Journalisten siger farvel og tak og jeg ved at jeg ikke hører mere fra ham. Han vil ikke sende mig citater til gennemsyn for han er allerede hastet videre til nogen der ikke vil forplumre hans begejstring med den slags kedelige analyser. Sådan reagerer de altid på det svar.

Efter at videoen rammer forsiden af pol.dk, begynder den at dukke op på Facebook, med kommentarer som:

“Vær med til forme fremtiden, til en bedre fremtid. Vær med til at gøre Jospeh Kony berømt, så han kan fanges og dømmes for sine handlinger mod menneskeheden. Denne film viser dig hvorfor!”

Og mere af samme skuffe. Filmen vækker tydeligvis begejstring og jeg giver mig modvilligt til at se den. Og jeg må indrømme at det virkelig er et ret godt håndværk. En kampagnefilm, som burde være pensum på kommunikationsskoler verden over og sikkert bliver det.

Kort fortalt er filmen en kampagne som skal motivere borgere til at lægge pres på USA’s regering, så de intervenerer militært i Afrika og fjerne en lokal krigsherre, som bruger børnesoldater, som han “rekrutterer” ved at bortføre dem fra deres hjem. Og de gør bare en hel masse ting rigtigt på en gang:

De udnytter forvekslinger med lignende sager

De kobler sig på “det arabiske forår” og “anonymous” og alle andre ting der smager af demokrati + internet. Som mine egne undersøgelser har vist (bl.a. i forbindelse med at jeg fik 27000 mennesker til at joine en fiktiv Facebook gruppe imod nedrivningaf Storkespringvandet i 2009), forveksler folk ofte både subjekt og objekt i den slags kampagner. Altså både skurke og ofre bliver tit forvekslet med andre aktuelle skurke og ofre. Vores hjerne er doven og danner mønster – også hvor de ikke findes. Det er derfor altid en god idé at forsøge at skabe forvekslinger med andre populære sager i hjernen på dem man vil have til at købe ens kampagne og dele den online.

De skaber identifikation med deres motiver gennem oplevet transparens

Moderne kritiske netbrugere er ikke dumme – vi er trænede reklamebrugere og faktisk ofte rigtigt kritiske over for folks motiver for at sende os et budskab. I videoen bliver vi afvæbnet ved at de faktisk skaber en oplevelse af transparens, i forhold til deres motiver. Vi får, præsenteret som et kronoloigisk narrativ, indblik i et motiv som handler om at folkene bag filmen blev ramt af stærke oplevelser, da de mødte truede børn og at det får dem til at føle en trang til at “gøre noget”.  Disse skuemotiver er meget vigtige for filmens levedygtighed, da de fjerner den skepsis der kan stå i vejen for den smukke og rene følelse, som filmen skal skabe. En følelse, som i sekunderne efter man oplever den, får sin udløsning i at man deler videoen med andre. både for at få valideret sin følelse, men også for at bibringe andre den. Hvilke motiver kampagnemagerne rent faktisk har, aner jeg ikke. Men her præsenteres et motiv man kan identifiere sig med og som forklarer et helt essentielt “hvorfor”!

De formår at skabe et emotionelt link via børnene

En af de svære barrierer for den slags kampagner er at vi, for at kunne leve med at bo i en overflod, mens millioner lever i nød, skaber en fortrængning. Et værn imod verdens smerte, som samtidig gøre at vi kan have svært ved at se små lidende børn i Afrika som andet end et kategorielt massefænomen. Det lykkes meget dygtigt for filmmagerne at fjerne vores panser med billeder af søde hvide børn – og i sekundet efter vise os at små børn i Afrika også bare er børn. At skabe det link er i sig selv en voldsomt stærk følelsesmæssig manipulation med tilskueren og en flot præstation. Men det skaber også en væsentlig præmis for hele kampagnen: nemlig at afrikanske børn også er mennesker og at vi netop derfor skal føle med dem.

Men især gennem den smukke, og engelsktalende dreng, Jacob, skabes vores identifikation med problemet. Grimme børn – eller “børn” som kategori, ville have virket langt dårligere der. Han gennemlever en vis eksistentiel smerte, men er ikke vansiret og det ender godt med at han kommer til USA. Den slags historier frastøder mindre. Det er almindelig kendt blandt nødhjælpsorganisationer at billeder af børn der er ved at dø af sult og lignende, får folk til at klikke væk. Billederene af lemlæstede børn vises derfor også kun i ganske få sekunder.

De giver problemet et ansigt!

En væsentlig forudsætning for at især pressen tager et fænomen op,  er at der er personer på. Og her er der en krigsherre, som vi får præsenteret nogle påstande om  - bl.a. fra en anklager, som udtaler sig om krigsherrens adfærd. En anklager er ikke et objektivt sandhedsvidne, men en part i en konflikt. Vi får også tallet “30.000 bortførte børn” at vide, uden at få at vide hvor det kommer fra. Tallet underbygges flot af en grafik der viser mange, mange børn og berøres ikke yderligere. Og det er klogt. Få tal giver troværdighed – men mange komplekse tal taler til en anden del af bevidstheden end den emotionelle, som kampagnen sikter imod at aktivere.

Krigsherren har et kort og fængende navn, Kony, som bruges centralt i kampagnen. Den er altså bygget op om at en helt bestemt, navgiven, person er direkte årsag til børns lidelse. Der er nok ingen tvivl om at Kony står i spidsen for en hær, som bruger børnesoldater. Men i filmen sættes som forudsætning at disse børn vil komme hjem til deres forældre, hvis blot denne ene person sættes ud af spillet. Det er da muligt – men det er også muligt at en anden person ville overtage hæren. At disse børn selv ville blive en ukontrolabel militær faktor eller at mange andre og mere komplekse faktorer er på spil i denne sag. Men komplekse faktorer bliver ikke virale. Navgivne skurke gør. Derfor er det især mesterligt at kampagnen bygges direkte op om Kony’s navn.

Vi bliver del af en spirende bevægelse af begejstrede mennesker

Jeg besøgte en gang et firma som arbejder med med at lave virale reklamefilm – altså kommercielle film som havde til formål at skabe begejstret spredning online. Og her var det en etableret sandhed at vi lader os forføre af at se folk der lader sig forføre. Derfor har mange kommercielle forsøg på virale kampagner og ikke mindst politiske – også billeder af et publikum som øjensynligt lader sig begejstre. Begejstrede mennesker skaber identifikation – men ikke mindst skaber de social verifikation. Vi ved godt at det måske er manipuleret – men alligevel kan det være svært for os at abstrahere fra an fornemmelse af et buldrende menneskehav og aktivister som løber optændte omkring med plakater osv. Og det understøtter et budskabs validitet.

Vi inviteres ind i en moderne demokratisk bevægelse med nemme svar på komplekse problemer

Når man har set en film der manipulerer én dygtigt ved at bruge narrative fortælleformer, smukke børn og fæle skurke, bliver vi ramt af følelser. Og netop den følelse du sidder med efter at hav set filmen, er kapital. Den kan nemlig omsættes til handling. I hvert fald visse former for handling. For det er vigtigt at handlingen kan foretages med stor symbolsk værdi og et minimalt og afgrænset ubehag. Og her er kampagnes bud på en kapitalisering af dine følelser godt ramt. For det første bliver du “primet” til at dele den. Du ser flere gange i løbet af filmen små klip med mennesker der deler ting online. Du er derfor meget tilbøjelig til at finde det oplagt selv at dele filmen. Og da en deling både giver en social verifikation og giver en følelse af at have foretaget sig noget, i sekunderne efter du har set den, hvor du føler stærkt, er den skræddersyet til at blive “viral”.

