I blogindlægget nævner jeg et specifikt konsulenthus og en navngiven konsulent. Og selvom jeg på ingen måde angriber disses hæderlighed – tværtimod, så er jeg nået frem til at min pointe bare ikke er stærk nok til at retfærdiggøre inddragelse af konkrete personer og virksomheder. Så derfor er indlægget blevet skrottet!

Sorry folks – jeg gik over stregen uden grund nok.

I løbet af december, har din Facebook-profil skiftet udseende. Du har fået en såkaldt “timeline”, der viser alle dine opdateringer på en samlet og mere overskuelig måde. Men selvom din timeline er en stor designmæssig forandring, er den stadig mest kosmetisk. Det er et af Facebooks andre nye tiltag, nemlig den såkaldte “friktionsløse deling” (frictionless sharing), der udgør den mest radikale fornyelse. Friktionsløs deling går ganske enkelt ud på at du én gang for alle åbner for at et website eller en tjeneste kan dele dine aktiviteter og at alt du derefter foretager dig – f.eks. læser på Washington Post eller lytter til på musiktjenesten Spotify, automatisk bliver delt med dine Facebook-venner. Hermed antager Facebook at det næste skridt for os er at begynde at dele alt automatisk – at vi ønsker at afskaffe den “friktion”,der indtil nu har været forbundet med at dele på Facebook. Min påstand er imidlertid at denne friktion ikke bare er et besvær, som man kan blive sparet for, men rummer selve nøglen til Facebooks succes.

Indtil nu har al deling på Facebook været en aktiv handling

Det er foregået ved at vi selv klikkede share, like eller hvad det ellers har heddet gennem tiden. Ved at lade os vælge hvert enkelt sted, billede og website vi ønskede at dele, blev Facebook en flade vi kunne bruge til at redigere, iscenesætte og på andre måder have kontrol over det billede vores venner og netværk fik af os. Nøjagtigt på samme måde som i alle andre områder af virkeligheden, kunne vi vise et billede af os selv vi ønskede. Og sammen med det faktum at vi er på Facebook med vores eget navn og vores netværk, har denne delingsfilosofi gjort Facebook til vores foretrukne værktøj til konsolidering og formidling af virkeligheden online.

Facebook handler altså ikke primært om at afrapportere alt hvad vi gør, men om at vise hvem vi ønsker at være. Vi er ikke forpligtede til at dele et billede af vores opvask og vores grimme brune gryderetter på Facebook, men kan i stedet vise et billede af vores nybagte boller og hjemmelavede sushi. Og selvom mennesker er komplekse og deler af et utal af grunde, så hænger de ting vi deler altid på én eller anden måde sammen med det billede folk får af os. Vi sidder ikke (altid) og planlægger at dele noget, for at skabe et bestemt billede af os selv. Men vi har altid i baghovedet at folk danner en opfattelse af os, bl.a. på baggrund af de ting vi deler. Det er det jeg kalder identitetsøkonomi. Og netop her er Facebook faktisk ikke forskellig fra andre aspekter af virkeligheden.

Hvis din Facebook-profil var en bogreol…

Prøv at forestille dig en situation fra den fysiske verden: Du får gæster til middag. Når de ankommer til dit hjem, byder du dem velkommen og placerer dem i stuen med et glas vin, mens du går ud og ser til maden. Og mens du rører i sovsen, giver dine gæster sig til at kigge sig omkring i stuen og deres øjne falder før eller siden på bogreolen, hvor de giver sig til at studere de titler du har stående. Det ved du godt de gør, så derfor har du ikke stillet alle bøger du nogensinde har ejet i reolen. Og du har sikkert heller ikke læst alle de bøger du har stående. Selvom jeg ikke vil påstå at den eneste grund til at du har bøger stående fremme i stuen er at påvirke folks indtryk af dig, så har du sikkert et publikum  i baghovedet, når du bestemmer hvilke bøger der skal i reolen og hvilke der ikke skal.

Men prøv nu at forestille dig at din bogreol nu begyndte at opføre sig anderledes. At du ikke selv satte bøger i den, men at alt du nogensinde har læst, automatisk blev stillet op i reolen. Alle selvhjælpsbøger, alle pornoblade, alle dårlige kærlighedsromaner, alle bøger om fysiske og psykiske lidelser du har lidt af, automatisk fløj op på hylderne til skue for dine middagsgæster. Var det en reol du ville have stående fremme i stuen? Næppe.

Men netop sådan kan man faktisk forstå forskellen på gammeldags deling og den nye friktionsløse, som Facebook for nyligt har introduceret. Og dermed mister Facebook en væsentlig funktion.

Derfor vil frictionless sharing fejle

Når deling bliver automatisk, mister vi vores mulighed for at bruge fladen til at kommunikere og designe vores online identitet med. Hvis vi ikke selv har styr på grænsen imellem privat og offentlig, bliver mediet ganske enkelt mindre interessant som socialt værktøj. Det handler ikke kun om privatliv og overvågning, men om at det er vores udvælgelse af verden – de bøger vi viser, det tøj vi tager på og de møbler vi køber, som rammer et helt fundamentalt behov for os.

Inden jeg skrev dette indlæg, stillede jeg følgende spørgsmål på Facebook:

Ovenstående helt uvidenskabelige survey på Facebook, viser ikke nogen overvældende interessefor automatisk deling, men det behøver jo bare at være et udtryk for at vi endnu ikke er blevet opdraget til at gøre det.

Når jeg alligevel vover pelsen og spår frictionless sharing en meget begrænset succes (sandsynligvis begrænset til nogle få typer af tjenester), frem for at blive den næste store ting, er det altså fordi det strider imod det princip der, efter min opfattelse, styrer vores brug af Facebook; nemlig vores mulighed for at udvælge små udsnit af virkeligheden og bruge dem til at skabe og formidle et billede af os selv.

Vi deler jo ikke et billede af en solnedgang for at dokumentere at solen også går ned i dag. Vi gør det fordi netop denne udgave af en solnedgang, set fra vores sommerhus, sendt en smuk feriedag hvor vi laver bål med ungerne, siger alt hvad vi kan ønske at fortælle os selv og andre om det liv vi lever. Tænk hvis Facebook i stedet automatisk lavede en opdatering hver eneste gang du så solen gå ned? Ville det være værdifuldt? Eller ville de virkeligt betydningsfulde solnedgange i dit liv drukne i mængden?

Det er faktisk i langt højere grad Google’s end Facebook’s stil at automatisere vores online aktiviteter. Eksempelvis har Google i 3 år haft en tjeneste der hedder Google Latitude, som i realtid kan vise hvor vi (eller i hvert fald vores mobiltelefoner) er henne. Tjenesten er langt mere friktionsløs end Facebook Places, hvor men selv skal checke ind. Men hvilken af de to tjenester bruger du selv?

