I løbet af december, har din Facebook-profil skiftet udseende. Du har fået en såkaldt “timeline”, der viser alle dine opdateringer på en samlet og mere overskuelig måde. Men selvom din timeline er en stor designmæssig forandring, er den stadig mest kosmetisk. Det er et af Facebooks andre nye tiltag, nemlig den såkaldte “friktionsløse deling” (frictionless sharing), der udgør den mest radikale fornyelse. Friktionsløs deling går ganske enkelt ud på at du én gang for alle åbner for at et website eller en tjeneste kan dele dine aktiviteter og at alt du derefter foretager dig – f.eks. læser på Washington Post eller lytter til på musiktjenesten Spotify, automatisk bliver delt med dine Facebook-venner. Hermed antager Facebook at det næste skridt for os er at begynde at dele alt automatisk – at vi ønsker at afskaffe den “friktion”,der indtil nu har været forbundet med at dele på Facebook. Min påstand er imidlertid at denne friktion ikke bare er et besvær, som man kan blive sparet for, men rummer selve nøglen til Facebooks succes.

Indtil nu har al deling på Facebook været en aktiv handling

Det er foregået ved at vi selv klikkede share, like eller hvad det ellers har heddet gennem tiden. Ved at lade os vælge hvert enkelt sted, billede og website vi ønskede at dele, blev Facebook en flade vi kunne bruge til at redigere, iscenesætte og på andre måder have kontrol over det billede vores venner og netværk fik af os. Nøjagtigt på samme måde som i alle andre områder af virkeligheden, kunne vi vise et billede af os selv vi ønskede. Og sammen med det faktum at vi er på Facebook med vores eget navn og vores netværk, har denne delingsfilosofi gjort Facebook til vores foretrukne værktøj til konsolidering og formidling af virkeligheden online.

Facebook handler altså ikke primært om at afrapportere alt hvad vi gør, men om at vise hvem vi ønsker at være. Vi er ikke forpligtede til at dele et billede af vores opvask og vores grimme brune gryderetter på Facebook, men kan i stedet vise et billede af vores nybagte boller og hjemmelavede sushi. Og selvom mennesker er komplekse og deler af et utal af grunde, så hænger de ting vi deler altid på én eller anden måde sammen med det billede folk får af os. Vi sidder ikke (altid) og planlægger at dele noget, for at skabe et bestemt billede af os selv. Men vi har altid i baghovedet at folk danner en opfattelse af os, bl.a. på baggrund af de ting vi deler. Det er det jeg kalder identitetsøkonomi. Og netop her er Facebook faktisk ikke forskellig fra andre aspekter af virkeligheden.

Hvis din Facebook-profil var en bogreol…

Prøv at forestille dig en situation fra den fysiske verden: Du får gæster til middag. Når de ankommer til dit hjem, byder du dem velkommen og placerer dem i stuen med et glas vin, mens du går ud og ser til maden. Og mens du rører i sovsen, giver dine gæster sig til at kigge sig omkring i stuen og deres øjne falder før eller siden på bogreolen, hvor de giver sig til at studere de titler du har stående. Det ved du godt de gør, så derfor har du ikke stillet alle bøger du nogensinde har ejet i reolen. Og du har sikkert heller ikke læst alle de bøger du har stående. Selvom jeg ikke vil påstå at den eneste grund til at du har bøger stående fremme i stuen er at påvirke folks indtryk af dig, så har du sikkert et publikum  i baghovedet, når du bestemmer hvilke bøger der skal i reolen og hvilke der ikke skal.

Men prøv nu at forestille dig at din bogreol nu begyndte at opføre sig anderledes. At du ikke selv satte bøger i den, men at alt du nogensinde har læst, automatisk blev stillet op i reolen. Alle selvhjælpsbøger, alle pornoblade, alle dårlige kærlighedsromaner, alle bøger om fysiske og psykiske lidelser du har lidt af, automatisk fløj op på hylderne til skue for dine middagsgæster. Var det en reol du ville have stående fremme i stuen? Næppe.

Men netop sådan kan man faktisk forstå forskellen på gammeldags deling og den nye friktionsløse, som Facebook for nyligt har introduceret. Og dermed mister Facebook en væsentlig funktion.

Derfor vil frictionless sharing fejle

Når deling bliver automatisk, mister vi vores mulighed for at bruge fladen til at kommunikere og designe vores online identitet med. Hvis vi ikke selv har styr på grænsen imellem privat og offentlig, bliver mediet ganske enkelt mindre interessant som socialt værktøj. Det handler ikke kun om privatliv og overvågning, men om at det er vores udvælgelse af verden – de bøger vi viser, det tøj vi tager på og de møbler vi køber, som rammer et helt fundamentalt behov for os.

Inden jeg skrev dette indlæg, stillede jeg følgende spørgsmål på Facebook:

Ovenstående helt uvidenskabelige survey på Facebook, viser ikke nogen overvældende interessefor automatisk deling, men det behøver jo bare at være et udtryk for at vi endnu ikke er blevet opdraget til at gøre det.

Når jeg alligevel vover pelsen og spår frictionless sharing en meget begrænset succes (sandsynligvis begrænset til nogle få typer af tjenester), frem for at blive den næste store ting, er det altså fordi det strider imod det princip der, efter min opfattelse, styrer vores brug af Facebook; nemlig vores mulighed for at udvælge små udsnit af virkeligheden og bruge dem til at skabe og formidle et billede af os selv.

Vi deler jo ikke et billede af en solnedgang for at dokumentere at solen også går ned i dag. Vi gør det fordi netop denne udgave af en solnedgang, set fra vores sommerhus, sendt en smuk feriedag hvor vi laver bål med ungerne, siger alt hvad vi kan ønske at fortælle os selv og andre om det liv vi lever. Tænk hvis Facebook i stedet automatisk lavede en opdatering hver eneste gang du så solen gå ned? Ville det være værdifuldt? Eller ville de virkeligt betydningsfulde solnedgange i dit liv drukne i mængden?

Det er faktisk i langt højere grad Google’s end Facebook’s stil at automatisere vores online aktiviteter. Eksempelvis har Google i 3 år haft en tjeneste der hedder Google Latitude, som i realtid kan vise hvor vi (eller i hvert fald vores mobiltelefoner) er henne. Tjenesten er langt mere friktionsløs end Facebook Places, hvor men selv skal checke ind. Men hvilken af de to tjenester bruger du selv?

Facebook Places har nu været i Danmark i et halvt års tid og jeg begynder at kunne se et mønster i den måde folk bruger det på. Eller skulle jeg sige – ikke bruger det på. For selvom stadigt flere butikker vælger at “tage ejerskab” over deres steder på Facebook, så er det som regel også det eneste butikkerne gør. Og det er synd – for allerede nu kan man begynde at sikre at ens check-in loop fungerer.

