Vi forhandler konstant betydningen af nye fænomener i det offentlige rum og lige nu ser det ud som om vi er ved at blive enige om at vi alle skal måles på Facebook med samme alen som politikere og berømtheder.
Siden jeg blev født, har det været reglen at jeg hele tiden har måttet lære at forstå nye teknologier. Først var det farve-tv og stereo, som blev mainstream. Så trykknaptelefoner og sodavandsmaskiner. Siden kom fænomener som PC’en, telefaxen, videomaskinen, CD-afspilleren. Og endelig fik PC’en modem på og vi kom på nettet… og telefonen blev mobil, så man nu kunne ringe til en person og ikke til et lokale. Alle disse teknologier har haft en kulturel betydning, som vi har måttet forstå og vænne os til – men også forhandle os frem til.
Idag er det så fænomener som Facebook og Twitter som fylder en masse og lige om lidt vil det være GPS og lokationsteknologi vi alle forsøger at forstå. Og måden vi som samfund forstår den slags på, er primært igennem pressen, som blæser konkrete cases ud af proportioner og derpå henter diverse eksperter ind for at fortolke dem. Når medierne i disse måneder er fulde af historier om Facebook på 1000 måder, så er det altså et udtryk for at det er noget vi alle forsøger at forstå. For 10 år siden var det mobiltelefonen. Det er nyhedsinteressen og det uafklarede der driver journalister og kildrer læsere til at klikke eller bladre hen og læse hvad der nu er sket med Facebook i relation til kærlighed, arbejdsliv, politikere eller markedsføring. Ja, lidt ligesom da du klikkede ind på dette indlæg.
Teknologier er ikke entydige, så når vi forsøger at forstå betydningen af fænomener, finder der samtidigt en forhandling sted, som har til formål at skabe konsensus om hvad der er OK og hvad der ikke er. Der er (meget forenklet) den type kollektive forhandlinger, som har ført til at det i nogle kulturer er super høfligt at slå en skid når man har spist – og i andre er dybt frastødende.
I Danmark er vi lige nu ved at genforhandle hvor grænserne for det private og det offentlige går, efter Facebook kom til os. Begreber som “en gruppe” eller “en relation” må opdateres og det foregår, som altid, ved at pressen tager nogle enkeltsager og blæser op. Disse sager kan diverse eksperter kloge sig på – og på et tidspunkt er emnet så forhandlet af. Så er det ikke længere en historie. Vi ved alle hvad der er rigtigt og forkert og kan fræse videre til den næste enkeltsag.
En sådan enkeltsag var historien om Ditte Okman (bemærk linkboksen til højre, som er et fint katalog over noget af den offentlige forhandling) som blev en undskyldning for at forhandle bl.a. hvad der er privat og hvad der er offentligt på Facebook. Den medførte at en masse virksomheder formulerede Facebook-politikker og at mange fik stillet på deres privatlivsindstillinger. Enden på den sag er blevet at man “ikke skal skrive noget på Facebook, som man ikke ønsker at se på forsiden af EkstraBladet”. Som bl.a. vores hjemlige Facebook Guru, Mikael Lemberg skriver på Amino. Og umiddelbart lyder det da meget catchy – indtil man tænker over konsekvenserne.
For hvad er det man siger her?
Man siger i praksis at når noget er lagt på Facebook, så skal man være indstillet på at det kan ende hvorsomhelst. Hvis du fortæller noget til dine Facebook-venner i det halvoffentlige rum, Facebook – så er det altså helt legitimt at en af dine Facebook-venner tager det komplet ud af kontekst og smider det i medierne!
Men hvis Facebook er et halvoffentlig rum, så er det jo også halvprivat. Jeg vil sammenligne det med at du holder en fest i din have, som både er privat område, men kan ses af alle der kommer forbi – og nogen så tager et brandert-foto af dig og smider på forsiden af EB. Enhver der har arbejdet med kommunikation ved hvor groteske og misvisende ting kan virke ude af deres kontekst – og idag er der ikke mange af os som ville finde det acceptabelt.
Hvis vi alle skal være parat til at blive udsat for en “Okman”, er vi ved at forhandle en standard for din og min offentlighed som svarer til den vi udsætter politikere og celebrities for. Men er det virkelig hvad vi vil? Er du virkelig selv ude om det, hvis du inviterer folk ind i dit netværk og de så bruger dine udtalelser for at opnå egen vinding og omtale?
Vi har allerede et ord for mennesker som træder ind i halvoffentlige rum for at skrabe mediestumper til sig som de kan sælge til Ekstrabladet. det kaldes paparazzi. Er du din næstes paparazzi på Facebook? Eller har du fantasi til at forestille dig andre måder at forstå relationerne på i det nye rum imellem offentlig og privat?
De fleste af os har efterhånden en GPS-chip i vores mobil. Hvis ikke vi har, så har vi det med meget stor sandsynlighed i den næste mobil vi køber (Iflg Gartner vil 75% af alle mobiler solgt i 2011 have GPS indbygget!). Så når Facebook nu bevæger sig ind på det “geosociale” felt, hvilket de forventes at annoncere på deres udviklerkonference i disse dage, og dermed kombinerer mennesker med lokationer, så kan det komme til at ændre vores sociale liv fundamentalt!
Det kan måske lyde som en nørdet detalje. “Nå ja – det er da smart nok at man kan vise sin position med sin mobiltelefon”. Men min interesse er ikke nørdet. Jeg ser nemlig en række mulige psykologiske konsekvenser, som er spændende og rækker en hel del dybere end man umiddelbart kan forestille sig ved første øjekast. Jeg tror at lokationsteknologier vil nå en kritisk masse snart – ikke mindst hjulpet af Facebook. Det helt kritiske øjeblik bliver når vi vænner os til at have vores GPS tændt konstant og at afgive vores position til vores netværk løbende frem for punktvis. Men allerede når lokationstjenesterne bliver main stream, vil betydningen blive enorm!
Jeg derfor har samlet nogle mulige scenarier fra din nærmeste fremtid:
1. Det er slut med at spørge “hvor er du henne?” når du ringer
Siden telefonen blev mobil, har vi ringet op og spurgt hinanden: “hvor er du?”. Vores position er altså alene i sin nøgne form af stor betydning for os – og snart vil det være lige så naturligt at vise position som at vise telefonnumeret på den der ringer op (hvilket vi heller ikke altid har gjort). F.eks. mobilen ringer og viser teksten ”Jørgen – 1,2 km fra dig” samt et lille oversigtskort.
2. Du vil begynde at lade social status lede dine skridt
Forestil dig følgende: Du har valget imellem at gå på Jensens Bøfhus eller at gå på Meyers Deli. Du har faktisk mest lyst til det første, men der er jo lidt mere status i det sidste. Og det passer jo bedre med at du gik i Botanisk Have igår og at du valgte at kigge efter nye bukser i Pisserenden, frem for i Field’s. Du kan jo lade helt være med at være geosocial idag, men dine online-venner kommer jo så mange spændende steder, så du vil ikke stå tilbage. Du går på Meyers og spiser noget mad du ikke forstår, mens du tænker på fritter og all-you-can eat regnbue-is.
Hvis du troede at snobberi og præsentation af det ideelle liv havde toppet med at poste billeder af skiture, solnedgange og hvidvin på terrasen på Facebook, så kan du tro om igen. Det næste store statusgivende element bliver din position og hvor du måske nu hele tiden har i baghovedet hvordan det du foretager dig vil blive modtaget af dine venner på Facebook, vil du have i baghovedet, hvilken geografisk placering der vil give bedst status. Og du vil måske lige gå en omvej ad en mere statusgivende rute, for lige at kunne tjekke ind og tagge din position der.
3. Du vil bruge en masse ord på at “frame” dine positioner
Dine positioner kan ikke altid stå alene og det er derfor ikke uvæsentligt at du selv kan øve indflydelse på folks fortolkning af dem – at “frame” dem. Derfor vil du begynde at skrive en masse om egne og andres positioner og lade andet være usagt. Du vil være nødt til at distancere dig ironisk fra nogle steder og redegøre for hvorfor du ikke er andre. Nedenstående blev postet på Twitter af Andreas Johannsen (#4sq henviser til tjenesten Four Square):
Nu var det kun en bøssebar, men hvad nu hvis det havde været Fisketorvet? ;o) Du kan i hvert fald regne med at vi snart allesammen vil begynde at tale om vores geografiske position og at det bliver en aktiv dimension i vores sociale netværksaktiviteter.
4. Der åbnes helt nye muligheder for markedsføring via f.eks. Facebook og Google ads.
Hvis jeg fik en 5′er for hver gang nogen begejstret har fortalt mig om et banebrydende nyt forretningskoncept de selv har fundet på, som går ud på at matche brugerens lokation med målrettede annoncer, så havde jeg til at købe en ny telefon. Men overvej lige konsekvenserne af at det faktisk kan være lige om hjørnet nu:
Annoncøren kan målrette sine annoncer og vise et godt tilbud til mennesker som har stået mere end X sekunder foran butiksvindue Y. Så har du stået og savlet over den sidste nye Playstation, så er det måske lige en 10% rabat og et link til en webshop, du skal have, når du igen sidder ved din PC.
Cross media marketing: Det store billede på en out door giver en psykologisk “impact” som er større end den som små online-annoncer kan give, men til sammen kan man forvente en større effekt. Annoncøren på f.eks. kan målrette annoncerne på nettet, så de rammer folk som er gået forbi en outdoor annonce mere end 10 gange. På den måde kan en lille annonce maksimere effekten af den store og desuden koble et link på til H&M’s Facebook-side eller webshop (hvis de har sådan én).
Dynamiske outdoor-reklamer. Det kræver ikke ret stor opgradering af outdoor-medierne (en storskærm og en PC der er koblet på Google Adsense) før de kan begynde at vise annoncer der er baseret på dine præferencer. Og andre lokationer. Hvis du lige har været i biografen og se The Wolfman, vil ovenstående outdoor H&M reklame med Benicio Del Toro nok ramme ret godt plet. Google har allerede et komplet overblik over hvad biograferne viser hvornår!
Hvilken værdi tror du annoncører har af at vide om du er sammen med venner, er et sted for første gang, lige har været et bestemt andet sted, er ude for første gang idag, tit går i Tivoli, kun besøger storcentre i weekenden, er på værtshus 3 timer hver dag osv. osv?
“Men jeg vil da aldrig lade min mobil fortælle hvor jeg er henne!” Jo! Det tror jeg faktisk at du vil. For ellers vil du gå glip af de rabatter som tilbagevendende kunder får de steder du handler. Og du vil ikke kunne bruge den reklamefinancierede wi-fi som din by tilbyder! Og endelig vil du manuelt skulle fortælle dine Facebook-venner hvor du er. Det er ikke ret subtilt og so 2010!
Den geografiske dimension vil åbne mulighed for at dine omgivelser kan reagere på dig og det varer ikke længe før du husker tilbage på den gang man selv var nødt til at fortælle hvor man var henne, på samme måde som du idag ser på fænomener som telefonbøger og virksomheder som ikke har et website.
Du har sikkert tænkt på mange eksempler selv og er velkommen til at dele her
Facebook er smart! Det er en effektiv platform for deling af links, billeder og video med minimalistiske kommentarfunktioner. Platformen er kendt af store og små, har flere millioner brugere og er nem at bruge rent teknisk.
Den er med andre ord et tæskegodt bud på den kommunikationsplatform som mange virksomheder har ventet på: nemlig platformen som kan rive mure ned og give direkte adgang til at lade viden, fortællinger og brugerindput flyde til og fra organisationen. Facebook kan skabe transparens ind til de processer hvor brugerne kan bidrage til at gøre produkter og ydelser mere konkurrencedygtige og selve dialogen er nem at gå til og fra og billig at deltage i. Og så er det gratis.
Men hvorfor i alverden er det så at så utroligt få offentlige og private virksomheder får nogen som helst nævneværdig værdi ud af at bruge platformen?!
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.
