Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.

På den baggrund kan man kun konkludere at sociale  medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.

Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).

[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]

Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.

Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.

For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke?  Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.

Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.

Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.

Og den magt siger jeg da mange tak for…

Igår blev jeg kontaktet af TV2-Nyhederne, som ville lave et indlæg om Facebooks planer om at tilbyde en panik-knap, til børn og unge. Knappen skal give børn og unge en nem mulighed for at  rapportere krænkende og mistænkelig adfærd på Facebook. Som sædvanligt for nyheds-TV, fik jeg få sekunder og redaktionen udvalgte den mest poppede af mine udtalelser. I denne blogpost vil jeg prøve at nuancere sagen lidt.

Se indslaget her >>

Desværre var dette ikke et af de bedst researchede indslag, jeg har set i Nyhederne. I indslaget fremgår det nemlig at der er tale om en ny funktionalitet, som Facebook vil tilbyde alle deres brugere. Realiteten er imidlertid at der er tale om et tiltag som udelukkende retter sig imod britiske brugere og som desuden tilbydes som en applikation, som brugerne kan vælge at installere – og altså ikke en udbygning af Facebooks funktionalitet. Du kan se applikationen her.

Applikationens udbydes i samarbejde med organisationen CEOP og dens fremkomst på det britiske marked, skal ses i lyset af et pres fra politi og offentlighed for at “gøre noget” efter at en ung pige, Ashleigh Hall, blev myrdet af en person hun måske havde mødt på Facebook. Frustrerede borgere og ikke mindst en masse politifolk, oplevede efter mordet en helt forståelig trang til at gøre noget. Derfor lagde de pres på Facebook for at få en CEOP-knap installeret på sitet. Facebook nægtede og som kompromis blev en applikation udviklet. Men det er min opfattelse at dette tiltag desværre ikke vil gøre nogen særlig forskel i relation til Facebook. At applikationen har mere symbolsk end reel betydning, kan også ses ved at der stort set bare er tale om en webside, som vises “inde i” Facebook.

Man skal ikke glemme at en stor del af de organisationer som laver et godt stykke arbejde for at hjælpe og beskytte vore børn, desværre ofte er nødt til at ride på en folkestemning af skræk og forfærdelse, for at få opmærksomhed og bevillinger til at fortsætte deres arbejde. I den kontekst vil jeg gerne tage hatten af for det marketingarbejde som CEOP har gjort. Sjældent er en så simpel app blevet markedsført så effektivt.

Den sociale kontrol er den vigtigste på Facebook

Fra britisk politi og myndigheders side har det været fremført som argument for en Facebook-alarmknap, at der allerede finde lignende funktioner på sites som MySpace.com – men at drage den sammenligning er et udtryk for en vis uvidenhed. MySpace og Facebook er nemlig helt forskellige medier! Hvor MySpace er et anonymt medie som primært bruges til at finde nye kontakter, er Facebook et såkaldt forankret (ikke-anonymt) medie, som primært anvendes til at opsamle eksisterende kontakter. I mange tilfælde er børn og unge f.eks. venner med deres forældre og andre familiemedlemmer på Facebook. Dermed er det muligt at se både netværk og eventuelle fælles bekendte på de folk man får henvendelser fra. Det er derfor – alt andet lige – den sociale kontrol fra ligemænd og netværk, som spiller en stor rolle på Facebook, hvor det er ret besværligt at opbygge en eventuel “falsk” identitet.

Guns don’t kill people – people kill people!

Facebooks opbygning som forankret medie er naturligvis ingen garanti imod at kriminelle og andre psykopater kan møde ofre der. Den slags garantier findes nemlig slet ikke nogen steder. Men at give Facebook “skylden” er ikke ret logisk og nok snarere et udtryk for symbolpolitik og den hype alle nye medier er genstand for, end et udtryk for skarp analyse. Offer og gerningsmand har sikkert skrevet SMS’er til hinanden i forbindelse med at de skulle mødes. Skriver man derfor advarsler på mobiltelefoner? Deres møde har ganske givet kun været muligt fordi hjulet var opfundet – skal der derfor stå advarsler på busbilletter eller cykler? Facebook fik ikke den 17-årige Ashleigh Hall til at lyve for sine forældre og tage med en fremmed hjem. Og hvis man mener det, er den yderste logiske konsekvens at slå ned på alle redskaber som giver unge mulighed for at møde fremmede mennesker.

Den bedste forebyggelse er stadig tid og opmærksomhed

Men hvad får så en ung person til at vælge at mødes med en person som er dobbelt så gammel? Jeg vil meget nødigt såre eller anklage forældrene i den konkrete sag, men det er en gammel sandhed i psykologien at unge som ikke bliver set i tiltrækkelig grad af deres forældre, kan begynde at søge den voksenkontakt hos andre voksne. Unge som ikke oplever en god voksenkontakt, kan desuden ret nemt udvikle et lavere selvværd end jævnaldrende – og det er netop kombinationen af lavt selvværd og hunger efter at “blive set” af voksne, som skaber udsatte unge. Unge som kan blive så glade og smigrede over voksnes interesse på nettet, at de overhører alle advarsler. Hvis man hele sit liv har længtes efter at høre at man var fantastisk, vil man går langt for at tro på at det er sandt og for at det ikke skal holde op. Unge som er blevet set, rummet og sat grænser for, vil ikke have det “hul indeni” som gør dem modtagelige for voksne fremmede. Det bedste du OVERHOVEDET kan gøre for dine børn er derfor at være sammen med dem hele barndsommen. Ikke blot når de bliver teenagere (og oftest har et stort behov for at frigøre sig fra forældrene) og at give dem viden om at omgås fremmede – den samme viden som jeg fik i begyndelsen af 70′erne. Den gang der ikke fandtes internet – men alligevel fandtes børnelokkere.

