“Places” er navnet på Facebooks nye lokationsfunktion, som snart kommer til Danmark og som giver dig mulighed for at dele din fysiske placering med dine Facebook venner. Funktionen blev lanceret i onsdags og er allerede aktiv i USA. Inden længe vil den komme til Danmark (og sikkert hedde “steder”) – og især én funktionalitet vil skabe problemer.

I perioden op til lanceringen af Facebook Places, havde der blandt “social media nørderne” på nettet verseret rygter om tiltaget i mange måneder. Der havde ikke mindst været en del spekulationer om hvordan Facebook mon ville udforme og integrere funktionaliteten i deres platform. Et af de centrale spørgsmål var om Facebook ville lave en GPS-funktion der broadcastede brugerens position konstant, som i f.eks. Google Latitude, eller ville de gøre som f.eks. Foursquare.com og lave en tjeneste hvor brugeren selv kunne checke ind – d.v.s. afgive sin position drypvis, når hun selv har lyst.

De fleste gæt gik på den sidste version – altså en form for check-in tjeneste. Ikke mindst fordi det er en hel del mere diskret end en tjeneste der automatisk deler alle steder du opholder dig. Og ganske rigtigt – Facebook Places var da også udformet som en check-in tjeneste da den blev lanceret onsdag. Men der var også tilføjet en funktionalitet, som ikke var ventet, men så alligevel er ret logisk når man kender Facebooks måde at fungere på.

Man kan nemlig ikke kun checke sig selv ind, når man opholder sig et sted – man kan også checke sine Facebook-venner ind! Og det er faktisk “very Facebook”. For på samme måde som man kan “tagge” Facebook-venner i sine billeder på Facebook, kan man nu “tagge” andre på det fysiske sted man opholder sig. I praksis betyder det at hvis jeg f.eks. ser at du kommer forbi samme fest som jeg er til, kan jeg “tagge” dig og dermed i praksis fortælle alle dine venner at du også er her. Eller jeg kan tagge dig i forvejen, når jeg ved at du er på vej. Eller måske bare fordi jeg synes du burde have været her. Eller fordi jeg i min brandert troede jeg så dig. Sagen er at det pludselig ikke længere dig selv der har kontrol over din geografiske fremtræden.

Og hvorfor er det nu et problem?

Det er det naturligvis fordi vi i hele vores liv har været vænnet til at vi selv havde frihed til at iscenesætte vores geografiske liv. Vi er vant til at vi kan fortælle at vi har været steder vi ikke var – og ikke mindst at vi kan benægte at have været forskellige steder hvis det skulle passe os. Og det er faktisk helt almindeligt at vi fortæller forskellige versioner af vores geografiske færden til et forskelligt publikum.

Et ofte brugt eksempel på den problematik er at vi fortæller arbejdsgiveren at vi er syge, men senere på dagen bliver tjekket ind i den lokale bowlinghal af nogle venner. Den situation kan vi jo undgå ved at fortælle alle vi bowler at vi faktisk er sygemeldte og at de ikke skal tagge os – men det kan jo være at vi ikke har lyst til at fortælle at vi faktisk bedrager vores arbejdsplads. Og hvad gør vi så? Nåja – vi kan da bare lade være med at lyve os syge – så er der vel intet problem, kunne man mene. Men forestil dig nu at du er inviteret til en fest og din bedste veninde ikke er. Du vil ikke såre hende og fortæller derfor intet om det – men næste dag ser hun på Facebook at du er tagget ved samme fest. Her er der ikke tale om at du snyder nogen, men bare at du har lyst til selv at iscenesætte din geografiske fortælling.

Hvad enten der er tale om afsløring af snyd eller mere subtile sociale hensyn, så er faktum at den nuværende udgave af Places fratager dig kontrollen med din geografiske historie. Og det er lige meget om du så slukker din mobil – andre vil kunne tagge dig alligevel. Du behøver faktisk ikke at være til stede.

Men kan man ikke allerede idag ødelægge folks dækhistorier på Facebook med billeder etc?

Jo – det kan man naturligvis – men det er faktisk meget sværere at opdage, fordi folk selv skal lave koblingen imellem billeder, tid og sted mentalt. Med et værktøj som places, bliver det helt transparent. I praksis vil Facebooks nyhedsfeed ikke kun skrive “Anders blev tagget i et billede” (som man skal ind og se og derefter tyde) men “Anders var på Palles Bodega“. Smak – intet at være i tvivl om.

Det er grunden til at det temmeligt sikkert vil være denne tagging-funktionalitet der skaber de første skandaleoverskrifter om Facebook Places. Ikke mindst fordi funktionen skriger efter misbrug. Hvem bliver f.eks. den første som tagger Lene Espersen på Palles Bodega, næste gang der er møde i Arktisk Råd?

Ud fra en informationsmæssig anskuelse er det for eksempel komplet uforståeligt at folk deler fotografier af deres aftensmad på Facebook. Den informationsmæssige værdi af  sådan et billede er (for alle andre end dem der skal spise med om lidt) stort set nul. Men hvis man i stedet anskuer mediet som et spørgsmål om identitet, så er netop det vi spiser jo en stor del af dem vi er og bliver konstant brugt i fortællingen om os selv. Og set i den sammenhæng er det faktisk ret logisk at vi også på Facebook vil vise andre om vi selv laver sushi eller bedst kan lide en stor beskidt bøf. Hvad vi deler er altså i høj grad styret af hvad det siger om os – og hvilken social status det kan give os.