For hvad nytter det at vi tager et medie i brug som kan skabe dialog og transparens og inddrage brugere, hvis vores forretningsprocesser ellers foregår som de gjorde for 20 eller 50 år siden? Hvis I f.eks. er en offentlig forvalting er jeres forståelse af sagsbehandling måske at man inviterer borgerne ind i et lille lokale én ad gangen, lukker døren snakker med dem om stort set identiske emner, indtil I har været allesammen igennem. Med en sådan samlebånds-forståelse af sagsbehandling, kan det være svært at se Facebook som andet end et lidt spøjst nyhedsbrev. I ville måske skrive ting som “Husk at forvaltningen holder påskeferie i næste uge”. Og hvis jeg talte om transparens, så ville I måske synes at det lød lidt tåbeligt og abstrakt og ønske at jeg snart holdt kæft.
Men hvad nu hvis I besluttede at I ville skabe en langt bedre og mere gennemsigtig sagsbehandling som måske mindede mindre om en fabrik og mere om en workshop? Hvis I ønskede at inddrage borgerne som andet og mere end kunder i butikken? Så ville I måske se Facebook som et sted man kunne lægge sin ikke-personfølsomme sagsbehandling, så folk i lignende situationer kunne deltage, eller nyde godt af svarene. Eller hvor man løbende kunne få hurtige forslag og lodde stemningen omkring nye tiltag osv osv. Selvfølgelig er Facebook for primitivt til andet end de mest simple processer – men du forstår sikkert eksemplet.
Så hvis jeres indre processer er bygget op som industrisamfundets samlebånd, skal I ikke regne med at få stor værdi ud af at invitere til bred dialog og inddragelse på Facebook. Hvis jeres organisation er topstyret og ekspertcenteret, skal I ikke regne med at få værdi ud af at spørge folk til råds om noget på Facebook. Og hvis I ikke er indstillede på at lukke folk ind til de dele af jeres organisation som virkelig har betydning, skal I heller ikke forvente at folk gider at beskæftige sig med jer på Facebook.
Man behøver jo ikke at være organisationspsykolog for at se at hvis I klistrer nye og inddragende kommunikationsværktøjer på en lukket og gammeldags organisation, så ender I som de fleste andre organisationer der er på Facebook idag. Uden at få nogen nævneværdig værdi ud af besværet.
Husk det nu: Værdien findes ikke på internettet men i jeres organisation og dagligdag. I skal altså ikke bruge jeres organisation til at lave god Facebook, men (måske – alt efter hvilken type organisation I er) bruge Facebook til at lave en bedre organisation!
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status.
På samme tidspunkt dukkede en video op, som viste amerikanske soldater (vore allierede) i færd med munter nedslagtning af civile fra en helikopter i en forstad til Baghdad. Man kunne have forestillet sig at disse videoer havde stjålet opmærksomheden fra Okmans grovheder og måske medført et krav fra offentligheden om en større debat om vores krigsindsats og baggrunden for at vi idag stadig er en krigsførende nation – med allierede, hvoraf nogle opfører sig som kliniske psykopater.
Men det var Okman som klart løb med al opmærksomheden. En person som opfører sig som en rejekælling og står på et hjørne og råber banale uforskammetheder af sig, har altid være bedre sladrestof end komplekse geopolitiske forhold. Og er der noget som folk der arbejder med kommunikation desuden ikke kan stå for at kloge sig om, så er det når andre i kommunikationsfolk kvajer sig med deres kommunikation.
Det bemærkelsesværdige ved den (i øvrigt komplet banale) Okman-case, var imidlertid at den fandt sted nu og ikke for et eller to år siden. Facebook er nemlig ikke et nyt medie længere og det er ofte når vi tager nye medier i brug, at vi bliver overrumplet af deres konsekvenser.
Da skriftsproget blev alment udbredt, skulle man pludselig huske på at ens tanker rent faktisk kunne blive liggende i lokalet, efter man var gået – og dermed blive læst af andre. Med telefonen, skulle man vænne sig til at den man troede man talte med, i realiteten kunne være en helt anden. Eller at der kunne være medhør på og svigermor kunne høre at man kaldte hendes julegave hæslig. Med fremkomsten af email, skulle man vænne sig til at et forkert klik kunne sende en privat besked til en forkert person, at den man mailede med, måske havde en 3. person på BCC. Eller at den rare dame man skrev med, måske i virkeligheden var en skurkagtig mand der sad i Nigeria.
En lidt mere pikant variant sås da en af mine venner (du ved hvem du er) havde bedt Microsoft Messenger om automatisk at fortælle alle sine venner hvilken musik han hørte i Windows Mediaplayer lige nu og pludselig syntes at høre en sang der hed ”horny teen amateur gets fucked.avi”.
På Facebook skal vi jo lære at mennesker kigger med – også selvom de måske aldrig selv skriver noget og dermed virker usynlige for os. Og når vi så vælger at danne elektronske relationer til dem vi drikker fyraftensbajere og går til receptioner med, så er grænsen imellem privatliv og arbejde ikke hvad den har været. Det kom helt bag for folk for et par år siden, men takket være en masse gode folk og firmaer, som har lavet guides om Facebook’s privatlivsindstillinger, kombineret med den generelt stigende erfaring med mediet, er det efterhånden almindelig viden at man selv har et ansvar for at beskytte sine opdateringer – ellers er de i realiteten offentlige. Og hvis man blander private relationer med jobrelaterede, så kan de fleste kommunikationsmedarbejdere idag finde ud af at inddele folk på forskellige lister som ikke allesammen har adgang til at se det samme. Kunne de det ikke før, kan de det i hvert fald nok nu.
Men helt aktuelt tænkte Ditte Okman (en professionel kommunikationsmedarbejder!!) angiveligt ikke på at det hun skrev faktisk røg ud til hendes journalistvenner og andre sladrehanke, hvoraf nogle så gjorde hvad alle gode venner gør: solgte historien til pressen. Det gode ved den slags cases er at de fremskynder offentlighedens opdragelse og gør det mindre sandsynligt at netop det sker igen. Men hvad bliver så det næste?
Vil du være ekspertlækker, så begynd at tale om geo-sociale medier
Iflg. Gartner vil 75% af alle solgte mobiltelefoner næste år indeholde GPS. Vi får allerede nu avanceret lokationsteknologi smidt i nakken, men vi har stadig ikke set den store udbredelse af lokationsbaserede tjenester. Det er stadig mest “early adopters” som eksperimenterer med de geosociale medier på deres iPhones. Men det er kun et spørgsmål om tid – måske meget kort tid – før folk i hobetal begynder at benytte sig af de GPS-chips, som ligger i deres mobiler. Det kræver kun at teknologien lige får det sidste nøk i retning af kompatibilitet og ensartethed – og dermed danner grobund for nogle tjeneste som kan samle os allesammen på samme måde som email eller Facebook gør idag.
Når først det hele virker, så vil folk begynde at stole på tjenesterne og lægge forretningskritiske og sociale processer ind på dem. Og når vi først vænner vores familie til at de kan finde os – eller får løn efter hvor ofte vi opholder os et bestemt sted, så vil disse tjenester ikke længere være noget vi tænder en gang imellem – men noget der står tændt hele tiden. De geosociale medier står over for at forandre vores verdensbillede igen – snart vil det være slut med at ringe op og spørge hinanden “hvor er du?”.
Og når det sker, vil det lige tage os et år eller to at følge med. Og så er det at vi glemmer at vores mobil sladrer om hvor vi er henne til vores venner. Og så er det at din gode ven Michael Jeppesen pludselig står helligt frem og sladrer om at du slet ikke var til det møde på Island som du sagde du var, men at du måske var taget på ferie med din famlie. Eller at du var på Christiania, på værtshus, hos din ex eller på bøssebar.
Så kære journalist i by og på land: hvis du vil være helt fremme på beatet med de nye teknologiers betydning for os, så er det NU du skal begynde at tale om hvad de nye geosociale medier kommer til at betyde for vores hverdag.
Hvis man skal finde en meningsfuld anvendelse af begrebet “sociale medier”, så må det være at det er medier der i teorien giver alle en lige mulighed for at komme til orde og deltage i samtalen. “Sociale medier” har altså en grad af horisontalitet; frem for at være domineret af en afsender og nogle modtagere, kan vi nu alle fungere som både afsendere og modtagere.
Når man med den definition betragter medier som Youtube, WordPress.com, Facebook, Twitter osv, så passer den jo temmelig præcist. Alle kan oprette en blog eller lave en profil. Når begrebet alligevel ender med at være et pop-begreb, som snart vil forsvinde, er det fordi det faktisk ikke tilbyder noget fundamentalt nyt. For hvad vil det sige at alle kan fungere som både udgivere og brugere eller afsendere og modtagere? Det vil ikke sige andet end hvad internettet har handlet om fra dag nul!
Internettet er nemlig skabt horisontalt (eller socialt, om du vil), i den forstand at alle kan sætte en server op og alle IP-numre i princippet er lige. At alle kan deltage på lige fod er altså ikke noget som Facebook eller WordPress har skabt – det er bygget ind i internettets fundamentale struktur! I begyndelsen af www (1994) da alle fik mulighed for at publicere HTML-dokumenter, kom jeg online på Københavns Universitet (på den svimlende hurtige 2mbit forbindelse som hele universitetet delte) og det varede ikke længe før jeg begyndte at lave mine første grimme hjemmesider. Og det som var gældende den gang var at det var besværligt at skulle opfinde alt fra bunden.
Derfor var det en befrielse da de første formaliserede værktøjer dukkede op fra 1998-99, i form af CMS-systemer. Faktisk lavede mit første selvstændige firma netop CMS-systemer til små og mellemstore virksomheder i 1999-2000 og jeg husker hvordan virksomhederne gerne gav afkald på nogle designmæssige frihedsgrader, imod til gengæld at få en struktur. Et i teorien uendeligt antal designmuligheder blev altså her erstattet af nogle strukturerede systemer og nogle navigationsmæssige designkonventioner. Internettet var modnet og dets tilgængelighed var øget – og nettets samfundsmæssige betydning kunne derfor tage nogle kæmpe skridt fremad. Det var ikke en revolution, det var en formalisering som voksede frem organisk, på markedets vilkår.
Det som sker i disse år, med medier som Facebook, er heller ikke en revolution – det er også bare evolution. Yderligere institutionalisering gennem almene standarder og en række nye globale tjenester fratager os nogle frihedsgrader men giver os i stedet tilgængelighed og større anvendelighed. Og som følge deraf stiger nettets samfundsmæssige betydning. Men intet er fundamentalt ændret! Internettet er stadig socialt i sin struktur og “sociale medier” er bare internettet i enhver væsentlig betydning.
Det betyder ikke at nettet har fået mindre betydning – tvært imod. Men blot at begrebet “sociale meder” ikke tilbyder os andet end en gradsforskel. “Resten” af begrebets funktion handler mest om et skabe en diskurs som gør det muligt at tale om internettets stigende betydning for os som personer. Denne samtale foregår nemlig i høj grad i det offentlige og journalistisk medierede rum (jo den gør – for langt de fleste af os!) – og en stor del af vores journalistik drives jo som bekendt af oplevelsen af nyhed og påtrængende aktualitet!
Også websites som vi normalt ikke anser for at være “sociale” (som f.eks. store corporate sites) bygger på den samme sociale struktur. Alle kan i princippet lave et website magen til – og hvis vi ikke gør det, er det ikke internettet skyld. Alle websites er så at sige bygget på en social/horisontal grund – men hvor virksomheders website opererer på en makro-plan (du skal selv oprette et tilsvarende corporate site for at blande dig i dén samtale), så har vi disse år fokus på mikroplanet. På den del af samtalen som handler om ord, billeder og sætninger som har enkeltpersoner som afsender.
Begrebet “sociale medier” peger altså på en yderligere institutionalisering af internettet – intet mere! Den analytisk korrekte term ville være “det moderne internet” eller bare “internettet”. Men det betyder jo ikke at du skal holde op med at bruge begrebet – jeg bruger det selv, for ellers forstår potentielle kunder og samarbejdspartnere ofte ikke hvad jeg taler om i 2010. Men du skal bare ikke tro at du taler om noget konkret. Er du i tvivl, så prøv lige at spørge sidemanden om en konkret definition (ikke eksempler, det er for nemt) på sociale medier.
