Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.
På den baggrund kan man kun konkludere at sociale medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.
Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).
[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]
Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.
Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.
For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke? Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.
Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.
Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.
I disse dage kan man se Folketingets formand udtrykke frustration over at tingets medlemmer bruger Twitter og Facebook under debatter og øvrigt arbejde i tinget. Men faktisk burde han istedet være stolt og begejstret – for det viser faktisk at skiftende regeringers målsætninger om at Danmark skal være en “førende IT-nation”, er ved at lykkes.
[Update: For ikke at lyde som en lallende internet-evangelist, må jeg nok hellere lige præcisere at jeg ikke i sig selv ser det som et særligt interessant mål at vi i Danmark opdrages til at være storforbrugere af amerikanske nettjenester på asiatisk hardware. Det svarer til at sige at vi bliver en "førende fødevarenation", bare vi æder nok kogte ris og cheeseburgers. Det kan aldrig være et mål i sig selv at vi skal være forbrugere. Skal vi være førende på nogle bare nogenlunde meningsfulde parametre, må det snarere være områder som innovation i det offentlige eller eksport af software & services.
Så udtrykket "Danmark som førende IT-nation" lægger jeg op i bunken af floskler, sammen med dem om "Danmarks skal have universiteter i verdensklasse". At se den slags trends udelukkende ud fra et snævert nationalt perspektiv er ærligt talt også lidt provinsielt.
Men siden 90'erne har det jo været skiftende regeringers mål at vi skulle øge brugen af IT i samfundet. Det er grunden til at jeg ønsker Thor P tillykke i denne blogpost. Og tør nu øjnene, Thor. Det kan godt være at vi ikke kan købe hele verden - men nu kan vi i hvert fald tweete til den, når vi sidder på lokum. ]
Man skal passe på med hvad man ønsker sig – man risikerer at få det. Og når Thor P bliver så frustreret over at nettet nu er trængt ind i folketingssalen, kunne det tyde på at han (og andre forargede politikere) overhovedet ikke havde forstået hvor store konsekvenser det kan have at formulere brugen af IT som et samfundsmæssigt mål. For hvordan havde Thor P egentlig forestillet sig at et førende IT-samfund så ud?
At se Folketingets formand forsøge at bekæmpe brugen af internettet er som at se en mand forsøge at afværge en tsunami med sin paraply. Men Thor P og regeringen bør faktisk være jubelglade for og stolte over at politikerne nu er i direkte dialog med befolkningen og hinanden via internettet. Det er nemlig et meget klart symptom på at Danmark er gennemsyret af IT og internet.
Politikere er jo ikke kun politikere – de er også borgere. Og disse borgere har taget teknologien til sig og finder det helt naturligt at bruge den i alle sammenhænge. Også når de arbejde med politik. Og at det kan betale sig for dem tyder jo på at der også uden for folketingssalen findes mange mennesker som både bruger nettet konstant og gerne vil diskutere med politikerne.
Faktum er at visionen er ved at blive til virkelighed; en voksende del af danskerne bruger internettet på mobilen i næsten alle deres vågne timer og har adgang til viden og netværk konstant. Det bruger nogle danske politikere nu til at styrke kontakten med borgere og hinanden og inddrage deres vælgere og modstandere i den politiske detbat og proces. Så i stedet for at være frustrerede, burde vores politikere være begejstrede – af flere grunde: Twitter og Facebook i Folketinget er nemlig ikke bare et symptom på en stor udbredelse af internet og teknologi i mange danskeres hverdag. Det ser også ud til at have bragt liv og frisk luft til den politiske debat og at flytte holdningen fra politikerlede til politikerinteresse.
Jeg siger ikke at bruge af medier altid er et gode. Og hvis det på længere sigt betyder at folketingets politikere bliver holdningsløse videreformidlere af pøbelens luner, vil det bestemt ikke være en forbedring af vores demokrati. En konstant fumlen med mobilen i vigtige debatter vil desuden heller ikke vil skabe skarpe og fokuserede debattører. Men grænserne imellem intern og ekstern bliver udfordret af internettet. Det er en mega-trend som alle organisationer lige så godt kan forholde sig til – før som siden.
Og hvis man står over for en tsunami, så er det måske ikke en paraply, men en helikopter man har brug for.
Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.
I det hele taget er det, efter at rusen så småt har fortaget sig, ved at være klart for folk at heller ikke i form af de såkaldt “sociale medier”, kan internettet udøve magi og skabe en støre værdi end du egentlig fortjener. Et røvsygt produkt er nemlig også et røvsygt produkt på Facebook og hvis du er kedelig, hemmelighedsfuld eller uærlig – bliver du ikke pludselig interessant, inddragende og hæderlig af at bruge Twitter.
Den rodebutik vi kalder “sociale medier” er blot internettet i en mere moden form, hvor en masse børnesygdomme er luget ud og ting er lettere at bruge. Det betyder især at de funktioner som privatpersoner kan bruge til at kommentere og dele med er blevet kraftigt forbedret. Disse funktionaliteter er så gamle som webben selv, men i takt med at de bliver mere brugervenlige, bliver de brugt mere og der opstår efterhånden en forventning om at man kan komme til orde, blive hørt og få svar når man kontakter jeres virksomhed online. Vi har altså mere og bedre horisontal dialog. Men det er stadig “bare” internettet I står over for, inde bag alle de shiny begreber.
Historien om organisationen som møder internettet er ikke ny
Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.
En af de små julelege jeg brugte den gang (og stadig bruger idag, hvis det er nødvendigt) var at bede de tilstedeværende om at prøve at fortælle hvad de gerne ville have ud af vores møde – uden at nævne navnet på en eneste teknologi. Det havde mange påfaldende svært ved i begyndelsen! Men det som ofte hurtigt skete var at nørden blev forvirret og klappede i – og repræsentanterne for ledelsen nu kunne komme på banen med målsætninger som: “Vi vil gerne være påvirke vores image”, “Vi vil gerne have rationaliseringsgevinster”, “Vi vil gerne øge kendskabet til produkt X”, “Vi vil gerne sælge mere”.
Man kan diskutere hvad der er mål og delmål, men alle disse målsætninger handlede om forretning – ikke om teknologi – og det er stadig de eneste interessante mål der er værd at fokusere på. For jeg må hellere afsløre det for dig før andre gør: der er INGEN der har brug for et website. Det ENESTE vi har brug for er forandringer på forretningskritiske parametre. Og det bliver ikke anderledes af at websitet er ejet af andre og du så bare laver en side på Facebook eller en profil på Twitter. Internettet er altid et middel – aldrig et mål i sig selv.
Og hvad betyder det så i relation til Facebook og Twitter? Skal vi nu droppe dem helt?
Det siger jeg ikke at I skal. Men fra at tale om hvordan jeres organisation nu kan lave bedre Facebook og Twitter, skal I altså begynde at tale om hvordan Facebook og Twitter kan lave jeres virksomheder bedre.
Gevinsten skal ikke ses på internettet men i jeres virksomhed. Og som en god øvelse, inden I opretter en side på Facebook og kaster en masse tid efter at poste en masse links til igen nytte, kan I jo prøve at fortælle hvad I forventer at få ud af tilstedeværelsen – uden at nævne selve Facebook med et ord. Hvis I ikke kan sætte mål som handler om forretning og ikke om fans, så skal I måske heller bruge jeres kræfter på noget andet.
For mellem os: hvis I ikke her sat jer mål som ligger uden for selve internettet – hvordan har I så egentlig tænkt jer at måle om I overhovedet har fået en effekt ud af anstrengelserne?
Hvis man skal finde en meningsfuld anvendelse af begrebet “sociale medier”, så må det være at det er medier der i teorien giver alle en lige mulighed for at komme til orde og deltage i samtalen. “Sociale medier” har altså en grad af horisontalitet; frem for at være domineret af en afsender og nogle modtagere, kan vi nu alle fungere som både afsendere og modtagere.
Når man med den definition betragter medier som Youtube, Wordpress.com, Facebook, Twitter osv, så passer den jo temmelig præcist. Alle kan oprette en blog eller lave en profil. Når begrebet alligevel ender med at være et pop-begreb, som snart vil forsvinde, er det fordi det faktisk ikke tilbyder noget fundamentalt nyt. For hvad vil det sige at alle kan fungere som både udgivere og brugere eller afsendere og modtagere? Det vil ikke sige andet end hvad internettet har handlet om fra dag nul!
