, men om at vise hvem vi ønsker at være. Vi er ikke forpligtede til at dele et billede af vores opvask og vores grimme brune gryderetter på Facebook, men kan i stedet vise et billede af vores nybagte boller og hjemmelavede sushi. Og selvom mennesker er komplekse og deler af et utal af grunde, så hænger de ting vi deler altid på én eller anden måde sammen med det billede folk får af os. Vi sidder ikke (altid) og planlægger at dele noget, for at skabe et bestemt billede af os selv. Men vi har altid i baghovedet at folk danner en opfattelse af os, bl.a. på baggrund af de ting vi deler. Det er det jeg kalder identitetsøkonomi. Og netop her er Facebook faktisk ikke forskellig fra andre aspekter af virkeligheden.
Hvis din Facebook-profil var en bogreol…
Prøv at forestille dig en situation fra den fysiske verden: Du får gæster til middag. Når de ankommer til dit hjem, byder du dem velkommen og placerer dem i stuen med et glas vin, mens du går ud og ser til maden. Og mens du rører i sovsen, giver dine gæster sig til at kigge sig omkring i stuen og deres øjne falder før eller siden på bogreolen, hvor de giver sig til at studere de titler du har stående. Det ved du godt de gør, så derfor har du ikke stillet alle bøger du nogensinde har ejet i reolen. Og du har sikkert heller ikke læst alle de bøger du har stående. Selvom jeg ikke vil påstå at den eneste grund til at du har bøger stående fremme i stuen er at påvirke folks indtryk af dig, så har du sikkert et publikum i baghovedet, når du bestemmer hvilke bøger der skal i reolen og hvilke der ikke skal.
Men prøv nu at forestille dig at din bogreol nu begyndte at opføre sig anderledes. At du ikke selv satte bøger i den, men at alt du nogensinde har læst, automatisk blev stillet op i reolen. Alle selvhjælpsbøger, alle pornoblade, alle dårlige kærlighedsromaner, alle bøger om fysiske og psykiske lidelser du har lidt af, automatisk fløj op på hylderne til skue for dine middagsgæster. Var det en reol du ville have stående fremme i stuen? Næppe.
Men netop sådan kan man faktisk forstå forskellen på gammeldags deling og den nye friktionsløse, som Facebook for nyligt har introduceret. Og dermed mister Facebook en væsentlig funktion.
Derfor vil frictionless sharing fejle
Når deling bliver automatisk, mister vi vores mulighed for at bruge fladen til at kommunikere og designe vores online identitet med. Hvis vi ikke selv har styr på grænsen imellem privat og offentlig, bliver mediet ganske enkelt mindre interessant som socialt værktøj. Det handler ikke kun om privatliv og overvågning, men om at det er vores udvælgelse af verden – de bøger vi viser, det tøj vi tager på og de møbler vi køber, som rammer et helt fundamentalt behov for os.
Inden jeg skrev dette indlæg, stillede jeg følgende spørgsmål på Facebook:
Ovenstående helt uvidenskabelige survey på Facebook, viser ikke nogen overvældende interessefor automatisk deling, men det behøver jo bare at være et udtryk for at vi endnu ikke er blevet opdraget til at gøre det.
Når jeg alligevel vover pelsen og spår frictionless sharing en meget begrænset succes (sandsynligvis begrænset til nogle få typer af tjenester), frem for at blive den næste store ting, er det altså fordi det strider imod det princip der, efter min opfattelse, styrer vores brug af Facebook; nemlig vores mulighed for at udvælge små udsnit af virkeligheden og bruge dem til at skabe og formidle et billede af os selv.
Vi deler jo ikke et billede af en solnedgang for at dokumentere at solen også går ned i dag. Vi gør det fordi netop denne udgave af en solnedgang, set fra vores sommerhus, sendt en smuk feriedag hvor vi laver bål med ungerne, siger alt hvad vi kan ønske at fortælle os selv og andre om det liv vi lever. Tænk hvis Facebook i stedet automatisk lavede en opdatering hver eneste gang du så solen gå ned? Ville det være værdifuldt? Eller ville de virkeligt betydningsfulde solnedgange i dit liv drukne i mængden?
Det er faktisk i langt højere grad Google’s end Facebook’s stil at automatisere vores online aktiviteter. Eksempelvis har Google i 3 år haft en tjeneste der hedder Google Latitude, som i realtid kan vise hvor vi (eller i hvert fald vores mobiltelefoner) er henne. Tjenesten er langt mere friktionsløs end Facebook Places, hvor men selv skal checke ind. Men hvilken af de to tjenester bruger du selv?
Google+ breder sig, mens dette skrives, som en steppebrand blandt nørder og kommunikationsfolk på nettet. Google+ er Google’s “Facebook modsvar”, som lægger et “socialt lag” på Googles webtjenester og jeg kan med det samme afsløre at de faktisk gør en masse ting helt rigtigt.
En af de vigtigste ting er designet: Det er ikke hæsligt ingeniøragtigt som Gmail, men faktisk til at overskue. Integrationen med eksisterende indholdtjenester og ikke mindst Gmail, skaber potentielt set en GIGANTISK kritisk masse af både indhold og brugere, som her kan finde et socialt holdepunkt i deres Google-liv. Det ser utroligt lovende ud, men der er stadig lang vej igen, når det drejer sig om at integrere Google’s indhold med Google+. Jeg har prøvekørt tjenesten i dag og her er mine plusser og minuser
Feedet ligner i overraskende grad Facebook, det er bare langt mere rent og enkelt.
Nogle ting som spiller ved Google+:
+1: Tjenesten bruger mit rigtige navn
En af de allervigtigste ting ved “det sociale internet” er at man ikke er anonym. Derfor er det absolut kritisk at Google faktisk får os på tjenesten med vores rigtige navn. Det er efter min mening en af de forskelle på MySpace og Facebook som har spillet den største rolle for at Facebook slog MySpace af pinden i sin tid. Rigtige navne gør at vi kan samle relationer op. Det anonyme internet er en saga blot.