Men samtidig får du en mulighed for at være med i et sjovt “kampagne eksperiment”. Ved at sætte billeder af en afrikansk krigsherre op på gader og stræder herhjemme – kan du nemlig måske få politisk magt. Du kan blive en del af Wikileaks, Anonymous og Det arabiske forår på én gang! Hjemme i din trygge gade. Og du kan koble dig på dagens hotte politiske brand. Og det bedste af det hele er at du ikke behøver at ændre dine vaner. Du skal ikke holde op med at købe varer der er lavet af børn, Du skal ikke lade være med at købe elektronik som forudsætter en ufatteligt giftig og skadelig minedrift. Og du skal ikke lade være med at give dine børn bananer med i madpakken – selvom de er produceret på kemiske bananfabrikker i Mellemamerika hvor plukkerne får lungesygdomme.

Og hvem tænker på at det er en kampagne for krig?

Dette er en kampagne for en militær intervention – men det tror jeg de færreste forstår. “Eksperimentets” mål er at lægge pres på den vestlige verdens ledere – primært USA’s – for at de intervenerer militært og fjerner Kony. Men hvem mon bliver sat til at forsvare Kony, hvis militæret rykker ind? Hvem bliver man tvunget til at skyde på, for at redde hans børnesoldater? Sandheden er at vores demokratiske rus kan føre til at vi endelig får presset populistiske ledere til at rykke ind og dræbe mennesker – heraf mange af dem vi vil redde. Og at der ikke en gang er nogen sikkerhed for at problemet med børnesoldater bliver løst.

Hvis det er et mål man er enig I, så er det naturligvis en ærlig sag. Men så langt kan jeg tvivle på at mange har tænkt. I værste fald kan man frygte at liv og død bliver brikker i en lykkelig forårsforelskelse i dig selv, internettet og George Clooney.

Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.

På den baggrund kan man kun konkludere at sociale  medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.

Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).

[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]

Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.

Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.

For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke?  Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.

Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.

Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.

Og den magt siger jeg da mange tak for…

Tidligere på ugen blev jeg ringet op af Patrick. Han er en 16-årig skoleelev fra en landskole i Jylland, som havde emneuge. Han var blevet udnævnt som spindoktor for “Folkepartiet” og ville gerne nogle gode råd til at vinde valget for sit højreorienterede parti.

Han troede først at jeg kendte nogle mind-tricks, så han kunne få folk til at elske hans politikere ved et særligt kropssprog eller tonefald. Der måtte jeg jo desværre skuffe ham – men jeg havde noget andet:

Jeg fortalte at han skulle begynde instruere sine politikere i at mistænkeliggøre sjællændere – ikke mindst ved at påpege at sjællændere jo var en slags dyremishandlere, som har hunde inde i lejligheden og ikke ude i den friske luft. Sjællænderes indtagelse af Caffe Latte og andre udanske madvaner skulle også fremhæves. Endelig skulle han prioritere slogan’et “Jylland for jyder” og kræve Sjælland udstødt af Danmark. Jeg foreslog også at han fandt et jysk flag, hvis et sådant fandtes, og brugte det overalt han kunne.

Kampagnen blev en kæmpe succes! Eleverne relaterede umiddelbart til fremmedgørelsen af sjællændere og ikke mindst hundeargumentet slog godt igennem. Han har lige ringet og fortalt at Folkepartiet altid plejer at tabe deres valg (det er åbenbart et emne de tager op hvert år). Dette år blev de nummer 2.

Efter valget rejste han sig og fortalte alle hvordan han havde fået råd af mig og hvordan han havde manipuleret dem ved at skabe fjendebilleder og tale dyrenes sag. Jeg håber at nogle af de unger har lært en brugbar lektie for livet. Det er i hvert fald en af de gange hvor jeg er godt tilfreds med de råd jeg gav. Også selvom jeg jo bare kopierede Pia K skamløst!

Selv tak, Patrick :o)

I løbet af december, har din Facebook-profil skiftet udseende. Du har fået en såkaldt “timeline”, der viser alle dine opdateringer på en samlet og mere overskuelig måde. Men selvom din timeline er en stor designmæssig forandring, er den stadig mest kosmetisk. Det er et af Facebooks andre nye tiltag, nemlig den såkaldte “friktionsløse deling” (frictionless sharing), der udgør den mest radikale fornyelse. Friktionsløs deling går ganske enkelt ud på at du én gang for alle åbner for at et website eller en tjeneste kan dele dine aktiviteter og at alt du derefter foretager dig – f.eks. læser på Washington Post eller lytter til på musiktjenesten Spotify, automatisk bliver delt med dine Facebook-venner. Hermed antager Facebook at det næste skridt for os er at begynde at dele alt automatisk – at vi ønsker at afskaffe den “friktion”,der indtil nu har været forbundet med at dele på Facebook. Min påstand er imidlertid at denne friktion ikke bare er et besvær, som man kan blive sparet for, men rummer selve nøglen til Facebooks succes.

Indtil nu har al deling på Facebook været en aktiv handling

Det er foregået ved at vi selv klikkede share, like eller hvad det ellers har heddet gennem tiden. Ved at lade os vælge hvert enkelt sted, billede og website vi ønskede at dele, blev Facebook en flade vi kunne bruge til at redigere, iscenesætte og på andre måder have kontrol over det billede vores venner og netværk fik af os. Nøjagtigt på samme måde som i alle andre områder af virkeligheden, kunne vi vise et billede af os selv vi ønskede. Og sammen med det faktum at vi er på Facebook med vores eget navn og vores netværk, har denne delingsfilosofi gjort Facebook til vores foretrukne værktøj til konsolidering og formidling af virkeligheden online.

Facebook handler altså ikke primært om at afrapportere alt hvad vi gør, men om at vise hvem vi ønsker at være. Vi er ikke forpligtede til at dele et billede af vores opvask og vores grimme brune gryderetter på Facebook, men kan i stedet vise et billede af vores nybagte boller og hjemmelavede sushi. Og selvom mennesker er komplekse og deler af et utal af grunde, så hænger de ting vi deler altid på én eller anden måde sammen med det billede folk får af os. Vi sidder ikke (altid) og planlægger at dele noget, for at skabe et bestemt billede af os selv. Men vi har altid i baghovedet at folk danner en opfattelse af os, bl.a. på baggrund af de ting vi deler. Det er det jeg kalder identitetsøkonomi. Og netop her er Facebook faktisk ikke forskellig fra andre aspekter af virkeligheden.