Det gode check-in loop kan kun opstå, når man forstår at inddrage mobilen, websitet og den fysiske butik!

Nu kan du jo sige at vi alle venter på Facebook Deals, som giver mulighed for at tilbyde rabatter etc, men det er slet ikke noget holdbart argument for ikke allerede nu at få skabt den sammenhæng imellem web, mobil og fysisk butik, som det gode check-in loop i virkeligheden handler om. Og det kræver også at vi lige får ryddet en udbredt misforståelse af vejen:

God check-in marketing handler ikke primært om mobiltelefonen!

Check-in marketing er en fuldblods crossmedia-fænomen, der handler om at bruge forskellige platforme til det de er bedst til, og så bevidst skabe henvisninger til andre led i kæden. Og lige meget om man i visse led af loop’et bruger en “Deal” (f.eks. gratis pommes frites til sin burger, hvis man checker ind) til at motivere – eller ikke, så er mekanismen bag loopet nøjagtigt den samme. Kunden skal vælge at checke ind i butikken, kundens check in bliver spredt til vennerne  på Facebook og man får dér mulighed for at få folk til konvertere disse venner til fans, som man så igen kan få til at interessere sig for butikken. ‘

Og hvis man ikke får styr på de forskellige konverteringer, så er der hul i kæden og man får mindre værdi ud af den. Det er ikke raketvidenskab!

Her er grundelementerne i det det gode check-in loop, kort gennemgået:

1) I den fysiske butik: Kunde konverteres til check-in

Denne del af check-in loopet er den de fleste lige skal vænne sig til.  Et internetfænomen der ikke kun handler om internettet kan virke forvirrende. Nu har vi jo endelig lige lært at man skal annoncere online, for at få online aktivitet! Men faktum er at et check-in er en konvertering som begynder i det fysiske rum og at jeres fysiske indretning og kundedialog i butikken derfor nu skal begynde at indeholde henvisninger til check-in og “calls to action” som opfordrer til check-in. Ellers er det jo i praksis komplet usynligt for kunden, at I er til stede på geosociale medier.

Hvordan disse “calls to action” skal se ud, er meget forskelligt fra butik til butik, men fælles for alle aktiviteter der handler om at konvertere, så er et væsentligt grundelement altså at man husker at opfordre folk til at gøre det man ønsker. Og det handler ikke kun om at betale folk for det med en “Deal” eller “Special”. Har du f.eks. en café, så sidder folk ofte og fumler med mobiltelefonen alligevel og vil ofte gerne fortælle at de synes om netop denne café. Og de vil gøre det gratis. Det kræver ofte bare at du minder dem om det!

2) Efter check-in: Linket spredes på Facebook

Folk har hele tiden kunnet fortælle på Facebook, at de var i din butik. Enten gennem en statusopdatering eller med billeder. Og det vil de temmelig sikkert blive ved med. Men i det sekund din kunde vælger at fortælle hvor hun er,ved at checke ind, sker der noget meget interessant. Nu skubber kunden  pludselig et link med ind i samtalen, som det ses på billedet herover. Og det betyder at I nu får en helt ny mulighed for at komme ind i loopet! For når kundens venner nu klikker på linket, ryger de til jeres side på Facebook. Og der får i mulighed for at friste, lokke, smigre eller blot inspirere folk til den næste konvertering:

3) Kundens Facebook-venner konverteres til fans

Når kundens venner klikker på linket til siden, har du ganske kort tid til at fange interessen og at konvertere vedkommende til en fan. Lige meget om man gør det med en velkomstside eller prøver med interessant vægindhold, er det vigtigt at forstå at der er tale om en konvertering. Folk skal gøre noget. Nemlig klikke “synes godt om”. Her gælder det om at forstå at folks opmærksomhed er en begrænset ressource og undgå at forvirre folk med en masse muligheder og informationer. Hvis du gerne vil have at folk skal blive fans, så bed dem om at blive det – eller hvis man har adgang til at skrive et par linjer kode, kan man vise folk en velkomstside der skifter indhold, alt efter om den besøgende er blevet fan eller ej. Herunder tilbyder Blockbuster f.eks. at du lige kan se en ny trailer med en populær skuespiller, hvis du synes godt om siden. Det er kort, enkelt og frister med underholdning.

4) Fans konverteres til besøgende i butikken gennem løbende opdateringer

Når du driver en Facebook-side for en fysisk butik, café eller lignende, så skal alle dine indlæg på siden, på én eller anden måde handle om at få folk ned i butikken, hvor de kan konverteres til kunder og forhåbentligt til at checke ind også. Og det betyder at jeres konversation ikke skal være en usystematisk bunke af interessant og mere eller mindre relevant info. I stedet skal I bevidst arbejde på følgende 3 ting:

1. At sikre at folk generelt er oplyste om hvad I sælger og hvor I ligger og hvad der ellers foregår hos jer. Opgaven er en pædagogisk opgave, der skal sikre at de nemt kan huske det – også når de ikke sidder ved computeren (for det gør de ikke ret tit, når de går rundt i byen). Det er et led folk ofte ignorerer. “Folk ved da hvem vi og hvor vi ligger. Det står jo på vores hjemmeside”.
2. At sikre at de finder jer sympatiske. At de har tillid til jer og at de på andre måder har en god følelse omkring jeres sted. Der kan jeres holdning, miljøpolitik eller lignende være relevant og gøre en forskel. Fortællinger om hvor lækkert der dufter eller hvor fair jeres kundeservice er, er også gode virkemidler. Det kan tit gøres ved at dele en masse indhold der ikke direkte henviser til jeres butik (link til et sympatisk velgorenhedsprojekt etc) – vær ikke bange for at dele eksternt indhold, hvis I bare bruger det til at vise at I er søde/fede/kloge/dygtige.
3. At lave “call to action”. Husk nu for pokker at fortælle folk at de bør komme ned i butikken og smage/prøve/spare/lytte. Sig “kig ned når du køber ind på lørdag – vores nye asparges er så lækre”.  Eller som Magasin gjorde det herunder, hvor de både laver call to action og opfordrer til at dele deres fotos på Facebook (her kunne de også have opfordret til at checke ind) så loopet fortsætter.

Skal I selv i gang? Så vil jeg foreslå jer at tage fat i Checkmore, som jeg er partner i, for et bud på en samlet strategi og implementering. Her kan du også høre mere om hvad Checkmore har gjort for sine kunder, Magasin og Blockbuster, som jeg nævner i blogindlægget.

Efter introduktionen af Facebooks geotagging-funktion, “Facebook Steder” (tidligere kendt som “Places”) har man på diverse netmedier kunne se bekymrede brugere som skynder sig at dele guides til hvordan man slukker for den nye funktion og skjuler sit privatliv mest muligt. Og det er ikke usædvanligt. Man kan nærmest stille sit ur efter de bekymrede indlæg som følger med hver eneste ændring i platformens udformning. Og kort tid efter hver omgang bekymret skriveri, stiger brugen af Facebook markant. Og det tror jeg også vil ske her.