Hvis du vil sige noget konkret, som samtidig giver mening, så kan du prøve en øvelse jeg introducerede tilbage i 1999, da jeg alt for ofte oplevede at den nørd der skiftede toner på printeren og installerede PC’er pludselig sad med ved møderne om virksomhedens kommende website (det hele handler jo om computere, ikke?). At spørge computernørden om hvordan virksomhedens website skulle se ud, svarer til at spørge din mekaniker hvor du skal rejse hen på bilferie. Det giver jo ingen mening – og for at få flyttet fokus hen på det forretningsmæssige, hvor samtalen hører hjemme, introducerede jeg følgende dogme, som jeg foreslog til mine møder:
“Prøv at fortælle hvad I gerne vil opnå, uden at bruge navnet på nogen teknologi!”
Hvis du ikke kan det, har du fokus det forkerte sted (din nørd ;o). Det eneste vigtige samtaleemne er nemlig – som det altid været – hvordan vi driver og udvikler vores organisationer! Ikke hvad forskellige ting på internettet for tiden bliver kaldt af journalister.
Derfor vil begrebet “sociale medier ” snart gå samme vej som “virtuel”, “cyber”, “web 2.0″ og “dot.com”, hvis ikke det skifter betydning (ordet “social” er jo ret alment og slidstærkt) til noget langt mere præcist, som handler om processer og ikke et antal websites.
Jeg blev forleden bedt om at komme med et eksempel på virksomheder der brugte blogging succesfuldt. Som altid, når journalister spørger om den slags, så er de jo ikke interesserede i at jeg selv skaber stort set alle mine kunderelationer gennem min blog – de er interesserede i store virksomheder eller cases med mange besøgende.
Og som altid, når jeg bliver bedt om at komme med succeshistorier, bliver jeg blank. Da jeg ikke er en evangelist, som rejser omkring og fortæller virksomheder hvor fantastiske sociale medier er (det lader jeg andre om) så har jeg sjældent et batteri af powercases present i hukommelsen. Der var dog alligevel én case som fremstod ret klart, og det var hostingvirksomheden Surftown. Surftown henvender sig bl.a. til billig-segmentet og er dermed head-on konkurrent til en anden hostingvirksomhed, nemlig One.com.
Og det er her at jeg vil fremhæve Surftowns brug af blog som en faktor som i mine øjne udgør forskellen på en anonym virksomhed og en virksomhed med en stemme – et menneskeligt ansigt, om man vil. Nu vil jeg gerne medgive at de to virksomheder ikke er ens – hverken i marked eller i produktprotefølje. Men de er ens i den forstand at ingen af dem har et fantastisk ry og at de som sagt begge bl.a. tilbyder webhoteller til nærige eller fattige mennesker. Og når man skal danne sig et indtyk af hvor ens websites ligger tryggest, så er det netop bloggen – oplevelsen af menneskerne bag – som kan gøre udslaget. Prøv selv at besøge hhv one.com og Surftown (se blog) og klik omkring. For mig var det direkte mærkbart at sympatien steg, da jeg først havde været inde forbi bloggen hos Surftown. Der kommer ganske enkelt en stemme på.
At one.com for tiden lider af en række svære tekniske problemer der forringer ydelsen på deres i forvejen meget ringe discountprodukt (som jeg tidligere har anbefalet til low-end kunder og derfor stadig har berøring med), gør det kun forskellen endnu tydeligere. One.com’s eneste kommunikation til den enkelte bruger er nemlig nogle supportmedarbejdere – der som Komiske Ali ikke bestiller andet end at fortælle at de skam ingen fejl kan konstatere og at man måske selv har lavet en fejl. Her kunne en dialog helt sikkert have undgået den uoprettelige badwill, som one.com for tiden oplever. Bl.a. er 300 ITU-studerende i disse dage ved at flygte i trop fra one.com, som ellers hostede deres kursusblogs.
Men det handler jo heller ikke her om teknologier som f.eks. blogs eller lignende, men om forskellige virksomhedskulturer. Jeg har ikke egenhændigt afprøvet hvordan Surftown performer på deres billige webhosting (kun at de konsekvent aldrig bliver anbefalet, når jeg spørger folk efter alternativer til one.com) men de slår One.com med hestelængder, når det drejer sig om at signalere åbenhed og nærhed i deres kommunikation.
Hver gang en ny teknologi bliver gjort populær og rammer markedet i form af forbrugsprodukter, kan man stille sit ur efter de lommeanalytikere og journalister som i kor giver sig til at erklære et eller andet tidligere eksisterende fænomen eller medie for dødt.
Da fjernsynet vandt frem, blev biograferne af disse analytiske genier erklæret for snarligt døde. Det sket igen da videomaskinen kom frem. Og DVD’erne . Og video på internettet. Og biograferne er her endnu. Da e-handel blev gjort teknisk muligt for masserne, blev “gammeldags” indkøb spået en hurtig og brutal død. Virksomheder som havde en fysisk butik, blev nærmest latterliggjort med udtryk som “gammel økonomi” og “bricks and mortar”. Idag er der ikke mange der taler om ny og gammel økonomi (der er igen kun god og dårlig økonomi) og selvom vi handler på nettet som aldrig før, så åbnes der stadig nye fysiske butikker hver dag. Med fremkomsten af kombinationen af wordprocessing og internet, blev det papirløse samfund erklæret for nært forestående – idag bruges der papir omkring som aldrig før i verdenshistorien. Og snart har hver eneste kineser en laserprinter. You do the math.
For nylig kom Apple så frem med deres version af “tablet pc’en” , hvilket fik samme populæranalytiske alliance til at spå at aviser og bøger nu med sikkerhed vil være borte om få år. Og lad mig udløse spændingen for jer: det vil heller ikke ske denne gang. Men hvad er det, der får disse “analytikere” til at springe ud af æsken med deres nul-sums analyser gang på gang, selvom virkeligheden uophørligt modsiger den slags analyser?
Det nærmeste svar jeg kan komme med er at de er nørder. Lad mig forklare det lidt nærmere. Med nørder mener jeg at diverse medier, i disse analytikeres grundlag, ofte reduceres til et middel til at flytte bits fra A til B. Læg hertil en fundamental rationalitstisk antagelse om at den mest friktionsløse overførselsmåde altid er den mest levedygtige. For eksempel: Hvis en biograf er en mekaniske der skovler filmbits ind i min hjerne og man kan gøre det hurtigere og mere friktionsløst med en DVD, så er den eneste logise følgeslutning at fremkomsten af DVD vil få folk til at holde op med at gå i biografen. I samme tækning er e-handel en mere effektiv og friktionsløs måde at erhverve sig en vare på, hvorfor fremkomsten af ehandel vil gøre enhver fysisk butik overflødig. Og hvis det ikke sker, er det kun et spørgsmål om dårlig logistik. Og altså på samme måde med aviser: da bits’ene i en avis kan flyttes mere friktionsfrit over i min hjerne med en e-dims end på “døde træer” (som papirmediet kaldes, hvis man vil latterliggøre det), så må fremkomsten af e-læsere uvægerligt føre til avisdød.
Kære analytiker – derfor behøver du den æstetiske dimension:
Jeg siger ikke at nogle af disse fremskrivninger ikke kan blive sande. Eller at de ikke til en vis grad er det allerede på nogle områder. Men jeg siger at mange lommeanalytikere misser en pointe som spiller mindst lige så stor rolle som den informationsrationalistiske; nemlig den æstetiske dimension som viser sig ved at at vi faktisk kan lide at gå i biografen, at gå ud og handle og at sidde med en stor og lidt uoverskuelig avis.
I den “æstetiske” verden forbruger vi medier for deres egen skyld, hvis de er lækre. Ikke kun fordi der er effektive. Og det kan føre til synergier og helt nye forbrugsmønstre. Vi bruger f.eks. ikke nødvendigvis Twitter mindre på vores PC, fordi det også er fedt at bruge det på mobilen. Og vi går stadig i biografen selvom vi kan købe en DVD – måske endda fordi vi har set traileren i vores netavis. Eller måske bare fordi det er dejligt at gå et sted hen med nogen vi vil være sociale med. Og vi handler i fysiske butikker hver dag, fordi det kildrer vores æstetiske sans at se bjerge af grøntsager eller besøge fiskehandleren. Eller går i IKEA med kæresten – simpelt hen fordi det er dejligt at have en kæreste at gå i IKEA med!
Hvis du forsøger at forklare verden udelukkende ud fra rationalistiske analyser, er du altså hvad jeg i denne sammenhæng kalder en nørd, som fokuserer ensidigt på enkelt aspekter af virkeligheden og laver analyser ud fra dem. For hvordan forklarer disse rationelle analyser at der stadig findes teatre, når det nu er nemmere at se en film? Hvorfor drikker vi øl, vin og whisky, når det samme resultat kunne opnås med et glas finsprit? Hvorfor drikker vi kaffe, når vi kan spise koffeintabletter? Og hvorfor laver vi stadig lækker mad, når det samme formål kunne klares med en vitaminberiget proteingrød?
Tro nu ikke at jeg siger at disse teknologier ikke spiller en gigantisk rolle i vores samfund. Det er helt klart at en stor del af dem har vist sig at gøre det – også på måder som denne skribent endnu ikke har fattet. Men selve ideen om at vi udelukkende handler rationelt er de fleste økonomer gået væk fra for år tilbage, fordi analyser baseret på den konstant slog fejl. Og også inden for medieanalyserne bør det efterhånden snart være klart at disse kortsigtede analyser der er baseret på en fremskrivning af nutiden ud fra en rationalistisk nul-sums-tænking ikke producerer meget andet end fremtidens anekdoter.
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
For er der noget jeg ikke er interesseret i, så er det en social netværkstjeneste der ved noget om mig. Og det stopper jo ikke der; når jeg fortæller om min alder og mit køn, bliver det brugt til at sende mig reklamer der passer til mit segment. Og når jeg lægger billeder ud af min carport og min aftensmad, kan jeg ikke engang være 100% sikker på at de ikke bliver set af andre!
Nu må det stoppe! Jeg kræver at Facebook holder op med at bruge mine data til annonceformål. Hvorfor skal jeg have målrettede reklamer, når jeg kan få 100% random reklamer for trussebind og diverse gerontologiske serviceydelser? Hvorfor skal jeg belemres med forslag om at blive venner med folk jeg selv har søgt efter, når det nu er så meget mere frigørende at jeg selv skal gå ind og søge efter dem hele tiden for at finde ud af om de nu er kommet på Facebook? Og hvorfor skal jeg finde mig i at alle mulige mennesker kan komme til at se mine fotos! De er jo private – det er jo netop derfor jeg har lagt dem ud på internettet!
Hvorfor kan Facebook ikke være som Google?! Google har ikke en side hvor jeg kan gå ind og bestemme hvad andre må se – deraf kan jeg kun slutte at Google ikke gemmer data om mig som andre kan misbruge. Selv har jeg naturligvis opsat de strengeste privatlivsregler på min Facebook-konto. Det siger sig selv at jo mere hemmeligsfuldt jeg opfører mig på en social netværkstjeneste, jo mere værdifuld er den for mig og dem jeg er “venner” med.
Og hvad med børnene – tænker ingen på dem?! Da jeg var dreng, fik jeg at vide at jeg ikke måtte gå med fremmede hjem, lige meget hvor rare de virkede – men siden Facebook kom, er det nu blevet fuldkommen umuligt for mig som forælder at lære mit barn helt fundamentale principper for social adfærd og de er derfor nu helt blottede for børnelokkeri.
Værst er det dog at Facebook tjener penge på mig og sælger mine informationer til annoncører! Det er simpelt hen for grådigt og må høre op! Jeg mener istedet at det ville være rimeligt at Facebook havde en forretningsmodel der gjorde dem stort set værdiløse for annoncører, samtidig med at de gratis stillede en tjeneste til rådighed for mig, som jeg bruger hver dag og hverken ville undvære eller betale for.
On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut.
