I løbet af december, har din Facebook-profil skiftet udseende. Du har fået en såkaldt “timeline”, der viser alle dine opdateringer på en samlet og mere overskuelig måde. Men selvom din timeline er en stor designmæssig forandring, er den stadig mest kosmetisk. Det er et af Facebooks andre nye tiltag, nemlig den såkaldte “friktionsløse deling” (frictionless sharing), der udgør den mest radikale fornyelse. Friktionsløs deling går ganske enkelt ud på at du én gang for alle åbner for at et website eller en tjeneste kan dele dine aktiviteter og at alt du derefter foretager dig – f.eks. læser på Washington Post eller lytter til på musiktjenesten Spotify, automatisk bliver delt med dine Facebook-venner. Hermed antager Facebook at det næste skridt for os er at begynde at dele alt automatisk – at vi ønsker at afskaffe den “friktion”,der indtil nu har været forbundet med at dele på Facebook. Min påstand er imidlertid at denne friktion ikke bare er et besvær, som man kan blive sparet for, men rummer selve nøglen til Facebooks succes.

Indtil nu har al deling på Facebook været en aktiv handling

Det er foregået ved at vi selv klikkede share, like eller hvad det ellers har heddet gennem tiden. Ved at lade os vælge hvert enkelt sted, billede og website vi ønskede at dele, blev Facebook en flade vi kunne bruge til at redigere, iscenesætte og på andre måder have kontrol over det billede vores venner og netværk fik af os. Nøjagtigt på samme måde som i alle andre områder af virkeligheden, kunne vi vise et billede af os selv vi ønskede. Og sammen med det faktum at vi er på Facebook med vores eget navn og vores netværk, har denne delingsfilosofi gjort Facebook til vores foretrukne værktøj til konsolidering og formidling af virkeligheden online.

Facebook handler altså ikke primært om at afrapportere alt hvad vi gør, men om at vise hvem vi ønsker at være. Vi er ikke forpligtede til at dele et billede af vores opvask og vores grimme brune gryderetter på Facebook, men kan i stedet vise et billede af vores nybagte boller og hjemmelavede sushi. Og selvom mennesker er komplekse og deler af et utal af grunde, så hænger de ting vi deler altid på én eller anden måde sammen med det billede folk får af os. Vi sidder ikke (altid) og planlægger at dele noget, for at skabe et bestemt billede af os selv. Men vi har altid i baghovedet at folk danner en opfattelse af os, bl.a. på baggrund af de ting vi deler. Det er det jeg kalder identitetsøkonomi. Og netop her er Facebook faktisk ikke forskellig fra andre aspekter af virkeligheden.

Hvis din Facebook-profil var en bogreol…

Prøv at forestille dig en situation fra den fysiske verden: Du får gæster til middag. Når de ankommer til dit hjem, byder du dem velkommen og placerer dem i stuen med et glas vin, mens du går ud og ser til maden. Og mens du rører i sovsen, giver dine gæster sig til at kigge sig omkring i stuen og deres øjne falder før eller siden på bogreolen, hvor de giver sig til at studere de titler du har stående. Det ved du godt de gør, så derfor har du ikke stillet alle bøger du nogensinde har ejet i reolen. Og du har sikkert heller ikke læst alle de bøger du har stående. Selvom jeg ikke vil påstå at den eneste grund til at du har bøger stående fremme i stuen er at påvirke folks indtryk af dig, så har du sikkert et publikum  i baghovedet, når du bestemmer hvilke bøger der skal i reolen og hvilke der ikke skal.

Men prøv nu at forestille dig at din bogreol nu begyndte at opføre sig anderledes. At du ikke selv satte bøger i den, men at alt du nogensinde har læst, automatisk blev stillet op i reolen. Alle selvhjælpsbøger, alle pornoblade, alle dårlige kærlighedsromaner, alle bøger om fysiske og psykiske lidelser du har lidt af, automatisk fløj op på hylderne til skue for dine middagsgæster. Var det en reol du ville have stående fremme i stuen? Næppe.

Men netop sådan kan man faktisk forstå forskellen på gammeldags deling og den nye friktionsløse, som Facebook for nyligt har introduceret. Og dermed mister Facebook en væsentlig funktion.

Derfor vil frictionless sharing fejle

Når deling bliver automatisk, mister vi vores mulighed for at bruge fladen til at kommunikere og designe vores online identitet med. Hvis vi ikke selv har styr på grænsen imellem privat og offentlig, bliver mediet ganske enkelt mindre interessant som socialt værktøj. Det handler ikke kun om privatliv og overvågning, men om at det er vores udvælgelse af verden – de bøger vi viser, det tøj vi tager på og de møbler vi køber, som rammer et helt fundamentalt behov for os.

Inden jeg skrev dette indlæg, stillede jeg følgende spørgsmål på Facebook:

Ovenstående helt uvidenskabelige survey på Facebook, viser ikke nogen overvældende interessefor automatisk deling, men det behøver jo bare at være et udtryk for at vi endnu ikke er blevet opdraget til at gøre det.

Når jeg alligevel vover pelsen og spår frictionless sharing en meget begrænset succes (sandsynligvis begrænset til nogle få typer af tjenester), frem for at blive den næste store ting, er det altså fordi det strider imod det princip der, efter min opfattelse, styrer vores brug af Facebook; nemlig vores mulighed for at udvælge små udsnit af virkeligheden og bruge dem til at skabe og formidle et billede af os selv.

Vi deler jo ikke et billede af en solnedgang for at dokumentere at solen også går ned i dag. Vi gør det fordi netop denne udgave af en solnedgang, set fra vores sommerhus, sendt en smuk feriedag hvor vi laver bål med ungerne, siger alt hvad vi kan ønske at fortælle os selv og andre om det liv vi lever. Tænk hvis Facebook i stedet automatisk lavede en opdatering hver eneste gang du så solen gå ned? Ville det være værdifuldt? Eller ville de virkeligt betydningsfulde solnedgange i dit liv drukne i mængden?

Det er faktisk i langt højere grad Google’s end Facebook’s stil at automatisere vores online aktiviteter. Eksempelvis har Google i 3 år haft en tjeneste der hedder Google Latitude, som i realtid kan vise hvor vi (eller i hvert fald vores mobiltelefoner) er henne. Tjenesten er langt mere friktionsløs end Facebook Places, hvor men selv skal checke ind. Men hvilken af de to tjenester bruger du selv?

Med Facebooks indførelse af ”tidslinjen”, som viser et mere samlet billede af vores online-aktiviteter, bliver en forståelse af identitetsøkosystemer vigtigere end nogensinde før, for det er nøglen til at forstå hvorfor indhold deles online og hvorfor individer og forbrugere handler som de gør.

Med Facebooks afskaffelse af anonymiteten online, handler internettet ikke længere primært om informationer, men om identitet. Og vi skal ikke længere forstå internettet som et postkontor, hvor indhold sendes omkring, men som en åben arena for vores identitet og selvfremstilling.  En arena som er en lige så legitim del af virkeligheden som hjem, arbejdspladser, gadeliv og samfundets andre sociale flader.

Prøv at huske 5 år tilbage. Den gang var den almindelige beskrivelse af internettet at det var et komplet anonymt sted. På nettet kunne man frit eksperimentere med køn, alder og profession, da ingen anede hvem der sad i den anden ende. ”On the internet, no one knows you’re a dog”, lød en humoristisk talemåde i den periode vi i dag kan se tilbage på som det anonyme internet.

I internettets anonyme fortid oprettede man sig på alverdens webtjenester (som f.eks. MySpace), med et alias – et helt unikt brugernavn som skjulte hvem der befandt sig i den anden ende af netforbindelsen. Man kunne ikke hedde noget som en anden brugere på sitet allerede hed, ligesom man ikke kunne finde andre mennesker man kendte i forvejen, med mindre man fik deres brugernavn eller kendte deres email adresse.