Om ganske få år vil vi se tilbage på årene omkring 2010 og den boble i internettets historie, vi kaldte den “sociale” revolution. Det var for eksempel den gang enhver virksomhed med respekt for sig selv havde, eller ønskede sig,  en “Facebook-strategi”.

Vi vil snart læse rapporter som forsøger at sammentælle hvor mange millioner kroner danske virksomheder spildte på at forsøge at holde Facebook-sider i live til ære for ganske få hundrede brugere, med alle de distraktioner fra forretningsmæssige mål, det kostede. Andre rapporter vil påvise at virksomheder som brugte penge på at få deres forretningsprocesser automatiseret, frem for at forsøge at lave “dialog” med mennesker på Facebook,  tjente flere penge og oplevede større vækst.

Det vil blive almindeligt blandt journalister at nævne “dot com” og “sociale medier” i samme sætning og de få cases hvor det rent faktisk lykkedes virksomheder at skabe et “viralt” fænomen og tjene penge på det, vil blive omtalt som de undtagelser de var – og ikke som de strålende eksempler til  inspiration og efterfølgelse, som de fremstod som, da hypen stod på.

En eller anden forfatter vil snart slå igennem på at skrive en bog der påpeger det helt åbenlyst irrationelle i at forsøge at kommunikere med et massemarked ved hjælp af manuel samtale. Pludselig vil vi alle kunne se det åbenlyse modsætningsforhold imellem at kunderne angiveligt skulle være vilde med at have dialog med virksomheder – og at  ingen gad at være aktive på netop vores  firmas Facebook-side. Og vi vil sige at vi da egentlig hele tiden godt kunne se at dialog skalerer elendigt, er dyrt at reproducere og for det meste meget sjældent skaber de psykologiske reaktioner som skal til for at vi køber noget.

Vi vil alle blive fortrolige med latterliggørende letkøbte eksempler på hvor lidt værdiskabende “dialog” er i forhold til smarte processer. F.eks.: “Hvad vil du helst: have en SMS når din taxi er kommet eller en dialog med folkene der driver taxiselskabet?” eller “Skal din grønthandler bruge sin tid på at skaffe friske grøntsager eller på at tale om de gamle med dig?”. Hvis man vil have kommunikationsfolk til at fnise, skal man bare sige “KPI og Facebook” i samme sætning.

Men det betyder ikke at små kommentarfelter og thumbs-up mekanismer vil blive opgivet. Vi opgav jo heller ikke e-handel, blot fordi dot-com boblen sprang. Men vi vil se disse som små add ons – ikke som hjørnesten i vores kommunikationsstrategi. Når nogen fortæller at de arbejdede som “social media manager ” i 2011, vil vi høre “I 2011 var jeg ansvarlig for kommentarfelterne i vores virksomhed”. Vi vil stadig se community managers – men vi vil se dem hos de virksomheder som har communities – ikke som et forsøg på at fremmane et community, hvor der intet findes.

Nogle vil decideret føle det som om de vågner efter en lang søvn – eller en brandert – når de pludselig igen klart kan se at interaktionen med markedet for 99% vedkommende foregår – og hele tiden har foregået – med penge. At de sprang på Facebook, forført af en massepsykose – drevet af frygten for at gå glip af noget. At måden de drev disse Facebook-sider på, udsprang fra deres eget personlige behov for anerkendelse – mere end af noget der ligner et forretningsmæssigt sigte.

“Men Anders, gav dialogen ikke virksomhederne en masse vigtig viden om deres kunder?”

Nej! Dialogen på de sociale medier blev konstant forvrænget af at kunderne skulle tænke på hvordan de så ud i andres øjne. Derfor blev nogle former for kundefeedback undertykt. Andre blev twistet så afsenderen så bedre, smartere, mere uskyldig eller mere gavmild ud. Repræsentativiteten var med andre ord til dumpekarakter efter selv de slappeste kriterier for undersøgelse. Der var jo en grund til at ikke engang analysebureauerne brugte Facebook som platform da hypen var størst. De informationer man får er så biased at de ikke kan bruges til ret meget. Som stifteren af et større analysebureau formulerede det for mig: Sociale netværk er ikke en population – de er en happening!

Vi vil se tilbage på den “sociale bølge” med en vis overbærende sympati. De mest positive vil se perioden som et nødvendigt terapeutisk rum for markedet, fordi den faktisk lærte nogle mennesker at de virksomheder de arbejder i også skal have nogle informationer tilbage fra markedet. Og at disse kan fås uden at købe dyre fokusgrupper og surveys hos analysebureauer. Også selvom de metoder der blev brugt, i sig selv fungerede ret ringe – om overhovedet.

De lidt mere kyniske vil se bølgen som et pausefænomen – som kunne opstå og drive innovation og forbrug i det tomrum der opstod indtil vi blev i stand til at udforme egentlige smarte systemer, som bruger computere (og ikke højtuddannet arbejdskraft), til at drive en mere intelligent udveksling imellem virksomheder og marked.

De mest samvittighedsfulde social media konsulenter vil måske endda skamme sig og i deres stille sind overveje at ringe og sige undskyld til den medicinalvirksomhed, de fik lokket til at bruge et par millioner om året på at lave en social media afdeling hvor mennesker med 5 års universitetsuddannelse sad og læste og udfyldte kommentarfelter på Facebook, frem for f.eks. at bruge dem på at lave mere intelligente emballager.

Personligt vil jeg nok huske 2012 som året hvor jeg rejste rundt og holdt foredrag om det sociale hype og hvad der kommer bagefter de sociale medier. Er du interesseret i at høre mere eller at booke et foredrag, så ring 61678913.

Med Facebooks indførelse af ”tidslinjen”, som viser et mere samlet billede af vores online-aktiviteter, bliver en forståelse af identitetsøkosystemer vigtigere end nogensinde før, for det er nøglen til at forstå hvorfor indhold deles online og hvorfor individer og forbrugere handler som de gør.

Med Facebooks afskaffelse af anonymiteten online, handler internettet ikke længere primært om informationer, men om identitet. Og vi skal ikke længere forstå internettet som et postkontor, hvor indhold sendes omkring, men som en åben arena for vores identitet og selvfremstilling.  En arena som er en lige så legitim del af virkeligheden som hjem, arbejdspladser, gadeliv og samfundets andre sociale flader.

Prøv at huske 5 år tilbage. Den gang var den almindelige beskrivelse af internettet at det var et komplet anonymt sted. På nettet kunne man frit eksperimentere med køn, alder og profession, da ingen anede hvem der sad i den anden ende. ”On the internet, no one knows you’re a dog”, lød en humoristisk talemåde i den periode vi i dag kan se tilbage på som det anonyme internet.

I internettets anonyme fortid oprettede man sig på alverdens webtjenester (som f.eks. MySpace), med et alias – et helt unikt brugernavn som skjulte hvem der befandt sig i den anden ende af netforbindelsen. Man kunne ikke hedde noget som en anden brugere på sitet allerede hed, ligesom man ikke kunne finde andre mennesker man kendte i forvejen, med mindre man fik deres brugernavn eller kendte deres email adresse.