+1: Man kan “aktivere” eksisterende indhold
Alt for længe har vi brugt Picasa på vores desktop og måske endda uploadet fotos tilvores Google Webalbum, uden at kunne bruge det til noget rigtigt. Nu gør Google automatisk dine fotos tilgængelige for alle du deler dem med. Smart “added value” til billedtjenesten. Jo mere eksisterende indhold der automatisk er med, jo større eksistensberettigelse får Google+.
+1: Cirkler – ikke lister
Et af Googles nøgleargumenter i forbindelse med Google+, har været at man kan sortere mennesker på en måde der er mere kompatibel med den måde vi reelt har relationer på. På Google+ arrangerer kontakter omkring cirkler og aktivt skal tilføje en ny kontaktperson til en cirkel for at have ham i netværket. Det står i modsætning til Facebook, hvor man bare kan “adde” folk, uden at tage stilling til hvilken type relation man har til dem. Og først efterfølgende smide vedkommende på en liste – hvis man husker det. Det virker umiddelbart friskt og intuitivt at oprette. Lidt mindre intuitivt at anvende i praksis, dog. Især efterhånden som man tilføjer flere cirkler.
+1: Integration med søgninger via +1-knappen
Google+ går ALL IN og integrerer +1 knappen i Google Analytics og Google Adwords for både at vise hvilke af dine besøgende der er socialt aktive og for at gøre det muligt at give en google annonce en +1, hvis man gerne vil anbefale produktet eller bare give det en “thumbs up”. Der er givet nogle af implementeringerne der vil vise sig irrelevante med tiden, men +1 vil helt sikkert også kunne generere tonsvis af levende indhold på Google+ på nogle områder.
+1: Videochat indbygget
Hvor meget det vil blive brugt, ved jeg ikke. Men det er muligt at starte webcam og så lade folk komme forbi og chatte med én. Indbygget webcam er en cool ting og Google+ har også Google’s chatfunktion indbygget i tjenesten. Klart fornuftige features at tilbyde fra begyndelsen.
Nogle ting som ikke helt spiller ved Google+:
-1: Ingen direkte integration med Google Latitude (opdateret)
Google har deres egen checkin- og lokationstjeneste, kaldet Google Latitude, men i denne udgave af Google+ er Latitude checkins ikke integreret i tjenesten. Når man checker ind et sted med Google på sin mobil, vises ens checkin under ens “Google Buzz” faneblad på ens egen profil, men det bliver ikke delt i feedet. Dermed bliver ens Latitude geodata ikke umiddelbart en del af det sociale lag. OPDATERET: Der findes nu en “Google Plus” applikation til iPhone og Android (tak for tip, Adam Bindslev). Herfra kan man checke ind og dele sit checkin med Google+. Da jeg testede applikationen, kunne den dog ikke oprette forbindelse til serveren. Umiddelbart virker det som et lidt rodet valg at lave endnu en app, som ikke genkender checkins fra Latitude, men der kan jo også være gode grunde til at de ønsker at lave appen som et lille sideprojekt, de nemt kunne lukke ned, hvis det floppede. Frem for at ombygge de eksisterende apps.
-1: Ingen integration med YouTube
Man kan dele en video fra YouTube i feedet, blot ved at paste URL’en, men længere rækker integrationen ikke. På samme måde som Google+ helt automatisk bruger ens Picasa webalbums som billedarkiv, burde man også helt automatisk kunne se sine youtube-videoer på Google+, men i dag skal man selv uploade videoer til et særligt område af Google+. Og en risiko for Google+ er hvis de begynder at oprette særlige mediearkiver som er i konkurrence med eksisterende, frem for blot at være et socialt lag på ens eksisterende indhold. Men mon ikke integrationen med YouTube kommer – sammen med integration med Google Docs og Google Maps.
-1: Designet fylder alt for meget
Sammenligner man et Google+ feed og et Facebook-feed, er sidstnævnte meget mere kompakt, så man kan derfor se langt mere aktivitet på én enkelt browserside. Google+ skal komprimere og gøre ting lidt mindre klodsede og nørdede på selve “wallen”. Det spiller heller ikke helt intuitivt med opdatering af status og forskellige cirkler. Men det er i småtingsafdelingen. Ting som “lister over nye kontakter” er f.eks. virkeligt overskuelige.
-1. Man kan redigere sine kommentarer, længe efter de er skrevet
Det er afgørende for hvilken status kommentarerne har, om man kan redigere dem efter at andre har kommenteret på dem. Og det kan man på Google+. Også længe efter man har skrevet dem. Det har allerede nu resulteret i at en spøgefugl har været inde og ændre en tidligere kommentar, så den fik min egen efterfølgende kommentar til at virke helt anderledes i sammenhængen. Det begtragter jeg som en ingeniøragtig Google-ting, af den gamle skole. Det ville jeg ændre, hvis jeg var dem. Det skal almindeligvis stå fast, hvad der kom før éns indlæg i en diskussion.
Summing up: +1 til Google+
Google+ er Googles hidtil suverænt bedste bud på en social tjeneste. Den synes at have som strategisk mål at binde Google’s univers sammen med et socialt lag – og ved brug af +1-konceptet.
Det er drevet af søgninger, billeduploades og snart også ens adfærd på Google Maps, YouTube, Docs og Calendar. Det giver en potentiel kritisk masse fra dag 1. Allerede i dag har du din kalender, din email og alle dine docs i topbaren, når du er logget på Google+. Det har man jo ikke på Facebook. Og hvad nu når Google f.eks. spiller med musklerne og begynder at indarbejde realtids-oversættelser, så man ikke mærker hvilken nationalitet ens kontakter har? De har i hvert fald kastet det halve af køkkenvasken efter det her. Spændende om de kaster resten og får integreret tingene 100% optimalt!
Google+ skal have styr på integrationen med andre Google-services – ikke mindst de mobile – og stramme op på designet af feedet. Så kan Google+ meget vel gå hen og blive en helt naturlig del af at bruge Google og internettet. Og få Facebook til at genopfinde sig selv. Jeg er i hvert fald overbevist om potentialet so far!
