Klokken 7:35: Jeg bliver vækket af en journalist fra Berlingske som spørger: “Har du en kommentar til den Kony-video, der går viralt lige nu?” jeg indrømmer at jeg ikke har set den, men siger, som jeg altid gør i den slags situationer, at der ikke er ret mange videoer der “går viralt” uden at det er fordi pressen er gået i selvsving over den og har spredt den flittigt. Derfor kan man ikke forstå den slags fænomener uden at se på pressens rolle.
Journalisten siger farvel og tak og jeg ved at jeg ikke hører mere fra ham. Han vil ikke sende mig citater til gennemsyn for han er allerede hastet videre til nogen der ikke vil forplumre hans begejstring med den slags kedelige analyser. Sådan reagerer de altid på det svar.
Efter at videoen rammer forsiden af pol.dk, begynder den at dukke op på Facebook, med kommentarer som:
“Vær med til forme fremtiden, til en bedre fremtid. Vær med til at gøre Jospeh Kony berømt, så han kan fanges og dømmes for sine handlinger mod menneskeheden. Denne film viser dig hvorfor!”
Og mere af samme skuffe. Filmen vækker tydeligvis begejstring og jeg giver mig modvilligt til at se den. Og jeg må indrømme at det virkelig er et ret godt håndværk. En kampagnefilm, som burde være pensum på kommunikationsskoler verden over og sikkert bliver det.
Kort fortalt er filmen en kampagne som skal motivere borgere til at lægge pres på USA’s regering, så de intervenerer militært i Afrika og fjerne en lokal krigsherre, som bruger børnesoldater, som han “rekrutterer” ved at bortføre dem fra deres hjem. Og de gør bare en hel masse ting rigtigt på en gang:
De udnytter forvekslinger med lignende sager
De kobler sig på “det arabiske forår” og “anonymous” og alle andre ting der smager af demokrati + internet. Som mine egne undersøgelser har vist (bl.a. i forbindelse med at jeg fik 27000 mennesker til at joine en fiktiv Facebook gruppe imod nedrivningaf Storkespringvandet i 2009), forveksler folk ofte både subjekt og objekt i den slags kampagner. Altså både skurke og ofre bliver tit forvekslet med andre aktuelle skurke og ofre. Vores hjerne er doven og danner mønster – også hvor de ikke findes. Det er derfor altid en god idé at forsøge at skabe forvekslinger med andre populære sager i hjernen på dem man vil have til at købe ens kampagne og dele den online.
De skaber identifikation med deres motiver gennem oplevet transparens
Moderne kritiske netbrugere er ikke dumme – vi er trænede reklamebrugere og faktisk ofte rigtigt kritiske over for folks motiver for at sende os et budskab. I videoen bliver vi afvæbnet ved at de faktisk skaber en oplevelse af transparens, i forhold til deres motiver. Vi får, præsenteret som et kronoloigisk narrativ, indblik i et motiv som handler om at folkene bag filmen blev ramt af stærke oplevelser, da de mødte truede børn og at det får dem til at føle en trang til at “gøre noget”. Disse skuemotiver er meget vigtige for filmens levedygtighed, da de fjerner den skepsis der kan stå i vejen for den smukke og rene følelse, som filmen skal skabe. En følelse, som i sekunderne efter man oplever den, får sin udløsning i at man deler videoen med andre. både for at få valideret sin følelse, men også for at bibringe andre den. Hvilke motiver kampagnemagerne rent faktisk har, aner jeg ikke. Men her præsenteres et motiv man kan identifiere sig med og som forklarer et helt essentielt “hvorfor”!