Har du lagt mærke til at vi ikke har hørt internettet omtalt som et anonymt sted, i de sidste 5 år? Det er ikke længere en grundantagelse hos journalister og diverse æggehoveder at man er fri til at være hvem man vil på nettet. Det anonyme internet er stort set blevet forvist til netbanker og pornosites. På resten af internettet forventer vi nu i stadigt stigende grad at vi ved hvem der er i den anden ende.

Dette fænomen skyldes fremkomsten af én eneste amerikansk webtjeneste, nemlig Facebook.com, som lige fra dag 1 har haft som eksplicit betingelse at man skal oprette sig med sit rigtige navn. Også selvom det jo ville medføre at der kunne være flere der hed det samme.

Det er min påstand at dette ene træk, det rigtige navn, er selve nøglen til at Facebook er blevet så udbredt som det er, med (iflg. Facebook selv)  700 millioner aktive brugere. For når man ikke længere må være anonym, dækker sitet nemlig et behov, som stort set alle mennesker i moderne samfund har, nemlig behovet for at holde kontakten til alle de mennesker man når at stifte bekendtskab med på sin vej igennem uddannelsessystemer, flytninger og ansættelser. De såkaldt ”svage sociale bånd”.

Prøv selv at huske din første oplevelse med Facebook. Du beslutter dig for at give skidtet en chance og logger på, taster navnet på en gammel skolekammerat ind… og ser pludselig vedkommende sidde og kigge på dig. Med lidt større vom, lidt mindre hår og 20 år ældre, men helt umiskendeligt Carsten, Bjarne eller Ida, som du ikke har set i et halvt liv. I det øjeblik holder Facebook op med at være et legetøj og bliver i stedet løsningen på et problem som ingen andre værktøjer i menneskets historie har løst; nemlig at holde styr på alle de svage sociale bånd, et moderne samfund producerer.

Men i det øjeblik vi træder ud af det anonyme, skifter internettet karakter. For de flestes vedkommende var internettet tidligere et informationsøkosystem, hvor man distribuerede en masse indhold imellem mere eller mindre anonyme brugere via websites og emails. Vi talte om et informationssamfund. Men hvad sker der, når vi pludselig har online relationer med hundredevis af mennesker, som rent faktisk ved hvem vi er og som vi også har haft fysiske relationer med?

I det øjeblik kan vi ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, ved at bruge en informationsmetafor og se internettet som et gigantisk postsystem. For når alle kan se os og ved hvem vi er, er internettet er nu i langt højere grad blevet en arena for vores identitet og selvfremstilling. De ting vi foretaget os får betydning for hvordan andre opfatter os – og dermed for hvordan vi opfatter os selv.

Facebook = virkeligheden. Det giver ikke længere nogen mening at skelne. Det er jo selvfølgelig en anden virkelighed end fodboldklubben, men vi kan forstå Facebook med den samme logik som vi forstår virkeligheden i øvrigt. Det betyder f.eks. at vi konstant lægger et socialt filter ned over de ting vi foretager os online. Fotos, links, videoer og statusopdateringer skal hænge sammen med vores selvopfattelse og ideelle selvfremstilling over for resten af verden. Vi deler indhold for at skabe og vedligeholde et ideelt (eller i det mindste acceptabelt) billede af os selv. Som når du deler det stykke musik eller den artikel, der lige er dig. Vi bruger tid på at dokumentere særligt udvalgte udsnit af vores hverdag, som vi synes fortæller den rigtige historie om os selv. På at spekulere på hvordan det sted vi opholdes os lige nu vil se ud, når vi formidler det i den store sociale arena. Jeg har aldrig set et billede af en opvask på Facebook, men en hel masse af smukke vellykkede måltider, vandreture i bjergene, solnedgange på terrassen, glade børn der leger og eftermiddage med fadøl i Nyhavn. Vi bruger informationer som aldrig før, men de indgår nu som en del af den nye online identitetsøkonomi.

Kilde: Min Facebook-ven Henrik

Den bedste måde at illustrere forskellen på informationsøkonomi og identitesøkonomi på er faktisk med det fotografi af aftensmaden, som mange deler på Facebook. Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at dele et billede af din aftensmad på internettet, ville du nok have rystet på hovedet. I en informationsøkonomi, vil det nemlig ikke give nogen mening at bruge tid på at dele et foto af en portion mad på internettet – med mindre man da vedlægger en opskrift.

Men nu har de fleste vel efterhånden prøvet det og i en identitetsøkonomi giver det også kæmpestor mening. For det siger utroligt meget om os som individer, om vi nu er til hjemmelavet speltbrød eller en stor beskidt bøf bearnaise.

For nylig faldt jeg over denne plakat om Twitter og ildebrand, som findes i mange udgaver og faktisk både er skæg og rammende!

Jeg har delt det oprindelige foto  flittigt og  har da også brugt det i mine foredrag de sidste par uger. Men da Twitter ikke er så udbredt blandt mit publikum til mine foredrag (og ideen er sjov), har jeg tilladt mig at lave en udgave med Facebook og lægge den her til download og udprinting.

Designet er originalt, men jeg sender æren for ideen videre til nogle anonyme humorister, et sted derude bag skyen.

 Hent plakaten som pdf*

* Er garanteret virusfri

I slutningen af 2010 bestilte jeg en panelundersøgelse hos Userneeds, hvor vi stillede over 2000 danske netbrugere i alderen 15-65 en række spørgsmål om deres netvaner på sociale medier og mobilen. Mit primære formål var at afdække danskernes forventninger til lokationsteknologi, som jeg behandlede i de rapporter du kan læse hos Locationlab. Men jeg stillede også en række spørgsmål der handlede mere generelt om kommunikation med virksomheder på Facebook. Og blandt mange andre ting, viste undersøgelsen klart at langt de færreste var interesserede i dialog med virksomheden bag en Facebook-side.

Man kan med rette stille sig kritisk over for den slags undersøgelsers absolutte sandhedsværdi, men tallene var ikke desto mindre ret entydige: Når jeg spurgte hvilke forventninger respondenterne havde til kommunikationen på virksomheders Facebooksider, var der en forsvindende lille interesse for at “tale” med virksomhederne bag siden eller designerne bag det produkt, som siden repræsenterede.

Et af spørgsmålene jeg stillede lød: “Du vælger at blive fan af Facebook-siden for et livsstilsbrand (f.eks. Nike, Diesel, B&O, Republic of Fritz Hansen). Hvilke muligheder/aktiviteter på Facebook-siden ville du opleve som relevante for dig: (Vælg gerne flere)”

Kun 4% af respondenterne satte deres kryds ved muligheden: “Dialog med designerne af produkterne”. Som du kan se var det rabatter og særlige tilbud, som var det største hit. De fandt det skam også interessant at få viden om produkterne – især  om kommende modeller, prototyper etc. Men dialog med designerne af produkter var dybt uinteressant for stor set alle de adspurgte.

