“Places” er navnet på Facebooks nye lokationsfunktion, som snart kommer til Danmark og som giver dig mulighed for at dele din fysiske placering med dine Facebook venner. Funktionen blev lanceret i onsdags og er allerede aktiv i USA. Inden længe vil den komme til Danmark (og sikkert hedde “steder”) – og især én funktionalitet vil skabe problemer.
I perioden op til lanceringen af Facebook Places, havde der blandt “social media nørderne” på nettet verseret rygter om tiltaget i mange måneder. Der havde ikke mindst været en del spekulationer om hvordan Facebook mon ville udforme og integrere funktionaliteten i deres platform. Et af de centrale spørgsmål var om Facebook ville lave en GPS-funktion der broadcastede brugerens position konstant, som i f.eks. Google Latitude, eller ville de gøre som f.eks. Foursquare.com og lave en tjeneste hvor brugeren selv kunne checke ind – d.v.s. afgive sin position drypvis, når hun selv har lyst.
De fleste gæt gik på den sidste version – altså en form for check-in tjeneste. Ikke mindst fordi det er en hel del mere diskret end en tjeneste der automatisk deler alle steder du opholder dig. Og ganske rigtigt – Facebook Places var da også udformet som en check-in tjeneste da den blev lanceret onsdag. Men der var også tilføjet en funktionalitet, som ikke var ventet, men så alligevel er ret logisk når man kender Facebooks måde at fungere på.
Man kan nemlig ikke kun checke sig selv ind, når man opholder sig et sted – man kan også checke sine Facebook-venner ind! Og det er faktisk “very Facebook”. For på samme måde som man kan “tagge” Facebook-venner i sine billeder på Facebook, kan man nu “tagge” andre på det fysiske sted man opholder sig. I praksis betyder det at hvis jeg f.eks. ser at du kommer forbi samme fest som jeg er til, kan jeg “tagge” dig og dermed i praksis fortælle alle dine venner at du også er her. Eller jeg kan tagge dig i forvejen, når jeg ved at du er på vej. Eller måske bare fordi jeg synes du burde have været her. Eller fordi jeg i min brandert troede jeg så dig. Sagen er at det pludselig ikke længere dig selv der har kontrol over din geografiske fremtræden.
Og hvorfor er det nu et problem?
Det er det naturligvis fordi vi i hele vores liv har været vænnet til at vi selv havde frihed til at iscenesætte vores geografiske liv. Vi er vant til at vi kan fortælle at vi har været steder vi ikke var – og ikke mindst at vi kan benægte at have været forskellige steder hvis det skulle passe os. Og det er faktisk helt almindeligt at vi fortæller forskellige versioner af vores geografiske færden til et forskelligt publikum.
Et ofte brugt eksempel på den problematik er at vi fortæller arbejdsgiveren at vi er syge, men senere på dagen bliver tjekket ind i den lokale bowlinghal af nogle venner. Den situation kan vi jo undgå ved at fortælle alle vi bowler at vi faktisk er sygemeldte og at de ikke skal tagge os – men det kan jo være at vi ikke har lyst til at fortælle at vi faktisk bedrager vores arbejdsplads. Og hvad gør vi så? Nåja – vi kan da bare lade være med at lyve os syge – så er der vel intet problem, kunne man mene. Men forestil dig nu at du er inviteret til en fest og din bedste veninde ikke er. Du vil ikke såre hende og fortæller derfor intet om det – men næste dag ser hun på Facebook at du er tagget ved samme fest. Her er der ikke tale om at du snyder nogen, men bare at du har lyst til selv at iscenesætte din geografiske fortælling.
Hvad enten der er tale om afsløring af snyd eller mere subtile sociale hensyn, så er faktum at den nuværende udgave af Places fratager dig kontrollen med din geografiske historie. Og det er lige meget om du så slukker din mobil – andre vil kunne tagge dig alligevel. Du behøver faktisk ikke at være til stede.
Men kan man ikke allerede idag ødelægge folks dækhistorier på Facebook med billeder etc?
Jo – det kan man naturligvis – men det er faktisk meget sværere at opdage, fordi folk selv skal lave koblingen imellem billeder, tid og sted mentalt. Med et værktøj som places, bliver det helt transparent. I praksis vil Facebooks nyhedsfeed ikke kun skrive “Anders blev tagget i et billede” (som man skal ind og se og derefter tyde) men “Anders var på Palles Bodega“. Smak – intet at være i tvivl om.
Det er grunden til at det temmeligt sikkert vil være denne tagging-funktionalitet der skaber de første skandaleoverskrifter om Facebook Places. Ikke mindst fordi funktionen skriger efter misbrug. Hvem bliver f.eks. den første som tagger Lene Espersen på Palles Bodega, næste gang der er møde i Arktisk Råd?
En af mine centrale pointer, som jeg prædiker ved enhver lejlighed, er at medier som Facebook ikke skal forstås som informationssystemer, men som arenaer for selvfremstilling og identitetsskabelse. Og det gælder også den geografiske dimension som snart bliver åbnet med Facebook Places.
Ud fra en informationsmæssig anskuelse er det for eksempel komplet uforståeligt at folk deler fotografier af deres aftensmad på Facebook. Den informationsmæssige værdi af sådan et billede er (for alle andre end dem der skal spise med om lidt) stort set nul. Men hvis man i stedet anskuer mediet som et spørgsmål om identitet, så er netop det vi spiser jo en stor del af dem vi er og bliver konstant brugt i fortællingen om os selv. Og set i den sammenhæng er det faktisk ret logisk at vi også på Facebook vil vise andre om vi selv laver sushi eller bedst kan lide en stor beskidt bøf. Hvad vi deler er altså i høj grad styret af hvad det siger om os – og hvilken social status det kan give os.
Et andet af mine centrale budskaber er at virksomheder som vil udnytte denne effekt, med fordel kan skabe interessant indhold som folk kan opnå social status ved at dele og derfor vil sprede for deres egen skyld. Ved at lære at udnytte et allerede eksisterende psykologisk behov: behovet for at lave en selvfremstilling, kan man altså opnå den mest eftertragtede effekt på nettet idag – nemlig den “virale” spredning.
Men hvordan anvender man den viden når det drejer sig om fysiske steder? Eller: hvordan kan vi give folk lyst til at “checke ind” (vise med mobiltelefonen at de er der lige nu) i vores butikscenter, på vores café eller i vores idrætsanlæg?
En af de handlinger som virkelig kan give social status er at vise andre at vi har fundet noget interessant. Det er f.eks. hvad 90% af aktiviteten på Twitter handler om. Denne psykologiske effekt er drivkraften bag det meste word of mouth spredning. For hvem vil ikke være den der først deler noget som alle andre derefter begynder at sprede? Hvis du laver noget godt, skidt, komisk, humoristisk eller anderledes, så vil folk elske at dele det – aggresivt! Og hvis det foregår via Facebook, kan folk snart dele din location i samme hug.
Hvis du allerede i dag har en forretning som tilbyder god kvalitet og uovertruffen service eller fantastiske priser, så behøver du ikke at læse videre. Du vil blive delt uden at foretage dig noget som helst. Ganske enkelt fordi alle elsker at dele kvalitet og gode tilbud. Men for alle jer der bare vil have et hurtigt fix, uden egentlig at lave noget fundamental om, så er her 4 ting du kan have i baghovedet, når du gerne vil have at folk deler din lokation.
1) Folk er dovne og fantasiløse, så du kan faktisk hjælpe dem på vej.