Internettet er nemlig skabt horisontalt (eller socialt, om du vil), i den forstand at alle kan sætte en server op og alle IP-numre i princippet er lige. At alle kan deltage på lige fod er altså ikke noget som Facebook eller Wordpress har skabt – det er bygget ind i internettets fundamentale struktur! I begyndelsen af www (1994) da alle fik mulighed for at publicere HTML-dokumenter, kom jeg online på Københavns Universitet (på den svimlende hurtige 2mbit forbindelse som hele universitetet delte) og det varede ikke længe før jeg begyndte at lave mine første grimme hjemmesider. Og det som var gældende den gang var at det var besværligt at skulle opfinde alt fra bunden.
Derfor var det en befrielse da de første formaliserede værktøjer dukkede op fra 1998-99, i form af CMS-systemer. Faktisk lavede mit første selvstændige firma netop CMS-systemer til små og mellemstore virksomheder i 1999-2000 og jeg husker hvordan virksomhederne gerne gav afkald på nogle designmæssige frihedsgrader, imod til gengæld at få en struktur. Et i teorien uendeligt antal designmuligheder blev altså her erstattet af nogle strukturerede systemer og nogle navigationsmæssige designkonventioner. Internettet var modnet og dets tilgængelighed var øget – og nettets samfundsmæssige betydning kunne derfor tage nogle kæmpe skridt fremad. Det var ikke en revolution, det var en formalisering som voksede frem organisk, på markedets vilkår.
Det som sker i disse år, med medier som Facebook, er heller ikke en revolution – det er også bare evolution. Yderligere institutionalisering gennem almene standarder og en række nye globale tjenester fratager os nogle frihedsgrader men giver os i stedet tilgængelighed og større anvendelighed. Og som følge deraf stiger nettets samfundsmæssige betydning. Men intet er fundamentalt ændret! Internettet er stadig socialt i sin struktur og “sociale medier” er bare internettet i enhver væsentlig betydning.
Det betyder ikke at nettet har fået mindre betydning – tvært imod. Men blot at begrebet “sociale meder” ikke tilbyder os andet end en gradsforskel. “Resten” af begrebets funktion handler mest om et skabe en diskurs som gør det muligt at tale om internettets stigende betydning for os som personer. Denne samtale foregår nemlig i høj grad i det offentlige og journalistisk medierede rum (jo den gør – for langt de fleste af os!) – og en stor del af vores journalistik drives jo som bekendt af oplevelsen af nyhed og påtrængende aktualitet!
Også websites som vi normalt ikke anser for at være “sociale” (som f.eks. store corporate sites) bygger på den samme sociale struktur. Alle kan i princippet lave et website magen til – og hvis vi ikke gør det, er det ikke internettet skyld. Alle websites er så at sige bygget på en social/horisontal grund – men hvor virksomheders website opererer på en makro-plan (du skal selv oprette et tilsvarende corporate site for at blande dig i dén samtale), så har vi disse år fokus på mikroplanet. På den del af samtalen som handler om ord, billeder og sætninger som har enkeltpersoner som afsender.
Begrebet “sociale medier” peger altså på en yderligere institutionalisering af internettet – intet mere! Den analytisk korrekte term ville være “det moderne internet” eller bare “internettet”. Men det betyder jo ikke at du skal holde op med at bruge begrebet – jeg bruger det selv, for ellers forstår potentielle kunder og samarbejdspartnere ofte ikke hvad jeg taler om i 2010. Men du skal bare ikke tro at du taler om noget konkret. Er du i tvivl, så prøv lige at spørge sidemanden om en konkret definition (ikke eksempler, det er for nemt) på sociale medier.
Hvis du vil sige noget konkret, som samtidig giver mening, så kan du prøve en øvelse jeg introducerede tilbage i 1999, da jeg alt for ofte oplevede at den nørd der skiftede toner på printeren og installerede PC’er pludselig sad med ved møderne om virksomhedens kommende website (det hele handler jo om computere, ikke?). At spørge computernørden om hvordan virksomhedens website skulle se ud, svarer til at spørge din mekaniker hvor du skal rejse hen på bilferie. Det giver jo ingen mening – og for at få flyttet fokus hen på det forretningsmæssige, hvor samtalen hører hjemme, introducerede jeg følgende dogme, som jeg foreslog til mine møder:
“Prøv at fortælle hvad I gerne vil opnå, uden at bruge navnet på nogen teknologi!”
Hvis du ikke kan det, har du fokus det forkerte sted (din nørd ;o). Det eneste vigtige samtaleemne er nemlig – som det altid været – hvordan vi driver og udvikler vores organisationer! Ikke hvad forskellige ting på internettet for tiden bliver kaldt af journalister.
Derfor vil begrebet “sociale medier ” snart gå samme vej som “virtuel”, “cyber”, “web 2.0″ og “dot.com”, hvis ikke det skifter betydning (ordet “social” er jo ret alment og slidstærkt) til noget langt mere præcist, som handler om processer og ikke et antal websites.
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.
Jeg er altid glad for at bidrage til nye undersøgelser om områder som Facebook, fordi det i mine øjne er på tide at vi får mere konkret viden. Blandt andet om disse mediers reelle betydning og eventuelle erhvervsmæssige potentialer. De sociale medier er ikke nye længere og der mangler undersøgelser der går lidt dybere end de almindeligheder, de fleste undersøgelser idag kan byde på. Jeg tænker her på de mange undersøgelser der kan fortælle os at XX danskere bruger Facebook eller at YY % har prøvet at bruge Twitter.
Vores planlægning førte til nogle interessante udkast til undersøgelser inden for det erhvervsmæssige område, som du må vente med at få detaljer om. Men der blev også kastet temaer og ideer i vejret inden for de mere personlige aspekter af at bruge sociale medier. Og det er især ét tema, jeg synes er værd at dele her. Vi kom nemlig til at spekulere på hvor aggressionerne bliver af på de sociale medier. På Facebook er der mange som fremstiller en facade som kan minde om et amerikansk forstadskvarter. Der er muligvis en masse konflikter og sortere sider, men når man ser på sit Facebook feed, så er vi alle generelt set utroligt søde ved hinanden og trykker LIKE og giver positive kommentarer og støtte til hinanden. “Facebook er et glansbillede” som en af deltagerne formulerede det.
At vi ofte lufter vores empatiske og sociale side og undgår aggressiv adfærd, skyldes jo nok at vi ligger under for social kontrol, da vi på sociale medier konstant har vidner på vores ytringer. Det er jo hele idéen ved Facebook og Twitter at vi alle kigger med på hvad vi siger til hinanden. Og ikke mindst på Twitter i Danmark, synes jeg at tonen er meget civiliseret. Men hvor går aggressionerne hen? Vi kan da ikke synes at hinanden er fantastiske hele tiden. Hvordan siger man IDIOT på Twitter?
På Twitter og ikke mindst på Bølgen – DK’s førende Wave Magasin – fandt der for nylig en diskussion sted om det acceptable i at bruge #fail som en såkaldt hash tag (en emnemarkering af sine Tweets). Det var som om at det var tilstedeværelsen af negative ytringer som skabte aggressioner og dårlige vibes på mediet. Og selvom jeg medgiver at det er bøvet at høre på folk der bare brokker sig (også på twitter), så er det jo en ren illusion at vi kan kommunikere uden at være sure eller have konflikter. Og når vi ikke kan udtrykke negativitet direkte, så bliver vi måske passivt aggressive? Måske vi viser negativitet ved at undlade at svare, at ignorere, at undlade at give fuld adgang til vores profil etc?
Vi endte med en vifte at spørgsmål som alle handler om de mere asociale sider af vores relationer og hvordan de finder plads på disse (åh så) sociale medier. Jeg aner ikke hvornår undersøgelserne er færdige, men jeg vender tilbage når jeg hører noget. Indtil da kan du jo spørge dig selv hvor dine aggressioner bliver af på Facebook og Twitter. Eller om medierne er ved at forvandle dig til passivt aggressiv.
I løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til en artikel, der konkluderer at vi ikke lyver om os selv, når vi fremstiller os selv på Facebook.
