Klokken 7:35: Jeg bliver vækket af en journalist fra Berlingske som spørger: “Har du en kommentar til den Kony-video, der går viralt lige nu?” jeg indrømmer at jeg ikke har set den, men siger, som jeg altid gør i den slags situationer, at der ikke er ret mange videoer der “går viralt” uden at det er fordi pressen er gået i selvsving over den og har spredt den flittigt. Derfor kan man ikke forstå den slags fænomener uden at se på pressens rolle.
Journalisten siger farvel og tak og jeg ved at jeg ikke hører mere fra ham. Han vil ikke sende mig citater til gennemsyn for han er allerede hastet videre til nogen der ikke vil forplumre hans begejstring med den slags kedelige analyser. Sådan reagerer de altid på det svar.
Efter at videoen rammer forsiden af pol.dk, begynder den at dukke op på Facebook, med kommentarer som:
“Vær med til forme fremtiden, til en bedre fremtid. Vær med til at gøre Jospeh Kony berømt, så han kan fanges og dømmes for sine handlinger mod menneskeheden. Denne film viser dig hvorfor!”
Og mere af samme skuffe. Filmen vækker tydeligvis begejstring og jeg giver mig modvilligt til at se den. Og jeg må indrømme at det virkelig er et ret godt håndværk. En kampagnefilm, som burde være pensum på kommunikationsskoler verden over og sikkert bliver det.
Kort fortalt er filmen en kampagne som skal motivere borgere til at lægge pres på USA’s regering, så de intervenerer militært i Afrika og fjerne en lokal krigsherre, som bruger børnesoldater, som han “rekrutterer” ved at bortføre dem fra deres hjem. Og de gør bare en hel masse ting rigtigt på en gang:
De udnytter forvekslinger med lignende sager
De kobler sig på “det arabiske forår” og “anonymous” og alle andre ting der smager af demokrati + internet. Som mine egne undersøgelser har vist (bl.a. i forbindelse med at jeg fik 27000 mennesker til at joine en fiktiv Facebook gruppe imod nedrivningaf Storkespringvandet i 2009), forveksler folk ofte både subjekt og objekt i den slags kampagner. Altså både skurke og ofre bliver tit forvekslet med andre aktuelle skurke og ofre. Vores hjerne er doven og danner mønster – også hvor de ikke findes. Det er derfor altid en god idé at forsøge at skabe forvekslinger med andre populære sager i hjernen på dem man vil have til at købe ens kampagne og dele den online.
De skaber identifikation med deres motiver gennem oplevet transparens
Moderne kritiske netbrugere er ikke dumme – vi er trænede reklamebrugere og faktisk ofte rigtigt kritiske over for folks motiver for at sende os et budskab. I videoen bliver vi afvæbnet ved at de faktisk skaber en oplevelse af transparens, i forhold til deres motiver. Vi får, præsenteret som et kronoloigisk narrativ, indblik i et motiv som handler om at folkene bag filmen blev ramt af stærke oplevelser, da de mødte truede børn og at det får dem til at føle en trang til at “gøre noget”. Disse skuemotiver er meget vigtige for filmens levedygtighed, da de fjerner den skepsis der kan stå i vejen for den smukke og rene følelse, som filmen skal skabe. En følelse, som i sekunderne efter man oplever den, får sin udløsning i at man deler videoen med andre. både for at få valideret sin følelse, men også for at bibringe andre den. Hvilke motiver kampagnemagerne rent faktisk har, aner jeg ikke. Men her præsenteres et motiv man kan identifiere sig med og som forklarer et helt essentielt “hvorfor”!
De formår at skabe et emotionelt link via børnene
En af de svære barrierer for den slags kampagner er at vi, for at kunne leve med at bo i en overflod, mens millioner lever i nød, skaber en fortrængning. Et værn imod verdens smerte, som samtidig gøre at vi kan have svært ved at se små lidende børn i Afrika som andet end et kategorielt massefænomen. Det lykkes meget dygtigt for filmmagerne at fjerne vores panser med billeder af søde hvide børn – og i sekundet efter vise os at små børn i Afrika også bare er børn. At skabe det link er i sig selv en voldsomt stærk følelsesmæssig manipulation med tilskueren og en flot præstation. Men det skaber også en væsentlig præmis for hele kampagnen: nemlig at afrikanske børn også er mennesker og at vi netop derfor skal føle med dem.
Men især gennem den smukke, og engelsktalende dreng, Jacob, skabes vores identifikation med problemet. Grimme børn – eller “børn” som kategori, ville have virket langt dårligere der. Han gennemlever en vis eksistentiel smerte, men er ikke vansiret og det ender godt med at han kommer til USA. Den slags historier frastøder mindre. Det er almindelig kendt blandt nødhjælpsorganisationer at billeder af børn der er ved at dø af sult og lignende, får folk til at klikke væk. Billederene af lemlæstede børn vises derfor også kun i ganske få sekunder.
De giver problemet et ansigt!
En væsentlig forudsætning for at især pressen tager et fænomen op, er at der er personer på. Og her er der en krigsherre, som vi får præsenteret nogle påstande om - bl.a. fra en anklager, som udtaler sig om krigsherrens adfærd. En anklager er ikke et objektivt sandhedsvidne, men en part i en konflikt. Vi får også tallet “30.000 bortførte børn” at vide, uden at få at vide hvor det kommer fra. Tallet underbygges flot af en grafik der viser mange, mange børn og berøres ikke yderligere. Og det er klogt. Få tal giver troværdighed – men mange komplekse tal taler til en anden del af bevidstheden end den emotionelle, som kampagnen sikter imod at aktivere.
Krigsherren har et kort og fængende navn, Kony, som bruges centralt i kampagnen. Den er altså bygget op om at en helt bestemt, navgiven, person er direkte årsag til børns lidelse. Der er nok ingen tvivl om at Kony står i spidsen for en hær, som bruger børnesoldater. Men i filmen sættes som forudsætning at disse børn vil komme hjem til deres forældre, hvis blot denne ene person sættes ud af spillet. Det er da muligt – men det er også muligt at en anden person ville overtage hæren. At disse børn selv ville blive en ukontrolabel militær faktor eller at mange andre og mere komplekse faktorer er på spil i denne sag. Men komplekse faktorer bliver ikke virale. Navgivne skurke gør. Derfor er det især mesterligt at kampagnen bygges direkte op om Kony’s navn.
Vi bliver del af en spirende bevægelse af begejstrede mennesker
Jeg besøgte en gang et firma som arbejder med med at lave virale reklamefilm – altså kommercielle film som havde til formål at skabe begejstret spredning online. Og her var det en etableret sandhed at vi lader os forføre af at se folk der lader sig forføre. Derfor har mange kommercielle forsøg på virale kampagner og ikke mindst politiske – også billeder af et publikum som øjensynligt lader sig begejstre. Begejstrede mennesker skaber identifikation – men ikke mindst skaber de social verifikation. Vi ved godt at det måske er manipuleret – men alligevel kan det være svært for os at abstrahere fra an fornemmelse af et buldrende menneskehav og aktivister som løber optændte omkring med plakater osv. Og det understøtter et budskabs validitet.
Vi inviteres ind i en moderne demokratisk bevægelse med nemme svar på komplekse problemer
Når man har set en film der manipulerer én dygtigt ved at bruge narrative fortælleformer, smukke børn og fæle skurke, bliver vi ramt af følelser. Og netop den følelse du sidder med efter at hav set filmen, er kapital. Den kan nemlig omsættes til handling. I hvert fald visse former for handling. For det er vigtigt at handlingen kan foretages med stor symbolsk værdi og et minimalt og afgrænset ubehag. Og her er kampagnes bud på en kapitalisering af dine følelser godt ramt. For det første bliver du “primet” til at dele den. Du ser flere gange i løbet af filmen små klip med mennesker der deler ting online. Du er derfor meget tilbøjelig til at finde det oplagt selv at dele filmen. Og da en deling både giver en social verifikation og giver en følelse af at have foretaget sig noget, i sekunderne efter du har set den, hvor du føler stærkt, er den skræddersyet til at blive “viral”.
Men samtidig får du en mulighed for at være med i et sjovt “kampagne eksperiment”. Ved at sætte billeder af en afrikansk krigsherre op på gader og stræder herhjemme – kan du nemlig måske få politisk magt. Du kan blive en del af Wikileaks, Anonymous og Det arabiske forår på én gang! Hjemme i din trygge gade. Og du kan koble dig på dagens hotte politiske brand. Og det bedste af det hele er at du ikke behøver at ændre dine vaner. Du skal ikke holde op med at købe varer der er lavet af børn, Du skal ikke lade være med at købe elektronik som forudsætter en ufatteligt giftig og skadelig minedrift. Og du skal ikke lade være med at give dine børn bananer med i madpakken – selvom de er produceret på kemiske bananfabrikker i Mellemamerika hvor plukkerne får lungesygdomme.
Og hvem tænker på at det er en kampagne for krig?
Dette er en kampagne for en militær intervention – men det tror jeg de færreste forstår. “Eksperimentets” mål er at lægge pres på den vestlige verdens ledere – primært USA’s – for at de intervenerer militært og fjerner Kony. Men hvem mon bliver sat til at forsvare Kony, hvis militæret rykker ind? Hvem bliver man tvunget til at skyde på, for at redde hans børnesoldater? Sandheden er at vores demokratiske rus kan føre til at vi endelig får presset populistiske ledere til at rykke ind og dræbe mennesker – heraf mange af dem vi vil redde. Og at der ikke en gang er nogen sikkerhed for at problemet med børnesoldater bliver løst.
Hvis det er et mål man er enig I, så er det naturligvis en ærlig sag. Men så langt kan jeg tvivle på at mange har tænkt. I værste fald kan man frygte at liv og død bliver brikker i en lykkelig forårsforelskelse i dig selv, internettet og George Clooney.
Her kunne du, indtil for lidt siden, læse et blogindlæg, hvori jeg opfordrer virksomheder- og ikke mindst journalister – til at være mere kritiske over for de tal som kommer fra Facebook selv. Og ikke mindst når de viderebringes af konsulenthuse der leverer Facebook-løsninger og derfor selvsagt har en interesse i visse tal, frem for andre.
I blogindlægget nævner jeg et specifikt konsulenthus og en navngiven konsulent. Og selvom jeg på ingen måde angriber disses hæderlighed – tværtimod, så er jeg nået frem til at min pointe bare ikke er stærk nok til at retfærdiggøre inddragelse af konkrete personer og virksomheder. Så derfor er indlægget blevet skrottet!
Sorry folks – jeg gik over stregen uden grund nok.
Har du hørt de første 100 social media konsultenter, bloggere og guruer fortælle dig, igen og igen, at du skal “tale med dine kunder” på Facebook? Og har du nogen gange oplevet det som en lidt underlig og abstrakt opgave, som var svær at løse? Så kan jeg nu berolige dig med at Facebook-brugerne oftest heller ikke gider at tale med dig. Undersøgelser viser nemlig at langt de færreste Facebook-brugere egentlig er interesserede i at tale med virksomhederne bag Facebook-siden. Men hvad fanden skal man så?
I slutningen af 2010 bestilte jeg en panelundersøgelse hos Userneeds, hvor vi stillede over 2000 danske netbrugere i alderen 15-65 en række spørgsmål om deres netvaner på sociale medier og mobilen. Mit primære formål var at afdække danskernes forventninger til lokationsteknologi, som jeg behandlede i de rapporter du kan læse hos Locationlab. Men jeg stillede også en række spørgsmål der handlede mere generelt om kommunikation med virksomheder på Facebook. Og blandt mange andre ting, viste undersøgelsen klart at langt de færreste var interesserede i dialog med virksomheden bag en Facebook-side.
Man kan med rette stille sig kritisk over for den slags undersøgelsers absolutte sandhedsværdi, men tallene var ikke desto mindre ret entydige: Når jeg spurgte hvilke forventninger respondenterne havde til kommunikationen på virksomheders Facebooksider, var der en forsvindende lille interesse for at “tale” med virksomhederne bag siden eller designerne bag det produkt, som siden repræsenterede.
Et af spørgsmålene jeg stillede lød: “Du vælger at blive fan af Facebook-siden for et livsstilsbrand (f.eks. Nike, Diesel, B&O, Republic of Fritz Hansen). Hvilke muligheder/aktiviteter på Facebook-siden ville du opleve som relevante for dig: (Vælg gerne flere)”
Kun 4% af respondenterne satte deres kryds ved muligheden: “Dialog med designerne af produkterne”. Som du kan se var det rabatter og særlige tilbud, som var det største hit. De fandt det skam også interessant at få viden om produkterne – især om kommende modeller, prototyper etc. Men dialog med designerne af produkter var dybt uinteressant for stor set alle de adspurgte.
På samme måde spurgte jeg de 2000 netbrugere om deres forventningerne til Facebooksiden for et større spillested. Og her var billedet det samme: Kun 6,6% var interesserede i dialog med folkene bag spillestedet mens 34,9% var interesserede i rabatter og præmier og 39% i nyheder fra spillestedet. En brugerundersøgelse som et par af mine specialestuderende foretog blandt fans af Normann Copenhagen’s Facebookside viste samme tendens. Kun en meget begrænset del af de adspurgte fandt det relevant for dem at svare på de opdateringer som firmaet lagde ud på Facebook.
Hvad betyder det i praksis?
Hvis denne tendens er generel, betyder det for det første at kunder faktisk godt gider at have med virksomheder at gøre på Facebook. Så lad bare være med at gå i panik. Men det har til gengæld en stor betydning for indholdet i jeres relation. Altså for de ting du poster, helt konkret.
Drop smiskeriet!
Du skal omgående droppe dine smiskende forsøg på at lokke dine Facebook-fans til at skrive kommentarer eller at “synes godt om”, på siden. Det er uværdigt for begge parter og højst sandsynligt ikke ret afgørende for ret meget andet end dit eget ego. Du kan sagtens have en Facebook-side der er succesfuld for din forretning uden at få en masse kommentarer og reaktioner fra dine fans. Det betyder ikke at det ikke er superfedt, hvis I alle kagler løs som høns om din forretning – tværtimod (især hvis de rent faktisk køber noget). Men det betyder at dialogen hverken er målet eller omdrejningspunktet for en Facebook-side.