Jeg er ved at vænne mig til det friktionsløse samfund, hvor jeg selv er nødt til at opfinde mine fysiske udfordringer og betale for at udøve dem, fordi min hverdag er fuldkommen støvsuget for enhver aktivitet der kan give mig modstand. Hvis bare jeg har penge på kortet, adlyder verden mit mindste klynk. Jeg kan blive kørt til døren med et vink af en hånd, mens jeg lige tjekker nyheder på mobilen, så jeg sikrer at jeg ikke går i mange minutter uden at få et nyhedsfix. Konstant være opdateret om alle de nyheder som aviserne er nødt til at opfinde for at tilfredsstille mit konstant stigende behov.
Jeg er højt oppe i dosis – en gratisavis er forældet lidt over middag, hvor jeg allerede er blevet træt af diskutere dens overskrifter på Twitter. Ud på eftermiddagen sejler jeg fed og oppustet igennem en losseplads af video jeg ikke har bedt om, artikler jeg ikke behøver og social media opdateringer om dit toiletbesøg og din grimme hund.
Og jeg kan allerede se hvor det ender. I den yderste ende af det friktionsløse underholdningssamfund findes jeg som et væsen der forventer at få mine behov dækket NU! Et væsen der betragter en forsinkelse som et nedbrud og som eksploderer med et #FAIL i selvretfærdig harme, hvis den store glatte maskine der mader mig med billeder og næring tillader sig at hoste lidt. Jeg bliver med andre ord til et stort, urimeligt spædbarn.
Men handler livet om at nå fra vugge til grav, så effektivt og friktionsløst som muligt? Jeg vil faktisk gerne have busser der kun kører på bestemte tidspunkter, så jeg bliver tvunget til at stå og tænke over min bevægelse igennem byen. Jeg vil have restauranter der serverer noget bestemt – og ikke bare hvad jeg har fantasi til et forlange. Jeg vil have regnvejr, jeg ikke kan flygte fra. Jeg vil have biografer der viser bestemte film og derfor tvinger mig til at vælge. Jeg vil have en verden der bestemt og uforskammet tillader sig at opføre sig anderledes end jeg lige troede den skulle! Jeg vil have kærlighed, der også gør mig ulykkelig fra tid til anden (ikke for ofte, dog) og nye relationer der presser sig på, når det er mest ubelejligt. Jeg vil have teknologi, der ikke opfylder alle mine behov for at møde andre mennesker. Har du lagt mærke til at du først taler med dine medpassagerere, når toget er forsinket?
Og grin du bare overbærende af min totale mangel på ironi – mit romantiske råb på en verden der er lidt mere beskidt, duftende og uforudsigelig og mindre slap, friktionsløs og infantil. For når du mærker dybt efter, så ved du jo godt at jeg har ret.
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.
Jeg er altid glad for at bidrage til nye undersøgelser om områder som Facebook, fordi det i mine øjne er på tide at vi får mere konkret viden. Blandt andet om disse mediers reelle betydning og eventuelle erhvervsmæssige potentialer. De sociale medier er ikke nye længere og der mangler undersøgelser der går lidt dybere end de almindeligheder, de fleste undersøgelser idag kan byde på. Jeg tænker her på de mange undersøgelser der kan fortælle os at XX danskere bruger Facebook eller at YY % har prøvet at bruge Twitter.
Vores planlægning førte til nogle interessante udkast til undersøgelser inden for det erhvervsmæssige område, som du må vente med at få detaljer om. Men der blev også kastet temaer og ideer i vejret inden for de mere personlige aspekter af at bruge sociale medier. Og det er især ét tema, jeg synes er værd at dele her. Vi kom nemlig til at spekulere på hvor aggressionerne bliver af på de sociale medier. På Facebook er der mange som fremstiller en facade som kan minde om et amerikansk forstadskvarter. Der er muligvis en masse konflikter og sortere sider, men når man ser på sit Facebook feed, så er vi alle generelt set utroligt søde ved hinanden og trykker LIKE og giver positive kommentarer og støtte til hinanden. “Facebook er et glansbillede” som en af deltagerne formulerede det.
At vi ofte lufter vores empatiske og sociale side og undgår aggressiv adfærd, skyldes jo nok at vi ligger under for social kontrol, da vi på sociale medier konstant har vidner på vores ytringer. Det er jo hele idéen ved Facebook og Twitter at vi alle kigger med på hvad vi siger til hinanden. Og ikke mindst på Twitter i Danmark, synes jeg at tonen er meget civiliseret. Men hvor går aggressionerne hen? Vi kan da ikke synes at hinanden er fantastiske hele tiden. Hvordan siger man IDIOT på Twitter?
På Twitter og ikke mindst på Bølgen – DK’s førende Wave Magasin – fandt der for nylig en diskussion sted om det acceptable i at bruge #fail som en såkaldt hash tag (en emnemarkering af sine Tweets). Det var som om at det var tilstedeværelsen af negative ytringer som skabte aggressioner og dårlige vibes på mediet. Og selvom jeg medgiver at det er bøvet at høre på folk der bare brokker sig (også på twitter), så er det jo en ren illusion at vi kan kommunikere uden at være sure eller have konflikter. Og når vi ikke kan udtrykke negativitet direkte, så bliver vi måske passivt aggressive? Måske vi viser negativitet ved at undlade at svare, at ignorere, at undlade at give fuld adgang til vores profil etc?
Vi endte med en vifte at spørgsmål som alle handler om de mere asociale sider af vores relationer og hvordan de finder plads på disse (åh så) sociale medier. Jeg aner ikke hvornår undersøgelserne er færdige, men jeg vender tilbage når jeg hører noget. Indtil da kan du jo spørge dig selv hvor dine aggressioner bliver af på Facebook og Twitter. Eller om medierne er ved at forvandle dig til passivt aggressiv.
I løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til en artikel, der konkluderer at vi ikke lyver om os selv, når vi fremstiller os selv på Facebook.
Denne journalistiske artikel referer en videnskabelig artikel, publiceret af Sam Gosling, som er psykolog (og Ph.D.) og forsker i hvordan vi bruger artefakter i vores identitetsskabelse. Når I har sendt mig linket er det fordi jeg i mit eget arbejde tager udgangspunkt i den centrale antagelse at vi faktisk hele tiden redigerer os selv og fremstiller idealbilleder af os selv på Facebook som et led i forhandling af vores identitet. Men Gosling konkluderer bl.a ifølge artiklen på dr.dk:
- Det tyder på, at sociale netværk på internettet ikke så meget handler om at skabe positivt spin for folkene bag profilerne. Det er i stedet bare endnu et medie til at engagere sig i ægte sociale interaktioner – meget ligesom telefonen.
Undersøgelsens opbygning
Jeg har ikke haft mulighed for at læse selv artiklen, da den endnu ikke er udgivet og tilgængelig på Det Kongelige Biblioteks online-tjeneste, men på baggrund af Goslings website og omtale er kan jeg danne mig følgende billede:
Undersøgelsen er bygget op således at en forsøgsperson (person A) først bliver bedt om at besvare en række spørgsmål om sig selv i en personlighedstest. Den kan du se på http://www.youjustgetme.com/. Efterfølgende bliver en anden person (person B) bedt om at vurdere person A’s Facebook-profil og på baggrund af den, gætte hvordan person A selv har scoret i førnævnte personlighedstest. Hvis der er et stort sammenfald imellem hvordan person A selv fremstiller sig og hvordan vedkommende bliver bedømt af person B, konkluderer Gosling at forsøgspersonen præsenterer sig “ærligt” og ikke forsøger at fremstille sig i noget særligt attraktivt lys.
Problemet med grundpræmissen
Det første problem jeg falder over hos Gosling er at han synes at antage at den eneste måde at redigere eller manipulere vores identitet på online er ved at forsøge at ændre folks opfattelse af vores personlighedstræk. Altså om vi f.eks. er udadvendte eller indadvendte som personer eller om vi har neurotiske personlighedstræk. Den opfattelse af identitet er typisk for en personlighedspsykolog, som foretrækker at arbejde med begreber som så at sige er “inde i personen”. Men min opfattelse af ”mig selv” er jo meget mere end mine “iboende” personlighedstræk. Eksempelvis er min opfattelse af mig selv koblet sammen med hvordan verden ser mig. En identitetsopfattelse som man er den eneste i verden der deler, er svær at bruge til noget i praksis.
Derfor har de fleste af os en interesse i at redigere vores liv på en masse områder, der ikke direkte har med “personlighedstype” at gøre. Når vi viser at vi ser de rigtige film, har økonomisk succes, er livsnydere eller at vi er intelligente og sofistikerede, så redigerer vi os selv for at opnå andres anerkendelse og dermed bliver bekræftet i en positiv identitet. Vi kan med andre ord sagtens skabe idealbilleder af os selv på mange andre omåder en dem personlighedspsykologen Gosling forsøger at måle. På Facebook er vi desuden oftest “venner” med folk vi har mødt og som derfor allerede har en opfattelse af vores grundlæggende personlighedstype. Den vil det med andre ord ikke give megen mening at forsøge at lave “personlig spin”.
De endnu større problemer med undersøgelsens holdbarhed
Validitet og reliabilitet er de klassiske videnskabelige begreber, der handler om at afprøve hvor vidt en undersøgelse af verden på den ene side er et præcist redskab og f.eks. giver det samme resultat fra gang til gang – og på den anden side om den måler det vi tror den gør. Og her virker undersøgelsen særligt problematisk. For det første er vores “baseline” (den sande personlighed) baseret på selvrapportering. Jeg skal altså selv levere “sandheden” om min personlighed. Men hvis jeg nu virkelig lyver om min personlighed (hvilket er det som undersøges) hvorfor skulle jeg så ikke netop gøre det i en sådan test? Og hvis jeg gør, så viser undersøgelsen kun om der er en konsistens imellem hvordan jeg lyver på Facebook og hvordan jeg lyver i en elektronisk test om mig. Altså imellem to forskellige selvfremstillinger.
Undersøgelsen fungerer altså kun, hvis man tager for givet at man ikke lyver om sig selv i den slags tests. Og her er der nogle faktorer som godt kan trække i den modsatte retning: For det første foregår rekruttering til testen delvist på Facebook – du har altså potentielt en mulighed for at den der skal rate dig er en du kender. Jeg kender analysebureauer der overhovedet ikke vil røre ved undersøgelser, hvor du bliver rekrutteret til selve undersøgelsen af dine venner. Da hele konteksten desuden er “sociale netværk” er der allerede en potentiel bias i retning af større selvbevidshed.
Jeg håber at en læsning af selve artiklen vil vise at det er journalister som har overfortolket resultaterne, men lige nu ligner undersøgelsen et stykke videnskabeligt makværk, som bruger data med en stærk bias, baseret på en primitiv identitetsforståelse til at konkludere noget som står i en skarp kontrast til det de fleste af os kan erfare hver dag.
Selvredigering er ikke noget nyt og ikke et særtræk ved sociale medier
Et medie som Facebook er et såkaldt “forankret” medie, hvor vi ikke er anonyme, men er til stede med vores rigtige navn og vores eget sociale netværk. I sådanne arenaer, bliver vores handlinger en del af vores øvrige sociale virkelighed. På samme måde som vi ofte redigerer vores påklædning eller indrettter vores hjem med henblik på at skabe en bestemt identitet – både for os selv og i andres øjne, redigerer vi vores fremstilling online ved at vælge et redigeret udsnit og at koble os sammen med ting vi finder positive og som kan give social anerkendelse. Det er noget som bl.a. Zhao m.fl behandler i en forskningsartikel fra 2008.
Men strategisk selvfremstilling er ikke noget nyt. Under sit Ph.D.forsvar for nylig, drog arkæologen Stine Birk en direkte parallel imellem den måde romerne i oldtiden smykkede deres gravstene med billeder og citater fra filosoffer på og den måde vi idag smykker vores Facebook-profiler med symboler og kendte mennesker for at iscenesætte os selv og forhandle vores identitet.
At påstå at vores tilstedeværelse på sociale medier er uredigeret eller at denne selvredigering mislykkes, fordi andre eventuelt er i stand til at identificere nogle fundamentale personlighedstræk hos os, indebærer altså en bevisbyrde som Gosling & Co efter min mening ikke har formået at løfte i denne omgang. Jeg ser frem til at læse selve artiklen.
