I blogindlægget nævner jeg et specifikt konsulenthus og en navngiven konsulent. Og selvom jeg på ingen måde angriber disses hæderlighed – tværtimod, så er jeg nået frem til at min pointe bare ikke er stærk nok til at retfærdiggøre inddragelse af konkrete personer og virksomheder. Så derfor er indlægget blevet skrottet!

Sorry folks – jeg gik over stregen uden grund nok.

I slutningen af 2010 bestilte jeg en panelundersøgelse hos Userneeds, hvor vi stillede over 2000 danske netbrugere i alderen 15-65 en række spørgsmål om deres netvaner på sociale medier og mobilen. Mit primære formål var at afdække danskernes forventninger til lokationsteknologi, som jeg behandlede i de rapporter du kan læse hos Locationlab. Men jeg stillede også en række spørgsmål der handlede mere generelt om kommunikation med virksomheder på Facebook. Og blandt mange andre ting, viste undersøgelsen klart at langt de færreste var interesserede i dialog med virksomheden bag en Facebook-side.

Man kan med rette stille sig kritisk over for den slags undersøgelsers absolutte sandhedsværdi, men tallene var ikke desto mindre ret entydige: Når jeg spurgte hvilke forventninger respondenterne havde til kommunikationen på virksomheders Facebooksider, var der en forsvindende lille interesse for at “tale” med virksomhederne bag siden eller designerne bag det produkt, som siden repræsenterede.

Et af spørgsmålene jeg stillede lød: “Du vælger at blive fan af Facebook-siden for et livsstilsbrand (f.eks. Nike, Diesel, B&O, Republic of Fritz Hansen). Hvilke muligheder/aktiviteter på Facebook-siden ville du opleve som relevante for dig: (Vælg gerne flere)”

Kun 4% af respondenterne satte deres kryds ved muligheden: “Dialog med designerne af produkterne”. Som du kan se var det rabatter og særlige tilbud, som var det største hit. De fandt det skam også interessant at få viden om produkterne – især  om kommende modeller, prototyper etc. Men dialog med designerne af produkter var dybt uinteressant for stor set alle de adspurgte.

På samme måde spurgte jeg de 2000 netbrugere om deres forventningerne til Facebooksiden for et større spillested. Og her var billedet det samme:  Kun 6,6% var interesserede i dialog med folkene bag spillestedet mens 34,9% var interesserede i rabatter og præmier og 39% i nyheder fra spillestedet. En brugerundersøgelse som et par af mine specialestuderende foretog blandt fans af Normann Copenhagen’s Facebookside viste samme tendens. Kun en meget begrænset del af de adspurgte fandt det relevant for dem at svare på de opdateringer som firmaet lagde ud på Facebook.

Hvad betyder det i praksis?

Hvis denne tendens er generel, betyder det for det første at kunder faktisk godt gider at have med virksomheder at gøre på Facebook. Så lad bare være med at gå i panik. Men det har til gengæld en stor betydning for indholdet i jeres relation. Altså for de ting du poster, helt konkret.

Drop smiskeriet!

Du skal omgående droppe dine smiskende forsøg på at lokke dine Facebook-fans til at skrive kommentarer eller at “synes godt om”, på siden. Det er uværdigt for begge parter og højst sandsynligt ikke ret afgørende for ret meget andet end dit eget ego. Du kan sagtens have en Facebook-side der er succesfuld for din forretning uden at få en masse kommentarer og reaktioner fra dine fans. Det betyder ikke at det ikke er superfedt, hvis I alle kagler løs som høns om din forretning – tværtimod (især hvis de rent faktisk køber noget). Men det betyder at dialogen hverken er målet eller omdrejningspunktet for en Facebook-side.

Men hvad er så målet med en Facebook-side, Anders?

Det er naturligvis forretningsmæssigt – og individuelt. Men skal jeg formulere nogle generelle retningslinjer, skulle de være som følger:

• På Facebook skal du tilbyde en udvidelse af produktet og produktets univers.
• Du skal tilbyde en merværdi med en tydelig afsender – og sætte en venligt ansigt på jeres produkt.
• Du skal altid have produktet i centrum og hurtigt og uhøjtideligt stille dig til rådighed for spørgsmål og indfald om produktet fra nuværende og kommende kunder.
• Du skal ikke komme med opdateringer for at få svar, men fordi de forøger værdien af dit primære tilbud (det du sælger). Enten ved at genoplive og styrke glæden ved købet hos eksisterende kunder eller ved at skabe en større forventning og tilgængelighed til produktet hos fremtidige.
• Vil du have aktivitet der spreder siden, så kør konkurrencer og knaldtilbud – eksempelvis ved apps, der gør det nemt at invitere venner ind i jeres univers. Lad være at forsøge at lokke folk til dialog.
• Tænk i cross media overalt. Henvis til jeres Facebook-side i jeres butik, på jeres emballage, i tilbudsaviser og alle steder hvor det er relevant. Og lov folk opdateringer, rabatter og gode tilbud. Ikke “dialog” og anden fluff.
• Hvis du absolut vil tale med folk, så får du tit mere ud af at købe 5 kilo kage og en runde øl og lade dem komme forbi og lege med jeres kommende produkter (hvis I har produkter man kan lege med) end at sidde og skrive indlæg efter indlæg ud i mørket, mens du kigger på tælleren og forsøger at forstå hvad 14 synesgodtom og 3 kommentarer mon betyder for din bundlinje.

Hypen er forbi – ignorer social media hippierne og find din indre købmand frem!

Ham her har f.eks. fattet det! Han taler konstant om sine produkter i 13 minutter og man æder det råt. Et venligt ansigt og en udvidelse af hans produktunivers gør at man får lyst til sodavand – og til at dele videoen. Lad ham være din nye rollemodel! Når du overvejer at stille et lamt spørgsmål eller poste et ligegyldigt link, for derefter at sætte dig hen og tælle klik i lysskæret fra din monitor, så spørg dig selv. Hvad ville ham fyren her have gjort?