Hvis din Facebook-profil var en bogreol…

Prøv at forestille dig en situation fra den fysiske verden: Du får gæster til middag. Når de ankommer til dit hjem, byder du dem velkommen og placerer dem i stuen med et glas vin, mens du går ud og ser til maden. Og mens du rører i sovsen, giver dine gæster sig til at kigge sig omkring i stuen og deres øjne falder før eller siden på bogreolen, hvor de giver sig til at studere de titler du har stående. Det ved du godt de gør, så derfor har du ikke stillet alle bøger du nogensinde har ejet i reolen. Og du har sikkert heller ikke læst alle de bøger du har stående. Selvom jeg ikke vil påstå at den eneste grund til at du har bøger stående fremme i stuen er at påvirke folks indtryk af dig, så har du sikkert et publikum  i baghovedet, når du bestemmer hvilke bøger der skal i reolen og hvilke der ikke skal.

Men prøv nu at forestille dig at din bogreol nu begyndte at opføre sig anderledes. At du ikke selv satte bøger i den, men at alt du nogensinde har læst, automatisk blev stillet op i reolen. Alle selvhjælpsbøger, alle pornoblade, alle dårlige kærlighedsromaner, alle bøger om fysiske og psykiske lidelser du har lidt af, automatisk fløj op på hylderne til skue for dine middagsgæster. Var det en reol du ville have stående fremme i stuen? Næppe.

Men netop sådan kan man faktisk forstå forskellen på gammeldags deling og den nye friktionsløse, som Facebook for nyligt har introduceret. Og dermed mister Facebook en væsentlig funktion.

Derfor vil frictionless sharing fejle

Når deling bliver automatisk, mister vi vores mulighed for at bruge fladen til at kommunikere og designe vores online identitet med. Hvis vi ikke selv har styr på grænsen imellem privat og offentlig, bliver mediet ganske enkelt mindre interessant som socialt værktøj. Det handler ikke kun om privatliv og overvågning, men om at det er vores udvælgelse af verden – de bøger vi viser, det tøj vi tager på og de møbler vi køber, som rammer et helt fundamentalt behov for os.

Inden jeg skrev dette indlæg, stillede jeg følgende spørgsmål på Facebook:

Ovenstående helt uvidenskabelige survey på Facebook, viser ikke nogen overvældende interessefor automatisk deling, men det behøver jo bare at være et udtryk for at vi endnu ikke er blevet opdraget til at gøre det.

Når jeg alligevel vover pelsen og spår frictionless sharing en meget begrænset succes (sandsynligvis begrænset til nogle få typer af tjenester), frem for at blive den næste store ting, er det altså fordi det strider imod det princip der, efter min opfattelse, styrer vores brug af Facebook; nemlig vores mulighed for at udvælge små udsnit af virkeligheden og bruge dem til at skabe og formidle et billede af os selv.

Vi deler jo ikke et billede af en solnedgang for at dokumentere at solen også går ned i dag. Vi gør det fordi netop denne udgave af en solnedgang, set fra vores sommerhus, sendt en smuk feriedag hvor vi laver bål med ungerne, siger alt hvad vi kan ønske at fortælle os selv og andre om det liv vi lever. Tænk hvis Facebook i stedet automatisk lavede en opdatering hver eneste gang du så solen gå ned? Ville det være værdifuldt? Eller ville de virkeligt betydningsfulde solnedgange i dit liv drukne i mængden?

Det er faktisk i langt højere grad Google’s end Facebook’s stil at automatisere vores online aktiviteter. Eksempelvis har Google i 3 år haft en tjeneste der hedder Google Latitude, som i realtid kan vise hvor vi (eller i hvert fald vores mobiltelefoner) er henne. Tjenesten er langt mere friktionsløs end Facebook Places, hvor men selv skal checke ind. Men hvilken af de to tjenester bruger du selv?

Med Facebooks indførelse af ”tidslinjen”, som viser et mere samlet billede af vores online-aktiviteter, bliver en forståelse af identitetsøkosystemer vigtigere end nogensinde før, for det er nøglen til at forstå hvorfor indhold deles online og hvorfor individer og forbrugere handler som de gør.

Med Facebooks afskaffelse af anonymiteten online, handler internettet ikke længere primært om informationer, men om identitet. Og vi skal ikke længere forstå internettet som et postkontor, hvor indhold sendes omkring, men som en åben arena for vores identitet og selvfremstilling.  En arena som er en lige så legitim del af virkeligheden som hjem, arbejdspladser, gadeliv og samfundets andre sociale flader.

Prøv at huske 5 år tilbage. Den gang var den almindelige beskrivelse af internettet at det var et komplet anonymt sted. På nettet kunne man frit eksperimentere med køn, alder og profession, da ingen anede hvem der sad i den anden ende. ”On the internet, no one knows you’re a dog”, lød en humoristisk talemåde i den periode vi i dag kan se tilbage på som det anonyme internet.

I internettets anonyme fortid oprettede man sig på alverdens webtjenester (som f.eks. MySpace), med et alias – et helt unikt brugernavn som skjulte hvem der befandt sig i den anden ende af netforbindelsen. Man kunne ikke hedde noget som en anden brugere på sitet allerede hed, ligesom man ikke kunne finde andre mennesker man kendte i forvejen, med mindre man fik deres brugernavn eller kendte deres email adresse.

Har du lagt mærke til at vi ikke har hørt internettet omtalt som et anonymt sted, i de sidste 5 år? Det er ikke længere en grundantagelse hos journalister og diverse æggehoveder at man er fri til at være hvem man vil på nettet. Det anonyme internet er stort set blevet forvist til netbanker og pornosites. På resten af internettet forventer vi nu i stadigt stigende grad at vi ved hvem der er i den anden ende.

Dette fænomen skyldes fremkomsten af én eneste amerikansk webtjeneste, nemlig Facebook.com, som lige fra dag 1 har haft som eksplicit betingelse at man skal oprette sig med sit rigtige navn. Også selvom det jo ville medføre at der kunne være flere der hed det samme.

Det er min påstand at dette ene træk, det rigtige navn, er selve nøglen til at Facebook er blevet så udbredt som det er, med (iflg. Facebook selv)  700 millioner aktive brugere. For når man ikke længere må være anonym, dækker sitet nemlig et behov, som stort set alle mennesker i moderne samfund har, nemlig behovet for at holde kontakten til alle de mennesker man når at stifte bekendtskab med på sin vej igennem uddannelsessystemer, flytninger og ansættelser. De såkaldt ”svage sociale bånd”.

Prøv selv at huske din første oplevelse med Facebook. Du beslutter dig for at give skidtet en chance og logger på, taster navnet på en gammel skolekammerat ind… og ser pludselig vedkommende sidde og kigge på dig. Med lidt større vom, lidt mindre hår og 20 år ældre, men helt umiskendeligt Carsten, Bjarne eller Ida, som du ikke har set i et halvt liv. I det øjeblik holder Facebook op med at være et legetøj og bliver i stedet løsningen på et problem som ingen andre værktøjer i menneskets historie har løst; nemlig at holde styr på alle de svage sociale bånd, et moderne samfund producerer.

Men i det øjeblik vi træder ud af det anonyme, skifter internettet karakter. For de flestes vedkommende var internettet tidligere et informationsøkosystem, hvor man distribuerede en masse indhold imellem mere eller mindre anonyme brugere via websites og emails. Vi talte om et informationssamfund. Men hvad sker der, når vi pludselig har online relationer med hundredevis af mennesker, som rent faktisk ved hvem vi er og som vi også har haft fysiske relationer med?