Hvis du gerne vil have spredt et godt tilbud, så skal du gøre det nemt at dele, rent lavpraktisk. Det er ikke godt nok at have et dine gode tilbud stående med små bogstaver i et vindue hvor reflektioner og modlys gør det umuligt at tage et foto og sende videre og folk derfor selv er nødt til at skrive det ned. Eller endnu værre – hvor folk skal ind og spørge i butikken! Husk at folk sender alt videre som kan fremme deres sociale status. Dit budskab, bliver deres budskab. Det behøver ikke at være noget de selv har købt eller prøvet. Lav derfor skilte eller mere fantasifulde opslag med lidt kant, som er godt belyste og hvor forbipasserende kan komme tæt nok på til at at tage et godt billede.
2) Ram din målgruppe midt i nostalgien
Følelser og valg er knyttet uløseligt sammen. Forskning viser at hvis du bliver skadet i dine “affektive” centre (stederne i hjernen hvor følelser aktiveres), er du ude af stand til at træffe en masse af hverdagens små valg. Hvordan skal du f.eks. vælge imellem en leverpostejmad og en spegepølsemad, hvis du ikke kan føle mere for det ene end det andet? Man kan ikke regne sig frem til svaret logisk, for begge dele er blendet gris med for meget salt. Omtrent på samme irrationelle måde fungerer en del af vore valg på mobilen. For hvordan vælger vi om vi skal checke ind det ene sted eller det andet? Eller om vi skal dele lokationen på den ene butik frem for den anden? Det handler oftest om at vi får aktiveret nogle følelser. Og i den sammenhæng er associationer til vores barndom bare et af de mest effektivt midler til at aktivere følelser. Derfor er f.eks. legetøjsobjekter fra vores barndom bare en klassiker når det drejer sig om at ramme følelserne og aktivere “drive by” geotagging!
Se f.eks. billedet af den store Playmobilmand. Fundet på nettet og taget af én som bare lige måtte dele billedet. Tænk lige over det.
3) Brug humor konsekvent og bliv uimodståelig at dele
Hvis du laver noget sjovt eller interessant i forbindelse med din butik etc, så kan folk gøre den humor til deres egen, ved at tage et billede af det og sende det videre. Hvad sker der hvis du tænke dit steds steds fysiske fremtoning strategisk som et objekt til deling? Så kan du ende med at give din butik et navn som ganske enkelt er uimodståeligt at dele. Det skal naturligvis ikke være så sjovt at det er meningsløst. Men denne butik ville jeg altså have svært ved ikke at kigge ind i, hvis jeg vidste at den lå i nabolaget. Og det er også en af dem jeg kunne finde på at tage et billede af og dele med venner, hvis jeg kom forbi. Og hvis jeg deler den fra en GPS-mobil, kan alle se hvor denne interessante butik ligger henne.
Her har nogle unge mennesker faket et splatter scenarie på åben gade.
4) Og så kommer vi ikke uden om viral “geo-spam” (eller hvad man skal kalde det)
En spam-style måde skabe omtale på er ved at begynde at introducere kunstige eller planlagte elementer for at gøre sit sted socialt interessant. Det kan være ved at vi begynder at installere helt overdrevne objekter i det fysiske rum, i håb om at folk vil elske at sladre om dem. Man kan nemt forestille sig at effektjageriet fra de virale film, som bare handler om at skabe flest mulige seere, flytter ud i det fysiske rum.
Hvis man ikke kan lave noget værdifult, kan man i hvert fald lave noget som alle taler om og deler. Lige meget om det så bare er fordi det er klamt, vildt, latterligt, grimt eller alt alt for meget og om det bare får en masse mennesker til at trampe igennem dit sted, uden at lægge penge eller skabe værdi. Så bliv ikke overrasket hvis virkeligt påfaldende ting begynder at dukke op i din omverden. De er der for at du skal have lyst at vise dem og andre skal få lyst til at komme forbi og se dem.
Hvornår mon vi ser de første geovirale bureauer, som tager betalt for hvor mange mennesker de kan få til at checke ind et sted – og ikke skyr nogen midler for at få dem til det?
Og hvornår mon vi ser den første geotigger der står foran en butik og spørger om du vil være rar at checke ind her, så han kan få til en bid brød af butiksejeren?
Klokken er 02:15 dansk tid da Facebooks LIVE stream af deres pressekonference går igang. Siden pressekonferencen blev annonceret for ganske få dage siden, har luften været tyk af rygter om at Facebook nu endelig ville annoncere at de introducerer lokationsteknolog på deres platform, som i dag bruges af ½ milliard mennesker.
Og det er da også et nyt produkt, kaldet Facebook Places, som bliver annonceret. Places er en feature som tager udgangspunkt i det kraftigt voksende antal GPS baserede mobiltelefoner og giver mulighed for at dele steder med dine Facebook venner. Places er integreret i Facebook platformen på samme måde som Facebook-sider og events og fokuserer primært på at binde mennesker og steder sammen omkring “livets væsentlige begivenheder”.
Til lejligheden har Facebook fået produceret denne lækre og ganske sukkersøde reklamefilm som i løbet af de næste døgn vil gå verden rundt. Vær ganske vis på det:
Facebook Places bliver først rullet ud i USA, men skal du kigge efter den her, skulle den rulle ud på Facebook’s smartphone-side først: http://touch.facebook.com. Techcrunch var så vidt jeg ved det første site som fangede et glimt af Places på den adresse og twittede om det. Så de får et link til deres post her. Desuden skulle der komme iPhone understøttelse ud før der kommer Android. Gad vide hvilken mobiltelefon Zuck selv har ;o)
Zuckerberg virkede ikke helt sikker på hvordan udrulningen vil forløbe, men angiveligt burde man snart kunne se places globalt fra web, men kun aktivt bruge tjenesten på mobilen i USA. Lad os nu se hvordan det løbe af stabelen.
For udviklere er det interessant at et API der giver mulighed for at læse fra Places burde gå LIVE imorgen (også kun i USA?) og API’er som giver mulighed for at skrive og opdatere er i lukket beta lige nu.
Mobil GPS er på vej fra at være et fænomen for nørder, til at blive alment udbredt. Analysegiganten Gartner forudser at 75% af alle mobiltelefoner der sælges på markeder som det danske (developed markets) om et år vil have GPS. Selv tror jeg at det bliver ret svært overhovedet at sælge en mobiltelefon uden GPS i Danmark om et år. Ikke mindst når Facebook tænder for lokationsteknologien og sparker en massiv efterspørgsel igang.
Én måde at forstå udbredelsen af lokationsteknologi på er at se det som en nedbrydelse af grænsen imellem online og offline. Facebook har allerede afviklet det anonyme internet og fået os alle på nettet med vores rigtige navn og netværk. Og med mobil GPS i alle tjenester, vil denne “forankring” i virkeligheden blive yderligere udviklet. Hvor vi lige nu kan læse om en restaurant, en butik eller en anden person og derefter selv skal koble et fysisk sted på, vil informationerne nu kunne dukke op når vi står der.
Man kan se det som om nogen “tænder lyset” og vi pludselig kan se hvor de mennesker vi skriver med befinder sig. Det vil give et langt større overblik og kan i mange tilfælde få den positive konsekvens at vi kan få meget mere ud af vores omgivelser og andre mennesker. Måske vores løsere bekendte viser sig at være lige i nærheden og har lyst til at mødes? Måske vi vil begynde at se hinanden oftere In real Life? Men hvor en nedbrydning af grænsen imellem vores online liv og den fysiske verden vil være berigende i mange tilfælde, må vi erkende at det også vil medføre nogle sikkerhedsproblemer der får internettets nuværende til at ligne børnesygdomme.