Denne journalistiske artikel referer en videnskabelig artikel, publiceret af Sam Gosling, som er psykolog (og Ph.D.) og forsker i hvordan vi bruger artefakter i vores identitetsskabelse. Når I har sendt mig linket er det fordi jeg i mit eget arbejde tager udgangspunkt i den centrale antagelse at vi faktisk hele tiden redigerer os selv og fremstiller idealbilleder af os selv på Facebook som et led i forhandling af vores identitet. Men Gosling konkluderer bl.a ifølge artiklen på dr.dk:
- Det tyder på, at sociale netværk på internettet ikke så meget handler om at skabe positivt spin for folkene bag profilerne. Det er i stedet bare endnu et medie til at engagere sig i ægte sociale interaktioner – meget ligesom telefonen.
Undersøgelsens opbygning
Jeg har ikke haft mulighed for at læse selv artiklen, da den endnu ikke er udgivet og tilgængelig på Det Kongelige Biblioteks online-tjeneste, men på baggrund af Goslings website og omtale er kan jeg danne mig følgende billede:
Undersøgelsen er bygget op således at en forsøgsperson (person A) først bliver bedt om at besvare en række spørgsmål om sig selv i en personlighedstest. Den kan du se på http://www.youjustgetme.com/. Efterfølgende bliver en anden person (person B) bedt om at vurdere person A’s Facebook-profil og på baggrund af den, gætte hvordan person A selv har scoret i førnævnte personlighedstest. Hvis der er et stort sammenfald imellem hvordan person A selv fremstiller sig og hvordan vedkommende bliver bedømt af person B, konkluderer Gosling at forsøgspersonen præsenterer sig “ærligt” og ikke forsøger at fremstille sig i noget særligt attraktivt lys.
Problemet med grundpræmissen
Det første problem jeg falder over hos Gosling er at han synes at antage at den eneste måde at redigere eller manipulere vores identitet på online er ved at forsøge at ændre folks opfattelse af vores personlighedstræk. Altså om vi f.eks. er udadvendte eller indadvendte som personer eller om vi har neurotiske personlighedstræk. Den opfattelse af identitet er typisk for en personlighedspsykolog, som foretrækker at arbejde med begreber som så at sige er “inde i personen”. Men min opfattelse af ”mig selv” er jo meget mere end mine “iboende” personlighedstræk. Eksempelvis er min opfattelse af mig selv koblet sammen med hvordan verden ser mig. En identitetsopfattelse som man er den eneste i verden der deler, er svær at bruge til noget i praksis.
Derfor har de fleste af os en interesse i at redigere vores liv på en masse områder, der ikke direkte har med “personlighedstype” at gøre. Når vi viser at vi ser de rigtige film, har økonomisk succes, er livsnydere eller at vi er intelligente og sofistikerede, så redigerer vi os selv for at opnå andres anerkendelse og dermed bliver bekræftet i en positiv identitet. Vi kan med andre ord sagtens skabe idealbilleder af os selv på mange andre omåder en dem personlighedspsykologen Gosling forsøger at måle. På Facebook er vi desuden oftest “venner” med folk vi har mødt og som derfor allerede har en opfattelse af vores grundlæggende personlighedstype. Den vil det med andre ord ikke give megen mening at forsøge at lave “personlig spin”.
De endnu større problemer med undersøgelsens holdbarhed
Validitet og reliabilitet er de klassiske videnskabelige begreber, der handler om at afprøve hvor vidt en undersøgelse af verden på den ene side er et præcist redskab og f.eks. giver det samme resultat fra gang til gang – og på den anden side om den måler det vi tror den gør. Og her virker undersøgelsen særligt problematisk. For det første er vores “baseline” (den sande personlighed) baseret på selvrapportering. Jeg skal altså selv levere “sandheden” om min personlighed. Men hvis jeg nu virkelig lyver om min personlighed (hvilket er det som undersøges) hvorfor skulle jeg så ikke netop gøre det i en sådan test? Og hvis jeg gør, så viser undersøgelsen kun om der er en konsistens imellem hvordan jeg lyver på Facebook og hvordan jeg lyver i en elektronisk test om mig. Altså imellem to forskellige selvfremstillinger.
Undersøgelsen fungerer altså kun, hvis man tager for givet at man ikke lyver om sig selv i den slags tests. Og her er der nogle faktorer som godt kan trække i den modsatte retning: For det første foregår rekruttering til testen delvist på Facebook – du har altså potentielt en mulighed for at den der skal rate dig er en du kender. Jeg kender analysebureauer der overhovedet ikke vil røre ved undersøgelser, hvor du bliver rekrutteret til selve undersøgelsen af dine venner. Da hele konteksten desuden er “sociale netværk” er der allerede en potentiel bias i retning af større selvbevidshed.
Jeg håber at en læsning af selve artiklen vil vise at det er journalister som har overfortolket resultaterne, men lige nu ligner undersøgelsen et stykke videnskabeligt makværk, som bruger data med en stærk bias, baseret på en primitiv identitetsforståelse til at konkludere noget som står i en skarp kontrast til det de fleste af os kan erfare hver dag.
Selvredigering er ikke noget nyt og ikke et særtræk ved sociale medier
Et medie som Facebook er et såkaldt “forankret” medie, hvor vi ikke er anonyme, men er til stede med vores rigtige navn og vores eget sociale netværk. I sådanne arenaer, bliver vores handlinger en del af vores øvrige sociale virkelighed. På samme måde som vi ofte redigerer vores påklædning eller indrettter vores hjem med henblik på at skabe en bestemt identitet – både for os selv og i andres øjne, redigerer vi vores fremstilling online ved at vælge et redigeret udsnit og at koble os sammen med ting vi finder positive og som kan give social anerkendelse. Det er noget som bl.a. Zhao m.fl behandler i en forskningsartikel fra 2008.
Men strategisk selvfremstilling er ikke noget nyt. Under sit Ph.D.forsvar for nylig, drog arkæologen Stine Birk en direkte parallel imellem den måde romerne i oldtiden smykkede deres gravstene med billeder og citater fra filosoffer på og den måde vi idag smykker vores Facebook-profiler med symboler og kendte mennesker for at iscenesætte os selv og forhandle vores identitet.
At påstå at vores tilstedeværelse på sociale medier er uredigeret eller at denne selvredigering mislykkes, fordi andre eventuelt er i stand til at identificere nogle fundamentale personlighedstræk hos os, indebærer altså en bevisbyrde som Gosling & Co efter min mening ikke har formået at løfte i denne omgang. Jeg ser frem til at læse selve artiklen.
Ville nazisterne have brugt Facebook i 1930′ernes Tyskland?
Jeg forbereder i disse uger mit nye foredrag, som jeg har valgt at kalde: “Goebbels ville have elsket Facebook”. Foredraget handler om cyberaktivisme og tager udgangspunkt i et Facebook-eksperiment, jeg lavede i foråret ‘09.
Eksperimentet indebar oprettelsen af en Facebook-gruppe imod den påståede nedrivning af Storkespringvandet i København. Det blev afviklet som en del af undervisningen i internetpsykologi på Københavns Universitet og afsluttet et par uger efter oprettelsen af gruppen. Da havde gruppen nået 27.500 medlemmer og jeg gik på TV2-Nyhederne som afslørede at der var tale om et eksperiment. Siden har eksperimentet været omtalt i bl.a. Newsweek, Washington Post og været på CBC og for tre dage siden blev jeg ringet op af New York Times.
Mine studerende og jeg udviklede siden et spørgeskema som blev posted på gruppen og gav over 900 besvarelser. Her blev medlemmerne af gruppen spurgt om hvordan gruppen fandt dem og hvordan de reagerede på den og dens budskab. Disse data har jeg efterfølgende analyseret. Desuden har jeg analyseret 500 beskeder på væggen og inddraget beretninger fra enkelte medlemmer. Siden er gruppen blevet ændret til en hyldestgruppe. Medlemstallet er stadig over 25.000 men den ophørte omgående med at vokse, da jeg havde været på TV2.
Resultaterne offentliggøres for første gang torsdag d. 12.november
Det foregår klokken 16:00 – 18:00 på IT Universitetet i København. Der er gratis adgang for folk som var medlem af gruppen – og alle andre som måtte være interesserede! Jeg vil tage udgangspunkt i resultaterne men desuden se på hvilken betydning de sociale netmedier egentlig kan tænkes at have på den måde holdninger – og i sidste ende propaganda – spredes på.