I det øjeblik kan vi ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, ved at bruge en informationsmetafor og se internettet som et gigantisk postsystem. For når alle kan se os og ved hvem vi er, er internettet er nu i langt højere grad blevet en arena for vores identitet og selvfremstilling. De ting vi foretaget os får betydning for hvordan andre opfatter os – og dermed for hvordan vi opfatter os selv.

Facebook = virkeligheden. Det giver ikke længere nogen mening at skelne. Det er jo selvfølgelig en anden virkelighed end fodboldklubben, men vi kan forstå Facebook med den samme logik som vi forstår virkeligheden i øvrigt. Det betyder f.eks. at vi konstant lægger et socialt filter ned over de ting vi foretager os online. Fotos, links, videoer og statusopdateringer skal hænge sammen med vores selvopfattelse og ideelle selvfremstilling over for resten af verden. Vi deler indhold for at skabe og vedligeholde et ideelt (eller i det mindste acceptabelt) billede af os selv. Som når du deler det stykke musik eller den artikel, der lige er dig. Vi bruger tid på at dokumentere særligt udvalgte udsnit af vores hverdag, som vi synes fortæller den rigtige historie om os selv. På at spekulere på hvordan det sted vi opholdes os lige nu vil se ud, når vi formidler det i den store sociale arena. Jeg har aldrig set et billede af en opvask på Facebook, men en hel masse af smukke vellykkede måltider, vandreture i bjergene, solnedgange på terrassen, glade børn der leger og eftermiddage med fadøl i Nyhavn. Vi bruger informationer som aldrig før, men de indgår nu som en del af den nye online identitetsøkonomi.

Kilde: Min Facebook-ven Henrik

Den bedste måde at illustrere forskellen på informationsøkonomi og identitesøkonomi på er faktisk med det fotografi af aftensmaden, som mange deler på Facebook. Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at dele et billede af din aftensmad på internettet, ville du nok have rystet på hovedet. I en informationsøkonomi, vil det nemlig ikke give nogen mening at bruge tid på at dele et foto af en portion mad på internettet – med mindre man da vedlægger en opskrift.

Men nu har de fleste vel efterhånden prøvet det og i en identitetsøkonomi giver det også kæmpestor mening. For det siger utroligt meget om os som individer, om vi nu er til hjemmelavet speltbrød eller en stor beskidt bøf bearnaise.

I slutningen af 2010 bestilte jeg en panelundersøgelse hos Userneeds, hvor vi stillede over 2000 danske netbrugere i alderen 15-65 en række spørgsmål om deres netvaner på sociale medier og mobilen. Mit primære formål var at afdække danskernes forventninger til lokationsteknologi, som jeg behandlede i de rapporter du kan læse hos Locationlab. Men jeg stillede også en række spørgsmål der handlede mere generelt om kommunikation med virksomheder på Facebook. Og blandt mange andre ting, viste undersøgelsen klart at langt de færreste var interesserede i dialog med virksomheden bag en Facebook-side.

Man kan med rette stille sig kritisk over for den slags undersøgelsers absolutte sandhedsværdi, men tallene var ikke desto mindre ret entydige: Når jeg spurgte hvilke forventninger respondenterne havde til kommunikationen på virksomheders Facebooksider, var der en forsvindende lille interesse for at “tale” med virksomhederne bag siden eller designerne bag det produkt, som siden repræsenterede.

Et af spørgsmålene jeg stillede lød: “Du vælger at blive fan af Facebook-siden for et livsstilsbrand (f.eks. Nike, Diesel, B&O, Republic of Fritz Hansen). Hvilke muligheder/aktiviteter på Facebook-siden ville du opleve som relevante for dig: (Vælg gerne flere)”

Kun 4% af respondenterne satte deres kryds ved muligheden: “Dialog med designerne af produkterne”. Som du kan se var det rabatter og særlige tilbud, som var det største hit. De fandt det skam også interessant at få viden om produkterne – især  om kommende modeller, prototyper etc. Men dialog med designerne af produkter var dybt uinteressant for stor set alle de adspurgte.

På samme måde spurgte jeg de 2000 netbrugere om deres forventningerne til Facebooksiden for et større spillested. Og her var billedet det samme:  Kun 6,6% var interesserede i dialog med folkene bag spillestedet mens 34,9% var interesserede i rabatter og præmier og 39% i nyheder fra spillestedet. En brugerundersøgelse som et par af mine specialestuderende foretog blandt fans af Normann Copenhagen’s Facebookside viste samme tendens. Kun en meget begrænset del af de adspurgte fandt det relevant for dem at svare på de opdateringer som firmaet lagde ud på Facebook.

Hvad betyder det i praksis?

Hvis denne tendens er generel, betyder det for det første at kunder faktisk godt gider at have med virksomheder at gøre på Facebook. Så lad bare være med at gå i panik. Men det har til gengæld en stor betydning for indholdet i jeres relation. Altså for de ting du poster, helt konkret.

Drop smiskeriet!

Du skal omgående droppe dine smiskende forsøg på at lokke dine Facebook-fans til at skrive kommentarer eller at “synes godt om”, på siden. Det er uværdigt for begge parter og højst sandsynligt ikke ret afgørende for ret meget andet end dit eget ego. Du kan sagtens have en Facebook-side der er succesfuld for din forretning uden at få en masse kommentarer og reaktioner fra dine fans. Det betyder ikke at det ikke er superfedt, hvis I alle kagler løs som høns om din forretning – tværtimod (især hvis de rent faktisk køber noget). Men det betyder at dialogen hverken er målet eller omdrejningspunktet for en Facebook-side.

Men hvad er så målet med en Facebook-side, Anders?

Det er naturligvis forretningsmæssigt – og individuelt. Men skal jeg formulere nogle generelle retningslinjer, skulle de være som følger:

• På Facebook skal du tilbyde en udvidelse af produktet og produktets univers.
• Du skal tilbyde en merværdi med en tydelig afsender – og sætte en venligt ansigt på jeres produkt.
• Du skal altid have produktet i centrum og hurtigt og uhøjtideligt stille dig til rådighed for spørgsmål og indfald om produktet fra nuværende og kommende kunder.
• Du skal ikke komme med opdateringer for at få svar, men fordi de forøger værdien af dit primære tilbud (det du sælger). Enten ved at genoplive og styrke glæden ved købet hos eksisterende kunder eller ved at skabe en større forventning og tilgængelighed til produktet hos fremtidige.
• Vil du have aktivitet der spreder siden, så kør konkurrencer og knaldtilbud – eksempelvis ved apps, der gør det nemt at invitere venner ind i jeres univers. Lad være at forsøge at lokke folk til dialog.
• Tænk i cross media overalt. Henvis til jeres Facebook-side i jeres butik, på jeres emballage, i tilbudsaviser og alle steder hvor det er relevant. Og lov folk opdateringer, rabatter og gode tilbud. Ikke “dialog” og anden fluff.
• Hvis du absolut vil tale med folk, så får du tit mere ud af at købe 5 kilo kage og en runde øl og lade dem komme forbi og lege med jeres kommende produkter (hvis I har produkter man kan lege med) end at sidde og skrive indlæg efter indlæg ud i mørket, mens du kigger på tælleren og forsøger at forstå hvad 14 synesgodtom og 3 kommentarer mon betyder for din bundlinje.