Jeg har faktisk, selvom jeg er partner i et firma som arbejder professionelt med geomarketing, en række store bekymringer omkring Facebook og geotagging. Men de knytter sig ikke specielt til den nye tekniske funktion, men til det faktum at sociale medier skaber en selvreflektion, hvor vi øver stadigt større social kontrol med hinanden og os selv, hele tiden tænker på hvordan vores liv ser ud gennem andres øjne og i det hele taget konstant trækker imod at blive mere ens. Men når det kommer til bekymringerne om misbrug af Facebook Steder, så er de altså forfejlede og vidner om en manglende social og psykologisk forståelse.

Tillad mig her at kommentere nogle af de bekymringer som I fremfører – bl.a. i kommentarerne til mit forrige blogindlæg.

” Folk kan geotagge dig steder du aldrig har været”

En af de ting som har bekymret mange, er muligheden for at den som checker ind et sted, kan vælge at “tagge” andre – uden at spørge dem, således at det fremstår som om de rent faktisk var til stede. Det skulle kunne medføre en stor fare for “falske checkins”, hvilket bl.a. DR har lavet en lille paranoid guide om her.  Jeg synes faktisk at den tagging-funktion er dum og lidt ulogisk, men at bekymre sig om misbrug af den, er efter min mening totalt misforstået og et tegn på at man ser på mediet frem for menneskers adfærd. For faktum er at folk hele tiden har kunnet fortælle hvor du er henne, ved f.eks. at tagge dig i en statusopdatering eller et foto eller blot ved at udtale sig på ren tekst. Og de har derfor også hele tiden kunnet lyve om hvor du var. Det er der altså intet nyt i!  Så hvis nogen f.eks. geotagger dig et sted du ikke er, så lyver de jo ganske enkelt om hvor du er henne. Og hvis folk gør det mod dig, så er jeg nødt til at fortælle dig at dit problem ikke er at Facebook har introduceret en ny funktion, men at du har folk i dit netværk som lyver om dig.

På det tekniske plan er Facebook Steder en ny funktion, men rent socialt er det kun en automatisering af noget vi allerede gør eller har kunne gøre tidligere. Og de paranoide glemmer at den som ser et check ind af dig i Tivoli i arbejdstiden, jo også godt ved at det ikke nødvendigvis betyder at du rent faktisk er der, da et check ind kan foretages af andre end dig selv. Dermed har et check ind ikke den samme betydning, som det ville have hvis man selv var den eneste der kunne foretage det. Et check ind svarer ganske enkelt til at nogen fortæller hvor du selv eller andre er. Og der bruger vi jo vores almindelige kildekritik. Personligt kan jeg sige at  folk der render og lyver om hvor jeg er henne, ikke bliver accepteret  i mit netværk – uanset hvilken teknisk funktion de måtte vælge at anvende til det. Så det vil helt naturligt regulere sig selv via social kontrol.

“Folk redigerer deres selvbillede og checker kun ind steder, der giver et urealistisk positivt billede af dem selv”

Som sagt, så tilbyder et check ind ikke flere muligheder for at lyve om geografi end dem vi havde i forvejen. Men at folk redigerer deres geografiske selvfremstilling er ikke en fejl ved Facebook – det er altså selve den psykologiske benzin som driver vores brug af den. På facebook er man på med sit eget navn, og derfor bliver Facebook-profilen et centralt værktøj i den måde vi skaber identitet på. Både over for de svage relationer (gamle skolekammerater etc.) som et typisk Facebook-netværk består af og som vi ikke ser ret tit. Men også over for os selv. Og faktisk er det selve muligheden for at redigere hvilket udsnit af livet man deler med andre, der i det hele taget gør mediet socialt interessant. Hvem ville gå omkring med et kamera i panden og broadcaste ALT man ser på i løbet af en dag? Ved at vælge at vise bestemte udsnit frem for andre, kan vi pludselig anvende Facebook som et socialt legetøj. Hvilket udsnit af virkeligheden vi vælger og måden vi vælger at dele på, bliver en en måde at udtrykke personlighed, humor, temperament og identitet. Det ikke billedet af en solnedgang der fortæller noget om dig – men det at du netop viser en solnedgang og måden du har taget billedet og kommenteret der på, som bliver dit udtryk.

Og nøjagtigt på samme måde er geotagging et socialt legetøj. Og selvfølgelig er der steder vi hellere vi associeres med end andre. Sådan har det været siden tidernes morgen, men det er i selve redigeringen af os, at de sociale udtryk ligger. Forleden checkede jeg min onkel og mig selv ind i Grøften i Tivoli. Nu er sagen den at han sidder i Ilulissat, hvilket jeg først afslørede lidt længere nede i kommentarstrømmen. Har jeg løjet? Eller har jeg leget? Og efter at have checket ind på min og kærestens lokum og flashet og kommenteret det på Twitter, må jeg nu lide den store tort at en anden mand er mayor på mit eget toilet! At se check-ind funktionen som en geografisk sladehank, som man kan komme til at misbruge eller som man bør bruge på en “sandfærdig” måde er at være komplet blind over for hele det sociale og kulturelle lag, som er det der gør medierne sjove. Google Latitude tilbyder allerede idag en mulighed for konstant og relativt nøjagtigt, at brodcaste hvor man er – og den er der jo ingen der gider at bruge.

“Mit feed bliver spammet af folks check-ins”

Nej. Faktum er at du også inden “Facebooks geotagging, konstant blev gjort opmærksom på hvor folk er, har været og er på vej hen og at et et check ind faktisk ofte er den mest diskrete måde at fortælle hvor man er på. Efter at have set en masse der lige testede funktionen de første dage, ser vi faktisk allerede at folk nu, frem for at sige at de arbejder hjemmefra, poster en kommentar med et geotag på. Eller blot checker ind, frem for at skrive at de nu sidder et eller andet sted med en fadbamse i den ene hånd og deres smartphone i den anden. Og hvis du har nogen som kontstant spammer dit feed med ligegyldige checkins, så er dit problem heller ikke her at Facebook har introduceret geotagging, men at du har Facebook-venner der spammer dig med ligegyldigheder. Seriously – hvis Facebook-sider var blevet introduceret i dag, ville de samme kritikere have skreget op om at vi konstant bliver spammet af alle de sider folk tilmelder sig og have udgivet guides om hvordan man slukker for dem i feedet.

Facebook Steder er et redskab til at udtrykke sig med – hverken mere eller mindre. Og som de andre som platformen tilbyder, er de lige så sjove eller irriterende som de mennesker der bruger dem. Og hvis folk i dit netværk udtrykker sig irriterende, er der jo mulighedern for at slukke for dem. Den mest misforståede reaktion er at tro at den mest værdiskabende måde at bruge mediet på er at sætte alle privatlivsindstillingerne på max.