De formår at skabe et emotionelt link via børnene
En af de svære barrierer for den slags kampagner er at vi, for at kunne leve med at bo i en overflod, mens millioner lever i nød, skaber en fortrængning. Et værn imod verdens smerte, som samtidig gøre at vi kan have svært ved at se små lidende børn i Afrika som andet end et kategorielt massefænomen. Det lykkes meget dygtigt for filmmagerne at fjerne vores panser med billeder af søde hvide børn – og i sekundet efter vise os at små børn i Afrika også bare er børn. At skabe det link er i sig selv en voldsomt stærk følelsesmæssig manipulation med tilskueren og en flot præstation. Men det skaber også en væsentlig præmis for hele kampagnen: nemlig at afrikanske børn også er mennesker og at vi netop derfor skal føle med dem.
Men især gennem den smukke, og engelsktalende dreng, Jacob, skabes vores identifikation med problemet. Grimme børn – eller “børn” som kategori, ville have virket langt dårligere der. Han gennemlever en vis eksistentiel smerte, men er ikke vansiret og det ender godt med at han kommer til USA. Den slags historier frastøder mindre. Det er almindelig kendt blandt nødhjælpsorganisationer at billeder af børn der er ved at dø af sult og lignende, får folk til at klikke væk. Billederene af lemlæstede børn vises derfor også kun i ganske få sekunder.
De giver problemet et ansigt!
En væsentlig forudsætning for at især pressen tager et fænomen op, er at der er personer på. Og her er der en krigsherre, som vi får præsenteret nogle påstande om - bl.a. fra en anklager, som udtaler sig om krigsherrens adfærd. En anklager er ikke et objektivt sandhedsvidne, men en part i en konflikt. Vi får også tallet “30.000 bortførte børn” at vide, uden at få at vide hvor det kommer fra. Tallet underbygges flot af en grafik der viser mange, mange børn og berøres ikke yderligere. Og det er klogt. Få tal giver troværdighed – men mange komplekse tal taler til en anden del af bevidstheden end den emotionelle, som kampagnen sikter imod at aktivere.
Krigsherren har et kort og fængende navn, Kony, som bruges centralt i kampagnen. Den er altså bygget op om at en helt bestemt, navgiven, person er direkte årsag til børns lidelse. Der er nok ingen tvivl om at Kony står i spidsen for en hær, som bruger børnesoldater. Men i filmen sættes som forudsætning at disse børn vil komme hjem til deres forældre, hvis blot denne ene person sættes ud af spillet. Det er da muligt – men det er også muligt at en anden person ville overtage hæren. At disse børn selv ville blive en ukontrolabel militær faktor eller at mange andre og mere komplekse faktorer er på spil i denne sag. Men komplekse faktorer bliver ikke virale. Navgivne skurke gør. Derfor er det især mesterligt at kampagnen bygges direkte op om Kony’s navn.
Vi bliver del af en spirende bevægelse af begejstrede mennesker
Jeg besøgte en gang et firma som arbejder med med at lave virale reklamefilm – altså kommercielle film som havde til formål at skabe begejstret spredning online. Og her var det en etableret sandhed at vi lader os forføre af at se folk der lader sig forføre. Derfor har mange kommercielle forsøg på virale kampagner og ikke mindst politiske – også billeder af et publikum som øjensynligt lader sig begejstre. Begejstrede mennesker skaber identifikation – men ikke mindst skaber de social verifikation. Vi ved godt at det måske er manipuleret – men alligevel kan det være svært for os at abstrahere fra an fornemmelse af et buldrende menneskehav og aktivister som løber optændte omkring med plakater osv. Og det understøtter et budskabs validitet.
Vi inviteres ind i en moderne demokratisk bevægelse med nemme svar på komplekse problemer
Når man har set en film der manipulerer én dygtigt ved at bruge narrative fortælleformer, smukke børn og fæle skurke, bliver vi ramt af følelser. Og netop den følelse du sidder med efter at hav set filmen, er kapital. Den kan nemlig omsættes til handling. I hvert fald visse former for handling. For det er vigtigt at handlingen kan foretages med stor symbolsk værdi og et minimalt og afgrænset ubehag. Og her er kampagnes bud på en kapitalisering af dine følelser godt ramt. For det første bliver du “primet” til at dele den. Du ser flere gange i løbet af filmen små klip med mennesker der deler ting online. Du er derfor meget tilbøjelig til at finde det oplagt selv at dele filmen. Og da en deling både giver en social verifikation og giver en følelse af at have foretaget sig noget, i sekunderne efter du har set den, hvor du føler stærkt, er den skræddersyet til at blive “viral”.