Men hvad er så målet med en Facebook-side, Anders?
Det er naturligvis forretningsmæssigt – og individuelt. Men skal jeg formulere nogle generelle retningslinjer, skulle de være som følger:
På Facebook skal du tilbyde en udvidelse af produktet og produktets univers.
Du skal tilbyde en merværdi med en tydelig afsender – og sætte en venligt ansigt på jeres produkt.
Du skal altid have produktet i centrum og hurtigt og uhøjtideligt stille dig til rådighed for spørgsmål og indfald om produktet fra nuværende og kommende kunder.
Du skal ikke komme med opdateringer for at få svar, men fordi de forøger værdien af dit primære tilbud (det du sælger). Enten ved at genoplive og styrke glæden ved købet hos eksisterende kunder eller ved at skabe en større forventning og tilgængelighed til produktet hos fremtidige.
Vil du have aktivitet der spreder siden, så kør konkurrencer og knaldtilbud – eksempelvis ved apps, der gør det nemt at invitere venner ind i jeres univers. Lad være at forsøge at lokke folk til dialog.
Tænk i cross media overalt. Henvis til jeres Facebook-side i jeres butik, på jeres emballage, i tilbudsaviser og alle steder hvor det er relevant. Og lov folk opdateringer, rabatter og gode tilbud. Ikke “dialog” og anden fluff.
Hvis du absolut vil tale med folk, så får du tit mere ud af at købe 5 kilo kage og en runde øl og lade dem komme forbi og lege med jeres kommende produkter (hvis I har produkter man kan lege med) end at sidde og skrive indlæg efter indlæg ud i mørket, mens du kigger på tælleren og forsøger at forstå hvad 14 synesgodtom og 3 kommentarer mon betyder for din bundlinje.
Hypen er forbi – ignorer social media hippierne og find din indre købmand frem!
Ham her har f.eks. fattet det! Han taler konstant om sine produkter i 13 minutter og man æder det råt. Et venligt ansigt og en udvidelse af hans produktunivers gør at man får lyst til sodavand – og til at dele videoen. Lad ham være din nye rollemodel! Når du overvejer at stille et lamt spørgsmål eller poste et ligegyldigt link, for derefter at sætte dig hen og tælle klik i lysskæret fra din monitor, så spørg dig selv. Hvad ville ham fyren her have gjort?
Succefuld brug af Facebook Places handler om at skabe et samspil imellem mobil, website og fysisk butik. Her er min model, kaldet “checkin loopet”, som du kan bruge som en huskeliste, der kan hjælpe med at sikre at du har styr på hele kredsløbet.
Facebook Places har nu været i Danmark i et halvt års tid og jeg begynder at kunne se et mønster i den måde folk bruger det på. Eller skulle jeg sige – ikke bruger det på. For selvom stadigt flere butikker vælger at “tage ejerskab” over deres steder på Facebook, så er det som regel også det eneste butikkerne gør. Og det er synd – for allerede nu kan man begynde at sikre at ens check-in loop fungerer.
Det gode check-in loop kan kun opstå, når man forstår at inddrage mobilen, websitet og den fysiske butik!
Nu kan du jo sige at vi alle venter på Facebook Deals, som giver mulighed for at tilbyde rabatter etc, men det er slet ikke noget holdbart argument for ikke allerede nu at få skabt den sammenhæng imellem web, mobil og fysisk butik, som det gode check-in loop i virkeligheden handler om. Og det kræver også at vi lige får ryddet en udbredt misforståelse af vejen:
God check-in marketing handler ikke primært om mobiltelefonen!
Check-in marketing er en fuldblods crossmedia-fænomen, der handler om at bruge forskellige platforme til det de er bedst til, og så bevidst skabe henvisninger til andre led i kæden. Og lige meget om man i visse led af loop’et bruger en “Deal” (f.eks. gratis pommes frites til sin burger, hvis man checker ind) til at motivere – eller ikke, så er mekanismen bag loopet nøjagtigt den samme. Kunden skal vælge at checke ind i butikken, kundens check in bliver spredt til vennerne på Facebook og man får dér mulighed for at få folk til konvertere disse venner til fans, som man så igen kan få til at interessere sig for butikken. ‘
Og hvis man ikke får styr på de forskellige konverteringer, så er der hul i kæden og man får mindre værdi ud af den. Det er ikke raketvidenskab!
Her er grundelementerne i det det gode check-in loop, kort gennemgået:
1) I den fysiske butik: Kunde konverteres til check-in
Denne del af check-in loopet er den de fleste lige skal vænne sig til. Et internetfænomen der ikke kun handler om internettet kan virke forvirrende. Nu har vi jo endelig lige lært at man skal annoncere online, for at få online aktivitet! Men faktum er at et check-in er en konvertering som begynder i det fysiske rum og at jeres fysiske indretning og kundedialog i butikken derfor nu skal begynde at indeholde henvisninger til check-in og “calls to action” som opfordrer til check-in. Ellers er det jo i praksis komplet usynligt for kunden, at I er til stede på geosociale medier.
Hvordan disse “calls to action” skal se ud, er meget forskelligt fra butik til butik, men fælles for alle aktiviteter der handler om at konvertere, så er et væsentligt grundelement altså at man husker at opfordre folk til at gøre det man ønsker. Og det handler ikke kun om at betale folk for det med en “Deal” eller “Special”. Har du f.eks. en café, så sidder folk ofte og fumler med mobiltelefonen alligevel og vil ofte gerne fortælle at de synes om netop denne café. Og de vil gøre det gratis. Det kræver ofte bare at du minder dem om det!
2) Efter check-in: Linket spredes på Facebook
Folk har hele tiden kunnet fortælle på Facebook, at de var i din butik. Enten gennem en statusopdatering eller med billeder. Og det vil de temmelig sikkert blive ved med. Men i det sekund din kunde vælger at fortælle hvor hun er,ved at checke ind, sker der noget meget interessant. Nu skubber kunden pludselig et link med ind i samtalen, som det ses på billedet herover. Og det betyder at I nu får en helt ny mulighed for at komme ind i loopet! For når kundens venner nu klikker på linket, ryger de til jeres side på Facebook. Og der får i mulighed for at friste, lokke, smigre eller blot inspirere folk til den næste konvertering:
3) Kundens Facebook-venner konverteres til fans
Når kundens venner klikker på linket til siden, har du ganske kort tid til at fange interessen og at konvertere vedkommende til en fan. Lige meget om man gør det med en velkomstside eller prøver med interessant vægindhold, er det vigtigt at forstå at der er tale om en konvertering. Folk skal gøre noget. Nemlig klikke “synes godt om”. Her gælder det om at forstå at folks opmærksomhed er en begrænset ressource og undgå at forvirre folk med en masse muligheder og informationer. Hvis du gerne vil have at folk skal blive fans, så bed dem om at blive det – eller hvis man har adgang til at skrive et par linjer kode, kan man vise folk en velkomstside der skifter indhold, alt efter om den besøgende er blevet fan eller ej. Herunder tilbyder Blockbuster f.eks. at du lige kan se en ny trailer med en populær skuespiller, hvis du synes godt om siden. Det er kort, enkelt og frister med underholdning.
4) Fans konverteres til besøgende i butikken gennem løbende opdateringer
Når du driver en Facebook-side for en fysisk butik, café eller lignende, så skal alle dine indlæg på siden, på én eller anden måde handle om at få folk ned i butikken, hvor de kan konverteres til kunder og forhåbentligt til at checke ind også. Og det betyder at jeres konversation ikke skal være en usystematisk bunke af interessant og mere eller mindre relevant info. I stedet skal I bevidst arbejde på følgende 3 ting:
At sikre at folk generelt er oplyste om hvad I sælger og hvor I ligger og hvad der ellers foregår hos jer. Opgaven er en pædagogisk opgave, der skal sikre at de nemt kan huske det – også når de ikke sidder ved computeren (for det gør de ikke ret tit, når de går rundt i byen). Det er et led folk ofte ignorerer. “Folk ved da hvem vi og hvor vi ligger. Det står jo på vores hjemmeside”.
At sikre at de finder jer sympatiske. At de har tillid til jer og at de på andre måder har en god følelse omkring jeres sted. Der kan jeres holdning, miljøpolitik eller lignende være relevant og gøre en forskel. Fortællinger om hvor lækkert der dufter eller hvor fair jeres kundeservice er, er også gode virkemidler. Det kan tit gøres ved at dele en masse indhold der ikke direkte henviser til jeres butik (link til et sympatisk velgorenhedsprojekt etc) – vær ikke bange for at dele eksternt indhold, hvis I bare bruger det til at vise at I er søde/fede/kloge/dygtige.
At lave “call to action”. Husk nu for pokker at fortælle folk at de bør komme ned i butikken og smage/prøve/spare/lytte. Sig “kig ned når du køber ind på lørdag – vores nye asparges er så lækre”. Eller som Magasin gjorde det herunder, hvor de både laver call to action og opfordrer til at dele deres fotos på Facebook (her kunne de også have opfordret til at checke ind) så loopet fortsætter.
Skal I selv i gang? Så vil jeg foreslå jer at tage fat i Checkmore, som jeg er partner i, for et bud på en samlet strategi og implementering. Her kan du også høre mere om hvad Checkmore har gjort for sine kunder, Magasin og Blockbuster, som jeg nævner i blogindlægget.
Hvis man har et firma (eller blot er skatteborger i DK) er man ofte inde på http://skat.dk eller en af de mange under- og søstersider. Og selvom Danmark faktisk er lysår foran andre lande når det drejer sig om at digitalisere skattebehandlingen, så ligner skat.dk med sit uindbydende design og sine besynderlige brugerflader et site for et monopol som ingen konkurrence har – men det er det ikke.
Hvordan kan jeg påstå at skat.dk ikke har monopol på danskernes skattesager? Jo, det er ganske enkelt. Hvis jeg ikke kan finde ud af websitet, tager jeg telefonen og ringer til Skat for at få ordnet mine skattesager. Skat.dk er altså i en reel konkurrence med den direkte kontakt til rådgiverne enten via telefon eller ved personligt fremmøde. Så når mødet med skat.dk er som at blive ramt af en shit storm af usabilityfejl, som ville have medført dumpekarakterer på IT Universitetet hvor jeg underviser, så er det noget som koster dig og mig mange penge.
Og fejlene er virkelig mange:
Links som fører til sider som ingen informationer har
Gigantiske menuer hvor hverken typografi eller placering af links afslører hvilke der er væsentlige og oftest brugte
Total mangel på grafik og ikoner, som kunne lette afkodningen kolosalt
Online hjælp der er udformet som massive pdf-filer og nogen gange direkte forældede
Et generelt inkonsistent design og mange sider der er knudrede og svære at afkode
Prøv at forestille dig at Facebook eller Hotmail havde et interface som det man møder i Skat’s “tast selv”. Forestil dig at man som smed eller tomatavler får en ansat og skal stave sig igennem teksten her for at oprette sig som arbejdsgiver (blot for at finde ud af at man skal logge sig med et helt andet system hos Erhvervs og Selskabsstyrelsen for at gøre det). Jeg gætter på at langt de fleste som skal oprette løn første gang har de samme behov – hvor mange millioner om året kunne man spare på at lave en ultrapædagogisk “wizard” som hjælper én igennem den proces, frem for at kaste en masse forskellige typer af informationer ud i browseren, arrangeret efter type? Prøv for sjov lige at finde ud af hvordan du opretter dig som arbejdsgiver og får indberettet en måneds løn.
Ret skal være ret: Jeg kan se at brugerfladen i denne tid bliver opdateret hist og her og de nye sider ser faktisk pænere og mere konsistente ud, men det ændrer ikke ved at Skat.dk skal forstå at de befinder sig i en benhård konkurrencesituation, hvor hver tabt bruger koster penge – enten fordi der bliver indberettet forkert eller fordi der bliver ringet op til en medarbejder i stedet.
Jeg tror ikke at det er ret realistisk at skat.dk pludselig holder op med at opføre sig som om det bliver udviklet efter en sovjetisk 5-års plan, men hvis der var tale om et firma i en konkurrencesituation, ville første logiske skridt være at begynde på at tage dialogen med brugerne og give holdet bag sitet kompetence til at reagere på de indput (fortvivlede skrig om hjælp?) som de der skal bruge “tast selv” kommer med. Og nej – en rar gammel “skattefar” på Twitter er ikke nok.
Skat.dk skal jo ikke være et teksttungt mastodont, men et site som bruger alle eksisterende visuelle og kognitive midler til at sikre at helt almindelige virksomhedsejere kommer effektivt igennem de centrale processer som sitet skal understøtte. Det er ærligt talt et frygteligt spild at bringe os helt i front hvad angår digital skattebehandling og så agere så amatøragtigt, når det handler om at gøre sitet til at finde ud af at bruge for almindelige mennesker.
Lad mig slutte af med det råd jeg stort set giver til alle offentlige mastodontsites: Koncentrer jer om at få kernefunktionerne til at virke og tilbyd derpå et API, som folk der rent faktisk ved noget om moderne brugervenligt webdesign kan bruge til at bygge forskellige specialversioner af skatteweb og tage den pris for dem som markedet kan bære. Det ville være noget der virkelig battede for e-samfundsudviklingen! Og jo – selvfølgelig kunne man håndtere sikkerhed og personfølesomme oplysninger – om ikke for alle funktioner, så for en masse af dem.
Lanceringsdagen 2010: Det Danske Filminstitut afholder hvert år et lukket arrangement for filmbranchen hvor filmskabere og -købmænd mødes og gnubber skuldre, spiser pindemadder og lytter til oplæg og foredrag. I år var jeg inviteret til at give viden og en opsang om filmbranchens brug af Facebook.