Facebook har faktisk markedets stærkeste privatlivsindstillinger

Jeg hører mange klager over Facebooks manglende sikkerhed – men jeg vil gerne udfordre dig og bede dig vise mig en tjeneste der har privatlivsindstillinger som er bare halvt så detaljerede og udbyggede som Facebooks. Jeg medgiver at Facebook har lavet nogle kæmpe fuck-ups – ikke mindst da de valgte at nulstille alle privatlivsindstillinger i forbindelse med en opdatering for nogle måneder siden. Men det ændrer ikke på at disse indstillinger jo ikke kan beskytte en kontaktsøgende teenager, hvis han eller hun vælger at ignorere dem.

Den hårde realitet er at der altid har eksisteret charmerende psykopater og at nogle unge piger og drenge frivilligt er gået med deres drabsmænd siden tidernes morgen. Det er ikke internettets skyld – og det er ikke internettets, men forældrenes, ansvar at ruste de unge bedst muligt. Og selv med de bedste forholdsregler vil den slags mord vedblive med at finde sted fra tid til anden. Stillet over for den slags kolde facts, kan jeg godt forstå at man vælger råbe op og kræve panikknapper – men det bliver de bare ikke mere meningsfulde eller effektive af.

Hvordan bruger vi Foursquare? Virker “badges”? Hvor er det OK at tjekke ind?

Hvis du er Foursquare-bruger kan du bidrage til en lidt større forståelse af vores grænser og adfærd på Foursquare. Jeg har designet et mindre spørgeskema, som berører nogle af de spørgsmål jeg er faldet over. De burde både være nemme og interessante at svare på, så jeg håber at du vil deltage.

Velkommen til et stykke demokratisk “forskning”.

Undersøgelsens resultater holdes ikke ind til kroppen, men er frigivet under Creative Commons licens. Du kan se resultaterne, når du har besvaret spørgeskemaet.

Hvem står bag?

Mit navn er Anders Colding-Jørgensen. Jeg er psykolog (cand. psych.) med speciale i netadfærd og sociale medier. Jeg er desuden ekstern lektor i medievidenskab ved IT Universitetet og holder en masse foredrag.

På det seneste er jeg begyndt at undersøge de geosociale medier og andre lokationsbaserede tjenester. Derfor denne undersøgelse

Og et nærmere kig på Foursquare’s “badges” afslører et potent symbolsk lag med mange muligheder som nærmest skriger på at blive udnyttet.

Badges er små duelighedsmærker som Foursquare automatisk belønner dig med, når du tjekker ind forskellige steder. Man får typisk de første for blot at have tjekket ind 10 eller 25 forskellige steder. Badges indgår altså ved første øjekast i et simpelt belønningssystem, hvor tildelingen af nye badges løbende, som reaktion på konkrete handlinger vil opmuntre til øget brug. Mit gæt er at i den funktion vil badges virke som forstærkende faktor for nye brugere – specielt dem som ikke har stor erfaring med den slags tjenester. Et “explorer” badge (efter 10 checkins)  kan ganske enkelt fortælle at alt er ok og at man bruger tjenesten korrekt. Se en liste over badges her >>

#1 Badges har ingen afsender

Når jeg selv har svært ved at tænde på badges, skyldes det primært at de ikke har nogen betydning for mig. De badges jeg har fået er helt generiske og jeg har intet forhold til de mennesker som har “udstedt” dem. Foursquare er selv aktivt interesserede i at få virksomheder til at bruge deres platform og har “solgt” badges til Bing og CNN. Men disse brands og andre af Foursquares egne specialbadges virker ofte ikke uden for USA, som må nøjes med generiske badges. Det er omtrent lige så interessant som at få et kærestebrev fra kommunen, som har været trykt i 100.000 eksemplarer.

#2 Sådan kan du selv påvirke badge-systemet

For at Foursquare badges skal fungere uden for USA, er det nødvendigt med en mulighed for at brugerne selv kan påvirke systemet med deres lokale informationer. I den nuværende version af Foursquare, kan brugerne faktisk selv kode om et givent “venue” (som de brugeroprettede lokationer hedder på Foursquare) f.eks. er en banegård eller et museum. Da nogle badges automatisk udløses af f.eks. 3 besøg på en banegård, kan man altså være med til at bestemme hvilke steder som trigger hvilke badges. Du finder dine indstillinger under http://foursquare.com/history.

Et tip: Hvis du ændrer indstillingerne med med listen af badges herover i baghovedet, burde du kunne kode dine egne venues med relevante kategorier og sikre at din virksomhed kvalificerer til XX-badge – og derpå fortælle dine besøgende det.