Facebook Places har nu været i Danmark i et halvt års tid og jeg begynder at kunne se et mønster i den måde folk bruger det på. Eller skulle jeg sige – ikke bruger det på. For selvom stadigt flere butikker vælger at “tage ejerskab” over deres steder på Facebook, så er det som regel også det eneste butikkerne gør. Og det er synd – for allerede nu kan man begynde at sikre at ens check-in loop fungerer.

Det gode check-in loop kan kun opstå, når man forstår at inddrage mobilen, websitet og den fysiske butik!

Nu kan du jo sige at vi alle venter på Facebook Deals, som giver mulighed for at tilbyde rabatter etc, men det er slet ikke noget holdbart argument for ikke allerede nu at få skabt den sammenhæng imellem web, mobil og fysisk butik, som det gode check-in loop i virkeligheden handler om. Og det kræver også at vi lige får ryddet en udbredt misforståelse af vejen:

God check-in marketing handler ikke primært om mobiltelefonen!

Check-in marketing er en fuldblods crossmedia-fænomen, der handler om at bruge forskellige platforme til det de er bedst til, og så bevidst skabe henvisninger til andre led i kæden. Og lige meget om man i visse led af loop’et bruger en “Deal” (f.eks. gratis pommes frites til sin burger, hvis man checker ind) til at motivere – eller ikke, så er mekanismen bag loopet nøjagtigt den samme. Kunden skal vælge at checke ind i butikken, kundens check in bliver spredt til vennerne  på Facebook og man får dér mulighed for at få folk til konvertere disse venner til fans, som man så igen kan få til at interessere sig for butikken. ‘

Og hvis man ikke får styr på de forskellige konverteringer, så er der hul i kæden og man får mindre værdi ud af den. Det er ikke raketvidenskab!

Her er grundelementerne i det det gode check-in loop, kort gennemgået:

1) I den fysiske butik: Kunde konverteres til check-in

Denne del af check-in loopet er den de fleste lige skal vænne sig til.  Et internetfænomen der ikke kun handler om internettet kan virke forvirrende. Nu har vi jo endelig lige lært at man skal annoncere online, for at få online aktivitet! Men faktum er at et check-in er en konvertering som begynder i det fysiske rum og at jeres fysiske indretning og kundedialog i butikken derfor nu skal begynde at indeholde henvisninger til check-in og “calls to action” som opfordrer til check-in. Ellers er det jo i praksis komplet usynligt for kunden, at I er til stede på geosociale medier.

Hvordan disse “calls to action” skal se ud, er meget forskelligt fra butik til butik, men fælles for alle aktiviteter der handler om at konvertere, så er et væsentligt grundelement altså at man husker at opfordre folk til at gøre det man ønsker. Og det handler ikke kun om at betale folk for det med en “Deal” eller “Special”. Har du f.eks. en café, så sidder folk ofte og fumler med mobiltelefonen alligevel og vil ofte gerne fortælle at de synes om netop denne café. Og de vil gøre det gratis. Det kræver ofte bare at du minder dem om det!

2) Efter check-in: Linket spredes på Facebook

Folk har hele tiden kunnet fortælle på Facebook, at de var i din butik. Enten gennem en statusopdatering eller med billeder. Og det vil de temmelig sikkert blive ved med. Men i det sekund din kunde vælger at fortælle hvor hun er,ved at checke ind, sker der noget meget interessant. Nu skubber kunden  pludselig et link med ind i samtalen, som det ses på billedet herover. Og det betyder at I nu får en helt ny mulighed for at komme ind i loopet! For når kundens venner nu klikker på linket, ryger de til jeres side på Facebook. Og der får i mulighed for at friste, lokke, smigre eller blot inspirere folk til den næste konvertering:

3) Kundens Facebook-venner konverteres til fans

Når kundens venner klikker på linket til siden, har du ganske kort tid til at fange interessen og at konvertere vedkommende til en fan. Lige meget om man gør det med en velkomstside eller prøver med interessant vægindhold, er det vigtigt at forstå at der er tale om en konvertering. Folk skal gøre noget. Nemlig klikke “synes godt om”. Her gælder det om at forstå at folks opmærksomhed er en begrænset ressource og undgå at forvirre folk med en masse muligheder og informationer. Hvis du gerne vil have at folk skal blive fans, så bed dem om at blive det – eller hvis man har adgang til at skrive et par linjer kode, kan man vise folk en velkomstside der skifter indhold, alt efter om den besøgende er blevet fan eller ej. Herunder tilbyder Blockbuster f.eks. at du lige kan se en ny trailer med en populær skuespiller, hvis du synes godt om siden. Det er kort, enkelt og frister med underholdning.

4) Fans konverteres til besøgende i butikken gennem løbende opdateringer

Når du driver en Facebook-side for en fysisk butik, café eller lignende, så skal alle dine indlæg på siden, på én eller anden måde handle om at få folk ned i butikken, hvor de kan konverteres til kunder og forhåbentligt til at checke ind også. Og det betyder at jeres konversation ikke skal være en usystematisk bunke af interessant og mere eller mindre relevant info. I stedet skal I bevidst arbejde på følgende 3 ting:

1. At sikre at folk generelt er oplyste om hvad I sælger og hvor I ligger og hvad der ellers foregår hos jer. Opgaven er en pædagogisk opgave, der skal sikre at de nemt kan huske det – også når de ikke sidder ved computeren (for det gør de ikke ret tit, når de går rundt i byen). Det er et led folk ofte ignorerer. “Folk ved da hvem vi og hvor vi ligger. Det står jo på vores hjemmeside”.
2. At sikre at de finder jer sympatiske. At de har tillid til jer og at de på andre måder har en god følelse omkring jeres sted. Der kan jeres holdning, miljøpolitik eller lignende være relevant og gøre en forskel. Fortællinger om hvor lækkert der dufter eller hvor fair jeres kundeservice er, er også gode virkemidler. Det kan tit gøres ved at dele en masse indhold der ikke direkte henviser til jeres butik (link til et sympatisk velgorenhedsprojekt etc) – vær ikke bange for at dele eksternt indhold, hvis I bare bruger det til at vise at I er søde/fede/kloge/dygtige.
3. At lave “call to action”. Husk nu for pokker at fortælle folk at de bør komme ned i butikken og smage/prøve/spare/lytte. Sig “kig ned når du køber ind på lørdag – vores nye asparges er så lækre”.  Eller som Magasin gjorde det herunder, hvor de både laver call to action og opfordrer til at dele deres fotos på Facebook (her kunne de også have opfordret til at checke ind) så loopet fortsætter.