Jeg brugte blandt andet Kvinden der drømte om en mand, som et skoleeksempel på en totalt forkert håndtering af en film på Facebook. Der er især 3 ting som gør den til et godt eksempel på at Facebook bruges som et helt traditionelt kampagnemedie (i skrivende stund – det kan jo være ændret når du læser dette):
Siden er blevet forladt efter at filmen fik premiere og idag flyder den over at “get rich without working”-reklamer og reklamer for slankekure. Det er forkert fordi de viser at man intet fatter af at skabe langsigtede relationer og dumper relationen, så snart man har pumpet sit salgsbudskab afsted. Hvordan havde man tænkt sig at folk skulle tage fansiden alvorligt, når folkene bag ikke selv gør? Hvis man ikke gider at kommunikere (om de kommende film af samme instruktør eller med samme skuespillere, ville være et oplagt bud), kan man i det mindste rydde op på siden.
De eneste events som findes er presseevents som fans ikke har adgang til – et skoleeksempel på at man gør nøjagtigt som man plejer og bare har taget “endnu en kanal” i brug til at gøre det. Mediet er oplagt til f.eks. at lave events hvor man kan møde folkene bag filmen og selv komme til orde. Hvorfor bruge en helt ny kommunikationsform, hvis man ikke tilpasser sig de muligheder den giver?
Se i diskussionsforummet – der har for at det ikke skal være løgn smidt en pressemeddelelse som fylder adskillige skærmbilleder! Det er faktisk ikke noget jeg har konstrueret men blot et skoleeksempel på at man tager eksisterende indhold og pumper ud på nettet. Jeg gætter på at der samlet set er 10 mennesker i verden der har læst denne tekst i sin helhed og at der er NUL som har sendt den videre!
Det skal dog for rimelighedens skyld tilføjes at Ib Tardini (som er filmens instruktør) efter foredraget rejste sig og understregede at denne side er en rekonstruktion, forstået på den måde at den første udgave af siden faktisk blev slettet af Facebook, fordi der optrådte en nøgen kvinde på filmplakaten/fotoet i første udgave. Og at den første udgave indeholdt en masse interessant indhold. Det har jeg da forståelse for, men det er stadig ingen undskyldning for at behandle siden som et brugt kondom, efter at filmen er skudt af.
Blandt mange andre emner jeg berørte, undrede jeg mig desuden at filmbranchen (og mange andre) betaler bureauer for at tage sig af deres internetkommunikation. Det medfører jo at bureauerne udvikler sig i takt med internettets udfordringer men at filmproducenterne (eller andre der outsourcer deres internetdel) hænger fast i industrialderen. Internettet stiller krav om omstilling og forretningsudvikling og det er noget som foregår i organisationerne – ikke ude på en server et sted.
Jeg har arbejdet med mobile tjenester siden år 2000 og næsten lige så længe har man i branchen talt om hvor fantastisk det ville være, når man kunne lokalisere en mobiltelefon geografisk og begynde på location based marketing.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet kontaktet af mennesker, som trak mig til side og med et snedigt ansigtsudtryk og dæmpet stemme, fortalte mig at havde fået en helt fantastisk idé til en lokationsbaseret markedsføringstjeneste. Og det var altid en tjeneste som opfangede folks geografiske position og sendte dem et tilbud på en SMS, hvis de var i nærheden af en butik som havde en rabat eller et godt tilbud. Måske du også selv har opfundet sådan én engang? I så fald må jeg bedrøve dig med at det er en af de mindst unikke idéer i mobiltelefonens historie.
Tegningerne her viser i grove træk hvordan denne meget uoriginale marketingidé så ud, når den blev tænkt ud fra et permission based push-mindset.
Traditionel lokationsbaseret marketing step 1: Brugeren "træder" på et GPS-koordinat
Alle disse push/location-tjenester forblev i mange år fantasier, fordi der ikke fandtes en brugbar måde at lokalisere mobiltelefonen på. De mere nørdede folk talte om GSM-triangulering (hvor man anvendte et kendskab til mobiltelefonens afstand til mindst 3 mobilmaster til at udregne en position) men da den metode er afhængig af teleoperatørerne (som ved hvor masterne står) som ikke kunne blive enige om noget som helst (og desuden virker dårligere, jo længere masterne står fra hinanden), blev det aldrig til noget af betydning der rakte ud over nogle få services fra enkelte teleselskaber.
Og så handlede det slet ikke om SMS-push
Der er sikkert stadig mennesker der tror at det er hvad lokationsbaseret marketing går ud på, men nu hvor mobiltelefoner med GPS er på vej til at blive hver mands eje, bliver det tydeligt at lokationsbaseret markedsføring slet ikke kom til at handle om at pushe tilbud i hovedet på brugere der trædte på lokationer (i form af GPS-koordinater eller radius i forhold til butikker)
I stedet kan vi nu se at det handler om at brugerne selv aktivt vælger at checke ind i butikker. Og frem for at være en ensom tovejs-kommunikation, drevet af brugerens jagt på besparelser, ser vi at det foregår i komplekse sociale kontekster hvor deres venner har mulighed for at se med. Det betyder bl.a. at vi ikke kun skal forstå brugeren, men skal forstå brugeren i samspil med dennes sociale netværk og kende til kulturen på de forskellige internetplatforme – f.eks. Foursquare og Facebook – som brugerne checker ind på/med.
Og når man ser endnu nærmere på det, handler lokationsbaseret marketing egentlig heller ikke om geolokation. Vi tjekker ikke ind på geografiske koordinater men på meningsbærende steder. Og selvom disse to dimensioner (geolokationer/steder) har meget til fælles, så er de forskellige. Steder er geografiske enheder af ubestemt udbredelse som har mening for os. Et sted er f.eks. “Fælledparken” eller “Tivoli” eller “derhjemme”. Der er også folk som checker ind i bus 4A eller toget til Næstved. Geolokationer er geografiske koordinater som består af tal og henviser til helt præcise positioner.
Traditionel lokationsbaseret marketing step 2: Brugeren får et tilbud på toiletpapir smidt i hovedet fra en lokal handlende
Lad os kalde det “check-ind marketing”
Lokationsbaseret marketing er altså snarere stedbaseret marketing. Og som det ser ud nu, så giver det faktisk god mening at bruge udtrykket “check-ind marketing”, da det fanger at handlingen bygger på steder og foregår i sociale check-ind miljøer. Og det betyder også at lokationsbaseret markedsføring faktisk er en aktivitet som bygger på at designe “det gode sociale check-ind”.
Det er f.eks. slet ikke altid nødvendigt at tilbyde folk en kontant rabat for at checke ind, hvis man istedet kan tilbyde noget til folks identitetsøkomoni eller til den gode fortælling. Det betyder også at det man tilbyder skal hænge godt sammen med virksomhedens profil og identitet og være designet til at blive fortalt videre af dem som checker ind og tager imod tilbudet. Hvis man kun bruger check-ind marketing til at tiltrække selve den kunde der checker ind, får man jo slet ikke så meget ud af det, som hvis man ser vedkommende som en ny ambassadør for ens forretning.
Et friskt eksempel
Jeg har lige talt i telefon med en kunde i vores nystartede check-ind bureau, Checkmore. Kunden er frisør i City og bestilte en startpakke (Foursquare). Som en del af den startpakke rådgiver vi altid om den bedste “special” (som et check-ind tilbud hedder på Foursquare). Kunden foreslog selv at man skulle få vitaminbehandling til halv pris, hvis man checkede ind og købte en klipning. Men vi nåede istedet frem til en special der gik ud på at man får en gratis og uforpligtende konsultation om hårtyper og de mange forskellige muligheder for nye frisurer, ens hår giver, hvis man checker ind hos frisøren på Foursquare.
Denne special signalerer tid, opmærksomhed og kvalitet og skaber en meget bedre fortælling om butikken end en simpel rabat gør. Og det mest interessante ved denne historie er at denne ydelse faktisk er én butikken allerede i dag tilbyder gratis, men har svært ved at få spredt budskabet om.
Det gode check-ind handler altså om meget mere end penge og teknologi og det er et helt nyt område som vi for alvor vil skulle forholde os til når Facebook lukker op for Places i DK. Hvis du i mellemtiden har gode eksempler på det lækre check-ind og den fede special (der ikke handler om økonomisk værdi), må du meget gerne poste link til den her på siden ;o)
Mens mediebureauer, social-media-kræmmere og andet godtfolk i disse dage kridter skoene for at komme i position til sælge lokationsbaserede kampagner til de store brands i det marked det opstår med især Facebooks indtog på location-scenen, vil en stor del af markedet faktisk ikke blive flyttet rundt af dem – men af dig og mig og din mor.
Her ser du bageren i Sankt Peders Stræde i København, som fremviser et af de mest effektive reputation aktiver igennem alle tider – nemlig en kø der rækker helt ud på gaden. Og det bedste ved det billede er at det “eneste” de har gjort for at skaffe den kø er at de har bagt lækkert brød og/eller ydet en god service. Og det leder mig direkte hen på det bedste råd jeg giver virksomheder i relation til sociale medier. Du får det lige gratis her: Hvis du gerne vil have at folk anbefaler dig – så lav for fanden noget anbefalelsesværdigt!
Selvfølgelig vil de første supermarkedskæder og diverse brands allerede i julehandlen 2010 flytte en del af deres budget over på lokationsbestemte kampagner (jeg kan ikke udelukke at jeg vil sige ja til at rådgive en enkelt eller to af dem selv) og lokationsbestemte annoncer vil da også tilbyde endnu en dimension i retning af at gøre onlineannoncer endnu mere præcise, relevante og dermed værdiskabende.
Men alle disse aktiviteter er omkostningstunge, fordi de kræver inddragelse af reklamebureauer, mediebureauer og mediefirmaer med speciale i f.eks. Facebook. Og de vil have svært ved at sætte dagsordenen. For disse styrede kommercielle aktiviteter vil ofte ende med at fremstå kunstige og småpinligt leflende i forhold til den naturlige og autentiske aktivitet som foregår når mennesker bare flasher de ting de godt kan lide. For lad os lige huske på hvad det er der får os til at dele vores position på geosociale medier, set fra et psykologisk perspektiv:
At være den første de fortæller andre om noget godt eller værdifuldt. Det er ganske enkelt en af de stærkeste drivkræfter. Og husk: det behøver faktisk ikke at være et sted vi selv har prøvet. Vi behøver bare at have fornemmelsen af at vi kan opnå andres anerkendelse ved at dele et sted, så vil vi være tilbøjelige til at gøre det. Det er den drivkraft der gør at du deler et blogindlæg du kun har læst den første femtedel af. Men det er også drivkraften bag f.eks. at “tjekke ind” (vise sin position) hos den gode bager.
At advare andre om noget dårligt. At være den som advarer andre om et dårlig sted, er både en meget sund drift og et middel til at opnå andres anerkendelse igennem den omsorg de føler vi viser dem. Forskning viser at både anbefalinger og advarsler er stærke drivkræfter i at få os til at dele indhold med andre. I dette tilfælde er det en stærk drivkraft for at fortælle hvor den elendige bager ligger!
At opnå social status! Hvis vi gennem at forbinde os med et sted kan signalere at vores identitet har nogle særligt positive træk, vil vi være særligt tilbøjelige til at dele vores position. Vi viser heller når vi sidder på noma end når vi sidder på kommunens inkassokontor. Denne drift kalder jeg geosnobbing og tror at netop behovet for at signalere identitet vil være en af de stærkeste drivkræfter for deling af positioner, nøjagtigt på samme måde som den er en central drivkraft i deling af statusopdateringer og fotos på Facebook idag.
I praksis vil sidstnævnte faktor betyde at rosset først tjekker ind i stor stil, når bageren virkelig har opnået status eller er blevet kult. Og vi vil da se at folk går en omvej for lige at kunne tjekke ind hos den der lækre bager og vise hvilken formidabel smag de har.
Men sådan har de jo altid været! Vi vil gerne fortælle folk om de bedste og værste steder og ses de fede steder selv! Og det er netop min pointe! Med geosociale medier kan hele det game bare blive synligt for tusindvis på et øjeblik og det vil, i sin mest positive konsekvens, både belønne den gode bager og lægge et meget større pres på den ringere bager for at tage sig sammen, når man nemt kan se at bageren 5 gader væk er elsket af alle.
Alt er altså nyt – fordi omtalen skalerer helt vildt. Og alt er det samme, fordi alle elsker at fortælle hvor den fede bager ligger – det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At man så har dejlig megen tid til at tjekke ind med mobilen, når man står og venter i sådan en kø, gør det så bare endnu mere sandsynligt at folkene i bagerkøen herover, vil sladre om hvor de er, når Facebook slår location til om ganske kort tid ;o)
En af mine centrale pointer, som jeg prædiker ved enhver lejlighed, er at medier som Facebook ikke skal forstås som informationssystemer, men som arenaer for selvfremstilling og identitetsskabelse. Og det gælder også den geografiske dimension som snart bliver åbnet med Facebook Places.
Ud fra en informationsmæssig anskuelse er det for eksempel komplet uforståeligt at folk deler fotografier af deres aftensmad på Facebook. Den informationsmæssige værdi af sådan et billede er (for alle andre end dem der skal spise med om lidt) stort set nul. Men hvis man i stedet anskuer mediet som et spørgsmål om identitet, så er netop det vi spiser jo en stor del af dem vi er og bliver konstant brugt i fortællingen om os selv. Og set i den sammenhæng er det faktisk ret logisk at vi også på Facebook vil vise andre om vi selv laver sushi eller bedst kan lide en stor beskidt bøf. Hvad vi deler er altså i høj grad styret af hvad det siger om os – og hvilken social status det kan give os.
Et andet af mine centrale budskaber er at virksomheder som vil udnytte denne effekt, med fordel kan skabe interessant indhold som folk kan opnå social status ved at dele og derfor vil sprede for deres egen skyld. Ved at lære at udnytte et allerede eksisterende psykologisk behov: behovet for at lave en selvfremstilling, kan man altså opnå den mest eftertragtede effekt på nettet idag – nemlig den “virale” spredning.