I dag er en stor del af de farer vi kan komme ud for online, nogle som vedrører vores digitale verden. Det kan dreje sig om tyveri af vores digitale identitet, netbank, Nigeriabreve eller computervira. De kan koste os penge og besvær, men det hele foregår som regel på computeren. Når grænsen imellem online og offline nedbrydes yderligere, vil vores fysiske liv ikke kunne undgå at blive inddraget også. Et allerede kendt eksempel er at indbrudstyve kan bruge viden om vores position til at se om der er fri bane til at begå indbrud hos os, men vi er trods alt voksne mennesker, der kan aflæse en situation og ret hurtigt lære at beskytte os online. Det er desværre først når vores børn og unge begynder at broadcaste deres position, at de helt farlige situationer kan opstå.
For hvor tidligere historier om misbrug, voldtægter og lignende har handlet om at børn og unge har bevæget sig ud fra hjemmet og derpå har bevæget sig hen for at møde misbrugere og pædofile, så skal der nu kun et nemt og uskyldigt klik til, før vores børn og unge kan slå lokationsteknologien til og blive “geosociale” med en troværdig fremmed på f.eks. Arto – og dermed i allerværste fald vise potentielle skadevoldere hvor de befinder sig. Og hvis lokationen deles løbende (som den f.eks. gør i Google Latitude), er de ikke bare synlige i øjeblikket, men også når de går fra skole dagene efter – og når de cykler hjem fra fest en mørk fredag aften.
Jeg skriver ikke dette for at skabe panik, men for at gøre det helt klart at internet og fysisk liv nu flyder sammen og vi i den kommende tid må gentænke vores hverdag på en hel masse områder. Lokationsteknologi vil bringe os tætter sammen, på godt og ondt. Men vi må også forberede os på at opleve historier hvor lokationsteknologien er blevet misbrugt til at skade andre – og hvor den efterfølgende vil blive opfattet som potentielt livsfarlig og lagt for had.
Det er i spændingsfeltet imellem frygt og nytteværdi at du og jeg i fremtiden bliver nødt til at tage stilling til lokationsteknologien, for alt tyder på at den snart vil ramme vores hverdag som en tsunami – på samme måde som internettet og mobiltelefonen har gjort det før den.
Rygterne om at Facebook snart vil begynde at udnytte det stigende antal mobiler med indbygget GPS, har været tiltagende i mange måneder. Og netop i disse timer siger det varmeste rygte på nettet at Facebook, på en annonceret pressekonference idag klokken 4:30 pm (Silicon valley tid), vil annoncere ny funktionalitet, der tillader brugere at dele deres fysiske placering med hinanden.
Hvad enten Facebook går “location” eller ej i dag, er Facebook helt sikkert på vej med et lokationsteknologisk tiltag. Og når det sker, vil det lige så stensikkert få en betydning der når langt ud over Facebooks eget website. Ikke kun fordi deres lokationstjeneste vil gøre det muligt for 3.parts udviklere at lave lokationsberigede Facebook-applikationer, men fordi Facebook har en halv milliard brugere og dermed kritisk masse til at skabe teknologisk verdenshistorie!
For hvor lokationsbaserede og -berigede tjenester idag er noget for de såkaldte “innovators” og “early adopters” (læs: nørder) og mange mennesker i dag har en GPS chip i mobilen, uden overhovedet at ane det, så vil en introduktion af lokationsteknologi på Facebook med ét ryk skubbe GPS-teknologien ind i mainstream – til den “almindelige” bruger!
Helt konkret vil et GPS-tiltag fra Facebooks side betyde at mange millioner af “helt almindelige” internetbrugere pludselig vil stille sig selv og deres mobiltelefon et spørgsmål: har mobilen GPS? GPS-teknologi vil med ét gå fra at være “nice to have” for nørderne til “need to have” for masserne, når millioner af mennesker skal have ny mobiltelefon. Vi kan f.eks. forvente at se Facebook blive brugt som lokkemad i reklamer for mobiltelefoner og telefonselskaber i stor stil. Facebook vil dermed blive et ekspreslokomotiv for udbredelsen af GPS-enablede mobiltelefoner – en såkaldt “killer application”. Og med den eksplosivt forøgede udbredelse af GPS-teknologi, vil endnu flere eksisterende services kunne se en forretningsmæssig idé i at lokationsberige deres nuværende tjenester, som f.eks. aok.dk og rejseplanen.dk allerede gør idag. Og i kølvandet på Facebook vil vi se en tsunami af nye tjenester, der leger med vores position og kombinerer den med informationskilder og sociale relationer på måder vi slet ikke kan fantasere os til idag.
Facebook som ekspresslokomitiv for location-markedet
Så alt imens Facebook uddanner os til at bruge vores position til sjove og nyttige formål og skaber et øget behov for GPS-mobiler, vil det stigende antal GPS-mobiltelefoner og nye tjenester på sin side gøre andre tjenester på location-markedet interessante og tilgængeligt for det kundesegment, som Everett Rogers i sin meget udbredte model herover (kaldet the Technology Adoption Lifecycle), kalder “early majority”. Dette segment er kendetegnede ved at være alle os ikke-nørder, der godt gider at prøve noget nyt – men først når det er virker, er gennemtestet og ellers kan bruges til noget sjovt eller fornuftigt uden ret meget besvær.
Early majority segmentet er her der skabes en kritisk masse som på et tidspunkt trækker resten af forbrugerne med. En early majority bruger vil ofte skulle forklare hvorfor hun bruger en ny teknologi. Men hvis man ser på det næste segment som Rogers kalder “Late majority”, så udgøres det af de brugere som ikke selv kaster sig over ny teknologi, men en dag bare vågner op og køber den, fordi de ellers konstant skal forklare hvorfor der ikke bruger den! Når early majority har skabt grundlag for at en masse nye lokationstjenester kan løbe økonomisk rundt, så ser late majority altså pludselig at billetbestilling, mødebooking, rabatsystemer og sociale netværk bare ikke fungerer ordentligt, hvis ens mobiltelefon ikke har GPS.
Se som eksempel på Facebook selv. For 3 år siden skulle man redegøre for hvorfor man brugte Facebook. I dag skal man forklare hvorfor man ikke bruger Facebook. Det er fordi Facebook har nået en kritisk masse og vi nu ser størstedelen af folks festfotos og invitationer etc være der. Det er altså ikke længere et spørgsmål om at vælge Facebook til, men om at vælge det fra!
Folk som følger bloggen her ved at jeg plejer at være den sure gamle mand der ikke ret nemt falder på halen over teknologi og sociale medier. Og når jeg svinger mig op til at kalde Facebooks tiltag en begivenhed af historisk betydning, er det fordi det meget vel kan fylde early majority segmentet op på rekordfart og dermed trække resten med. Og det forhold kan inden for ganske få år ændre hverdagen markant for folk i vores del af verden. For position handler ikke om teknologiske features – position det er en af de vigtigste omdrejningspunkter for menneskelig interaktion og har været det så længe der har været mennesker. Virkningerne af GPS-evolutionen kan efter min mening kun undervurderes og vil skabe nye problemstillinger inden for sociologi, politik, offentlig service, forretning og ikke mindst psykologi.
Så derfor sidder jeg lige nu og ser frem til om internettet måske går en smule amok ved 22-tiden i aften. For det her handler altså om meget mereend Facebook.
Prøv at være fremtidsforsker for en aften og designe én af fire mulige fremtider, når LocationLab inviterer til det første arrangement, torsdag d. 23. september kl. 17. på IT Universitetet!
I efteråret afholdes på ITU en lille og uformel serie af arrangementer under titlen “Locationlab”. De er et inspiratorisk forum for alle os som interesserer os for lokationsbaserede tjenester, geosociale medier eller hvad vi nu ender med at kalde dem. Første “meetup” giver dig mulighed for at lege fremtidsforsker og designe mulige fremtider for lokationsteknologien.