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som Foursquare.com er allerede slået massivt an blandt early adopters i Danmark, som går og “chekker ind” alle mulige interessante og uinteressante steder fra deres smartphones. Og det er faktisk netop den slags aktivitet blandt early adopters, man ville forvente at se, hvis man stod foran et massivt nyt teknologisk fænomen, som inden længe vil brage igennem i vores main stream.
Og så er det endda slet ikke de geosociale tjenester som spiller størst rolle på danskernes mobiler lige nu. Under radaren er lokationsteknologi nemlig ved at blive integreret i en lang række af tjenester og applikationer til både smartphones og billigere modeller. Allerede eksisterende tjenester er nemlig lige så diskret begyndt at hente brugerens lokation og bruge den helt naturligt som endnu en filtreringsparameter. Ofte uden at du overhovedet lægger mærke til det. Har du f.eks. prøvet at søge efter en butik med Google på din Nokia-mobil? Prøv engang. Der er en god chance for at du får dem som ligger nærmest, rent geografisk. Google bruger nemlig GPS/Wi-Fi/GSM til at bestemme din fysiske position. Og populære tjenester som Rejseplanen vil også snart spare dig ulejligheden med selv at skulle indtaste din position. (Twitter for Android klistrer automatisk din position på dine tweets. Har du overhovedet opdaget det?)
Disse diskrete GPS-anvendelser handler ofte ikke om at dele vores lokation, men om at bruge den til at filtrere informationer. Så at bruge dem vil ikke kræve de store principielle overvejelser hos os. Ofte vil tjenesterne tænde for din GPS helt automatisk og bruge informationerne til at gøre din netfærden lidt lettere og mere relevant. Og det er disse hverdagsanvendelser af GPS’en som kan være med til at kickstarte markedet for mere innovative GPS-tjenester. For når først vi har vænnet os til at have GPS-chippen slået til, så vil det bare være en helt naturlig forlængelse at sige OK, når f.eks. Facebook om ikke så længe spørger om du vil slå location til dine statusopdateringer og billeder.
Så location-teknologien bliver ikke en revolution, som vi skal forholde os aktivt og reflekteret til. I stedet vil vi bare en dag vågne op og opdage at GPS’en er slået til og vi ikke helt ved hvor længe den har været det. Og hvis vi besøger en tjeneste hvor vi selv skal skrive hvor vi er henne, vil vi finde den dum og irriterende. Når dette er interessant, så handler det om demografien blandt fremtidige brugere. Min gamle mor kunne ikke drømme om at bruge Foursquare – men hvis mobilen spurgte venligt om den skulle slå GPS’en til og give hende de nærmeste søgeresultater, ville hun finde det såre fikst og straks sige ja tak. Og udsigten til diskrete GPS-anvendelser ville også være et godt argument for at lige at sikre at der stod GPS på den næste mobiltelefon hun købte.
Hvor Foursquare og diverse geosociale tjenester bruger lokationen som et aktivt og socialt element, så er det tjenester som Google og Rejseplanen som her i begyndelsen vil trække læsset med at udbrede teknologien til andre end geeks og early adopters. Først når Facebook inden længe får truffet de sidste svære beslutninger om design og privatliv og tilføjer muligheden for at geotagge, tjekke ind eller hvordan de nu lancerer det – vil geosociale tjenester der deler vores lokation blive mainstream.
Kald mig bare Captain Obvious – men hvor Google helt sikkert er det helt oplagte valg når man skal bygge location ind i sine webtjenester, så det er ganske enkelt ikke til at få øje på nogen der både har en udbredelse og viden om vores relationer, som kan true gøre Facebook de næste par år. Her vil kombinationen af lokation+relation+udbredelse gøre Facebook til den mest interessante platform at bygge rene geosociale lokationstjenester på de næste par år.
De fleste af os har efterhånden en GPS-chip i vores mobil. Hvis ikke vi har, så har vi det med meget stor sandsynlighed i den næste mobil vi køber (Iflg Gartner vil 75% af alle mobiler solgt i 2011 have GPS indbygget!). Så når Facebook nu bevæger sig ind på det “geosociale” felt, hvilket de forventes at annoncere på deres udviklerkonference i disse dage, og dermed kombinerer mennesker med lokationer, så kan det komme til at ændre vores sociale liv fundamentalt!
Det kan måske lyde som en nørdet detalje. “Nå ja – det er da smart nok at man kan vise sin position med sin mobiltelefon”. Men min interesse er ikke nørdet. Jeg ser nemlig en række mulige psykologiske konsekvenser, som er spændende og rækker en hel del dybere end man umiddelbart kan forestille sig ved første øjekast. Jeg tror at lokationsteknologier vil nå en kritisk masse snart – ikke mindst hjulpet af Facebook. Det helt kritiske øjeblik bliver når vi vænner os til at have vores GPS tændt konstant og at afgive vores position til vores netværk løbende frem for punktvis. Men allerede når lokationstjenesterne bliver main stream, vil betydningen blive enorm!
Jeg derfor har samlet nogle mulige scenarier fra din nærmeste fremtid:
1. Det er slut med at spørge “hvor er du henne?” når du ringer
Siden telefonen blev mobil, har vi ringet op og spurgt hinanden: “hvor er du?”. Vores position er altså alene i sin nøgne form af stor betydning for os – og snart vil det være lige så naturligt at vise position som at vise telefonnumeret på den der ringer op (hvilket vi heller ikke altid har gjort). F.eks. mobilen ringer og viser teksten ”Jørgen – 1,2 km fra dig” samt et lille oversigtskort.
2. Du vil begynde at lade social status lede dine skridt
Forestil dig følgende: Du har valget imellem at gå på Jensens Bøfhus eller at gå på Meyers Deli. Du har faktisk mest lyst til det første, men der er jo lidt mere status i det sidste. Og det passer jo bedre med at du gik i Botanisk Have igår og at du valgte at kigge efter nye bukser i Pisserenden, frem for i Field’s. Du kan jo lade helt være med at være geosocial idag, men dine online-venner kommer jo så mange spændende steder, så du vil ikke stå tilbage. Du går på Meyers og spiser noget mad du ikke forstår, mens du tænker på fritter og all-you-can eat regnbue-is.