Men samtidig får du en mulighed for at være med i et sjovt “kampagne eksperiment”. Ved at sætte billeder af en afrikansk krigsherre op på gader og stræder herhjemme – kan du nemlig måske få politisk magt. Du kan blive en del af Wikileaks, Anonymous og Det arabiske forår på én gang! Hjemme i din trygge gade. Og du kan koble dig på dagens hotte politiske brand. Og det bedste af det hele er at du ikke behøver at ændre dine vaner. Du skal ikke holde op med at købe varer der er lavet af børn, Du skal ikke lade være med at købe elektronik som forudsætter en ufatteligt giftig og skadelig minedrift. Og du skal ikke lade være med at give dine børn bananer med i madpakken – selvom de er produceret på kemiske bananfabrikker i Mellemamerika hvor plukkerne får lungesygdomme.
Og hvem tænker på at det er en kampagne for krig?
Dette er en kampagne for en militær intervention – men det tror jeg de færreste forstår. “Eksperimentets” mål er at lægge pres på den vestlige verdens ledere – primært USA’s – for at de intervenerer militært og fjerner Kony. Men hvem mon bliver sat til at forsvare Kony, hvis militæret rykker ind? Hvem bliver man tvunget til at skyde på, for at redde hans børnesoldater? Sandheden er at vores demokratiske rus kan føre til at vi endelig får presset populistiske ledere til at rykke ind og dræbe mennesker – heraf mange af dem vi vil redde. Og at der ikke en gang er nogen sikkerhed for at problemet med børnesoldater bliver løst.
Hvis det er et mål man er enig I, så er det naturligvis en ærlig sag. Men så langt kan jeg tvivle på at mange har tænkt. I værste fald kan man frygte at liv og død bliver brikker i en lykkelig forårsforelskelse i dig selv, internettet og George Clooney.
Postet første gang 14.6. 2010, men “genpostet” i dag, for at nuancere min åbenbart kontroversielle udtalelse i Information om at sociale medier er “udemokratiske”!
Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.
På den baggrund kan man kun konkludere at sociale medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.
Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).
[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]
Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.
Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.
For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke? Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.
Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.
Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.
De seneste opdateringer fra Facebook er værd at holde øje med, hvis man er interesseret i psykologien bag vores yndlingsmedie. De rejser nemlig et meget interessant spørgsmål: Vil Zuckerberg & Co endnu en gang få succes med at flytte vores grænser for privatliv og kommunikation, eller har de denne gang ramt en mur der er stærkere – nemlig vores behov for at have kontrol over vores online identitet?
I løbet af december, har din Facebook-profil skiftet udseende. Du har fået en såkaldt “timeline”, der viser alle dine opdateringer på en samlet og mere overskuelig måde. Men selvom din timeline er en stor designmæssig forandring, er den stadig mest kosmetisk. Det er et af Facebooks andre nye tiltag, nemlig den såkaldte “friktionsløse deling” (frictionless sharing), der udgør den mest radikale fornyelse. Friktionsløs deling går ganske enkelt ud på at du én gang for alle åbner for at et website eller en tjeneste kan dele dine aktiviteter og at alt du derefter foretager dig – f.eks. læser på Washington Post eller lytter til på musiktjenesten Spotify, automatisk bliver delt med dine Facebook-venner. Hermed antager Facebook at det næste skridt for os er at begynde at dele alt automatisk – at vi ønsker at afskaffe den “friktion”,der indtil nu har været forbundet med at dele på Facebook. Min påstand er imidlertid at denne friktion ikke bare er et besvær, som man kan blive sparet for, men rummer selve nøglen til Facebooks succes.