Hvordan kan man sige noget om fremtiden?
Den basale idé i fremtidsforskning er at fremtiden er ubekendt, men at det alligevel er muligt at forholde sig til den ved en blanding af analyse og poetisk frihed. Vi kan idag identificere nogle megratends som vi med sikkerhed kan sige vil have betydning for fremtiden i den nærmeste årrække – f.eks globalisering og teknologiske fremskridt. Men for at vi ikke bare skal forsøge at lave en fremskrivning af vores nuværende forestillinger om verden, kan vi desuden opstille nogle “ubekendte faktorer” som åbner op for forskellige fremtider.
To ubekendte: Økonomi og privatliv
Jeg har til lejligheden tilladt mig at forudsætte en forenklet model af fremtiden, som kan variere inden for to akser: privatlivsaksen og den økonomiske akse.
Privatlivsaksen (Social – Privat)
På privatlivsaksen kan vi enten forestille os at det i fremtiden vil være vigtigere for os at dele informationer end at holde dem private. Eller vi kan forestille os at vi vil hæge om vores privatliv, selvom det måske begrænser vores udnyttelse af teknologien.
Økonomiaksen (Betaling – Gratis)
Får Apple m.fl. held til at vænne os til at alt på nettet koster penge eller vil firmaer som Google og open source -bevægelsen medvirke til et marked drevet af reklamefinansiering og nørdede ildsjæle?
Hvis vi skulle se på virkeligheden for mobiltjenester som helhed i dag, ville vi nok placere os et sted i det mørkegrønne felt i koordinatsystemet. Men hvad hvis vi nu bliver tvunget til at se på de 4 mere ekstreme positioner (markeret med tallene 1-4)? Så bliver vi forhåbentligt kastet ud hvor inspirationen bor.
Hvis man f.eks. forestiller sig at lokationsteknologi blev brugt i offentlig service, hjemmepleje, markedsføring eller underholdning, så er det nok ret tydeligt for de fleste at det ikke ville blive brugt på samme måde i en fremtid hvor alle ubekymret deler alle informationer og er vænnede til f.eks. mikrobetaling (fremtid 1) og i en fremtid hvor alle tjenester skal financieres ad anden vej og hvor vores primære overvejelser går på at holde vores position skjult for andre (fremtid 4).
Vær med til at skitsere 4 bud på hvordan “markedet” ser ud om 5 år!
Når vi mødes på ITU, vil vi, efter en introduktion til legen, dele os i 4 grupper, som skal arbejde med hver sin fremtid og forhåbentligt vil kappes om at levere det mest flabede og veltænkte output. Vi vil ikke levere lange analyser men istedet have det sjovt og være kreative og forsøge at besvare spørgsmål som:
Hvad er den meste populære geo-tjeneste om 5 år i jeres fremtid?
Hvilket lovforslag relateret til lokationsteknologi er lige blevet vedtaget?
Hvilken historie kører om lokationsteknologi i Ekstra Bladet?
Det endelige oplæg, som vil indeholde flere detaljer, får I på dagen.
Hvordan bruger vi Foursquare? Virker “badges”? Hvor er det OK at tjekke ind?
Hvis du er Foursquare-bruger kan du bidrage til en lidt større forståelse af vores grænser og adfærd på Foursquare. Jeg har designet et mindre spørgeskema, som berører nogle af de spørgsmål jeg er faldet over. De burde både være nemme og interessante at svare på, så jeg håber at du vil deltage.
Velkommen til et stykke demokratisk “forskning”.
Undersøgelsens resultater holdes ikke ind til kroppen, men er frigivet under Creative Commons licens. Du kan se resultaterne, når du har besvaret spørgeskemaet.
Hvem står bag?
Mit navn er Anders Colding-Jørgensen. Jeg er psykolog (cand. psych.) med speciale i netadfærd og sociale medier. Jeg er desuden ekstern lektor i medievidenskab ved IT Universitetet og holder en masse foredrag.
På det seneste er jeg begyndt at undersøge de geosociale medier og andre lokationsbaserede tjenester. Derfor denne undersøgelse
Jeg er som ny bruger gået i gang med at afprøve den geosociale tjeneste, Foursquare.com. Og jeg må indrømme at jeg så sent som igår var skeptisk over for konceptet “badges”. Selv er jeg totalt “badge blind” – jeg ser dem overhovedet ikke. Men efter at have fået mailreaktioner og kommentarer som netop fremhæver spildelen og badges som et nøgleelement, har jeg kigget lidt grundigere på fænomenet.
Og et nærmere kig på Foursquare’s “badges” afslører et potent symbolsk lag med mange muligheder som nærmest skriger på at blive udnyttet.
Badges er små duelighedsmærker som Foursquare automatisk belønner dig med, når du tjekker ind forskellige steder. Man får typisk de første for blot at have tjekket ind 10 eller 25 forskellige steder. Badges indgår altså ved første øjekast i et simpelt belønningssystem, hvor tildelingen af nye badges løbende, som reaktion på konkrete handlinger vil opmuntre til øget brug. Mit gæt er at i den funktion vil badges virke som forstærkende faktor for nye brugere – specielt dem som ikke har stor erfaring med den slags tjenester. Et “explorer” badge (efter 10 checkins) kan ganske enkelt fortælle at alt er ok og at man bruger tjenesten korrekt. Se en liste over badges her >>
#1 Badges har ingen afsender
Når jeg selv har svært ved at tænde på badges, skyldes det primært at de ikke har nogen betydning for mig. De badges jeg har fået er helt generiske og jeg har intet forhold til de mennesker som har “udstedt” dem. Foursquare er selv aktivt interesserede i at få virksomheder til at bruge deres platform og har “solgt” badges til Bing og CNN. Men disse brands og andre af Foursquares egne specialbadges virker ofte ikke uden for USA, som må nøjes med generiske badges. Det er omtrent lige så interessant som at få et kærestebrev fra kommunen, som har været trykt i 100.000 eksemplarer.
#2 Sådan kan du selv påvirke badge-systemet
For at Foursquare badges skal fungere uden for USA, er det nødvendigt med en mulighed for at brugerne selv kan påvirke systemet med deres lokale informationer. I den nuværende version af Foursquare, kan brugerne faktisk selv kode om et givent “venue” (som de brugeroprettede lokationer hedder på Foursquare) f.eks. er en banegård eller et museum. Da nogle badges automatisk udløses af f.eks. 3 besøg på en banegård, kan man altså være med til at bestemme hvilke steder som trigger hvilke badges. Du finder dine indstillinger under http://foursquare.com/history.
Et tip: Hvis du ændrer indstillingerne med med listen af badges herover i baghovedet, burde du kunne kode dine egne venues med relevante kategorier og sikre at din virksomhed kvalificerer til XX-badge – og derpå fortælle dine besøgende det.
#3 Sådan burde du kunne påvirke badge-systemet
Det som kunne gøre badges mere interessante for mig, ville være at de var oprettet af andre brugere. Hvis alle kunne oprette et badge, ville det naturligvis medføre en hel masse crap, som poppede op hvor andre havde bestemt det. Men hvis Foursquare indførte at man selv kunne bestemme hvem man modtog badges fra, ville det sandsynligvis begræse badge-spam og istedet åbne mulighed for en masse nye hyperlokale anvendelser. For hvad nu hvis du fik badges for at tjekke ind som frivillig hos den lokale Røde Kors butik? Eller for at tjekke ind i økoforretninger? Hvis badges blev “sociale”, ville det åbne muligheder for mange former for markedsføring. Men det ville især gøre badges til et social element, frem for noget arbitrært, som dumper automatisk ud til alle brugere. Jeg kan nemt forestillig mig en skattejagt man kunne lave, hvis du lader være at fortælle folk alt om hvad der udløser de forskellige badges. Eller en elskovssyg ungersvend som lægger lyserøde rosen-badges ud til sin elskede. Og en masse lokale virksomheder, som kunne lave noget relevant og lokalt.