#3 Sådan burde du kunne påvirke badge-systemet

Det som kunne gøre badges mere interessante for mig, ville være at de var oprettet af andre brugere. Hvis alle kunne oprette et badge, ville det naturligvis medføre en hel masse crap, som poppede op hvor andre havde bestemt det. Men hvis Foursquare indførte at man selv kunne bestemme hvem man modtog badges fra, ville det sandsynligvis begræse badge-spam og istedet åbne mulighed for en masse nye hyperlokale anvendelser. For hvad nu hvis du fik badges for at tjekke ind som frivillig hos den lokale Røde Kors butik? Eller for at tjekke ind i økoforretninger? Hvis badges blev “sociale”, ville det åbne muligheder for mange former for markedsføring. Men det ville især gøre badges til et social element, frem for noget arbitrært, som dumper automatisk ud til alle brugere. Jeg kan nemt forestillig mig en skattejagt man kunne lave, hvis du lader være at fortælle folk alt om hvad der udløser de forskellige badges. Eller en elskovssyg ungersvend som lægger lyserøde rosen-badges ud til sin elskede. Og en masse lokale virksomheder, som kunne lave noget relevant og lokalt.

#4 Sådan kunne badges blive mere psykologisk relevante

Den eksisterende badge-model er baseret på en kvantitativ tilgang. Man får badges for sin trafik, så at sige. Denne model medfører at jeg og alle andre der begynder at tjekke ind får sort set de samme badges – i hvert fald i begyndelsen. Og det er ikke ret socialpsykologisk interessant, da den form for kvantitativ belønning i bedste fald kun fungerer som faktor i et internt belønningssystem. Men hvad nu hvis badges blev lidt mere kvalitative? At de forsøgte at sige noget om den enkeltes måde at bruge tjenesten på – i forhold til andres? Hvis man skulle konstruere en form for badges som var mindre primitive, burde det være badges som hurtigt skilte os ud fra andre. Hvis brugeren f.eks. ret tidligt fik at vide at han var livsnyder, powershopper eller arbejdsnarkoman, baseret på en analyse af alle checkins, ville det kunne gøre vores Foursquare brug til et endnu mere interessant spørgsmål om identitet – både indadtil og udadtil.

Det interessante badge ville altså kunne inddrage alle mine checkins i nogle mere sigende badges – istedet for kun at give mig en bunke generiske badges, repræsenterende et antal checkins. Også den rytme vi tjekker ind med, de venues vi opretter og de shouts vi deler, vil kunne danne datamæssig baggrund for nogle mere “intelligente” badges.

#5 derfor får vi ikke funky badges imorgen

En sådan ændring ville generere et hav af nyt badge-indhold, så måske man ville være nødt til at ophæve badgets status som permanent. Man kunne forstille sig at badges blev dynamiske, så de f.eks. kunne forsvinde, når man ikke længere opfylder deres betingelser – eller at de kunne ændre sig. Og også at man kunne slette de badges som var sjove i sidste måned. På den måde ville dine badges sige noget om dig nu og ikke være en skraldespand for gamle begivenheder. Hvis man vil ændre systemet, vil det få effekt på mange områder af tjenesten – og sådan ændring ved det helt fundamentale forstår jeg godt at Foursquare tøver med. Lige som med Twitter, så holder Foursquare sig til kerneydelsen og ved kun alt for godt at deres brugere kan være væk imorgen, hvis de pludselig laver nogle radikale forandringer som bliver upopulære. Vi vil derfor nok se at Foursquare vil introducere nye tiltag omkring badges, relativt langsomt og velovervejet.

#6 Hvis nu badges var lidt mere som Google

Badges er altså en måde at signalere sin adfærd til andre og sig selv på. At gøre badges sociale og lukke op for brugeroprettede badges, vil givet medføre en eksplosion i antallet af badges. Men det kan også medvirke til at gøre Foursquare forretningsmæssigt interessant uden for USA. Deres nuværende “salg” af badges til f.eks. CNN og Microsoft ser ud til at foregå på en ret gammeldags måde, som Mærsk eller IBM ville have været stolte af.  Men hvad hvis de blev mere som Google end som IBM, og lukkede op for at vi kunne påvirke tjenestens “belønningssystem” selv – fra vores browser? Måske det kunne blive deres kommercielle gennembrud. Jeg kender i hvert fald en masse mennesker som ville begynde at skabe badges med det samme.

Update 30.6: Den Foursquare brugerundersøgelse, som lige nu afvikles her på sitet, viser lige nu at 54% af de adspurgte “kunne tænke sig at oprette deres eget bade”!

I snart en måned har jeg prøvet den geosociale tjeneste Foursquare.com

Når jeg kalder Foursquare en geosocial tjeneste, er det fordi der sådan set kun er 2 dimensioner der har nogen form for relevans: den geografiske & den sociale (eller steder og mennesker eller hvor og hvem). Men selvom tjenesten er ret simpel, er det altså nogle af de helt centrale parametre for vores navigation i verden, som her kombineres.

Oprettelse af steder – en potentielt social handling

Nogen har oprettet "Starbucks University Village" og en bruger har tjekket ind

På Foursquare “tjekker man ind”. Det vil sige at tjenesten ikke foretager sig noget af sig selv, men at man på et givet sted kan vælge at klikke “jeg er her lige nu”. Og det er faktisk ikke den egentlige fysiske lokation man “tjekker ind på”. På Foursquare skal brugerne nemlig selv oprette steder at tjekke ind på – de såkaldte “venues”. Et venue er et sted som har et navn og en betydning for nogle mennesker – hvilket en adresse som Nørrebrogade 30 ikke har for ret mange og et geografisk koordinat som 55.678238,12.567968 har for endnu færre.