Hvilken betydning har sociale medier som Facebook for demokratiet? Er tilstedeværelsen af Facebook og Twittter en garanti for at vi undgår totalitære styrer? Eller er disse medier snarere en hovedvej for spredningen af ideer, som vil gøre det lettere at manipulere med folkestemningen, hvis vi en dag skulle blive kastet ud i krisetider og nationale identitetskriser som kunne bane vej for nyfascisme og udemokratiske tilstande? I sen-tyvernes Tyskland var Nationalsocialisterne faktisk en modbevægelse, som ikke havde adgang til medierne og derfor var afhængige af højtprofilerede folk som Hitler til at sprede budskabet. Ville Facebook have umuliggjort en nazisternes propaganda eller ville den bare have gjort den mere effektiv?
Titlen på foredraget er naturligvis bevidst gjort ret populistisk. For umiddelbart er den udbredte holdning jeg støder på at “det aldrig kunne have sket idag”. Folk ville mobilisere sig imod nazisterne – også på Facebook og Twitter. Men jo mere jeg tænker over titlen, jo mere bliver jeg i tvivl. Der er ingen tvivl om at internettet havde gjort det umuligt at hemmeligholde holocaust, men betyder tilstedeværelsen den sociale netmediekultur at vi nu er vaccinerede imod den indre svinehund?
Facebook møder Goebbels møder Photoshop
I forrige blogindlæg dyrkede jeg tankeeksperimentet at Goebbels (nazisternes propagandaansvarlige siden 1926) havde benyttet sociale netmedier til at komme til magten omkring 1930. Hvordan ville han og hans medier have brugt feeds, applikationer og video på youtube til at engagere befolkningen i jødehadet?
Det blev til en photoshoppet udgave af et Facebook-feed, som en helt almindelig ung tysker kunne have set det, hvis han havde logget på omkring 1930.
November 12. I am presenting my brand new talk called “Why Goebbels would have loved Facebook”. It’s done in Danish and takes place at the IT University of Copenhagen. Sign up on the Facebook Event>>
During my work with the basic concept of the talk, I started to wonder what it would actually have looked like, if Goebbels (who was in charge of Hitler’s proaganda from 1926) had used Facebook in the early days to spread propaganda and influence the German voters.
I had to see how that could look, so I quickly put together a “screen shot” in photoshop. It is probably not historically accurate, but it’s supposed to take place in the early 30’s, before Hitler and Goebbels reached total power.
In the later period of the Nazi regime, I am pretty sure that Goebbels would have shut down Facebook and Twitter in Germany (or tried) .
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
What do you offer people, to make them join your business page on Facebook? Information about your products or company? If your company is a well known brand or in some way doing really interesting things, that may work. If you offer discounts, tricks or other treats, that may also work. But most likely what works is when your offer can be exchanged into the new internet currency: “online social status”.
Whenever we share or join stuff, it is now visible to virtually everyone we know. This doesn’t mean that information has gone out of style – not at all. But it means that social status has become the main factor, when deciding to share or join stuff. You can have really good information that I really enjoy – but if sharing it makes me loose social status – I will keep it to my self. However, if something that I actually find less interesting could increase my social status, I will most likely share it.
What converts well to social status?
There is no single rule – this is not exact science. In stead, you should ideally look at any piece of content or interactive element you put out in the social realm, and ask yourself: Will sharing or joining this make my target audience look good? Here are 3 things to get your thinking started:
Novelty: Being first to know something signals proximity. And proximity to sources of high status, easily converts to social status.
Cleverness: Sharing something clever, means that you “get it”. “Getting it” converts really well to social status.
Stupidity: Sharing something that you can point out as being really stupid, will also make you look clever – see above.
If you provide interesting information, people will read it. But if your information converts to increased social status, people will share it. And most importantly: If your message may decrease my social stauts – I just won’t show it to anyone – no matter how brilliant it is!
PS Oh yeah – and another one: Lego. Everything with Lego in it somehow converts really well to social status online. Don’t ask me why! ;o)
Some videos spread aggressively on the internet – and some don’t. And even though it is as difficult to write a formula for at hit video as it is for at hit song, there are some key elements about “Danish mother seeking” that we can identify. Key elements that most likely helped it spread.
1. It’s a “first”. Well actually I am pretty sure that it isn’t – but that’s not important as long as it’s percieved as a novel idea. Wanting to be the one who shows another person something new is a very powerful driver in sharing content and messages.
2. The video is very vague. A general rule says that the less details and information you have, the more details and info your brain will produce to fill in the gaps. So when “Karen” sits in a totally anonymous living room and doesn’t seem to remember anything about the father – it leaves room for our own imagination. You actually start filling in details that you find credible to make the story work. And I would prefer your own details over mine anyday, if I was to manipulate you. You just make a much better job convincing you than I could ever do.
3. The girl in the video is friendly. She is constantly flirting with the camera – smiling, making eye contact with her big blue eyes. Looking at friendly faces is something that we are hard wired to like from birth. Actually, anything with big eyes will appeal to us – babies, young girls, kittens. Being able to pick out the faces that are friendly towards us has been cruzial to our very existence from the dawn of man (and woman) .
4. The girl is attractive – but in a certain way. She looks alot like the girl you were secretly in love with in seventh grade. She presents her self as very innocent – but the whole situation reveals that she is not, since she has sex with strangers. A really sweet looking girl looking shy and mentioning drunk sex with strangers is a perfect combination of the madonna/whore in one. Thus, she probably hits a soft (or hard?) spot with many men.
A portfolio shot of the actor behind "Karen" - taken from her website.
5. The video contains is a mystery – a riddle. Something that wants to be solved. Finding out if this was a hoax or a real video, definitely made a significant impact on the spreading of it. There’s always both the message (the actual video) and the meta-discussions of the message (is this real/stupid/too much?) to drive people to share and view your content. As the buzz grows, people will join only to see what others are talking about – this is when the crowd mentality kicks in. And this also shows the importance of seeding and getting it in the old media, such as TV and Newspapers, since most people dont’ pick up on the first wave of the video – but actually only watch it to find out what everybody is talking about.
6. There is a genuine cry for help. Judging from the comments on YouTube, lots of people are genuinely touched by this womans story and sends her love, respect and encouragement. Genuine heplfullness is still a strong driver in all our actions and utilizing the good in us all can be powerful – but it can also backfire on you, when people find out that they have been decieved ( an issue also being debated by Mindjumpers ). And again, it is probably very important that this poor person is very attractive – I really cannot imagine a boring looking person with no charisma getting the same effect. We like to help – but we prefer to help attractive people.
Following these principles will not guarantee you a “viral” succes video – but if you are not obeying to any of them, that is probably why your video has not attracted a large audience.
Earlier today, I wrote a post about the YouTube.video “Danish Mother Seeking” by KarenDK26. I stated that I was almost positive that this was a “false” video and that “Karen” was a fictional character. It was based upon my first impression and using a bit of psychology and a lot of common sense.
Meanwhile, it took only a few hours using my network on Twitter and Facebook, before I found her – with her picture, name and everyting. So now I know if Karen is a real or a fictional character. And guess what? I am not going to spoil the fun by telling anyone.
Thanks to @secrettwitterfriend – you know who you are.
This was posted on 12th of september at 6:18 PM – do you know of anyone who found her earlier than this?
This morning, I was contacted by a reporter from a major Danish TV-station, who wanted to know more about this video of an alleged 26 years old woman, calling out to the unknown father of her son on YouTube. The video also displays a link to a website (http://karen26.mono.net/ ), where we can see more pictures of “Karen and her little son, August”. So I watched the video and started Twitting about it, to see if anybody knows anything. Tweets are coming in as this is written.
In my opinion, this is clearly a marketing stunt. It’s just a question about who’s behind it. On Twitter, a condom manufacturer and Danish tourist organizations are the most popular guesses. The people behind http://mono.net, who host her amateurish website, have also been mentioned by Thilde Vesterby at Mindjumpers.
This is what makes me think that “Karen’s” story is pure fiction:
1. “Karen” doesn’t remember the father’s name, appearance or nationality. This doesn’t correspond well with basic knowledge about human memory: Unusual events are often stored more efficiently in memory than ordinary events.
“Karen” doesn’t present herself as promiscuous, thus we must assume that meeting a foreign man and bringing him home with her is not something she experiences regularly. Therefore it seems unlikely that she wouldn’t have remembered what this person looked like or where he was from – or what he was called, if they ever did exchange names.