Skal I selv i gang? Så vil jeg foreslå jer at tage fat i Checkmore, som jeg er partner i, for et bud på en samlet strategi og implementering. Her kan du også høre mere om hvad Checkmore har gjort for sine kunder, Magasin og Blockbuster, som jeg nævner i blogindlægget.

Hvis man har et firma (eller blot er skatteborger i DK) er man ofte inde på http://skat.dk eller en af de mange under- og søstersider. Og selvom Danmark faktisk er lysår foran andre lande når det drejer sig om at digitalisere skattebehandlingen, så ligner skat.dk med sit uindbydende design og sine besynderlige brugerflader et site for et monopol som ingen konkurrence har – men det er det ikke.

Hvordan kan jeg påstå at skat.dk ikke har monopol på danskernes skattesager? Jo, det er ganske enkelt. Hvis jeg ikke kan finde ud af websitet, tager jeg telefonen og ringer til Skat for at få ordnet mine skattesager. Skat.dk er altså i en reel konkurrence med den direkte kontakt til rådgiverne enten via telefon eller ved personligt fremmøde. Så når mødet med skat.dk er som at blive ramt af en shit storm af usabilityfejl, som ville have medført dumpekarakterer på IT Universitetet hvor jeg underviser, så er det noget som koster dig og mig mange penge.

Og fejlene er virkelig mange:

• Links som fører til sider som ingen informationer har
• Gigantiske menuer hvor hverken typografi eller placering af links afslører hvilke der er væsentlige og oftest brugte
• Total mangel på grafik og ikoner, som kunne lette afkodningen kolosalt
• Online hjælp der er udformet som massive pdf-filer og nogen gange direkte forældede
• Et generelt inkonsistent design og mange sider der er knudrede og svære at afkode

Prøv at forestille dig at Facebook eller Hotmail havde et interface som det man møder i Skat’s “tast selv”. Forestil dig at man som smed eller tomatavler får en ansat og skal stave sig igennem teksten her for at oprette sig som arbejdsgiver (blot for at finde ud af at man skal logge sig med et helt andet system hos Erhvervs og Selskabsstyrelsen for at gøre det).  Jeg gætter på at langt de fleste som skal oprette løn første gang har de samme behov – hvor mange millioner om året kunne man spare på at lave en ultrapædagogisk “wizard” som hjælper én igennem den proces, frem for at kaste en masse forskellige typer af informationer ud i browseren, arrangeret efter type? Prøv for sjov lige at finde ud af hvordan du opretter dig som arbejdsgiver og får indberettet en måneds løn.

Ret skal være ret: Jeg kan se at brugerfladen i denne tid bliver opdateret hist og her og de nye sider ser faktisk pænere og mere konsistente ud, men det ændrer ikke ved at Skat.dk skal forstå at de befinder sig i en benhård konkurrencesituation, hvor hver tabt bruger koster penge – enten fordi der bliver indberettet forkert eller fordi der bliver ringet op til en medarbejder i stedet.

Jeg tror ikke at det er ret realistisk at skat.dk pludselig holder op med at opføre sig som om det bliver udviklet efter en sovjetisk 5-års plan, men hvis der var tale om et firma i en konkurrencesituation, ville første logiske skridt være at begynde på at tage dialogen med brugerne og give holdet bag sitet kompetence til at reagere på de indput (fortvivlede skrig om hjælp?) som de der skal bruge “tast selv” kommer med. Og nej – en rar gammel “skattefar” på Twitter er ikke nok.

Skat.dk skal jo ikke være et teksttungt mastodont, men et site som bruger alle eksisterende visuelle og kognitive midler til at sikre at helt almindelige virksomhedsejere kommer effektivt igennem de centrale processer som sitet skal understøtte. Det er ærligt talt et frygteligt spild at bringe os helt i front hvad angår digital skattebehandling og så agere så amatøragtigt, når det handler om at gøre sitet til at finde ud af at bruge for almindelige mennesker.

Lad mig slutte af med det råd jeg stort set giver til alle offentlige mastodontsites: Koncentrer jer om at få kernefunktionerne til at virke og tilbyd derpå et API, som folk der rent faktisk ved noget om moderne brugervenligt webdesign kan bruge til at bygge forskellige specialversioner af skatteweb og tage den pris for dem som markedet kan bære. Det ville være noget der virkelig battede for e-samfundsudviklingen! Og jo – selvfølgelig kunne man håndtere sikkerhed og personfølesomme oplysninger – om ikke for alle funktioner, så for en masse af dem.