Indtil nu har al deling på Facebook været en aktiv handling
Det er foregået ved at vi selv klikkede share, like eller hvad det ellers har heddet gennem tiden. Ved at lade os vælge hvert enkelt sted, billede og website vi ønskede at dele, blev Facebook en flade vi kunne bruge til at redigere, iscenesætte og på andre måder have kontrol over det billede vores venner og netværk fik af os. Nøjagtigt på samme måde som i alle andre områder af virkeligheden, kunne vi vise et billede af os selv vi ønskede. Og sammen med det faktum at vi er på Facebook med vores eget navn og vores netværk, har denne delingsfilosofi gjort Facebook til vores foretrukne værktøj til konsolidering og formidling af virkeligheden online.
Facebook handler altså ikke primært om at afrapportere alt hvad vi gør, men om at vise hvem vi ønsker at være. Vi er ikke forpligtede til at dele et billede af vores opvask og vores grimme brune gryderetter på Facebook, men kan i stedet vise et billede af vores nybagte boller og hjemmelavede sushi. Og selvom mennesker er komplekse og deler af et utal af grunde, så hænger de ting vi deler altid på én eller anden måde sammen med det billede folk får af os. Vi sidder ikke (altid) og planlægger at dele noget, for at skabe et bestemt billede af os selv. Men vi har altid i baghovedet at folk danner en opfattelse af os, bl.a. på baggrund af de ting vi deler. Det er det jeg kalder identitetsøkonomi. Og netop her er Facebook faktisk ikke forskellig fra andre aspekter af virkeligheden.
Hvis din Facebook-profil var en bogreol…
Prøv at forestille dig en situation fra den fysiske verden: Du får gæster til middag. Når de ankommer til dit hjem, byder du dem velkommen og placerer dem i stuen med et glas vin, mens du går ud og ser til maden. Og mens du rører i sovsen, giver dine gæster sig til at kigge sig omkring i stuen og deres øjne falder før eller siden på bogreolen, hvor de giver sig til at studere de titler du har stående. Det ved du godt de gør, så derfor har du ikke stillet alle bøger du nogensinde har ejet i reolen. Og du har sikkert heller ikke læst alle de bøger du har stående. Selvom jeg ikke vil påstå at den eneste grund til at du har bøger stående fremme i stuen er at påvirke folks indtryk af dig, så har du sikkert et publikum i baghovedet, når du bestemmer hvilke bøger der skal i reolen og hvilke der ikke skal.
Men prøv nu at forestille dig at din bogreol nu begyndte at opføre sig anderledes. At du ikke selv satte bøger i den, men at alt du nogensinde har læst, automatisk blev stillet op i reolen. Alle selvhjælpsbøger, alle pornoblade, alle dårlige kærlighedsromaner, alle bøger om fysiske og psykiske lidelser du har lidt af, automatisk fløj op på hylderne til skue for dine middagsgæster. Var det en reol du ville have stående fremme i stuen? Næppe.
Men netop sådan kan man faktisk forstå forskellen på gammeldags deling og den nye friktionsløse, som Facebook for nyligt har introduceret. Og dermed mister Facebook en væsentlig funktion.
Derfor vil frictionless sharing fejle
Når deling bliver automatisk, mister vi vores mulighed for at bruge fladen til at kommunikere og designe vores online identitet med. Hvis vi ikke selv har styr på grænsen imellem privat og offentlig, bliver mediet ganske enkelt mindre interessant som socialt værktøj. Det handler ikke kun om privatliv og overvågning, men om at det er vores udvælgelse af verden – de bøger vi viser, det tøj vi tager på og de møbler vi køber, som rammer et helt fundamentalt behov for os.