If they had sex on the harbor without talking much, perhaps there would be no names exchanged. But they apparently talked about such clichés as “hygge”, which points towards a somewhat formal setting. In such a setting, it is more likely that they had exchanged names than the opposite. Furthermore, they apparently walked home together, which made it even more likely that they exchanged names. Since foreign names are often more unusual to you than names in your own language, it is more likely that she would have remembered his name, than forgotten it.
If this was a viral campaign, a name on the father – or even a description or a nationality, would have limited the amount of people who were potentially touched by it. Therefore this supports the theory that this is fiction.
2. “Karen” doesn’t look emotionally affected by the situation. Her face and eye movements reflect no inner conflict or emotions.
For example, “Karen” tries to give an impression of shamefulness, when she mentions her not remembering much from that evening. But it never affects her facial expressions, which remain the same no matter what she says. If this was a somewhat improvised presentation, I would have expected her to move her eyes a lot more around as se searched for words or became embarrassed. This doesn’t happen – she looks into the camera, quite friendly and secure all the time.
3. Her website is under-presenting her, compared to Danes in general.
In some other countries, it is impolite to ask people about their profession, but in Denmark, our occupation is a key component in our identity. It is unlikely that a real Danish girl would not reveal her occupation as one of the first things, when she made a webpage about herself. “Living alone with my son” is less likely to be the tag line of a young Danish woman’s personal website. A Danish woman would define herself as much more that a mother.
4. The “hygge” discussion is a cliché, more popular in Denmark than abroad
The only people I have EVER heard tell me that “hygge” (coziness) is something so uniquely Danish and that it can’t be translated have been Danish. It is a cliché that is mainly used in relation to tourism and not a fact that is well known outside Denmark. Thus, it is more likely that this has been fabricated than real.
5. Do the pictures and video show a mother and her child?
The pictures are quite elaborated, though – different settings and clothes – and some less flattering. This could actually be her own kid – but some (vague) signs suggest that it isn’t.
In the picture of Karen and her kid reading a book (above), she covers the pages of the book with her hand. That is not a usual situation, if a mother is reading or looking at pictures with her child. It is more likely a thing you do when you want to prevent the kid from moving the book until the picture has been taken.
In the next picture of Karen almost kissing the kid (right), the child looks a bit surprised by “Karen’s” appearing so close. This may off course be a coincidence, but it could also be a sign that this woman’s face is not familiar – perhaps because she is not the mother of that child.
In the video, the child also looks quite curious at both the room and “Karen”, which suggests that neither are familiar sights to him. If you follow the child’s eyes – he may actually be looking at someone to our left of the camera, but that could actually be anything – and another person is not required to operate the camera.
An why doesn’t “Karen” show any pictures of her and little August where he is an infant? The kid doesn’t seem to age much on the pictures shown on the site, where it is always summertime ;o)
Conclusion
This is with almost certainty a fictional video and it is most likely a part of a marketing campagin. But is it Danish Tourism or Condoms? You may disagree og have even more evidence for or against my conclusion – feel free to post it here…
På Twitter følger jeg bl.a. folk som også arbejder med “sociale medier” – og en stor del af deres tweets handler om at være den første om finder nogen der bruger Twitter & Facebook i deres reklamekampagner. Senest har jeg set en del begejstrede henvisninger til Pepsis brug af Twitter på dette kampagnesite.
I praksis foregår brugen af Twitter her ved at Pepsis hjemmeside søger på Twitter efter alle forekomster af ordet “Pepsi” og at de derpå viser alle de fundne tweets i en lille box med et Twitter-logo på. Og som du kan se på billedet, som er screendumpet fra deres site for 10 minutter siden, er resultatet en blandet landhandel. 3 mennesker skriger deres trang til Pepsi ud, én “disser” sodavand og én henviser gud hjælpemig til en historie om en person som fandt en gnaver (!) i en Diet Pepsi-dåse. Det er muligt at nogle finder indholdet af disse tweets stimulerende og dermed fatter mere interesse for brandet, men ellers vil jeg mene at man nok skal være Dalai Lama for at kunne profitere af en rå søgning på ens eget navn.
Pepsi har da også meget smart valgt ikke at integrere Twitter i deres forretning på sitet, men blot at vise det i en lille isoleret box på en kampagneside, med et klart Twitter-logo på. Og her kommer værdien for Pepsi faktisk også ind: de rider nemlig på den hype-bølge der siger at en vis gruppe af mennesker altid falder i svime når de ser deres yndlingsmedie sat i spil af etablerede brands. Det er de samme der var meget fascinerede over at brands gik på Facebook for 1 år siden, gik amok over at brands brugte YouTube for 3 år siden (og fortalte alle at de store brands var på vej ind i Second Life i ca. 2 måneder i sommeren 2006).
Pepsis integration af Twitter er således en succes – men ikke fordi indholdet eller relationerne tilfører brandet stor værdi – nogen gange skader den endda deres brand – men fordi de helt korrekt har kalkuleret med at den sædvanlige skare af teknologiens evangelister ser deres egen forestilling om tidens store medie bekræftet og derfor skynder sig at fortælle det til alle de kender. “Se selv hvad vi sagde – Twitter-marketing bliver STORT!!”
Men ikke kun evangelisterne leger med – fordi det er nyt skal Maren i kæret også lige prøve at skrive Pepsi (eller #pepsi) i sit tweet og så lige ind på Pepsis site og se om det dukker op. Og det trækker jo helt klart folk til sitet. Men det er ikke social media marketing, men helt almindelig gammeldags marketing, hvor folk trækkes ind og eksponeres for brandet ved hjælp af et gimmick.
Og Forbrugerrådet fatter desværre ikke helt hvad der foregår
I en artikel på Politiken.dk, går Anette Højrup fra Forbrugerrådet ud og beklager at Pepsi “gør forbrugerne til reklamesøjler”. Det viser desværre at der nok er et stykke vej endnu før Forbrugerstyrelsen har fundet op & ned i hype-maskinen. For det er i praksis noget vås. Når man gør nogen til reklamesøjler, klistrerer man dem til med ens brand eller produkter – men det er faktisk det komplet omvendte som foregår her. Den eneste måde Pepsi kan blive nævnt på en Twitter-profil er ved at folk selv vælger at skrive “pepsi” i den. Til gengæld gør Pepsi sig selv til reklamesøjle for Twitter-brugerne, når de kan promovere sig selv på pepsis site. Og det er her reklamekampagnen finder sin drivkraft.
Så kampagnen skaber trafik og omtale – men det er kampagnen der er i centrum – ikke produktet. Og det er fordi den drives af evangelisternes desperate jagt på at være den første der finde den næste store ting ;o)
Mens jeg p.t. bruger det meste af min tid på at skrive min meget kloge bog, tager jeg stadig ud og rådgiver virksomheder om brug af web og sociale medier, fra tid til anden. Når jeg hurtigt skal danne mig et indtryk af hvor langt virksomheden er nået i sin forståelse af nettet og de sociale mediers betydning for deres forretning, kan jeg finde på at stille dem spørgsmålet: “er jeres aktiviteter på nettet en succes?”
Det kan lyde som et ganske generelt og småubrugeligt spørgsmål, men det jeg lytter efter i deres svar er en ret vigtig distinktion. Hvis virksomheden fortæller at deres kampagne/website/twitterier er en succes (eller det modsatte) på grund af antallet af brugere, ved jeg at de sandsynligvis ikke har en klar strategi med deres aktiviteter og ikke er begyndt at koble netaktiviteterne sammen med deres forretning.
Og man kunne også spørge “hvordan evaluerer I jeres netaktiviteter?” det vigtige er at afdække om der er strategiske overvejelser bag aktiviteterne, eller om de er nødt til at bruge antallet af besøgende som succesparameter. Sandheden er nemlig den enkle: INGEN HAR BRUG FOR BRUGERE! Det vi har brug for er ALTID en forandring på forretningskritiske parametre som eksempelvis salg, kendskabsgrad, image, kundetilfredshed eller effektivitet. Brugere er ALTID et middel til at nå andre mål. Brugere er den mest misforståede parameter i evaluering af webprojekter – jeg plejer at kalde det for en pseudoparameter.