Men hvordan anvender man den viden når det drejer sig om fysiske steder? Eller: hvordan kan vi give folk lyst til at “checke ind” (vise med mobiltelefonen at de er der lige nu) i vores butikscenter, på vores café eller i vores idrætsanlæg?
En af de handlinger som virkelig kan give social status er at vise andre at vi har fundet noget interessant. Det er f.eks. hvad 90% af aktiviteten på Twitter handler om. Denne psykologiske effekt er drivkraften bag det meste word of mouth spredning. For hvem vil ikke være den der først deler noget som alle andre derefter begynder at sprede? Hvis du laver noget godt, skidt, komisk, humoristisk eller anderledes, så vil folk elske at dele det – aggresivt! Og hvis det foregår via Facebook, kan folk snart dele din location i samme hug.
Hvis du allerede i dag har en forretning som tilbyder god kvalitet og uovertruffen service eller fantastiske priser, så behøver du ikke at læse videre. Du vil blive delt uden at foretage dig noget som helst. Ganske enkelt fordi alle elsker at dele kvalitet og gode tilbud. Men for alle jer der bare vil have et hurtigt fix, uden egentlig at lave noget fundamental om, så er her 4 ting du kan have i baghovedet, når du gerne vil have at folk deler din lokation.
1) Folk er dovne og fantasiløse, så du kan faktisk hjælpe dem på vej.
Hvis du gerne vil have spredt et godt tilbud, så skal du gøre det nemt at dele, rent lavpraktisk. Det er ikke godt nok at have et dine gode tilbud stående med små bogstaver i et vindue hvor reflektioner og modlys gør det umuligt at tage et foto og sende videre og folk derfor selv er nødt til at skrive det ned. Eller endnu værre – hvor folk skal ind og spørge i butikken! Husk at folk sender alt videre som kan fremme deres sociale status. Dit budskab, bliver deres budskab. Det behøver ikke at være noget de selv har købt eller prøvet. Lav derfor skilte eller mere fantasifulde opslag med lidt kant, som er godt belyste og hvor forbipasserende kan komme tæt nok på til at at tage et godt billede.
2) Ram din målgruppe midt i nostalgien
Følelser og valg er knyttet uløseligt sammen. Forskning viser at hvis du bliver skadet i dine “affektive” centre (stederne i hjernen hvor følelser aktiveres), er du ude af stand til at træffe en masse af hverdagens små valg. Hvordan skal du f.eks. vælge imellem en leverpostejmad og en spegepølsemad, hvis du ikke kan føle mere for det ene end det andet? Man kan ikke regne sig frem til svaret logisk, for begge dele er blendet gris med for meget salt. Omtrent på samme irrationelle måde fungerer en del af vore valg på mobilen. For hvordan vælger vi om vi skal checke ind det ene sted eller det andet? Eller om vi skal dele lokationen på den ene butik frem for den anden? Det handler oftest om at vi får aktiveret nogle følelser. Og i den sammenhæng er associationer til vores barndom bare et af de mest effektivt midler til at aktivere følelser. Derfor er f.eks. legetøjsobjekter fra vores barndom bare en klassiker når det drejer sig om at ramme følelserne og aktivere “drive by” geotagging!
Se f.eks. billedet af den store Playmobilmand. Fundet på nettet og taget af én som bare lige måtte dele billedet. Tænk lige over det.
3) Brug humor konsekvent og bliv uimodståelig at dele
Hvis du laver noget sjovt eller interessant i forbindelse med din butik etc, så kan folk gøre den humor til deres egen, ved at tage et billede af det og sende det videre. Hvad sker der hvis du tænke dit steds steds fysiske fremtoning strategisk som et objekt til deling? Så kan du ende med at give din butik et navn som ganske enkelt er uimodståeligt at dele. Det skal naturligvis ikke være så sjovt at det er meningsløst. Men denne butik ville jeg altså have svært ved ikke at kigge ind i, hvis jeg vidste at den lå i nabolaget. Og det er også en af dem jeg kunne finde på at tage et billede af og dele med venner, hvis jeg kom forbi. Og hvis jeg deler den fra en GPS-mobil, kan alle se hvor denne interessante butik ligger henne.
Her har nogle unge mennesker faket et splatter scenarie på åben gade.
4) Og så kommer vi ikke uden om viral “geo-spam” (eller hvad man skal kalde det)
En spam-style måde skabe omtale på er ved at begynde at introducere kunstige eller planlagte elementer for at gøre sit sted socialt interessant. Det kan være ved at vi begynder at installere helt overdrevne objekter i det fysiske rum, i håb om at folk vil elske at sladre om dem. Man kan nemt forestille sig at effektjageriet fra de virale film, som bare handler om at skabe flest mulige seere, flytter ud i det fysiske rum.
Hvis man ikke kan lave noget værdifult, kan man i hvert fald lave noget som alle taler om og deler. Lige meget om det så bare er fordi det er klamt, vildt, latterligt, grimt eller alt alt for meget og om det bare får en masse mennesker til at trampe igennem dit sted, uden at lægge penge eller skabe værdi. Så bliv ikke overrasket hvis virkeligt påfaldende ting begynder at dukke op i din omverden. De er der for at du skal have lyst at vise dem og andre skal få lyst til at komme forbi og se dem.
Hvornår mon vi ser de første geovirale bureauer, som tager betalt for hvor mange mennesker de kan få til at checke ind et sted – og ikke skyr nogen midler for at få dem til det?
Og hvornår mon vi ser den første geotigger der står foran en butik og spørger om du vil være rar at checke ind her, så han kan få til en bid brød af butiksejeren?
Prøv at være fremtidsforsker for en aften og designe én af fire mulige fremtider, når LocationLab inviterer til det første arrangement, torsdag d. 23. september kl. 17. på IT Universitetet!
I efteråret afholdes på ITU en lille og uformel serie af arrangementer under titlen “Locationlab”. De er et inspiratorisk forum for alle os som interesserer os for lokationsbaserede tjenester, geosociale medier eller hvad vi nu ender med at kalde dem. Første “meetup” giver dig mulighed for at lege fremtidsforsker og designe mulige fremtider for lokationsteknologien.
Hvordan kan man sige noget om fremtiden?
Den basale idé i fremtidsforskning er at fremtiden er ubekendt, men at det alligevel er muligt at forholde sig til den ved en blanding af analyse og poetisk frihed. Vi kan idag identificere nogle megratends som vi med sikkerhed kan sige vil have betydning for fremtiden i den nærmeste årrække – f.eks globalisering og teknologiske fremskridt. Men for at vi ikke bare skal forsøge at lave en fremskrivning af vores nuværende forestillinger om verden, kan vi desuden opstille nogle “ubekendte faktorer” som åbner op for forskellige fremtider.
To ubekendte: Økonomi og privatliv
Jeg har til lejligheden tilladt mig at forudsætte en forenklet model af fremtiden, som kan variere inden for to akser: privatlivsaksen og den økonomiske akse.
Privatlivsaksen (Social – Privat)
På privatlivsaksen kan vi enten forestille os at det i fremtiden vil være vigtigere for os at dele informationer end at holde dem private. Eller vi kan forestille os at vi vil hæge om vores privatliv, selvom det måske begrænser vores udnyttelse af teknologien.
Økonomiaksen (Betaling – Gratis)
Får Apple m.fl. held til at vænne os til at alt på nettet koster penge eller vil firmaer som Google og open source -bevægelsen medvirke til et marked drevet af reklamefinansiering og nørdede ildsjæle?
Hvis vi skulle se på virkeligheden for mobiltjenester som helhed i dag, ville vi nok placere os et sted i det mørkegrønne felt i koordinatsystemet. Men hvad hvis vi nu bliver tvunget til at se på de 4 mere ekstreme positioner (markeret med tallene 1-4)? Så bliver vi forhåbentligt kastet ud hvor inspirationen bor.
Hvis man f.eks. forestiller sig at lokationsteknologi blev brugt i offentlig service, hjemmepleje, markedsføring eller underholdning, så er det nok ret tydeligt for de fleste at det ikke ville blive brugt på samme måde i en fremtid hvor alle ubekymret deler alle informationer og er vænnede til f.eks. mikrobetaling (fremtid 1) og i en fremtid hvor alle tjenester skal financieres ad anden vej og hvor vores primære overvejelser går på at holde vores position skjult for andre (fremtid 4).
Vær med til at skitsere 4 bud på hvordan “markedet” ser ud om 5 år!
Når vi mødes på ITU, vil vi, efter en introduktion til legen, dele os i 4 grupper, som skal arbejde med hver sin fremtid og forhåbentligt vil kappes om at levere det mest flabede og veltænkte output. Vi vil ikke levere lange analyser men istedet have det sjovt og være kreative og forsøge at besvare spørgsmål som:
Hvad er den meste populære geo-tjeneste om 5 år i jeres fremtid?
Hvilket lovforslag relateret til lokationsteknologi er lige blevet vedtaget?
Hvilken historie kører om lokationsteknologi i Ekstra Bladet?
Det endelige oplæg, som vil indeholde flere detaljer, får I på dagen.
Jeg er som ny bruger gået i gang med at afprøve den geosociale tjeneste, Foursquare.com. Og jeg må indrømme at jeg så sent som igår var skeptisk over for konceptet “badges”. Selv er jeg totalt “badge blind” – jeg ser dem overhovedet ikke. Men efter at have fået mailreaktioner og kommentarer som netop fremhæver spildelen og badges som et nøgleelement, har jeg kigget lidt grundigere på fænomenet.
Og et nærmere kig på Foursquare’s “badges” afslører et potent symbolsk lag med mange muligheder som nærmest skriger på at blive udnyttet.
Badges er små duelighedsmærker som Foursquare automatisk belønner dig med, når du tjekker ind forskellige steder. Man får typisk de første for blot at have tjekket ind 10 eller 25 forskellige steder. Badges indgår altså ved første øjekast i et simpelt belønningssystem, hvor tildelingen af nye badges løbende, som reaktion på konkrete handlinger vil opmuntre til øget brug. Mit gæt er at i den funktion vil badges virke som forstærkende faktor for nye brugere – specielt dem som ikke har stor erfaring med den slags tjenester. Et “explorer” badge (efter 10 checkins) kan ganske enkelt fortælle at alt er ok og at man bruger tjenesten korrekt. Se en liste over badges her >>
#1 Badges har ingen afsender
Når jeg selv har svært ved at tænde på badges, skyldes det primært at de ikke har nogen betydning for mig. De badges jeg har fået er helt generiske og jeg har intet forhold til de mennesker som har “udstedt” dem. Foursquare er selv aktivt interesserede i at få virksomheder til at bruge deres platform og har “solgt” badges til Bing og CNN. Men disse brands og andre af Foursquares egne specialbadges virker ofte ikke uden for USA, som må nøjes med generiske badges. Det er omtrent lige så interessant som at få et kærestebrev fra kommunen, som har været trykt i 100.000 eksemplarer.
#2 Sådan kan du selv påvirke badge-systemet
For at Foursquare badges skal fungere uden for USA, er det nødvendigt med en mulighed for at brugerne selv kan påvirke systemet med deres lokale informationer. I den nuværende version af Foursquare, kan brugerne faktisk selv kode om et givent “venue” (som de brugeroprettede lokationer hedder på Foursquare) f.eks. er en banegård eller et museum. Da nogle badges automatisk udløses af f.eks. 3 besøg på en banegård, kan man altså være med til at bestemme hvilke steder som trigger hvilke badges. Du finder dine indstillinger under http://foursquare.com/history.
Et tip: Hvis du ændrer indstillingerne med med listen af badges herover i baghovedet, burde du kunne kode dine egne venues med relevante kategorier og sikre at din virksomhed kvalificerer til XX-badge – og derpå fortælle dine besøgende det.
#3 Sådan burde du kunne påvirke badge-systemet
Det som kunne gøre badges mere interessante for mig, ville være at de var oprettet af andre brugere. Hvis alle kunne oprette et badge, ville det naturligvis medføre en hel masse crap, som poppede op hvor andre havde bestemt det. Men hvis Foursquare indførte at man selv kunne bestemme hvem man modtog badges fra, ville det sandsynligvis begræse badge-spam og istedet åbne mulighed for en masse nye hyperlokale anvendelser. For hvad nu hvis du fik badges for at tjekke ind som frivillig hos den lokale Røde Kors butik? Eller for at tjekke ind i økoforretninger? Hvis badges blev “sociale”, ville det åbne muligheder for mange former for markedsføring. Men det ville især gøre badges til et social element, frem for noget arbitrært, som dumper automatisk ud til alle brugere. Jeg kan nemt forestillig mig en skattejagt man kunne lave, hvis du lader være at fortælle folk alt om hvad der udløser de forskellige badges. Eller en elskovssyg ungersvend som lægger lyserøde rosen-badges ud til sin elskede. Og en masse lokale virksomheder, som kunne lave noget relevant og lokalt.
#4 Sådan kunne badges blive mere psykologisk relevante
Den eksisterende badge-model er baseret på en kvantitativ tilgang. Man får badges for sin trafik, så at sige. Denne model medfører at jeg og alle andre der begynder at tjekke ind får sort set de samme badges – i hvert fald i begyndelsen. Og det er ikke ret socialpsykologisk interessant, da den form for kvantitativ belønning i bedste fald kun fungerer som faktor i et internt belønningssystem. Men hvad nu hvis badges blev lidt mere kvalitative? At de forsøgte at sige noget om den enkeltes måde at bruge tjenesten på – i forhold til andres? Hvis man skulle konstruere en form for badges som var mindre primitive, burde det være badges som hurtigt skilte os ud fra andre. Hvis brugeren f.eks. ret tidligt fik at vide at han var livsnyder, powershopper eller arbejdsnarkoman, baseret på en analyse af alle checkins, ville det kunne gøre vores Foursquare brug til et endnu mere interessant spørgsmål om identitet – både indadtil og udadtil.