Inden jeg skrev dette indlæg, stillede jeg følgende spørgsmål på Facebook:
Ovenstående helt uvidenskabelige survey på Facebook, viser ikke nogen overvældende interessefor automatisk deling, men det behøver jo bare at være et udtryk for at vi endnu ikke er blevet opdraget til at gøre det.
Når jeg alligevel vover pelsen og spår frictionless sharing en meget begrænset succes (sandsynligvis begrænset til nogle få typer af tjenester), frem for at blive den næste store ting, er det altså fordi det strider imod det princip der, efter min opfattelse, styrer vores brug af Facebook; nemlig vores mulighed for at udvælge små udsnit af virkeligheden og bruge dem til at skabe og formidle et billede af os selv.
Vi deler jo ikke et billede af en solnedgang for at dokumentere at solen også går ned i dag. Vi gør det fordi netop denne udgave af en solnedgang, set fra vores sommerhus, sendt en smuk feriedag hvor vi laver bål med ungerne, siger alt hvad vi kan ønske at fortælle os selv og andre om det liv vi lever. Tænk hvis Facebook i stedet automatisk lavede en opdatering hver eneste gang du så solen gå ned? Ville det være værdifuldt? Eller ville de virkeligt betydningsfulde solnedgange i dit liv drukne i mængden?
Det er faktisk i langt højere grad Google’s end Facebook’s stil at automatisere vores online aktiviteter. Eksempelvis har Google i 3 år haft en tjeneste der hedder Google Latitude, som i realtid kan vise hvor vi (eller i hvert fald vores mobiltelefoner) er henne. Tjenesten er langt mere friktionsløs end Facebook Places, hvor men selv skal checke ind. Men hvilken af de to tjenester bruger du selv?
Med Facebooks indførelse af ”tidslinjen”, som viser et mere samlet billede af vores online-aktiviteter, bliver en forståelse af identitetsøkosystemer vigtigere end nogensinde før, for det er nøglen til at forstå hvorfor indhold deles online og hvorfor individer og forbrugere handler som de gør.
Med Facebooks afskaffelse af anonymiteten online, handler internettet ikke længere primært om informationer, men om identitet. Og vi skal ikke længere forstå internettet som et postkontor, hvor indhold sendes omkring, men som en åben arena for vores identitet og selvfremstilling. En arena som er en lige så legitim del af virkeligheden som hjem, arbejdspladser, gadeliv og samfundets andre sociale flader.
Prøv at huske 5 år tilbage. Den gang var den almindelige beskrivelse af internettet at det var et komplet anonymt sted. På nettet kunne man frit eksperimentere med køn, alder og profession, da ingen anede hvem der sad i den anden ende. ”On the internet, no one knows you’re a dog”, lød en humoristisk talemåde i den periode vi i dag kan se tilbage på som det anonyme internet.
I internettets anonyme fortid oprettede man sig på alverdens webtjenester (som f.eks. MySpace), med et alias – et helt unikt brugernavn som skjulte hvem der befandt sig i den anden ende af netforbindelsen. Man kunne ikke hedde noget som en anden brugere på sitet allerede hed, ligesom man ikke kunne finde andre mennesker man kendte i forvejen, med mindre man fik deres brugernavn eller kendte deres email adresse.
Har du lagt mærke til at vi ikke har hørt internettet omtalt som et anonymt sted, i de sidste 5 år? Det er ikke længere en grundantagelse hos journalister og diverse æggehoveder at man er fri til at være hvem man vil på nettet. Det anonyme internet er stort set blevet forvist til netbanker og pornosites. På resten af internettet forventer vi nu i stadigt stigende grad at vi ved hvem der er i den anden ende.
Dette fænomen skyldes fremkomsten af én eneste amerikansk webtjeneste, nemlig Facebook.com, som lige fra dag 1 har haft som eksplicit betingelse at man skal oprette sig med sit rigtige navn. Også selvom det jo ville medføre at der kunne være flere der hed det samme.