Har du lagt mærke til at vi ikke har hørt internettet omtalt som et anonymt sted, i de sidste 5 år? Det er ikke længere en grundantagelse hos journalister og diverse æggehoveder at man er fri til at være hvem man vil på nettet. Det anonyme internet er stort set blevet forvist til netbanker og pornosites. På resten af internettet forventer vi nu i stadigt stigende grad at vi ved hvem der er i den anden ende.

Dette fænomen skyldes fremkomsten af én eneste amerikansk webtjeneste, nemlig Facebook.com, som lige fra dag 1 har haft som eksplicit betingelse at man skal oprette sig med sit rigtige navn. Også selvom det jo ville medføre at der kunne være flere der hed det samme.

Det er min påstand at dette ene træk, det rigtige navn, er selve nøglen til at Facebook er blevet så udbredt som det er, med (iflg. Facebook selv)  700 millioner aktive brugere. For når man ikke længere må være anonym, dækker sitet nemlig et behov, som stort set alle mennesker i moderne samfund har, nemlig behovet for at holde kontakten til alle de mennesker man når at stifte bekendtskab med på sin vej igennem uddannelsessystemer, flytninger og ansættelser. De såkaldt ”svage sociale bånd”.

Prøv selv at huske din første oplevelse med Facebook. Du beslutter dig for at give skidtet en chance og logger på, taster navnet på en gammel skolekammerat ind… og ser pludselig vedkommende sidde og kigge på dig. Med lidt større vom, lidt mindre hår og 20 år ældre, men helt umiskendeligt Carsten, Bjarne eller Ida, som du ikke har set i et halvt liv. I det øjeblik holder Facebook op med at være et legetøj og bliver i stedet løsningen på et problem som ingen andre værktøjer i menneskets historie har løst; nemlig at holde styr på alle de svage sociale bånd, et moderne samfund producerer.

Men i det øjeblik vi træder ud af det anonyme, skifter internettet karakter. For de flestes vedkommende var internettet tidligere et informationsøkosystem, hvor man distribuerede en masse indhold imellem mere eller mindre anonyme brugere via websites og emails. Vi talte om et informationssamfund. Men hvad sker der, når vi pludselig har online relationer med hundredevis af mennesker, som rent faktisk ved hvem vi er og som vi også har haft fysiske relationer med?

I det øjeblik kan vi ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, ved at bruge en informationsmetafor og se internettet som et gigantisk postsystem. For når alle kan se os og ved hvem vi er, er internettet er nu i langt højere grad blevet en arena for vores identitet og selvfremstilling. De ting vi foretaget os får betydning for hvordan andre opfatter os – og dermed for hvordan vi opfatter os selv.

Facebook = virkeligheden. Det giver ikke længere nogen mening at skelne. Det er jo selvfølgelig en anden virkelighed end fodboldklubben, men vi kan forstå Facebook med den samme logik som vi forstår virkeligheden i øvrigt. Det betyder f.eks. at vi konstant lægger et socialt filter ned over de ting vi foretager os online. Fotos, links, videoer og statusopdateringer skal hænge sammen med vores selvopfattelse og ideelle selvfremstilling over for resten af verden. Vi deler indhold for at skabe og vedligeholde et ideelt (eller i det mindste acceptabelt) billede af os selv. Som når du deler det stykke musik eller den artikel, der lige er dig. Vi bruger tid på at dokumentere særligt udvalgte udsnit af vores hverdag, som vi synes fortæller den rigtige historie om os selv. På at spekulere på hvordan det sted vi opholdes os lige nu vil se ud, når vi formidler det i den store sociale arena. Jeg har aldrig set et billede af en opvask på Facebook, men en hel masse af smukke vellykkede måltider, vandreture i bjergene, solnedgange på terrassen, glade børn der leger og eftermiddage med fadøl i Nyhavn. Vi bruger informationer som aldrig før, men de indgår nu som en del af den nye online identitetsøkonomi.

Kilde: Min Facebook-ven Henrik

Den bedste måde at illustrere forskellen på informationsøkonomi og identitesøkonomi på er faktisk med det fotografi af aftensmaden, som mange deler på Facebook. Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at dele et billede af din aftensmad på internettet, ville du nok have rystet på hovedet. I en informationsøkonomi, vil det nemlig ikke give nogen mening at bruge tid på at dele et foto af en portion mad på internettet – med mindre man da vedlægger en opskrift.

Men nu har de fleste vel efterhånden prøvet det og i en identitetsøkonomi giver det også kæmpestor mening. For det siger utroligt meget om os som individer, om vi nu er til hjemmelavet speltbrød eller en stor beskidt bøf bearnaise.

I slutningen af 2010 bestilte jeg en panelundersøgelse hos Userneeds, hvor vi stillede over 2000 danske netbrugere i alderen 15-65 en række spørgsmål om deres netvaner på sociale medier og mobilen. Mit primære formål var at afdække danskernes forventninger til lokationsteknologi, som jeg behandlede i de rapporter du kan læse hos Locationlab. Men jeg stillede også en række spørgsmål der handlede mere generelt om kommunikation med virksomheder på Facebook. Og blandt mange andre ting, viste undersøgelsen klart at langt de færreste var interesserede i dialog med virksomheden bag en Facebook-side.

Man kan med rette stille sig kritisk over for den slags undersøgelsers absolutte sandhedsværdi, men tallene var ikke desto mindre ret entydige: Når jeg spurgte hvilke forventninger respondenterne havde til kommunikationen på virksomheders Facebooksider, var der en forsvindende lille interesse for at “tale” med virksomhederne bag siden eller designerne bag det produkt, som siden repræsenterede.

Et af spørgsmålene jeg stillede lød: “Du vælger at blive fan af Facebook-siden for et livsstilsbrand (f.eks. Nike, Diesel, B&O, Republic of Fritz Hansen). Hvilke muligheder/aktiviteter på Facebook-siden ville du opleve som relevante for dig: (Vælg gerne flere)”

Kun 4% af respondenterne satte deres kryds ved muligheden: “Dialog med designerne af produkterne”. Som du kan se var det rabatter og særlige tilbud, som var det største hit. De fandt det skam også interessant at få viden om produkterne – især  om kommende modeller, prototyper etc. Men dialog med designerne af produkter var dybt uinteressant for stor set alle de adspurgte.

På samme måde spurgte jeg de 2000 netbrugere om deres forventningerne til Facebooksiden for et større spillested. Og her var billedet det samme:  Kun 6,6% var interesserede i dialog med folkene bag spillestedet mens 34,9% var interesserede i rabatter og præmier og 39% i nyheder fra spillestedet. En brugerundersøgelse som et par af mine specialestuderende foretog blandt fans af Normann Copenhagen’s Facebookside viste samme tendens. Kun en meget begrænset del af de adspurgte fandt det relevant for dem at svare på de opdateringer som firmaet lagde ud på Facebook.

Hvad betyder det i praksis?

Hvis denne tendens er generel, betyder det for det første at kunder faktisk godt gider at have med virksomheder at gøre på Facebook. Så lad bare være med at gå i panik. Men det har til gengæld en stor betydning for indholdet i jeres relation. Altså for de ting du poster, helt konkret.

Drop smiskeriet!

Du skal omgående droppe dine smiskende forsøg på at lokke dine Facebook-fans til at skrive kommentarer eller at “synes godt om”, på siden. Det er uværdigt for begge parter og højst sandsynligt ikke ret afgørende for ret meget andet end dit eget ego. Du kan sagtens have en Facebook-side der er succesfuld for din forretning uden at få en masse kommentarer og reaktioner fra dine fans. Det betyder ikke at det ikke er superfedt, hvis I alle kagler løs som høns om din forretning – tværtimod (især hvis de rent faktisk køber noget). Men det betyder at dialogen hverken er målet eller omdrejningspunktet for en Facebook-side.

Men hvad er så målet med en Facebook-side, Anders?