Alle venues er oprettet af brugerne og kan være restauranter og firmaadresser, men også folks hjem eller steder som “Metroen mod Vanløse” er typiske venues. Vi tjekker altså ind på stednavne som giver konkret mening for os. Og i realiteten behøver vi faktisk slet ikke at være i nærheden af de steder vi tjekker ind! Foursquare bruger altså lokation til at filtrere i data som er genereret af brugerne. Og det er i sig selv et socialt lag, hvor man kan kappes om at skrive den mest interessante og catchy beskrivelse af et venue.

Hvis oprettelsen af venues skulle have en større psykologisk betydning, skulle det være muligt at se hvem der har oprettet et venue. Så ville det blive til en social faktor at flashe hvor mange der checker ind på det venue man har oprettet. Jeg er imidlertid enig med Foursquare i deres valg af at skjule navnet på den som opretter et venue. Hvis opretteren var synlig, ville vi måske være utilbøjelige til at checke ind hvis en person man ikke brød sig om, havde oprettet venuet. Det kunne meget nemt medføre at man oprettede sit eget venue, hvilket igen føre til at der blev oprettet (endnu) flere venues for det samme sted – med dårlige data for tjenestens brugere til følge.

Lokationshistorik for kendt dansk foredragsholder, som rejser en del... og lever af kaffe og fastfood? ;o)

Vores spor bliver en del af vores identitet

Det er ikke nogen nyhed at de steder vi kommer siger noget om hvem vi er. På Foursquare bliver vores checkins til et spor af venues, som til sammen bidrager til vores online identitet. På samme måder som vores opdateringer, fotos og de links vi deler gør det. Prøv at se på de to eksempler på feeds her på siden. De screendumpet fra mine “venner” på Foursquare (I ved hvem I er) og tegner to ret forskellige personer.

Både valget af venues og opdateringsrytmen viser forskelligt temperament og handlemønster på de to feeds’ ejere. Disse informationer er sigende, men selvfølgelig ikke repræsentative. Først når vi lægger vores øvrige viden om folks personlighed og adfærd til, tilføjer disse informationer vigtige nuancer til vores billede af folk. Og selvom vi godt kan lide at tro at vi er rationelle i vores valg, så er det netop den slags subtile informationer som kan afgøre hvordan vi vælger at handle over for folk.

Lokationshistorik for en af mine yngre Facebookvenner - som er på Roskilde, ser det ud til.

Vi iscenesætter os aktivt med vores position

Med vores lokationshistorie åbner vi altså endnu en dimension af vores online identitet. Men da vi selv vælger hvor vi checker ind, bliver vores valg af checkin derfor “sociale valg” på linje med statusopdateringer og tweets. Vores lokationsdata er imidlertid mere diskrete og af en anden type end opdateringer og mikroblogging. Lokationsdata er implicitte – modsat en statusopdatering, giver lokationsdata nemlig ikke megen mening uden at man kender personen der bevæger sig. Det er derfor du sikkert allerede har forsøgt at gætte hvem den kendte foredragsholder i øverste feed-eksempel er.

Selv har jeg oplevet at jeg i nogle tilfælde har været i tvivl om hvor vidt jeg ønskede at checke ind et sted eller ej. Det som afgjorte hvad jeg valgte, var min bevidsthed om hvordan det ville kunne tolkes af andre brugere. Jeg oplevede for eksempel at jeg checkede ind på Aros i sidste uge, fordi jeg gerne lige ville have at det blev synligt at jeg bevæger mig omkring i landet. Når jeg om et par uger besøger Stockholm og Polen, vil jeg ganske givet også checke ind et par gange undervejs – da det giver et billede af bevægelse, som jeg gerne vil associeres med.

Vi kan flashe vores fysiske sociale netværk, hvilket angiver vores sociale status

Det er lettere at kontakte hinanden online end at mødes fysisk. Derfor har de fleste af os en masse online-venner vi aldrig har mødt (eller kun møder sjældent). At mødes fysisk kræver både tid og planlægning og det er derfor en større social gestus at vælge at mødes med folk end at skrive med dem. At have adgang til at mødes fysisk med interessante mennesker er derfor socialt attraktivt – og her er Foursquare en diskret måde at gøre sin sociale eksklusivitet synlig på. Jeg har personligt mærket hvordan det påvirkede min opfattelse af en person, at jeg så at vedkommende var tjekket ind hjemme hos en anden af mine “venner”. Og jeg har også selv oplevet at det spillede ind på min adfærd, hvem der ellers var checket ind på det sted jeg opholdt mig.

På Foursquare kan man altså flashe sine fysiske relationer eller undlade at tjekke ind, alt efter hvor meget social status der er i at tjekke ind hos andre. Hvis folk vælger at tjekke ind på dit sted, kan det altså være et regn på respekt – eller på at de vil låne af din sociale status.

Hannen (m/k) afmærker sit territorium

På Foursquare bliver den bruger der har tjekket ind flest gange på et venue automatisk “mayor” af det sted. Jeg har den sidste måned interviewet et par (mandlige) Foursquare-brugere om deres forhold til mediet og flere af dem udtrykker at det tilfredsstiller en trang til at “pisse territoriet af”, når man er mayor af steder som banegården, rådhuspladsen og kendte caféer. Med listen af mayorships, tilføjes en liste over de steder man besøger oftest, til vores identitet online, men samtidigt bliver mayorens ansigt vist hver gang andre checker ind på samme venue. Ingen andre ansigter ses (se eksempel til højre). Det er i sig selv en ret dominerende position at give en enkelt bruger i brugerfladen.