For helt seriøst: hvad fanden laver man så på et socialt medie?

BREAKING: Facebook har  for ganske få øjeblikke siden lanceret deres geolokationstjeneste i Danmark under navnet “Facebook Steder” og der er flere gode grunde til at du snart vil begynde at bruge den!

Men lad mig begynde med at slå én ting fast: Facebooks nye tiltag kommer ikke til at forandre verden imorgen, selvom mange evangelister sikkert vil forsøge at få det til at se sådan ud. Til at begynde med er det nemlig altid en lille gruppe af “early adopters” som tager nye teknologier til sig. Når jeg imidlertid taler om at “Facebook Steder” får stor betydning, så er det fordi tjenesten simpelt hen passer perfekt til vores sociale hverdag.

Det gør den bl.a. af følgende grunde:

Geolokation (tings placering i verden) har altid været vigtig

Lige siden det første liv på jorden, har tings placering været livsvigtig: Hvor er der noget jeg kan spise? Hvor er der nogen der kan spise mig? og hvor er der nogen jeg kan have sex med? Og selvom spørgsmålene ser langt mere raffinerede ud idag, så er det stadig helt essentielt for vores overlevelse at vi kan orientere os geografisk. Geolokation er altså ikke en sjov feature ved vores din mobiltelefon, men en essentieel komponent i din overlevelse. For hvad sker der f.eks. hvis du mister mister evnen til at orientere dig ved f.eks. en hjerneskade? Svaret er at  så bliver du komplet uden af stand til at fungere i samfundet og endda låst inde for ikke at blive væk og gøre skade på dig selv. Behovet for viden om geolokation er altså ikke noget der skal opfindes – det ligger i det at være et levende væsen, der kan bevæge sig.

Geolokation har altid været social

Når “geosociale” medier (som blander det geografiske med det sociale) bliver en succes, så er det fordi de udnytter det faktum at geolokation ikke blot handler om at kunne finde rundt, selvom det skam er utroligt vigtigt. Geolokation handler i lige så høj grad om at signalere hvem vi er og hvilken status vi har, til andre. Hvis man for 1000 år siden havde besøgt kongens slot, så var det også dengang utroligt attraktivt at fortælle andre for dermed at signalere social status og opnå anerkendelse. Og hvis vores forfædre havde kunnet “checke ind” på kongens slot med Facebook og vise deres geolokation til alle deres bekendte, ville de i selvfølgelig have gjort det. Geolokation handler altså ikke om mobiltelefoner, men om den vigtige rolle som social status har for os. Og ved at fortælle om vi er i Irma eller Netto, i Tivoli eller Zoologiske have, kan vi udtrykke vores identitet og gøre os unikke som individer. Vi gør det allerede idag med billeder, statusopdatering og de Facebook-sider vi bliver fans af. Nu vil vores check-ind adfærd blive endnu et stærkt værktøj at udtrykke os med.

Vi meddeler konstant vores position til andre med mobilen

At vide hvor vi er at altså helt essentielt for at kunne orientere os i verden og at fortælle andre hvor vi er (og ikke er) er allerede idag en vigtig del af den måde vi kommunikere vores identitet og personlighed på. Og den foretrukne værktøj til at meddele vores position er faktisk allerede i dag mobiltelefonen, som jo er kendetegnet ved at man kan have den med sig fra lokation til lokation. Hvad er det første man fortæller hinanden, hvis telefonen ringer og man er på farten? Hvad begynder en stor del af alle telefonsamtaler i S-toget med? Vi udveksler hvor vi er henne eller er på vej hen. Og senere skriver vi måske en SMS-besked og fortæller at vi nu er nået frem til den café vi aftalte at mødes på. Vi bruger altså allerede nu telefonen til at dele vores geolokation med i hverdagn. Og når telefonen nu selv ved hvor den er henne (37% af alle danskere mellem 15 og 64 har GPS i mobiltelefonen i dag), kan vi gøre det med et tryk på en knap, frem for at skulle stå og fumle med tastaturet eller ringe til folk. Derfor er tjenester som Facebook Steder på mange måder et værktøj vi har ventet på.  Det er naturligvis ikke alle vores lokationsbehov der kan “automatiseres”, men det centrale er at vi allerede bruger mobilen mange af de praktiske og sociale “opgaver”, som Facebook tilbyder at løse med et klik.

På instituttet for Fremtidsforskning arbejder vi med at forstå hvad den nye teknologi får af betydning i løbet af de næste 5-10 år, men på helt kort sigt tør jeg godt vove pelsen og sige at Facebook Steder og lignende geosociale tjenester dækker et behov for at udtrykke vores identitet og finde ting og hinanden og derfor vil glide ind i hverdagen i 2011.

Måske du spørger: Hvorfor i alverden skulle jeg rende omkring og dele min position med andre? Lad mig så stille et modspørgsmål: Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at lægge fotografier af din aftensmad på internettet til folk du ikke kendte ret godt, ville du så have syntes det lød som en fed idé? Nej, vel!  Og det er hvad de fleste af os i dag gør, helt naturligt på Facebook, i dag.

At det er muligt at angive et andet sted end man egentlig opholder sig på lokationstjenesten Foursquare er blevet kaldt en mangel ved tjenesten. Men det er faktisk kun fordi den bliver forstået som et spørgsmål om eksakt geografi – og det er helt forkert.

Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at du lagde fotografier af din aftensmad og dine børn ud på internettet til skue for folk du måske ikke har set i 10 år (om nogensinde), er der stor sandsynlighed for at du havde fundet forslaget ret exsotisk og pure afslået tanken. Og her, 5 år senere, gør vi det næsten alle sammen på Facebook.

Det skyldes primært at Facebook er blevet en integreret del af vores virkelighed og for mange af os den eneste måde vi holder vores netværk af nærmere og fjernere relationer opdaterede på. Snart giver de “smarte” mobiltelefoner og sociale netværk også mulighed for at vi kan dele de geografiske steder vi besøger.

Og med mindre du tilhører de garvede Twitter- og smartphonebrugere, som allerede i dag bruger teknologien hjemmevant, vil du nu igen ryste på hovedet og mene at det “skam er noget pjat” og “hvorfor skulle folk dog interessere sig for min position?”. Og om 5 år vil du så huske tilbage på den gang i 2010 hvor man selv skulle indtaste eller forklare hvor man er henne og med et suk vil du konstatere at der godt nok er sket mange fremskridt siden den gang. Det er jeg selv ret sikker på – men det behøver du naturligvis ikke at være.

Hvad har billeder og geoposition nu med hinanden at gøre?