Hypen er forbi – ignorer social media hippierne og find din indre købmand frem!

Ham her har f.eks. fattet det! Han taler konstant om sine produkter i 13 minutter og man æder det råt. Et venligt ansigt og en udvidelse af hans produktunivers gør at man får lyst til sodavand – og til at dele videoen. Lad ham være din nye rollemodel! Når du overvejer at stille et lamt spørgsmål eller poste et ligegyldigt link, for derefter at sætte dig hen og tælle klik i lysskæret fra din monitor, så spørg dig selv. Hvad ville ham fyren her have gjort?



Facebook Places har nu været i Danmark i et halvt års tid og jeg begynder at kunne se et mønster i den måde folk bruger det på. Eller skulle jeg sige – ikke bruger det på. For selvom stadigt flere butikker vælger at “tage ejerskab” over deres steder på Facebook, så er det som regel også det eneste butikkerne gør. Og det er synd – for allerede nu kan man begynde at sikre at ens check-in loop fungerer.

Det gode check-in loop kan kun opstå, når man forstår at inddrage mobilen, websitet og den fysiske butik!

Nu kan du jo sige at vi alle venter på Facebook Deals, som giver mulighed for at tilbyde rabatter etc, men det er slet ikke noget holdbart argument for ikke allerede nu at få skabt den sammenhæng imellem web, mobil og fysisk butik, som det gode check-in loop i virkeligheden handler om. Og det kræver også at vi lige får ryddet en udbredt misforståelse af vejen:

God check-in marketing handler ikke primært om mobiltelefonen!

Check-in marketing er en fuldblods crossmedia-fænomen, der handler om at bruge forskellige platforme til det de er bedst til, og så bevidst skabe henvisninger til andre led i kæden. Og lige meget om man i visse led af loop’et bruger en “Deal” (f.eks. gratis pommes frites til sin burger, hvis man checker ind) til at motivere – eller ikke, så er mekanismen bag loopet nøjagtigt den samme. Kunden skal vælge at checke ind i butikken, kundens check in bliver spredt til vennerne  på Facebook og man får dér mulighed for at få folk til konvertere disse venner til fans, som man så igen kan få til at interessere sig for butikken. ‘

Og hvis man ikke får styr på de forskellige konverteringer, så er der hul i kæden og man får mindre værdi ud af den. Det er ikke raketvidenskab!

Her er grundelementerne i det det gode check-in loop, kort gennemgået:

1) I den fysiske butik: Kunde konverteres til check-in

Denne del af check-in loopet er den de fleste lige skal vænne sig til.  Et internetfænomen der ikke kun handler om internettet kan virke forvirrende. Nu har vi jo endelig lige lært at man skal annoncere online, for at få online aktivitet! Men faktum er at et check-in er en konvertering som begynder i det fysiske rum og at jeres fysiske indretning og kundedialog i butikken derfor nu skal begynde at indeholde henvisninger til check-in og “calls to action” som opfordrer til check-in. Ellers er det jo i praksis komplet usynligt for kunden, at I er til stede på geosociale medier.

Hvordan disse “calls to action” skal se ud, er meget forskelligt fra butik til butik, men fælles for alle aktiviteter der handler om at konvertere, så er et væsentligt grundelement altså at man husker at opfordre folk til at gøre det man ønsker. Og det handler ikke kun om at betale folk for det med en “Deal” eller “Special”. Har du f.eks. en café, så sidder folk ofte og fumler med mobiltelefonen alligevel og vil ofte gerne fortælle at de synes om netop denne café. Og de vil gøre det gratis. Det kræver ofte bare at du minder dem om det!

2) Efter check-in: Linket spredes på Facebook

Folk har hele tiden kunnet fortælle på Facebook, at de var i din butik. Enten gennem en statusopdatering eller med billeder. Og det vil de temmelig sikkert blive ved med. Men i det sekund din kunde vælger at fortælle hvor hun er,ved at checke ind, sker der noget meget interessant. Nu skubber kunden  pludselig et link med ind i samtalen, som det ses på billedet herover. Og det betyder at I nu får en helt ny mulighed for at komme ind i loopet! For når kundens venner nu klikker på linket, ryger de til jeres side på Facebook. Og der får i mulighed for at friste, lokke, smigre eller blot inspirere folk til den næste konvertering:

3) Kundens Facebook-venner konverteres til fans

Når kundens venner klikker på linket til siden, har du ganske kort tid til at fange interessen og at konvertere vedkommende til en fan. Lige meget om man gør det med en velkomstside eller prøver med interessant vægindhold, er det vigtigt at forstå at der er tale om en konvertering. Folk skal gøre noget. Nemlig klikke “synes godt om”. Her gælder det om at forstå at folks opmærksomhed er en begrænset ressource og undgå at forvirre folk med en masse muligheder og informationer. Hvis du gerne vil have at folk skal blive fans, så bed dem om at blive det – eller hvis man har adgang til at skrive et par linjer kode, kan man vise folk en velkomstside der skifter indhold, alt efter om den besøgende er blevet fan eller ej. Herunder tilbyder Blockbuster f.eks. at du lige kan se en ny trailer med en populær skuespiller, hvis du synes godt om siden. Det er kort, enkelt og frister med underholdning.

4) Fans konverteres til besøgende i butikken gennem løbende opdateringer

Når du driver en Facebook-side for en fysisk butik, café eller lignende, så skal alle dine indlæg på siden, på én eller anden måde handle om at få folk ned i butikken, hvor de kan konverteres til kunder og forhåbentligt til at checke ind også. Og det betyder at jeres konversation ikke skal være en usystematisk bunke af interessant og mere eller mindre relevant info. I stedet skal I bevidst arbejde på følgende 3 ting:

1. At sikre at folk generelt er oplyste om hvad I sælger og hvor I ligger og hvad der ellers foregår hos jer. Opgaven er en pædagogisk opgave, der skal sikre at de nemt kan huske det – også når de ikke sidder ved computeren (for det gør de ikke ret tit, når de går rundt i byen). Det er et led folk ofte ignorerer. “Folk ved da hvem vi og hvor vi ligger. Det står jo på vores hjemmeside”.
2. At sikre at de finder jer sympatiske. At de har tillid til jer og at de på andre måder har en god følelse omkring jeres sted. Der kan jeres holdning, miljøpolitik eller lignende være relevant og gøre en forskel. Fortællinger om hvor lækkert der dufter eller hvor fair jeres kundeservice er, er også gode virkemidler. Det kan tit gøres ved at dele en masse indhold der ikke direkte henviser til jeres butik (link til et sympatisk velgorenhedsprojekt etc) – vær ikke bange for at dele eksternt indhold, hvis I bare bruger det til at vise at I er søde/fede/kloge/dygtige.
3. At lave “call to action”. Husk nu for pokker at fortælle folk at de bør komme ned i butikken og smage/prøve/spare/lytte. Sig “kig ned når du køber ind på lørdag – vores nye asparges er så lækre”.  Eller som Magasin gjorde det herunder, hvor de både laver call to action og opfordrer til at dele deres fotos på Facebook (her kunne de også have opfordret til at checke ind) så loopet fortsætter.

Skal I selv i gang? Så vil jeg foreslå jer at tage fat i Checkmore, som jeg er partner i, for et bud på en samlet strategi og implementering. Her kan du også høre mere om hvad Checkmore har gjort for sine kunder, Magasin og Blockbuster, som jeg nævner i blogindlægget.