Lanceringsdagen 2010: Det Danske Filminstitut afholder hvert år et lukket arrangement for filmbranchen hvor filmskabere og -købmænd mødes og gnubber skuldre, spiser pindemadder og lytter til oplæg og foredrag. I år var

Jeg brugte blandt andet Kvinden der drømte om en mand, som et skoleeksempel på en totalt forkert håndtering af en film på Facebook. Der er især 3 ting som gør den til et godt eksempel på at Facebook bruges som et helt traditionelt kampagnemedie (i skrivende stund – det kan jo være ændret når du læser dette):

1. Siden er blevet forladt efter at filmen fik premiere og idag flyder den over at “get rich without working”-reklamer og reklamer for slankekure. Det er forkert fordi de viser at man intet fatter af at skabe langsigtede relationer og dumper relationen, så snart man har pumpet sit salgsbudskab afsted. Hvordan havde man tænkt sig at folk skulle tage fansiden alvorligt, når folkene bag ikke selv gør? Hvis man ikke gider at kommunikere (om de kommende film af samme instruktør eller med samme skuespillere, ville være et oplagt bud), kan man i det mindste rydde op på siden.
2. De eneste events som findes er presseevents som fans ikke har adgang til – et skoleeksempel på at man gør nøjagtigt som man plejer og bare har taget “endnu en kanal” i brug til at gøre det. Mediet er oplagt til f.eks. at lave events hvor man kan møde folkene bag filmen og selv komme til orde. Hvorfor bruge en helt ny kommunikationsform, hvis man ikke tilpasser sig de muligheder den giver?
3. Se i diskussionsforummet – der har for at det ikke skal være løgn smidt en pressemeddelelse som fylder adskillige skærmbilleder! Det er faktisk ikke noget jeg har konstrueret men blot et skoleeksempel på at man tager eksisterende indhold og pumper ud på nettet. Jeg gætter på at der samlet set er 10 mennesker i verden der har læst denne tekst i sin helhed og at der er NUL som har sendt den videre!

Det skal dog for rimelighedens skyld tilføjes at Ib Tardini (som er filmens instruktør) efter foredraget rejste sig og understregede at denne side er en rekonstruktion, forstået på den måde at den første udgave af siden faktisk blev slettet af Facebook, fordi der optrådte en nøgen kvinde på filmplakaten/fotoet i første udgave. Og at den første udgave indeholdt en masse interessant indhold. Det har jeg da forståelse for, men det er stadig ingen undskyldning for at behandle siden som et brugt kondom, efter at filmen er skudt af.

Blandt mange andre emner jeg berørte, undrede jeg mig desuden at filmbranchen (og mange andre) betaler bureauer for at tage sig af deres internetkommunikation. Det medfører jo at bureauerne udvikler sig i takt med internettets udfordringer men at filmproducenterne (eller andre der outsourcer deres internetdel) hænger fast i industrialderen. Internettet stiller krav om omstilling og forretningsudvikling og det er noget som foregår i organisationerne – ikke ude på en server et sted.

Se en hårdt redigeret og beskåret optagelse at min opsang her… det er et af de foredrag hvor jeg ærger mig over at jeg først bagefter tænkte på at slutte det af med at sige …

numensas!

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet kontaktet af mennesker, som trak mig til side og med et snedigt ansigtsudtryk og dæmpet stemme, fortalte mig at havde fået en helt fantastisk idé til en lokationsbaseret markedsføringstjeneste. Og det var altid en tjeneste som opfangede folks geografiske position og sendte dem et tilbud på en SMS, hvis de var i nærheden af en butik som havde en rabat eller et godt tilbud. Måske du også selv har opfundet sådan én engang? I så fald må jeg bedrøve dig med at det er en af de mindst unikke idéer i mobiltelefonens historie.

Tegningerne her viser i grove træk hvordan denne meget uoriginale marketingidé så ud, når den blev tænkt ud fra et permission based push-mindset.

Traditionel lokationsbaseret marketing step 1: Brugeren "træder" på et GPS-koordinat

Alle disse push/location-tjenester forblev i mange år fantasier, fordi der ikke fandtes en brugbar måde at lokalisere mobiltelefonen på. De mere nørdede folk talte om GSM-triangulering (hvor man anvendte et kendskab til mobiltelefonens afstand til mindst 3 mobilmaster til at udregne en position) men da den metode er afhængig af teleoperatørerne (som ved hvor masterne står) som ikke kunne blive enige om noget som helst (og desuden virker dårligere, jo længere masterne står fra hinanden), blev det aldrig til noget af betydning der rakte ud over nogle få services fra enkelte teleselskaber.

Og så handlede det slet ikke om SMS-push

Der er sikkert stadig mennesker der tror at det er hvad lokationsbaseret marketing går ud på, men nu hvor mobiltelefoner med GPS er på vej til at blive hver mands eje, bliver det tydeligt at lokationsbaseret markedsføring slet ikke kom til at  handle om at pushe tilbud i hovedet på brugere der trædte på lokationer (i form af GPS-koordinater eller radius i forhold til butikker)

I stedet kan vi nu se at det handler om at brugerne selv aktivt vælger at checke ind i butikker. Og frem for at være en ensom tovejs-kommunikation, drevet af brugerens jagt på besparelser, ser vi at det foregår i komplekse sociale kontekster hvor deres venner har mulighed for at se med. Det betyder bl.a. at vi ikke kun skal forstå brugeren, men skal forstå brugeren i samspil med dennes sociale netværk og kende til kulturen på de forskellige internetplatforme – f.eks. Foursquare og Facebook – som brugerne checker ind på/med.

Og når man ser endnu nærmere på det, handler lokationsbaseret marketing egentlig heller ikke om geolokation. Vi tjekker ikke ind på geografiske koordinater men på meningsbærende steder. Og selvom disse to dimensioner (geolokationer/steder) har meget til fælles, så er de forskellige. Steder er geografiske enheder af ubestemt udbredelse som har mening for os. Et sted er f.eks. “Fælledparken” eller “Tivoli” eller “derhjemme”. Der er også folk som checker ind i bus 4A eller toget til Næstved. Geolokationer er geografiske koordinater som består af tal og henviser til helt præcise positioner.

Traditionel lokationsbaseret marketing step 2: Brugeren får et tilbud på toiletpapir smidt i hovedet fra en lokal handlende

Lad os kalde det “check-ind marketing”

Lokationsbaseret marketing er altså snarere stedbaseret marketing. Og som det ser ud nu, så giver det faktisk god mening at bruge udtrykket “check-ind marketing”, da det fanger at handlingen bygger på steder og foregår i sociale check-ind miljøer. Og det betyder også at lokationsbaseret markedsføring faktisk er en aktivitet som bygger på at designe “det gode sociale check-ind”.