Et andet af mine centrale budskaber er at virksomheder som vil udnytte denne effekt, med fordel kan skabe interessant indhold som folk kan opnå social status ved at dele og derfor vil sprede for deres egen skyld. Ved at lære at udnytte et allerede eksisterende psykologisk behov: behovet for at lave en selvfremstilling, kan man altså opnå den mest eftertragtede effekt på nettet idag – nemlig den “virale” spredning.

Men hvordan anvender man den viden når det drejer sig om fysiske steder? Eller: hvordan kan vi give folk lyst til at “checke ind” (vise med mobiltelefonen at de er der lige nu) i vores butikscenter, på vores café eller i vores idrætsanlæg?

En af de handlinger som virkelig kan give social status er at vise andre at vi har fundet noget interessant. Det er f.eks. hvad 90% af aktiviteten på Twitter handler om. Denne psykologiske effekt er drivkraften bag det meste  word of mouth spredning. For hvem vil ikke være den der først deler noget som alle andre derefter begynder at sprede? Hvis du laver noget godt, skidt, komisk, humoristisk eller anderledes, så vil folk elske at dele det – aggresivt! Og hvis det foregår via Facebook, kan folk snart dele din location i samme hug.

Hvis du allerede i dag har en forretning som tilbyder god kvalitet og uovertruffen service  eller fantastiske priser, så behøver du ikke at læse videre. Du vil blive delt uden at foretage dig noget som helst. Ganske enkelt fordi alle elsker at dele kvalitet og gode tilbud. Men for alle jer der bare vil have et hurtigt fix, uden egentlig at lave noget fundamental om, så er her 4 ting du kan have i baghovedet, når du gerne vil have at folk deler din lokation.

1) Folk er dovne og fantasiløse, så du kan faktisk hjælpe dem på vej.

Hvis du gerne vil have spredt et godt tilbud, så skal du gøre det nemt at dele, rent lavpraktisk. Det er ikke godt nok at have et dine gode tilbud stående med små bogstaver i et vindue hvor reflektioner og modlys gør det umuligt at tage et foto og sende videre og folk derfor selv er nødt til at skrive det ned. Eller endnu værre – hvor folk skal ind og spørge i butikken! Husk at folk sender alt videre som kan fremme deres sociale status. Dit budskab, bliver deres budskab. Det behøver ikke at være noget de selv har købt eller prøvet. Lav derfor skilte eller mere fantasifulde opslag med lidt kant, som er godt belyste og hvor forbipasserende kan komme tæt nok på til at at tage et godt billede.

2) Ram din målgruppe midt i nostalgien

Følelser og valg er knyttet uløseligt sammen. Forskning viser at hvis du bliver skadet i dine “affektive” centre (stederne i hjernen hvor følelser aktiveres), er du ude af stand til at træffe en masse af hverdagens små valg. Hvordan skal du f.eks. vælge imellem en leverpostejmad og en spegepølsemad, hvis du ikke kan føle mere for det ene end det andet? Man kan ikke regne sig frem til svaret logisk, for begge dele er blendet gris med for meget salt. Omtrent på samme irrationelle måde fungerer en del af vore valg på mobilen. For hvordan vælger vi om vi skal checke ind det ene sted eller det andet? Eller om vi skal dele lokationen på den ene butik frem for den anden? Det handler oftest om at vi får aktiveret nogle følelser. Og i den sammenhæng er associationer til vores barndom bare et af de mest effektivt midler til at aktivere følelser. Derfor er f.eks. legetøjsobjekter fra vores barndom bare en klassiker når det drejer sig om at ramme følelserne og aktivere “drive by” geotagging!

Se f.eks. billedet af den store Playmobilmand. Fundet på nettet og taget af én som bare lige måtte dele billedet. Tænk lige over det.

3) Brug humor konsekvent og bliv uimodståelig at dele

Hvis du laver noget sjovt eller interessant i forbindelse med din butik etc, så kan folk gøre den humor til deres egen, ved at tage et billede af det og sende det videre. Hvad sker der hvis du tænke dit steds steds fysiske fremtoning strategisk som et objekt til deling? Så kan du ende med at give din butik et navn som ganske enkelt er uimodståeligt at dele. Det skal naturligvis ikke være så sjovt at det er meningsløst. Men denne butik ville jeg altså have svært ved ikke at kigge ind i, hvis jeg vidste at den lå i nabolaget. Og det er også en af dem jeg kunne finde på at tage et billede af og dele med venner, hvis jeg kom forbi. Og hvis jeg deler den fra en GPS-mobil, kan alle se hvor denne interessante butik ligger henne.

Her har nogle unge mennesker faket et splatter scenarie på åben gade.

4) Og så kommer vi ikke uden om viral “geo-spam” (eller hvad man skal kalde det)

En spam-style måde skabe omtale på er ved at begynde at introducere kunstige eller planlagte elementer for at gøre sit sted socialt interessant. Det kan være ved at vi begynder at installere helt overdrevne objekter i det fysiske rum, i håb om at folk vil elske at sladre om dem. Man kan nemt forestille sig at effektjageriet fra de virale film, som bare handler om at skabe flest mulige seere, flytter ud i det fysiske rum.

Hvis man ikke kan lave noget værdifult, kan man i hvert fald lave noget som alle taler om og deler. Lige meget om det så bare er fordi det er klamt, vildt, latterligt, grimt eller alt alt for meget og om det bare får en masse mennesker til at trampe igennem dit sted, uden at lægge penge eller skabe værdi. Så bliv ikke overrasket hvis virkeligt påfaldende ting begynder at dukke op i din omverden. De er der for at du skal have lyst at vise dem og andre skal få lyst til at komme forbi og se dem.