I sidste uge blev jeg citeret af Berlingske for følgende:

»Sociale medier snyder hjernen til at tro, at vi er sammen med andre mennesker og får dækket alle vores sociale behov. Men kroppen ved godt, at den bare sidder stille helt uden at mærke kropssprog, uden at mærke nærhed, uden at lugte andre mennesker. Det er ligesom at drikke en cola, hvilket får hjernen til at tro, at den har fået næring og vitaminer,«’

Denne blogpost blev oprindeligt udgivet 5.september 2009, men da den forklarer den biologiske (etologiske) baggrund for ovenstående “populærvidenskabelige” citat, har jeg valgt at smide den på forsiden igen.

 
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift  imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning.

Når vi spiser, har vi ligeledes et oplevet mål, som styrer os. Målet er nemlig at opretholde et højt blodsukker. Falder blodsukkeret, føler vi os sultne og spiser. Formålet er at sikre at vores krop kan overleve på både kortere og længere sigt – bl.a. ved at vi sammen med sukkeret indtager alle de næringsstoffer vi har brug for. Men vi kan ikke mærke formålet – kun målet. I dag kan vi isolere druesukkeret og for eksempel drikke Faxe Kondi og derpå opleve mæthed. Da målet er opfyldt, ophører vi med at indtage næring og kroppens formål, kroppens overlevelse, bliver kun delvist opfyldt – da vi jo kun får sukkeret og ikke alle de mange andre næringstoffer vi har brug for.

Når man spiser sig mæt i sukker som ikke også indeholder det fulde spektrum af næringsstoffer, taler vi om tomme kalorier. Og det kan føre til mangelsygdomme hvis man udelukkende snyder sit system til at opleve mæthed med f.eks. sodavand.

Udviklingen i hhv social interaktion og brug af elektroniske medier

Men hvad nu hvis sociale medier også er en slags tomme kalorier, som opfylder en masse oplevede mål, men ikke formår at tjene et dybere formål ved menneskelige relationer, nemlig at holde os fysisk sunde og raske?

Aric Sigman påstår i sin artikel i tidsskriftet Biologist, “Well Connected?: The Biological Implications of ‘Social Networking” (Sigman, 2009) at manglende direkte social interaktion kan påvises at hænge sammen med en lang række fysiske forandringer hos mennesker.

Sigman gennemgår i artiklen en lang række forskningsdata som bl.a. påviser hvordan mennesker med mindre social kontakt kan opleve mindre modstandskraft over for influenza (men også en mindre risiko for at blive smittet, må man formode) men også en markant øget risiko for demens og blodpropper. For eksempel udløser fysisk berøring og kram stoffet “oxytocin” hos mennesker – et stof som kan medføre nedsat risiko for hjerte-kar sygdomme.

Sigman går så vidt som til at inddrage undersøgelser som viser at en del af vores genom (209 gener) rent faktisk er socialt påvirkeligt og at vi i yderste konsekvens kan påvirke vores arvemasse ved at ophøre med at være fysisk sociale med hinanden.

Sigman påstår ikke direkte at sociale medier fører til sygdom, men påviser hvordan den direkte interaktion i konstant stigende grad bliver erstattet af eletronisk interaktion og hvordan manglende interaktion kan føre til fysiske forandringer. Hans forskning bygger altså på undersøgelse af manglende social kontakt i det hele taget – og ikke på at ens sociale kontakt i stigende grad bliver dækket af sociale netværkstjenester. Man kan derfor kritisere ham for ikke at undersøge i hvor høj grad det er sundere  at have adgang til at kommunikere med mennesker via nettet end slet ikke at have noget at kommunikere med.

Men én ting ligger fast – for under alle omsændigheder mister vi den fysiske berøring ved at mødes på Facebook frem for på Cafeen. Vi mister krammene, lugtene, mimiken samt de følelsesmæssige reaktioner der kommer af at være tvunget til at respondere nu og her, frem for f.eks. at kunne slukke PC’en og besvare en kommentar når vi lige synes vi har lyst.

Og hvis vi antager at vi kan få dækket en lang række oplevede mål med interaktionen, nemlig at opnå anerkendelse, socialt tilhørsforhold, informationer og underholdning, ved at tjekke Facebook, men at vi samtidig bliver fysisk dårligere ved at undvære fysisk kontakt, så er det altså ikke meget sundere at dække sine sociale behov på Facebook end det er at drikke sig mæt i Faxe Kondi.

Det er altid frusterende, når man opdager at pressen igen har overvinklet en historie om noget inden for ens fagområde. Og når journalisten så oven i købet har ignoreret én og i stedet spurgt et eller andet andet æggehoved (når man nu selv helt åbenlyst er så meget klogere) bliver det kun værre. Så kan man skrive en oprørt berigtigelse på sin egen blog (så kan de lære det) men det er lissom ikke helt det samme.

Sådan havde jeg det f.eks. da det anerkendte videnskabelige tidskrift, MetroXpress, for et par år siden bragte en artikel som, på et latterligt spinkelt grundlag, konkluderede at Facebook “skaber ensomhed hos børn”. En artikel som oven i købet helt ukritisk blev citeret i Radioavisen. Kloge mig havde ingen spurgt!! Det fik mig til, omgående, at skrive et blogindlæg med titlen “Facebook modvirker ensomhed hos unge” og sende linket til både Metro Xpress og radioavisen. Naturligvis uden så meget som et svar. Nuancerede historier om at verden ikke er ved at gå af lave er bare ikke særligt interessante for en journalist uden for juletiden.

“De tal kan man ikke konkludere en skid ud fra”

Og forleden blev jeg så (for gud ved hvilken gang) kontaktet af en journalist med et dommedagsærinde. Vinklen var at børn nu brugte al deres tid i ensomhed foran computeren. Jeg bad om at få tilsendt tallene bag og min reaktion da journalisten fremsendte de brugte tal fra Skolebørnsundersøgelsen 2010 (som ses her til højre), var ordret: “De tal kan man ikke konkludere en skid om børns netbrug ud fra”. Man er velkommen til at kontakte journalisten og få det verificeret. Journalistens pointe var at der var sket et drastisk fald i tallene i de to øverste spørgsmål i løbet af de år, hvor undersøgelsen har været gentaget (hvad der var sket med de nederste, fik jeg beklageligvis ikke spurgt om – men mon ikke de havde sporet en stigning?). Men dette var grundlaget for at konkludere at alle unge derfor vælger fysiske fællesskaber fra og sidder alene foran computeren i tilsvarende mere tid.

Lige til dumpekarakter

Hvis en af mine specialestuderende have konkluderet noget så bombastisk på baggrund af disse tal og brugt det som en den centrale argumentation i opgaven, ville vedkommende have lænet sig op ad en dumpekarakter. Primært af to årsager: For det første baserer de sig på selvrapportering, som generelt er en dårlig måde at måle noget på, da der altid vil være svar der er mere socialt acceptable end andre til forskellige tider. For det andet er  selve spørgsmålene utroligt specifikke og derfor dårlige til at måle det man formodentligt er interesseret i at måle – nemlig graden af fysisk socialt samvær.