Hvis du troede at snobberi og præsentation af det ideelle liv havde toppet med at poste billeder af skiture, solnedgange og hvidvin på terrasen på Facebook, så kan du tro om igen. Det næste store statusgivende element bliver din position og hvor du måske nu hele tiden har i baghovedet hvordan det du foretager dig vil blive modtaget af dine venner på Facebook, vil du have i baghovedet, hvilken geografisk placering der vil give bedst status. Og du vil måske lige gå en omvej ad en mere statusgivende rute, for lige at kunne tjekke ind og tagge din position der.
3. Du vil bruge en masse ord på at “frame” dine positioner
Dine positioner kan ikke altid stå alene og det er derfor ikke uvæsentligt at du selv kan øve indflydelse på folks fortolkning af dem – at “frame” dem. Derfor vil du begynde at skrive en masse om egne og andres positioner og lade andet være usagt. Du vil være nødt til at distancere dig ironisk fra nogle steder og redegøre for hvorfor du ikke er andre. Nedenstående blev postet på Twitter af Andreas Johannsen (#4sq henviser til tjenesten Four Square):
Nu var det kun en bøssebar, men hvad nu hvis det havde været Fisketorvet? ;o) Du kan i hvert fald regne med at vi snart allesammen vil begynde at tale om vores geografiske position og at det bliver en aktiv dimension i vores sociale netværksaktiviteter.
4. Der åbnes helt nye muligheder for markedsføring via f.eks. Facebook og Google ads.
Hvis jeg fik en 5′er for hver gang nogen begejstret har fortalt mig om et banebrydende nyt forretningskoncept de selv har fundet på, som går ud på at matche brugerens lokation med målrettede annoncer, så havde jeg til at købe en ny telefon. Men overvej lige konsekvenserne af at det faktisk kan være lige om hjørnet nu:
Annoncøren kan målrette sine annoncer og vise et godt tilbud til mennesker som har stået mere end X sekunder foran butiksvindue Y. Så har du stået og savlet over den sidste nye Playstation, så er det måske lige en 10% rabat og et link til en webshop, du skal have, når du igen sidder ved din PC.
Cross media marketing: Det store billede på en out door giver en psykologisk “impact” som er større end den som små online-annoncer kan give, men til sammen kan man forvente en større effekt. Annoncøren på f.eks. kan målrette annoncerne på nettet, så de rammer folk som er gået forbi en outdoor annonce mere end 10 gange. På den måde kan en lille annonce maksimere effekten af den store og desuden koble et link på til H&M’s Facebook-side eller webshop (hvis de har sådan én).
Dynamiske outdoor-reklamer. Det kræver ikke ret stor opgradering af outdoor-medierne (en storskærm og en PC der er koblet på Google Adsense) før de kan begynde at vise annoncer der er baseret på dine præferencer. Og andre lokationer. Hvis du lige har været i biografen og se The Wolfman, vil ovenstående outdoor H&M reklame med Benicio Del Toro nok ramme ret godt plet. Google har allerede et komplet overblik over hvad biograferne viser hvornår!
Hvilken værdi tror du annoncører har af at vide om du er sammen med venner, er et sted for første gang, lige har været et bestemt andet sted, er ude for første gang idag, tit går i Tivoli, kun besøger storcentre i weekenden, er på værtshus 3 timer hver dag osv. osv?
“Men jeg vil da aldrig lade min mobil fortælle hvor jeg er henne!” Jo! Det tror jeg faktisk at du vil. For ellers vil du gå glip af de rabatter som tilbagevendende kunder får de steder du handler. Og du vil ikke kunne bruge den reklamefinancierede wi-fi som din by tilbyder! Og endelig vil du manuelt skulle fortælle dine Facebook-venner hvor du er. Det er ikke ret subtilt og so 2010!
Den geografiske dimension vil åbne mulighed for at dine omgivelser kan reagere på dig og det varer ikke længe før du husker tilbage på den gang man selv var nødt til at fortælle hvor man var henne, på samme måde som du idag ser på fænomener som telefonbøger og virksomheder som ikke har et website.
Du har sikkert tænkt på mange eksempler selv og er velkommen til at dele her
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status.
På samme tidspunkt dukkede en video op, som viste amerikanske soldater (vore allierede) i færd med munter nedslagtning af civile fra en helikopter i en forstad til Baghdad. Man kunne have forestillet sig at disse videoer havde stjålet opmærksomheden fra Okmans grovheder og måske medført et krav fra offentligheden om en større debat om vores krigsindsats og baggrunden for at vi idag stadig er en krigsførende nation – med allierede, hvoraf nogle opfører sig som kliniske psykopater.
Men det var Okman som klart løb med al opmærksomheden. En person som opfører sig som en rejekælling og står på et hjørne og råber banale uforskammetheder af sig, har altid være bedre sladrestof end komplekse geopolitiske forhold. Og er der noget som folk der arbejder med kommunikation desuden ikke kan stå for at kloge sig om, så er det når andre i kommunikationsfolk kvajer sig med deres kommunikation.
Det bemærkelsesværdige ved den (i øvrigt komplet banale) Okman-case, var imidlertid at den fandt sted nu og ikke for et eller to år siden. Facebook er nemlig ikke et nyt medie længere og det er ofte når vi tager nye medier i brug, at vi bliver overrumplet af deres konsekvenser.
Da skriftsproget blev alment udbredt, skulle man pludselig huske på at ens tanker rent faktisk kunne blive liggende i lokalet, efter man var gået – og dermed blive læst af andre. Med telefonen, skulle man vænne sig til at den man troede man talte med, i realiteten kunne være en helt anden. Eller at der kunne være medhør på og svigermor kunne høre at man kaldte hendes julegave hæslig. Med fremkomsten af email, skulle man vænne sig til at et forkert klik kunne sende en privat besked til en forkert person, at den man mailede med, måske havde en 3. person på BCC. Eller at den rare dame man skrev med, måske i virkeligheden var en skurkagtig mand der sad i Nigeria.