#4 Sådan kunne badges blive mere psykologisk relevante
Den eksisterende badge-model er baseret på en kvantitativ tilgang. Man får badges for sin trafik, så at sige. Denne model medfører at jeg og alle andre der begynder at tjekke ind får sort set de samme badges – i hvert fald i begyndelsen. Og det er ikke ret socialpsykologisk interessant, da den form for kvantitativ belønning i bedste fald kun fungerer som faktor i et internt belønningssystem. Men hvad nu hvis badges blev lidt mere kvalitative? At de forsøgte at sige noget om den enkeltes måde at bruge tjenesten på – i forhold til andres? Hvis man skulle konstruere en form for badges som var mindre primitive, burde det være badges som hurtigt skilte os ud fra andre. Hvis brugeren f.eks. ret tidligt fik at vide at han var livsnyder, powershopper eller arbejdsnarkoman, baseret på en analyse af alle checkins, ville det kunne gøre vores Foursquare brug til et endnu mere interessant spørgsmål om identitet – både indadtil og udadtil.
Det interessante badge ville altså kunne inddrage alle mine checkins i nogle mere sigende badges – istedet for kun at give mig en bunke generiske badges, repræsenterende et antal checkins. Også den rytme vi tjekker ind med, de venues vi opretter og de shouts vi deler, vil kunne danne datamæssig baggrund for nogle mere “intelligente” badges.
#5 derfor får vi ikke funky badges imorgen
En sådan ændring ville generere et hav af nyt badge-indhold, så måske man ville være nødt til at ophæve badgets status som permanent. Man kunne forstille sig at badges blev dynamiske, så de f.eks. kunne forsvinde, når man ikke længere opfylder deres betingelser – eller at de kunne ændre sig. Og også at man kunne slette de badges som var sjove i sidste måned. På den måde ville dine badges sige noget om dig nu og ikke være en skraldespand for gamle begivenheder. Hvis man vil ændre systemet, vil det få effekt på mange områder af tjenesten – og sådan ændring ved det helt fundamentale forstår jeg godt at Foursquare tøver med. Lige som med Twitter, så holder Foursquare sig til kerneydelsen og ved kun alt for godt at deres brugere kan være væk imorgen, hvis de pludselig laver nogle radikale forandringer som bliver upopulære. Vi vil derfor nok se at Foursquare vil introducere nye tiltag omkring badges, relativt langsomt og velovervejet.
#6 Hvis nu badges var lidt mere som Google
Badges er altså en måde at signalere sin adfærd til andre og sig selv på. At gøre badges sociale og lukke op for brugeroprettede badges, vil givet medføre en eksplosion i antallet af badges. Men det kan også medvirke til at gøre Foursquare forretningsmæssigt interessant uden for USA. Deres nuværende “salg” af badges til f.eks. CNN og Microsoft ser ud til at foregå på en ret gammeldags måde, som Mærsk eller IBM ville have været stolte af. Men hvad hvis de blev mere som Google end som IBM, og lukkede op for at vi kunne påvirke tjenestens “belønningssystem” selv – fra vores browser? Måske det kunne blive deres kommercielle gennembrud. Jeg kender i hvert fald en masse mennesker som ville begynde at skabe badges med det samme.
Update 30.6: Den Foursquare brugerundersøgelse, som lige nu afvikles her på sitet, viser lige nu at 54% af de adspurgte “kunne tænke sig at oprette deres eget bade”!
I snart en måned har jeg prøvet den geosociale tjeneste Foursquare.com på min nye Android smartphone (en HTC Desire – anskaffet til lejligheden). Jeg har også interviewet nogle mere garvede Foursquare-brugere (tak til jer) og giver her mit første og helt personlige take på nogle af de psykologiske faktorer som er på spil, når man går og afgiver sin position løbende via tjenesten.
Når jeg kalder Foursquare en geosocial tjeneste, er det fordi der sådan set kun er 2 dimensioner der har nogen form for relevans: den geografiske & den sociale (eller steder og mennesker eller hvor og hvem). Men selvom tjenesten er ret simpel, er det altså nogle af de helt centrale parametre for vores navigation i verden, som her kombineres.
Oprettelse af steder – en potentielt social handling
Nogen har oprettet "Starbucks University Village" og en bruger har tjekket ind
På Foursquare “tjekker man ind”. Det vil sige at tjenesten ikke foretager sig noget af sig selv, men at man på et givet sted kan vælge at klikke “jeg er her lige nu”. Og det er faktisk ikke den egentlige fysiske lokation man “tjekker ind på”. På Foursquare skal brugerne nemlig selv oprette steder at tjekke ind på – de såkaldte “venues”. Et venue er et sted som har et navn og en betydning for nogle mennesker – hvilket en adresse som Nørrebrogade 30 ikke har for ret mange og et geografisk koordinat som 55.678238,12.567968 har for endnu færre.
Alle venues er oprettet af brugerne og kan være restauranter og firmaadresser, men også folks hjem eller steder som “Metroen mod Vanløse” er typiske venues. Vi tjekker altså ind på stednavne som giver konkret mening for os. Og i realiteten behøver vi faktisk slet ikke at være i nærheden af de steder vi tjekker ind! Foursquare bruger altså lokation til at filtrere i data som er genereret af brugerne. Og det er i sig selv et socialt lag, hvor man kan kappes om at skrive den mest interessante og catchy beskrivelse af et venue.
Hvis oprettelsen af venues skulle have en større psykologisk betydning, skulle det være muligt at se hvem der har oprettet et venue. Så ville det blive til en social faktor at flashe hvor mange der checker ind på det venue man har oprettet. Jeg er imidlertid enig med Foursquare i deres valg af at skjule navnet på den som opretter et venue. Hvis opretteren var synlig, ville vi måske være utilbøjelige til at checke ind hvis en person man ikke brød sig om, havde oprettet venuet. Det kunne meget nemt medføre at man oprettede sit eget venue, hvilket igen føre til at der blev oprettet (endnu) flere venues for det samme sted – med dårlige data for tjenestens brugere til følge.
Lokationshistorik for kendt dansk foredragsholder, som rejser en del... og lever af kaffe og fastfood? ;o)
Vores spor bliver en del af vores identitet
Det er ikke nogen nyhed at de steder vi kommer siger noget om hvem vi er. På Foursquare bliver vores checkins til et spor af venues, som til sammen bidrager til vores online identitet. På samme måder som vores opdateringer, fotos og de links vi deler gør det. Prøv at se på de to eksempler på feeds her på siden. De screendumpet fra mine “venner” på Foursquare (I ved hvem I er) og tegner to ret forskellige personer.
Både valget af venues og opdateringsrytmen viser forskelligt temperament og handlemønster på de to feeds’ ejere. Disse informationer er sigende, men selvfølgelig ikke repræsentative. Først når vi lægger vores øvrige viden om folks personlighed og adfærd til, tilføjer disse informationer vigtige nuancer til vores billede af folk. Og selvom vi godt kan lide at tro at vi er rationelle i vores valg, så er det netop den slags subtile informationer som kan afgøre hvordan vi vælger at handle over for folk.
Lokationshistorik for en af mine yngre Facebookvenner - som er på Roskilde, ser det ud til.