- “Men jeg har altså 5000 followers på Twitter”
Tillykke med det – men hvis det ikke er giver sig udslag på centrale parametre i din forretning, så er der altså tale om en hobby. Sorry. Det betyder ikke at de 2 timer dagligt du bruger på Twitter er spild af tid (ikke allesammen) men internettet er ALTID et middel – ALDRIG et mål! Og det er ærligt talt ikke ret god strategi at begynde med midlet og håbe at der dukker et mål op hen ad vejen.
Hent min gratis spørgeguide til jeres næste møde
Mange virksomheder har svært ved at forankre deres webprojekter i deres organisation og forretning. Det er der ikke noget nyt i. Den mest optimale måde er ofte at skabe større brugerinddragelse – både internt og eksternt. Men hvis man bare ønsker at holde et traditionelt internt ledelsesmøde om disse ting, vil du sikkert finde denne guide anvendelig. Jeg tager meget gerne imod dine kommentarer.
Twitter er mediet, alle taler om lige nu. Og det er ikke mindst på grund af Twitter-konti som persiankiwi, som løbende sender små tekstbeskeder i det særlige sprog af forkortelser og tegn, som har udviklet sig på Twitter og både er med til at gøre Twitter meget effektivt og kompakt at kommunikere gennem – men desværre også virker som en nørdet og indforstået ekslusionsmekanisme som efter min mening er den største årsag til at Twitter aldrig bliver et bredt og folkeligt medie.
Men hvorfor er netop Twitter en vigtig brik i det som foregår imellem iran og omverdenen lige nu?
1. Internettet – og dermed medier som Twitter – kan ikke lukkes ned
For det første er selve internettet opbygget decentralt. der er ikke en bestemt bygning som man kan bombe eller en bestemt ledning man kan klippe over. Man kan gøre nettet langsommere, men der skal virkelig mange bomber eller overklipninger til før internettet bliver lammet. Begge sider er desuden afhængige af internettet i 2009 og det er derfor meget svært at lukke for i praksis. Rent teknisk vil man kunne lukke for internetudbyderne i Iran, men det ville jo også lamme regimets egen kommunikation. Med en modemforbindelse, kan man desuden ringe op til en internetforbindelse i Valby og gå på nettet derfra, hvis man har lyst. Derfor ville styret også skulle lukke for telefonnettet, for at holde borgerne væk fra internettet og dermed yderligere lamme sine egne muligheder for at kommunikere. Hvilket endda stadig ville efterlade muligheden for at koble sig på en internetudbyder i udlandet via en satellittelefon. Den mulighed er godt nok de færreste forundt, men illustrerer at det ganske enkelt er umuligt at lukke internettet.
2. Twitter er journalisternes yndlingsmedie
Der er altid et medie der for tiden hypes af pressen – og lige for tiden er det Twitter. Alle journalister elsker Twitter – de frygter også Twitter, fordi de alle ved at det er mediet de bare skal bruge, forstå og holde øje med selvom de færreste helt forstår hvad det nørdede medie kan. Men nu optræder der så en konflikt, som skalerer og hvor man i kampens hede kan udpege gode og onde – udpege én radikalt religiøs politiker til helt og en anden til skurk. Endelig er der altså en stor historie som anskueliggør mediets potentiale på pædagogisk vis og som derfor gør det tilgængeligt for alle. På afsendersiden er der mennesker i Iran, som jo kan se at Twitter er mediet at bruge, hvis man vil have pressen i tale. Ingen helt almindelige danskere bruger Twitter, men alle danske journalister gør – hvis de ikke gjorde før, gør de det med garanti nu.
Mediehype, kamp mellem det gode og det onde i gaderne og mennesker med et politisk budskab (nej, det er ikke objektive budskaber vi får fra persiankivi – det er partsindlæg) udgør en cocktail som for få år siden gjorde blogs til det hotteste og for endnu nogle år siden email (og for endnu flere år siden, telegrafen).
3. Twitter er anonymt
Når jeg skriver “konto” om persiankiwi og ikke f.eks. “bruger” eller “person” hænger det tæt sammen med en faktor, som netop er medvirkende til Twitters succes. Det er nemlig et helt og aldeles anonymt medie. Vi ved ikke om der er én eller flere personer bag. Det kunne jo teoretisk set være et medlem af styret, som skaber forvirring (ikke at jeg vil advokere for den fortolkning). I sammenligning er Facebook mindre egnet, da man her er til stede med sit navn og med sit netværk. Man kan naturligvis vælge at optræde under falsk navn, men så kan det være svært at skabe et netværk. Man kan naturligvis oprette en “fanpage” på Facebook, men her flytter problemet sig til dem som eventuelt blander sig i debatten eller blot bliver fans, som jo også står frem med eget navn og dermed løber en større eller mindre risiko for at blive udpeget af regimet.
4. På Twitter formulerer man sig kort
En blog kunne jo også være anonym – og det peger på en anden kvalitet ved Twitter: Twitter er begrænset til 140 tegn, hvilket gør at man rent faktisk kan nå at læse meddelelserne efterhånden som de publiceres. Desuden tager de ikke ret lang tid at skrive og tvinger skribenten til at fatte sig i korthed (en disciplin jeg heldigvis ikke er pålagt at udøve her på min egen blog ;o). Twitter er som overskrifterne på Ekstrabladets spiseseddel. Ofte er der så links til artikler, hvor man kan få mere at vide.
5. Twitter er “hyperviralt”
Det er meget nemt at få budskaber spredt på Twitter. Man kan re-tweete (skrive RT foran en meddelelse andre har skrevet) og dermed videresende andres budskaber i eget navn. Man kan også “tagge” sine indlæg med nøgleord (såkaldte “hashtags”), ved at skrive # foran nøgleordet. Som f.eks #iranelection, som er det absolut hotteste hashtag på Twitter lige nu. Ved at tagge sine budskaber, kan man gøre dem nemme at finde på tværs af alle brugere på hele Twitter og dermed skubbe dem ind i debatten på globalt plan, hvilket gør det muligt både at være med i en lokal og en global samtale på samme tid. Det er også dette der gør søgninger på Twitter til en populær måde at finde informationer og links på, da alle postede links har en afsender, som man kan gå ind og tjekke.
6. Twitter kræver ikke megen båndbredde
Twitter er rent tekstbaseret og de 140 tegn ad gangen kræver derfor ikke meget båndbredde. Mediet egner sig således glimrende til modem-baserede forbindelser, som stadig er helt almindelige i mange lande uden for Vesten. Hvis man f.eks. bruger en udenlandsk dial-up forbindelse, kan man derfor nemt holde kontakten ved lige uden at skulle vente længe på at hele brugerfladen loader og at ens tekster bliver posted.
7. Twitter er tilgængeligt på mange platforme
Twitter har været så smarte at åbne deres platform og gøre det muligt for andre udviklere at lave applikationer som taler sammen med Twitter. Derfor kan man bruge Twitter fra stor set enhver platform, med software som kan sortere informationer, håndtere flere brugere, udskyde afsendelser, og tilgås fra mobiler, smartphones, pda’er og mange ældre computere. Hvis du har en internetconencted dims, findes der en Twitter-klient til den. Jo – der findes også en Twitter klient til Commodore 64 – se den gnidrede video herunder:
Hvis du kan komme i tanke om flere grunde eller er uenig, så kan du herunder blande dig i debatten, Ganske anonymt og uden risiko for represalier.
Hvis I ikke har overvejet at gå på Facebook eller Twitter med jeres firma eller organisation, så er chancen for at I gør det i den kommende tid ret stor. Men ikke alle virksomheder eller organisationer vil få en værdi af de sociale medier som modsvarer den tid og energi de skal lægge i dem. Og for nogle vil det være spild af tid. Her er 6 spørgsmål I bør stille jer selv, inden I begynder at anvende sociale medier strategisk.
1. Har i en blog eller hjemmeside der fungerer?
En blog er et uundværligt supplemet til sociale medier. Facebook er f.eks. et glimrende sted at dele budskaber – men uden interessant indhold på blog (eller hjemmeside), er der jo ikke meget at dele. En blog en også god indikator på jeres evne til løbende kommunikation. Hvis I ikke kan skabe en spændende og løbende formidling af jeres organisation på en blog, så kan I slet ikke skabe værdi på Twitter eller Facebook. Derfor: begynd med bloggen. Den træner jer i at tænke i hurtig kommunikation og dialog. Og brug så sociale medier til at få sat jeres blogindlæg i spil.