På dette eksempel er der desuden vist et “spacial mayor offer”. De særlige venue-bestemte tilbud er ikke slået igennem herhjemme endnu. Men de er måske heller ikke så psykologisk interessante i denne sammenhæng. Det som er værdifuldt at forstå hvad der driver os til at gå og tjekker ind og bliver mayors uden at få noget håndgribeligt for det.

Badges - virker de på dig?

Virker badges på dig?

På Foursquare optjener man desuden en række “badges”, efterhånden som man bruger tjenesten oftere og tjekker ind flere steder.  Jeg kan se disse badges som et gimmick, som kan give en mindre adfærdspsykologisk forstærkning og opmuntring for brugeren og vise andre hvor erfaren en given bruger er. Men jeg bruger dem ikke til noget selv og tillægger dem langt mindre betydning end viden om hvem vi er sammen med, hvor vi kommer ofte og hvor vi har været for nylig. Faktisk tror jeg at man kunne fjerne dem uden at det ville betyde ret meget for nye brugere.

Jeg har set undersøgelser der viser at badges indgår i intereaktionsdesignet – men det kræver jo at man betragter dem som noget bare lidt værdifuldt at opnå. Så der er noget jeg gerne vil vide fra Foursquare-brugere:

• Bruger du badges?
• Hvad bruger du dem til?

Kommenter gerne, for jeg fatter dem ikke helt ;o)

UPDATE 29/6: Har nu fået kigget nærmere på “badges” – læs mere i dette blogindlæg

Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som

Og så er det endda slet ikke de geosociale tjenester som spiller størst rolle på danskernes mobiler lige nu. Under radaren er lokationsteknologi nemlig ved at blive integreret i en lang række af tjenester og applikationer til både smartphones og billigere modeller. Allerede eksisterende tjenester er nemlig lige så diskret begyndt at hente brugerens lokation og bruge den helt naturligt som endnu en filtreringsparameter. Ofte uden at du overhovedet lægger mærke til det. Har du f.eks. prøvet at søge efter en butik med Google på din Nokia-mobil? Prøv engang. Der er en god chance for at du får dem som ligger nærmest, rent geografisk. Google bruger nemlig GPS/Wi-Fi/GSM til at bestemme din fysiske position. Og populære tjenester som Rejseplanen vil også snart spare dig ulejligheden med selv at skulle indtaste din position.  (Twitter for Android klistrer automatisk din position på dine tweets. Har du overhovedet opdaget det?)

Disse diskrete GPS-anvendelser handler ofte ikke om at dele vores lokation, men om at bruge den til at filtrere informationer. Så at bruge dem vil ikke kræve de store principielle overvejelser hos os. Ofte vil tjenesterne tænde for din GPS helt automatisk og bruge informationerne til at gøre din netfærden lidt lettere og mere relevant. Og det er disse hverdagsanvendelser af GPS’en som kan være med til at kickstarte markedet for mere innovative GPS-tjenester. For når først vi har vænnet os til at have GPS-chippen slået til, så vil det bare være en helt naturlig forlængelse at sige OK, når f.eks. Facebook om ikke så længe spørger om du vil slå location til dine statusopdateringer og billeder.

Så location-teknologien bliver ikke en revolution, som vi skal forholde os aktivt og reflekteret til. I stedet vil vi bare en dag vågne op og opdage at GPS’en er slået til og vi ikke helt ved hvor længe den har været det. Og hvis vi besøger en tjeneste hvor vi selv skal skrive hvor vi er henne, vil vi finde den dum og irriterende. Når dette er interessant, så handler det om demografien blandt fremtidige brugere. Min gamle mor kunne ikke drømme om at bruge Foursquare – men hvis mobilen spurgte venligt om den skulle slå GPS’en til og give hende de nærmeste søgeresultater, ville hun finde det såre fikst og straks sige ja tak. Og udsigten til diskrete GPS-anvendelser ville også være et godt argument for at lige at sikre at der stod GPS på den næste mobiltelefon hun købte.

Hvor Foursquare og diverse geosociale tjenester bruger lokationen som et aktivt og socialt element, så er det tjenester som Google og Rejseplanen som her i begyndelsen vil trække læsset med at udbrede teknologien til andre end geeks og early adopters. Først når Facebook inden længe får truffet de sidste svære beslutninger om design og  privatliv og tilføjer muligheden for at geotagge, tjekke ind eller hvordan de nu lancerer det – vil geosociale tjenester der deler vores lokation blive mainstream.

Kald mig bare Captain Obvious – men hvor Google helt sikkert er det helt oplagte valg når man skal bygge location ind i sine webtjenester, så det er ganske enkelt ikke til at få øje på nogen der både har en udbredelse og viden om vores relationer, som kan true gøre Facebook de næste par år. Her vil  kombinationen af lokation+relation+udbredelse gøre Facebook til den mest interessante platform at bygge rene geosociale lokationstjenester på de næste par år.

[Update: For ikke at lyde som en lallende internet-evangelist, må jeg nok hellere lige præcisere at jeg ikke i sig selv ser det som et særligt interessant mål at vi i Danmark opdrages til at være storforbrugere af amerikanske nettjenester på asiatisk hardware. Det svarer til at sige at vi bliver en "førende fødevarenation", bare vi æder nok kogte ris og cheeseburgers. Det kan aldrig være et mål i sig selv at vi skal være forbrugere. Skal vi være førende på nogle bare nogenlunde meningsfulde parametre, må det snarere være områder som innovation i det offentlige eller eksport af software & services.