En lidt mere pikant variant sås da en af mine venner (du ved hvem du er) havde bedt Microsoft Messenger om automatisk at fortælle alle sine venner hvilken musik han hørte i Windows Mediaplayer lige nu og pludselig syntes at høre en sang der hed ”horny teen amateur gets fucked.avi”.
På Facebook skal vi jo lære at mennesker kigger med – også selvom de måske aldrig selv skriver noget og dermed virker usynlige for os. Og når vi så vælger at danne elektronske relationer til dem vi drikker fyraftensbajere og går til receptioner med, så er grænsen imellem privatliv og arbejde ikke hvad den har været. Det kom helt bag for folk for et par år siden, men takket være en masse gode folk og firmaer, som har lavet guides om Facebook’s privatlivsindstillinger, kombineret med den generelt stigende erfaring med mediet, er det efterhånden almindelig viden at man selv har et ansvar for at beskytte sine opdateringer – ellers er de i realiteten offentlige. Og hvis man blander private relationer med jobrelaterede, så kan de fleste kommunikationsmedarbejdere idag finde ud af at inddele folk på forskellige lister som ikke allesammen har adgang til at se det samme. Kunne de det ikke før, kan de det i hvert fald nok nu.
Men helt aktuelt tænkte Ditte Okman (en professionel kommunikationsmedarbejder!!) angiveligt ikke på at det hun skrev faktisk røg ud til hendes journalistvenner og andre sladrehanke, hvoraf nogle så gjorde hvad alle gode venner gør: solgte historien til pressen. Det gode ved den slags cases er at de fremskynder offentlighedens opdragelse og gør det mindre sandsynligt at netop det sker igen. Men hvad bliver så det næste?
Vil du være ekspertlækker, så begynd at tale om geo-sociale medier
Iflg. Gartner vil 75% af alle solgte mobiltelefoner næste år indeholde GPS. Vi får allerede nu avanceret lokationsteknologi smidt i nakken, men vi har stadig ikke set den store udbredelse af lokationsbaserede tjenester. Det er stadig mest “early adopters” som eksperimenterer med de geosociale medier på deres iPhones. Men det er kun et spørgsmål om tid – måske meget kort tid – før folk i hobetal begynder at benytte sig af de GPS-chips, som ligger i deres mobiler. Det kræver kun at teknologien lige får det sidste nøk i retning af kompatibilitet og ensartethed – og dermed danner grobund for nogle tjeneste som kan samle os allesammen på samme måde som email eller Facebook gør idag.
Når først det hele virker, så vil folk begynde at stole på tjenesterne og lægge forretningskritiske og sociale processer ind på dem. Og når vi først vænner vores familie til at de kan finde os – eller får løn efter hvor ofte vi opholder os et bestemt sted, så vil disse tjenester ikke længere være noget vi tænder en gang imellem – men noget der står tændt hele tiden. De geosociale medier står over for at forandre vores verdensbillede igen – snart vil det være slut med at ringe op og spørge hinanden “hvor er du?”.
Og når det sker, vil det lige tage os et år eller to at følge med. Og så er det at vi glemmer at vores mobil sladrer om hvor vi er henne til vores venner. Og så er det at din gode ven Michael Jeppesen pludselig står helligt frem og sladrer om at du slet ikke var til det møde på Island som du sagde du var, men at du måske var taget på ferie med din famlie. Eller at du var på Christiania, på værtshus, hos din ex eller på bøssebar.
Så kære journalist i by og på land: hvis du vil være helt fremme på beatet med de nye teknologiers betydning for os, så er det NU du skal begynde at tale om hvad de nye geosociale medier kommer til at betyde for vores hverdag.
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
For er der noget jeg ikke er interesseret i, så er det en social netværkstjeneste der ved noget om mig. Og det stopper jo ikke der; når jeg fortæller om min alder og mit køn, bliver det brugt til at sende mig reklamer der passer til mit segment. Og når jeg lægger billeder ud af min carport og min aftensmad, kan jeg ikke engang være 100% sikker på at de ikke bliver set af andre!
Nu må det stoppe! Jeg kræver at Facebook holder op med at bruge mine data til annonceformål. Hvorfor skal jeg have målrettede reklamer, når jeg kan få 100% random reklamer for trussebind og diverse gerontologiske serviceydelser? Hvorfor skal jeg belemres med forslag om at blive venner med folk jeg selv har søgt efter, når det nu er så meget mere frigørende at jeg selv skal gå ind og søge efter dem hele tiden for at finde ud af om de nu er kommet på Facebook? Og hvorfor skal jeg finde mig i at alle mulige mennesker kan komme til at se mine fotos! De er jo private – det er jo netop derfor jeg har lagt dem ud på internettet!
Hvorfor kan Facebook ikke være som Google?! Google har ikke en side hvor jeg kan gå ind og bestemme hvad andre må se – deraf kan jeg kun slutte at Google ikke gemmer data om mig som andre kan misbruge. Selv har jeg naturligvis opsat de strengeste privatlivsregler på min Facebook-konto. Det siger sig selv at jo mere hemmeligsfuldt jeg opfører mig på en social netværkstjeneste, jo mere værdifuld er den for mig og dem jeg er “venner” med.
Og hvad med børnene – tænker ingen på dem?! Da jeg var dreng, fik jeg at vide at jeg ikke måtte gå med fremmede hjem, lige meget hvor rare de virkede – men siden Facebook kom, er det nu blevet fuldkommen umuligt for mig som forælder at lære mit barn helt fundamentale principper for social adfærd og de er derfor nu helt blottede for børnelokkeri.
Værst er det dog at Facebook tjener penge på mig og sælger mine informationer til annoncører! Det er simpelt hen for grådigt og må høre op! Jeg mener istedet at det ville være rimeligt at Facebook havde en forretningsmodel der gjorde dem stort set værdiløse for annoncører, samtidig med at de gratis stillede en tjeneste til rådighed for mig, som jeg bruger hver dag og hverken ville undvære eller betale for.