Det er naturligvis forretningsmæssigt – og individuelt. Men skal jeg formulere nogle generelle retningslinjer, skulle de være som følger:

• På Facebook skal du tilbyde en udvidelse af produktet og produktets univers.
• Du skal tilbyde en merværdi med en tydelig afsender – og sætte en venligt ansigt på jeres produkt.
• Du skal altid have produktet i centrum og hurtigt og uhøjtideligt stille dig til rådighed for spørgsmål og indfald om produktet fra nuværende og kommende kunder.
• Du skal ikke komme med opdateringer for at få svar, men fordi de forøger værdien af dit primære tilbud (det du sælger). Enten ved at genoplive og styrke glæden ved købet hos eksisterende kunder eller ved at skabe en større forventning og tilgængelighed til produktet hos fremtidige.
• Vil du have aktivitet der spreder siden, så kør konkurrencer og knaldtilbud – eksempelvis ved apps, der gør det nemt at invitere venner ind i jeres univers. Lad være at forsøge at lokke folk til dialog.
• Tænk i cross media overalt. Henvis til jeres Facebook-side i jeres butik, på jeres emballage, i tilbudsaviser og alle steder hvor det er relevant. Og lov folk opdateringer, rabatter og gode tilbud. Ikke “dialog” og anden fluff.
• Hvis du absolut vil tale med folk, så får du tit mere ud af at købe 5 kilo kage og en runde øl og lade dem komme forbi og lege med jeres kommende produkter (hvis I har produkter man kan lege med) end at sidde og skrive indlæg efter indlæg ud i mørket, mens du kigger på tælleren og forsøger at forstå hvad 14 synesgodtom og 3 kommentarer mon betyder for din bundlinje.

Hypen er forbi – ignorer social media hippierne og find din indre købmand frem!

Ham her har f.eks. fattet det! Han taler konstant om sine produkter i 13 minutter og man æder det råt. Et venligt ansigt og en udvidelse af hans produktunivers gør at man får lyst til sodavand – og til at dele videoen. Lad ham være din nye rollemodel! Når du overvejer at stille et lamt spørgsmål eller poste et ligegyldigt link, for derefter at sætte dig hen og tælle klik i lysskæret fra din monitor, så spørg dig selv. Hvad ville ham fyren her have gjort?



Facebook Places har nu været i Danmark i et halvt års tid og jeg begynder at kunne se et mønster i den måde folk bruger det på. Eller skulle jeg sige – ikke bruger det på. For selvom stadigt flere butikker vælger at “tage ejerskab” over deres steder på Facebook, så er det som regel også det eneste butikkerne gør. Og det er synd – for allerede nu kan man begynde at sikre at ens check-in loop fungerer.

Det gode check-in loop kan kun opstå, når man forstår at inddrage mobilen, websitet og den fysiske butik!

Nu kan du jo sige at vi alle venter på Facebook Deals, som giver mulighed for at tilbyde rabatter etc, men det er slet ikke noget holdbart argument for ikke allerede nu at få skabt den sammenhæng imellem web, mobil og fysisk butik, som det gode check-in loop i virkeligheden handler om. Og det kræver også at vi lige får ryddet en udbredt misforståelse af vejen:

God check-in marketing handler ikke primært om mobiltelefonen!

Check-in marketing er en fuldblods crossmedia-fænomen, der handler om at bruge forskellige platforme til det de er bedst til, og så bevidst skabe henvisninger til andre led i kæden. Og lige meget om man i visse led af loop’et bruger en “Deal” (f.eks. gratis pommes frites til sin burger, hvis man checker ind) til at motivere – eller ikke, så er mekanismen bag loopet nøjagtigt den samme. Kunden skal vælge at checke ind i butikken, kundens check in bliver spredt til vennerne  på Facebook og man får dér mulighed for at få folk til konvertere disse venner til fans, som man så igen kan få til at interessere sig for butikken. ‘

Og hvis man ikke får styr på de forskellige konverteringer, så er der hul i kæden og man får mindre værdi ud af den. Det er ikke raketvidenskab!

Her er grundelementerne i det det gode check-in loop, kort gennemgået:

1) I den fysiske butik: Kunde konverteres til check-in

Denne del af check-in loopet er den de fleste lige skal vænne sig til.  Et internetfænomen der ikke kun handler om internettet kan virke forvirrende. Nu har vi jo endelig lige lært at man skal annoncere online, for at få online aktivitet! Men faktum er at et check-in er en konvertering som begynder i det fysiske rum og at jeres fysiske indretning og kundedialog i butikken derfor nu skal begynde at indeholde henvisninger til check-in og “calls to action” som opfordrer til check-in. Ellers er det jo i praksis komplet usynligt for kunden, at I er til stede på geosociale medier.

Hvordan disse “calls to action” skal se ud, er meget forskelligt fra butik til butik, men fælles for alle aktiviteter der handler om at konvertere, så er et væsentligt grundelement altså at man husker at opfordre folk til at gøre det man ønsker. Og det handler ikke kun om at betale folk for det med en “Deal” eller “Special”. Har du f.eks. en café, så sidder folk ofte og fumler med mobiltelefonen alligevel og vil ofte gerne fortælle at de synes om netop denne café. Og de vil gøre det gratis. Det kræver ofte bare at du minder dem om det!

2) Efter check-in: Linket spredes på Facebook

Folk har hele tiden kunnet fortælle på Facebook, at de var i din butik. Enten gennem en statusopdatering eller med billeder. Og det vil de temmelig sikkert blive ved med. Men i det sekund din kunde vælger at fortælle hvor hun er,ved at checke ind, sker der noget meget interessant. Nu skubber kunden  pludselig et link med ind i samtalen, som det ses på billedet herover. Og det betyder at I nu får en helt ny mulighed for at komme ind i loopet! For når kundens venner nu klikker på linket, ryger de til jeres side på Facebook. Og der får i mulighed for at friste, lokke, smigre eller blot inspirere folk til den næste konvertering:

3) Kundens Facebook-venner konverteres til fans

Når kundens venner klikker på linket til siden, har du ganske kort tid til at fange interessen og at konvertere vedkommende til en fan. Lige meget om man gør det med en velkomstside eller prøver med interessant vægindhold, er det vigtigt at forstå at der er tale om en konvertering. Folk skal gøre noget. Nemlig klikke “synes godt om”. Her gælder det om at forstå at folks opmærksomhed er en begrænset ressource og undgå at forvirre folk med en masse muligheder og informationer. Hvis du gerne vil have at folk skal blive fans, så bed dem om at blive det – eller hvis man har adgang til at skrive et par linjer kode, kan man vise folk en velkomstside der skifter indhold, alt efter om den besøgende er blevet fan eller ej. Herunder tilbyder Blockbuster f.eks. at du lige kan se en ny trailer med en populær skuespiller, hvis du synes godt om siden. Det er kort, enkelt og frister med underholdning.

4) Fans konverteres til besøgende i butikken gennem løbende opdateringer

Når du driver en Facebook-side for en fysisk butik, café eller lignende, så skal alle dine indlæg på siden, på én eller anden måde handle om at få folk ned i butikken, hvor de kan konverteres til kunder og forhåbentligt til at checke ind også. Og det betyder at jeres konversation ikke skal være en usystematisk bunke af interessant og mere eller mindre relevant info. I stedet skal I bevidst arbejde på følgende 3 ting:

1. At sikre at folk generelt er oplyste om hvad I sælger og hvor I ligger og hvad der ellers foregår hos jer. Opgaven er en pædagogisk opgave, der skal sikre at de nemt kan huske det – også når de ikke sidder ved computeren (for det gør de ikke ret tit, når de går rundt i byen). Det er et led folk ofte ignorerer. “Folk ved da hvem vi og hvor vi ligger. Det står jo på vores hjemmeside”.
2. At sikre at de finder jer sympatiske. At de har tillid til jer og at de på andre måder har en god følelse omkring jeres sted. Der kan jeres holdning, miljøpolitik eller lignende være relevant og gøre en forskel. Fortællinger om hvor lækkert der dufter eller hvor fair jeres kundeservice er, er også gode virkemidler. Det kan tit gøres ved at dele en masse indhold der ikke direkte henviser til jeres butik (link til et sympatisk velgorenhedsprojekt etc) – vær ikke bange for at dele eksternt indhold, hvis I bare bruger det til at vise at I er søde/fede/kloge/dygtige.
3. At lave “call to action”. Husk nu for pokker at fortælle folk at de bør komme ned i butikken og smage/prøve/spare/lytte. Sig “kig ned når du køber ind på lørdag – vores nye asparges er så lækre”.  Eller som Magasin gjorde det herunder, hvor de både laver call to action og opfordrer til at dele deres fotos på Facebook (her kunne de også have opfordret til at checke ind) så loopet fortsætter.