2. Har I en åben kommunikationskultur?
Jeg rådgav for nyligt en offentlig styrelse om brug af Facebook og mit råd til dem endte ganske enkelt med at være at de skulle droppe ideen. Som offentlig styrelse skulle al kommunikation ud af huset nemlig cleares af den juridiske afdeling. Det betød at det kunne tage flere dage at få lov at skrive 140 tegn på Twitter eller at opdatere en status på Facebook(!) Det kan naturligvis gå an, hvis man vil nøjes med at bruge sociale medier som en form for mailingliste. Men hvis man ikke kan besvare en kommentar eller selv kommentere noget uden at få det clearet af juristerne først, så får man slet ikke det fulde udbytte af de nye platforme. Så skal man måske hellere have en godt udbygget hjemmeside og så gøre indholdet nemt at dele online for andre. Har I for øvrigt en “Del på Facebook” knap på jeres website idag? Ellers kan I jo passende begynde der. Den kan integreres i jeres CMS med få linjer kode.
3. Er I klar til at promovere en potentiel konkurrent?
Der er en tommelfingerregel der siger at man kun skal promovere eget indhold hver 10. Gang man f.eks. poster et link på Twitter. Hvis man bare sender links til sin egen blog, er man ret sjældent interessant at følge. De rigtigt spændende folk at følge er dem der løbende deler cremen af de spændende artikler, blogindlæg og websider, som de selv bruger som research. Dermed er der faktisk en potentiel mulighed for at komme til at linke til folk der ved mere om jeres kerneydelse end I selv gør. Men min erfaring er at den fordel I får ved at have en masse der finder jer kloge, troværdige og spændende at følge, til fulde overstiger det tab I måtte lide ved at nogle få valgte at kontakte en konkurrent. Faktisk viser det jeres format og loyalitet overfor jeres followers, at det vigtigste for jer er at give dem god viden – og først derefter at sælge dem noget.
4. Har I overhovedet folk med interessant viden i huset?
Nej – du kan ikke betale andre for at ”drive” jeres tilstedeværelse på de sociale medier. For det første bliver det ret ofte gennemskuet (og det er næsten lige så kikset som at få andre til at skrive sine kærestebreve) men hvad der er endnu vigtigere, så har en ansat kommunikationsmedarbejder – enten intern eller ekstern – meget sjældent en viden som nogen gider interessere sig for. Vi vil høre fra dem der står med hænderne nede i jeres produktudvikling, ledelse eller andre spændende ting. Vi vil høre hvad de ser på lige nu. Og ikke mindst: vil vil have en mulighed for at give feedback og komme i dialog – ikke med en receptionist, men med ”the man” m/k. Til gengæld for den tid I bruger på de sociale medier, får I fingeren på pulsen som aldrig før. Hvad er det værd for jer? Hvis I alligevel vælger at bruge en kommunikationsmedarbejder, så placer vedkommende i f.eks. udviklingsafdelingen frem for i en særlig kommunikationsafdeling. Så vedkommende rent faktisk er “in the loop” og ved hvad der foregår.
5. Bruger du selv Facebook og Twitter privat?
De sociale platforme har eksisteret en tid nu og derfor er der opstået en særlig kultur og en lang række uskrevne regler. Det gælder ikke mindst Twitter, der med sit ultraprimitive interface (140 tegn + muligheden for at linke til en profil ved at skrive @ foran den) har udviklet en række koder som man skal kende for at forstå hvad der foregår – ikke mindst for at forstå tonen, ironien etc blandt de garvede Twittokrater som tæller journalister, hardcore nørder og kommunikationsfolk i alle afskygninger og vægtklasser. Også Facebook har en række uskrevne regler om hvordan man kommenterer og i øvrigt henvender sig til folk. Den klart bedste og billigste måde at komme til at forstå disse koder på er at bruge medierne selv.
6. Forstår du psykologien bag de sociale medier?
Hvis du ser sociale medier som en form for permission based marketing og bare ønsker en masse nye gratis abonnenter, du kan sende info om jeres produkter, nye ansatte eller andre informationer som centrerer sig om jeres virksomhed, så er svaret: ”Nej, du forstår ganske givet ikke ret meget om hvorfor mennesker deler ting online og skal nok ikke regne med nogen nævneværdig værdi”. Sandheden er nemlig at det virale potentiale i de fleste firmanavne er omkring nul (med mindre man f.eks. hedder Apple eller Addidas). Så her handler det om at sætte jeres modtagere i centrum – ikke jer selv. Vi deler nemlig primært ting der kan få os selv til at tage os godt ud. F.eks. ved at være den første der viser vennerne noget interessant og relevant. På medier som Facebook viser vi desuden vores identitet ved at associere os med bands, brands og budskaber. Det sker blandt andet ved at melde os i grupper og blive fans af pages vi synes passer til den identitet vi gerne vil signallere. Hvis du kan formulere jeres budskaber, så jeres målgruppe kan skabe identitet ved at blive fan af dem, vil I få succes og jeres budskab vil spredes. Og det er altså de færreste der skaber identitet ved at fortælle at I nu har fået en ny medarbejder eller at vise jeres salgskatalog på deres profil.
Tilføj gerne flere spørgsmål i kommentaren herunder >>>
Tjek også gerne mit nye foredrag, Mindsurfer – som handler om at forstå psykologien bag Facebook og styrke virksomheders brug af sociale medier.
En blog er god til at formidle en løbende strøm af tanker, observationer og ikke mindst emner med en vis aktualitetsvinkling. Derfor har jeg blogget løs her fra virkeligheden i over 5 år.
Det vil jeg blive ved med, men efterhånden har jeg fået behov for en platform for mine kommercielle aktiviteter – primært mine foredrag og de længere ting, jeg er ved at skrive. Derfor har jeg åbnet mindsurfer.dk – som både er titlen på mit aktuelle foredrag og det min første eBog sikkert kommer til at hedde.
Nyt: Nyhedsbrev om internetpsykologi
Både eBog og foredrag handler om hvad der egentlig virker i professionel kommunikation via sociale medier som Facebook og lignende. Hvis du er interesseret i emnet, så skal du da skynde dig at melde dig på mit nyhedsbrev, så vi kan holde kontakten ved lige.
Jeg er nyudsprungen som foredragsholder og håber inden alt for længe at komme til en mikrofon i nærheden af dig og dine kolleger. Hvis alt går efter planen (og det gør det aldrig) så dukker jeg op hos en af landets førende foredragsbureauer i løbet af sommeren.
Men hvis du er interesseret i at booke mig, kan du også selv tage kontakt direkte til mig på 61678913 eller læse mere på mindsurfer.dk
Spreadshirt.com, som er en online T-shirt shop, vil lissom også være sociale. Det har de valgt at være ved at integrere Twitter på deres blog. Som du ser, har de åbenbart valgt at integrere andres tweets om dem (det er lidt svært at se hvem der tweeter her) med links og det hele.
Med mindre de faktisk selv ejer enoughmerch.com (hvilket ville være ganz cool), så demonsterer de på glimrende vis, hvordan man ikke skal integrere Twitter.
Måske du kan huske hvordan det at “dele viden” var på alles læber i slutningen af 1990′erne. Konsulenter kravlede frem fra under stenene og tilbød at kortlægge virksomhedernes viden, hvilket bl.a. førte til det sarkastiske slogan fra kritikerne “Giv mig dit ur og jeg skal fortælle dig hvad klokken er”. I 1999 toppede det med den storstilede lancering af Lotus Notes 5, som blev lanceret som selve videndelingsplatformen.
At deling af viden er et objektivt gode, vil de færreste vel anfægte. Begrebet er nemlig lige nøjagtigt så fluffy og intetsigende, at man kan få det til at betyde hvad man har lyst til. Hvis man fortæller hvor der er 5 kroners rabat på kopipapir, deler man viden. Hvis man tilbyder en detaljeret analyse af makroøkonomiske sammenhænge, deler man viden. Begrebet er således brugbart til at udtrykke din kommunikations intention til andre, men som analytisk begreb er det rent nonsens.