Det interessante badge ville altså kunne inddrage alle mine checkins i nogle mere sigende badges – istedet for kun at give mig en bunke generiske badges, repræsenterende et antal checkins. Også den rytme vi tjekker ind med, de venues vi opretter og de shouts vi deler, vil kunne danne datamæssig baggrund for nogle mere “intelligente” badges.
#5 derfor får vi ikke funky badges imorgen
En sådan ændring ville generere et hav af nyt badge-indhold, så måske man ville være nødt til at ophæve badgets status som permanent. Man kunne forstille sig at badges blev dynamiske, så de f.eks. kunne forsvinde, når man ikke længere opfylder deres betingelser – eller at de kunne ændre sig. Og også at man kunne slette de badges som var sjove i sidste måned. På den måde ville dine badges sige noget om dig nu og ikke være en skraldespand for gamle begivenheder. Hvis man vil ændre systemet, vil det få effekt på mange områder af tjenesten – og sådan ændring ved det helt fundamentale forstår jeg godt at Foursquare tøver med. Lige som med Twitter, så holder Foursquare sig til kerneydelsen og ved kun alt for godt at deres brugere kan være væk imorgen, hvis de pludselig laver nogle radikale forandringer som bliver upopulære. Vi vil derfor nok se at Foursquare vil introducere nye tiltag omkring badges, relativt langsomt og velovervejet.
#6 Hvis nu badges var lidt mere som Google
Badges er altså en måde at signalere sin adfærd til andre og sig selv på. At gøre badges sociale og lukke op for brugeroprettede badges, vil givet medføre en eksplosion i antallet af badges. Men det kan også medvirke til at gøre Foursquare forretningsmæssigt interessant uden for USA. Deres nuværende “salg” af badges til f.eks. CNN og Microsoft ser ud til at foregå på en ret gammeldags måde, som Mærsk eller IBM ville have været stolte af. Men hvad hvis de blev mere som Google end som IBM, og lukkede op for at vi kunne påvirke tjenestens “belønningssystem” selv – fra vores browser? Måske det kunne blive deres kommercielle gennembrud. Jeg kender i hvert fald en masse mennesker som ville begynde at skabe badges med det samme.
Update 30.6: Den Foursquare brugerundersøgelse, som lige nu afvikles her på sitet, viser lige nu at 54% af de adspurgte “kunne tænke sig at oprette deres eget bade”!
De fleste af os har efterhånden en GPS-chip i vores mobil. Hvis ikke vi har, så har vi det med meget stor sandsynlighed i den næste mobil vi køber (Iflg Gartner vil 75% af alle mobiler solgt i 2011 have GPS indbygget!). Så når Facebook nu bevæger sig ind på det “geosociale” felt, hvilket de forventes at annoncere på deres udviklerkonference i disse dage, og dermed kombinerer mennesker med lokationer, så kan det komme til at ændre vores sociale liv fundamentalt!
Det kan måske lyde som en nørdet detalje. “Nå ja – det er da smart nok at man kan vise sin position med sin mobiltelefon”. Men min interesse er ikke nørdet. Jeg ser nemlig en række mulige psykologiske konsekvenser, som er spændende og rækker en hel del dybere end man umiddelbart kan forestille sig ved første øjekast. Jeg tror at lokationsteknologier vil nå en kritisk masse snart – ikke mindst hjulpet af Facebook. Det helt kritiske øjeblik bliver når vi vænner os til at have vores GPS tændt konstant og at afgive vores position til vores netværk løbende frem for punktvis. Men allerede når lokationstjenesterne bliver main stream, vil betydningen blive enorm!
Jeg derfor har samlet nogle mulige scenarier fra din nærmeste fremtid:
1. Det er slut med at spørge “hvor er du henne?” når du ringer
Siden telefonen blev mobil, har vi ringet op og spurgt hinanden: “hvor er du?”. Vores position er altså alene i sin nøgne form af stor betydning for os – og snart vil det være lige så naturligt at vise position som at vise telefonnumeret på den der ringer op (hvilket vi heller ikke altid har gjort). F.eks. mobilen ringer og viser teksten ”Jørgen – 1,2 km fra dig” samt et lille oversigtskort.
2. Du vil begynde at lade social status lede dine skridt
Forestil dig følgende: Du har valget imellem at gå på Jensens Bøfhus eller at gå på Meyers Deli. Du har faktisk mest lyst til det første, men der er jo lidt mere status i det sidste. Og det passer jo bedre med at du gik i Botanisk Have igår og at du valgte at kigge efter nye bukser i Pisserenden, frem for i Field’s. Du kan jo lade helt være med at være geosocial idag, men dine online-venner kommer jo så mange spændende steder, så du vil ikke stå tilbage. Du går på Meyers og spiser noget mad du ikke forstår, mens du tænker på fritter og all-you-can eat regnbue-is.
Hvis du troede at snobberi og præsentation af det ideelle liv havde toppet med at poste billeder af skiture, solnedgange og hvidvin på terrasen på Facebook, så kan du tro om igen. Det næste store statusgivende element bliver din position og hvor du måske nu hele tiden har i baghovedet hvordan det du foretager dig vil blive modtaget af dine venner på Facebook, vil du have i baghovedet, hvilken geografisk placering der vil give bedst status. Og du vil måske lige gå en omvej ad en mere statusgivende rute, for lige at kunne tjekke ind og tagge din position der.
3. Du vil bruge en masse ord på at “frame” dine positioner
Dine positioner kan ikke altid stå alene og det er derfor ikke uvæsentligt at du selv kan øve indflydelse på folks fortolkning af dem – at “frame” dem. Derfor vil du begynde at skrive en masse om egne og andres positioner og lade andet være usagt. Du vil være nødt til at distancere dig ironisk fra nogle steder og redegøre for hvorfor du ikke er andre. Nedenstående blev postet på Twitter af Andreas Johannsen (#4sq henviser til tjenesten Four Square):
Nu var det kun en bøssebar, men hvad nu hvis det havde været Fisketorvet? ;o) Du kan i hvert fald regne med at vi snart allesammen vil begynde at tale om vores geografiske position og at det bliver en aktiv dimension i vores sociale netværksaktiviteter.
4. Der åbnes helt nye muligheder for markedsføring via f.eks. Facebook og Google ads.
Hvis jeg fik en 5′er for hver gang nogen begejstret har fortalt mig om et banebrydende nyt forretningskoncept de selv har fundet på, som går ud på at matche brugerens lokation med målrettede annoncer, så havde jeg til at købe en ny telefon. Men overvej lige konsekvenserne af at det faktisk kan være lige om hjørnet nu:
Annoncøren kan målrette sine annoncer og vise et godt tilbud til mennesker som har stået mere end X sekunder foran butiksvindue Y. Så har du stået og savlet over den sidste nye Playstation, så er det måske lige en 10% rabat og et link til en webshop, du skal have, når du igen sidder ved din PC.
Cross media marketing: Det store billede på en out door giver en psykologisk “impact” som er større end den som små online-annoncer kan give, men til sammen kan man forvente en større effekt. Annoncøren på f.eks. kan målrette annoncerne på nettet, så de rammer folk som er gået forbi en outdoor annonce mere end 10 gange. På den måde kan en lille annonce maksimere effekten af den store og desuden koble et link på til H&M’s Facebook-side eller webshop (hvis de har sådan én).
Dynamiske outdoor-reklamer. Det kræver ikke ret stor opgradering af outdoor-medierne (en storskærm og en PC der er koblet på Google Adsense) før de kan begynde at vise annoncer der er baseret på dine præferencer. Og andre lokationer. Hvis du lige har været i biografen og se The Wolfman, vil ovenstående outdoor H&M reklame med Benicio Del Toro nok ramme ret godt plet. Google har allerede et komplet overblik over hvad biograferne viser hvornår!
Hvilken værdi tror du annoncører har af at vide om du er sammen med venner, er et sted for første gang, lige har været et bestemt andet sted, er ude for første gang idag, tit går i Tivoli, kun besøger storcentre i weekenden, er på værtshus 3 timer hver dag osv. osv?
“Men jeg vil da aldrig lade min mobil fortælle hvor jeg er henne!” Jo! Det tror jeg faktisk at du vil. For ellers vil du gå glip af de rabatter som tilbagevendende kunder får de steder du handler. Og du vil ikke kunne bruge den reklamefinancierede wi-fi som din by tilbyder! Og endelig vil du manuelt skulle fortælle dine Facebook-venner hvor du er. Det er ikke ret subtilt og so 2010!
Den geografiske dimension vil åbne mulighed for at dine omgivelser kan reagere på dig og det varer ikke længe før du husker tilbage på den gang man selv var nødt til at fortælle hvor man var henne, på samme måde som du idag ser på fænomener som telefonbøger og virksomheder som ikke har et website.
Du har sikkert tænkt på mange eksempler selv og er velkommen til at dele her
Update:Tjek slides til mit foredrag for IT Forum Midtjylland, baseret på dette indlægs hovedpointe: at sociale medier er et redskab til udvikling – ikke markedsføring!
For 10 år siden talte vi alle om ny økonomi og gammel økonomi og dotcom var et plusord, men selvom vi idag bruger e-handel og webservices langt mere intenst og udbredt end i år 2000, så har disse begreber ikke overlevet og tages kun frem, når man skal forklare hvor meget klogere vi er blevet idag. I 2005-6 talte alle så om web 2.0 og selvom begrebernes indhold nu er en realitet for os alle, så har selve begrebet web 2.0 en noget gammeldags klang i dag.
Næh – idag taler alle om sociale medier som om det er noget nyt at bruge internettet til horisontal kommunikation og at dele brugergeneret indhold og viden. Det er det overhovedet ikke – tvært imod. Allerede i 1985 opstod The Well, som et fuldbårent socialt medium og faktisk lå hele ideen om den ligeværdige adgang til at publicere og producere bag udbredelsen af det tidlige internet. Sociale medier er altså ikke noget nyt – det er igen kun ordet der dukker frem i en kort historisk periode, inden det hele igen bare hedder “internettet”.
Men hvorfor så egentlig beskæftige sig med et felt med sådan et navn i 2010?
Når vi taler om sociale medier, er det ikke på grund af teknologierne , men på grund af udbredelsen. Det fænomen som “Internettet som personlig kanal” er, er nu vokset organisk og har nået en udbredelse hvor det har fået en forretningsmæssig betydning. Og når vi skal arbejde med et udsnit af verden som forretningsområde, er det smart med et navn.
Begrebet sociale medier siger altså mindre om teknologi og mere om mennesker og forretning. For det er nemlig ikke på internettet at dette fremskredne stadium af internettet sætter sine kraftigste spor. Det er i din virksomheds opbygning, kommunikation og produktion. Fremkomsten af internettet har nu nået en udbredelse der gør at vi alle har adgang til at sammenligne dine produkter med sidemandens på et splitsekund. Og derfor lægger vi et pres på din virksomhed for at give os stadigt mere og mere specialiserede ydelser til en lavere pris. Og mens centrum for kommunikationen forrykkes til den enkelte, så bliver dine chancer for at fange os med traditionelle reklamer, stadig ringere.
Derfor er medier som Facebook ikke et mål, men et redskab til at forandre jeres virksomhed!
De fleste virksomheder får ikke ret mange nye kunder ud af at være til stede på Facebook og mange af jer kunne bruge jeres penge og tid bedre andre steder. Så er det sagt! Men hvis man forsøger at måle effekten som om det var markedsføring, misser man ganske enkelt pointen – BIG time!
Facebook er nemlig ikke et mål – Facebook er jeres mulighed for at forvandle jer til fremtidens fleksible og dialogbaserede virksomheder. For både Facebook og de “sociale medier” er faktisk bare internettet – og internettet går ikke væk ved at I ignorerer det! I skal altså ikke være på Facebook fordi I får en målbar effekt på salg og kommunikation – I skal til gengæld vågne op og forstå at de fleste af de virksomheder som fortsætter med at se verden med sig selv som centrum, ikke er her imorgen!
Og til det brug synes jeg faktisk at Facebook er en fin kravlegård, da sitet rummer en hel masse af internettets moderne teknologier som f.eks. mikroblogging og virale delingsmiljøer, som fremtidens succesvirksomheder mestrer på samme måde som vi selvfølgeligt mestrer telefonen idag. Så som ren markedsføringskanal er Facebook altså tvivlsom for mange af jer idag – men som udviklingsplatform for den inddragende og dialogbaserede virksomhed, er medier som Facebook gode og gratis redskaber, hvor I nemt kan måle på antallet af fans, klik og kommentarer, om I er på rette vej.
“De sociale medier” og Facebook er altså potentielt set forandringsagenter for din virksomhed! For at kunne få noget ud af medier som Facebook, Twitter og blogs er I nemlig nødt til at forstå jeres kunders psykologi og behov og at lære at tale med dem. Og det har de fleste af jer i højeste grad brug for – hvad enten I ved det eller ej.
Og nej, jeg er ikke pludselig blevet evangelist. Men at internettet forandrer vores kommunikation, og sociale liv – og dermed spillereglerne på markederne for erhvervslivet, er for mig helt åbenlyst. Og hvis et begreb som “sociale medier” eller websites som Facebook eller Twitter får din virksomhed til at tage konsekvensen. Så har de da tjent et formål ;o)
Jeg blev forleden bedt om at komme med et eksempel på virksomheder der brugte blogging succesfuldt. Som altid, når journalister spørger om den slags, så er de jo ikke interesserede i at jeg selv skaber stort set alle mine kunderelationer gennem min blog – de er interesserede i store virksomheder eller cases med mange besøgende.
Og som altid, når jeg bliver bedt om at komme med succeshistorier, bliver jeg blank. Da jeg ikke er en evangelist, som rejser omkring og fortæller virksomheder hvor fantastiske sociale medier er (det lader jeg andre om) så har jeg sjældent et batteri af powercases present i hukommelsen. Der var dog alligevel én case som fremstod ret klart, og det var hostingvirksomheden Surftown. Surftown henvender sig bl.a. til billig-segmentet og er dermed head-on konkurrent til en anden hostingvirksomhed, nemlig One.com.