Så udtrykket "Danmark som førende IT-nation" lægger jeg op i bunken af floskler, sammen med dem om "Danmarks skal have universiteter i verdensklasse".  At se den slags trends udelukkende ud fra et snævert nationalt perspektiv er ærligt talt også lidt provinsielt.

Men siden 90'erne har det  jo været skiftende regeringers mål at vi skulle øge brugen af IT i samfundet. Det er grunden til at jeg ønsker Thor P tillykke i denne blogpost. Og tør nu øjnene, Thor. Det kan godt være at vi ikke kan købe hele verden - men nu kan vi i hvert fald tweete til den, når vi sidder på lokum. ]

Man skal passe på med hvad man ønsker sig – man risikerer at få det. Og når Thor P bliver så frustreret over at nettet nu er trængt ind i folketingssalen, kunne det tyde på at han (og andre forargede politikere) overhovedet ikke havde forstået hvor store konsekvenser det kan have at formulere brugen af IT som et samfundsmæssigt mål. For hvordan havde Thor P egentlig forestillet sig at et førende IT-samfund så ud?

At se Folketingets formand forsøge at bekæmpe brugen af internettet er som at se en mand forsøge at afværge en tsunami med sin paraply. Men Thor P og regeringen bør faktisk være jubelglade for og stolte over at politikerne nu er i direkte dialog med befolkningen og hinanden via internettet. Det er nemlig et meget klart symptom på at Danmark er gennemsyret af IT og internet.

Politikere er jo ikke kun politikere – de er også borgere. Og disse borgere har taget teknologien til sig og finder det helt naturligt at bruge den i alle sammenhænge. Også når de arbejde med politik. Og at det kan betale sig for dem tyder jo på at der også uden for folketingssalen findes mange mennesker som både bruger nettet konstant og gerne vil diskutere med politikerne.

Faktum er at visionen er ved at blive til virkelighed; en voksende del af danskerne bruger internettet på mobilen i næsten alle deres vågne timer og har adgang til viden og netværk konstant. Det bruger nogle danske politikere nu til at styrke kontakten med borgere og hinanden og inddrage deres vælgere og modstandere i den politiske detbat og proces. Så i stedet for at være frustrerede, burde vores politikere være begejstrede – af flere grunde: Twitter og Facebook i Folketinget er nemlig  ikke bare et symptom på en stor udbredelse af internet og teknologi i mange danskeres hverdag. Det ser også ud til at have bragt liv og frisk luft til den politiske debat og at flytte holdningen fra politikerlede til politikerinteresse.

Jeg siger ikke at bruge af medier altid er et gode. Og hvis det på længere sigt betyder at folketingets politikere bliver holdningsløse videreformidlere af pøbelens luner, vil det bestemt ikke være en forbedring af vores demokrati. En konstant fumlen med mobilen i vigtige debatter vil desuden heller ikke vil skabe skarpe og fokuserede debattører. Men grænserne imellem intern og ekstern bliver udfordret af internettet. Det er en mega-trend som alle organisationer lige så godt kan forholde sig til – før som siden.

Og hvis man står over for en tsunami, så er det måske ikke en paraply, men en helikopter man har brug for.

Det er en bekymring jeg ofte hører – især fra mennesker som ikke helt forstår psykologien bag vores brug af netmedier i 2010. Vel er overvågning (forstået som den situation hvor mennesker skjult betragter aspekter af andre menneskers liv- med eller uden onde hensigter) et problematisk fænomen, man skal tage alvorligt. Men hvis man forsøger at forstå vores brug af geosociale medier udelukkende ud fra en overvågningsdiskurs, så er man perfekt rustet til ikke at fatte en brik af hvad der foregår.

Det allerstørste problem med overvågningstænkningen er at den indeholder en analytisk præmisse, som ganske enkelt er forældet i relation til danskernes mediebrug. I en overvågningstænkning er det nemlig den som betragter andres position som er subjektet (altså den som foretager sig noget). Den som bliver overvåget er reduceret til et passivt objekt (altså den som nogen foretager sig noget med). Denne tænkning passer fint til de situationer hvor man sætter en GPS-chip på sin bil eller sin gamle bedstemor, for at kunne finde dem når de bliver væk. Men den giver absolut ingen forklaringer på hvorfor vi selv vælger at fortælle andre hvor vi er henne.

Og at vi selv aktivt vælger at fortælle andre om vores position, kommer til at være tilfældet i helt overvejende grad, med de nye geosociale medier. Vi gør det jo allerede hele tiden i dag. Er du i tvivl, så se på dit Facebook feed – der fortæller du selv og alle dine venner konstant hvor I er henne – og med hvem. I er på restaurant, på Roskildefestival, i skole, med kæresten, på skiferie eller nede på molen med et glas hvidvin og en engangsgrill. Vi fortæller om det, fordi de steder vi færdes har fortalt en stor del af historien om hvem vi er, så længe der har været mennesker til. At fortælle hvor vi er henne er altså ikke noget der kan forstås som selvstændigt fænomen. Det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At meddele vores geografiske position er en forlængelse af vores sociale identitet, som allerede idag har en stor online-komponent for mange af os.

Den største trussel for os i langt de fleste tilfælde, vil derfor ikke være at vi bliver overvåget – men at ingen gider at se hvor vi er henne!

Helle Thornings partisekretær fik en irriterende Facebook-brugers profil slettet! Men det er ALDRIG en god idé at anmelde dine modstandere til Facebook, bare fordi du synes de er en pain in the ass!