Hvornår mon vi ser de første geovirale bureauer, som tager betalt for hvor mange mennesker de kan få til at checke ind et sted – og ikke skyr nogen midler for at få dem til det?

Og hvornår mon vi ser den første geotigger der står foran en butik og spørger om du vil være rar at checke ind her, så han kan få til en bid brød af butiksejeren?

Mobil GPS er på vej fra at være et fænomen for nørder, til at blive alment udbredt.

Én måde at forstå udbredelsen af lokationsteknologi på er at se det som en nedbrydelse af grænsen imellem online og offline. Facebook har allerede afviklet det anonyme internet og fået os alle på nettet med vores rigtige navn og netværk. Og med mobil GPS i alle tjenester, vil denne “forankring” i virkeligheden blive yderligere udviklet. Hvor vi lige nu kan læse om en restaurant, en butik eller en anden person og derefter selv skal koble et fysisk sted på, vil informationerne nu kunne dukke op når vi står der.

Man kan se det som om nogen “tænder lyset” og vi pludselig kan se hvor de mennesker vi skriver med befinder sig. Det vil give et langt større overblik og kan i mange tilfælde få den positive konsekvens at vi kan få meget mere ud af vores omgivelser og andre mennesker. Måske vores løsere bekendte viser sig at være lige i nærheden og har lyst til at mødes? Måske vi vil begynde at se hinanden oftere In real Life? Men hvor en nedbrydning af grænsen imellem vores online liv og den fysiske verden vil være berigende i mange tilfælde, må vi erkende at det også vil medføre nogle sikkerhedsproblemer der får internettets nuværende til at ligne børnesygdomme.

I dag er en stor del af de farer vi kan komme ud for online, nogle som vedrører vores digitale verden. Det kan dreje sig om tyveri af vores digitale identitet, netbank, Nigeriabreve eller computervira. De kan koste os penge og besvær, men det hele foregår som regel på computeren. Når grænsen imellem online og offline nedbrydes yderligere, vil vores fysiske liv ikke kunne undgå at blive inddraget også. Et allerede kendt eksempel er at indbrudstyve kan bruge viden om vores position til at se om der er fri bane til at begå indbrud hos os, men vi er trods alt voksne mennesker, der kan aflæse en situation og ret hurtigt lære at beskytte os online. Det er desværre først når vores børn og unge begynder at broadcaste deres position, at de helt farlige situationer kan opstå.

For hvor tidligere historier om misbrug, voldtægter og lignende har handlet om at børn og unge har bevæget sig ud fra hjemmet og derpå har bevæget sig hen for at møde misbrugere og pædofile, så skal der nu kun et nemt og uskyldigt klik til, før vores børn og unge kan slå lokationsteknologien til og blive “geosociale” med en troværdig fremmed på f.eks. Arto – og dermed i allerværste fald vise potentielle skadevoldere hvor de befinder sig. Og hvis lokationen deles løbende (som den f.eks. gør i Google Latitude), er de ikke bare synlige i øjeblikket, men også når de går fra skole dagene efter – og når de cykler hjem fra fest en mørk fredag aften.

Jeg skriver ikke dette for at skabe panik, men for at gøre det helt klart at internet og fysisk liv nu flyder sammen og vi i den kommende tid må gentænke vores hverdag på en hel masse områder. Lokationsteknologi vil bringe os tætter sammen, på godt og ondt. Men vi må også forberede os på at opleve historier hvor lokationsteknologien er blevet misbrugt til at skade andre – og hvor den efterfølgende vil blive opfattet som potentielt livsfarlig og lagt for had.

Det er i spændingsfeltet imellem frygt og nytteværdi at du og jeg i fremtiden bliver nødt til at tage stilling til lokationsteknologien, for alt tyder på at den snart vil ramme vores hverdag som en tsunami – på samme måde som internettet og mobiltelefonen har gjort det før den.

Læs også:

• Når Facebook slår lokationsteknologien til, vil det medføre et historisk boom i udbredelsen af mobil GPS
• Invitation: De geosociale tjenester er fremtiden – men hvilken fremtid?

Foto: New York Times

Rygterne om at Facebook snart vil begynde at udnytte det stigende antal mobiler med indbygget GPS, har været tiltagende i mange måneder. Og netop i disse timer siger det varmeste rygte på nettet at Facebook, på en annonceret pressekonference idag klokken 4:30 pm (Silicon valley tid), vil annoncere ny funktionalitet, der tillader brugere at dele deres fysiske placering med hinanden.

Hvad enten Facebook går “location” eller ej i dag, er Facebook helt sikkert på vej med et lokationsteknologisk tiltag. Og når det sker, vil det lige så stensikkert få en betydning der når langt ud over Facebooks eget website. Ikke kun fordi deres lokationstjeneste vil gøre det muligt for 3.parts udviklere at lave lokationsberigede Facebook-applikationer, men fordi Facebook har en halv milliard brugere og dermed kritisk masse til at skabe teknologisk verdenshistorie!

For hvor lokationsbaserede og -berigede tjenester idag er noget for de såkaldte “innovators” og “early adopters” (læs: nørder) og mange mennesker i dag har en GPS chip i mobilen, uden overhovedet at ane det, så vil en introduktion af lokationsteknologi på Facebook med ét ryk skubbe GPS-teknologien ind i mainstream – til den “almindelige” bruger!