Det er f.eks. slet ikke altid nødvendigt at tilbyde folk en kontant rabat for at checke ind, hvis man istedet kan tilbyde noget til folks identitetsøkomoni eller til den gode fortælling. Det betyder også at det man tilbyder skal hænge godt sammen med virksomhedens profil og identitet og være designet til at blive fortalt videre af dem som checker ind og tager imod tilbudet. Hvis man kun bruger check-ind marketing til at tiltrække selve den kunde der checker ind, får man jo slet ikke så meget ud af det, som hvis man ser vedkommende som en ny ambassadør for ens forretning.

Et friskt eksempel

Jeg har lige talt i telefon med en kunde i vores nystartede check-ind bureau, Checkmore. Kunden er frisør i City og bestilte en startpakke (Foursquare). Som en del af den startpakke rådgiver vi altid om den bedste “special” (som et check-ind tilbud hedder på Foursquare). Kunden foreslog selv at man skulle få vitaminbehandling til halv pris, hvis man checkede ind og købte en klipning.  Men vi nåede istedet frem til en special der gik ud på at man får en gratis og uforpligtende konsultation om hårtyper og de mange forskellige muligheder for nye frisurer, ens hår giver, hvis man checker ind hos frisøren på Foursquare.

Denne special signalerer tid, opmærksomhed og kvalitet og skaber en meget bedre fortælling om butikken end en simpel rabat gør. Og det mest interessante ved denne historie er at denne ydelse faktisk er én butikken allerede i dag tilbyder gratis, men har svært ved at få spredt budskabet om.

Det gode check-ind handler altså om meget mere end penge og teknologi og det er et helt nyt område som vi for alvor vil skulle forholde os til når Facebook lukker op for Places i DK. Hvis du i mellemtiden har gode eksempler på det lækre check-ind og den fede special (der ikke handler om økonomisk værdi), må du meget gerne poste link til den her på siden ;o)

Mens mediebureauer,  social-media-kræmmere og andet godtfolk i disse dage kridter skoene for at komme i position til sælge lokationsbaserede kampagner til de store brands i det marked det opstår med især Facebooks indtog på location-scenen, vil en stor del af markedet faktisk ikke blive flyttet rundt af dem – men af dig og mig og din mor.

Her ser du bageren i Sankt Peders Stræde i København, som fremviser et af de mest effektive reputation aktiver igennem alle tider – nemlig en kø der rækker helt ud på gaden. Og det bedste ved det billede er at det “eneste” de har gjort for at skaffe den kø  er at de har bagt lækkert brød og/eller ydet en god service. Og det leder mig direkte hen på det bedste råd jeg giver virksomheder i relation til sociale medier. Du får det lige gratis her: Hvis du gerne vil have at folk anbefaler dig – så lav for fanden noget anbefalelsesværdigt!

Selvfølgelig vil de første supermarkedskæder og diverse brands allerede i julehandlen 2010 flytte en del af deres budget over på lokationsbestemte kampagner (jeg kan ikke udelukke at jeg vil sige ja til at rådgive en enkelt eller to af dem selv) og lokationsbestemte annoncer vil da også tilbyde endnu en dimension i retning af at gøre onlineannoncer endnu mere præcise, relevante og dermed værdiskabende.

Men alle disse aktiviteter er omkostningstunge, fordi de kræver inddragelse af reklamebureauer, mediebureauer og mediefirmaer med speciale i f.eks. Facebook. Og de vil have svært ved at sætte dagsordenen. For disse styrede kommercielle aktiviteter vil ofte ende med at fremstå kunstige og småpinligt leflende i forhold til den naturlige og autentiske aktivitet som foregår når mennesker bare flasher de ting de godt kan lide. For lad os lige huske på hvad det er der får os til at dele vores position på geosociale medier, set fra et psykologisk perspektiv:

• At være den første de fortæller andre om noget godt eller værdifuldt. Det er ganske enkelt en af de stærkeste drivkræfter. Og husk: det behøver faktisk ikke at være et sted vi selv har prøvet. Vi behøver bare at have fornemmelsen af at vi kan opnå andres anerkendelse ved at dele et sted, så vil vi være tilbøjelige til at gøre det. Det er den drivkraft der gør at du deler et blogindlæg du kun har læst den første femtedel af. Men det er også drivkraften bag f.eks. at “tjekke ind” (vise sin position) hos den gode bager.
• At advare andre om noget dårligt. At være den som advarer andre om et dårlig sted, er både en meget sund drift og et middel til at opnå andres anerkendelse igennem den omsorg de føler vi viser dem. Forskning viser at både anbefalinger og advarsler er stærke drivkræfter i at få os til at dele indhold med andre. I dette tilfælde er det en stærk drivkraft for at fortælle hvor den elendige bager ligger!
• At opnå social status! Hvis vi gennem at forbinde os med et sted kan signalere at vores identitet har nogle særligt positive træk, vil vi være særligt tilbøjelige til at dele vores position. Vi viser heller når vi sidder på noma end når vi sidder på kommunens inkassokontor. Denne drift kalder jeg geosnobbing og tror at netop behovet for at signalere identitet vil være en af de stærkeste drivkræfter for deling af positioner, nøjagtigt på samme måde som den er en central drivkraft i deling af statusopdateringer og fotos på Facebook idag.

I praksis vil sidstnævnte faktor betyde at rosset først tjekker ind i stor stil, når bageren virkelig har opnået status eller er blevet kult. Og vi vil da se at folk går en omvej for lige at kunne tjekke ind hos den der lækre bager og vise hvilken formidabel smag de har.

Men sådan har de jo altid været! Vi vil gerne fortælle folk om de bedste og værste steder og ses de fede steder selv! Og det er netop min pointe! Med geosociale medier kan hele det game bare blive synligt for tusindvis på et øjeblik og det vil, i sin mest positive konsekvens, både belønne den gode bager og lægge et meget større pres på den ringere bager for at tage sig sammen, når man nemt kan se at bageren 5 gader væk er elsket af alle.