En hel del faktisk. At dele sin position med andre mennesker handler nemlig ikke om at tænde for GPS-chippen og løbende broadcaste vores geografiske bevægelser. Ikke i første bølge, i hvert fald. Det handler om at “checke ind” – at fiske mobilen frem og bede GPS’en finde dit nuværende sted (eller oprette det hvis det ikke findes) og så trykke på en knap der fortæller alle f.eks: “Jeg er på Palles Bodega lige nu”. Og vi checker ind på steder som har en eller anden form for mening for os – ikke på kryptiske længde- og breddegrader.

Og hvad betyder det så? Det betyder at vi kan forstå vores steder på nøjagtigt samme måde som de fotos vi deler; nemlig som en måde at iscenesætte en udgave af os selv i de forskellige sociale arenaer på nettet. Og netop elementet af iscenesættelse er nøglen til at vi overhovedet gider at bruge teknologien. Hvis vi ikke selv kan kontrollere vores output, bliver det nemlig ret svært at bruge socialt gennem medier. Ville du sætte et kamera fast på hovedet og dele ALT hvad du så på i løbet af en hel dag? Nej, vel – det er en hæslig tanke – i hvert fald i 2010 for andre end de mest radikale lifestreaming-freaks. Vi vil gerne dele udvalgte fotos og videoer vi selv har en vis kontrol over. På samme måde er det heller ikke attraktivt at dele en løbende geografisk strøm. I stedet udvælger vi helt selektivt steder der passer til vores sociale identitet.

Du kan lyve med både fotos og steder

Og lige som man sagtens kan uploade et billede af en aftensmad, man slet ikke har spist eller en bil der ikke er ens egen, kan man faktisk også  ”checke ind” på steder man kun er gået forbi eller aldrig har været. På Foursquare kan man f.eks. nemt vælge et sted fra listen af venners indcheckninger og checke ind som om man selv var der – selvom man er 1000 kilometer væk. Og netop det er der nogle der har kaldt Foursquare hacking, men det er efter min mening komplet misforstået.

Vi “hacker” nemlig alle sammen vores selvbillede lidt på sociale medier (jo – også dig)  og det er faktisk hvad vi forventer af hinanden. Men gør vi de for meget, bryder medierne sammen for os. Der er nemlig et lag af social kontrol på vores selviscenesættelser, som gør at de ikke bare går op i ren fantasi. Vi kan udvælge den mest attraktive udgave af vores virkelighed på Facebook (og faktisk også godt “forbedre” den en smule) men hvis vores billede på nettet afviger for meget fra det billede folk oplever når de møder os, vil det være absolut socialt uacceptabelt for vores netværk, med mindre det kan frames som humor eller ironi.

Jeg kan f.eks. vise et billede af mit bil når den er helt nyvasket – eller dele billeder fra nogle af de få gange i år, jeg  fik nosset mig sammen til at gå en tur omkring Bøllemosen. Men hvis jeg i ramme alvor viser et billede af en andens bil som om den var min egen eller deler billeder af andres skovture som om jeg selv var med, vil det blive oplevet som komplet uacceptabelt af mit netværk og jeg vil blive afkrævet en forklaring eller udstødt.

Så når folk som Krazydad skriver blogindlæg om at “hacke” Foursquare så skal du forestille dig at han gjorde det samme med fotos, som han har gjort med steder – altså at han viste sine Facebook-venner et billede fra Nordpolen og fortalte at han selv lige havde taget det i sidste uge. Eller at han oprettede en falsk profil for Martha Stewart m.fl. Hvis man bruger sin profil på den måde, holder den op med at fungere. Folk vil måske følge den fordi den er Krazy – men ingen vil længere tro at han rent faktisk har været de steder han checker ind.

Det er altså ikke din GPS-chip du skal stå til regnskab for, men dit netværk, hvis du vælger at lyve for dem. Så når Krazydad skriver et blogindlæg om sin besynderlige adfærd på Foursquare, så er det ganske givet også motiveret af at han har brug for at tilføje det lag af ironisk distance, der gør at hans Foursquare-venner kan se ham som en helt utroligt sofistikeret og snedig bruger af Foursquare og ikke bare en lystløgner med for meget tid.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet kontaktet af mennesker, som trak mig til side og med et snedigt ansigtsudtryk og dæmpet stemme, fortalte mig at havde fået en helt fantastisk idé til en lokationsbaseret markedsføringstjeneste. Og det var altid en tjeneste som opfangede folks geografiske position og sendte dem et tilbud på en SMS, hvis de var i nærheden af en butik som havde en rabat eller et godt tilbud. Måske du også selv har opfundet sådan én engang? I så fald må jeg bedrøve dig med at det er en af de mindst unikke idéer i mobiltelefonens historie.

Tegningerne her viser i grove træk hvordan denne meget uoriginale marketingidé så ud, når den blev tænkt ud fra et permission based push-mindset.

Traditionel lokationsbaseret marketing step 1: Brugeren "træder" på et GPS-koordinat

Alle disse push/location-tjenester forblev i mange år fantasier, fordi der ikke fandtes en brugbar måde at lokalisere mobiltelefonen på. De mere nørdede folk talte om GSM-triangulering (hvor man anvendte et kendskab til mobiltelefonens afstand til mindst 3 mobilmaster til at udregne en position) men da den metode er afhængig af teleoperatørerne (som ved hvor masterne står) som ikke kunne blive enige om noget som helst (og desuden virker dårligere, jo længere masterne står fra hinanden), blev det aldrig til noget af betydning der rakte ud over nogle få services fra enkelte teleselskaber.

Og så handlede det slet ikke om SMS-push

Der er sikkert stadig mennesker der tror at det er hvad lokationsbaseret marketing går ud på, men nu hvor mobiltelefoner med GPS er på vej til at blive hver mands eje, bliver det tydeligt at lokationsbaseret markedsføring slet ikke kom til at  handle om at pushe tilbud i hovedet på brugere der trædte på lokationer (i form af GPS-koordinater eller radius i forhold til butikker)

I stedet kan vi nu se at det handler om at brugerne selv aktivt vælger at checke ind i butikker. Og frem for at være en ensom tovejs-kommunikation, drevet af brugerens jagt på besparelser, ser vi at det foregår i komplekse sociale kontekster hvor deres venner har mulighed for at se med. Det betyder bl.a. at vi ikke kun skal forstå brugeren, men skal forstå brugeren i samspil med dennes sociale netværk og kende til kulturen på de forskellige internetplatforme – f.eks. Foursquare og Facebook – som brugerne checker ind på/med.

Og når man ser endnu nærmere på det, handler lokationsbaseret marketing egentlig heller ikke om geolokation. Vi tjekker ikke ind på geografiske koordinater men på meningsbærende steder. Og selvom disse to dimensioner (geolokationer/steder) har meget til fælles, så er de forskellige. Steder er geografiske enheder af ubestemt udbredelse som har mening for os. Et sted er f.eks. “Fælledparken” eller “Tivoli” eller “derhjemme”. Der er også folk som checker ind i bus 4A eller toget til Næstved. Geolokationer er geografiske koordinater som består af tal og henviser til helt præcise positioner.