Helt konkret vil et GPS-tiltag fra Facebooks side betyde at mange millioner af “helt almindelige” internetbrugere pludselig vil stille sig selv og deres mobiltelefon et spørgsmål: har mobilen GPS? GPS-teknologi vil med ét gå fra at være “nice to have” for nørderne til “need to have” for masserne, når millioner af mennesker skal have ny mobiltelefon. Vi kan f.eks. forvente at se Facebook blive brugt som lokkemad i reklamer for mobiltelefoner og telefonselskaber i stor stil. Facebook vil dermed blive et ekspreslokomotiv for udbredelsen af GPS-enablede mobiltelefoner – en såkaldt “killer application”. Og med den eksplosivt forøgede udbredelse af GPS-teknologi, vil endnu flere eksisterende services kunne se en forretningsmæssig idé i at lokationsberige deres nuværende tjenester, som f.eks. aok.dk og rejseplanen.dk allerede gør idag. Og i kølvandet på Facebook vil vi se en tsunami af nye tjenester, der leger med vores position og kombinerer den med informationskilder og sociale relationer på måder vi slet  ikke kan fantasere os til idag.

Facebook som ekspresslokomitiv for location-markedet

Så alt imens Facebook uddanner os til at bruge vores position til sjove og nyttige formål og skaber et øget behov for GPS-mobiler, vil det stigende antal GPS-mobiltelefoner og nye tjenester på sin side gøre andre tjenester på location-markedet interessante og tilgængeligt for det kundesegment, som Everett Rogers i sin meget udbredte model herover (kaldet the Technology Adoption Lifecycle), kalder “early majority”. Dette segment er kendetegnede ved at være alle os ikke-nørder, der godt gider at prøve noget nyt – men først når det er virker, er gennemtestet og ellers kan bruges til noget sjovt eller fornuftigt uden ret meget besvær.

Early majority segmentet er her der skabes en kritisk masse som på et tidspunkt trækker resten af forbrugerne med. En early majority bruger vil ofte skulle forklare hvorfor hun bruger en ny teknologi. Men hvis man ser på det næste segment som Rogers kalder “Late majority”, så udgøres det af de brugere som ikke selv kaster sig over ny teknologi, men en dag bare vågner op og køber den, fordi de ellers konstant skal forklare hvorfor der ikke bruger den! Når early majority har skabt grundlag for at en masse nye lokationstjenester kan løbe økonomisk rundt, så ser late majority altså pludselig at billetbestilling, mødebooking, rabatsystemer og sociale netværk bare ikke fungerer ordentligt, hvis ens mobiltelefon ikke har GPS.

Se som eksempel på Facebook selv. For 3 år siden skulle man redegøre for hvorfor man brugte Facebook. I dag skal man forklare hvorfor man ikke bruger Facebook. Det er fordi Facebook har nået en kritisk masse og vi nu ser størstedelen af folks festfotos og invitationer etc være der. Det er altså ikke længere et spørgsmål om at vælge Facebook til, men om at vælge det fra!

Folk som følger bloggen her ved at jeg plejer at være den sure gamle mand der ikke ret nemt falder på halen over teknologi og sociale medier. Og når jeg svinger mig op til at kalde Facebooks tiltag en begivenhed af historisk betydning, er det fordi det meget vel kan fylde early majority segmentet op på rekordfart og dermed trække resten med. Og det forhold kan inden for ganske få år ændre hverdagen markant for folk i vores del af verden. For position handler ikke om teknologiske features – position det er en af de vigtigste omdrejningspunkter for menneskelig interaktion og har været det så længe der har været mennesker. Virkningerne af GPS-evolutionen kan efter min mening kun undervurderes og vil skabe nye problemstillinger inden for sociologi, politik, offentlig service, forretning og ikke mindst psykologi.

Så derfor sidder jeg lige nu og ser frem til om internettet måske går en smule amok ved 22-tiden i aften. For det her handler altså om meget mere end Facebook.

Prøv at være fremtidsforsker for en aften og designe én af fire mulige fremtider, når LocationLab inviterer til det første arrangement, torsdag d. 23. september kl. 17. på IT Universitetet!

Links: Tilmeld dig på Facebook | Facebook page.

I efteråret afholdes på ITU en lille og uformel serie af arrangementer under titlen “Locationlab”. De er et inspiratorisk forum for alle os som interesserer os for lokationsbaserede tjenester, geosociale medier eller hvad vi nu ender med at kalde dem. Første “meetup” giver dig mulighed for at lege fremtidsforsker og designe mulige fremtider for lokationsteknologien.

Hvordan kan man sige noget om fremtiden?

Den basale idé i fremtidsforskning er at fremtiden er ubekendt, men at det alligevel er muligt at forholde sig til den ved en blanding af analyse og poetisk frihed. Vi kan idag identificere nogle megratends som vi med sikkerhed kan sige vil have betydning for fremtiden i den nærmeste årrække – f.eks globalisering og teknologiske fremskridt. Men for at vi ikke bare skal forsøge at lave en fremskrivning af vores nuværende forestillinger om verden, kan vi desuden opstille nogle “ubekendte faktorer” som åbner op for forskellige fremtider.

To ubekendte: Økonomi og privatliv

Jeg har til lejligheden tilladt mig at forudsætte en forenklet model af fremtiden, som kan variere inden for to akser: privatlivsaksen og den økonomiske akse.

Privatlivsaksen (Social – Privat)

• På privatlivsaksen kan vi enten forestille os at det i fremtiden vil være vigtigere for os at dele informationer end at holde dem private. Eller vi kan forestille os at vi vil hæge om vores privatliv, selvom det måske begrænser vores udnyttelse af teknologien.