Og det er her at jeg vil fremhæve Surftowns brug af blog som en faktor som i mine øjne udgør forskellen på en anonym virksomhed og en virksomhed med en stemme – et menneskeligt ansigt, om man vil. Nu vil jeg gerne medgive at de to virksomheder ikke er ens – hverken i marked eller i produktprotefølje. Men de er ens i den forstand at ingen af dem har et fantastisk ry og at de som sagt begge bl.a. tilbyder webhoteller til nærige eller fattige mennesker. Og når man skal danne sig et indtyk af hvor ens websites ligger tryggest, så er det netop bloggen – oplevelsen af menneskerne bag – som kan gøre udslaget. Prøv selv at besøge hhv one.com og Surftown (se blog) og klik omkring. For mig var det direkte mærkbart at sympatien steg, da jeg først havde været inde forbi bloggen hos Surftown. Der kommer ganske enkelt en stemme på.
At one.com for tiden lider af en række svære tekniske problemer der forringer ydelsen på deres i forvejen meget ringe discountprodukt (som jeg tidligere har anbefalet til low-end kunder og derfor stadig har berøring med), gør det kun forskellen endnu tydeligere. One.com’s eneste kommunikation til den enkelte bruger er nemlig nogle supportmedarbejdere – der som Komiske Ali ikke bestiller andet end at fortælle at de skam ingen fejl kan konstatere og at man måske selv har lavet en fejl. Her kunne en dialog helt sikkert have undgået den uoprettelige badwill, som one.com for tiden oplever. Bl.a. er 300 ITU-studerende i disse dage ved at flygte i trop fra one.com, som ellers hostede deres kursusblogs.
Men det handler jo heller ikke her om teknologier som f.eks. blogs eller lignende, men om forskellige virksomhedskulturer. Jeg har ikke egenhændigt afprøvet hvordan Surftown performer på deres billige webhosting (kun at de konsekvent aldrig bliver anbefalet, når jeg spørger folk efter alternativer til one.com) men de slår One.com med hestelængder, når det drejer sig om at signalere åbenhed og nærhed i deres kommunikation.
I denne uge er jeg flere gange blevet mødt at links til denne video. Den viser hvordan Forsman and Bodenfors hjalp IKEA med at skabe buzz omkring et nyt varehus i Malmö.
Videoen viser angiveligt hvordan IKEA skabte et buzz ved at lade folk tagge deres eget navn på en vare i et “showroom” foto (se fotoalbum) imod et løfte om at få varen gratis. Jeg kan faktisk godt lide kampagnen, da den handler om at skabe en aktivitet i et viralt miljø. Men så er jeg heller ikke mere imponeret. For det første vil jeg gætte på at en stor del af dem der har tagget sig selv slet ikke bor i det område hvor den nye IKEA ligger (ok – så ligger der en anden IKEA – fair nok). Men for det andet – og det er min største anke – så er det altså ikke en kæmpe bedrift at få en masse freebie-jægere til at gøre noget, hvis hver enkelt får en præmie der er flere hundrede kroner værd for at gøre det. Og nej ”it doesn’t live it’s own life” det skal fødes med gratis varer for tusindvis af kroner for at virke.
"Tag" dig selv i en IKEA stol og få den gratis. Pæn timeløn eller dyrt klik - alt efter perspektivet.
Til gengæld er jeg meget imponeret af Forsman and Bodenfors, som har formået at kommunikere deres ydelse ud på en måde så alle kan forstå det. Og dermed har lavet en rigtig god markedsføring blandt the usual suspects af social media evangelister og andet godtfolk, som nu kan få en klar case at vise frem. På samme måde som Pepsi gjorde på Twitter. Men jeg må bedrøve med at det altså ikke er en case hvor nogen har “knækket koden” med social media marketing for en kunde. Der er snarere tale om at man har betalt dyrt for nogle klik – og det er jo en gammel sandhed at man kan spice et slapt koncept om med store præmier. Jo slappere koncept – jo større præmier. IKEA ville måske have været bedre tjent med at have lavet en lignende give-away nede i selve butikken og have ladet jungletrommerne sprede budskabet.
Men altså: En hæderlig kampagne for IKEA der bruger de virale mekanismer i Facebook rigtigt – men for fanden nogle dyre klik ;o) Og jeg vil gerne se nogle tal på at det rent faktisk har skabt større omsætning/trafik/whatever i den nye IKEA (effekten, remember?) end en tilsvarende launch gør andre steder. Eller har ført til større interesse for IKEAs andre netaktiviteter.
Til gengæld er det en brilliant reklame for bureauet der stod bag. Hatten af for dem ;o)
Hvis du er en af mine venner på Facebook eller følger mig på Twitter, har du måske undret dig over at jeg har postet links til en lille Facebook applikation der handler om ting som IKEA-møbler, eller hvilke mærkevarer man føler sig knyttet til.
Det skyldes at jeg har taget fat på en ny række undersøgelser af hvad der får os til at sprede og joine ting på Facebook og til det formål helt konkret har valgt at udvikle en række Facebook-applikationer, der gør det muligt for mig at teste lidt mere specielle og målrettede problemstillinger end man kan med eksisterende elementer som f.eks. Facebook-pages.
Den første applikation giver mig mulighed for at opsætte en række produktkategorier og undersøge hvordan de flittige Facebook-brugere vælger at dele dem, bruge applikationen og selvfølgelig ikke mindst hvad der virker! Som du ved, hvis du har hørt mine foredrag, så ser jeg “selvfremstilling” som en ret væsentlig motor i vores adfærd og vil gerne forstå mere om hvordan mine kunder bedst kan gøre deres markedsføring til værdiskabende elementer og dermed finde en sund plads på de sociale medier.
De data om enkeltpersoner som applikationen måtte opsamle, bliver naturligvis 100% anonymiserede, inden de bliver gjort tilgængelige for offentligheden.
Hvis du er interesseret i at høre mere, så giv et ring på 61678913. Allerede nu har applikationen et markedsføringspotentiale og inden længe vil applikationen kunne skabe nogle unikke analyseresultater.
Alt imens Facebook er begyndt at blive så udbredt at social media geeks’ene slet ikke kan få øje på det, er markedsføringsfolk og mediebureauer begyndt at få øjenene op for mediet. Det betyder at standardprodukter begynder at strømme ud til danskerne via Facebook pages i en lind strøm og i nogle formater som gør det muligt at lave sammenligninger.
Som for eksempel imellem hvordan film fra Sony og SF-Film markedsføres på Facebook – og hvilken tilslutning det medfører. Som du måske ved, så beskæftiger jeg mig en del med hvordan memer skal være skruet sammen for at sprede sig. Derfor er det jo særligt interessant og lærerigt når to kommercielle standardprodukter, som man jo må sige at spillefilm er, lanceres omkring samtidigt men forskelligt og med forskelligt resultat.
De to danske Facebook-kampagner jeg vil sammenligne her er A serious man (SF Film) og Julie & Julia (Sony Pictures). Sony har fået OMD til at køre deres Facebook-kampagne. Sf-Film har også et mediebureau til at ordne en del af deres Facebook-ting, men hvilket og om de står bag A Serious Man er jeg ikke helt klar over. Selvfølgelig er disse film ikke ens – de er forskelligt castet og har forskellige emner og instruktører og det vil naturligvis spille ind på tilslutningen. Men de to kampagner er alligevel grebet forskelligt an og det er næppe helt uden sammenhæng med tilslutningen på Facebook.
A Serious Man er Coen brødrenes seneste film og som sådan burde den være sikret en stor forhåndsinteresse fra alle os der er vilde med den skæve og respektløse stil. Da brødrenes art-light image samtidig har lidt den samme signalværdi som at læse Information og ryge Kings, burde man forvente en stor forhåndsinteresse og at mange også ville vælge at skilte med interessen ved at blive fans af siden.
Julie & Julia er skrevet og instruere af Nora Ephron og har Meryl Streep i en hovedrolle, hvilket også burde sikre en stor forhåndsinteresse. Selvom hun ikke er en Prad Pitt og jeg aldrig har hørt om instruktøren (undskyld, Nora) så er potentialet også stort – og da filmen handler om mad og sikkert også er lidt mindre mærkelig, så er potentialet nok større end A Serious Man.
Og hvordan performer de to film så på Facebook? Svaret er at ingen af dem performer suverænt, men at Julie & Julia med sine 984 fans i skrivende stund lammetæver Coen brødrenes Facebook-kampagne med dens 121 fans. Som nævnt har filmene et forskelligt potentiale, men at Julie & Julias skulle være mere end 8 gange så stort som en Coen brødrene film, tvivler jeg stærkt på. Og når jeg ser på de to Facebook-siders opbygning kan jeg finde flere faktorer der nok spiller kraftigere ind. Den ene film er nemlig markedsført rigtigt og den anden er markedsført forkert. Lad mig sammenligne på nogle forskellige punkter.
1. Vis dine brands frem, hvis du har nogen!
Både Meryl Streep og Coen brødrene er superbrands – og ved at flashe dem kan man hurtigt og effektivt kommunikere et sæt af forventninger til deres respektive fans. Når man markedsfører på Facebook – enten det er via betalte annoncer eller (meget bedre) via den virale spredning når venner bliver fans, så har man et billede og en overskrift at gøre godt med. Tip: DIN LOKKEMAD SKAL VÆRE SYNLIG HER! Julie & Julia har et billede af Meryl Streep i et køkken og flasher altså brandet, samtidig med at mad-temaet antydes. A Serious Man dumper tilgengæld. Her vises nemlig et gråt billede at en mand på et hustagl, hvilket jo er fint hvis det er hvad filmen handler om. Men SF-Film har glemt at fortælle os at der er tale om en Brdr. Coen film! Det vil sige at både tekst og billede forsømmer at flashe den eneste ting der som vil kunne fortælle folk som mig at det her er interessant! De er ganske enkelt 100% intetsigende og det er efter min mening hovedårsagen til at filmens Facebook-kampagne flopper.
2. Skab indhold på siden der har relevans og tilføjer værdi!
Også her er forskellen på de to sider der meget iøjnefaldende: På Julie & Julia postes løbende links til ekstrainformationer som interviews og baggrundshistorier som hver især kan medvirke til at folde filmen ud og rykke den højere op i modtagerens bevidsthed – og det er et godt sted at være, når man er på vej i biografen og skal vælge hvad man skal se.
Her er et par eksempler fra væggen:
Læs om Julie Powell’s “Blook” (Blog book) der fungerede som inspiration til den ene halvdel af Julie & Julia :)
Julie & Julia begejstrer i USA, især med Boeuf Bourguignon!! Læs opskriften her :-)
Til sammenligning er indholdet på A Serious Man markant mindre relevant og inspirerende. Her har man nemlig ikke valgt at folde filmuniverset ud og at bygge videre på den første interesse som folk har vist. Derimod har man valgt at køre lodtrækninger om billetter.
Her er de to seneste eksempler fra væggen:
Vi trækker en ny femte vinder af konkurrencen: Tillykke til Helle Møller Jensen. Der er to billetter på vej til dig, hvis du sender din adresse til moviematch@sf-film.dk inden fredag kl. 12.
Så er der trukket lod om 5×2 billetter til A Serious Man, der har premiere i dag. Tillykke til: Nikolaj Bygge Schmidt, Christian Shizzle Chemnitz, Mathias Rørbo Jessen, Mikkel Aksel Holst og Michael Jørgensen. Send jeres adresse til moviematch@sf-film.dk inden mandag d. 12.oktober kl. 12, så sender vi jer præmierne.
Hvis man sammenligner de to, så fortæller forskellen mig at SF-Film og OMD har to forskellige opfattelser af en Facebook-sides formål. Hvor OMD ser Facebook som et indholdsredskab som skal styrke fortællingen, ser SF-Film facebook som endnu en markedsføringskanal. De tager udgangspunkt i filmen som produkt og så er det vel ikke så mærkeligt at man har valgt at udlodde gratis smagsprøver – det virker jo ved pulversuppe og the med jordbærsmag.
Når man ser på de to kampagner er det altså ikke mærkeligt at Julia & Julia har mere end 8 gange så mange fans som A Serious Man. A Serious Man skal ses som en del af SF-Films samlede facebook indsats, som samles under paraplyen Moviematch og man kan ved selvsyn konstatere at også her ser det ud som om det er salg og ikke interesse for film der driver dialogen og det er synd, for det tyder på at man overhovedet ikke forstår psykologien på Facebook.
Choosing a strategic approach to your online marketing does not only map out the field and goals (the why) for the tactics that will follow (the how). When you set a strategy, you also imply some basic assumptions about your organisation and your relation to your outside world. In Goffman’s terms: you subscribe to a framing of the situation, that will guide your understanding of what is going on.
A very common strategic framework is that of “permission”. The basic idea is that you should try to achieve people’s permission to send them your marketing material. This mindset is being pushed by over rated bald guru types such as Seth Godin (link to his blog) but is also supported by our legal frameworks: you simply need permission, of you want to send people stuff.
But let’s take a look at how permission based strategies frame the situation.
What logically happens if you frame your messages as something that people need to permit you to send them, is that your message is framed as something they don’t want or need. The other logical consequence of this framing is that people are framed as passive and you as active. So what does that do to your understanding of your own job?
In this framing of the situation, your job is to manipulate passive people who don’t want your message into accepting to get it anyway. In other words: permission based marketing will put you in a perfect spot to do all the wrong things on social platforms like Facebook, because it will effectively prevent you from seeing what is going on!
Re-framing the relation between you and your potential customers
But you don’t have to be stuck in a permission based frame. There are other ways of framing the situation. One of them is to stop asking for permission. NOW! In stead, you could begin to understand what people need online and start building your marketing strategy around that. Most people build their identity online with lots of cultural objects – and for many, most of these objects are commercial! This means that millions of people are sitting at their computers right now, actively joining fan pages on Facebook, sharing videos, web pages and links to all sorts of products and companies. Links they spent time digging out themselves (or received via friends), and are sharing as active, interested net users. These links are shared because they provide some kind of value and because they will help people express them selves! Not because someone got permission to spam them!