På samme måde spurgte jeg de 2000 netbrugere om deres forventningerne til Facebooksiden for et større spillested. Og her var billedet det samme:  Kun 6,6% var interesserede i dialog med folkene bag spillestedet mens 34,9% var interesserede i rabatter og præmier og 39% i nyheder fra spillestedet. En brugerundersøgelse som et par af mine specialestuderende foretog blandt fans af Normann Copenhagen’s Facebookside viste samme tendens. Kun en meget begrænset del af de adspurgte fandt det relevant for dem at svare på de opdateringer som firmaet lagde ud på Facebook.

Hvad betyder det i praksis?

Hvis denne tendens er generel, betyder det for det første at kunder faktisk godt gider at have med virksomheder at gøre på Facebook. Så lad bare være med at gå i panik. Men det har til gengæld en stor betydning for indholdet i jeres relation. Altså for de ting du poster, helt konkret.

Drop smiskeriet!

Du skal omgående droppe dine smiskende forsøg på at lokke dine Facebook-fans til at skrive kommentarer eller at “synes godt om”, på siden. Det er uværdigt for begge parter og højst sandsynligt ikke ret afgørende for ret meget andet end dit eget ego. Du kan sagtens have en Facebook-side der er succesfuld for din forretning uden at få en masse kommentarer og reaktioner fra dine fans. Det betyder ikke at det ikke er superfedt, hvis I alle kagler løs som høns om din forretning – tværtimod (især hvis de rent faktisk køber noget). Men det betyder at dialogen hverken er målet eller omdrejningspunktet for en Facebook-side.

Men hvad er så målet med en Facebook-side, Anders?

Det er naturligvis forretningsmæssigt – og individuelt. Men skal jeg formulere nogle generelle retningslinjer, skulle de være som følger:

• På Facebook skal du tilbyde en udvidelse af produktet og produktets univers.
• Du skal tilbyde en merværdi med en tydelig afsender – og sætte en venligt ansigt på jeres produkt.
• Du skal altid have produktet i centrum og hurtigt og uhøjtideligt stille dig til rådighed for spørgsmål og indfald om produktet fra nuværende og kommende kunder.
• Du skal ikke komme med opdateringer for at få svar, men fordi de forøger værdien af dit primære tilbud (det du sælger). Enten ved at genoplive og styrke glæden ved købet hos eksisterende kunder eller ved at skabe en større forventning og tilgængelighed til produktet hos fremtidige.
• Vil du have aktivitet der spreder siden, så kør konkurrencer og knaldtilbud – eksempelvis ved apps, der gør det nemt at invitere venner ind i jeres univers. Lad være at forsøge at lokke folk til dialog.
• Tænk i cross media overalt. Henvis til jeres Facebook-side i jeres butik, på jeres emballage, i tilbudsaviser og alle steder hvor det er relevant. Og lov folk opdateringer, rabatter og gode tilbud. Ikke “dialog” og anden fluff.
• Hvis du absolut vil tale med folk, så får du tit mere ud af at købe 5 kilo kage og en runde øl og lade dem komme forbi og lege med jeres kommende produkter (hvis I har produkter man kan lege med) end at sidde og skrive indlæg efter indlæg ud i mørket, mens du kigger på tælleren og forsøger at forstå hvad 14 synesgodtom og 3 kommentarer mon betyder for din bundlinje.

Hypen er forbi – ignorer social media hippierne og find din indre købmand frem!

Ham her har f.eks. fattet det! Han taler konstant om sine produkter i 13 minutter og man æder det råt. Et venligt ansigt og en udvidelse af hans produktunivers gør at man får lyst til sodavand – og til at dele videoen. Lad ham være din nye rollemodel! Når du overvejer at stille et lamt spørgsmål eller poste et ligegyldigt link, for derefter at sætte dig hen og tælle klik i lysskæret fra din monitor, så spørg dig selv. Hvad ville ham fyren her have gjort?



Google+ breder sig, mens dette skrives, som en steppebrand blandt nørder og kommunikationsfolk på nettet. Google+ er Google’s “Facebook modsvar”, som lægger et “socialt lag” på Googles webtjenester og jeg kan med det samme afsløre at de faktisk gør en masse ting helt rigtigt.

En af de vigtigste ting er designet: Det er ikke hæsligt ingeniøragtigt som Gmail, men faktisk til at overskue.  Integrationen med eksisterende indholdtjenester og ikke mindst Gmail, skaber potentielt set en GIGANTISK kritisk masse af både indhold og brugere, som her kan finde et socialt holdepunkt i deres Google-liv. Det ser utroligt lovende ud, men der er stadig lang vej igen, når det drejer sig om at integrere Google’s indhold med Google+. Jeg har prøvekørt tjenesten i dag og her er mine plusser og minuser

Feedet ligner i overraskende grad Facebook, det er bare langt mere rent og enkelt.

Nogle ting som spiller ved Google+:

+1: Tjenesten bruger mit rigtige navn

En af de allervigtigste ting ved “det sociale internet” er at man ikke er anonym. Derfor er det absolut kritisk at Google faktisk får os på tjenesten med vores rigtige navn. Det er efter min mening en af de forskelle på MySpace og Facebook som har spillet den største rolle for at Facebook slog MySpace af pinden i sin tid. Rigtige navne gør at vi kan samle relationer op. Det anonyme internet er en saga blot.

+1: Man kan “aktivere” eksisterende indhold

Alt for længe har vi brugt Picasa på vores desktop og måske endda uploadet fotos tilvores Google Webalbum, uden at kunne bruge det til noget rigtigt. Nu gør Google automatisk dine fotos tilgængelige for alle du deler dem med. Smart “added value” til billedtjenesten. Jo mere eksisterende indhold der automatisk er med, jo større eksistensberettigelse får Google+.

+1: Cirkler – ikke lister

Et af Googles nøgleargumenter i forbindelse med Google+, har været at man kan sortere mennesker på en måde der er mere kompatibel med den måde vi reelt har relationer på.  På Google+ arrangerer kontakter omkring cirkler og aktivt skal tilføje en ny kontaktperson til en cirkel for at have ham i netværket. Det står i modsætning til Facebook, hvor man bare kan “adde” folk, uden at tage stilling til hvilken type relation man har til dem. Og først efterfølgende smide vedkommende på en liste – hvis man husker det. Det virker umiddelbart friskt og intuitivt at oprette. Lidt mindre intuitivt at anvende i praksis, dog. Især efterhånden som man tilføjer flere cirkler.