Vi iscenesætter os aktivt med vores position
Med vores lokationshistorie åbner vi altså endnu en dimension af vores online identitet. Men da vi selv vælger hvor vi checker ind, bliver vores valg af checkin derfor “sociale valg” på linje med statusopdateringer og tweets. Vores lokationsdata er imidlertid mere diskrete og af en anden type end opdateringer og mikroblogging. Lokationsdata er implicitte – modsat en statusopdatering, giver lokationsdata nemlig ikke megen mening uden at man kender personen der bevæger sig. Det er derfor du sikkert allerede har forsøgt at gætte hvem den kendte foredragsholder i øverste feed-eksempel er.
Selv har jeg oplevet at jeg i nogle tilfælde har været i tvivl om hvor vidt jeg ønskede at checke ind et sted eller ej. Det som afgjorte hvad jeg valgte, var min bevidsthed om hvordan det ville kunne tolkes af andre brugere. Jeg oplevede for eksempel at jeg checkede ind på Aros i sidste uge, fordi jeg gerne lige ville have at det blev synligt at jeg bevæger mig omkring i landet. Når jeg om et par uger besøger Stockholm og Polen, vil jeg ganske givet også checke ind et par gange undervejs – da det giver et billede af bevægelse, som jeg gerne vil associeres med.
Vi kan flashe vores fysiske sociale netværk, hvilket angiver vores sociale status
Det er lettere at kontakte hinanden online end at mødes fysisk. Derfor har de fleste af os en masse online-venner vi aldrig har mødt (eller kun møder sjældent). At mødes fysisk kræver både tid og planlægning og det er derfor en større social gestus at vælge at mødes med folk end at skrive med dem. At have adgang til at mødes fysisk med interessante mennesker er derfor socialt attraktivt – og her er Foursquare en diskret måde at gøre sin sociale eksklusivitet synlig på. Jeg har personligt mærket hvordan det påvirkede min opfattelse af en person, at jeg så at vedkommende var tjekket ind hjemme hos en anden af mine “venner”. Og jeg har også selv oplevet at det spillede ind på min adfærd, hvem der ellers var checket ind på det sted jeg opholdt mig.
På Foursquare kan man altså flashe sine fysiske relationer eller undlade at tjekke ind, alt efter hvor meget social status der er i at tjekke ind hos andre. Hvis folk vælger at tjekke ind på dit sted, kan det altså være et regn på respekt – eller på at de vil låne af din sociale status.
Hannen (m/k) afmærker sit territorium
På Foursquare bliver den bruger der har tjekket ind flest gange på et venue automatisk “mayor” af det sted. Jeg har den sidste måned interviewet et par (mandlige) Foursquare-brugere om deres forhold til mediet og flere af dem udtrykker at det tilfredsstiller en trang til at “pisse territoriet af”, når man er mayor af steder som banegården, rådhuspladsen og kendte caféer. Med listen af mayorships, tilføjes en liste over de steder man besøger oftest, til vores identitet online, men samtidigt bliver mayorens ansigt vist hver gang andre checker ind på samme venue. Ingen andre ansigter ses (se eksempel til højre). Det er i sig selv en ret dominerende position at give en enkelt bruger i brugerfladen.
På dette eksempel er der desuden vist et “spacial mayor offer”. De særlige venue-bestemte tilbud er ikke slået igennem herhjemme endnu. Men de er måske heller ikke så psykologisk interessante i denne sammenhæng. Det som er værdifuldt at forstå hvad der driver os til at gå og tjekker ind og bliver mayors uden at få noget håndgribeligt for det.
Badges - virker de på dig?
Virker badges på dig?
På Foursquare optjener man desuden en række “badges”, efterhånden som man bruger tjenesten oftere og tjekker ind flere steder. Jeg kan se disse badges som et gimmick, som kan give en mindre adfærdspsykologisk forstærkning og opmuntring for brugeren og vise andre hvor erfaren en given bruger er. Men jeg bruger dem ikke til noget selv og tillægger dem langt mindre betydning end viden om hvem vi er sammen med, hvor vi kommer ofte og hvor vi har været for nylig. Faktisk tror jeg at man kunne fjerne dem uden at det ville betyde ret meget for nye brugere.
Jeg har set undersøgelser der viser at badges indgår i intereaktionsdesignet – men det kræver jo at man betragter dem som noget bare lidt værdifuldt at opnå. Så der er noget jeg gerne vil vide fra Foursquare-brugere:
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som Foursquare.com er allerede slået massivt an blandt early adopters i Danmark, som går og “chekker ind” alle mulige interessante og uinteressante steder fra deres smartphones. Og det er faktisk netop den slags aktivitet blandt early adopters, man ville forvente at se, hvis man stod foran et massivt nyt teknologisk fænomen, som inden længe vil brage igennem i vores main stream.
Og så er det endda slet ikke de geosociale tjenester som spiller størst rolle på danskernes mobiler lige nu. Under radaren er lokationsteknologi nemlig ved at blive integreret i en lang række af tjenester og applikationer til både smartphones og billigere modeller. Allerede eksisterende tjenester er nemlig lige så diskret begyndt at hente brugerens lokation og bruge den helt naturligt som endnu en filtreringsparameter. Ofte uden at du overhovedet lægger mærke til det. Har du f.eks. prøvet at søge efter en butik med Google på din Nokia-mobil? Prøv engang. Der er en god chance for at du får dem som ligger nærmest, rent geografisk. Google bruger nemlig GPS/Wi-Fi/GSM til at bestemme din fysiske position. Og populære tjenester som Rejseplanen vil også snart spare dig ulejligheden med selv at skulle indtaste din position. (Twitter for Android klistrer automatisk din position på dine tweets. Har du overhovedet opdaget det?)
Disse diskrete GPS-anvendelser handler ofte ikke om at dele vores lokation, men om at bruge den til at filtrere informationer. Så at bruge dem vil ikke kræve de store principielle overvejelser hos os. Ofte vil tjenesterne tænde for din GPS helt automatisk og bruge informationerne til at gøre din netfærden lidt lettere og mere relevant. Og det er disse hverdagsanvendelser af GPS’en som kan være med til at kickstarte markedet for mere innovative GPS-tjenester. For når først vi har vænnet os til at have GPS-chippen slået til, så vil det bare være en helt naturlig forlængelse at sige OK, når f.eks. Facebook om ikke så længe spørger om du vil slå location til dine statusopdateringer og billeder.
Så location-teknologien bliver ikke en revolution, som vi skal forholde os aktivt og reflekteret til. I stedet vil vi bare en dag vågne op og opdage at GPS’en er slået til og vi ikke helt ved hvor længe den har været det. Og hvis vi besøger en tjeneste hvor vi selv skal skrive hvor vi er henne, vil vi finde den dum og irriterende. Når dette er interessant, så handler det om demografien blandt fremtidige brugere. Min gamle mor kunne ikke drømme om at bruge Foursquare – men hvis mobilen spurgte venligt om den skulle slå GPS’en til og give hende de nærmeste søgeresultater, ville hun finde det såre fikst og straks sige ja tak. Og udsigten til diskrete GPS-anvendelser ville også være et godt argument for at lige at sikre at der stod GPS på den næste mobiltelefon hun købte.
Hvor Foursquare og diverse geosociale tjenester bruger lokationen som et aktivt og socialt element, så er det tjenester som Google og Rejseplanen som her i begyndelsen vil trække læsset med at udbrede teknologien til andre end geeks og early adopters. Først når Facebook inden længe får truffet de sidste svære beslutninger om design og privatliv og tilføjer muligheden for at geotagge, tjekke ind eller hvordan de nu lancerer det – vil geosociale tjenester der deler vores lokation blive mainstream.