Marketing via social media is smart indeed. In stead of paying companies to spread your message (e.g. via ads from Google), you get the users to spread it themselves. What a great idea!
But there is one tricky part: it’s called “free will” and even though there is philosophical debate over it’s existence, it can still kill your campaigns.
What if people don’t spread your message? What if there is no buzz on blogs, Facebook, Twitter? What if the comment fields below your Youtube-videos remain empty? Then it’s really, really tempting to start writing the comments yourself, as if they came from a cheerful crowd of grass roots. But when you do that, you have crossed the line to astroturfing. Astroturfing is the discipline of faking public interest and has it’s origin in politics – it’s also known as “rent-a-crowd”.
But this is why it works – at least in the short run:
Many phenomena – bot offline and online ( like the now infamous “Karen26″ campaign from VisitDenmark ) are not primarily spread socially by their contents alone. Often it’s only when a video, Facebook-group etc starts attracting interest, will it become interesting to the masses. Imagine that you see 100.000 people looking at the same object in the street on your way to work. What are the chances that you will look at it as well? The social interest itself makes the object more interesting – no matter what the object is. So if you can fake interest, more interest is more likely to follow.
Getting a high ranking on Google by creating link farms and thereby tricking google into thinking that your content is interesting is related to astroturfing, but there is a difference. When you hack Google, you trick a machine – when you astroturf, you trick people. (And if you do it badly, you end up in the Rachel Maddow show as seen below about 1 minute into the clip ).
The FACES of Coal campaign is a clear cut case of astroturfing, but what in the case of Karen26? Apparently, a seeding agency was used (GoViral?!) to plant it – and most importantly – to get the media hooked. My own first knowledge of the case came from a danish news reporter, who mailed me and wanted to know if I had any gossip and personally I think that the video would have flopped if it wasn’t for online newspapers. But is seeding astroturfing? And is it wrong?
I will not moralize here – it’s not my thing. And I can not draw the excact line between astroturfing and seeding. But I can give you one reason why I think it’s really unhealthy to use deception and try to hack people’s free wills into spreading your message:
It will not address the main issue here: that your product probably sucks. Fix it!
A few minutes ago, I noticed that the Denmark based CMS company, Mono.net, had begun running Google ads on the “Danish mother seeking” keywords. The ad says “Do like Karen from Denmark – and create a free website at mono.net”
As you may know, Mindjumpers actually were the first to suggest Mono.net as the company behind the viral video-campagin – “Danish Mother Seeking”, posted by the Youtube account, “KarenDK26″. Even though this definitely does not look like one of the founders of Mono.net, as stated in the post, the analysis behind the suggestion is correct, since Mono.net has a lot to win from this campagin.
Mono.net is hosting the really amateurish website, where the fictional Karen figure (a.k.a. Ditte Arnth ) presents herself and her little son. I can’t really remember if anyone actually checked this with Mono.net – but they have had quite a silent life, since their launch over a year ago, so a good viral campagin could be just what they needed.
But even if they didn’t make the campaign, they are now riding the viral wave and cashing in on it with ads on Google. Good for you, folks@Mono – enjoy the ride ;o)
En blog er god til at formidle en løbende strøm af tanker, observationer og ikke mindst emner med en vis aktualitetsvinkling. Derfor har jeg blogget løs her fra virkeligheden i over 5 år.
Det vil jeg blive ved med, men efterhånden har jeg fået behov for en platform for mine kommercielle aktiviteter – primært mine foredrag og de længere ting, jeg er ved at skrive. Derfor har jeg åbnet mindsurfer.dk – som både er titlen på mit aktuelle foredrag og det min første eBog sikkert kommer til at hedde.
Nyt: Nyhedsbrev om internetpsykologi
Både eBog og foredrag handler om hvad der egentlig virker i professionel kommunikation via sociale medier som Facebook og lignende. Hvis du er interesseret i emnet, så skal du da skynde dig at melde dig på mit nyhedsbrev, så vi kan holde kontakten ved lige.
Jeg er nyudsprungen som foredragsholder og håber inden alt for længe at komme til en mikrofon i nærheden af dig og dine kolleger. Hvis alt går efter planen (og det gør det aldrig) så dukker jeg op hos en af landets førende foredragsbureauer i løbet af sommeren.
Men hvis du er interesseret i at booke mig, kan du også selv tage kontakt direkte til mig på 61678913 eller læse mere på mindsurfer.dk
Hvis du endnu ikke har opdaget det, så indeholder Google Maps en funktion, der lader dig zoome ind på veje og gader i mange af verdens byer med den såkaldte Street View funktion.
Idag twitter en sædvanligvis pålidelig kilde (harddiskens Henrik Føhns) at Googles Street View biler klokken 10 i formiddag (for ca. 20 minutter siden) begyndte at køre rundt og lave detaljerede 3D-optagelser i København, Århus og Odense. Så hvis du bor i indre by er det nu du skal moone fra vindueskarmen (eller undlade at moone - alt efter temperament) – eller måske nøjes med at hænge firmalogoet ud på gaden.
Jeg var også blandt dem der tunede ind på CNN, da USA’s nye præsident, Barack Obama, blev indsat.
Selve ceremonien var lige lovligt usmagelig og aparte efter min smag – især den mystiske og Wrestling-agtige stemme, som introducerede deltagerne. Men det var alle pengene værd at se George Bush flyve sin vej – og så bød dagen også på en gigantlancering af de kommende tjenester som Facebook vil tilbyde andre websites – og som tillader sites som CNN.com at integrere Facebook-funktioner i deres egne sites.
Gennem et interface hos CNN (som er lukket ned nu), kunne man både se tiltrædelsesvideo LIVE og se en liste over ens venners statusopdateringer, såvel som statusopdateringer for alle Facebookbrugere som var inde på sitet. I praksis var det stor set værdiløst, da de fleste blot skrev direkte ud i det blå. Men som et varsel om fremtiden, var det sigende. Facebook er med deres “Friend Connect“, på vej til at gøre hvad Google meget klodset (jeg har testet det – det virkede ikke) og indtil videre forgæves, har forsøgt med Open Social initiativet.