Skal I selv i gang? Så vil jeg foreslå jer at tage fat i Checkmore, som jeg er partner i, for et bud på en samlet strategi og implementering. Her kan du også høre mere om hvad Checkmore har gjort for sine kunder, Magasin og Blockbuster, som jeg nævner i blogindlægget.

I sidste uge blev jeg citeret af Berlingske for følgende:

»Sociale medier snyder hjernen til at tro, at vi er sammen med andre mennesker og får dækket alle vores sociale behov. Men kroppen ved godt, at den bare sidder stille helt uden at mærke kropssprog, uden at mærke nærhed, uden at lugte andre mennesker. Det er ligesom at drikke en cola, hvilket får hjernen til at tro, at den har fået næring og vitaminer,«’

Denne blogpost blev oprindeligt udgivet 5.september 2009, men da den forklarer den biologiske (etologiske) baggrund for ovenstående “populærvidenskabelige” citat, har jeg valgt at smide den på forsiden igen.

 
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift  imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning.

Når vi spiser, har vi ligeledes et oplevet mål, som styrer os. Målet er nemlig at opretholde et højt blodsukker. Falder blodsukkeret, føler vi os sultne og spiser. Formålet er at sikre at vores krop kan overleve på både kortere og længere sigt – bl.a. ved at vi sammen med sukkeret indtager alle de næringsstoffer vi har brug for. Men vi kan ikke mærke formålet – kun målet. I dag kan vi isolere druesukkeret og for eksempel drikke Faxe Kondi og derpå opleve mæthed. Da målet er opfyldt, ophører vi med at indtage næring og kroppens formål, kroppens overlevelse, bliver kun delvist opfyldt – da vi jo kun får sukkeret og ikke alle de mange andre næringstoffer vi har brug for.

Når man spiser sig mæt i sukker som ikke også indeholder det fulde spektrum af næringsstoffer, taler vi om tomme kalorier. Og det kan føre til mangelsygdomme hvis man udelukkende snyder sit system til at opleve mæthed med f.eks. sodavand.

Udviklingen i hhv social interaktion og brug af elektroniske medier

Men hvad nu hvis sociale medier også er en slags tomme kalorier, som opfylder en masse oplevede mål, men ikke formår at tjene et dybere formål ved menneskelige relationer, nemlig at holde os fysisk sunde og raske?

Aric Sigman påstår i sin artikel i tidsskriftet Biologist, “Well Connected?: The Biological Implications of ‘Social Networking” (Sigman, 2009) at manglende direkte social interaktion kan påvises at hænge sammen med en lang række fysiske forandringer hos mennesker.

Sigman gennemgår i artiklen en lang række forskningsdata som bl.a. påviser hvordan mennesker med mindre social kontakt kan opleve mindre modstandskraft over for influenza (men også en mindre risiko for at blive smittet, må man formode) men også en markant øget risiko for demens og blodpropper. For eksempel udløser fysisk berøring og kram stoffet “oxytocin” hos mennesker – et stof som kan medføre nedsat risiko for hjerte-kar sygdomme.

Sigman går så vidt som til at inddrage undersøgelser som viser at en del af vores genom (209 gener) rent faktisk er socialt påvirkeligt og at vi i yderste konsekvens kan påvirke vores arvemasse ved at ophøre med at være fysisk sociale med hinanden.

Sigman påstår ikke direkte at sociale medier fører til sygdom, men påviser hvordan den direkte interaktion i konstant stigende grad bliver erstattet af eletronisk interaktion og hvordan manglende interaktion kan føre til fysiske forandringer. Hans forskning bygger altså på undersøgelse af manglende social kontakt i det hele taget – og ikke på at ens sociale kontakt i stigende grad bliver dækket af sociale netværkstjenester. Man kan derfor kritisere ham for ikke at undersøge i hvor høj grad det er sundere  at have adgang til at kommunikere med mennesker via nettet end slet ikke at have noget at kommunikere med.

Men én ting ligger fast – for under alle omsændigheder mister vi den fysiske berøring ved at mødes på Facebook frem for på Cafeen. Vi mister krammene, lugtene, mimiken samt de følelsesmæssige reaktioner der kommer af at være tvunget til at respondere nu og her, frem for f.eks. at kunne slukke PC’en og besvare en kommentar når vi lige synes vi har lyst.

Og hvis vi antager at vi kan få dækket en lang række oplevede mål med interaktionen, nemlig at opnå anerkendelse, socialt tilhørsforhold, informationer og underholdning, ved at tjekke Facebook, men at vi samtidig bliver fysisk dårligere ved at undvære fysisk kontakt, så er det altså ikke meget sundere at dække sine sociale behov på Facebook end det er at drikke sig mæt i Faxe Kondi.

Det er altid frusterende, når man opdager at pressen igen har overvinklet en historie om noget inden for ens fagområde. Og når journalisten så oven i købet har ignoreret én og i stedet spurgt et eller andet andet æggehoved (når man nu selv helt åbenlyst er så meget klogere) bliver det kun værre. Så kan man skrive en oprørt berigtigelse på sin egen blog (så kan de lære det) men det er lissom ikke helt det samme.

Sådan havde jeg det f.eks. da det anerkendte videnskabelige tidskrift, MetroXpress, for et par år siden bragte en artikel som, på et latterligt spinkelt grundlag, konkluderede at Facebook “skaber ensomhed hos børn”. En artikel som oven i købet helt ukritisk blev citeret i Radioavisen. Kloge mig havde ingen spurgt!! Det fik mig til, omgående, at skrive et blogindlæg med titlen “Facebook modvirker ensomhed hos unge” og sende linket til både Metro Xpress og radioavisen. Naturligvis uden så meget som et svar. Nuancerede historier om at verden ikke er ved at gå af lave er bare ikke særligt interessante for en journalist uden for juletiden.

“De tal kan man ikke konkludere en skid ud fra”

Og forleden blev jeg så (for gud ved hvilken gang) kontaktet af en journalist med et dommedagsærinde. Vinklen var at børn nu brugte al deres tid i ensomhed foran computeren. Jeg bad om at få tilsendt tallene bag og min reaktion da journalisten fremsendte de brugte tal fra Skolebørnsundersøgelsen 2010 (som ses her til højre), var ordret: “De tal kan man ikke konkludere en skid om børns netbrug ud fra”. Man er velkommen til at kontakte journalisten og få det verificeret. Journalistens pointe var at der var sket et drastisk fald i tallene i de to øverste spørgsmål i løbet af de år, hvor undersøgelsen har været gentaget (hvad der var sket med de nederste, fik jeg beklageligvis ikke spurgt om – men mon ikke de havde sporet en stigning?). Men dette var grundlaget for at konkludere at alle unge derfor vælger fysiske fællesskaber fra og sidder alene foran computeren i tilsvarende mere tid.

Lige til dumpekarakter

Hvis en af mine specialestuderende have konkluderet noget så bombastisk på baggrund af disse tal og brugt det som en den centrale argumentation i opgaven, ville vedkommende have lænet sig op ad en dumpekarakter. Primært af to årsager: For det første baserer de sig på selvrapportering, som generelt er en dårlig måde at måle noget på, da der altid vil være svar der er mere socialt acceptable end andre til forskellige tider. For det andet er  selve spørgsmålene utroligt specifikke og derfor dårlige til at måle det man formodentligt er interesseret i at måle – nemlig graden af fysisk socialt samvær.