Traditionel lokationsbaseret marketing step 2: Brugeren får et tilbud på toiletpapir smidt i hovedet fra en lokal handlende

Lad os kalde det “check-ind marketing”

Lokationsbaseret marketing er altså snarere stedbaseret marketing. Og som det ser ud nu, så giver det faktisk god mening at bruge udtrykket “check-ind marketing”, da det fanger at handlingen bygger på steder og foregår i sociale check-ind miljøer. Og det betyder også at lokationsbaseret markedsføring faktisk er en aktivitet som bygger på at designe “det gode sociale check-ind”.

Det er f.eks. slet ikke altid nødvendigt at tilbyde folk en kontant rabat for at checke ind, hvis man istedet kan tilbyde noget til folks identitetsøkomoni eller til den gode fortælling. Det betyder også at det man tilbyder skal hænge godt sammen med virksomhedens profil og identitet og være designet til at blive fortalt videre af dem som checker ind og tager imod tilbudet. Hvis man kun bruger check-ind marketing til at tiltrække selve den kunde der checker ind, får man jo slet ikke så meget ud af det, som hvis man ser vedkommende som en ny ambassadør for ens forretning.

Et friskt eksempel

Jeg har lige talt i telefon med en kunde i vores nystartede check-ind bureau, Checkmore. Kunden er frisør i City og bestilte en startpakke (Foursquare). Som en del af den startpakke rådgiver vi altid om den bedste “special” (som et check-ind tilbud hedder på Foursquare). Kunden foreslog selv at man skulle få vitaminbehandling til halv pris, hvis man checkede ind og købte en klipning.  Men vi nåede istedet frem til en special der gik ud på at man får en gratis og uforpligtende konsultation om hårtyper og de mange forskellige muligheder for nye frisurer, ens hår giver, hvis man checker ind hos frisøren på Foursquare.

Denne special signalerer tid, opmærksomhed og kvalitet og skaber en meget bedre fortælling om butikken end en simpel rabat gør. Og det mest interessante ved denne historie er at denne ydelse faktisk er én butikken allerede i dag tilbyder gratis, men har svært ved at få spredt budskabet om.

Det gode check-ind handler altså om meget mere end penge og teknologi og det er et helt nyt område som vi for alvor vil skulle forholde os til når Facebook lukker op for Places i DK. Hvis du i mellemtiden har gode eksempler på det lækre check-ind og den fede special (der ikke handler om økonomisk værdi), må du meget gerne poste link til den her på siden ;o)

Mens mediebureauer,  social-media-kræmmere og andet godtfolk i disse dage kridter skoene for at komme i position til sælge lokationsbaserede kampagner til de store brands i det marked det opstår med især Facebooks indtog på location-scenen, vil en stor del af markedet faktisk ikke blive flyttet rundt af dem – men af dig og mig og din mor.

Her ser du bageren i Sankt Peders Stræde i København, som fremviser et af de mest effektive reputation aktiver igennem alle tider – nemlig en kø der rækker helt ud på gaden. Og det bedste ved det billede er at det “eneste” de har gjort for at skaffe den kø  er at de har bagt lækkert brød og/eller ydet en god service. Og det leder mig direkte hen på det bedste råd jeg giver virksomheder i relation til sociale medier. Du får det lige gratis her: Hvis du gerne vil have at folk anbefaler dig – så lav for fanden noget anbefalelsesværdigt!

Selvfølgelig vil de første supermarkedskæder og diverse brands allerede i julehandlen 2010 flytte en del af deres budget over på lokationsbestemte kampagner (jeg kan ikke udelukke at jeg vil sige ja til at rådgive en enkelt eller to af dem selv) og lokationsbestemte annoncer vil da også tilbyde endnu en dimension i retning af at gøre onlineannoncer endnu mere præcise, relevante og dermed værdiskabende.

Men alle disse aktiviteter er omkostningstunge, fordi de kræver inddragelse af reklamebureauer, mediebureauer og mediefirmaer med speciale i f.eks. Facebook. Og de vil have svært ved at sætte dagsordenen. For disse styrede kommercielle aktiviteter vil ofte ende med at fremstå kunstige og småpinligt leflende i forhold til den naturlige og autentiske aktivitet som foregår når mennesker bare flasher de ting de godt kan lide. For lad os lige huske på hvad det er der får os til at dele vores position på geosociale medier, set fra et psykologisk perspektiv:

• At være den første de fortæller andre om noget godt eller værdifuldt. Det er ganske enkelt en af de stærkeste drivkræfter. Og husk: det behøver faktisk ikke at være et sted vi selv har prøvet. Vi behøver bare at have fornemmelsen af at vi kan opnå andres anerkendelse ved at dele et sted, så vil vi være tilbøjelige til at gøre det. Det er den drivkraft der gør at du deler et blogindlæg du kun har læst den første femtedel af. Men det er også drivkraften bag f.eks. at “tjekke ind” (vise sin position) hos den gode bager.
• At advare andre om noget dårligt. At være den som advarer andre om et dårlig sted, er både en meget sund drift og et middel til at opnå andres anerkendelse igennem den omsorg de føler vi viser dem. Forskning viser at både anbefalinger og advarsler er stærke drivkræfter i at få os til at dele indhold med andre. I dette tilfælde er det en stærk drivkraft for at fortælle hvor den elendige bager ligger!
• At opnå social status! Hvis vi gennem at forbinde os med et sted kan signalere at vores identitet har nogle særligt positive træk, vil vi være særligt tilbøjelige til at dele vores position. Vi viser heller når vi sidder på noma end når vi sidder på kommunens inkassokontor. Denne drift kalder jeg geosnobbing og tror at netop behovet for at signalere identitet vil være en af de stærkeste drivkræfter for deling af positioner, nøjagtigt på samme måde som den er en central drivkraft i deling af statusopdateringer og fotos på Facebook idag.

I praksis vil sidstnævnte faktor betyde at rosset først tjekker ind i stor stil, når bageren virkelig har opnået status eller er blevet kult. Og vi vil da se at folk går en omvej for lige at kunne tjekke ind hos den der lækre bager og vise hvilken formidabel smag de har.

Men sådan har de jo altid været! Vi vil gerne fortælle folk om de bedste og værste steder og ses de fede steder selv! Og det er netop min pointe! Med geosociale medier kan hele det game bare blive synligt for tusindvis på et øjeblik og det vil, i sin mest positive konsekvens, både belønne den gode bager og lægge et meget større pres på den ringere bager for at tage sig sammen, når man nemt kan se at bageren 5 gader væk er elsket af alle.