What if you began to view your marketing as a social value provision?
What would that do to the framing of your potential customers, your relation to them and your marketing messages? First of all, this framing implies that people are active – not passive- and you and your potential customers will be allies – joined together by the common goal of helping people to create the best image of themselves online. This will render you a provider of social value and your marketing messages will be positive and valuable contributions.
To do this, you need to obtain a slightly more sophisticated psychological model of your potential customer, than the one needed for permission based marketing. In stead of viewing people as two eyeballs producing a binary “permission/no permission output”, you need to begin to understand why people join or share stuff online. This is what I mainly blog about. And even though I rarely quote theory in my posts, it is often embedded in the framework behind them.
You can begin re-framing with my two previous posts:
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
What do you offer people, to make them join your business page on Facebook? Information about your products or company? If your company is a well known brand or in some way doing really interesting things, that may work. If you offer discounts, tricks or other treats, that may also work. But most likely what works is when your offer can be exchanged into the new internet currency: “online social status”.
Whenever we share or join stuff, it is now visible to virtually everyone we know. This doesn’t mean that information has gone out of style – not at all. But it means that social status has become the main factor, when deciding to share or join stuff. You can have really good information that I really enjoy – but if sharing it makes me loose social status – I will keep it to my self. However, if something that I actually find less interesting could increase my social status, I will most likely share it.
What converts well to social status?
There is no single rule – this is not exact science. In stead, you should ideally look at any piece of content or interactive element you put out in the social realm, and ask yourself: Will sharing or joining this make my target audience look good? Here are 3 things to get your thinking started:
Novelty: Being first to know something signals proximity. And proximity to sources of high status, easily converts to social status.
Cleverness: Sharing something clever, means that you “get it”. “Getting it” converts really well to social status.
Stupidity: Sharing something that you can point out as being really stupid, will also make you look clever – see above.
If you provide interesting information, people will read it. But if your information converts to increased social status, people will share it. And most importantly: If your message may decrease my social stauts – I just won’t show it to anyone – no matter how brilliant it is!
PS Oh yeah – and another one: Lego. Everything with Lego in it somehow converts really well to social status online. Don’t ask me why! ;o)
What is your mental model of your relation with people on Facebook? I mean: What do you think makes people become fans of your Facebook-page? What do you think drives people to share your link on Twitter?
This T-shirt represents (yet another) political cause that became a tool for self promotion and identity creation. Supported by a strong Facebook presence!
Your mental model of your user’s motivation is your basis for creating a good presence. Well… clearly that’s true for any kind of communication – but if you rely on some kind of social spreading of your messages, understanding why people spread (or refuse to spread) your content is really key. This means that the creating of anything remotely great on Facebook starts with your own mind set.
So let me ask you again: What do you think would make people want to be fan of your Facebook fanpage? If you answer: “because they want news about my company”, your are most likle wrong – very wrong. And in that case, I would guess that you view Facebook as just another communications channel – to supplement websites, email, SMS, RSS etc. But that is where you are wrong – because social applications have one really important feature - one that changes the game totally: Transparency! When people join your mailing list – only you and they know. When people visit your website – it’s also between you and them. But when people connect to you on Facebook – all of their connections can potentially see it! Since Facebook is anchored in our real social networks, joining a cause on Facebook is almost like putting up a poster in our own homes!
This transforms Facebook from just a communications channel to an arena for identity creation and self promotion. Surely, you can communicate directly into people’s feeds in a more or less traditional style – but only after they decided to join your page!! Thus, viewing your relation to people as purely information driven, will not tell you how to attract people in the first place!
So, if you want to attract people and make the want to join your cause or be fans of your business Facebook page – stop viewing your Facebook page as a mailing list and yourself as an information broker, reporting about your company and product line. In stead, begin to think of your Facebook-page as a badge, promoting some value, attitude or life style, that someone would like to wear.
Start asking: What kind of symbolic and cultural value are we providing for individual people? How can your offering make people look good (or at least not make them look bad or boring)?
(if you need help answering those questions, give me a call ;o)
Flere har spurgt efter mine slides til foredraget “Mindsurfer – en guidet tur i Facebook-brugernes hoveder” og her er de, via Slideshare.com.
Denne version af foredraget (som løbende udvikles og opdateres) blev afholdt med Wemind som vært, ved en af deres såkaldte Daybreak-sessions. Hvis du var til stede og gerne vil remindes, så er mine slides gode og nemme at forstå. Hvis du bare er nysgerrig på emnet (eller på mig som foredragsholder) så er de også værd at brug 5 minutter på. Jeg gør altid teksten på mine slides ret detaljeret, så man har en chance for at bruge dem online.
Du er naturligvis velkommen til at dele mine slides. Hvis du citerer eller stjæler centrale ideer, så angiv mig lige som kilde (F.eks. sådan her: Kilde:Anders Colding-Jørgensen ). Det er for din egen skyld – du får meget bedre karma ;o)
Marketing via social media is smart indeed. In stead of paying companies to spread your message (e.g. via ads from Google), you get the users to spread it themselves. What a great idea!
But there is one tricky part: it’s called “free will” and even though there is philosophical debate over it’s existence, it can still kill your campaigns.
What if people don’t spread your message? What if there is no buzz on blogs, Facebook, Twitter? What if the comment fields below your Youtube-videos remain empty? Then it’s really, really tempting to start writing the comments yourself, as if they came from a cheerful crowd of grass roots. But when you do that, you have crossed the line to astroturfing. Astroturfing is the discipline of faking public interest and has it’s origin in politics – it’s also known as “rent-a-crowd”.
But this is why it works – at least in the short run:
Many phenomena – bot offline and online ( like the now infamous “Karen26″ campaign from VisitDenmark ) are not primarily spread socially by their contents alone. Often it’s only when a video, Facebook-group etc starts attracting interest, will it become interesting to the masses. Imagine that you see 100.000 people looking at the same object in the street on your way to work. What are the chances that you will look at it as well? The social interest itself makes the object more interesting – no matter what the object is. So if you can fake interest, more interest is more likely to follow.
Getting a high ranking on Google by creating link farms and thereby tricking google into thinking that your content is interesting is related to astroturfing, but there is a difference. When you hack Google, you trick a machine – when you astroturf, you trick people. (And if you do it badly, you end up in the Rachel Maddow show as seen below about 1 minute into the clip ).
The FACES of Coal campaign is a clear cut case of astroturfing, but what in the case of Karen26? Apparently, a seeding agency was used (GoViral?!) to plant it – and most importantly – to get the media hooked. My own first knowledge of the case came from a danish news reporter, who mailed me and wanted to know if I had any gossip and personally I think that the video would have flopped if it wasn’t for online newspapers. But is seeding astroturfing? And is it wrong?
I will not moralize here – it’s not my thing. And I can not draw the excact line between astroturfing and seeding. But I can give you one reason why I think it’s really unhealthy to use deception and try to hack people’s free wills into spreading your message:
It will not address the main issue here: that your product probably sucks. Fix it!
A few minutes ago, I noticed that the Denmark based CMS company, Mono.net, had begun running Google ads on the “Danish mother seeking” keywords. The ad says “Do like Karen from Denmark – and create a free website at mono.net”
As you may know, Mindjumpers actually were the first to suggest Mono.net as the company behind the viral video-campagin – “Danish Mother Seeking”, posted by the Youtube account, “KarenDK26″. Even though this definitely does not look like one of the founders of Mono.net, as stated in the post, the analysis behind the suggestion is correct, since Mono.net has a lot to win from this campagin.
Mono.net is hosting the really amateurish website, where the fictional Karen figure (a.k.a. Ditte Arnth ) presents herself and her little son. I can’t really remember if anyone actually checked this with Mono.net – but they have had quite a silent life, since their launch over a year ago, so a good viral campagin could be just what they needed.
But even if they didn’t make the campaign, they are now riding the viral wave and cashing in on it with ads on Google. Good for you, folks@Mono – enjoy the ride ;o)
Jonas from Mindjumpers hits the issues spot on in this post, when he asks if the ends of this campaing justify the means? Will this campaign be accepteded if a company is behind it? This kind of Social Media Marketing is about companies going under cover and in this case using deception. But are there any new ethical issues at play here?
Lots of people have shown “Karen” their love and respect on YouTube – and not any cause can emerge and claim responsibility for this campagin and profit from it. A purely commercial organisation will most likely recieve some blame for the deception used – but cleverly handled, the blame can be turned in to some branding value. But that can back fire. So if the video is purely commercial, chances are that the people behind could be discussing wether to come forward at all! That would actually be really cool (if you prefer mysteries to marketing) but that would also put pressure from the press on the young actor to tell who hired her. Not a very stable situation.
Alternatively (hello – are you reading this?) they could call up a charity organization with a related cause and ask if they want “to adopt” the video. If a non-profit organisation is promoting an important cause – e.g. related to condoms or children, the public would probably be more forgiving. But none of the organisations that have been mentioned until now have seemed likely yet.
There is a third option: The only one who have profited from this until now is the actor, Ditte. She has been “discovered” by the press – but wasn’t that really only a matter of hours?! She’s actually on Facebook! So if this her work, I would like to congratulate her (As Daniel from Nodes does). She is a really sweet girl and if she makes a video where se tells everyone that she is an actor and that she is very sorry that she lied – that could be a viral semi-hit too.
Is online guerilla marketing, like this video, just another marketing message like we see them in any media – old or new? Or should we re-think our ethics as media change and the commercial can invade the social space with increasing speed, scale and aggression?
Some videos spread aggressively on the internet – and some don’t. And even though it is as difficult to write a formula for at hit video as it is for at hit song, there are some key elements about “Danish mother seeking” that we can identify. Key elements that most likely helped it spread.
1. It’s a “first”. Well actually I am pretty sure that it isn’t – but that’s not important as long as it’s percieved as a novel idea. Wanting to be the one who shows another person something new is a very powerful driver in sharing content and messages.
2. The video is very vague. A general rule says that the less details and information you have, the more details and info your brain will produce to fill in the gaps. So when “Karen” sits in a totally anonymous living room and doesn’t seem to remember anything about the father – it leaves room for our own imagination. You actually start filling in details that you find credible to make the story work. And I would prefer your own details over mine anyday, if I was to manipulate you. You just make a much better job convincing you than I could ever do.
3. The girl in the video is friendly. She is constantly flirting with the camera – smiling, making eye contact with her big blue eyes. Looking at friendly faces is something that we are hard wired to like from birth. Actually, anything with big eyes will appeal to us – babies, young girls, kittens. Being able to pick out the faces that are friendly towards us has been cruzial to our very existence from the dawn of man (and woman) .
4. The girl is attractive – but in a certain way. She looks alot like the girl you were secretly in love with in seventh grade. She presents her self as very innocent – but the whole situation reveals that she is not, since she has sex with strangers. A really sweet looking girl looking shy and mentioning drunk sex with strangers is a perfect combination of the madonna/whore in one. Thus, she probably hits a soft (or hard?) spot with many men.
A portfolio shot of the actor behind "Karen" - taken from her website.
5. The video contains is a mystery – a riddle. Something that wants to be solved. Finding out if this was a hoax or a real video, definitely made a significant impact on the spreading of it. There’s always both the message (the actual video) and the meta-discussions of the message (is this real/stupid/too much?) to drive people to share and view your content. As the buzz grows, people will join only to see what others are talking about – this is when the crowd mentality kicks in. And this also shows the importance of seeding and getting it in the old media, such as TV and Newspapers, since most people dont’ pick up on the first wave of the video – but actually only watch it to find out what everybody is talking about.
6. There is a genuine cry for help. Judging from the comments on YouTube, lots of people are genuinely touched by this womans story and sends her love, respect and encouragement. Genuine heplfullness is still a strong driver in all our actions and utilizing the good in us all can be powerful – but it can also backfire on you, when people find out that they have been decieved ( an issue also being debated by Mindjumpers ). And again, it is probably very important that this poor person is very attractive – I really cannot imagine a boring looking person with no charisma getting the same effect. We like to help – but we prefer to help attractive people.
Following these principles will not guarantee you a “viral” succes video – but if you are not obeying to any of them, that is probably why your video has not attracted a large audience.
Earlier today, I wrote a post about the YouTube.video “Danish Mother Seeking” by KarenDK26. I stated that I was almost positive that this was a “false” video and that “Karen” was a fictional character. It was based upon my first impression and using a bit of psychology and a lot of common sense.
Meanwhile, it took only a few hours using my network on Twitter and Facebook, before I found her – with her picture, name and everyting. So now I know if Karen is a real or a fictional character. And guess what? I am not going to spoil the fun by telling anyone.
Thanks to @secrettwitterfriend – you know who you are.
This was posted on 12th of september at 6:18 PM – do you know of anyone who found her earlier than this?
This morning, I was contacted by a reporter from a major Danish TV-station, who wanted to know more about this video of an alleged 26 years old woman, calling out to the unknown father of her son on YouTube. The video also displays a link to a website (http://karen26.mono.net/ ), where we can see more pictures of “Karen and her little son, August”. So I watched the video and started Twitting about it, to see if anybody knows anything. Tweets are coming in as this is written.
In my opinion, this is clearly a marketing stunt. It’s just a question about who’s behind it. On Twitter, a condom manufacturer and Danish tourist organizations are the most popular guesses. The people behind http://mono.net, who host her amateurish website, have also been mentioned by Thilde Vesterby at Mindjumpers.
This is what makes me think that “Karen’s” story is pure fiction:
1. “Karen” doesn’t remember the father’s name, appearance or nationality. This doesn’t correspond well with basic knowledge about human memory: Unusual events are often stored more efficiently in memory than ordinary events.
“Karen” doesn’t present herself as promiscuous, thus we must assume that meeting a foreign man and bringing him home with her is not something she experiences regularly. Therefore it seems unlikely that she wouldn’t have remembered what this person looked like or where he was from – or what he was called, if they ever did exchange names.