Økonomiaksen (Betaling – Gratis)

• Får Apple m.fl. held til at vænne os til at alt på nettet koster penge eller vil firmaer som Google og open source -bevægelsen medvirke til et marked drevet af reklamefinansiering og nørdede ildsjæle?

Hvis vi skulle se på virkeligheden for mobiltjenester som helhed i dag, ville vi nok placere os et sted i det mørkegrønne felt i koordinatsystemet. Men hvad hvis vi nu bliver tvunget til at se på de 4 mere ekstreme positioner (markeret med tallene 1-4)? Så bliver vi forhåbentligt kastet ud hvor inspirationen bor.

Hvis man f.eks. forestiller sig at lokationsteknologi blev brugt i offentlig service, hjemmepleje, markedsføring eller underholdning, så er det nok ret tydeligt for de fleste at det ikke ville blive brugt på samme måde i en fremtid hvor alle ubekymret deler alle informationer og er vænnede til f.eks. mikrobetaling (fremtid 1) og i en fremtid hvor alle tjenester skal financieres ad anden vej og hvor vores primære overvejelser går på at holde vores position skjult for andre (fremtid 4).

Vær med til at skitsere 4 bud på hvordan “markedet” ser ud om 5 år!

Når vi mødes på ITU, vil vi, efter en introduktion til legen, dele os i 4 grupper, som skal arbejde med hver sin fremtid og forhåbentligt vil kappes om at levere det mest flabede og veltænkte output. Vi vil ikke levere lange analyser men istedet have det sjovt og være kreative og forsøge at besvare spørgsmål som:

• Hvad er den meste populære geo-tjeneste om 5 år i jeres fremtid?
• Hvilket lovforslag relateret til lokationsteknologi er lige blevet vedtaget?
• Hvilken historie kører om lokationsteknologi i Ekstra Bladet?

Det endelige oplæg, som vil indeholde flere detaljer, får I på dagen.

Nu er der kun tilbage at tilmelde dig eventen på Facebook og at joine den dertil hørende Facebook page.

Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.

På den baggrund kan man kun konkludere at sociale  medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.

Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).

[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]

Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.

Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.

For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke?  Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.

Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.

Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.

Og den magt siger jeg da mange tak for…

Igår blev jeg kontaktet af TV2-Nyhederne, som ville lave et indlæg om Facebooks planer om at tilbyde en panik-knap, til børn og unge. Knappen skal give børn og unge en nem mulighed for at  rapportere krænkende og mistænkelig adfærd på Facebook. Som sædvanligt for nyheds-TV, fik jeg få sekunder og redaktionen udvalgte den mest poppede af mine udtalelser. I denne blogpost vil jeg prøve at nuancere sagen lidt.

Se indslaget her >>

Desværre var dette ikke et af de bedst researchede indslag, jeg har set i Nyhederne. I indslaget fremgår det nemlig at der er tale om en ny funktionalitet, som Facebook vil tilbyde alle deres brugere. Realiteten er imidlertid at der er tale om et tiltag som udelukkende retter sig imod britiske brugere og som desuden tilbydes som en applikation, som brugerne kan vælge at installere – og altså ikke en udbygning af Facebooks funktionalitet. Du kan se applikationen her.

Applikationens udbydes i samarbejde med organisationen CEOP og dens fremkomst på det britiske marked, skal ses i lyset af et pres fra politi og offentlighed for at “gøre noget” efter at en ung pige, Ashleigh Hall, blev myrdet af en person hun måske havde mødt på Facebook. Frustrerede borgere og ikke mindst en masse politifolk, oplevede efter mordet en helt forståelig trang til at gøre noget. Derfor lagde de pres på Facebook for at få en CEOP-knap installeret på sitet. Facebook nægtede og som kompromis blev en applikation udviklet. Men det er min opfattelse at dette tiltag desværre ikke vil gøre nogen særlig forskel i relation til Facebook. At applikationen har mere symbolsk end reel betydning, kan også ses ved at der stort set bare er tale om en webside, som vises “inde i” Facebook.

Man skal ikke glemme at en stor del af de organisationer som laver et godt stykke arbejde for at hjælpe og beskytte vore børn, desværre ofte er nødt til at ride på en folkestemning af skræk og forfærdelse, for at få opmærksomhed og bevillinger til at fortsætte deres arbejde. I den kontekst vil jeg gerne tage hatten af for det marketingarbejde som CEOP har gjort. Sjældent er en så simpel app blevet markedsført så effektivt.

Den sociale kontrol er den vigtigste på Facebook

Fra britisk politi og myndigheders side har det været fremført som argument for en Facebook-alarmknap, at der allerede finde lignende funktioner på sites som MySpace.com – men at drage den sammenligning er et udtryk for en vis uvidenhed. MySpace og Facebook er nemlig helt forskellige medier! Hvor MySpace er et anonymt medie som primært bruges til at finde nye kontakter, er Facebook et såkaldt forankret (ikke-anonymt) medie, som primært anvendes til at opsamle eksisterende kontakter. I mange tilfælde er børn og unge f.eks. venner med deres forældre og andre familiemedlemmer på Facebook. Dermed er det muligt at se både netværk og eventuelle fælles bekendte på de folk man får henvendelser fra. Det er derfor – alt andet lige – den sociale kontrol fra ligemænd og netværk, som spiller en stor rolle på Facebook, hvor det er ret besværligt at opbygge en eventuel “falsk” identitet.

Guns don’t kill people – people kill people!