For nogle uger siden fik jeg endnu en af de totally random friend requests på Facebook, som vi vist alle får fra tid til anden. Denne var angiveligt fra en Supriyono Mashud Surapawira, som samtidig sendte mig en Facebook-mail noget info som virkede sakset fra et eller andet website. Som du måske kan gætte, blev jeg irriteret og gik i “instant delete” mode . En random venneanmodning er én ting – men når der dukker en mail op med totally random info, er det jo teknisk set spam.
Men så kom jeg i tanke om en af de pointer jeg slog mine tilhørere i hovedet med, ved mit seneste åbne foredrag, Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU. Nemlig at vi ofte forveksler Vesten med Verden og bilder os ind at vi har en international dialog, når mange af os stort set aldrig kommunikerer med nogen uden for Skandinavien og USA. Her dukkede der en stemme op fra den 3. verden med en henvendelse, der ganske vist virkede meget bøvet, men istedet for at være pissed og afvisende, besluttede jeg at antage at denne person faktisk var cool nok, men bare ikke var ret skrap til at kommunikere på nettet.
Så i stedet for at slette Supriyono med et vrissent grynt, sendte jeg en mail tilbage og spurgte venligt, hvad jeg skulle bruge det fremsendte til. Svaret kom hurtigt. Der var tale om en opgørelse over forskellene på BNP i vestlige lande og Indonesien og når jeg så efter, var der faktisk også en lille note med en opfordring til at investere i Indonesisk infrastruktur.
Nu udleverer jeg vist ikke min nuværende økonomi for meget ved at sige at jeg ikke lige står og overvejer at investere millioner i asiatisk infrastruktur, så istedet fortsatte jeg med at svare venligt og nysgerrigt. Det viste sig at Supriyono er ingeniør og har været på kursus i brobygning i Danmark. Så mailen handlede vist lidt mere om at have en undskyldning for at kontakte en dansker og betro mig at han savner Danmark.
Og så blev vi selvfølgelig venner på Facebook (indsæt violiner og tuba her) og nu dukker der fra tid til anden fotos op fra en tur på gaden i Prembun, Indonesien i mit feed. Eller fra hans forretningsrejser, som mest viser billeder af ufærdige veje og bunker af sten og grus. Som hans seneste tur til Karanganyar på Java, som du kan se her.
For mig blev læren for det første den helt banale, at det betaler sig at være venlig – også over for det man ikke lige forstår. Men også at det vi forstår som god netkultur, måske snarere er amerikansk/vestligt indforstået og at vi derfor kan misse de helt oprigtigt mente forsøg på henvendelse fra folk i den 3. verden, blot fordi det ikke ligner det vi kender fra det indforståede slæng på Twitter.
Jeg har i hvert fald besluttet at Facebook fremover skal bruges til at gøre min verden lidt større og at det indebærer at fylde mit feed med billeder og hverdagsbanaliteter fra langt mere forskellige mennesker end jeg gør idag.
Tusind tak til alle der har givet ros, kritik og anden feedback i forbindelse med mit seneste foredrag, “Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU i torsdags. Jeg er især glad for jeres live tweets – det er en gave for en foredragsholder at få publikums tanker at vide mens de opstår ;o)
@astridillum stiller et væsentligt spørgsmål: @anderscolding: Leder efter dine overvejelser omkring etikken i dit eksperiment – kan kun finde referencen ‘hvid løgn’?
Godt spørgsmål, Astrid: Det etiske spørgsmål er helt centralt i psykologien – ikke mindst fordi mange psykologiske forsøg kun kan realiseres hvis man skjuler formålet med undersøgelsen for dem der undersøges. Ellers vil folk ofte begynde at tilpasse deres svar til det de tror man vil høre eller på anden måde opføre sig anderledes end de plejer. Og så får man komplet værdiløse data.
I den konkrete sag handlede det primære etiske problem om at lyve for folk ved at bilde dem ind (i praksis antyde) at Storkespringvandet skulle rives ned. Da man hverken er inde på det terapeutiske område eller på anden måde havde med personlighedsmæssigt sprængfarlige emner at gøre, betragtede jeg det etiske aspekt som relativt uproblematisk.
Jeg tog dog følgende forholdsregler:
Jeg oprettede gruppen i eget navn og gav 100% sandfærdige svar til alle der henvendte sig
Jeg oprettede en tråd i debatforumet der hed “Baggrunden for gruppen” og klart fortalte at der var tale om et eksperiment – se tråden her >>
Jeg lavede en henvisning til denne tråd i bunden af gruppeteksten
Jeg linkede til denne blog, hvor man kunne læse alt om min baggrund som psykolog
Jeg gik på TV2-Nyhederne og fortalte sandheden om projektet
Jeg lavede et blogindlæg der fortalte om baggrunden, da forsøget var afsluttet.
Jeg håber det besvarer spørgsmålet – ellers kom frisk i kommentarfeltet herunder ;o)
Hvis du er en af mine venner på Facebook eller følger mig på Twitter, har du måske undret dig over at jeg har postet links til en lille Facebook applikation der handler om ting som IKEA-møbler, eller hvilke mærkevarer man føler sig knyttet til.
Det skyldes at jeg har taget fat på en ny række undersøgelser af hvad der får os til at sprede og joine ting på Facebook og til det formål helt konkret har valgt at udvikle en række Facebook-applikationer, der gør det muligt for mig at teste lidt mere specielle og målrettede problemstillinger end man kan med eksisterende elementer som f.eks. Facebook-pages.
Den første applikation giver mig mulighed for at opsætte en række produktkategorier og undersøge hvordan de flittige Facebook-brugere vælger at dele dem, bruge applikationen og selvfølgelig ikke mindst hvad der virker! Som du ved, hvis du har hørt mine foredrag, så ser jeg “selvfremstilling” som en ret væsentlig motor i vores adfærd og vil gerne forstå mere om hvordan mine kunder bedst kan gøre deres markedsføring til værdiskabende elementer og dermed finde en sund plads på de sociale medier.
De data om enkeltpersoner som applikationen måtte opsamle, bliver naturligvis 100% anonymiserede, inden de bliver gjort tilgængelige for offentligheden.
Hvis du er interesseret i at høre mere, så giv et ring på 61678913. Allerede nu har applikationen et markedsføringspotentiale og inden længe vil applikationen kunne skabe nogle unikke analyseresultater.
Ville nazisterne have brugt Facebook i 1930′ernes Tyskland?
Jeg forbereder i disse uger mit nye foredrag, som jeg har valgt at kalde: “Goebbels ville have elsket Facebook”. Foredraget handler om cyberaktivisme og tager udgangspunkt i et Facebook-eksperiment, jeg lavede i foråret ’09.
Eksperimentet indebar oprettelsen af en Facebook-gruppe imod den påståede nedrivning af Storkespringvandet i København. Det blev afviklet som en del af undervisningen i internetpsykologi på Københavns Universitet og afsluttet et par uger efter oprettelsen af gruppen. Da havde gruppen nået 27.500 medlemmer og jeg gik på TV2-Nyhederne som afslørede at der var tale om et eksperiment. Siden har eksperimentet været omtalt i bl.a. Newsweek, Washington Post og været på CBC og for tre dage siden blev jeg ringet op af New York Times.
Mine studerende og jeg udviklede siden et spørgeskema som blev posted på gruppen og gav over 900 besvarelser. Her blev medlemmerne af gruppen spurgt om hvordan gruppen fandt dem og hvordan de reagerede på den og dens budskab. Disse data har jeg efterfølgende analyseret. Desuden har jeg analyseret 500 beskeder på væggen og inddraget beretninger fra enkelte medlemmer. Siden er gruppen blevet ændret til en hyldestgruppe. Medlemstallet er stadig over 25.000 men den ophørte omgående med at vokse, da jeg havde været på TV2.
Resultaterne offentliggøres for første gang torsdag d. 12.november
Det foregår klokken 16:00 – 18:00 på IT Universitetet i København. Der er gratis adgang for folk som var medlem af gruppen – og alle andre som måtte være interesserede! Jeg vil tage udgangspunkt i resultaterne men desuden se på hvilken betydning de sociale netmedier egentlig kan tænkes at have på den måde holdninger – og i sidste ende propaganda – spredes på.
Hvilken betydning har sociale medier som Facebook for demokratiet? Er tilstedeværelsen af Facebook og Twittter en garanti for at vi undgår totalitære styrer? Eller er disse medier snarere en hovedvej for spredningen af ideer, som vil gøre det lettere at manipulere med folkestemningen, hvis vi en dag skulle blive kastet ud i krisetider og nationale identitetskriser som kunne bane vej for nyfascisme og udemokratiske tilstande? I sen-tyvernes Tyskland var Nationalsocialisterne faktisk en modbevægelse, som ikke havde adgang til medierne og derfor var afhængige af højtprofilerede folk som Hitler til at sprede budskabet. Ville Facebook have umuliggjort en nazisternes propaganda eller ville den bare have gjort den mere effektiv?
Titlen på foredraget er naturligvis bevidst gjort ret populistisk. For umiddelbart er den udbredte holdning jeg støder på at “det aldrig kunne have sket idag”. Folk ville mobilisere sig imod nazisterne – også på Facebook og Twitter. Men jo mere jeg tænker over titlen, jo mere bliver jeg i tvivl. Der er ingen tvivl om at internettet havde gjort det umuligt at hemmeligholde holocaust, men betyder tilstedeværelsen den sociale netmediekultur at vi nu er vaccinerede imod den indre svinehund?
Facebook møder Goebbels møder Photoshop
I forrige blogindlæg dyrkede jeg tankeeksperimentet at Goebbels (nazisternes propagandaansvarlige siden 1926) havde benyttet sociale netmedier til at komme til magten omkring 1930. Hvordan ville han og hans medier have brugt feeds, applikationer og video på youtube til at engagere befolkningen i jødehadet?
Det blev til en photoshoppet udgave af et Facebook-feed, som en helt almindelig ung tysker kunne have set det, hvis han havde logget på omkring 1930.
Alt imens Facebook er begyndt at blive så udbredt at social media geeks’ene slet ikke kan få øje på det, er markedsføringsfolk og mediebureauer begyndt at få øjenene op for mediet. Det betyder at standardprodukter begynder at strømme ud til danskerne via Facebook pages i en lind strøm og i nogle formater som gør det muligt at lave sammenligninger.
Som for eksempel imellem hvordan film fra Sony og SF-Film markedsføres på Facebook – og hvilken tilslutning det medfører. Som du måske ved, så beskæftiger jeg mig en del med hvordan memer skal være skruet sammen for at sprede sig. Derfor er det jo særligt interessant og lærerigt når to kommercielle standardprodukter, som man jo må sige at spillefilm er, lanceres omkring samtidigt men forskelligt og med forskelligt resultat.
De to danske Facebook-kampagner jeg vil sammenligne her er A serious man (SF Film) og Julie & Julia (Sony Pictures). Sony har fået OMD til at køre deres Facebook-kampagne. Sf-Film har også et mediebureau til at ordne en del af deres Facebook-ting, men hvilket og om de står bag A Serious Man er jeg ikke helt klar over. Selvfølgelig er disse film ikke ens – de er forskelligt castet og har forskellige emner og instruktører og det vil naturligvis spille ind på tilslutningen. Men de to kampagner er alligevel grebet forskelligt an og det er næppe helt uden sammenhæng med tilslutningen på Facebook.
A Serious Man er Coen brødrenes seneste film og som sådan burde den være sikret en stor forhåndsinteresse fra alle os der er vilde med den skæve og respektløse stil. Da brødrenes art-light image samtidig har lidt den samme signalværdi som at læse Information og ryge Kings, burde man forvente en stor forhåndsinteresse og at mange også ville vælge at skilte med interessen ved at blive fans af siden.
Julie & Julia er skrevet og instruere af Nora Ephron og har Meryl Streep i en hovedrolle, hvilket også burde sikre en stor forhåndsinteresse. Selvom hun ikke er en Prad Pitt og jeg aldrig har hørt om instruktøren (undskyld, Nora) så er potentialet også stort – og da filmen handler om mad og sikkert også er lidt mindre mærkelig, så er potentialet nok større end A Serious Man.