Alt er altså nyt – fordi omtalen skalerer helt vildt. Og alt er det samme, fordi alle elsker at fortælle hvor den fede bager ligger – det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At man så har dejlig megen tid til at tjekke ind med mobilen, når man står og venter i sådan en kø, gør det så bare endnu mere sandsynligt at folkene i bagerkøen herover, vil sladre om hvor de er, når Facebook slår location til om ganske kort tid  ;o)

“Places” er navnet på Facebooks nye lokationsfunktion, som snart kommer til Danmark og som giver dig mulighed for at dele din fysiske placering med dine Facebook venner. Funktionen blev lanceret i onsdags og er allerede aktiv i USA. Inden længe vil den komme til Danmark (og sikkert hedde “steder”) – og især én funktionalitet vil skabe problemer.

I perioden op til lanceringen af Facebook Places, havde der blandt “social media nørderne” på nettet verseret rygter om tiltaget i mange måneder. Der havde ikke mindst været en del spekulationer om hvordan Facebook mon ville udforme og integrere funktionaliteten i deres platform. Et af de centrale spørgsmål var om Facebook ville lave en GPS-funktion der broadcastede brugerens position konstant, som i f.eks. Google Latitude, eller ville de gøre som f.eks. Foursquare.com og lave en tjeneste hvor brugeren selv kunne checke ind – d.v.s. afgive sin position drypvis, når hun selv har lyst.

De fleste gæt gik på den sidste version – altså en form for check-in tjeneste. Ikke mindst fordi det er en hel del mere diskret end en tjeneste der automatisk deler alle steder du opholder dig. Og ganske rigtigt – Facebook Places var da også udformet som en check-in tjeneste da den blev lanceret onsdag. Men der var også tilføjet en funktionalitet, som ikke var ventet, men så alligevel er ret logisk når man kender Facebooks måde at fungere på.

Man kan nemlig ikke kun checke sig selv ind, når man opholder sig et sted – man kan også checke sine Facebook-venner ind! Og det er faktisk “very Facebook”. For på samme måde som man kan “tagge” Facebook-venner i sine billeder på Facebook, kan man nu “tagge” andre på det fysiske sted man opholder sig. I praksis betyder det at hvis jeg f.eks. ser at du kommer forbi samme fest som jeg er til, kan jeg “tagge” dig og dermed i praksis fortælle alle dine venner at du også er her. Eller jeg kan tagge dig i forvejen, når jeg ved at du er på vej. Eller måske bare fordi jeg synes du burde have været her. Eller fordi jeg i min brandert troede jeg så dig. Sagen er at det pludselig ikke længere dig selv der har kontrol over din geografiske fremtræden.

Og hvorfor er det nu et problem?

Det er det naturligvis fordi vi i hele vores liv har været vænnet til at vi selv havde frihed til at iscenesætte vores geografiske liv. Vi er vant til at vi kan fortælle at vi har været steder vi ikke var – og ikke mindst at vi kan benægte at have været forskellige steder hvis det skulle passe os. Og det er faktisk helt almindeligt at vi fortæller forskellige versioner af vores geografiske færden til et forskelligt publikum.

Et ofte brugt eksempel på den problematik er at vi fortæller arbejdsgiveren at vi er syge, men senere på dagen bliver tjekket ind i den lokale bowlinghal af nogle venner. Den situation kan vi jo undgå ved at fortælle alle vi bowler at vi faktisk er sygemeldte og at de ikke skal tagge os – men det kan jo være at vi ikke har lyst til at fortælle at vi faktisk bedrager vores arbejdsplads. Og hvad gør vi så? Nåja – vi kan da bare lade være med at lyve os syge – så er der vel intet problem, kunne man mene. Men forestil dig nu at du er inviteret til en fest og din bedste veninde ikke er. Du vil ikke såre hende og fortæller derfor intet om det – men næste dag ser hun på Facebook at du er tagget ved samme fest. Her er der ikke tale om at du snyder nogen, men bare at du har lyst til selv at iscenesætte din geografiske fortælling.

Hvad enten der er tale om afsløring af snyd eller mere subtile sociale hensyn, så er faktum at den nuværende udgave af Places fratager dig kontrollen med din geografiske historie. Og det er lige meget om du så slukker din mobil – andre vil kunne tagge dig alligevel. Du behøver faktisk ikke at være til stede.

Men kan man ikke allerede idag ødelægge folks dækhistorier på Facebook med billeder etc?

Jo – det kan man naturligvis – men det er faktisk meget sværere at opdage, fordi folk selv skal lave koblingen imellem billeder, tid og sted mentalt. Med et værktøj som places, bliver det helt transparent. I praksis vil Facebooks nyhedsfeed ikke kun skrive “Anders blev tagget i et billede” (som man skal ind og se og derefter tyde) men “Anders var på Palles Bodega“. Smak – intet at være i tvivl om.

Det er grunden til at det temmeligt sikkert vil være denne tagging-funktionalitet der skaber de første skandaleoverskrifter om Facebook Places. Ikke mindst fordi funktionen skriger efter misbrug. Hvem bliver f.eks. den første som tagger Lene Espersen på Palles Bodega, næste gang der er møde i Arktisk Råd?

Ud fra en informationsmæssig anskuelse er det for eksempel komplet uforståeligt at folk deler fotografier af deres aftensmad på Facebook. Den informationsmæssige værdi af  sådan et billede er (for alle andre end dem der skal spise med om lidt) stort set nul. Men hvis man i stedet anskuer mediet som et spørgsmål om identitet, så er netop det vi spiser jo en stor del af dem vi er og bliver konstant brugt i fortællingen om os selv. Og set i den sammenhæng er det faktisk ret logisk at vi også på Facebook vil vise andre om vi selv laver sushi eller bedst kan lide en stor beskidt bøf. Hvad vi deler er altså i høj grad styret af hvad det siger om os – og hvilken social status det kan give os.

Et andet af mine centrale budskaber er at virksomheder som vil udnytte denne effekt, med fordel kan skabe interessant indhold som folk kan opnå social status ved at dele og derfor vil sprede for deres egen skyld. Ved at lære at udnytte et allerede eksisterende psykologisk behov: behovet for at lave en selvfremstilling, kan man altså opnå den mest eftertragtede effekt på nettet idag – nemlig den “virale” spredning.

Men hvordan anvender man den viden når det drejer sig om fysiske steder? Eller: hvordan kan vi give folk lyst til at “checke ind” (vise med mobiltelefonen at de er der lige nu) i vores butikscenter, på vores café eller i vores idrætsanlæg?

En af de handlinger som virkelig kan give social status er at vise andre at vi har fundet noget interessant. Det er f.eks. hvad 90% af aktiviteten på Twitter handler om. Denne psykologiske effekt er drivkraften bag det meste  word of mouth spredning. For hvem vil ikke være den der først deler noget som alle andre derefter begynder at sprede? Hvis du laver noget godt, skidt, komisk, humoristisk eller anderledes, så vil folk elske at dele det – aggresivt! Og hvis det foregår via Facebook, kan folk snart dele din location i samme hug.