Facebooks opbygning som forankret medie er naturligvis ingen garanti imod at kriminelle og andre psykopater kan møde ofre der. Den slags garantier findes nemlig slet ikke nogen steder. Men at give Facebook “skylden” er ikke ret logisk og nok snarere et udtryk for symbolpolitik og den hype alle nye medier er genstand for, end et udtryk for skarp analyse. Offer og gerningsmand har sikkert skrevet SMS’er til hinanden i forbindelse med at de skulle mødes. Skriver man derfor advarsler på mobiltelefoner? Deres møde har ganske givet kun været muligt fordi hjulet var opfundet – skal der derfor stå advarsler på busbilletter eller cykler? Facebook fik ikke den 17-årige Ashleigh Hall til at lyve for sine forældre og tage med en fremmed hjem. Og hvis man mener det, er den yderste logiske konsekvens at slå ned på alle redskaber som giver unge mulighed for at møde fremmede mennesker.

Den bedste forebyggelse er stadig tid og opmærksomhed

Men hvad får så en ung person til at vælge at mødes med en person som er dobbelt så gammel? Jeg vil meget nødigt såre eller anklage forældrene i den konkrete sag, men det er en gammel sandhed i psykologien at unge som ikke bliver set i tiltrækkelig grad af deres forældre, kan begynde at søge den voksenkontakt hos andre voksne. Unge som ikke oplever en god voksenkontakt, kan desuden ret nemt udvikle et lavere selvværd end jævnaldrende – og det er netop kombinationen af lavt selvværd og hunger efter at “blive set” af voksne, som skaber udsatte unge. Unge som kan blive så glade og smigrede over voksnes interesse på nettet, at de overhører alle advarsler. Hvis man hele sit liv har længtes efter at høre at man var fantastisk, vil man går langt for at tro på at det er sandt og for at det ikke skal holde op. Unge som er blevet set, rummet og sat grænser for, vil ikke have det “hul indeni” som gør dem modtagelige for voksne fremmede. Det bedste du OVERHOVEDET kan gøre for dine børn er derfor at være sammen med dem hele barndsommen. Ikke blot når de bliver teenagere (og oftest har et stort behov for at frigøre sig fra forældrene) og at give dem viden om at omgås fremmede – den samme viden som jeg fik i begyndelsen af 70′erne. Den gang der ikke fandtes internet – men alligevel fandtes børnelokkere.

Facebook har faktisk markedets stærkeste privatlivsindstillinger

Jeg hører mange klager over Facebooks manglende sikkerhed – men jeg vil gerne udfordre dig og bede dig vise mig en tjeneste der har privatlivsindstillinger som er bare halvt så detaljerede og udbyggede som Facebooks. Jeg medgiver at Facebook har lavet nogle kæmpe fuck-ups – ikke mindst da de valgte at nulstille alle privatlivsindstillinger i forbindelse med en opdatering for nogle måneder siden. Men det ændrer ikke på at disse indstillinger jo ikke kan beskytte en kontaktsøgende teenager, hvis han eller hun vælger at ignorere dem.

Den hårde realitet er at der altid har eksisteret charmerende psykopater og at nogle unge piger og drenge frivilligt er gået med deres drabsmænd siden tidernes morgen. Det er ikke internettets skyld – og det er ikke internettets, men forældrenes, ansvar at ruste de unge bedst muligt. Og selv med de bedste forholdsregler vil den slags mord vedblive med at finde sted fra tid til anden. Stillet over for den slags kolde facts, kan jeg godt forstå at man vælger råbe op og kræve panikknapper – men det bliver de bare ikke mere meningsfulde eller effektive af.

Hvordan bruger vi Foursquare? Virker “badges”? Hvor er det OK at tjekke ind?

Hvis du er Foursquare-bruger kan du bidrage til en lidt større forståelse af vores grænser og adfærd på Foursquare. Jeg har designet et mindre spørgeskema, som berører nogle af de spørgsmål jeg er faldet over. De burde både være nemme og interessante at svare på, så jeg håber at du vil deltage.

Velkommen til et stykke demokratisk “forskning”.

Undersøgelsens resultater holdes ikke ind til kroppen, men er frigivet under Creative Commons licens. Du kan se resultaterne, når du har besvaret spørgeskemaet.

Hvem står bag?

Mit navn er Anders Colding-Jørgensen. Jeg er psykolog (cand. psych.) med speciale i netadfærd og sociale medier. Jeg er desuden ekstern lektor i medievidenskab ved IT Universitetet og holder en masse foredrag.

På det seneste er jeg begyndt at undersøge de geosociale medier og andre lokationsbaserede tjenester. Derfor denne undersøgelse

I snart en måned har jeg prøvet den geosociale tjeneste Foursquare.com

Når jeg kalder Foursquare en geosocial tjeneste, er det fordi der sådan set kun er 2 dimensioner der har nogen form for relevans: den geografiske & den sociale (eller steder og mennesker eller hvor og hvem). Men selvom tjenesten er ret simpel, er det altså nogle af de helt centrale parametre for vores navigation i verden, som her kombineres.

Oprettelse af steder – en potentielt social handling

Nogen har oprettet "Starbucks University Village" og en bruger har tjekket ind

På Foursquare “tjekker man ind”. Det vil sige at tjenesten ikke foretager sig noget af sig selv, men at man på et givet sted kan vælge at klikke “jeg er her lige nu”. Og det er faktisk ikke den egentlige fysiske lokation man “tjekker ind på”. På Foursquare skal brugerne nemlig selv oprette steder at tjekke ind på – de såkaldte “venues”. Et venue er et sted som har et navn og en betydning for nogle mennesker – hvilket en adresse som Nørrebrogade 30 ikke har for ret mange og et geografisk koordinat som 55.678238,12.567968 har for endnu færre.