Alt er altså nyt – fordi omtalen skalerer helt vildt. Og alt er det samme, fordi alle elsker at fortælle hvor den fede bager ligger – det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At man så har dejlig megen tid til at tjekke ind med mobilen, når man står og venter i sådan en kø, gør det så bare endnu mere sandsynligt at folkene i bagerkøen herover, vil sladre om hvor de er, når Facebook slår location til om ganske kort tid  ;o)

Ud fra en informationsmæssig anskuelse er det for eksempel komplet uforståeligt at folk deler fotografier af deres aftensmad på Facebook. Den informationsmæssige værdi af  sådan et billede er (for alle andre end dem der skal spise med om lidt) stort set nul. Men hvis man i stedet anskuer mediet som et spørgsmål om identitet, så er netop det vi spiser jo en stor del af dem vi er og bliver konstant brugt i fortællingen om os selv. Og set i den sammenhæng er det faktisk ret logisk at vi også på Facebook vil vise andre om vi selv laver sushi eller bedst kan lide en stor beskidt bøf. Hvad vi deler er altså i høj grad styret af hvad det siger om os – og hvilken social status det kan give os.

Et andet af mine centrale budskaber er at virksomheder som vil udnytte denne effekt, med fordel kan skabe interessant indhold som folk kan opnå social status ved at dele og derfor vil sprede for deres egen skyld. Ved at lære at udnytte et allerede eksisterende psykologisk behov: behovet for at lave en selvfremstilling, kan man altså opnå den mest eftertragtede effekt på nettet idag – nemlig den “virale” spredning.

Men hvordan anvender man den viden når det drejer sig om fysiske steder? Eller: hvordan kan vi give folk lyst til at “checke ind” (vise med mobiltelefonen at de er der lige nu) i vores butikscenter, på vores café eller i vores idrætsanlæg?

En af de handlinger som virkelig kan give social status er at vise andre at vi har fundet noget interessant. Det er f.eks. hvad 90% af aktiviteten på Twitter handler om. Denne psykologiske effekt er drivkraften bag det meste  word of mouth spredning. For hvem vil ikke være den der først deler noget som alle andre derefter begynder at sprede? Hvis du laver noget godt, skidt, komisk, humoristisk eller anderledes, så vil folk elske at dele det – aggresivt! Og hvis det foregår via Facebook, kan folk snart dele din location i samme hug.

Hvis du allerede i dag har en forretning som tilbyder god kvalitet og uovertruffen service  eller fantastiske priser, så behøver du ikke at læse videre. Du vil blive delt uden at foretage dig noget som helst. Ganske enkelt fordi alle elsker at dele kvalitet og gode tilbud. Men for alle jer der bare vil have et hurtigt fix, uden egentlig at lave noget fundamental om, så er her 4 ting du kan have i baghovedet, når du gerne vil have at folk deler din lokation.

1) Folk er dovne og fantasiløse, så du kan faktisk hjælpe dem på vej.

Hvis du gerne vil have spredt et godt tilbud, så skal du gøre det nemt at dele, rent lavpraktisk. Det er ikke godt nok at have et dine gode tilbud stående med små bogstaver i et vindue hvor reflektioner og modlys gør det umuligt at tage et foto og sende videre og folk derfor selv er nødt til at skrive det ned. Eller endnu værre – hvor folk skal ind og spørge i butikken! Husk at folk sender alt videre som kan fremme deres sociale status. Dit budskab, bliver deres budskab. Det behøver ikke at være noget de selv har købt eller prøvet. Lav derfor skilte eller mere fantasifulde opslag med lidt kant, som er godt belyste og hvor forbipasserende kan komme tæt nok på til at at tage et godt billede.

2) Ram din målgruppe midt i nostalgien

Følelser og valg er knyttet uløseligt sammen. Forskning viser at hvis du bliver skadet i dine “affektive” centre (stederne i hjernen hvor følelser aktiveres), er du ude af stand til at træffe en masse af hverdagens små valg. Hvordan skal du f.eks. vælge imellem en leverpostejmad og en spegepølsemad, hvis du ikke kan føle mere for det ene end det andet? Man kan ikke regne sig frem til svaret logisk, for begge dele er blendet gris med for meget salt. Omtrent på samme irrationelle måde fungerer en del af vore valg på mobilen. For hvordan vælger vi om vi skal checke ind det ene sted eller det andet? Eller om vi skal dele lokationen på den ene butik frem for den anden? Det handler oftest om at vi får aktiveret nogle følelser. Og i den sammenhæng er associationer til vores barndom bare et af de mest effektivt midler til at aktivere følelser. Derfor er f.eks. legetøjsobjekter fra vores barndom bare en klassiker når det drejer sig om at ramme følelserne og aktivere “drive by” geotagging!

Se f.eks. billedet af den store Playmobilmand. Fundet på nettet og taget af én som bare lige måtte dele billedet. Tænk lige over det.

3) Brug humor konsekvent og bliv uimodståelig at dele

Hvis du laver noget sjovt eller interessant i forbindelse med din butik etc, så kan folk gøre den humor til deres egen, ved at tage et billede af det og sende det videre. Hvad sker der hvis du tænke dit steds steds fysiske fremtoning strategisk som et objekt til deling? Så kan du ende med at give din butik et navn som ganske enkelt er uimodståeligt at dele. Det skal naturligvis ikke være så sjovt at det er meningsløst. Men denne butik ville jeg altså have svært ved ikke at kigge ind i, hvis jeg vidste at den lå i nabolaget. Og det er også en af dem jeg kunne finde på at tage et billede af og dele med venner, hvis jeg kom forbi. Og hvis jeg deler den fra en GPS-mobil, kan alle se hvor denne interessante butik ligger henne.

Her har nogle unge mennesker faket et splatter scenarie på åben gade.