Der kan derfor være mange andre faktorer som kan spille ind på svarene:

• Hvad nu hvis det bare er blevet mere acceptabelt at fortælle at man tilbringer tid alene?
• Hvad nu hvis selve begrebet “venner” har ændret sig siden spørgsmålene blev designet, fra at betyde “jævnaldrende” til nu at være reserveret til de få særlige, som er mere end bare sociale relationer?
• Hvad nu hvis man kun er sammen med disse rigtige venner tre hverdage om ugen, fordi man er til teater, idræt, politik osv resten af tiden?
• Og hvad nu hvis de unges liv, lige som deres forældres, er blevet mere fragmenteret og at de i det hele taget har tilværelse fyldt op en masse spændende sociale aktiviteter som ikke lige indebærer dem man kalder “venner” i 2011 ?

Det store dilemma: Vil man ud med et budskab, eller vil man have alle nuancer med?

Alle disse overvejelser fortalte jeg journalisten. Men jeg har ingen illusioner. Jeg kender efterhånden dagspressen godt nok til at vide at den slags forbehold med få undtagelser vil blive vinklet ud. Når jeg alligevel valgte at udtale mig i dette tilfælde, er det fordi enhver der gider at åbne øjnene, kan konstatere at der rundt omkring rent faktisk findes menesker (unge og voksne) som sidder alene ved computeren og lever en stor del af deres sociale fritidsliv gennem nettet. Og mange af dem bliver ulykkelige, når de flytter hjemmefra og fortsætter den adfærd – og får aldrig fysisk kærlighed, endsige sex. Jeg sender tit forespørgsler om unge og sociale medier videre til Malene Charlotte Larsen (som jeg gjorde med Klubværelsen på P1 i forrige uge) men det her handler faktisk om et vigtigt socialpsykologisk problem for folk i alle aldre – ikke kun de unge. Så den tog jeg selv.

Så med det klokkelkare forbehold at jeg ikke på nogen måde ville tages til indtægt for at alle danske unge sad mere foran skærmen (for det aner vi ikke om de gør på baggrund af den undersøgelse!!) ville jeg gerne bidrage til Berlingskes artikel med forskningsbaseret viden om hvad det kan betyde for os, hvis man hører til dem der udelukkende er sociale via skærmen. Det ville jeg også da  TV2 Nyhederne senere spurgte.

Og man kan faktisk sige noget om hvad det gør for os, hvis vi primært oplever den form for ikke-kropslig og meget smalspektret socialitet. Se f.eks. Aric Sigmans noget poppede, men alligevel uigendrivelige gennemgang af de biologiske symptomer der korrelerer med social deprivation. En artikel jeg blandt mange andre forskningsartikler har brugt da jeg underviste i internetpsykologi på kandidatuddannelsen i psykologi på KU for et par år siden.

Her er mine centrale pointer om mennesker som vælger at have størstedelen af deres socialitet gennem nettet:

1. Det kan for det første være for nemt og friktionsfrit at mødes online. Vi risikerer i mindre grad at tabe ansigt og vi kan i mange situationer langt hurtigere komme væk, hvis samtalen bliver konfliktfyldt. Hvis man gerne vil opdrage unge til at kunne læse mere komplicerede sitationer, løse konflikter og at stå til regnskab for deres handlinger, så kan de ganske enkelt komme til at mangle nogle kompetencer, hvis de for nemt kan logge af konflikterne. Vi kan ganske enkelt få børn der skrider hjem til computeren, hvis det bliver for besværligt ude i meat-space.
2. Sociale medier tilbyder desuden en meget smalspektret socialitet. Dermed mener jeg at de naturligvis er en valid del af vores sociale liv – men medieret kontakt mangler, pr. definition, noget af den dybde og mange af de facetter – ikke mindst mimik, latter, lidenskab osv, som et direkte møde har. Og det er ikke et problem for de fleste af os – men hvis man hører til dem der sidder online hele sin fritid, så kommer man til at mangle facetter at det sociale liv. Det er ikke forskningsbaseret – det er common sense. Psykologi for høns.
3. Hvis man aldrig lærer at håndtere de mere rodede relationer som fysiske møder indebærer – helt ned til det mere banale “skal man kramme eller give hånd her?”, men i stedet tyr til den nemmere og mere friktionsfri online socialitet, så giver det sig selv at som tiden går, så har vi ikke en ung, men en voksen og snart en midaldrende person, som foretrækker at mødes med andre på nettet. Og der begynder de biologiske symptomer at indfinde sig. Altså hvis man vel hører til den gruppe mennesker der vælger det besværlige fysiske møde fra. Det er kun dem jeg udtaler mig om – her og andre steder. Hvis nogen kan påvise at det er uden konsekvenser at høre op med at se andre mennesker, så smid lige et link herunder.

Hurra for LIVE TV

Et af de medier der inviterede mig til at udtale mig var Go’ Aften Danmark (direkte link er vist defekt – find det indlæg der hedder “Tweens og teenagere visner foran skærmen”) . Og LIVE TV er jo fedt! Her kan man nemlig ikke redigere mine forbehold ud – så her fik jeg mulighed for at fortælle at der var tale om en meget unuanceret undersøgelse og at der skal reel forskning til, før vi kan konkludere at der er et generelt problem. Desuden fastslår jeg at det faktisk er hele familien der måske skal tænke over hvor meget vi lader skærme fylde i vores liv – og ikke gøre det til et spørgsmål om børn alene.

Og lad mig slå det helt fast: Jeg elsker internettet, er powerbruger af sociale medier og mener professionelt at sociale medier løser en masse helt konkrete behov for os socialt, ligesom det skaber en berigende transparens i samfundet og et masse nye forretningsmuligheder. Jeg er også helt enig med de forskere som påpeger at der sker en stor bevægelse af  ”online -> offline” relationer. Men jeg kan også med egne øjne se at skærme fylder stadigt mere i vores liv – ikke kun i børnenes, men i vores allesammens. Og jeg kan også i min hverdag se mange unge som sidder alene på facebook, aften efter aften.

Så da jeg så blev ringet op af en journalist der gav mig mulighed for at tale til befolkningen om dem – selvom jeg vidste at jeg ville blive vinklet hårdt. Så valgte jeg at slå til!

PS: Jo Morten – Dunbars tal er noget vås. Sorry!

En af dem der ikke blev spurgt og derfor selv måtte skrive om det var Morten Bay, som i sit rant lige får rodet sig ud i at skrive at jeg nok ikke ved hvad jeg taler om (baseret på en meget grundig gennemgang af alt jeg har skrevet, antager jeg venligt). Helt specifik ser han sig dog sur på en detalje i et af mine seneste blogindlæg her på Virkeligheden.dk, nemlig Det du tror er dit Facebook-netværk, udgøres i virkeligheden mest af alt af din egen fantasi, hvor jeg formaster mig til at aflive et af de hyperteoretiske nonsenstal, som blogger og skribenter i mangel af sand viden har kastet deres kærlighed på – nemlig det såkaldte “Dunbars tal”. Det er ikke et præcist tal. Det er fremkommet ved en blanding af studier af primater og læsning af teori. Det er fremkommet ved at studere gruppelignende netværk – ikke egocentriske, som dem vi har på Facebook. Og endelig er det så vidt jeg kan se, aldrig blevet anvendt til noget som helst af betydning i praksis.

I Min blogpost (blogpost – ikke videnskabelige artikel!) påstår jeg at det ualmindeligt veldokumenterede tal for menneskelig korttidsopmærksomhed nok er en mere brugbar grænse. Blogposten er det populærevidenskabelige resultat af en 4 timer lang samtale om emnet jeg havde med psykolog og Ph.D Henrik Skovlund fra DPU, hvor vi forsøgte at forstå de sociale relationer på Facebook i lyset af begreber som “abstrakt socialitet” (ud fra bl.a. George Herbert Meads begreb “den generaliserede anden”)  og kognitive begreber som attention span og korttidshukommelse. Take it or leave it.