Hvis du allerede i dag har en forretning som tilbyder god kvalitet og uovertruffen service  eller fantastiske priser, så behøver du ikke at læse videre. Du vil blive delt uden at foretage dig noget som helst. Ganske enkelt fordi alle elsker at dele kvalitet og gode tilbud. Men for alle jer der bare vil have et hurtigt fix, uden egentlig at lave noget fundamental om, så er her 4 ting du kan have i baghovedet, når du gerne vil have at folk deler din lokation.

1) Folk er dovne og fantasiløse, så du kan faktisk hjælpe dem på vej.

Hvis du gerne vil have spredt et godt tilbud, så skal du gøre det nemt at dele, rent lavpraktisk. Det er ikke godt nok at have et dine gode tilbud stående med små bogstaver i et vindue hvor reflektioner og modlys gør det umuligt at tage et foto og sende videre og folk derfor selv er nødt til at skrive det ned. Eller endnu værre – hvor folk skal ind og spørge i butikken! Husk at folk sender alt videre som kan fremme deres sociale status. Dit budskab, bliver deres budskab. Det behøver ikke at være noget de selv har købt eller prøvet. Lav derfor skilte eller mere fantasifulde opslag med lidt kant, som er godt belyste og hvor forbipasserende kan komme tæt nok på til at at tage et godt billede.

2) Ram din målgruppe midt i nostalgien

Følelser og valg er knyttet uløseligt sammen. Forskning viser at hvis du bliver skadet i dine “affektive” centre (stederne i hjernen hvor følelser aktiveres), er du ude af stand til at træffe en masse af hverdagens små valg. Hvordan skal du f.eks. vælge imellem en leverpostejmad og en spegepølsemad, hvis du ikke kan føle mere for det ene end det andet? Man kan ikke regne sig frem til svaret logisk, for begge dele er blendet gris med for meget salt. Omtrent på samme irrationelle måde fungerer en del af vore valg på mobilen. For hvordan vælger vi om vi skal checke ind det ene sted eller det andet? Eller om vi skal dele lokationen på den ene butik frem for den anden? Det handler oftest om at vi får aktiveret nogle følelser. Og i den sammenhæng er associationer til vores barndom bare et af de mest effektivt midler til at aktivere følelser. Derfor er f.eks. legetøjsobjekter fra vores barndom bare en klassiker når det drejer sig om at ramme følelserne og aktivere “drive by” geotagging!

Se f.eks. billedet af den store Playmobilmand. Fundet på nettet og taget af én som bare lige måtte dele billedet. Tænk lige over det.

3) Brug humor konsekvent og bliv uimodståelig at dele

Hvis du laver noget sjovt eller interessant i forbindelse med din butik etc, så kan folk gøre den humor til deres egen, ved at tage et billede af det og sende det videre. Hvad sker der hvis du tænke dit steds steds fysiske fremtoning strategisk som et objekt til deling? Så kan du ende med at give din butik et navn som ganske enkelt er uimodståeligt at dele. Det skal naturligvis ikke være så sjovt at det er meningsløst. Men denne butik ville jeg altså have svært ved ikke at kigge ind i, hvis jeg vidste at den lå i nabolaget. Og det er også en af dem jeg kunne finde på at tage et billede af og dele med venner, hvis jeg kom forbi. Og hvis jeg deler den fra en GPS-mobil, kan alle se hvor denne interessante butik ligger henne.

Her har nogle unge mennesker faket et splatter scenarie på åben gade.

4) Og så kommer vi ikke uden om viral “geo-spam” (eller hvad man skal kalde det)

En spam-style måde skabe omtale på er ved at begynde at introducere kunstige eller planlagte elementer for at gøre sit sted socialt interessant. Det kan være ved at vi begynder at installere helt overdrevne objekter i det fysiske rum, i håb om at folk vil elske at sladre om dem. Man kan nemt forestille sig at effektjageriet fra de virale film, som bare handler om at skabe flest mulige seere, flytter ud i det fysiske rum.

Hvis man ikke kan lave noget værdifult, kan man i hvert fald lave noget som alle taler om og deler. Lige meget om det så bare er fordi det er klamt, vildt, latterligt, grimt eller alt alt for meget og om det bare får en masse mennesker til at trampe igennem dit sted, uden at lægge penge eller skabe værdi. Så bliv ikke overrasket hvis virkeligt påfaldende ting begynder at dukke op i din omverden. De er der for at du skal have lyst at vise dem og andre skal få lyst til at komme forbi og se dem.

Hvornår mon vi ser de første geovirale bureauer, som tager betalt for hvor mange mennesker de kan få til at checke ind et sted – og ikke skyr nogen midler for at få dem til det?

Og hvornår mon vi ser den første geotigger der står foran en butik og spørger om du vil være rar at checke ind her, så han kan få til en bid brød af butiksejeren?

Klokken er 02:15 dansk tid da Facebooks LIVE stream af deres pressekonference går igang. Siden pressekonferencen blev annonceret for ganske få dage siden, har luften været tyk af rygter om at Facebook nu endelig ville annoncere at de introducerer lokationsteknolog på deres platform, som i dag bruges af ½ milliard mennesker.

Og det er da også et nyt produkt, kaldet Facebook Places, som bliver annonceret. Places er en feature som tager udgangspunkt i det kraftigt voksende antal GPS baserede mobiltelefoner og giver mulighed for at dele steder med dine Facebook venner. Places er integreret i Facebook platformen på samme måde som Facebook-sider og events og fokuserer primært på at binde mennesker og steder sammen omkring “livets væsentlige begivenheder”.

Til lejligheden har Facebook  fået produceret denne lækre og ganske sukkersøde reklamefilm som i løbet af de næste døgn vil gå verden rundt. Vær ganske vis på det:

Facebook Places bliver først rullet ud i USA, men skal du kigge efter den her, skulle den rulle ud på Facebook’s smartphone-side først: http://touch.facebook.com. Techcrunch var så vidt jeg ved det første site som fangede et glimt af Places på den adresse og twittede om det. Så de får et link til deres post her. Desuden skulle der komme iPhone understøttelse ud før der kommer Android. Gad vide hvilken mobiltelefon Zuck selv har ;o)

Zuckerberg virkede ikke helt sikker på hvordan udrulningen vil forløbe, men angiveligt burde man snart kunne se places globalt fra web, men kun aktivt bruge tjenesten på mobilen i USA. Lad os nu se hvordan det løbe af stabelen.

For udviklere er det interessant at et API der giver mulighed for at læse fra Places burde gå LIVE imorgen (også kun i USA?) og API’er som giver mulighed for at skrive og opdatere er i lukket beta lige nu.

For LIVE blogging fra eventen, kan du gå til @locationlabDK på Twitter eller #locationlab på Facebook. Har du fede links eller lignende, så smid dem på Facebook.

Så er du rar og lidt berømt ;o)