Alle venues er oprettet af brugerne og kan være restauranter og firmaadresser, men også folks hjem eller steder som “Metroen mod Vanløse” er typiske venues. Vi tjekker altså ind på stednavne som giver konkret mening for os. Og i realiteten behøver vi faktisk slet ikke at være i nærheden af de steder vi tjekker ind! Foursquare bruger altså lokation til at filtrere i data som er genereret af brugerne. Og det er i sig selv et socialt lag, hvor man kan kappes om at skrive den mest interessante og catchy beskrivelse af et venue.

Hvis oprettelsen af venues skulle have en større psykologisk betydning, skulle det være muligt at se hvem der har oprettet et venue. Så ville det blive til en social faktor at flashe hvor mange der checker ind på det venue man har oprettet. Jeg er imidlertid enig med Foursquare i deres valg af at skjule navnet på den som opretter et venue. Hvis opretteren var synlig, ville vi måske være utilbøjelige til at checke ind hvis en person man ikke brød sig om, havde oprettet venuet. Det kunne meget nemt medføre at man oprettede sit eget venue, hvilket igen føre til at der blev oprettet (endnu) flere venues for det samme sted – med dårlige data for tjenestens brugere til følge.

Lokationshistorik for kendt dansk foredragsholder, som rejser en del... og lever af kaffe og fastfood? ;o)

Vores spor bliver en del af vores identitet

Det er ikke nogen nyhed at de steder vi kommer siger noget om hvem vi er. På Foursquare bliver vores checkins til et spor af venues, som til sammen bidrager til vores online identitet. På samme måder som vores opdateringer, fotos og de links vi deler gør det. Prøv at se på de to eksempler på feeds her på siden. De screendumpet fra mine “venner” på Foursquare (I ved hvem I er) og tegner to ret forskellige personer.

Både valget af venues og opdateringsrytmen viser forskelligt temperament og handlemønster på de to feeds’ ejere. Disse informationer er sigende, men selvfølgelig ikke repræsentative. Først når vi lægger vores øvrige viden om folks personlighed og adfærd til, tilføjer disse informationer vigtige nuancer til vores billede af folk. Og selvom vi godt kan lide at tro at vi er rationelle i vores valg, så er det netop den slags subtile informationer som kan afgøre hvordan vi vælger at handle over for folk.

Lokationshistorik for en af mine yngre Facebookvenner - som er på Roskilde, ser det ud til.

Vi iscenesætter os aktivt med vores position

Med vores lokationshistorie åbner vi altså endnu en dimension af vores online identitet. Men da vi selv vælger hvor vi checker ind, bliver vores valg af checkin derfor “sociale valg” på linje med statusopdateringer og tweets. Vores lokationsdata er imidlertid mere diskrete og af en anden type end opdateringer og mikroblogging. Lokationsdata er implicitte – modsat en statusopdatering, giver lokationsdata nemlig ikke megen mening uden at man kender personen der bevæger sig. Det er derfor du sikkert allerede har forsøgt at gætte hvem den kendte foredragsholder i øverste feed-eksempel er.

Selv har jeg oplevet at jeg i nogle tilfælde har været i tvivl om hvor vidt jeg ønskede at checke ind et sted eller ej. Det som afgjorte hvad jeg valgte, var min bevidsthed om hvordan det ville kunne tolkes af andre brugere. Jeg oplevede for eksempel at jeg checkede ind på Aros i sidste uge, fordi jeg gerne lige ville have at det blev synligt at jeg bevæger mig omkring i landet. Når jeg om et par uger besøger Stockholm og Polen, vil jeg ganske givet også checke ind et par gange undervejs – da det giver et billede af bevægelse, som jeg gerne vil associeres med.

Vi kan flashe vores fysiske sociale netværk, hvilket angiver vores sociale status

Det er lettere at kontakte hinanden online end at mødes fysisk. Derfor har de fleste af os en masse online-venner vi aldrig har mødt (eller kun møder sjældent). At mødes fysisk kræver både tid og planlægning og det er derfor en større social gestus at vælge at mødes med folk end at skrive med dem. At have adgang til at mødes fysisk med interessante mennesker er derfor socialt attraktivt – og her er Foursquare en diskret måde at gøre sin sociale eksklusivitet synlig på. Jeg har personligt mærket hvordan det påvirkede min opfattelse af en person, at jeg så at vedkommende var tjekket ind hjemme hos en anden af mine “venner”. Og jeg har også selv oplevet at det spillede ind på min adfærd, hvem der ellers var checket ind på det sted jeg opholdt mig.

På Foursquare kan man altså flashe sine fysiske relationer eller undlade at tjekke ind, alt efter hvor meget social status der er i at tjekke ind hos andre. Hvis folk vælger at tjekke ind på dit sted, kan det altså være et regn på respekt – eller på at de vil låne af din sociale status.

Hannen (m/k) afmærker sit territorium

På Foursquare bliver den bruger der har tjekket ind flest gange på et venue automatisk “mayor” af det sted. Jeg har den sidste måned interviewet et par (mandlige) Foursquare-brugere om deres forhold til mediet og flere af dem udtrykker at det tilfredsstiller en trang til at “pisse territoriet af”, når man er mayor af steder som banegården, rådhuspladsen og kendte caféer. Med listen af mayorships, tilføjes en liste over de steder man besøger oftest, til vores identitet online, men samtidigt bliver mayorens ansigt vist hver gang andre checker ind på samme venue. Ingen andre ansigter ses (se eksempel til højre). Det er i sig selv en ret dominerende position at give en enkelt bruger i brugerfladen.