4) Og så kommer vi ikke uden om viral “geo-spam” (eller hvad man skal kalde det)

En spam-style måde skabe omtale på er ved at begynde at introducere kunstige eller planlagte elementer for at gøre sit sted socialt interessant. Det kan være ved at vi begynder at installere helt overdrevne objekter i det fysiske rum, i håb om at folk vil elske at sladre om dem. Man kan nemt forestille sig at effektjageriet fra de virale film, som bare handler om at skabe flest mulige seere, flytter ud i det fysiske rum.

Hvis man ikke kan lave noget værdifult, kan man i hvert fald lave noget som alle taler om og deler. Lige meget om det så bare er fordi det er klamt, vildt, latterligt, grimt eller alt alt for meget og om det bare får en masse mennesker til at trampe igennem dit sted, uden at lægge penge eller skabe værdi. Så bliv ikke overrasket hvis virkeligt påfaldende ting begynder at dukke op i din omverden. De er der for at du skal have lyst at vise dem og andre skal få lyst til at komme forbi og se dem.

Hvornår mon vi ser de første geovirale bureauer, som tager betalt for hvor mange mennesker de kan få til at checke ind et sted – og ikke skyr nogen midler for at få dem til det?

Og hvornår mon vi ser den første geotigger der står foran en butik og spørger om du vil være rar at checke ind her, så han kan få til en bid brød af butiksejeren?

Prøv at være fremtidsforsker for en aften og designe én af fire mulige fremtider, når LocationLab inviterer til det første arrangement, torsdag d. 23. september kl. 17. på IT Universitetet!

Links: Tilmeld dig på Facebook | Facebook page.

I efteråret afholdes på ITU en lille og uformel serie af arrangementer under titlen “Locationlab”. De er et inspiratorisk forum for alle os som interesserer os for lokationsbaserede tjenester, geosociale medier eller hvad vi nu ender med at kalde dem. Første “meetup” giver dig mulighed for at lege fremtidsforsker og designe mulige fremtider for lokationsteknologien.

Hvordan kan man sige noget om fremtiden?

Den basale idé i fremtidsforskning er at fremtiden er ubekendt, men at det alligevel er muligt at forholde sig til den ved en blanding af analyse og poetisk frihed. Vi kan idag identificere nogle megratends som vi med sikkerhed kan sige vil have betydning for fremtiden i den nærmeste årrække – f.eks globalisering og teknologiske fremskridt. Men for at vi ikke bare skal forsøge at lave en fremskrivning af vores nuværende forestillinger om verden, kan vi desuden opstille nogle “ubekendte faktorer” som åbner op for forskellige fremtider.

To ubekendte: Økonomi og privatliv

Jeg har til lejligheden tilladt mig at forudsætte en forenklet model af fremtiden, som kan variere inden for to akser: privatlivsaksen og den økonomiske akse.

Privatlivsaksen (Social – Privat)

• På privatlivsaksen kan vi enten forestille os at det i fremtiden vil være vigtigere for os at dele informationer end at holde dem private. Eller vi kan forestille os at vi vil hæge om vores privatliv, selvom det måske begrænser vores udnyttelse af teknologien.

Økonomiaksen (Betaling – Gratis)

• Får Apple m.fl. held til at vænne os til at alt på nettet koster penge eller vil firmaer som Google og open source -bevægelsen medvirke til et marked drevet af reklamefinansiering og nørdede ildsjæle?

Hvis vi skulle se på virkeligheden for mobiltjenester som helhed i dag, ville vi nok placere os et sted i det mørkegrønne felt i koordinatsystemet. Men hvad hvis vi nu bliver tvunget til at se på de 4 mere ekstreme positioner (markeret med tallene 1-4)? Så bliver vi forhåbentligt kastet ud hvor inspirationen bor.

Hvis man f.eks. forestiller sig at lokationsteknologi blev brugt i offentlig service, hjemmepleje, markedsføring eller underholdning, så er det nok ret tydeligt for de fleste at det ikke ville blive brugt på samme måde i en fremtid hvor alle ubekymret deler alle informationer og er vænnede til f.eks. mikrobetaling (fremtid 1) og i en fremtid hvor alle tjenester skal financieres ad anden vej og hvor vores primære overvejelser går på at holde vores position skjult for andre (fremtid 4).

Vær med til at skitsere 4 bud på hvordan “markedet” ser ud om 5 år!

Når vi mødes på ITU, vil vi, efter en introduktion til legen, dele os i 4 grupper, som skal arbejde med hver sin fremtid og forhåbentligt vil kappes om at levere det mest flabede og veltænkte output. Vi vil ikke levere lange analyser men istedet have det sjovt og være kreative og forsøge at besvare spørgsmål som:

• Hvad er den meste populære geo-tjeneste om 5 år i jeres fremtid?
• Hvilket lovforslag relateret til lokationsteknologi er lige blevet vedtaget?
• Hvilken historie kører om lokationsteknologi i Ekstra Bladet?

Det endelige oplæg, som vil indeholde flere detaljer, får I på dagen.

Nu er der kun tilbage at tilmelde dig eventen på Facebook og at joine den dertil hørende Facebook page.

Og et nærmere kig på Foursquare’s “badges” afslører et potent symbolsk lag med mange muligheder som nærmest skriger på at blive udnyttet.

Badges er små duelighedsmærker som Foursquare automatisk belønner dig med, når du tjekker ind forskellige steder. Man får typisk de første for blot at have tjekket ind 10 eller 25 forskellige steder. Badges indgår altså ved første øjekast i et simpelt belønningssystem, hvor tildelingen af nye badges løbende, som reaktion på konkrete handlinger vil opmuntre til øget brug. Mit gæt er at i den funktion vil badges virke som forstærkende faktor for nye brugere – specielt dem som ikke har stor erfaring med den slags tjenester. Et “explorer” badge (efter 10 checkins)  kan ganske enkelt fortælle at alt er ok og at man bruger tjenesten korrekt. Se en liste over badges her >>

#1 Badges har ingen afsender

Når jeg selv har svært ved at tænde på badges, skyldes det primært at de ikke har nogen betydning for mig. De badges jeg har fået er helt generiske og jeg har intet forhold til de mennesker som har “udstedt” dem. Foursquare er selv aktivt interesserede i at få virksomheder til at bruge deres platform og har “solgt” badges til Bing og CNN. Men disse brands og andre af Foursquares egne specialbadges virker ofte ikke uden for USA, som må nøjes med generiske badges. Det er omtrent lige så interessant som at få et kærestebrev fra kommunen, som har været trykt i 100.000 eksemplarer.