Og hvordan performer de to film så på Facebook? Svaret er at ingen af dem performer suverænt, men at Julie & Julia med sine 984 fans i skrivende stund lammetæver Coen brødrenes Facebook-kampagne med dens 121 fans. Som nævnt har filmene et forskelligt potentiale, men at Julie & Julias skulle være mere end 8 gange så stort som en Coen brødrene film, tvivler jeg stærkt på. Og når jeg ser på de to Facebook-siders opbygning kan jeg finde flere faktorer der nok spiller kraftigere ind. Den ene film er nemlig markedsført rigtigt og den anden er markedsført forkert. Lad mig sammenligne på nogle forskellige punkter.
1. Vis dine brands frem, hvis du har nogen!
Både Meryl Streep og Coen brødrene er superbrands – og ved at flashe dem kan man hurtigt og effektivt kommunikere et sæt af forventninger til deres respektive fans. Når man markedsfører på Facebook – enten det er via betalte annoncer eller (meget bedre) via den virale spredning når venner bliver fans, så har man et billede og en overskrift at gøre godt med. Tip: DIN LOKKEMAD SKAL VÆRE SYNLIG HER! Julie & Julia har et billede af Meryl Streep i et køkken og flasher altså brandet, samtidig med at mad-temaet antydes. A Serious Man dumper tilgengæld. Her vises nemlig et gråt billede at en mand på et hustagl, hvilket jo er fint hvis det er hvad filmen handler om. Men SF-Film har glemt at fortælle os at der er tale om en Brdr. Coen film! Det vil sige at både tekst og billede forsømmer at flashe den eneste ting der som vil kunne fortælle folk som mig at det her er interessant! De er ganske enkelt 100% intetsigende og det er efter min mening hovedårsagen til at filmens Facebook-kampagne flopper.
2. Skab indhold på siden der har relevans og tilføjer værdi!
Også her er forskellen på de to sider der meget iøjnefaldende: På Julie & Julia postes løbende links til ekstrainformationer som interviews og baggrundshistorier som hver især kan medvirke til at folde filmen ud og rykke den højere op i modtagerens bevidsthed – og det er et godt sted at være, når man er på vej i biografen og skal vælge hvad man skal se.
Her er et par eksempler fra væggen:
Læs om Julie Powell’s “Blook” (Blog book) der fungerede som inspiration til den ene halvdel af Julie & Julia :)
Julie & Julia begejstrer i USA, især med Boeuf Bourguignon!! Læs opskriften her :-)
Til sammenligning er indholdet på A Serious Man markant mindre relevant og inspirerende. Her har man nemlig ikke valgt at folde filmuniverset ud og at bygge videre på den første interesse som folk har vist. Derimod har man valgt at køre lodtrækninger om billetter.
Her er de to seneste eksempler fra væggen:
Vi trækker en ny femte vinder af konkurrencen: Tillykke til Helle Møller Jensen. Der er to billetter på vej til dig, hvis du sender din adresse til moviematch@sf-film.dk inden fredag kl. 12.
Så er der trukket lod om 5×2 billetter til A Serious Man, der har premiere i dag. Tillykke til: Nikolaj Bygge Schmidt, Christian Shizzle Chemnitz, Mathias Rørbo Jessen, Mikkel Aksel Holst og Michael Jørgensen. Send jeres adresse til moviematch@sf-film.dk inden mandag d. 12.oktober kl. 12, så sender vi jer præmierne.
Hvis man sammenligner de to, så fortæller forskellen mig at SF-Film og OMD har to forskellige opfattelser af en Facebook-sides formål. Hvor OMD ser Facebook som et indholdsredskab som skal styrke fortællingen, ser SF-Film facebook som endnu en markedsføringskanal. De tager udgangspunkt i filmen som produkt og så er det vel ikke så mærkeligt at man har valgt at udlodde gratis smagsprøver – det virker jo ved pulversuppe og the med jordbærsmag.
Når man ser på de to kampagner er det altså ikke mærkeligt at Julia & Julia har mere end 8 gange så mange fans som A Serious Man. A Serious Man skal ses som en del af SF-Films samlede facebook indsats, som samles under paraplyen Moviematch og man kan ved selvsyn konstatere at også her ser det ud som om det er salg og ikke interesse for film der driver dialogen og det er synd, for det tyder på at man overhovedet ikke forstår psykologien på Facebook.
Choosing a strategic approach to your online marketing does not only map out the field and goals (the why) for the tactics that will follow (the how). When you set a strategy, you also imply some basic assumptions about your organisation and your relation to your outside world. In Goffman’s terms: you subscribe to a framing of the situation, that will guide your understanding of what is going on.
A very common strategic framework is that of “permission”. The basic idea is that you should try to achieve people’s permission to send them your marketing material. This mindset is being pushed by over rated bald guru types such as Seth Godin (link to his blog) but is also supported by our legal frameworks: you simply need permission, of you want to send people stuff.
But let’s take a look at how permission based strategies frame the situation.
What logically happens if you frame your messages as something that people need to permit you to send them, is that your message is framed as something they don’t want or need. The other logical consequence of this framing is that people are framed as passive and you as active. So what does that do to your understanding of your own job?
In this framing of the situation, your job is to manipulate passive people who don’t want your message into accepting to get it anyway. In other words: permission based marketing will put you in a perfect spot to do all the wrong things on social platforms like Facebook, because it will effectively prevent you from seeing what is going on!
Re-framing the relation between you and your potential customers
But you don’t have to be stuck in a permission based frame. There are other ways of framing the situation. One of them is to stop asking for permission. NOW! In stead, you could begin to understand what people need online and start building your marketing strategy around that. Most people build their identity online with lots of cultural objects – and for many, most of these objects are commercial! This means that millions of people are sitting at their computers right now, actively joining fan pages on Facebook, sharing videos, web pages and links to all sorts of products and companies. Links they spent time digging out themselves (or received via friends), and are sharing as active, interested net users. These links are shared because they provide some kind of value and because they will help people express them selves! Not because someone got permission to spam them!
What if you began to view your marketing as a social value provision?
What would that do to the framing of your potential customers, your relation to them and your marketing messages? First of all, this framing implies that people are active – not passive- and you and your potential customers will be allies – joined together by the common goal of helping people to create the best image of themselves online. This will render you a provider of social value and your marketing messages will be positive and valuable contributions.
To do this, you need to obtain a slightly more sophisticated psychological model of your potential customer, than the one needed for permission based marketing. In stead of viewing people as two eyeballs producing a binary “permission/no permission output”, you need to begin to understand why people join or share stuff online. This is what I mainly blog about. And even though I rarely quote theory in my posts, it is often embedded in the framework behind them.
You can begin re-framing with my two previous posts:
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
What do you offer people, to make them join your business page on Facebook? Information about your products or company? If your company is a well known brand or in some way doing really interesting things, that may work. If you offer discounts, tricks or other treats, that may also work. But most likely what works is when your offer can be exchanged into the new internet currency: “online social status”.
Whenever we share or join stuff, it is now visible to virtually everyone we know. This doesn’t mean that information has gone out of style – not at all. But it means that social status has become the main factor, when deciding to share or join stuff. You can have really good information that I really enjoy – but if sharing it makes me loose social status – I will keep it to my self. However, if something that I actually find less interesting could increase my social status, I will most likely share it.
What converts well to social status?
There is no single rule – this is not exact science. In stead, you should ideally look at any piece of content or interactive element you put out in the social realm, and ask yourself: Will sharing or joining this make my target audience look good? Here are 3 things to get your thinking started:
Novelty: Being first to know something signals proximity. And proximity to sources of high status, easily converts to social status.
Cleverness: Sharing something clever, means that you “get it”. “Getting it” converts really well to social status.
Stupidity: Sharing something that you can point out as being really stupid, will also make you look clever – see above.
If you provide interesting information, people will read it. But if your information converts to increased social status, people will share it. And most importantly: If your message may decrease my social stauts – I just won’t show it to anyone – no matter how brilliant it is!
PS Oh yeah – and another one: Lego. Everything with Lego in it somehow converts really well to social status online. Don’t ask me why! ;o)
What is your mental model of your relation with people on Facebook? I mean: What do you think makes people become fans of your Facebook-page? What do you think drives people to share your link on Twitter?
This T-shirt represents (yet another) political cause that became a tool for self promotion and identity creation. Supported by a strong Facebook presence!
Your mental model of your user’s motivation is your basis for creating a good presence. Well… clearly that’s true for any kind of communication – but if you rely on some kind of social spreading of your messages, understanding why people spread (or refuse to spread) your content is really key. This means that the creating of anything remotely great on Facebook starts with your own mind set.
So let me ask you again: What do you think would make people want to be fan of your Facebook fanpage? If you answer: “because they want news about my company”, your are most likle wrong – very wrong. And in that case, I would guess that you view Facebook as just another communications channel – to supplement websites, email, SMS, RSS etc. But that is where you are wrong – because social applications have one really important feature - one that changes the game totally: Transparency! When people join your mailing list – only you and they know. When people visit your website – it’s also between you and them. But when people connect to you on Facebook – all of their connections can potentially see it! Since Facebook is anchored in our real social networks, joining a cause on Facebook is almost like putting up a poster in our own homes!
This transforms Facebook from just a communications channel to an arena for identity creation and self promotion. Surely, you can communicate directly into people’s feeds in a more or less traditional style – but only after they decided to join your page!! Thus, viewing your relation to people as purely information driven, will not tell you how to attract people in the first place!
So, if you want to attract people and make the want to join your cause or be fans of your business Facebook page – stop viewing your Facebook page as a mailing list and yourself as an information broker, reporting about your company and product line. In stead, begin to think of your Facebook-page as a badge, promoting some value, attitude or life style, that someone would like to wear.
Start asking: What kind of symbolic and cultural value are we providing for individual people? How can your offering make people look good (or at least not make them look bad or boring)?
(if you need help answering those questions, give me a call ;o)
Flere har spurgt efter mine slides til foredraget “Mindsurfer – en guidet tur i Facebook-brugernes hoveder” og her er de, via Slideshare.com.
Denne version af foredraget (som løbende udvikles og opdateres) blev afholdt med Wemind som vært, ved en af deres såkaldte Daybreak-sessions. Hvis du var til stede og gerne vil remindes, så er mine slides gode og nemme at forstå. Hvis du bare er nysgerrig på emnet (eller på mig som foredragsholder) så er de også værd at brug 5 minutter på. Jeg gør altid teksten på mine slides ret detaljeret, så man har en chance for at bruge dem online.
Du er naturligvis velkommen til at dele mine slides. Hvis du citerer eller stjæler centrale ideer, så angiv mig lige som kilde (F.eks. sådan her: Kilde:Anders Colding-Jørgensen ). Det er for din egen skyld – du får meget bedre karma ;o)
Marketing via social media is smart indeed. In stead of paying companies to spread your message (e.g. via ads from Google), you get the users to spread it themselves. What a great idea!
But there is one tricky part: it’s called “free will” and even though there is philosophical debate over it’s existence, it can still kill your campaigns.
What if people don’t spread your message? What if there is no buzz on blogs, Facebook, Twitter? What if the comment fields below your Youtube-videos remain empty? Then it’s really, really tempting to start writing the comments yourself, as if they came from a cheerful crowd of grass roots. But when you do that, you have crossed the line to astroturfing. Astroturfing is the discipline of faking public interest and has it’s origin in politics – it’s also known as “rent-a-crowd”.
But this is why it works – at least in the short run:
Many phenomena – bot offline and online ( like the now infamous “Karen26″ campaign from VisitDenmark ) are not primarily spread socially by their contents alone. Often it’s only when a video, Facebook-group etc starts attracting interest, will it become interesting to the masses. Imagine that you see 100.000 people looking at the same object in the street on your way to work. What are the chances that you will look at it as well? The social interest itself makes the object more interesting – no matter what the object is. So if you can fake interest, more interest is more likely to follow.
Getting a high ranking on Google by creating link farms and thereby tricking google into thinking that your content is interesting is related to astroturfing, but there is a difference. When you hack Google, you trick a machine – when you astroturf, you trick people. (And if you do it badly, you end up in the Rachel Maddow show as seen below about 1 minute into the clip ).