+1: Integration med søgninger via +1-knappen

Google+ går ALL IN og integrerer +1 knappen i Google Analytics og Google Adwords for både at vise hvilke af dine besøgende der er socialt aktive og for at gøre det muligt at give en google annonce en +1, hvis man gerne vil anbefale produktet eller bare give det en “thumbs up”. Der er givet nogle af implementeringerne der vil vise sig irrelevante med tiden, men +1 vil helt sikkert også kunne generere tonsvis af levende indhold på Google+ på nogle områder.

+1: Videochat indbygget

Hvor meget det vil blive brugt, ved jeg ikke. Men det er muligt at starte webcam og så lade folk komme forbi og chatte med én. Indbygget webcam er en cool ting og Google+ har også Google’s chatfunktion indbygget i tjenesten. Klart fornuftige features at tilbyde fra begyndelsen.

Nogle ting som ikke helt spiller ved Google+:

-1: Ingen direkte integration med Google Latitude (opdateret)

Google har deres egen checkin- og lokationstjeneste, kaldet Google Latitude, men i denne udgave af Google+ er Latitude checkins ikke integreret i tjenesten. Når man checker ind et sted med Google på sin mobil, vises ens checkin under ens “Google Buzz” faneblad på ens egen profil, men det bliver ikke delt i feedet. Dermed bliver ens Latitude geodata ikke umiddelbart en del af det sociale lag. OPDATERET: Der findes nu en “Google Plus” applikation til iPhone og Android (tak for tip, Adam Bindslev). Herfra kan man checke ind og dele sit checkin med Google+. Da jeg testede applikationen, kunne den dog ikke oprette forbindelse til serveren. Umiddelbart virker det som et lidt rodet valg at lave endnu en app, som ikke genkender checkins fra Latitude, men der kan jo også være gode grunde til at de ønsker at lave appen som et lille sideprojekt, de nemt kunne lukke ned, hvis det floppede. Frem for at ombygge de eksisterende apps.

-1: Ingen integration med YouTube

Man kan dele en video fra YouTube i feedet, blot ved at paste URL’en, men længere rækker integrationen ikke. På samme måde som Google+ helt automatisk bruger ens Picasa webalbums som billedarkiv, burde man også helt automatisk kunne se sine youtube-videoer på Google+, men i dag skal man selv uploade videoer til et særligt område af Google+. Og en risiko for Google+ er hvis de begynder at oprette særlige mediearkiver som er i konkurrence med eksisterende, frem for blot at være et socialt lag på ens eksisterende indhold. Men mon ikke integrationen med YouTube kommer – sammen med integration med Google Docs og Google Maps.

-1: Designet fylder alt for meget

Sammenligner man et Google+ feed og et Facebook-feed, er sidstnævnte meget mere kompakt, så man kan derfor se langt mere aktivitet på én enkelt browserside. Google+ skal komprimere og gøre ting lidt mindre klodsede og nørdede på selve “wallen”. Det spiller heller ikke helt intuitivt med opdatering af status og forskellige cirkler. Men det er i småtingsafdelingen. Ting som “lister over nye kontakter” er f.eks. virkeligt overskuelige.

-1. Man kan redigere sine kommentarer, længe efter de er skrevet

Det er afgørende for hvilken status kommentarerne har, om man kan redigere dem efter at andre har kommenteret på dem. Og det kan man på Google+. Også længe efter man har skrevet dem. Det har allerede nu resulteret i at en spøgefugl har været inde og ændre en tidligere kommentar, så den fik min egen efterfølgende kommentar til at virke helt anderledes i sammenhængen. Det begtragter jeg som en ingeniøragtig Google-ting, af den gamle skole. Det ville jeg ændre, hvis jeg var dem. Det skal almindeligvis stå fast, hvad der kom før éns indlæg i en diskussion.

Summing up: +1 til Google+

Google+ er Googles hidtil suverænt bedste bud på en social tjeneste. Den synes at have som strategisk mål at binde Google’s univers sammen med et socialt lag – og ved brug af +1-konceptet.

Det er drevet af søgninger, billeduploades og snart også ens adfærd på Google Maps, YouTube, Docs og Calendar. Det giver en potentiel kritisk masse fra dag 1. Allerede i dag har du din kalender, din email og alle dine docs i topbaren, når du er logget på Google+. Det har man jo ikke på Facebook. Og hvad nu når Google f.eks. spiller med musklerne og begynder at indarbejde realtids-oversættelser, så man ikke mærker hvilken nationalitet ens kontakter har? De har i hvert fald kastet det halve af køkkenvasken efter det her. Spændende om de kaster resten og får integreret tingene 100% optimalt!

Google+ skal have styr på integrationen med andre Google-services – ikke mindst de mobile – og stramme op på designet af feedet. Så kan Google+ meget vel gå hen og blive en helt naturlig del af at bruge Google og internettet. Og få Facebook til at genopfinde sig selv. Jeg er i hvert fald overbevist om potentialet so far!

Facebook Places har nu været i Danmark i et halvt års tid og jeg begynder at kunne se et mønster i den måde folk bruger det på. Eller skulle jeg sige – ikke bruger det på. For selvom stadigt flere butikker vælger at “tage ejerskab” over deres steder på Facebook, så er det som regel også det eneste butikkerne gør. Og det er synd – for allerede nu kan man begynde at sikre at ens check-in loop fungerer.

Det gode check-in loop kan kun opstå, når man forstår at inddrage mobilen, websitet og den fysiske butik!

Nu kan du jo sige at vi alle venter på Facebook Deals, som giver mulighed for at tilbyde rabatter etc, men det er slet ikke noget holdbart argument for ikke allerede nu at få skabt den sammenhæng imellem web, mobil og fysisk butik, som det gode check-in loop i virkeligheden handler om. Og det kræver også at vi lige får ryddet en udbredt misforståelse af vejen:

God check-in marketing handler ikke primært om mobiltelefonen!

Check-in marketing er en fuldblods crossmedia-fænomen, der handler om at bruge forskellige platforme til det de er bedst til, og så bevidst skabe henvisninger til andre led i kæden. Og lige meget om man i visse led af loop’et bruger en “Deal” (f.eks. gratis pommes frites til sin burger, hvis man checker ind) til at motivere – eller ikke, så er mekanismen bag loopet nøjagtigt den samme. Kunden skal vælge at checke ind i butikken, kundens check in bliver spredt til vennerne  på Facebook og man får dér mulighed for at få folk til konvertere disse venner til fans, som man så igen kan få til at interessere sig for butikken. ‘

Og hvis man ikke får styr på de forskellige konverteringer, så er der hul i kæden og man får mindre værdi ud af den. Det er ikke raketvidenskab!

Her er grundelementerne i det det gode check-in loop, kort gennemgået:

1) I den fysiske butik: Kunde konverteres til check-in

Denne del af check-in loopet er den de fleste lige skal vænne sig til.  Et internetfænomen der ikke kun handler om internettet kan virke forvirrende. Nu har vi jo endelig lige lært at man skal annoncere online, for at få online aktivitet! Men faktum er at et check-in er en konvertering som begynder i det fysiske rum og at jeres fysiske indretning og kundedialog i butikken derfor nu skal begynde at indeholde henvisninger til check-in og “calls to action” som opfordrer til check-in. Ellers er det jo i praksis komplet usynligt for kunden, at I er til stede på geosociale medier.