Der kan derfor være mange andre faktorer som kan spille ind på svarene:

• Hvad nu hvis det bare er blevet mere acceptabelt at fortælle at man tilbringer tid alene?
• Hvad nu hvis selve begrebet “venner” har ændret sig siden spørgsmålene blev designet, fra at betyde “jævnaldrende” til nu at være reserveret til de få særlige, som er mere end bare sociale relationer?
• Hvad nu hvis man kun er sammen med disse rigtige venner tre hverdage om ugen, fordi man er til teater, idræt, politik osv resten af tiden?
• Og hvad nu hvis de unges liv, lige som deres forældres, er blevet mere fragmenteret og at de i det hele taget har tilværelse fyldt op en masse spændende sociale aktiviteter som ikke lige indebærer dem man kalder “venner” i 2011 ?

Det store dilemma: Vil man ud med et budskab, eller vil man have alle nuancer med?

Alle disse overvejelser fortalte jeg journalisten. Men jeg har ingen illusioner. Jeg kender efterhånden dagspressen godt nok til at vide at den slags forbehold med få undtagelser vil blive vinklet ud. Når jeg alligevel valgte at udtale mig i dette tilfælde, er det fordi enhver der gider at åbne øjnene, kan konstatere at der rundt omkring rent faktisk findes menesker (unge og voksne) som sidder alene ved computeren og lever en stor del af deres sociale fritidsliv gennem nettet. Og mange af dem bliver ulykkelige, når de flytter hjemmefra og fortsætter den adfærd – og får aldrig fysisk kærlighed, endsige sex. Jeg sender tit forespørgsler om unge og sociale medier videre til Malene Charlotte Larsen (som jeg gjorde med Klubværelsen på P1 i forrige uge) men det her handler faktisk om et vigtigt socialpsykologisk problem for folk i alle aldre – ikke kun de unge. Så den tog jeg selv.

Så med det klokkelkare forbehold at jeg ikke på nogen måde ville tages til indtægt for at alle danske unge sad mere foran skærmen (for det aner vi ikke om de gør på baggrund af den undersøgelse!!) ville jeg gerne bidrage til Berlingskes artikel med forskningsbaseret viden om hvad det kan betyde for os, hvis man hører til dem der udelukkende er sociale via skærmen. Det ville jeg også da  TV2 Nyhederne senere spurgte.

Og man kan faktisk sige noget om hvad det gør for os, hvis vi primært oplever den form for ikke-kropslig og meget smalspektret socialitet. Se f.eks. Aric Sigmans noget poppede, men alligevel uigendrivelige gennemgang af de biologiske symptomer der korrelerer med social deprivation. En artikel jeg blandt mange andre forskningsartikler har brugt da jeg underviste i internetpsykologi på kandidatuddannelsen i psykologi på KU for et par år siden.

Her er mine centrale pointer om mennesker som vælger at have størstedelen af deres socialitet gennem nettet:

1. Det kan for det første være for nemt og friktionsfrit at mødes online. Vi risikerer i mindre grad at tabe ansigt og vi kan i mange situationer langt hurtigere komme væk, hvis samtalen bliver konfliktfyldt. Hvis man gerne vil opdrage unge til at kunne læse mere komplicerede sitationer, løse konflikter og at stå til regnskab for deres handlinger, så kan de ganske enkelt komme til at mangle nogle kompetencer, hvis de for nemt kan logge af konflikterne. Vi kan ganske enkelt få børn der skrider hjem til computeren, hvis det bliver for besværligt ude i meat-space.
2. Sociale medier tilbyder desuden en meget smalspektret socialitet. Dermed mener jeg at de naturligvis er en valid del af vores sociale liv – men medieret kontakt mangler, pr. definition, noget af den dybde og mange af de facetter – ikke mindst mimik, latter, lidenskab osv, som et direkte møde har. Og det er ikke et problem for de fleste af os – men hvis man hører til dem der sidder online hele sin fritid, så kommer man til at mangle facetter at det sociale liv. Det er ikke forskningsbaseret – det er common sense. Psykologi for høns.
3. Hvis man aldrig lærer at håndtere de mere rodede relationer som fysiske møder indebærer – helt ned til det mere banale “skal man kramme eller give hånd her?”, men i stedet tyr til den nemmere og mere friktionsfri online socialitet, så giver det sig selv at som tiden går, så har vi ikke en ung, men en voksen og snart en midaldrende person, som foretrækker at mødes med andre på nettet. Og der begynder de biologiske symptomer at indfinde sig. Altså hvis man vel hører til den gruppe mennesker der vælger det besværlige fysiske møde fra. Det er kun dem jeg udtaler mig om – her og andre steder. Hvis nogen kan påvise at det er uden konsekvenser at høre op med at se andre mennesker, så smid lige et link herunder.

Hurra for LIVE TV

Et af de medier der inviterede mig til at udtale mig var Go’ Aften Danmark (direkte link er vist defekt – find det indlæg der hedder “Tweens og teenagere visner foran skærmen”) . Og LIVE TV er jo fedt! Her kan man nemlig ikke redigere mine forbehold ud – så her fik jeg mulighed for at fortælle at der var tale om en meget unuanceret undersøgelse og at der skal reel forskning til, før vi kan konkludere at der er et generelt problem. Desuden fastslår jeg at det faktisk er hele familien der måske skal tænke over hvor meget vi lader skærme fylde i vores liv – og ikke gøre det til et spørgsmål om børn alene.

Og lad mig slå det helt fast: Jeg elsker internettet, er powerbruger af sociale medier og mener professionelt at sociale medier løser en masse helt konkrete behov for os socialt, ligesom det skaber en berigende transparens i samfundet og et masse nye forretningsmuligheder. Jeg er også helt enig med de forskere som påpeger at der sker en stor bevægelse af  ”online -> offline” relationer. Men jeg kan også med egne øjne se at skærme fylder stadigt mere i vores liv – ikke kun i børnenes, men i vores allesammens. Og jeg kan også i min hverdag se mange unge som sidder alene på facebook, aften efter aften.

Så da jeg så blev ringet op af en journalist der gav mig mulighed for at tale til befolkningen om dem – selvom jeg vidste at jeg ville blive vinklet hårdt. Så valgte jeg at slå til!

PS: Jo Morten – Dunbars tal er noget vås. Sorry!

En af dem der ikke blev spurgt og derfor selv måtte skrive om det var Morten Bay, som i sit rant lige får rodet sig ud i at skrive at jeg nok ikke ved hvad jeg taler om (baseret på en meget grundig gennemgang af alt jeg har skrevet, antager jeg venligt). Helt specifik ser han sig dog sur på en detalje i et af mine seneste blogindlæg her på Virkeligheden.dk, nemlig Det du tror er dit Facebook-netværk, udgøres i virkeligheden mest af alt af din egen fantasi, hvor jeg formaster mig til at aflive et af de hyperteoretiske nonsenstal, som blogger og skribenter i mangel af sand viden har kastet deres kærlighed på – nemlig det såkaldte “Dunbars tal”. Det er ikke et præcist tal. Det er fremkommet ved en blanding af studier af primater og læsning af teori. Det er fremkommet ved at studere gruppelignende netværk – ikke egocentriske, som dem vi har på Facebook. Og endelig er det så vidt jeg kan se, aldrig blevet anvendt til noget som helst af betydning i praksis.