Morten fortæller at Facebook’s sociologer har lavet undersøgelser i stil med den som Dunbar selv brugte (skal jeg forstå det sådan at de studerede primater?) og at de “konkluderede nogenlunde det samme”. Jeg har langt fra læst al forskning der er lavet om emnet, men dog en del (hvoraf det meste er udført på amerikanske collegestuderende). Jeg har også læst diverse optællinger fra Facebook der viste at vi på daværende tidspunkt i gennemsnit  havde ca 150 venner men kun interagerede med et mindre antal – men den slags kvantitative optællinger regner jeg ikke med at Bay har valgt at forplumre en god akademisk  argumentation på et højt niveau med. Og en egentlig sociologisk undersøgelse der bekræfter at Dunbars nummer eksisterer og har relevans på Facebook har jeg desværre misset.

Morten, smider du ikke lige et link til den i kommentarfeltet?

For et par år siden fandtes på Facebook en gruppe som hed Statuspolitiet. Her udspandt statusopdateringernes guldalder sig i nogle hektiske måneder af 2008. Siden har kommunikationsformen ikke været specielt hip. Det er de allersidste danskere så ved at opdage nu.

Statuspolitiets medlemmer var sådan en blanding af klummeskribenter, litteraturstuderende og folk som en gang havde været i DR2 eller drømte om at komme det. Indholdet var tilsvarende delikat. Det handlede nemlig udelukkende om at nogen havde fundet en statusopdatering på Facebook og postet den på gruppen med sine egne smarte og intelligente kommentarer. Og så kunne folk så enten ignorere eller bifalde gennem diverse klik eller endnu flere listige formuleringer.

Gruppen udviklede sit eget liv og fremstod efterhånden mere og mere bizar, når man som udenfor stående en gang imellem kiggede ind (måske fordi man havde fået et hint om at man selv var omtalt). Man kunne nærmeste høre medlemmerne vrinske i selvrefererende fryd når nogen netop citerede Nikolaj Steen på den HELT rigtige kæk-smarte-uden-dog-at-gøre-ham-sur-måde eller bare nailede en eller andens sproglige eller eksistentielle ubehjælpsomhed.

Gruppen blev lukket da den begyndte at lide af degeneration og sprogligt indavl og deltagerne blev efterfølgende hyldet ved et live event på det ultrabrune sted MOJO, hvor Statuspolitiets ukronede dronning, Andrea Hejlskov, samtidigt holdt reception for sin nye Facebook-roman. Et sted som ganske belejligt både gav en mulighed for at snobbe nedad kulturelt, samtidig med at det dækkede behovet for billige fadøl, da folk i denne vores øverste sproglige elite jo sjældent har nogen penge.

Siden blev Facebook-opdateringen som kunstart ligesom aldrig det samme. Som parykmodens skiften i 1600-tallet, skiftede også moden blandt nutidens pudrede poeter og smagsdommere, som f.eks. nu istedet følger @copenhipster på Twitter eller måske endda har fået rigtigt arbejde.

Tilbage står så, på en elitær isflage, folk som Christoffer Boserup Skov, som i et befriende uelitært sammensurium af samfundsanalyse, idiosynkrasier og fremtidsspekulationer (og faktisk ikke mere end ca.3 år for sent), ser sig omkring og opdager at poeterne for længst har søgt nye græsgange og han nu står omgivet af vulgære mennesker, som bruger mediet som det var tænkt – nemlig til at holde hverdagsrelationer i live gennem alle de små informationer som ikke passer ind ret mange andre steder.

Men Christoffer kan faktisk være glad. Inden han skrev sin artikel på K-forum, anede ingen i kongeriget hvem han var. Men fordi han ramte enhver journalists trang til at slå noget stort og populært ihjel, blev hans egne antagelser om ting og sager citeret som nyheder. Det vil med garanti ikke ske for denne post, som tillader sig noget så kedeligt som at sætte ting i perspektiv og fortælle at ting ikke har ændret sig dramatisk for nyligt.

Sagen er den kedelige at Facebook ikke er en digtsamling eller et poststystem, som man skal bedømme på de indholdsmæssige kvaliteter af de informationer der deles. Det ved de flest af os egentlig godt. Og hvis man tror at man kan forstå hvad der foregår på mediet gennem en tekstanalyse, så svarer det til at prøve at forstå relationer mellem teenagere ved udelukkende at læse deres SMS-beskeder.

Faktisk handler Facebook ikke ret meget om informationer overhovedet. Og det skyldes mediets særkende: det er “forankret” i virkeligheden. For 5 år siden kunne man ofte høre journalister sige ting som “Internettet er et helt anonymt medie, hvor man kan eksperimentere med køn og alder og ingen ved hvem der i virkeligheden er i den anden ende”. Men hvis du lægger mærke til det, har vi ikke hørt det sagt for nyligt. Det er faktisk fordi Facebook har slået det anonyme internet ihjel.

Nu er store dele af internettet forankret i vores øvrige virkelighed. Vi er på med vores eget navn, med vore egne venner/bekendte/whatever og dermed sker der noget helt centralt: internettet går fra at være et informations-økosystem, til at være en “arena” for liv, selvfremstilling, identitet eller hvad man nu vil kalde det. For alt hvad vi foretager os på Facebook, får jo betydning for hvordan vi fremstår.

Så Facebook er virkeligheden, og derfor anvender vi fladen til at sende små hverdagssignaler om os selv, som vi elles gør i hverdagen. Der er ingen der har brug for at vide hvad du fik til aftensmad, men du kan meget vel selv have lyst til at signallere at netop det hjemmebagte brød eller det der flotte fad med sushi lige er dig. Sammen med den musik du elsker, en tur på genbrugscentralen eller det faktum at du selv skifter vinduesviskere på din bil.

Det betyder netop ikke at alt dette er interessant for alle. Tvært imod. Det betyder at Facebook blot er en del af virkeligheden og ligesom i andre områder af virkeligheden vil der være nogle som enormt gerne vil vise mor og alle os andre hvor dygtige de er til den smarte skriftlige formulering – og som vil finde mennesker som ikke kan være lækre på skrift enormt kiksede (nej, det har ikke et klap med socialgrupper at gøre, men det har andre vist drillet nok med).

Christoffer – at der findes mennesker du finder kedelige er altså ikke noget Facebook har opfundet. Men indtil du bliver så gammel at du bare kan slukke for høreapparatet mens kedelige folk taler, synes jeg at du skal nyde at du faktisk bare kan slukke for folk på Facebook, ligesom der sikkert er mange der allerede har slukket for dig og mig.

Facebook har givet mennesker adgang til at opsamle og fastholde flere sociale relationer end nogensinde tidligere i historien – og vores hjerne kan slet ikke følge med. Derfor opererer vi det meste af tiden med en med en generaliseret forenkling, der ikke nødvendigvis har ret meget med virkeligheden at gøre.

Det er ikke ualmindeligt at have flere hundrede online relationer på Facebook og det har fået forskere til at forsøge at forstå hvad der egentlig sker med menneskers relationer, når de pludselig “skalerer” fra de få nære, til de mange hundrede online.

Nogle har forsøgt at sætte en øvre grænse for vores “netværksevne” ved at inddrage det såkaldte “Dunbar’s number”, som i en forenklet form siger at vi er i stand til at fast- og vedligeholde ca. 150 sociale relationer ad gangen, før det sociale felt bryder sammen. Men lad mig straks slå fast at Dunbar’s number, foruden at være et meget teoretisk begreb, er beregnet på grupper og dermed ikke direkte relevant for Facebook. En gruppe er et sociocentrisk netværk – altså et netværk hvor alle eller mange kender hinanden og har ikke noget egentligt centrum. I et Facebook-netværk er eneste nødvendige fællesnævner for medlemmerne at de kender én person. Nemlig den person som har Facebook-profilen og dermed står i centrum for alle relationer. Et Facebook-netværk er dermed et personligt fænomen og det er sjældent at to har samme netværk. Og faktum er nok, at hvis der findes en form for øvre kvantitativ grænse, så går den snarere ved 10 end ved 150 relationer.