Hvordan disse “calls to action” skal se ud, er meget forskelligt fra butik til butik, men fælles for alle aktiviteter der handler om at konvertere, så er et væsentligt grundelement altså at man husker at opfordre folk til at gøre det man ønsker. Og det handler ikke kun om at betale folk for det med en “Deal” eller “Special”. Har du f.eks. en café, så sidder folk ofte og fumler med mobiltelefonen alligevel og vil ofte gerne fortælle at de synes om netop denne café. Og de vil gøre det gratis. Det kræver ofte bare at du minder dem om det!

2) Efter check-in: Linket spredes på Facebook

Folk har hele tiden kunnet fortælle på Facebook, at de var i din butik. Enten gennem en statusopdatering eller med billeder. Og det vil de temmelig sikkert blive ved med. Men i det sekund din kunde vælger at fortælle hvor hun er,ved at checke ind, sker der noget meget interessant. Nu skubber kunden  pludselig et link med ind i samtalen, som det ses på billedet herover. Og det betyder at I nu får en helt ny mulighed for at komme ind i loopet! For når kundens venner nu klikker på linket, ryger de til jeres side på Facebook. Og der får i mulighed for at friste, lokke, smigre eller blot inspirere folk til den næste konvertering:

3) Kundens Facebook-venner konverteres til fans

Når kundens venner klikker på linket til siden, har du ganske kort tid til at fange interessen og at konvertere vedkommende til en fan. Lige meget om man gør det med en velkomstside eller prøver med interessant vægindhold, er det vigtigt at forstå at der er tale om en konvertering. Folk skal gøre noget. Nemlig klikke “synes godt om”. Her gælder det om at forstå at folks opmærksomhed er en begrænset ressource og undgå at forvirre folk med en masse muligheder og informationer. Hvis du gerne vil have at folk skal blive fans, så bed dem om at blive det – eller hvis man har adgang til at skrive et par linjer kode, kan man vise folk en velkomstside der skifter indhold, alt efter om den besøgende er blevet fan eller ej. Herunder tilbyder Blockbuster f.eks. at du lige kan se en ny trailer med en populær skuespiller, hvis du synes godt om siden. Det er kort, enkelt og frister med underholdning.

4) Fans konverteres til besøgende i butikken gennem løbende opdateringer

Når du driver en Facebook-side for en fysisk butik, café eller lignende, så skal alle dine indlæg på siden, på én eller anden måde handle om at få folk ned i butikken, hvor de kan konverteres til kunder og forhåbentligt til at checke ind også. Og det betyder at jeres konversation ikke skal være en usystematisk bunke af interessant og mere eller mindre relevant info. I stedet skal I bevidst arbejde på følgende 3 ting:

1. At sikre at folk generelt er oplyste om hvad I sælger og hvor I ligger og hvad der ellers foregår hos jer. Opgaven er en pædagogisk opgave, der skal sikre at de nemt kan huske det – også når de ikke sidder ved computeren (for det gør de ikke ret tit, når de går rundt i byen). Det er et led folk ofte ignorerer. “Folk ved da hvem vi og hvor vi ligger. Det står jo på vores hjemmeside”.
2. At sikre at de finder jer sympatiske. At de har tillid til jer og at de på andre måder har en god følelse omkring jeres sted. Der kan jeres holdning, miljøpolitik eller lignende være relevant og gøre en forskel. Fortællinger om hvor lækkert der dufter eller hvor fair jeres kundeservice er, er også gode virkemidler. Det kan tit gøres ved at dele en masse indhold der ikke direkte henviser til jeres butik (link til et sympatisk velgorenhedsprojekt etc) – vær ikke bange for at dele eksternt indhold, hvis I bare bruger det til at vise at I er søde/fede/kloge/dygtige.
3. At lave “call to action”. Husk nu for pokker at fortælle folk at de bør komme ned i butikken og smage/prøve/spare/lytte. Sig “kig ned når du køber ind på lørdag – vores nye asparges er så lækre”.  Eller som Magasin gjorde det herunder, hvor de både laver call to action og opfordrer til at dele deres fotos på Facebook (her kunne de også have opfordret til at checke ind) så loopet fortsætter.

Skal I selv i gang? Så vil jeg foreslå jer at tage fat i Checkmore, som jeg er partner i, for et bud på en samlet strategi og implementering. Her kan du også høre mere om hvad Checkmore har gjort for sine kunder, Magasin og Blockbuster, som jeg nævner i blogindlægget.

I sidste uge blev jeg citeret af Berlingske for følgende:

»Sociale medier snyder hjernen til at tro, at vi er sammen med andre mennesker og får dækket alle vores sociale behov. Men kroppen ved godt, at den bare sidder stille helt uden at mærke kropssprog, uden at mærke nærhed, uden at lugte andre mennesker. Det er ligesom at drikke en cola, hvilket får hjernen til at tro, at den har fået næring og vitaminer,«’

Denne blogpost blev oprindeligt udgivet 5.september 2009, men da den forklarer den biologiske (etologiske) baggrund for ovenstående “populærvidenskabelige” citat, har jeg valgt at smide den på forsiden igen.

 
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift  imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning.

Når vi spiser, har vi ligeledes et oplevet mål, som styrer os. Målet er nemlig at opretholde et højt blodsukker. Falder blodsukkeret, føler vi os sultne og spiser. Formålet er at sikre at vores krop kan overleve på både kortere og længere sigt – bl.a. ved at vi sammen med sukkeret indtager alle de næringsstoffer vi har brug for. Men vi kan ikke mærke formålet – kun målet. I dag kan vi isolere druesukkeret og for eksempel drikke Faxe Kondi og derpå opleve mæthed. Da målet er opfyldt, ophører vi med at indtage næring og kroppens formål, kroppens overlevelse, bliver kun delvist opfyldt – da vi jo kun får sukkeret og ikke alle de mange andre næringstoffer vi har brug for.

Når man spiser sig mæt i sukker som ikke også indeholder det fulde spektrum af næringsstoffer, taler vi om tomme kalorier. Og det kan føre til mangelsygdomme hvis man udelukkende snyder sit system til at opleve mæthed med f.eks. sodavand.

Udviklingen i hhv social interaktion og brug af elektroniske medier

Men hvad nu hvis sociale medier også er en slags tomme kalorier, som opfylder en masse oplevede mål, men ikke formår at tjene et dybere formål ved menneskelige relationer, nemlig at holde os fysisk sunde og raske?

Aric Sigman påstår i sin artikel i tidsskriftet Biologist, “Well Connected?: The Biological Implications of ‘Social Networking” (Sigman, 2009) at manglende direkte social interaktion kan påvises at hænge sammen med en lang række fysiske forandringer hos mennesker.