Meget kunne tyde på at kampen mellem de spociale netværkstjenester i 2009 kommer til at foregå på de andre store websites- og kommer til at handle om at levere den software som binder folk sammen, når de f.eks. ser videoer eller spiller online. Her er det jo i sidste ende, den kritiske masse det handler om. Og her fører Facebook indtil videre. suverænt
Mon ikke det er Google Translate som er blevet brugt, når du pludselig får et Nigeriabrev på “dansk” med en mildest talt overraskende syntax? På Google Translate, kan du nemlig skrive f.eks. engelsk, kinesisk eller dansk og få det oversat til et af 22 andre sprog. Til forretningsbrug er det langt fra præcist nok, ja komisk sågar, men forestil dig at du støder på det site her: http://www.tudou.com/og bare skal fatte hvad det drejer sig om. Så kører du sitet igennem oversætteren og pludselig kan du faktisk orienterer dig! Nice, yes?
Google’s “pendant” til Earth, kigger udad i rummet og giver dig stjernehimlen. Nu er Google Sky også kommet i din browser og selvom den flere steder ser noget sammenklistret ud, så peger det kun én vej: “mod det uendelige univers!”
Her om et par timer har jeg et møde i Sydhavnen – nærmere betegnet på Ben Websters Vej 26. Og da jeg aldrig har hørt det vejnavn før, slår jeg naturligvis op på nettet for at få et overblik. Først får Google Maps lov at prøve og kommer op med nedenstående billede – hvor vejen bliver fundet, dog med det forbehold at GM ikke helt er sikker på vejnummerets placering.
Som du kan se, er det måske ikke et helt aktuelt billede og jeg er også lidt nysgerrig efter at se hvordan der egentlig ser ud. Jeg slår derfor op på Microsofts Live Maps for at se om de klarer det bedre. Hos Microsoft kan man slet ikke finde vejen(!) og foreslår undervejs at jeg måske vil lede efter Benin (Afrika). Nu er det jo så heldigt at jeg allerede fra Google ved hvor vejen ligger og jeg spinner derfor MS hen på adressen og aktiverer “birds eye” – og får så nedenstående (formindsket af mig) billeder fra 4 verdenshjørner.
Niiiiice…. Billederne hos MS er nyere og verden kan ses fra flere vinkler og det er alt sammen meget imponerende og lækkert – altså bortset lige fra at det ikke kan bruges til at finde adressen med – og det er jo det primære formål med et kort. Så MS er flottest, men i det daglige vælger vi jo det, der virker – og det er derfor Google stadig fører, selvom Live Maps kæler for min visuelle cortex. Google maps er desuden også førende med forretningsmodeller og API’er der gør det muligt at bygge maps ind i sine applikationer GRATIS! Så de få gange man skal have øjeslik, er det altså lige nu Microsoft – men det forbliver – også på kortområdet – Google jeg slår op på først…
Ifølge webware.com går google nu i pressen med bekymringer om at Microsofts eventuelle overtagelse af Yahoo kan føre til monopollignende tilstande. Haloooooo! I betragtning af at Google sidder på over 2/3 af verdens betalte søgeresultater, så må det vist gøre Google til en oplagt kandidat til “månedens tudefjæs”. Jeg er ingen Microsoft-fan, men Microsoft skal naturligvis overtage Yahoo for kun ved at have jævnbyrdig konkurrence, vil begge have et incitament til at blive ved med at sprøjte fantastiske gratistjenester ud på markedet. Det værste der kunne ske ville være at Google overtog Yahoo (eller blot insourcede Yahoos reklamenetværk). Monopoler får virksomheder til at slappe af med innovationen og at blive arrogante over for brugernes behov og rettigheder.
I december 2006 flyttede jeg herfra. Du kan se hvor det er på Microsofts Maps i det såkaldte “birds eye” perspektiv. Microsoft har valgt at flotte sig max med nærbilleder i beboede områder og nedprioiterer til gengæld de mindre beboede, så vidt jeg kan se. Det er jo fedt hvis man f.eks. bor i landets hovedstad. Når Microsoft fører totalt på point, er det fordi man kan rotere alle birds eye billeder og se dem fra 4 verdenshjørner. Det stürer. Kom frisk med noget sejt, Google…
Sent tirsdag aften gik Microsofts LIVE.COM ud af beta. Live.com er en head on konkurrent til Google’s suite af applikationer og tjenester og tirsdag lukkede de også op for registrering af live.com mailadresser. Jeg snuppede straks ulrich@live.com til min ven Ulrich Kirkegaard på Hawaii, der jo bruger Hotmail i forvejen. Peter Jes Køhler, der læser neuropsykologi på Dartmouth anbefalede jeg at snuppe brains@live.com. Det er pokkers som den slags navnelege bringer den usleste hamster frem i én. Hvem bliver ikke grebet af en pervers klondike-stemning når en global tjeneste udbyder navne. Og hvis du kender en der hedder claus, så kan han få claus@live.com ;o) Jeg kan da til mit forsvar sige at adresserne blvier frigivet efter 4 måneder, hvisde ikke harværet brugt. Selv er jeg ikke fristet at Hotmail, da Microsoft stadig forsøger at stavnsbinde brugerne. I modsætning til Gmail.com, kan Hotmail-brugere hverken videresende til ikke-Hotmail konti eller hente mail med pop3 (fra et standard-mailprogram).
Med Live.com rykker Microsoft virkelig hårdt frem. Deres tjenester er gennearbejdede og innovative og efter min mening rykker de nu op i superligaen med deres maps, blogs og billedarkiver. Deres Messenger og Hotmail er allerede markedsledende men har også fået en overhaling. Microsofts strategi, der går ud på at kombinere applikationer og online-tjenester, har givet sig udslag i programsuiten LIVE, der byder på meget lækkert designede brugerflader. Blandt anden en meget tynd mailklient, blogging software og billedbehandling i en programpakke der er direkte koblet på live.coms tjenester.