The FACES of Coal campaign is a clear cut case of astroturfing, but what in the case of Karen26? Apparently, a seeding agency was used (GoViral?!) to plant it – and most importantly – to get the media hooked. My own first knowledge of the case came from a danish news reporter, who mailed me and wanted to know if I had any gossip and personally I think that the video would have flopped if it wasn’t for online newspapers. But is seeding astroturfing? And is it wrong?
I will not moralize here – it’s not my thing. And I can not draw the excact line between astroturfing and seeding. But I can give you one reason why I think it’s really unhealthy to use deception and try to hack people’s free wills into spreading your message:
It will not address the main issue here: that your product probably sucks. Fix it!
A few minutes ago, I noticed that the Denmark based CMS company, Mono.net, had begun running Google ads on the “Danish mother seeking” keywords. The ad says “Do like Karen from Denmark – and create a free website at mono.net”
As you may know, Mindjumpers actually were the first to suggest Mono.net as the company behind the viral video-campagin – “Danish Mother Seeking”, posted by the Youtube account, “KarenDK26″. Even though this definitely does not look like one of the founders of Mono.net, as stated in the post, the analysis behind the suggestion is correct, since Mono.net has a lot to win from this campagin.
Mono.net is hosting the really amateurish website, where the fictional Karen figure (a.k.a. Ditte Arnth ) presents herself and her little son. I can’t really remember if anyone actually checked this with Mono.net – but they have had quite a silent life, since their launch over a year ago, so a good viral campagin could be just what they needed.
But even if they didn’t make the campaign, they are now riding the viral wave and cashing in on it with ads on Google. Good for you, folks@Mono – enjoy the ride ;o)
Jonas from Mindjumpers hits the issues spot on in this post, when he asks if the ends of this campaing justify the means? Will this campaign be accepteded if a company is behind it? This kind of Social Media Marketing is about companies going under cover and in this case using deception. But are there any new ethical issues at play here?
Lots of people have shown “Karen” their love and respect on YouTube – and not any cause can emerge and claim responsibility for this campagin and profit from it. A purely commercial organisation will most likely recieve some blame for the deception used – but cleverly handled, the blame can be turned in to some branding value. But that can back fire. So if the video is purely commercial, chances are that the people behind could be discussing wether to come forward at all! That would actually be really cool (if you prefer mysteries to marketing) but that would also put pressure from the press on the young actor to tell who hired her. Not a very stable situation.
Alternatively (hello – are you reading this?) they could call up a charity organization with a related cause and ask if they want “to adopt” the video. If a non-profit organisation is promoting an important cause – e.g. related to condoms or children, the public would probably be more forgiving. But none of the organisations that have been mentioned until now have seemed likely yet.
There is a third option: The only one who have profited from this until now is the actor, Ditte. She has been “discovered” by the press – but wasn’t that really only a matter of hours?! She’s actually on Facebook! So if this her work, I would like to congratulate her (As Daniel from Nodes does). She is a really sweet girl and if she makes a video where se tells everyone that she is an actor and that she is very sorry that she lied – that could be a viral semi-hit too.
Is online guerilla marketing, like this video, just another marketing message like we see them in any media – old or new? Or should we re-think our ethics as media change and the commercial can invade the social space with increasing speed, scale and aggression?
Some videos spread aggressively on the internet – and some don’t. And even though it is as difficult to write a formula for at hit video as it is for at hit song, there are some key elements about “Danish mother seeking” that we can identify. Key elements that most likely helped it spread.
1. It’s a “first”. Well actually I am pretty sure that it isn’t – but that’s not important as long as it’s percieved as a novel idea. Wanting to be the one who shows another person something new is a very powerful driver in sharing content and messages.
2. The video is very vague. A general rule says that the less details and information you have, the more details and info your brain will produce to fill in the gaps. So when “Karen” sits in a totally anonymous living room and doesn’t seem to remember anything about the father – it leaves room for our own imagination. You actually start filling in details that you find credible to make the story work. And I would prefer your own details over mine anyday, if I was to manipulate you. You just make a much better job convincing you than I could ever do.
3. The girl in the video is friendly. She is constantly flirting with the camera – smiling, making eye contact with her big blue eyes. Looking at friendly faces is something that we are hard wired to like from birth. Actually, anything with big eyes will appeal to us – babies, young girls, kittens. Being able to pick out the faces that are friendly towards us has been cruzial to our very existence from the dawn of man (and woman) .
4. The girl is attractive – but in a certain way. She looks alot like the girl you were secretly in love with in seventh grade. She presents her self as very innocent – but the whole situation reveals that she is not, since she has sex with strangers. A really sweet looking girl looking shy and mentioning drunk sex with strangers is a perfect combination of the madonna/whore in one. Thus, she probably hits a soft (or hard?) spot with many men.
A portfolio shot of the actor behind "Karen" - taken from her website.
5. The video contains is a mystery – a riddle. Something that wants to be solved. Finding out if this was a hoax or a real video, definitely made a significant impact on the spreading of it. There’s always both the message (the actual video) and the meta-discussions of the message (is this real/stupid/too much?) to drive people to share and view your content. As the buzz grows, people will join only to see what others are talking about – this is when the crowd mentality kicks in. And this also shows the importance of seeding and getting it in the old media, such as TV and Newspapers, since most people dont’ pick up on the first wave of the video – but actually only watch it to find out what everybody is talking about.
6. There is a genuine cry for help. Judging from the comments on YouTube, lots of people are genuinely touched by this womans story and sends her love, respect and encouragement. Genuine heplfullness is still a strong driver in all our actions and utilizing the good in us all can be powerful – but it can also backfire on you, when people find out that they have been decieved ( an issue also being debated by Mindjumpers ). And again, it is probably very important that this poor person is very attractive – I really cannot imagine a boring looking person with no charisma getting the same effect. We like to help – but we prefer to help attractive people.
Following these principles will not guarantee you a “viral” succes video – but if you are not obeying to any of them, that is probably why your video has not attracted a large audience.
Earlier today, I wrote a post about the YouTube.video “Danish Mother Seeking” by KarenDK26. I stated that I was almost positive that this was a “false” video and that “Karen” was a fictional character. It was based upon my first impression and using a bit of psychology and a lot of common sense.
Meanwhile, it took only a few hours using my network on Twitter and Facebook, before I found her – with her picture, name and everyting. So now I know if Karen is a real or a fictional character. And guess what? I am not going to spoil the fun by telling anyone.
Thanks to @secrettwitterfriend – you know who you are.
This was posted on 12th of september at 6:18 PM – do you know of anyone who found her earlier than this?
This morning, I was contacted by a reporter from a major Danish TV-station, who wanted to know more about this video of an alleged 26 years old woman, calling out to the unknown father of her son on YouTube. The video also displays a link to a website (http://karen26.mono.net/ ), where we can see more pictures of “Karen and her little son, August”. So I watched the video and started Twitting about it, to see if anybody knows anything. Tweets are coming in as this is written.
In my opinion, this is clearly a marketing stunt. It’s just a question about who’s behind it. On Twitter, a condom manufacturer and Danish tourist organizations are the most popular guesses. The people behind http://mono.net, who host her amateurish website, have also been mentioned by Thilde Vesterby at Mindjumpers.
This is what makes me think that “Karen’s” story is pure fiction:
1. “Karen” doesn’t remember the father’s name, appearance or nationality. This doesn’t correspond well with basic knowledge about human memory: Unusual events are often stored more efficiently in memory than ordinary events.
“Karen” doesn’t present herself as promiscuous, thus we must assume that meeting a foreign man and bringing him home with her is not something she experiences regularly. Therefore it seems unlikely that she wouldn’t have remembered what this person looked like or where he was from – or what he was called, if they ever did exchange names.
If they had sex on the harbor without talking much, perhaps there would be no names exchanged. But they apparently talked about such clichés as “hygge”, which points towards a somewhat formal setting. In such a setting, it is more likely that they had exchanged names than the opposite. Furthermore, they apparently walked home together, which made it even more likely that they exchanged names. Since foreign names are often more unusual to you than names in your own language, it is more likely that she would have remembered his name, than forgotten it.
If this was a viral campaign, a name on the father – or even a description or a nationality, would have limited the amount of people who were potentially touched by it. Therefore this supports the theory that this is fiction.
2. “Karen” doesn’t look emotionally affected by the situation. Her face and eye movements reflect no inner conflict or emotions.
For example, “Karen” tries to give an impression of shamefulness, when she mentions her not remembering much from that evening. But it never affects her facial expressions, which remain the same no matter what she says. If this was a somewhat improvised presentation, I would have expected her to move her eyes a lot more around as se searched for words or became embarrassed. This doesn’t happen – she looks into the camera, quite friendly and secure all the time.
3. Her website is under-presenting her, compared to Danes in general.
In some other countries, it is impolite to ask people about their profession, but in Denmark, our occupation is a key component in our identity. It is unlikely that a real Danish girl would not reveal her occupation as one of the first things, when she made a webpage about herself. “Living alone with my son” is less likely to be the tag line of a young Danish woman’s personal website. A Danish woman would define herself as much more that a mother.
4. The “hygge” discussion is a cliché, more popular in Denmark than abroad
The only people I have EVER heard tell me that “hygge” (coziness) is something so uniquely Danish and that it can’t be translated have been Danish. It is a cliché that is mainly used in relation to tourism and not a fact that is well known outside Denmark. Thus, it is more likely that this has been fabricated than real.
5. Do the pictures and video show a mother and her child?
The pictures are quite elaborated, though – different settings and clothes – and some less flattering. This could actually be her own kid – but some (vague) signs suggest that it isn’t.
In the picture of Karen and her kid reading a book (above), she covers the pages of the book with her hand. That is not a usual situation, if a mother is reading or looking at pictures with her child. It is more likely a thing you do when you want to prevent the kid from moving the book until the picture has been taken.
In the next picture of Karen almost kissing the kid (right), the child looks a bit surprised by “Karen’s” appearing so close. This may off course be a coincidence, but it could also be a sign that this woman’s face is not familiar – perhaps because she is not the mother of that child.
In the video, the child also looks quite curious at both the room and “Karen”, which suggests that neither are familiar sights to him. If you follow the child’s eyes – he may actually be looking at someone to our left of the camera, but that could actually be anything – and another person is not required to operate the camera.
An why doesn’t “Karen” show any pictures of her and little August where he is an infant? The kid doesn’t seem to age much on the pictures shown on the site, where it is always summertime ;o)
Conclusion
This is with almost certainty a fictional video and it is most likely a part of a marketing campagin. But is it Danish Tourism or Condoms? You may disagree og have even more evidence for or against my conclusion – feel free to post it here…
Når man har brug for et website der giver et alibi, men alligevel ikke leverer varen, så laver man et un-site. Det gjorde Finansrådet i 2003 – og det har TDC vist gjort.
Danskere er generelt utroligt loyale over for deres bank og det er ikke usædvanligt at jeg hører folk fortælle hvordan de blev både rørte og taknemmelige over at få bevilliget et lån af deres bankrådgiver.
Men en bankrådgiver er en sælger – og banklån er helt banale produkter, som har priser og som man med fordel kan købe nogle steder frem for andre, men det kræver at man er i stand til at sammenligne prisen på ydelserne hos forskellige udbydere.
I 2003 var man hos Finansrådet begyndt at frygte at man ville blive mødt med lovgivning som ville tvinge bankerne til at skabe større transparens og gøre det muligt for kunderne at sammenligne priser og dermed flytte hen hvor prisen på lån og bankydelser var billigst. Dette kunne jo skabe en kundeflugt for især de store gamle banker med relativt ukonkurrencedygtige renter og gebyrer.
Men hvad gør man, når man gerne vil vise at branchen selv kan løse problemet og at politisk indgriben dermed er unødvendig, men man for guds skyld ikke ønsker at skabe reel transparens?
Man laver da et “un-site”!
I slutningen af 2003, lancerede man derfor http://pengeinstitutternespriser.dk (se hvordan sitet så ud i 2003 via archive.org ) – et site der angiveligt var netop det værktøj som kunderne efterspurgte. Her kunne man finde priser på pengeinstitutternes ydelser som var friske og leveret af de enkelte banker. Der var bare lige én funktion man havde glemt – sammenligningsfunktionen. Det var ganske enkelt ikke muligt at bede om at se det billigste lån eller at sammenline priserne på tværs af flere pengeinstitutter. For at finde den billigste bank, skulle man altså besøge samtlige banker enkeltvis!