Det er min påstand at dette ene træk, det rigtige navn, er selve nøglen til at Facebook er blevet så udbredt som det er, med (iflg. Facebook selv) 700 millioner aktive brugere. For når man ikke længere må være anonym, dækker sitet nemlig et behov, som stort set alle mennesker i moderne samfund har, nemlig behovet for at holde kontakten til alle de mennesker man når at stifte bekendtskab med på sin vej igennem uddannelsessystemer, flytninger og ansættelser. De såkaldt ”svage sociale bånd”.
Prøv selv at huske din første oplevelse med Facebook. Du beslutter dig for at give skidtet en chance og logger på, taster navnet på en gammel skolekammerat ind… og ser pludselig vedkommende sidde og kigge på dig. Med lidt større vom, lidt mindre hår og 20 år ældre, men helt umiskendeligt Carsten, Bjarne eller Ida, som du ikke har set i et halvt liv. I det øjeblik holder Facebook op med at være et legetøj og bliver i stedet løsningen på et problem som ingen andre værktøjer i menneskets historie har løst; nemlig at holde styr på alle de svage sociale bånd, et moderne samfund producerer.
Men i det øjeblik vi træder ud af det anonyme, skifter internettet karakter. For de flestes vedkommende var internettet tidligere et informationsøkosystem, hvor man distribuerede en masse indhold imellem mere eller mindre anonyme brugere via websites og emails. Vi talte om et informationssamfund. Men hvad sker der, når vi pludselig har online relationer med hundredevis af mennesker, som rent faktisk ved hvem vi er og som vi også har haft fysiske relationer med?
I det øjeblik kan vi ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, ved at bruge en informationsmetafor og se internettet som et gigantisk postsystem. For når alle kan se os og ved hvem vi er, er internettet er nu i langt højere grad blevet en arena for vores identitet og selvfremstilling. De ting vi foretaget os får betydning for hvordan andre opfatter os – og dermed for hvordan vi opfatter os selv.
Facebook = virkeligheden. Det giver ikke længere nogen mening at skelne. Det er jo selvfølgelig en anden virkelighed end fodboldklubben, men vi kan forstå Facebook med den samme logik som vi forstår virkeligheden i øvrigt. Det betyder f.eks. at vi konstant lægger et socialt filter ned over de ting vi foretager os online. Fotos, links, videoer og statusopdateringer skal hænge sammen med vores selvopfattelse og ideelle selvfremstilling over for resten af verden. Vi deler indhold for at skabe og vedligeholde et ideelt (eller i det mindste acceptabelt) billede af os selv. Som når du deler det stykke musik eller den artikel, der lige er dig. Vi bruger tid på at dokumentere særligt udvalgte udsnit af vores hverdag, som vi synes fortæller den rigtige historie om os selv. På at spekulere på hvordan det sted vi opholdes os lige nu vil se ud, når vi formidler det i den store sociale arena. Jeg har aldrig set et billede af en opvask på Facebook, men en hel masse af smukke vellykkede måltider, vandreture i bjergene, solnedgange på terrassen, glade børn der leger og eftermiddage med fadøl i Nyhavn. Vi bruger informationer som aldrig før, men de indgår nu som en del af den nye online identitetsøkonomi.
Kilde: Min Facebook-ven Henrik
Den bedste måde at illustrere forskellen på informationsøkonomi og identitesøkonomi på er faktisk med det fotografi af aftensmaden, som mange deler på Facebook. Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at dele et billede af din aftensmad på internettet, ville du nok have rystet på hovedet. I en informationsøkonomi, vil det nemlig ikke give nogen mening at bruge tid på at dele et foto af en portion mad på internettet – med mindre man da vedlægger en opskrift.
Men nu har de fleste vel efterhånden prøvet det og i en identitetsøkonomi giver det også kæmpestor mening. For det siger utroligt meget om os som individer, om vi nu er til hjemmelavet speltbrød eller en stor beskidt bøf bearnaise.
Read the First Comment 