Kald mig bare Captain Obvious – men hvor Google helt sikkert er det helt oplagte valg når man skal bygge location ind i sine webtjenester, så det er ganske enkelt ikke til at få øje på nogen der både har en udbredelse og viden om vores relationer, som kan true gøre Facebook de næste par år. Her vil kombinationen af lokation+relation+udbredelse gøre Facebook til den mest interessante platform at bygge rene geosociale lokationstjenester på de næste par år.
Forleden spiste jeg frokost med en advokat for en dansk forbrugerorganisation og vi kom ind på lokationsbaserede tjenester. Hun udtrykte stor bekymring den overvågning og de krænkelser af privatlivets fred, som hun mente ville blive konsekvensen, når vi i stigende grad begynder at afgive vores geografiske position med mobiltelefon.
Det er en bekymring jeg ofte hører – især fra mennesker som ikke helt forstår psykologien bag vores brug af netmedier i 2010. Vel er overvågning (forstået som den situation hvor mennesker skjult betragter aspekter af andre menneskers liv- med eller uden onde hensigter) et problematisk fænomen, man skal tage alvorligt. Men hvis man forsøger at forstå vores brug af geosociale medier udelukkende ud fra en overvågningsdiskurs, så er man perfekt rustet til ikke at fatte en brik af hvad der foregår.
Det allerstørste problem med overvågningstænkningen er at den indeholder en analytisk præmisse, som ganske enkelt er forældet i relation til danskernes mediebrug. I en overvågningstænkning er det nemlig den som betragter andres position som er subjektet (altså den som foretager sig noget). Den som bliver overvåget er reduceret til et passivt objekt (altså den som nogen foretager sig noget med). Denne tænkning passer fint til de situationer hvor man sætter en GPS-chip på sin bil eller sin gamle bedstemor, for at kunne finde dem når de bliver væk. Men den giver absolut ingen forklaringer på hvorfor vi selv vælger at fortælle andre hvor vi er henne.
Og at vi selv aktivt vælger at fortælle andre om vores position, kommer til at være tilfældet i helt overvejende grad, med de nye geosociale medier. Vi gør det jo allerede hele tiden i dag. Er du i tvivl, så se på dit Facebook feed – der fortæller du selv og alle dine venner konstant hvor I er henne – og med hvem. I er på restaurant, på Roskildefestival, i skole, med kæresten, på skiferie eller nede på molen med et glas hvidvin og en engangsgrill. Vi fortæller om det, fordi de steder vi færdes har fortalt en stor del af historien om hvem vi er, så længe der har været mennesker til. At fortælle hvor vi er henne er altså ikke noget der kan forstås som selvstændigt fænomen. Det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At meddele vores geografiske position er en forlængelse af vores sociale identitet, som allerede idag har en stor online-komponent for mange af os.
Den største trussel for os i langt de fleste tilfælde, vil derfor ikke være at vi bliver overvåget – men at ingen gider at se hvor vi er henne!
De fleste af os har efterhånden en GPS-chip i vores mobil. Hvis ikke vi har, så har vi det med meget stor sandsynlighed i den næste mobil vi køber (Iflg Gartner vil 75% af alle mobiler solgt i 2011 have GPS indbygget!). Så når Facebook nu bevæger sig ind på det “geosociale” felt, hvilket de forventes at annoncere på deres udviklerkonference i disse dage, og dermed kombinerer mennesker med lokationer, så kan det komme til at ændre vores sociale liv fundamentalt!
Det kan måske lyde som en nørdet detalje. “Nå ja – det er da smart nok at man kan vise sin position med sin mobiltelefon”. Men min interesse er ikke nørdet. Jeg ser nemlig en række mulige psykologiske konsekvenser, som er spændende og rækker en hel del dybere end man umiddelbart kan forestille sig ved første øjekast. Jeg tror at lokationsteknologier vil nå en kritisk masse snart – ikke mindst hjulpet af Facebook. Det helt kritiske øjeblik bliver når vi vænner os til at have vores GPS tændt konstant og at afgive vores position til vores netværk løbende frem for punktvis. Men allerede når lokationstjenesterne bliver main stream, vil betydningen blive enorm!
Jeg derfor har samlet nogle mulige scenarier fra din nærmeste fremtid:
1. Det er slut med at spørge “hvor er du henne?” når du ringer
Siden telefonen blev mobil, har vi ringet op og spurgt hinanden: “hvor er du?”. Vores position er altså alene i sin nøgne form af stor betydning for os – og snart vil det være lige så naturligt at vise position som at vise telefonnumeret på den der ringer op (hvilket vi heller ikke altid har gjort). F.eks. mobilen ringer og viser teksten ”Jørgen – 1,2 km fra dig” samt et lille oversigtskort.
2. Du vil begynde at lade social status lede dine skridt
Forestil dig følgende: Du har valget imellem at gå på Jensens Bøfhus eller at gå på Meyers Deli. Du har faktisk mest lyst til det første, men der er jo lidt mere status i det sidste. Og det passer jo bedre med at du gik i Botanisk Have igår og at du valgte at kigge efter nye bukser i Pisserenden, frem for i Field’s. Du kan jo lade helt være med at være geosocial idag, men dine online-venner kommer jo så mange spændende steder, så du vil ikke stå tilbage. Du går på Meyers og spiser noget mad du ikke forstår, mens du tænker på fritter og all-you-can eat regnbue-is.
Hvis du troede at snobberi og præsentation af det ideelle liv havde toppet med at poste billeder af skiture, solnedgange og hvidvin på terrasen på Facebook, så kan du tro om igen. Det næste store statusgivende element bliver din position og hvor du måske nu hele tiden har i baghovedet hvordan det du foretager dig vil blive modtaget af dine venner på Facebook, vil du have i baghovedet, hvilken geografisk placering der vil give bedst status. Og du vil måske lige gå en omvej ad en mere statusgivende rute, for lige at kunne tjekke ind og tagge din position der.
3. Du vil bruge en masse ord på at “frame” dine positioner
Dine positioner kan ikke altid stå alene og det er derfor ikke uvæsentligt at du selv kan øve indflydelse på folks fortolkning af dem – at “frame” dem. Derfor vil du begynde at skrive en masse om egne og andres positioner og lade andet være usagt. Du vil være nødt til at distancere dig ironisk fra nogle steder og redegøre for hvorfor du ikke er andre. Nedenstående blev postet på Twitter af Andreas Johannsen (#4sq henviser til tjenesten Four Square):
Nu var det kun en bøssebar, men hvad nu hvis det havde været Fisketorvet? ;o) Du kan i hvert fald regne med at vi snart allesammen vil begynde at tale om vores geografiske position og at det bliver en aktiv dimension i vores sociale netværksaktiviteter.
4. Der åbnes helt nye muligheder for markedsføring via f.eks. Facebook og Google ads.
Hvis jeg fik en 5′er for hver gang nogen begejstret har fortalt mig om et banebrydende nyt forretningskoncept de selv har fundet på, som går ud på at matche brugerens lokation med målrettede annoncer, så havde jeg til at købe en ny telefon. Men overvej lige konsekvenserne af at det faktisk kan være lige om hjørnet nu:
Annoncøren kan målrette sine annoncer og vise et godt tilbud til mennesker som har stået mere end X sekunder foran butiksvindue Y. Så har du stået og savlet over den sidste nye Playstation, så er det måske lige en 10% rabat og et link til en webshop, du skal have, når du igen sidder ved din PC.
Cross media marketing: Det store billede på en out door giver en psykologisk “impact” som er større end den som små online-annoncer kan give, men til sammen kan man forvente en større effekt. Annoncøren på f.eks. kan målrette annoncerne på nettet, så de rammer folk som er gået forbi en outdoor annonce mere end 10 gange. På den måde kan en lille annonce maksimere effekten af den store og desuden koble et link på til H&M’s Facebook-side eller webshop (hvis de har sådan én).