Senest tjekkede jeg lige det sted jeg selv sidder på henholdsvis, Google Maps og Microsoft Virtual Earth. Her opdagede jeg at MS har købt overflyvningsfotos i høj opløsning som samtidig er nyere end Googles. Man kan se de tætte fotos i MS’s Birs’ Eye perspektiv. Og ikke nok med det: MS har købt fotos fra 4 verdenshjørner, så man kan rotere. Giganterne kaster milliarder efter at lave de fedeste og mest mind blowing tjenester til os og jeg elsker det. Nu må Google da snart gøre noget banebrydende ved deres maps som jo virker helt gammeldags. Hvornår kan man mon bruge de tjenester til at finde en parkeringsplads med?
Da Microsoft betalte $240 mill for 1,6% af Facebook og ikke mindst en eksklusiv ret til at bringe annoncer på sitet, var Google stille. Man hørte dem ikke tude og så vidt vides deltog de slet ikke i budkrigen. For få dage siden blev det klart hvorfor. Facebooks genistreg var at de åbnede deres platform op for andre udviklere og gik fra at være et website til at være et styresystem for social software. Men mens alle så efter Facebook, var Google ved at køre dere egen platform i stilling – og det er vel at mærke ikke en platform der baserer sig på en enkelt tjeneste – men på mange. Googles Open Social platform, er intet mindre end et social software API (Aplication Programmers Interface – der gør det muligt for andre at skrive egne applikationer til et system) der samler mange portaler. Af de væsentligste kan nævnes Myspace og LinkedIN. Se en liste her – mon ikke den bliver opdateret løbende?
Dette ser jeg som en af det væsentligste nyheder i 2007 – og det kan i yderste konsekvens betyde at email som vi kender det bliver udkonkureret af de sociale tjenester. Det bekræfter atter talemåden der siger: Google er ikke en spiller – Google er banen der spilles på.
Når man er bruger af Google Calendar, virker det som overlegent lækker fråds at man kan få en gratis SMS-reminder, inden sit møde eller den aftale man nu har smidt i kalenderen.
Jeg har længe troet at det bare vare en beta-ting, som de ville tage penge for en dag. Nu slår det mig at de kan være ved at opbygge en kæmpe base af modtagere til deres kommende SMS marketing-tiltag. Ved at læse hvad møderne handler om, kan de sælge den resterende plads i disse SMS’er til marketingfirmaer, der f.eks. vil ramme alle der skal til eksamen, svømning eller til møde om et bestemt firma eller produkt. Hvis det er sådan det hænger sammen, er det overvejende sandsynligt at du læste det først på Virkeligheden.dk
Hvor køligt kan det blive? At Google Earth har fået afsløret sin hidtil hemmelige (så tror vi på den) flysimulator, har du desværre nok læst først et andet sted end på Virkeligheden.dk. Det skal altså ikke afholde mig fra at smide en post på om det. Sådan gør du: Hent seneste Google Earth og tryk CTRL+ALT+A for at få flysimulatoren frem. På billedet flyver jeg op langs Strandvejen i 6000 meters højde. Lettere (læs: brutalt) cool, selvom der hverken er lyd eller lækre features på.
Den er svær at styre med tasterne, da man hele tiden overstyrer. Men hvis du ikke vidste at du kan klikke én gang med musen så pilen forvandles til et + derefter styre din flyver med bittesmå bevægelser, læste du i hvert fald det først på virkeligheden.dk
Google elsker Microsoft. Det gør de fordi Microsofts eksistens og status som “evil empire” tillader mastodonten Google at fremstå som en græsrodsbevægelse (hvilket det IKKE er). Deres – meget amerikanske – brugerflade, der mest består af tekst og ret få grafiske rammer, fungerer optimalt på google.com, men når man ser på gmail.com, som jeg har haft mulighed for at betateste, er resultatet katastrofalt. Den puritanske modvilje imod at anvende grafiske elementer – eller måske endda (gyyys) knapper, får brugerfladen til at fremstå ualmindeligt forvirrende og hjælpeløs. Det er kun fordi Google er lig med god græsrodskarma at ingen endnu har draget paraleller til kejserens ny klæder. Om igen, Google. Hvis du vil have en Gmail konto og teste selv, så bare send mig en mail. Se mere her >>
Google har nu fået tilladelse af de amerikanske børsmyndigheder til at sælge deres aktier. Det er ikke overraskende at stifterne har besluttet at sælge firmaet nu. Microsoft går, med deres nye søgemaskine, efter struben på Google. Da søgemaskiner (ligesom browsere) er et spørgsmål om vane, er det sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før brugerne er blevet vænnet til at bruge MSN – der jo kommer indbygget i browseren. Det eneste overraskende er at nogen rent faktisk finder på at købe Google på nuværende tidspunkt.
2 Comments to Read 
Google+ breder sig, mens dette skrives, som en steppebrand blandt nørder og kommunikationsfolk på nettet. Google+ er Google’s “Facebook modsvar”, som lægger et “socialt lag” på Googles webtjenester og jeg kan med det samme afsløre at de faktisk gør en masse ting helt rigtigt.
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som 
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status. 
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
Mon ikke det er 
Ifølge 
Google elsker Microsoft. Det gør de fordi Microsofts eksistens og status som “evil empire” tillader mastodonten Google at fremstå som en græsrodsbevægelse (hvilket det IKKE er). Deres – meget amerikanske – brugerflade, der mest består af tekst og ret få grafiske rammer, fungerer optimalt på google.com, men når man ser på gmail.com, som jeg har haft mulighed for at betateste, er resultatet katastrofalt. Den puritanske modvilje imod at anvende grafiske elementer – eller måske endda (gyyys) knapper, får brugerfladen til at fremstå ualmindeligt forvirrende og hjælpeløs. Det er kun fordi Google er lig med god græsrodskarma at ingen endnu har draget paraleller til kejserens ny klæder. Om igen, Google. Hvis du vil have en Gmail konto og teste selv, så bare send mig en mail. 