Sigman gennemgår i artiklen en lang række forskningsdata som bl.a. påviser hvordan mennesker med mindre social kontakt kan opleve mindre modstandskraft over for influenza (men også en mindre risiko for at blive smittet, må man formode) men også en markant øget risiko for demens og blodpropper. For eksempel udløser fysisk berøring og kram stoffet “oxytocin” hos mennesker – et stof som kan medføre nedsat risiko for hjerte-kar sygdomme.

Sigman går så vidt som til at inddrage undersøgelser som viser at en del af vores genom (209 gener) rent faktisk er socialt påvirkeligt og at vi i yderste konsekvens kan påvirke vores arvemasse ved at ophøre med at være fysisk sociale med hinanden.

Sigman påstår ikke direkte at sociale medier fører til sygdom, men påviser hvordan den direkte interaktion i konstant stigende grad bliver erstattet af eletronisk interaktion og hvordan manglende interaktion kan føre til fysiske forandringer. Hans forskning bygger altså på undersøgelse af manglende social kontakt i det hele taget – og ikke på at ens sociale kontakt i stigende grad bliver dækket af sociale netværkstjenester. Man kan derfor kritisere ham for ikke at undersøge i hvor høj grad det er sundere  at have adgang til at kommunikere med mennesker via nettet end slet ikke at have noget at kommunikere med.

Men én ting ligger fast – for under alle omsændigheder mister vi den fysiske berøring ved at mødes på Facebook frem for på Cafeen. Vi mister krammene, lugtene, mimiken samt de følelsesmæssige reaktioner der kommer af at være tvunget til at respondere nu og her, frem for f.eks. at kunne slukke PC’en og besvare en kommentar når vi lige synes vi har lyst.

Og hvis vi antager at vi kan få dækket en lang række oplevede mål med interaktionen, nemlig at opnå anerkendelse, socialt tilhørsforhold, informationer og underholdning, ved at tjekke Facebook, men at vi samtidig bliver fysisk dårligere ved at undvære fysisk kontakt, så er det altså ikke meget sundere at dække sine sociale behov på Facebook end det er at drikke sig mæt i Faxe Kondi.

Det er altid frusterende, når man opdager at pressen igen har overvinklet en historie om noget inden for ens fagområde. Og når journalisten så oven i købet har ignoreret én og i stedet spurgt et eller andet andet æggehoved (når man nu selv helt åbenlyst er så meget klogere) bliver det kun værre. Så kan man skrive en oprørt berigtigelse på sin egen blog (så kan de lære det) men det er lissom ikke helt det samme.

Sådan havde jeg det f.eks. da det anerkendte videnskabelige tidskrift, MetroXpress, for et par år siden bragte en artikel som, på et latterligt spinkelt grundlag, konkluderede at Facebook “skaber ensomhed hos børn”. En artikel som oven i købet helt ukritisk blev citeret i Radioavisen. Kloge mig havde ingen spurgt!! Det fik mig til, omgående, at skrive et blogindlæg med titlen “Facebook modvirker ensomhed hos unge” og sende linket til både Metro Xpress og radioavisen. Naturligvis uden så meget som et svar. Nuancerede historier om at verden ikke er ved at gå af lave er bare ikke særligt interessante for en journalist uden for juletiden.

“De tal kan man ikke konkludere en skid ud fra”

Og forleden blev jeg så (for gud ved hvilken gang) kontaktet af en journalist med et dommedagsærinde. Vinklen var at børn nu brugte al deres tid i ensomhed foran computeren. Jeg bad om at få tilsendt tallene bag og min reaktion da journalisten fremsendte de brugte tal fra Skolebørnsundersøgelsen 2010 (som ses her til højre), var ordret: “De tal kan man ikke konkludere en skid om børns netbrug ud fra”. Man er velkommen til at kontakte journalisten og få det verificeret. Journalistens pointe var at der var sket et drastisk fald i tallene i de to øverste spørgsmål i løbet af de år, hvor undersøgelsen har været gentaget (hvad der var sket med de nederste, fik jeg beklageligvis ikke spurgt om – men mon ikke de havde sporet en stigning?). Men dette var grundlaget for at konkludere at alle unge derfor vælger fysiske fællesskaber fra og sidder alene foran computeren i tilsvarende mere tid.

Lige til dumpekarakter

Hvis en af mine specialestuderende have konkluderet noget så bombastisk på baggrund af disse tal og brugt det som en den centrale argumentation i opgaven, ville vedkommende have lænet sig op ad en dumpekarakter. Primært af to årsager: For det første baserer de sig på selvrapportering, som generelt er en dårlig måde at måle noget på, da der altid vil være svar der er mere socialt acceptable end andre til forskellige tider. For det andet er  selve spørgsmålene utroligt specifikke og derfor dårlige til at måle det man formodentligt er interesseret i at måle – nemlig graden af fysisk socialt samvær.

Der kan derfor være mange andre faktorer som kan spille ind på svarene:

• Hvad nu hvis det bare er blevet mere acceptabelt at fortælle at man tilbringer tid alene?
• Hvad nu hvis selve begrebet “venner” har ændret sig siden spørgsmålene blev designet, fra at betyde “jævnaldrende” til nu at være reserveret til de få særlige, som er mere end bare sociale relationer?
• Hvad nu hvis man kun er sammen med disse rigtige venner tre hverdage om ugen, fordi man er til teater, idræt, politik osv resten af tiden?
• Og hvad nu hvis de unges liv, lige som deres forældres, er blevet mere fragmenteret og at de i det hele taget har tilværelse fyldt op en masse spændende sociale aktiviteter som ikke lige indebærer dem man kalder “venner” i 2011 ?

Det store dilemma: Vil man ud med et budskab, eller vil man have alle nuancer med?

Alle disse overvejelser fortalte jeg journalisten. Men jeg har ingen illusioner. Jeg kender efterhånden dagspressen godt nok til at vide at den slags forbehold med få undtagelser vil blive vinklet ud. Når jeg alligevel valgte at udtale mig i dette tilfælde, er det fordi enhver der gider at åbne øjnene, kan konstatere at der rundt omkring rent faktisk findes menesker (unge og voksne) som sidder alene ved computeren og lever en stor del af deres sociale fritidsliv gennem nettet. Og mange af dem bliver ulykkelige, når de flytter hjemmefra og fortsætter den adfærd – og får aldrig fysisk kærlighed, endsige sex. Jeg sender tit forespørgsler om unge og sociale medier videre til Malene Charlotte Larsen (som jeg gjorde med Klubværelsen på P1 i forrige uge) men det her handler faktisk om et vigtigt socialpsykologisk problem for folk i alle aldre – ikke kun de unge. Så den tog jeg selv.