Se avisen.dk: Helle Thorning sletter kritisk Facebookbruger

Alle der har stået for at administrere en Facebook-side af en vis størrelse og offentlig bevågenhed, kender den rædselsfulde situation at nogen giver sig til at komme med insisterende kritik og ikke vil holde op.

Når det er særligt frustrerende på en Facebook-side, så er det jo fordi det her er synligt for alle. Og hvis kritikeren nu ikke vil holde op igen, kan det være utroligt fristende at forsøge at “slukke” for vedkommende, som Socialdemokraterne partisekretær, Lars Midtiby, valgte at gør forleden, da en fan blev ved med at poste den samme kritiske kommentar om Socialdemokraternes forhold til skat, på Helle Thornings Facebook-side.

Lars Midtiby valgte at anmelde kommentatoren til Facebook for spam. Det medførte at den kritiske fan, som ganske givet har været skideirriterende, ikke blot blev afskåret fra at kommentere på Helle Thornings fanside i fremtiden – men fik sin Facebook-konto slettet permanent og uigenkaldeligt!! Den lader vi stå et øjeblik – vedkommende mistede altså alle sine relationer, billeder og mails fordi han en aften opførte sig dumt og irriterende i en politisk debat! Kunne man tænke sig at du fik frataget din telefon og dit SIM-kort, fordi du en dag havde foretaget en serie idiotiske telefonsamtaler?! I så fald er vi vist ikke mange, der stadig ville have vores mobiler idag.

Derfor er det dumt!

For det første er det totalt overkill. Irriterende kommentatorer bliver ofte trætte og holder op igen. Og snart har strømmen af kommentarer ofte skjult deres indlæg.

Hvis de virkelig er meget rabiate og SKRIVER MED STORE BOGSTAVER OG MANGE UDRÅBSTEGN!!!! så falder deres kommentarer for det meste tilbage på den som har skrevet dem. De vil med  andre ord fremstå som nogle landsbytosser, som folk så kan trække på skuldrene ad.

På grund af et Facebook-feeds uoverskuelige struktur, så vil det faktisk ofte kræve en vis indsats at søge tilbage og finde årsagen til deres kritik. Så selvom kritikken skulle være berettiget, vil det for de fleste kun være mandens online-råberi som fremstår. Den hysteriske kommentator er altså for det meste kun farlig for sig selv.

For det andet sender det et meget kedeligt signal, da det afslører at man på Facebook håndter modstandere administrativt som destruktive elementer og ikke retorisk, som politiske modstandere. Det gør det jo helt tydeligt for det trænede øje, at man ikke er i stand til at håndtere den mere besværlige side af dialogen på Facebook. For mig fremstår Socialdemokraterne primært som utroligt skræmte og uprofessionelle, men også bare godt gammeldags tarvelige, når de får slettet en mands profil på grund af noget så uskyldigt som en irritererende debatform. Det er hverken ret socialt eller ret demokratisk

Hvordan skal du løse krisen?!

1) Til at begynde med, skal du være tilstede i dialogen og svare på kommentarerne, så ville der nok ikke være kommet så mange kommentarer i det hele taget. Lad alle se at du tager kommentatorerne alvorligt, også selvom du måske ikke gør det. I langt de fleste tilfælde er problemet drevet over på nogle timer eller dage og alle spor er kort efter skyllet væk af kommentarstrømmen. De fleste vil måske give sig til at komme med lange dialogsvar, som man også skal svare præcist og faktuelt på – altid venligt og om nødvendigt let overbærende. Jo længere deres svar bliver, jo færre vil læse dem og dine venlige svar vil blive husket længere en en enkelt kværulants kommentarer.

2) Se desuden dette som en glimrende undskyldning for at slå dine synspunkter fast igen – at afklare kommentatorens misforståelser og i sidste ende for at vende en kritiker til en vælger. Er det ikke hvad tilstedeværelsen på sociale medier også handler om: at skaffe nye støtter til sit parti og synspunkt? Det er altså ikke ret imponerende at man er i stand til at holde en dialog med folk som er enige med én (selvom det synes at være svært nok for mange). Det er til gengæld imponerende, hvis man tager debatten og kæmper for synspunkterne på en tålmodig og saglig måde. Modtageren vil jo ikke kun være den kritiske kværulant, men alle de andre som følger tråden og ser at politikeren rent faktisk tager dialogen alvorligt og kan tale for sin sag.

3) Du skal være forkæmper for at alle har ret til at komme til orde på den Facebook-side. Du skal bruge din kreativitet for at forstå folk og respondere på en måde så alle irriterende kritikere bliver en undskyldning for at vise dit politiske og menneskelige format OG slå dine synspunkter fast i en levende debat – og ikke kun i de kedelige pressemeddelelsesformater, som mange politikere stadig skriver deres opdateringer i.

Ja – faktisk skal du ØNSKE dig at du får landsbytosserne og tvivlerne ind i dialogen på din side, hvor du har en mulighed for at blande dig i sagen. Og ikke overlade dem alle til kommentarfelterne på ekstrabladet.dk eller andre anonyme debatsites, hvor de i forvejen boltrer sig – men hvor du ikke har nogen som helst mulighed for at få dem slettet.