På dette eksempel er der desuden vist et “spacial mayor offer”. De særlige venue-bestemte tilbud er ikke slået igennem herhjemme endnu. Men de er måske heller ikke så psykologisk interessante i denne sammenhæng. Det som er værdifuldt at forstå hvad der driver os til at gå og tjekker ind og bliver mayors uden at få noget håndgribeligt for det.

Badges - virker de på dig?

Virker badges på dig?

På Foursquare optjener man desuden en række “badges”, efterhånden som man bruger tjenesten oftere og tjekker ind flere steder.  Jeg kan se disse badges som et gimmick, som kan give en mindre adfærdspsykologisk forstærkning og opmuntring for brugeren og vise andre hvor erfaren en given bruger er. Men jeg bruger dem ikke til noget selv og tillægger dem langt mindre betydning end viden om hvem vi er sammen med, hvor vi kommer ofte og hvor vi har været for nylig. Faktisk tror jeg at man kunne fjerne dem uden at det ville betyde ret meget for nye brugere.

Jeg har set undersøgelser der viser at badges indgår i intereaktionsdesignet – men det kræver jo at man betragter dem som noget bare lidt værdifuldt at opnå. Så der er noget jeg gerne vil vide fra Foursquare-brugere:

• Bruger du badges?
• Hvad bruger du dem til?

Kommenter gerne, for jeg fatter dem ikke helt ;o)

UPDATE 29/6: Har nu fået kigget nærmere på “badges” – læs mere i dette blogindlæg

[Update: For ikke at lyde som en lallende internet-evangelist, må jeg nok hellere lige præcisere at jeg ikke i sig selv ser det som et særligt interessant mål at vi i Danmark opdrages til at være storforbrugere af amerikanske nettjenester på asiatisk hardware. Det svarer til at sige at vi bliver en "førende fødevarenation", bare vi æder nok kogte ris og cheeseburgers. Det kan aldrig være et mål i sig selv at vi skal være forbrugere. Skal vi være førende på nogle bare nogenlunde meningsfulde parametre, må det snarere være områder som innovation i det offentlige eller eksport af software & services.

Så udtrykket "Danmark som førende IT-nation" lægger jeg op i bunken af floskler, sammen med dem om "Danmarks skal have universiteter i verdensklasse".  At se den slags trends udelukkende ud fra et snævert nationalt perspektiv er ærligt talt også lidt provinsielt.

Men siden 90'erne har det  jo været skiftende regeringers mål at vi skulle øge brugen af IT i samfundet. Det er grunden til at jeg ønsker Thor P tillykke i denne blogpost. Og tør nu øjnene, Thor. Det kan godt være at vi ikke kan købe hele verden - men nu kan vi i hvert fald tweete til den, når vi sidder på lokum. ]

Man skal passe på med hvad man ønsker sig – man risikerer at få det. Og når Thor P bliver så frustreret over at nettet nu er trængt ind i folketingssalen, kunne det tyde på at han (og andre forargede politikere) overhovedet ikke havde forstået hvor store konsekvenser det kan have at formulere brugen af IT som et samfundsmæssigt mål. For hvordan havde Thor P egentlig forestillet sig at et førende IT-samfund så ud?

At se Folketingets formand forsøge at bekæmpe brugen af internettet er som at se en mand forsøge at afværge en tsunami med sin paraply. Men Thor P og regeringen bør faktisk være jubelglade for og stolte over at politikerne nu er i direkte dialog med befolkningen og hinanden via internettet. Det er nemlig et meget klart symptom på at Danmark er gennemsyret af IT og internet.

Politikere er jo ikke kun politikere – de er også borgere. Og disse borgere har taget teknologien til sig og finder det helt naturligt at bruge den i alle sammenhænge. Også når de arbejde med politik. Og at det kan betale sig for dem tyder jo på at der også uden for folketingssalen findes mange mennesker som både bruger nettet konstant og gerne vil diskutere med politikerne.

Faktum er at visionen er ved at blive til virkelighed; en voksende del af danskerne bruger internettet på mobilen i næsten alle deres vågne timer og har adgang til viden og netværk konstant. Det bruger nogle danske politikere nu til at styrke kontakten med borgere og hinanden og inddrage deres vælgere og modstandere i den politiske detbat og proces. Så i stedet for at være frustrerede, burde vores politikere være begejstrede – af flere grunde: Twitter og Facebook i Folketinget er nemlig  ikke bare et symptom på en stor udbredelse af internet og teknologi i mange danskeres hverdag. Det ser også ud til at have bragt liv og frisk luft til den politiske debat og at flytte holdningen fra politikerlede til politikerinteresse.

Jeg siger ikke at bruge af medier altid er et gode. Og hvis det på længere sigt betyder at folketingets politikere bliver holdningsløse videreformidlere af pøbelens luner, vil det bestemt ikke være en forbedring af vores demokrati. En konstant fumlen med mobilen i vigtige debatter vil desuden heller ikke vil skabe skarpe og fokuserede debattører. Men grænserne imellem intern og ekstern bliver udfordret af internettet. Det er en mega-trend som alle organisationer lige så godt kan forholde sig til – før som siden.

Og hvis man står over for en tsunami, så er det måske ikke en paraply, men en helikopter man har brug for.