If they had sex on the harbor without talking much, perhaps there would be no names exchanged. But they apparently talked about such clichés as “hygge”, which points towards a somewhat formal setting. In such a setting, it is more likely that they had exchanged names than the opposite. Furthermore, they apparently walked home together, which made it even more likely that they exchanged names. Since foreign names are often more unusual to you than names in your own language, it is more likely that she would have remembered his name, than forgotten it.
If this was a viral campaign, a name on the father – or even a description or a nationality, would have limited the amount of people who were potentially touched by it. Therefore this supports the theory that this is fiction.
2. “Karen” doesn’t look emotionally affected by the situation. Her face and eye movements reflect no inner conflict or emotions.
For example, “Karen” tries to give an impression of shamefulness, when she mentions her not remembering much from that evening. But it never affects her facial expressions, which remain the same no matter what she says. If this was a somewhat improvised presentation, I would have expected her to move her eyes a lot more around as se searched for words or became embarrassed. This doesn’t happen – she looks into the camera, quite friendly and secure all the time.
3. Her website is under-presenting her, compared to Danes in general.
In some other countries, it is impolite to ask people about their profession, but in Denmark, our occupation is a key component in our identity. It is unlikely that a real Danish girl would not reveal her occupation as one of the first things, when she made a webpage about herself. “Living alone with my son” is less likely to be the tag line of a young Danish woman’s personal website. A Danish woman would define herself as much more that a mother.
4. The “hygge” discussion is a cliché, more popular in Denmark than abroad
The only people I have EVER heard tell me that “hygge” (coziness) is something so uniquely Danish and that it can’t be translated have been Danish. It is a cliché that is mainly used in relation to tourism and not a fact that is well known outside Denmark. Thus, it is more likely that this has been fabricated than real.
5. Do the pictures and video show a mother and her child?
The pictures are quite elaborated, though – different settings and clothes – and some less flattering. This could actually be her own kid – but some (vague) signs suggest that it isn’t.
In the picture of Karen and her kid reading a book (above), she covers the pages of the book with her hand. That is not a usual situation, if a mother is reading or looking at pictures with her child. It is more likely a thing you do when you want to prevent the kid from moving the book until the picture has been taken.
In the next picture of Karen almost kissing the kid (right), the child looks a bit surprised by “Karen’s” appearing so close. This may off course be a coincidence, but it could also be a sign that this woman’s face is not familiar – perhaps because she is not the mother of that child.
In the video, the child also looks quite curious at both the room and “Karen”, which suggests that neither are familiar sights to him. If you follow the child’s eyes – he may actually be looking at someone to our left of the camera, but that could actually be anything – and another person is not required to operate the camera.
An why doesn’t “Karen” show any pictures of her and little August where he is an infant? The kid doesn’t seem to age much on the pictures shown on the site, where it is always summertime ;o)
Conclusion
This is with almost certainty a fictional video and it is most likely a part of a marketing campagin. But is it Danish Tourism or Condoms? You may disagree og have even more evidence for or against my conclusion – feel free to post it here…
En af de ting der virkelig kan undre mig er når selv professionelle kommunikationsfolk behandler social media markedsføring som en kreativ proces – altså en proces hvor det handler om at skabe en viral effekt ved hjælp af kreativt beåndede overskrifter
Nuvel, alt der handler om at skabe kræver en eller anden form for kreativitet. Men jeg ser alt for tit at titler og illustrationer på f.eks. Facebook-pages ikke fortæller hvad sagen handler om, men istedet viser mundrette og lækkert klingende navne og catchy illustrationer – og ofte er de alt for kreative til at virke!
“Vidunderlivet”?
Hvad tror du f.eks. at Facebook-applikationen med titlen “Vidunderlivet” handler om?! Den handler om at undgå HPV (human papillomavirus), som kan give livmoderhalskræft. Aaah – smart, tænker du. Men faktum er at applikationen og den page der hører til helt sikkert ville have fået langt større udbredelse hvis man var lidt mindre kreativ og ganske enkelt beskrev indholdet og dermed hovedkonflikten i titlen.
“I do 30″?
En kampagne som “I do 30” (som jeg ellers bruger i mit foredrag som en sublimt eksempel på at man markedsfører essensen af en virksomhed frem for virksomheden selv) er et andet eksempel på en kampagne som anvender et sjovt og fikst slogan som ikke siger hvad kampagnen handler om. Kan du gætte det? Kampagnen handler om at opfordre folk til at vaske deres tøj ved 30 grader – og er sponsoreret af Novozymes som netop laver de enzyer der gør koldtvandsvask mulig. Genialt tænkt – men desværre alt for kreativt eksekveret.
Hovedbudskabet og konflikten virker mere effektivt
I en spørgeskemaundersøgelse jeg foretog blandt over 700 medlemmer af en Facebook-gruppe, bad jeg folk om at rate de forskellige elementer af en gruppes tekst – incl titlen – og fortælle hvilke der havde gjort stærkest indtryk på dem. Resultaterne viser helt entydigt at de elementer af tekst/titel som folk reagerede stærkest på var dem som klart og tydeligt indeholdt hovedbudskabet. Alle andre havde markant mindre effekt.
Den effektive overskrift er derfor alt andet lige ikke den som skaber forvirring, undren og nysgerrighed og som man skal klikke på for at få opklaret hvad kampagnen handler om. Overlad den slags til Billedbladet. Den effektive overskrift banker problemstillingen fast lige der i titlen. Hvis der desuden findes en konflikt, en uretfærdighed eller måske endda en modstander, så få dem med op i titlen også.
Ok, kloge Anders – hvad ville du selv have gjort?
I de to ovenstående eksempler ville jeg have valgt langt mindre lækre og elegante titler. Og jeg ville f.eks. have inddraget følgende elementer direkte i titlen:
Hovedbudskabet - altså hvad kampagnen handler om. Hhv at ”forebygge” og at “vaske tøj ved 30 grader”.
Konflikten/fjenden – hhv “livmoderhalskræft” og “Co2 forurening” som en fjende/uretfærdighed etc. som man kan alliere sig imod ved at klikke “join”
Først dernæst ville jeg begynde at være kreativ og prøve at bygge disse elementer sammen i en titel så den var let at afkode og huske og f.eks. ikke virkede alt for moraliserende eller skræmmende. Derpå ville jeg teste den af og se efter to ting:
Forståelighed – fatter man hvad det her handler om når man har hørt titlen?
Signalværdi - f.eks: “hvis denne titel stod på et badge – kunne du så finde på at gå med det?”
Folk læser ikke din Facebook-page som de f.eks. læser bøger – og de læser den SLET ikke som du selv gør. De klikker omkring med en stor del af deres bevidsthed andre steder. De tillader sig at scanne en side på helt andre måder end du havde planlagt og der er en stor chance for at mange aldrig fatter at det her vedkommer dem, hvis man ikke kommunikerer stringent og effektivt.
Så hvor den kreative elegance og den rå effektive kommunikation konflikter, foreslår jeg at du dropper kreativiteten og gemmer den til eventuelle kunstprojekter.
På Twitter følger jeg bl.a. folk som også arbejder med “sociale medier” – og en stor del af deres tweets handler om at være den første om finder nogen der bruger Twitter & Facebook i deres reklamekampagner. Senest har jeg set en del begejstrede henvisninger til Pepsis brug af Twitter på dette kampagnesite.
I praksis foregår brugen af Twitter her ved at Pepsis hjemmeside søger på Twitter efter alle forekomster af ordet “Pepsi” og at de derpå viser alle de fundne tweets i en lille box med et Twitter-logo på. Og som du kan se på billedet, som er screendumpet fra deres site for 10 minutter siden, er resultatet en blandet landhandel. 3 mennesker skriger deres trang til Pepsi ud, én “disser” sodavand og én henviser gud hjælpemig til en historie om en person som fandt en gnaver (!) i en Diet Pepsi-dåse. Det er muligt at nogle finder indholdet af disse tweets stimulerende og dermed fatter mere interesse for brandet, men ellers vil jeg mene at man nok skal være Dalai Lama for at kunne profitere af en rå søgning på ens eget navn.
Pepsi har da også meget smart valgt ikke at integrere Twitter i deres forretning på sitet, men blot at vise det i en lille isoleret box på en kampagneside, med et klart Twitter-logo på. Og her kommer værdien for Pepsi faktisk også ind: de rider nemlig på den hype-bølge der siger at en vis gruppe af mennesker altid falder i svime når de ser deres yndlingsmedie sat i spil af etablerede brands. Det er de samme der var meget fascinerede over at brands gik på Facebook for 1 år siden, gik amok over at brands brugte YouTube for 3 år siden (og fortalte alle at de store brands var på vej ind i Second Life i ca. 2 måneder i sommeren 2006).
Pepsis integration af Twitter er således en succes – men ikke fordi indholdet eller relationerne tilfører brandet stor værdi – nogen gange skader den endda deres brand – men fordi de helt korrekt har kalkuleret med at den sædvanlige skare af teknologiens evangelister ser deres egen forestilling om tidens store medie bekræftet og derfor skynder sig at fortælle det til alle de kender. “Se selv hvad vi sagde – Twitter-marketing bliver STORT!!”
Men ikke kun evangelisterne leger med – fordi det er nyt skal Maren i kæret også lige prøve at skrive Pepsi (eller #pepsi) i sit tweet og så lige ind på Pepsis site og se om det dukker op. Og det trækker jo helt klart folk til sitet. Men det er ikke social media marketing, men helt almindelig gammeldags marketing, hvor folk trækkes ind og eksponeres for brandet ved hjælp af et gimmick.
Og Forbrugerrådet fatter desværre ikke helt hvad der foregår
I en artikel på Politiken.dk, går Anette Højrup fra Forbrugerrådet ud og beklager at Pepsi “gør forbrugerne til reklamesøjler”. Det viser desværre at der nok er et stykke vej endnu før Forbrugerstyrelsen har fundet op & ned i hype-maskinen. For det er i praksis noget vås. Når man gør nogen til reklamesøjler, klistrerer man dem til med ens brand eller produkter – men det er faktisk det komplet omvendte som foregår her. Den eneste måde Pepsi kan blive nævnt på en Twitter-profil er ved at folk selv vælger at skrive “pepsi” i den. Til gengæld gør Pepsi sig selv til reklamesøjle for Twitter-brugerne, når de kan promovere sig selv på pepsis site. Og det er her reklamekampagnen finder sin drivkraft.
Så kampagnen skaber trafik og omtale – men det er kampagnen der er i centrum – ikke produktet. Og det er fordi den drives af evangelisternes desperate jagt på at være den første der finde den næste store ting ;o)
Mens jeg p.t. bruger det meste af min tid på at skrive min meget kloge bog, tager jeg stadig ud og rådgiver virksomheder om brug af web og sociale medier, fra tid til anden. Når jeg hurtigt skal danne mig et indtryk af hvor langt virksomheden er nået i sin forståelse af nettet og de sociale mediers betydning for deres forretning, kan jeg finde på at stille dem spørgsmålet: “er jeres aktiviteter på nettet en succes?”
Det kan lyde som et ganske generelt og småubrugeligt spørgsmål, men det jeg lytter efter i deres svar er en ret vigtig distinktion. Hvis virksomheden fortæller at deres kampagne/website/twitterier er en succes (eller det modsatte) på grund af antallet af brugere, ved jeg at de sandsynligvis ikke har en klar strategi med deres aktiviteter og ikke er begyndt at koble netaktiviteterne sammen med deres forretning.
Og man kunne også spørge “hvordan evaluerer I jeres netaktiviteter?” det vigtige er at afdække om der er strategiske overvejelser bag aktiviteterne, eller om de er nødt til at bruge antallet af besøgende som succesparameter. Sandheden er nemlig den enkle: INGEN HAR BRUG FOR BRUGERE! Det vi har brug for er ALTID en forandring på forretningskritiske parametre som eksempelvis salg, kendskabsgrad, image, kundetilfredshed eller effektivitet. Brugere er ALTID et middel til at nå andre mål. Brugere er den mest misforståede parameter i evaluering af webprojekter – jeg plejer at kalde det for en pseudoparameter.
- “Men jeg har altså 5000 followers på Twitter”
Tillykke med det – men hvis det ikke er giver sig udslag på centrale parametre i din forretning, så er der altså tale om en hobby. Sorry. Det betyder ikke at de 2 timer dagligt du bruger på Twitter er spild af tid (ikke allesammen) men internettet er ALTID et middel – ALDRIG et mål! Og det er ærligt talt ikke ret god strategi at begynde med midlet og håbe at der dukker et mål op hen ad vejen.
Hent min gratis spørgeguide til jeres næste møde
Mange virksomheder har svært ved at forankre deres webprojekter i deres organisation og forretning. Det er der ikke noget nyt i. Den mest optimale måde er ofte at skabe større brugerinddragelse – både internt og eksternt. Men hvis man bare ønsker at holde et traditionelt internt ledelsesmøde om disse ting, vil du sikkert finde denne guide anvendelig. Jeg tager meget gerne imod dine kommentarer.
Read the First Comment 
Denne del af check-in loopet er den de fleste lige skal vænne sig til. Et internetfænomen der ikke kun handler om internettet kan virke forvirrende. Nu har vi jo endelig lige lært at man skal annoncere online, for at få online aktivitet! Men faktum er at et check-in er en konvertering som begynder i det fysiske rum og at jeres fysiske indretning og kundedialog i butikken derfor nu skal begynde at indeholde henvisninger til check-in og “calls to action” som opfordrer til check-in. Ellers er det jo i praksis komplet usynligt for kunden, at I er til stede på geosociale medier.
Hvordan kan man sige noget om fremtiden?
Jeg er som ny bruger gået i gang med at afprøve den geosociale tjeneste, 
Alt imens Facebook er begyndt at blive så udbredt at social media geeks’ene slet ikke kan få øje på det, er markedsføringsfolk og mediebureauer begyndt at få øjenene op for mediet. Det betyder at standardprodukter begynder at strømme ud til danskerne via Facebook pages i en lind strøm og i nogle formater som gør det muligt at lave sammenligninger.
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