Og der var ikke tale om at man i 2003 ikke havde de tekniske muligheder. Det er ikke sværere at sortere efter en pris end det er at sortere f.eks. alfabetisk, som man gjorde på sitet. Og når man begyndte at kigge sitet efter, blev det klart at der var tale om et site som ikke var beregnet på at levere varen – men et un-site, der var beregnet på at se ud som om man leverede varen.
Og når man kiggede sitet igennem med de briller, var det nærmest pinligt tydeligt. Selve URL’en – pengeinstitutternespriser.dk er nok en af historiens længste og mest bøvlede at huske og skrive. Men hvis det ikke er meningen at man skal besøge sitet, er det perfekt. Og når man kigger på sitets opbygning er der masser af andre eksempler. Søgingen på sitet er omstændig og selvom man får lov at gemme banker i sin liste og al hjælpetekst er eksemplarisk pædagogisk, er sitet helt tydeligt ikke lagt an på at man skal kunne finde ud af hvad en bestemt ydelser koster på tværs af banker.
Bankerne modtog stor kritik for sitet men først i januar 2006 kom Finansrådet – med Forbrugerrådets hjælp, på banen med http://pengepriser.dk som indeholder mulighed for sammenligning.
Hvem sagde TDC Play?
Man behøver ikke at rejse tilbage i tiden for at finde et site som virker som om det er et un-site, som angivligt leverer en vare, men gør det noget modstræbende. Et af de stærkeste “value adding” tilbud idag er TDC’s Play-service (nu efterfulgt af en lignende fra Telia), som giver enhver der køber sit bredbånd hos TDC en stort set ubegrænset adgang til at hente al musikken på deres musikwebshop ned til sin PC – ganske gratis.
Tjenesten fungerer som et stærkt argument i en salgssituation og det er faktisk også et ret fedt tilbud. Men hvis man efterfølgende vælger at anvende tjenesten opdager man at den, som i ovenstående tilfælde er, er ualmindeligt ufiks at bruge. Nuvel, den fungerer, men det er som om at søgningen bevidst er lidt dummere end den behøvede at være og at søgeresultaterne er klemt inde i en kalustrofobisk boks på sitet. Jeg her flere gange forsøgt at finde et stykke klassisk musik og har måttet opgive, hvis jeg ikke kendte den nøjagtige titel.
Jeg kender ikke TDC’s betalingsmodel for musikken, men selve sitets opbygning siger noget om at den er forbrugsafregnet og at TDC derfor har en helt kold og kontant interesse i at vi bruger sitet så lidt som muligt – ellers havde det måske lignet Grooveshark lidt mere?
En af de ting der virkelig kan undre mig er når selv professionelle kommunikationsfolk behandler social media markedsføring som en kreativ proces – altså en proces hvor det handler om at skabe en viral effekt ved hjælp af kreativt beåndede overskrifter
Nuvel, alt der handler om at skabe kræver en eller anden form for kreativitet. Men jeg ser alt for tit at titler og illustrationer på f.eks. Facebook-pages ikke fortæller hvad sagen handler om, men istedet viser mundrette og lækkert klingende navne og catchy illustrationer – og ofte er de alt for kreative til at virke!
“Vidunderlivet”?
Hvad tror du f.eks. at Facebook-applikationen med titlen “Vidunderlivet” handler om?! Den handler om at undgå HPV (human papillomavirus), som kan give livmoderhalskræft. Aaah – smart, tænker du. Men faktum er at applikationen og den page der hører til helt sikkert ville have fået langt større udbredelse hvis man var lidt mindre kreativ og ganske enkelt beskrev indholdet og dermed hovedkonflikten i titlen.
“I do 30″?
En kampagne som “I do 30” (som jeg ellers bruger i mit foredrag som en sublimt eksempel på at man markedsfører essensen af en virksomhed frem for virksomheden selv) er et andet eksempel på en kampagne som anvender et sjovt og fikst slogan som ikke siger hvad kampagnen handler om. Kan du gætte det? Kampagnen handler om at opfordre folk til at vaske deres tøj ved 30 grader – og er sponsoreret af Novozymes som netop laver de enzyer der gør koldtvandsvask mulig. Genialt tænkt – men desværre alt for kreativt eksekveret.
Hovedbudskabet og konflikten virker mere effektivt
I en spørgeskemaundersøgelse jeg foretog blandt over 700 medlemmer af en Facebook-gruppe, bad jeg folk om at rate de forskellige elementer af en gruppes tekst – incl titlen – og fortælle hvilke der havde gjort stærkest indtryk på dem. Resultaterne viser helt entydigt at de elementer af tekst/titel som folk reagerede stærkest på var dem som klart og tydeligt indeholdt hovedbudskabet. Alle andre havde markant mindre effekt.
Den effektive overskrift er derfor alt andet lige ikke den som skaber forvirring, undren og nysgerrighed og som man skal klikke på for at få opklaret hvad kampagnen handler om. Overlad den slags til Billedbladet. Den effektive overskrift banker problemstillingen fast lige der i titlen. Hvis der desuden findes en konflikt, en uretfærdighed eller måske endda en modstander, så få dem med op i titlen også.
Ok, kloge Anders – hvad ville du selv have gjort?
I de to ovenstående eksempler ville jeg have valgt langt mindre lækre og elegante titler. Og jeg ville f.eks. have inddraget følgende elementer direkte i titlen:
Hovedbudskabet - altså hvad kampagnen handler om. Hhv at ”forebygge” og at “vaske tøj ved 30 grader”.
Konflikten/fjenden – hhv “livmoderhalskræft” og “Co2 forurening” som en fjende/uretfærdighed etc. som man kan alliere sig imod ved at klikke “join”
Først dernæst ville jeg begynde at være kreativ og prøve at bygge disse elementer sammen i en titel så den var let at afkode og huske og f.eks. ikke virkede alt for moraliserende eller skræmmende. Derpå ville jeg teste den af og se efter to ting:
Forståelighed – fatter man hvad det her handler om når man har hørt titlen?
Signalværdi - f.eks: “hvis denne titel stod på et badge – kunne du så finde på at gå med det?”
Folk læser ikke din Facebook-page som de f.eks. læser bøger – og de læser den SLET ikke som du selv gør. De klikker omkring med en stor del af deres bevidsthed andre steder. De tillader sig at scanne en side på helt andre måder end du havde planlagt og der er en stor chance for at mange aldrig fatter at det her vedkommer dem, hvis man ikke kommunikerer stringent og effektivt.
Så hvor den kreative elegance og den rå effektive kommunikation konflikter, foreslår jeg at du dropper kreativiteten og gemmer den til eventuelle kunstprojekter.
Mens jeg p.t. bruger det meste af min tid på at skrive min meget kloge bog, tager jeg stadig ud og rådgiver virksomheder om brug af web og sociale medier, fra tid til anden. Når jeg hurtigt skal danne mig et indtryk af hvor langt virksomheden er nået i sin forståelse af nettet og de sociale mediers betydning for deres forretning, kan jeg finde på at stille dem spørgsmålet: “er jeres aktiviteter på nettet en succes?”
Det kan lyde som et ganske generelt og småubrugeligt spørgsmål, men det jeg lytter efter i deres svar er en ret vigtig distinktion. Hvis virksomheden fortæller at deres kampagne/website/twitterier er en succes (eller det modsatte) på grund af antallet af brugere, ved jeg at de sandsynligvis ikke har en klar strategi med deres aktiviteter og ikke er begyndt at koble netaktiviteterne sammen med deres forretning.
Og man kunne også spørge “hvordan evaluerer I jeres netaktiviteter?” det vigtige er at afdække om der er strategiske overvejelser bag aktiviteterne, eller om de er nødt til at bruge antallet af besøgende som succesparameter. Sandheden er nemlig den enkle: INGEN HAR BRUG FOR BRUGERE! Det vi har brug for er ALTID en forandring på forretningskritiske parametre som eksempelvis salg, kendskabsgrad, image, kundetilfredshed eller effektivitet. Brugere er ALTID et middel til at nå andre mål. Brugere er den mest misforståede parameter i evaluering af webprojekter – jeg plejer at kalde det for en pseudoparameter.
- “Men jeg har altså 5000 followers på Twitter”
Tillykke med det – men hvis det ikke er giver sig udslag på centrale parametre i din forretning, så er der altså tale om en hobby. Sorry. Det betyder ikke at de 2 timer dagligt du bruger på Twitter er spild af tid (ikke allesammen) men internettet er ALTID et middel – ALDRIG et mål! Og det er ærligt talt ikke ret god strategi at begynde med midlet og håbe at der dukker et mål op hen ad vejen.
Hent min gratis spørgeguide til jeres næste møde
Mange virksomheder har svært ved at forankre deres webprojekter i deres organisation og forretning. Det er der ikke noget nyt i. Den mest optimale måde er ofte at skabe større brugerinddragelse – både internt og eksternt. Men hvis man bare ønsker at holde et traditionelt internt ledelsesmøde om disse ting, vil du sikkert finde denne guide anvendelig. Jeg tager meget gerne imod dine kommentarer.
Tænk hellere i funktionalitet frem for applikationer – for Facebook er et spørgsmål om brainware – ikke software. De fleste brugere erfaktisk ligeglade med om I bruger Facebooks indbyggede funktioner eller udvikler nogle selv. Bare I tilbyder værdi og jeres tilbud er nemt at bruge. Hvis Facebooks funktioner ikke slår til, er det til gengæld en fantastisk idé at tilføje nogle selv.
Jeg støder ofte på spørgsmålet: “skal vi bygge en Facebook-applikation eller bruge en Facebook-fanside?” når jeg snakker med virksomheder om markedsføring via Facebook. Og mit råd er at selve konceptet “applikationer” er et helt forkert sted at fokusere og desuden kun har meget ringe betydning for dem I vil have i tale.
For rent teknisk er hele Facebook og alle dens funktionaliteter jo applikationer. Nogle af Facebooks funktionaliteter fremstår som en del af platformen, andre som applikationer som er leveret af Facebook og atter andre som applikationer som explicit ikke er leveret af Facebook. Denne grænse imellem hvad der er platform og applikation er i realiteten flydende og meget lidt interessant for andre end udviklere.
Jeg plejer at sige det sådan: at bruge Facebook til professionel kommunikation er et spørgsmål om “brainware” – ikke “software”. Den nød der skal knækkes handler om at engagere mennesker i jeres produkter og budskaber. Og det er primært et spørgsmål om psykologi. En stor del af den opgave kan løses med den funktionalitet som Facebook tilbyder idag – men hvis den rigtige måde at engagere på kræver at platformen har nogle funtkionaliteter som ikke tilbydes idag, så er det naturligvis en fantastisk mulighed at man nemt og relativt billigt selv kan tilføje dem.
Men man skal altså begynde med at designe psykologien og interaktionen – og derefter lappe eventuelle huller med egen kode.
Be the First to Comment 
Vi forhandler konstant betydningen af nye fænomener i det offentlige rum og lige nu ser det ud som om vi er ved at blive enige om at vi alle skal måles på Facebook med samme alen som politikere og berømtheder.
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status. 
Hver gang en ny teknologi bliver gjort populær og rammer markedet i form af forbrugsprodukter, kan man stille sit ur efter de lommeanalytikere og journalister som i kor giver sig til at erklære et eller andet tidligere eksisterende fænomen eller medie for dødt.
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut. 
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.
I løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til 
Alt imens Facebook er begyndt at blive så udbredt at social media geeks’ene slet ikke kan få øje på det, er markedsføringsfolk og mediebureauer begyndt at få øjenene op for mediet. Det betyder at standardprodukter begynder at strømme ud til danskerne via Facebook pages i en lind strøm og i nogle formater som gør det muligt at lave sammenligninger.
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
Når man har brug for et website der giver et alibi, men alligevel ikke leverer varen, så laver man et un-site. Det gjorde Finansrådet i 2003 – og det har TDC vist gjort.