Dynamiske outdoor-reklamer. Det kræver ikke ret stor opgradering af outdoor-medierne (en storskærm og en PC der er koblet på Google Adsense) før de kan begynde at vise annoncer der er baseret på dine præferencer. Og andre lokationer. Hvis du lige har været i biografen og se The Wolfman, vil ovenstående outdoor H&M reklame med Benicio Del Toro nok ramme ret godt plet. Google har allerede et komplet overblik over hvad biograferne viser hvornår!
Hvilken værdi tror du annoncører har af at vide om du er sammen med venner, er et sted for første gang, lige har været et bestemt andet sted, er ude for første gang idag, tit går i Tivoli, kun besøger storcentre i weekenden, er på værtshus 3 timer hver dag osv. osv?
“Men jeg vil da aldrig lade min mobil fortælle hvor jeg er henne!” Jo! Det tror jeg faktisk at du vil. For ellers vil du gå glip af de rabatter som tilbagevendende kunder får de steder du handler. Og du vil ikke kunne bruge den reklamefinancierede wi-fi som din by tilbyder! Og endelig vil du manuelt skulle fortælle dine Facebook-venner hvor du er. Det er ikke ret subtilt og so 2010!
Den geografiske dimension vil åbne mulighed for at dine omgivelser kan reagere på dig og det varer ikke længe før du husker tilbage på den gang man selv var nødt til at fortælle hvor man var henne, på samme måde som du idag ser på fænomener som telefonbøger og virksomheder som ikke har et website.
Du har sikkert tænkt på mange eksempler selv og er velkommen til at dele her
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status.
På samme tidspunkt dukkede en video op, som viste amerikanske soldater (vore allierede) i færd med munter nedslagtning af civile fra en helikopter i en forstad til Baghdad. Man kunne have forestillet sig at disse videoer havde stjålet opmærksomheden fra Okmans grovheder og måske medført et krav fra offentligheden om en større debat om vores krigsindsats og baggrunden for at vi idag stadig er en krigsførende nation – med allierede, hvoraf nogle opfører sig som kliniske psykopater.
Men det var Okman som klart løb med al opmærksomheden. En person som opfører sig som en rejekælling og står på et hjørne og råber banale uforskammetheder af sig, har altid være bedre sladrestof end komplekse geopolitiske forhold. Og er der noget som folk der arbejder med kommunikation desuden ikke kan stå for at kloge sig om, så er det når andre i kommunikationsfolk kvajer sig med deres kommunikation.
Det bemærkelsesværdige ved den (i øvrigt komplet banale) Okman-case, var imidlertid at den fandt sted nu og ikke for et eller to år siden. Facebook er nemlig ikke et nyt medie længere og det er ofte når vi tager nye medier i brug, at vi bliver overrumplet af deres konsekvenser.
Da skriftsproget blev alment udbredt, skulle man pludselig huske på at ens tanker rent faktisk kunne blive liggende i lokalet, efter man var gået – og dermed blive læst af andre. Med telefonen, skulle man vænne sig til at den man troede man talte med, i realiteten kunne være en helt anden. Eller at der kunne være medhør på og svigermor kunne høre at man kaldte hendes julegave hæslig. Med fremkomsten af email, skulle man vænne sig til at et forkert klik kunne sende en privat besked til en forkert person, at den man mailede med, måske havde en 3. person på BCC. Eller at den rare dame man skrev med, måske i virkeligheden var en skurkagtig mand der sad i Nigeria.
En lidt mere pikant variant sås da en af mine venner (du ved hvem du er) havde bedt Microsoft Messenger om automatisk at fortælle alle sine venner hvilken musik han hørte i Windows Mediaplayer lige nu og pludselig syntes at høre en sang der hed ”horny teen amateur gets fucked.avi”.
På Facebook skal vi jo lære at mennesker kigger med – også selvom de måske aldrig selv skriver noget og dermed virker usynlige for os. Og når vi så vælger at danne elektronske relationer til dem vi drikker fyraftensbajere og går til receptioner med, så er grænsen imellem privatliv og arbejde ikke hvad den har været. Det kom helt bag for folk for et par år siden, men takket være en masse gode folk og firmaer, som har lavet guides om Facebook’s privatlivsindstillinger, kombineret med den generelt stigende erfaring med mediet, er det efterhånden almindelig viden at man selv har et ansvar for at beskytte sine opdateringer – ellers er de i realiteten offentlige. Og hvis man blander private relationer med jobrelaterede, så kan de fleste kommunikationsmedarbejdere idag finde ud af at inddele folk på forskellige lister som ikke allesammen har adgang til at se det samme. Kunne de det ikke før, kan de det i hvert fald nok nu.
Men helt aktuelt tænkte Ditte Okman (en professionel kommunikationsmedarbejder!!) angiveligt ikke på at det hun skrev faktisk røg ud til hendes journalistvenner og andre sladrehanke, hvoraf nogle så gjorde hvad alle gode venner gør: solgte historien til pressen. Det gode ved den slags cases er at de fremskynder offentlighedens opdragelse og gør det mindre sandsynligt at netop det sker igen. Men hvad bliver så det næste?
Vil du være ekspertlækker, så begynd at tale om geo-sociale medier
Iflg. Gartner vil 75% af alle solgte mobiltelefoner næste år indeholde GPS. Vi får allerede nu avanceret lokationsteknologi smidt i nakken, men vi har stadig ikke set den store udbredelse af lokationsbaserede tjenester. Det er stadig mest “early adopters” som eksperimenterer med de geosociale medier på deres iPhones. Men det er kun et spørgsmål om tid – måske meget kort tid – før folk i hobetal begynder at benytte sig af de GPS-chips, som ligger i deres mobiler. Det kræver kun at teknologien lige får det sidste nøk i retning af kompatibilitet og ensartethed – og dermed danner grobund for nogle tjeneste som kan samle os allesammen på samme måde som email eller Facebook gør idag.
Når først det hele virker, så vil folk begynde at stole på tjenesterne og lægge forretningskritiske og sociale processer ind på dem. Og når vi først vænner vores familie til at de kan finde os – eller får løn efter hvor ofte vi opholder os et bestemt sted, så vil disse tjenester ikke længere være noget vi tænder en gang imellem – men noget der står tændt hele tiden. De geosociale medier står over for at forandre vores verdensbillede igen – snart vil det være slut med at ringe op og spørge hinanden “hvor er du?”.
Og når det sker, vil det lige tage os et år eller to at følge med. Og så er det at vi glemmer at vores mobil sladrer om hvor vi er henne til vores venner. Og så er det at din gode ven Michael Jeppesen pludselig står helligt frem og sladrer om at du slet ikke var til det møde på Island som du sagde du var, men at du måske var taget på ferie med din famlie. Eller at du var på Christiania, på værtshus, hos din ex eller på bøssebar.
Så kære journalist i by og på land: hvis du vil være helt fremme på beatet med de nye teknologiers betydning for os, så er det NU du skal begynde at tale om hvad de nye geosociale medier kommer til at betyde for vores hverdag.
6 Comments to Read 
Hvad enten der er tale om afsløring af snyd eller mere subtile sociale hensyn, så er faktum at den nuværende udgave af Places fratager dig kontrollen med din geografiske historie. Og det er lige meget om du så slukker din mobil – andre vil kunne tagge dig alligevel. Du behøver faktisk ikke at være til stede.
Hvordan kan man sige noget om fremtiden?
Jeg er som ny bruger gået i gang med at afprøve den geosociale tjeneste, 
Hannen (m/k) afmærker sit territorium
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som 
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status.