#2 Sådan kan du selv påvirke badge-systemet

For at Foursquare badges skal fungere uden for USA, er det nødvendigt med en mulighed for at brugerne selv kan påvirke systemet med deres lokale informationer. I den nuværende version af Foursquare, kan brugerne faktisk selv kode om et givent “venue” (som de brugeroprettede lokationer hedder på Foursquare) f.eks. er en banegård eller et museum. Da nogle badges automatisk udløses af f.eks. 3 besøg på en banegård, kan man altså være med til at bestemme hvilke steder som trigger hvilke badges. Du finder dine indstillinger under http://foursquare.com/history.

Et tip: Hvis du ændrer indstillingerne med med listen af badges herover i baghovedet, burde du kunne kode dine egne venues med relevante kategorier og sikre at din virksomhed kvalificerer til XX-badge – og derpå fortælle dine besøgende det.

#3 Sådan burde du kunne påvirke badge-systemet

Det som kunne gøre badges mere interessante for mig, ville være at de var oprettet af andre brugere. Hvis alle kunne oprette et badge, ville det naturligvis medføre en hel masse crap, som poppede op hvor andre havde bestemt det. Men hvis Foursquare indførte at man selv kunne bestemme hvem man modtog badges fra, ville det sandsynligvis begræse badge-spam og istedet åbne mulighed for en masse nye hyperlokale anvendelser. For hvad nu hvis du fik badges for at tjekke ind som frivillig hos den lokale Røde Kors butik? Eller for at tjekke ind i økoforretninger? Hvis badges blev “sociale”, ville det åbne muligheder for mange former for markedsføring. Men det ville især gøre badges til et social element, frem for noget arbitrært, som dumper automatisk ud til alle brugere. Jeg kan nemt forestillig mig en skattejagt man kunne lave, hvis du lader være at fortælle folk alt om hvad der udløser de forskellige badges. Eller en elskovssyg ungersvend som lægger lyserøde rosen-badges ud til sin elskede. Og en masse lokale virksomheder, som kunne lave noget relevant og lokalt.

#4 Sådan kunne badges blive mere psykologisk relevante

Den eksisterende badge-model er baseret på en kvantitativ tilgang. Man får badges for sin trafik, så at sige. Denne model medfører at jeg og alle andre der begynder at tjekke ind får sort set de samme badges – i hvert fald i begyndelsen. Og det er ikke ret socialpsykologisk interessant, da den form for kvantitativ belønning i bedste fald kun fungerer som faktor i et internt belønningssystem. Men hvad nu hvis badges blev lidt mere kvalitative? At de forsøgte at sige noget om den enkeltes måde at bruge tjenesten på – i forhold til andres? Hvis man skulle konstruere en form for badges som var mindre primitive, burde det være badges som hurtigt skilte os ud fra andre. Hvis brugeren f.eks. ret tidligt fik at vide at han var livsnyder, powershopper eller arbejdsnarkoman, baseret på en analyse af alle checkins, ville det kunne gøre vores Foursquare brug til et endnu mere interessant spørgsmål om identitet – både indadtil og udadtil.

Det interessante badge ville altså kunne inddrage alle mine checkins i nogle mere sigende badges – istedet for kun at give mig en bunke generiske badges, repræsenterende et antal checkins. Også den rytme vi tjekker ind med, de venues vi opretter og de shouts vi deler, vil kunne danne datamæssig baggrund for nogle mere “intelligente” badges.

#5 derfor får vi ikke funky badges imorgen

En sådan ændring ville generere et hav af nyt badge-indhold, så måske man ville være nødt til at ophæve badgets status som permanent. Man kunne forstille sig at badges blev dynamiske, så de f.eks. kunne forsvinde, når man ikke længere opfylder deres betingelser – eller at de kunne ændre sig. Og også at man kunne slette de badges som var sjove i sidste måned. På den måde ville dine badges sige noget om dig nu og ikke være en skraldespand for gamle begivenheder. Hvis man vil ændre systemet, vil det få effekt på mange områder af tjenesten – og sådan ændring ved det helt fundamentale forstår jeg godt at Foursquare tøver med. Lige som med Twitter, så holder Foursquare sig til kerneydelsen og ved kun alt for godt at deres brugere kan være væk imorgen, hvis de pludselig laver nogle radikale forandringer som bliver upopulære. Vi vil derfor nok se at Foursquare vil introducere nye tiltag omkring badges, relativt langsomt og velovervejet.

#6 Hvis nu badges var lidt mere som Google

Badges er altså en måde at signalere sin adfærd til andre og sig selv på. At gøre badges sociale og lukke op for brugeroprettede badges, vil givet medføre en eksplosion i antallet af badges. Men det kan også medvirke til at gøre Foursquare forretningsmæssigt interessant uden for USA. Deres nuværende “salg” af badges til f.eks. CNN og Microsoft ser ud til at foregå på en ret gammeldags måde, som Mærsk eller IBM ville have været stolte af.  Men hvad hvis de blev mere som Google end som IBM, og lukkede op for at vi kunne påvirke tjenestens “belønningssystem” selv – fra vores browser? Måske det kunne blive deres kommercielle gennembrud. Jeg kender i hvert fald en masse mennesker som ville begynde at skabe badges med det samme.

Update 30.6: Den Foursquare brugerundersøgelse, som lige nu afvikles her på sitet, viser lige nu at 54% af de adspurgte “kunne tænke sig at oprette deres eget bade”!