Så med det klokkelkare forbehold at jeg ikke på nogen måde ville tages til indtægt for at alle danske unge sad mere foran skærmen (for det aner vi ikke om de gør på baggrund af den undersøgelse!!) ville jeg gerne bidrage til Berlingskes artikel med forskningsbaseret viden om hvad det kan betyde for os, hvis man hører til dem der udelukkende er sociale via skærmen. Det ville jeg også da  TV2 Nyhederne senere spurgte.

Og man kan faktisk sige noget om hvad det gør for os, hvis vi primært oplever den form for ikke-kropslig og meget smalspektret socialitet. Se f.eks. Aric Sigmans noget poppede, men alligevel uigendrivelige gennemgang af de biologiske symptomer der korrelerer med social deprivation. En artikel jeg blandt mange andre forskningsartikler har brugt da jeg underviste i internetpsykologi på kandidatuddannelsen i psykologi på KU for et par år siden.

Her er mine centrale pointer om mennesker som vælger at have størstedelen af deres socialitet gennem nettet:

1. Det kan for det første være for nemt og friktionsfrit at mødes online. Vi risikerer i mindre grad at tabe ansigt og vi kan i mange situationer langt hurtigere komme væk, hvis samtalen bliver konfliktfyldt. Hvis man gerne vil opdrage unge til at kunne læse mere komplicerede sitationer, løse konflikter og at stå til regnskab for deres handlinger, så kan de ganske enkelt komme til at mangle nogle kompetencer, hvis de for nemt kan logge af konflikterne. Vi kan ganske enkelt få børn der skrider hjem til computeren, hvis det bliver for besværligt ude i meat-space.
2. Sociale medier tilbyder desuden en meget smalspektret socialitet. Dermed mener jeg at de naturligvis er en valid del af vores sociale liv – men medieret kontakt mangler, pr. definition, noget af den dybde og mange af de facetter – ikke mindst mimik, latter, lidenskab osv, som et direkte møde har. Og det er ikke et problem for de fleste af os – men hvis man hører til dem der sidder online hele sin fritid, så kommer man til at mangle facetter at det sociale liv. Det er ikke forskningsbaseret – det er common sense. Psykologi for høns.
3. Hvis man aldrig lærer at håndtere de mere rodede relationer som fysiske møder indebærer – helt ned til det mere banale “skal man kramme eller give hånd her?”, men i stedet tyr til den nemmere og mere friktionsfri online socialitet, så giver det sig selv at som tiden går, så har vi ikke en ung, men en voksen og snart en midaldrende person, som foretrækker at mødes med andre på nettet. Og der begynder de biologiske symptomer at indfinde sig. Altså hvis man vel hører til den gruppe mennesker der vælger det besværlige fysiske møde fra. Det er kun dem jeg udtaler mig om – her og andre steder. Hvis nogen kan påvise at det er uden konsekvenser at høre op med at se andre mennesker, så smid lige et link herunder.

Hurra for LIVE TV

Et af de medier der inviterede mig til at udtale mig var Go’ Aften Danmark (direkte link er vist defekt – find det indlæg der hedder “Tweens og teenagere visner foran skærmen”) . Og LIVE TV er jo fedt! Her kan man nemlig ikke redigere mine forbehold ud – så her fik jeg mulighed for at fortælle at der var tale om en meget unuanceret undersøgelse og at der skal reel forskning til, før vi kan konkludere at der er et generelt problem. Desuden fastslår jeg at det faktisk er hele familien der måske skal tænke over hvor meget vi lader skærme fylde i vores liv – og ikke gøre det til et spørgsmål om børn alene.

Og lad mig slå det helt fast: Jeg elsker internettet, er powerbruger af sociale medier og mener professionelt at sociale medier løser en masse helt konkrete behov for os socialt, ligesom det skaber en berigende transparens i samfundet og et masse nye forretningsmuligheder. Jeg er også helt enig med de forskere som påpeger at der sker en stor bevægelse af  ”online -> offline” relationer. Men jeg kan også med egne øjne se at skærme fylder stadigt mere i vores liv – ikke kun i børnenes, men i vores allesammens. Og jeg kan også i min hverdag se mange unge som sidder alene på facebook, aften efter aften.

Så da jeg så blev ringet op af en journalist der gav mig mulighed for at tale til befolkningen om dem – selvom jeg vidste at jeg ville blive vinklet hårdt. Så valgte jeg at slå til!

PS: Jo Morten – Dunbars tal er noget vås. Sorry!

En af dem der ikke blev spurgt og derfor selv måtte skrive om det var Morten Bay, som i sit rant lige får rodet sig ud i at skrive at jeg nok ikke ved hvad jeg taler om (baseret på en meget grundig gennemgang af alt jeg har skrevet, antager jeg venligt). Helt specifik ser han sig dog sur på en detalje i et af mine seneste blogindlæg her på Virkeligheden.dk, nemlig Det du tror er dit Facebook-netværk, udgøres i virkeligheden mest af alt af din egen fantasi, hvor jeg formaster mig til at aflive et af de hyperteoretiske nonsenstal, som blogger og skribenter i mangel af sand viden har kastet deres kærlighed på – nemlig det såkaldte “Dunbars tal”. Det er ikke et præcist tal. Det er fremkommet ved en blanding af studier af primater og læsning af teori. Det er fremkommet ved at studere gruppelignende netværk – ikke egocentriske, som dem vi har på Facebook. Og endelig er det så vidt jeg kan se, aldrig blevet anvendt til noget som helst af betydning i praksis.

I Min blogpost (blogpost – ikke videnskabelige artikel!) påstår jeg at det ualmindeligt veldokumenterede tal for menneskelig korttidsopmærksomhed nok er en mere brugbar grænse. Blogposten er det populærevidenskabelige resultat af en 4 timer lang samtale om emnet jeg havde med psykolog og Ph.D Henrik Skovlund fra DPU, hvor vi forsøgte at forstå de sociale relationer på Facebook i lyset af begreber som “abstrakt socialitet” (ud fra bl.a. George Herbert Meads begreb “den generaliserede anden”)  og kognitive begreber som attention span og korttidshukommelse. Take it or leave it.

Morten fortæller at Facebook’s sociologer har lavet undersøgelser i stil med den som Dunbar selv brugte (skal jeg forstå det sådan at de studerede primater?) og at de “konkluderede nogenlunde det samme”. Jeg har langt fra læst al forskning der er lavet om emnet, men dog en del (hvoraf det meste er udført på amerikanske collegestuderende). Jeg har også læst diverse optællinger fra Facebook der viste at vi på daværende tidspunkt i gennemsnit  havde ca 150 venner men kun interagerede med et mindre antal – men den slags kvantitative optællinger regner jeg ikke med at Bay har valgt at forplumre en god akademisk  argumentation på et højt niveau med. Og en egentlig sociologisk undersøgelse der bekræfter at Dunbars nummer eksisterer og har relevans på Facebook har jeg desværre misset.

Morten, smider du ikke lige et link til den i kommentarfeltet?