De største problemer er at der, bortset fra i meget enkle sammenhænge, ikke findes ren viden. Det, vi forstår som viden er ofte en sammenblandingen imellem informationer og holdninger, sat ind i en kontekst. Videndelingsindustriens primære produkt var således storytelling. Ved at tilbyde systemer som kunne gøre lagring og søgning i dokumenter nemt (efter datidens standard) og italesætte disse dokumenter som den modene virksomheds kronjuveler, fik man skabt et produkt hvis sex-appeal var omvendt proportionel med dets potentiale for værdiskabelse.
For hvad medførte indførelsen af “videndelingssystemer”?
Først og fremmest blev forståelsen af hvad viden er, groft forsimplet. Viden blev til informationer om gårsdagens aktiviteter, som blev rapportet ind i et firkantet felt og lagt i en database. Erfaringer fra tidligere projekter eller fra tidligere relationer med kunder, samarbejdspartnere eller leverandører kan naturligvis være guld værd. Men i mange tilfælde handlede videndeling om at man forestillede sig at dagbogslignende indrapportering i en database kunne erstatte den direkte samtale imellem mennesker. I en samtale som jeg havde med en konsulent fra firmaet Convergens i 1998, faldt en bemærkning som for mig fanger essensen af sen-90ernes videndelingshysteri.
Bemærkningen fra konsulenten lød:
“Videndeling handler jo ikke kun om at indføre teknologi, men om f.eks. at sætte et skilt op vd kaffemaskinen der fortæller at man ikke skal tale sammen der, men gå ind og skrive det i videndelingsystemet”
Den lader vi stå et øjeblik….
At viden – som sødmælk – blev forstået som et nulsum-spil, medførte tusinder af intelligente mennesker blev tvunget til at taste terrabytes af data ind i videndelingsystemer. Jeg har talt med medarbejdere, der var ved at brække sig over at skulle løse denne meget uklare opgave – ” at dele viden”. Og det skyldtes helt primært at medarbejderen blev bedt om at afrapportere gårsdagens projekter og interaktioner, mens interessen helt naturligvt var på dagens og morgendagens.
Hvor mange virksomheder der har brændt arbejdstimer og goodwill hos medarbejderne af på videndelingens alter, inden modebølgen drev over, ved ingen. Men mange virksomheder har i hvert fald endt med at stå med frustererede medarbejdere og store databaser fulde af forældede informationer, som var skrevet af pligt og uden et klart formål.
Mikrobloggingens muligheder for videndeling – eller hvad man nu skal kalde det
Idag tilbyder mikroblogging, som det ses i Twitter eller i Facebooks statusopdateringer, en mulighed for at realisere formålet med videndeling – nemlig at medarbejdere er orienterede om hinandens aktiviteter og har adgang til at trække på hinandens ressourcer.
Mikroblogging har nemlig et par meget åbenlyse fordele i forhold til f.eks. en gammeldags “Lotus Notes lignende” vidensplatform.
Man skriver om det man laver lige nu, imens det er interessant for medarbejderen og opleves som højrelevant at kommunikere ud.
Man deler links og andre ting man falder over i løbet af sin research – man viser altså andre hvad man selv ser på. På den måde sker videndeling ved at der skabes transparens til det man laver lige nu - ikke ved at man afrapporterer gårsdagens aktiviteteter.
For det andet er formen kort – det handler om at dele en tanke eller et link – man sidder derfor ikke og bliver lammet af store tomme tekstfelter der kræver mange overvejelser og geniale tekster.
At medierne er sociale, har en åbenlys pædagogisk effekt. Man kan se hvordan andre bruger mediet og skal derfor ikke sidde alene og gætte på hvordan formen skal være.
Endelig giver den sociale dimension en indholdsmæssig fordel, idet der er mulighed for at andre der ved noget om ens link eller emne, selv bruger et par hundrede tegn på at tilføje et link, en kommentar eller en kritisk bemærkning, som alle andre kan inddrage i deres eget arbejde.
Så 10 år efter videndelingsevangelisterne gik omkring solgte databaser som var de hjerner, bringes viden i spil i form af små tekstbidder, som vi selv kan stykke sammen til vores egne flygtige helheder. Men lad os ikke glemme at der stadig ikke er mange systemer der kan overgå de 10 minutter hvor vi står på et koffein-buzz og snakker med en kollega, inden vi bærer kaffen ind til maskinen og ser hvad der er sket på Twitter mens vi var væk.
Jeg faldt over den her på Facebook og synes det er ugens eksempel på noget jeg bare må vise dig. Den er skidegrim og amatøragtigt lavet, men den har det der skal til . Hvis du kan din Meat Loaf, vil du værdsætte den – ellers vil den være absolut intetsigende.
Tegningen rammer nogle forskellige psykologiske hot spots, som den henter sin delingskraft fra. Her er mit bud fra hoften på et par af dem:
Den trækker på den humor, som opstår når man blander formsprog
Den velkendte diagramstil fra f.eks. regneark, bruges overraskende til at præsentere lyrisk humor. Note til vordende humorister: Jeg har en tommelfingerregel som siger: Du bør altid bevare nogle velkendte elementer i dit humoristiske materiale. Du skal altså enten putte overraskende indhold i en velkendt form (som i dette tilfælde) eller du skal præsentere et velkendt indhold i en overraskende form. Eller blot blande kendt form med kendt indhold på nye måder – som hvis du sang din bilforsikringspolice som kirkesalme eller brugte speaken fra BIVA reklamer som scorereplikker (ok, ikke de sjoveste eksempler – men du forstår pointen).
Hvis du bevarer et eller andet element af noget kendt, bliver bevidstheden “kildet” af forskellen på noget kendt og noget ukendt og humor kan opstå – ofte hjulpet på vej af nogle af de mange referencer det kendte har med sig. Hvis hverken form eller indhold er kendt i forvejen, bliver resultatet ofte bare forvirring, da hjernen intet referencepunkt har og derfor skal bruge al din opmærksomhed på at afkode budskabet. Lidt som noget fjernsyn med Rune Klan
Den har en forsinkelse indlagt
Det som gør tegningen sjov findes ikke på selve tegningen – man skal lige ud i baghovedet og hente den rigtige sang og afspille det lille stykke, før tiøren falder. Denne forsinkelse på et par sekunder gør at man først oplever tegningen som meningsløs og derefter får mening i den. Det kan hjernen rigtig godt lide – den elsker mening og hader ikke at forstå ting. Og i samme øjeblik man oplever mening, opdager man også den overraskende brug af den kedelige diagramform. I nogle meget kritiske sekunder herefter opståren fed følelse, som kan resultere i ”den her skal nogen andre se” oplevelsen.
Man får lov at virke smart
Forbindelsen imellem Meat Loaf sangen og diagrammet er en lille smule raffineret. Og det er lige passende. Hvis den var skåret mere ud i pap var den ikke sjov – og hvis den var mere raffineret, ville alt for få mennesker fatte den. Den har en kulturel reference så man lige når at få følelsen af at man er musikalsk velbevandret. Også selvom at sangen har grovhittet verden over og det kan være svært at finde nogen over 30 som ikke har hørt den, gætter jeg på.
Primært har tegningen en “Oh yes, I get it” faktor. Og ved at sende den viser man den til andre med en “Do you also get it?” twist. Den påpeger desuden noget logisk absurd. I sanglinjen “I would do anything for love, but I won’t do that” er der en selvmodsigelse som de fleste jo ikke forstår rent bogstaveligt. Vi forstår jo godt hvad manden mener, sådan omtrent. Men rent logisk er det jo noget sludder, som diagrammet så tydeligt viser. Og netop det kan være sjovt at være den der “afslører” for andre.
Den er grim og virker derfor som “undergrund”
Når man sender noget videre der ligner undergrund, signallerer man originalitet – men for fanden hvor ville jeg elske at finde ud af at det er Virgin Records (som udgav sangen i Europa) som står bag.
Read the First Comment 
Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.
Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.
I løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til 
A social application, Like Facebook or Twitter, is not just another communication channel - it’s an arena for self presentation and identity creation. And in such an eco system, the currency is not information, but social status!
Hvis I ikke har overvejet at gå på Facebook eller Twitter med jeres firma eller organisation, så er chancen for at I gør det i den kommende tid ret stor. Men ikke alle virksomheder eller organisationer vil få en værdi af de sociale medier som modsvarer den tid og energi de skal lægge i dem. Og for nogle vil det være spild af tid. Her er 6 spørgsmål I bør stille jer selv, inden I begynder at anvende sociale medier strategisk.