Menneskets begrænsede opmærksomhed er flaskehalsen

At forstå Facebook-netværk handler delvist om at forstå i hvor høj grad vi er i stand til at genkende de personer der findes i vores netværk. Så langt er jeg enig med Dunbar. Men da vi det meste af tiden ikke sidder og ser på samtlige Facebook-venner – men kun ser dem som skriver eller kommenterer på Facebook og måske oftest udelukkende fastholder et billede af dem mentalt, kommer en forståelse af vores Facebook-netværk altså i endnu højere grad til at handle om at forstå den enkeltes evne til at fastholde andre i bevidstheden.

For når vi deler et foto eller checker ind på et geografisk sted, ser vi ikke nødvendigvis en liste af Facebook-venner. Det betyder at vi faktisk ikke forholder os til de relationer der reelt findes på Facebook, men til dem vi kan huske. Og her bliver det interessant, for al forskning gennem de seneste 30 år tyder på at vi ikke er i stand til at fastholde mere end 7 +/- 2 elementer i vores bevidsthed ad gangen.  Oversat til Facebook, betyder det at du ikke er i stand til at holde flere end max 9 af dine Facebook-venner i bevidstheden på én gang. I realiteten vil jeg tro at det er færre og nyere dansk forskning peger på at tallet for vores attention span snarere ligger på under 5 samtidige elementer i bevidstheden.

Det du tror er dit Facebook-netværk, er i virkeligheden en grov forenkling

Men hvem er det så du deler en statusopdatering med, hvis det ikke er hele dit Facebook-netværk? Svaret er at det er en generaliseret forenkling af dit netværk, du  deler med. Og det er en du selv konstruerer. Den generaliserede forenkling er en diffus masse af “nogen” som du danner af en blanding af dine egne personlige psykologiske forestillinger om omverdenen og en påvirkning fra de få mennesker der konkret blander sig i debatten på Facebook og dermed er synlige.

Hvis du er et menneske med lavt selvværd og logger på Facebook og får en negativ kommentar eller to – eller endnu værre: slet ingen feeback fra verden, så kan du meget nemt komme til at danne en generaliseret forenkling af dit netværk, som går ud på at “folk på Facebook ikke kan lide mig” og føle dig udelukket. Også selvom der måske sidder en hel masse mennesker som faktisk synes du er fantastisk. Men din hjerne kan bare ikke håndtere en masse mennesker. Den kan håndtere utroligt få ad gangen og bruger dem så til at skabe en den generaliserede forenkling, som du til hverdag kender som “dit Facebook-netværk”.

På Twitter kan man fra tid til anden opleve mennesker som udtrykker deres store glæde over det varme og kærlige Twitter-netværk i tweets og i blogindlæg, vædede af glædestårer.  Her er der ikke tale om at mennesker har foretaget en generel vurdering af hele deres netværk. Der er i stedet tale om at nogle få har interageret med dem og hjulpet dem til at skabe en varm og kærlig generaliseret forenkling af deres netværk, som sikkert ofte har fundet klangbund i deres egen personlige stemningsleje.

Hvorfor er det her overhovedet relevant?

Det er relevant fordi hvis ingen kan fatte hele deres online netværk og derfor danner en generaliseret forenkling ud fra de få, de interagerer med. Så har din egen kommunikation en større betydning end du egentlig er klar over. Hvis der ikke skal mere end 3 personer som skriver noget kærligt og hjælpsomt til at snyde vores hjerne til at tro at hele netværket er varmt og venligt, så kan du jo gøre en kæmpe forskel med en lille indsats. Og hvis du smider en sviner, så bidrager du til en mere negativ social virkelighed end du måske lige havde tænkt over.

Èn ting kan du være sikker på: Din opfattelse af dit sociale netværk og dit reelle netværk har ikke nødvendigvis ret meget med hinanden at gøre – det forhindrer din begrænsede hjerne ganske enkelt.

Efter introduktionen af Facebooks geotagging-funktion, “Facebook Steder” (tidligere kendt som “Places”) har man på diverse netmedier kunne se bekymrede brugere som skynder sig at dele guides til hvordan man slukker for den nye funktion og skjuler sit privatliv mest muligt. Og det er ikke usædvanligt. Man kan nærmest stille sit ur efter de bekymrede indlæg som følger med hver eneste ændring i platformens udformning. Og kort tid efter hver omgang bekymret skriveri, stiger brugen af Facebook markant. Og det tror jeg også vil ske her.

Jeg har faktisk, selvom jeg er partner i et firma som arbejder professionelt med geomarketing, en række store bekymringer omkring Facebook og geotagging. Men de knytter sig ikke specielt til den nye tekniske funktion, men til det faktum at sociale medier skaber en selvreflektion, hvor vi øver stadigt større social kontrol med hinanden og os selv, hele tiden tænker på hvordan vores liv ser ud gennem andres øjne og i det hele taget konstant trækker imod at blive mere ens. Men når det kommer til bekymringerne om misbrug af Facebook Steder, så er de altså forfejlede og vidner om en manglende social og psykologisk forståelse.

Tillad mig her at kommentere nogle af de bekymringer som I fremfører – bl.a. i kommentarerne til mit forrige blogindlæg.

” Folk kan geotagge dig steder du aldrig har været”

En af de ting som har bekymret mange, er muligheden for at den som checker ind et sted, kan vælge at “tagge” andre – uden at spørge dem, således at det fremstår som om de rent faktisk var til stede. Det skulle kunne medføre en stor fare for “falske checkins”, hvilket bl.a. DR har lavet en lille paranoid guide om her.  Jeg synes faktisk at den tagging-funktion er dum og lidt ulogisk, men at bekymre sig om misbrug af den, er efter min mening totalt misforstået og et tegn på at man ser på mediet frem for menneskers adfærd. For faktum er at folk hele tiden har kunnet fortælle hvor du er henne, ved f.eks. at tagge dig i en statusopdatering eller et foto eller blot ved at udtale sig på ren tekst. Og de har derfor også hele tiden kunnet lyve om hvor du var. Det er der altså intet nyt i!  Så hvis nogen f.eks. geotagger dig et sted du ikke er, så lyver de jo ganske enkelt om hvor du er henne. Og hvis folk gør det mod dig, så er jeg nødt til at fortælle dig at dit problem ikke er at Facebook har introduceret en ny funktion, men at du har folk i dit netværk som lyver om dig.

På det tekniske plan er Facebook Steder en ny funktion, men rent socialt er det kun en automatisering af noget vi allerede gør eller har kunne gøre tidligere. Og de paranoide glemmer at den som ser et check ind af dig i Tivoli i arbejdstiden, jo også godt ved at det ikke nødvendigvis betyder at du rent faktisk er der, da et check ind kan foretages af andre end dig selv. Dermed har et check ind ikke den samme betydning, som det ville have hvis man selv var den eneste der kunne foretage det. Et check ind svarer ganske enkelt til at nogen fortæller hvor du selv eller andre er. Og der bruger vi jo vores almindelige kildekritik. Personligt kan jeg sige at  folk der render og lyver om hvor jeg er henne, ikke bliver accepteret  i mit netværk – uanset hvilken teknisk funktion de måtte vælge at anvende til det. Så det vil helt naturligt regulere sig selv via social kontrol.

“Folk redigerer deres selvbillede og checker kun ind steder, der giver et urealistisk positivt billede af dem selv”

Som sagt, så tilbyder et check ind ikke flere muligheder for at lyve om geografi end dem vi havde i forvejen. Men at folk redigerer deres geografiske selvfremstilling er ikke en fejl ved Facebook – det er altså selve den psykologiske benzin som driver vores brug af den. På facebook er man på med sit eget navn, og derfor bliver Facebook-profilen et centralt værktøj i den måde vi skaber identitet på. Både over for de svage relationer (gamle skolekammerater etc.) som et typisk Facebook-netværk består af og som vi ikke ser ret tit. Men også over for os selv. Og faktisk er det selve muligheden for at redigere hvilket udsnit af livet man deler med andre, der i det hele taget gør mediet socialt interessant. Hvem ville gå omkring med et kamera i panden og broadcaste ALT man ser på i løbet af en dag? Ved at vælge at vise bestemte udsnit frem for andre, kan vi pludselig anvende Facebook som et socialt legetøj. Hvilket udsnit af virkeligheden vi vælger og måden vi vælger at dele på, bliver en en måde at udtrykke personlighed, humor, temperament og identitet. Det ikke billedet af en solnedgang der fortæller noget om dig – men det at du netop viser en solnedgang og måden du har taget billedet og kommenteret der på, som bliver dit udtryk.