I Min blogpost (blogpost – ikke videnskabelige artikel!) påstår jeg at det ualmindeligt veldokumenterede tal for menneskelig korttidsopmærksomhed nok er en mere brugbar grænse. Blogposten er det populærevidenskabelige resultat af en 4 timer lang samtale om emnet jeg havde med psykolog og Ph.D Henrik Skovlund fra DPU, hvor vi forsøgte at forstå de sociale relationer på Facebook i lyset af begreber som “abstrakt socialitet” (ud fra bl.a. George Herbert Meads begreb “den generaliserede anden”)  og kognitive begreber som attention span og korttidshukommelse. Take it or leave it.

Morten fortæller at Facebook’s sociologer har lavet undersøgelser i stil med den som Dunbar selv brugte (skal jeg forstå det sådan at de studerede primater?) og at de “konkluderede nogenlunde det samme”. Jeg har langt fra læst al forskning der er lavet om emnet, men dog en del (hvoraf det meste er udført på amerikanske collegestuderende). Jeg har også læst diverse optællinger fra Facebook der viste at vi på daværende tidspunkt i gennemsnit  havde ca 150 venner men kun interagerede med et mindre antal – men den slags kvantitative optællinger regner jeg ikke med at Bay har valgt at forplumre en god akademisk  argumentation på et højt niveau med. Og en egentlig sociologisk undersøgelse der bekræfter at Dunbars nummer eksisterer og har relevans på Facebook har jeg desværre misset.

Morten, smider du ikke lige et link til den i kommentarfeltet?

For et par år siden fandtes på Facebook en gruppe som hed Statuspolitiet. Her udspandt statusopdateringernes guldalder sig i nogle hektiske måneder af 2008. Siden har kommunikationsformen ikke været specielt hip. Det er de allersidste danskere så ved at opdage nu.

Statuspolitiets medlemmer var sådan en blanding af klummeskribenter, litteraturstuderende og folk som en gang havde været i DR2 eller drømte om at komme det. Indholdet var tilsvarende delikat. Det handlede nemlig udelukkende om at nogen havde fundet en statusopdatering på Facebook og postet den på gruppen med sine egne smarte og intelligente kommentarer. Og så kunne folk så enten ignorere eller bifalde gennem diverse klik eller endnu flere listige formuleringer.

Gruppen udviklede sit eget liv og fremstod efterhånden mere og mere bizar, når man som udenfor stående en gang imellem kiggede ind (måske fordi man havde fået et hint om at man selv var omtalt). Man kunne nærmeste høre medlemmerne vrinske i selvrefererende fryd når nogen netop citerede Nikolaj Steen på den HELT rigtige kæk-smarte-uden-dog-at-gøre-ham-sur-måde eller bare nailede en eller andens sproglige eller eksistentielle ubehjælpsomhed.

Gruppen blev lukket da den begyndte at lide af degeneration og sprogligt indavl og deltagerne blev efterfølgende hyldet ved et live event på det ultrabrune sted MOJO, hvor Statuspolitiets ukronede dronning, Andrea Hejlskov, samtidigt holdt reception for sin nye Facebook-roman. Et sted som ganske belejligt både gav en mulighed for at snobbe nedad kulturelt, samtidig med at det dækkede behovet for billige fadøl, da folk i denne vores øverste sproglige elite jo sjældent har nogen penge.

Siden blev Facebook-opdateringen som kunstart ligesom aldrig det samme. Som parykmodens skiften i 1600-tallet, skiftede også moden blandt nutidens pudrede poeter og smagsdommere, som f.eks. nu istedet følger @copenhipster på Twitter eller måske endda har fået rigtigt arbejde.

Tilbage står så, på en elitær isflage, folk som Christoffer Boserup Skov, som i et befriende uelitært sammensurium af samfundsanalyse, idiosynkrasier og fremtidsspekulationer (og faktisk ikke mere end ca.3 år for sent), ser sig omkring og opdager at poeterne for længst har søgt nye græsgange og han nu står omgivet af vulgære mennesker, som bruger mediet som det var tænkt – nemlig til at holde hverdagsrelationer i live gennem alle de små informationer som ikke passer ind ret mange andre steder.

Men Christoffer kan faktisk være glad. Inden han skrev sin artikel på K-forum, anede ingen i kongeriget hvem han var. Men fordi han ramte enhver journalists trang til at slå noget stort og populært ihjel, blev hans egne antagelser om ting og sager citeret som nyheder. Det vil med garanti ikke ske for denne post, som tillader sig noget så kedeligt som at sætte ting i perspektiv og fortælle at ting ikke har ændret sig dramatisk for nyligt.

Sagen er den kedelige at Facebook ikke er en digtsamling eller et poststystem, som man skal bedømme på de indholdsmæssige kvaliteter af de informationer der deles. Det ved de flest af os egentlig godt. Og hvis man tror at man kan forstå hvad der foregår på mediet gennem en tekstanalyse, så svarer det til at prøve at forstå relationer mellem teenagere ved udelukkende at læse deres SMS-beskeder.

Faktisk handler Facebook ikke ret meget om informationer overhovedet. Og det skyldes mediets særkende: det er “forankret” i virkeligheden. For 5 år siden kunne man ofte høre journalister sige ting som “Internettet er et helt anonymt medie, hvor man kan eksperimentere med køn og alder og ingen ved hvem der i virkeligheden er i den anden ende”. Men hvis du lægger mærke til det, har vi ikke hørt det sagt for nyligt. Det er faktisk fordi Facebook har slået det anonyme internet ihjel.

Nu er store dele af internettet forankret i vores øvrige virkelighed. Vi er på med vores eget navn, med vore egne venner/bekendte/whatever og dermed sker der noget helt centralt: internettet går fra at være et informations-økosystem, til at være en “arena” for liv, selvfremstilling, identitet eller hvad man nu vil kalde det. For alt hvad vi foretager os på Facebook, får jo betydning for hvordan vi fremstår.

Så Facebook er virkeligheden, og derfor anvender vi fladen til at sende små hverdagssignaler om os selv, som vi elles gør i hverdagen. Der er ingen der har brug for at vide hvad du fik til aftensmad, men du kan meget vel selv have lyst til at signallere at netop det hjemmebagte brød eller det der flotte fad med sushi lige er dig. Sammen med den musik du elsker, en tur på genbrugscentralen eller det faktum at du selv skifter vinduesviskere på din bil.

Det betyder netop ikke at alt dette er interessant for alle. Tvært imod. Det betyder at Facebook blot er en del af virkeligheden og ligesom i andre områder af virkeligheden vil der være nogle som enormt gerne vil vise mor og alle os andre hvor dygtige de er til den smarte skriftlige formulering – og som vil finde mennesker som ikke kan være lækre på skrift enormt kiksede (nej, det har ikke et klap med socialgrupper at gøre, men det har andre vist drillet nok med).

Christoffer – at der findes mennesker du finder kedelige er altså ikke noget Facebook har opfundet. Men indtil du bliver så gammel at du bare kan slukke for høreapparatet mens kedelige folk taler, synes jeg at du skal nyde at du faktisk bare kan slukke for folk på Facebook, ligesom der sikkert er mange der allerede har slukket for dig og mig.