Dialog og kommunikation er jo noget tricky noget. Og at håndtere dialogen på medier hvor alle kigger med, er endnu mere komplekst. Men det ABSOLUT sidste skridt bør være at bruge anmeldefunktionen! Den skal være reserveret til mennesker som kommer med trusler eller poster billeder af deres kønsorganer – ikke til landsbytosser. Det er ganske enkelt for amatøragtigt håndteret af Socialdemokraterne og jeg vil kraftigt opfordre til at man skifter sin standardprocedure – der går ud på at anmelde alle kværulanter – ud med en viden om at håndtere kritiske røster på de “nye” platforme.

Et godt sted at lade sig inspirere fandt jeg faktisk også i en artikel på avisen.dk. Den handler om at håndtere irriterende kunder, men er faktisk slet ikke dum, hvis man læser den ind i en Facebook-kontekst.

Læs avisen.dk: Otte råd til at tackle en hystade

Vi forhandler konstant betydningen af nye fænomener i det offentlige rum og lige nu ser det ud som om vi er ved at blive enige om at vi alle skal måles på Facebook med samme alen som politikere og berømtheder.

Siden jeg blev født, har det været reglen at jeg hele tiden har måttet lære at forstå nye teknologier. Først var det farve-tv og stereo, som blev mainstream. Så trykknaptelefoner og sodavandsmaskiner. Siden kom fænomener som PC’en, telefaxen, videomaskinen, CD-afspilleren. Og endelig fik PC’en modem på og vi kom på nettet… og telefonen blev mobil, så man nu kunne ringe til en person og ikke til et lokale. Alle disse teknologier har haft en kulturel betydning, som vi har måttet forstå og vænne os til – men også forhandle os frem til.

Idag er det så fænomener som Facebook og Twitter som fylder en masse og lige om lidt vil det være GPS og lokationsteknologi vi alle forsøger at forstå. Og måden vi som samfund forstår den slags på, er primært igennem pressen, som blæser konkrete cases ud af proportioner og derpå henter diverse eksperter ind for at fortolke dem. Når medierne i disse måneder er fulde af historier om Facebook på 1000 måder, så er det altså et udtryk for at det er noget vi alle forsøger at forstå. For 10 år siden var det mobiltelefonen. Det er nyhedsinteressen og det uafklarede der driver journalister og kildrer læsere til at klikke eller bladre hen og læse hvad der nu er sket med Facebook i relation til kærlighed, arbejdsliv, politikere eller markedsføring. Ja, lidt ligesom da du klikkede ind på dette indlæg.

Teknologier er ikke entydige, så når vi forsøger at forstå betydningen af fænomener, finder der samtidigt en forhandling sted, som har til formål at skabe konsensus om hvad der er OK og hvad der ikke er. Der er (meget forenklet) den type kollektive forhandlinger, som har ført til at det i nogle kulturer er super høfligt at slå en skid når man har spist – og i andre er dybt frastødende.

I Danmark er vi lige nu ved at genforhandle hvor grænserne for det private og det offentlige går, efter Facebook kom til os. Begreber som “en gruppe” eller “en relation” må opdateres og det foregår, som altid, ved at pressen tager nogle enkeltsager og blæser op. Disse sager kan diverse eksperter kloge sig på – og på et tidspunkt er emnet så forhandlet af. Så er det ikke længere en historie. Vi ved alle hvad der er rigtigt og forkert og kan fræse videre til den næste enkeltsag.

En sådan enkeltsag var historien om Ditte Okman (bemærk linkboksen til højre, som er et fint katalog over noget af den offentlige forhandling) som blev en undskyldning for at forhandle bl.a. hvad der er privat og hvad der er offentligt på Facebook. Den medførte at en masse virksomheder formulerede Facebook-politikker og at mange fik stillet på deres privatlivsindstillinger. Enden på den sag er blevet at man “ikke skal skrive noget på Facebook, som man ikke ønsker at se på forsiden af EkstraBladet”. Som bl.a. vores hjemlige Facebook Guru, Mikael Lemberg skriver på Amino. Og umiddelbart lyder det da meget catchy – indtil man tænker over konsekvenserne.

For hvad er det man siger her?

Man siger i praksis at når noget er lagt på Facebook, så skal man være indstillet på at det kan ende hvorsomhelst. Hvis du fortæller noget til dine Facebook-venner i det halvoffentlige rum, Facebook – så er det altså helt legitimt at en af dine Facebook-venner tager det komplet ud af kontekst og smider det i medierne!

Men hvis Facebook er et halvoffentlig rum, så er det jo også halvprivat. Jeg vil sammenligne det med at du holder en fest i din have, som både er privat område, men kan ses af alle der kommer forbi – og nogen så tager et brandert-foto af dig og smider på forsiden af EB.  Enhver der har arbejdet med kommunikation ved hvor groteske og misvisende ting kan virke ude af deres kontekst – og idag er der ikke mange af os som ville finde det acceptabelt.

Hvis vi alle skal være parat til at blive udsat for en “Okman”, er vi ved at forhandle en standard for din og min offentlighed som svarer til den vi udsætter politikere og celebrities for. Men er det virkelig hvad vi vil? Er du virkelig selv ude om det, hvis du inviterer folk ind i dit netværk og de så bruger dine udtalelser for at opnå egen vinding og omtale?

Vi har allerede et ord for mennesker som træder ind i halvoffentlige rum for at skrabe mediestumper til sig som de kan sælge til Ekstrabladet. det kaldes paparazzi. Er du din næstes paparazzi på Facebook? Eller har du fantasi til at forestille dig andre måder at forstå relationerne på i det nye rum imellem offentlig og privat?