Og nøjagtigt på samme måde er geotagging et socialt legetøj. Og selvfølgelig er der steder vi hellere vi associeres med end andre. Sådan har det været siden tidernes morgen, men det er i selve redigeringen af os, at de sociale udtryk ligger. Forleden checkede jeg min onkel og mig selv ind i Grøften i Tivoli. Nu er sagen den at han sidder i Ilulissat, hvilket jeg først afslørede lidt længere nede i kommentarstrømmen. Har jeg løjet? Eller har jeg leget? Og efter at have checket ind på min og kærestens lokum og flashet og kommenteret det på Twitter, må jeg nu lide den store tort at en anden mand er mayor på mit eget toilet! At se check-ind funktionen som en geografisk sladehank, som man kan komme til at misbruge eller som man bør bruge på en “sandfærdig” måde er at være komplet blind over for hele det sociale og kulturelle lag, som er det der gør medierne sjove. Google Latitude tilbyder allerede idag en mulighed for konstant og relativt nøjagtigt, at brodcaste hvor man er – og den er der jo ingen der gider at bruge.

“Mit feed bliver spammet af folks check-ins”

Nej. Faktum er at du også inden “Facebooks geotagging, konstant blev gjort opmærksom på hvor folk er, har været og er på vej hen og at et et check ind faktisk ofte er den mest diskrete måde at fortælle hvor man er på. Efter at have set en masse der lige testede funktionen de første dage, ser vi faktisk allerede at folk nu, frem for at sige at de arbejder hjemmefra, poster en kommentar med et geotag på. Eller blot checker ind, frem for at skrive at de nu sidder et eller andet sted med en fadbamse i den ene hånd og deres smartphone i den anden. Og hvis du har nogen som kontstant spammer dit feed med ligegyldige checkins, så er dit problem heller ikke her at Facebook har introduceret geotagging, men at du har Facebook-venner der spammer dig med ligegyldigheder. Seriously – hvis Facebook-sider var blevet introduceret i dag, ville de samme kritikere have skreget op om at vi konstant bliver spammet af alle de sider folk tilmelder sig og have udgivet guides om hvordan man slukker for dem i feedet.

Facebook Steder er et redskab til at udtrykke sig med – hverken mere eller mindre. Og som de andre som platformen tilbyder, er de lige så sjove eller irriterende som de mennesker der bruger dem. Og hvis folk i dit netværk udtrykker sig irriterende, er der jo mulighedern for at slukke for dem. Den mest misforståede reaktion er at tro at den mest værdiskabende måde at bruge mediet på er at sætte alle privatlivsindstillingerne på max.

For helt seriøst: hvad fanden laver man så på et socialt medie?

BREAKING: Facebook har  for ganske få øjeblikke siden lanceret deres geolokationstjeneste i Danmark under navnet “Facebook Steder” og der er flere gode grunde til at du snart vil begynde at bruge den!

Men lad mig begynde med at slå én ting fast: Facebooks nye tiltag kommer ikke til at forandre verden imorgen, selvom mange evangelister sikkert vil forsøge at få det til at se sådan ud. Til at begynde med er det nemlig altid en lille gruppe af “early adopters” som tager nye teknologier til sig. Når jeg imidlertid taler om at “Facebook Steder” får stor betydning, så er det fordi tjenesten simpelt hen passer perfekt til vores sociale hverdag.

Det gør den bl.a. af følgende grunde:

Geolokation (tings placering i verden) har altid været vigtig

Lige siden det første liv på jorden, har tings placering været livsvigtig: Hvor er der noget jeg kan spise? Hvor er der nogen der kan spise mig? og hvor er der nogen jeg kan have sex med? Og selvom spørgsmålene ser langt mere raffinerede ud idag, så er det stadig helt essentielt for vores overlevelse at vi kan orientere os geografisk. Geolokation er altså ikke en sjov feature ved vores din mobiltelefon, men en essentieel komponent i din overlevelse. For hvad sker der f.eks. hvis du mister mister evnen til at orientere dig ved f.eks. en hjerneskade? Svaret er at  så bliver du komplet uden af stand til at fungere i samfundet og endda låst inde for ikke at blive væk og gøre skade på dig selv. Behovet for viden om geolokation er altså ikke noget der skal opfindes – det ligger i det at være et levende væsen, der kan bevæge sig.

Geolokation har altid været social

Når “geosociale” medier (som blander det geografiske med det sociale) bliver en succes, så er det fordi de udnytter det faktum at geolokation ikke blot handler om at kunne finde rundt, selvom det skam er utroligt vigtigt. Geolokation handler i lige så høj grad om at signalere hvem vi er og hvilken status vi har, til andre. Hvis man for 1000 år siden havde besøgt kongens slot, så var det også dengang utroligt attraktivt at fortælle andre for dermed at signalere social status og opnå anerkendelse. Og hvis vores forfædre havde kunnet “checke ind” på kongens slot med Facebook og vise deres geolokation til alle deres bekendte, ville de i selvfølgelig have gjort det. Geolokation handler altså ikke om mobiltelefoner, men om den vigtige rolle som social status har for os. Og ved at fortælle om vi er i Irma eller Netto, i Tivoli eller Zoologiske have, kan vi udtrykke vores identitet og gøre os unikke som individer. Vi gør det allerede idag med billeder, statusopdatering og de Facebook-sider vi bliver fans af. Nu vil vores check-ind adfærd blive endnu et stærkt værktøj at udtrykke os med.

Vi meddeler konstant vores position til andre med mobilen

At vide hvor vi er at altså helt essentielt for at kunne orientere os i verden og at fortælle andre hvor vi er (og ikke er) er allerede idag en vigtig del af den måde vi kommunikere vores identitet og personlighed på. Og den foretrukne værktøj til at meddele vores position er faktisk allerede i dag mobiltelefonen, som jo er kendetegnet ved at man kan have den med sig fra lokation til lokation. Hvad er det første man fortæller hinanden, hvis telefonen ringer og man er på farten? Hvad begynder en stor del af alle telefonsamtaler i S-toget med? Vi udveksler hvor vi er henne eller er på vej hen. Og senere skriver vi måske en SMS-besked og fortæller at vi nu er nået frem til den café vi aftalte at mødes på. Vi bruger altså allerede nu telefonen til at dele vores geolokation med i hverdagn. Og når telefonen nu selv ved hvor den er henne (37% af alle danskere mellem 15 og 64 har GPS i mobiltelefonen i dag), kan vi gøre det med et tryk på en knap, frem for at skulle stå og fumle med tastaturet eller ringe til folk. Derfor er tjenester som Facebook Steder på mange måder et værktøj vi har ventet på.  Det er naturligvis ikke alle vores lokationsbehov der kan “automatiseres”, men det centrale er at vi allerede bruger mobilen mange af de praktiske og sociale “opgaver”, som Facebook tilbyder at løse med et klik.

På instituttet for Fremtidsforskning arbejder vi med at forstå hvad den nye teknologi får af betydning i løbet af de næste 5-10 år, men på helt kort sigt tør jeg godt vove pelsen og sige at Facebook Steder og lignende geosociale tjenester dækker et behov for at udtrykke vores identitet og finde ting og hinanden og derfor vil glide ind i hverdagen i 2011.

Måske du spørger: Hvorfor i alverden skulle jeg rende omkring og dele min position med andre? Lad mig så stille et modspørgsmål: Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at lægge fotografier af din aftensmad på internettet til folk du ikke kendte ret godt, ville du så have syntes det lød som en fed idé? Nej, vel!  Og det er hvad de fleste af os i dag gør, helt naturligt på Facebook, i dag.