Lad mig præsentere dig for en ung leder, med flere års erfaring i international operativ ledelse – primært via internettet. Hans navn er Martin og han er 26 år.

Martin har de seneste 3 år været en del af et internationalt ledelsesteam i en organisation med medlemmer fra Europa og Mellemøsten. I dag er han øverste leder af organisationen, som ledes i samarbejde med resten af ledelsesteamet.

Som leder af organisationen har Martin anlagt en demokratisk og retfærdig ledelsesstil, hvor han lægger vægt på at reglerne gælder for alle – også ham selv. Hans ledelsesstil har være medvirkende til at organisationen har en høj fastholdelsesgrad og til at give organisationen et ry for at have et godt arbejdsmiljø blandt konkurrenterne på markedet.

Martin har øverste ansvar for styring af økonomien og fungerer desuden som operativ chef, når organisationen er ude på opgaver. I praksis indebærer ledelsesopgaverne at Martin har det operative ansvar for ca. 25 mennesker som løser opgaver i realtid over 6 tidszoner. Dette understøttes af Martins store faglige viden. Han har højeste certificering indenfor sit faglige område og bruger en del tid på at dele af sin viden.

I samarbejde med resten af ledelsesteamet er Martin både involveret i rekruttering og afskedigeleser – og trods den demokratiske ledelsesstil, er der ingen slinger i valsen, når der skal uddeles irettesættelser – eller direkte afskedigelser. Hvis man gentagene gange overtræder reglerne på de operative missioner, er det ud.

Martin er en af morgendagens ledere, som har brugt næsten al sin fritid til at skaffe sig mange tusinde timers konkret operativ ledelseserfaring såvel som faglige erfaringspoints. Han har formået at holde en organisation, bestående af frivillige, sammen i flere år. En bedrift der ikke bliver mindre af at de fleste af dens medlemmer sidder spredt med mange tusinde kilometers afstand og aldrig har mødt hinanden.

Jeg er sikker på at der findes mange ledere som Martin, som sidder inde med en massiv erfaring i netop den slags ledelse-i-netværk, som moderne virksomheder har stor brug for. Spørgsmålet er om disse virksomheder er i stand til at opdage og tiltrække dem.

Hvor er Martin leder, spørger du?

Martin er “Guild Master” for World of Warcraft-Klanen ”Unforgettable“!

Hej - jeg arbejder med sociale medier!

Hvis man skal finde en meningsfuld anvendelse af begrebet “sociale medier”, så må det være at det er medier der i teorien giver alle en lige mulighed for at komme til orde og deltage i samtalen. “Sociale medier” har altså en grad af horisontalitet; frem for at være domineret af en afsender og nogle modtagere, kan vi nu alle fungere som både afsendere og modtagere.

Når man med den definition betragter medier som Youtube, Wordpress.com, Facebook, Twitter osv, så passer den jo temmelig præcist. Alle kan oprette en blog eller lave en profil. Når begrebet alligevel ender med at være et pop-begreb, som snart vil forsvinde, er det fordi det faktisk ikke tilbyder noget fundamentalt nyt. For hvad vil det sige at alle kan fungere som både udgivere og brugere eller afsendere og modtagere?  Det vil ikke sige andet end hvad internettet har handlet om fra dag nul!

Internettet er nemlig skabt horisontalt (eller socialt, om du vil), i den forstand at alle kan sætte en server op og alle IP-numre i princippet er lige. At alle kan deltage på lige fod er altså ikke noget som Facebook eller Wordpress har skabt – det er bygget ind i internettets fundamentale struktur! I begyndelsen af www (1994) da alle fik mulighed for at publicere HTML-dokumenter, kom jeg online på Københavns Universitet (på den svimlende hurtige 2mbit forbindelse som hele universitetet delte) og det varede ikke længe før jeg begyndte at lave mine første grimme hjemmesider. Og det  som var gældende den gang var at det var besværligt at skulle opfinde alt fra bunden.

Derfor var det en befrielse da de første formaliserede værktøjer dukkede op fra 1998-99, i form af CMS-systemer. Faktisk lavede mit første selvstændige firma netop CMS-systemer til små og mellemstore virksomheder i 1999-2000 og jeg husker hvordan virksomhederne gerne gav afkald på nogle designmæssige frihedsgrader, imod til gengæld at få en struktur. Et i teorien uendeligt antal designmuligheder blev altså her erstattet af nogle strukturerede systemer og nogle navigationsmæssige designkonventioner. Internettet var modnet og dets tilgængelighed var øget – og nettets samfundsmæssige betydning kunne derfor tage nogle kæmpe skridt fremad. Det var ikke en revolution, det var en formalisering som voksede frem organisk, på markedets vilkår.

Det som sker i disse år, med medier som Facebook, er heller ikke en revolution – det er også bare evolution. Yderligere institutionalisering gennem almene standarder og en række nye globale tjenester fratager os nogle frihedsgrader men giver os i stedet tilgængelighed og større anvendelighed.  Og som følge deraf stiger nettets samfundsmæssige betydning. Men intet er fundamentalt ændret! Internettet er stadig socialt i sin struktur og “sociale medier” er bare internettet i enhver væsentlig betydning.

Det betyder ikke at nettet har fået mindre betydning – tvært imod. Men blot at begrebet “sociale meder” ikke tilbyder os andet end en gradsforskel. “Resten” af begrebets funktion handler mest om et skabe en diskurs som gør det muligt at tale om internettets stigende betydning for os  som personer. Denne samtale foregår nemlig i høj grad i det offentlige og journalistisk medierede rum (jo den gør – for langt de fleste af os!) – og en stor del af vores journalistik drives jo som bekendt af oplevelsen af nyhed og påtrængende aktualitet!

Også websites som vi normalt ikke anser for at være “sociale” (som f.eks. store corporate sites) bygger på den samme sociale struktur. Alle kan i princippet lave et website magen til – og hvis vi ikke gør det, er det ikke internettet skyld. Alle websites er så at sige bygget på en social/horisontal grund – men hvor virksomheders website opererer på en makro-plan (du skal selv oprette et tilsvarende corporate site for at blande dig i dén samtale), så har vi disse år fokus på mikroplanet. På den del af samtalen som handler om ord, billeder og sætninger som har enkeltpersoner som afsender.

Begrebet “sociale medier” peger altså på en yderligere institutionalisering af internettet – intet mere! Den analytisk korrekte term ville være “det moderne internet” eller bare “internettet”. Men det betyder jo ikke at du skal holde op med at bruge begrebet – jeg bruger det selv, for ellers forstår potentielle kunder og samarbejdspartnere ofte ikke hvad jeg taler om i 2010. Men du skal bare ikke tro at du taler om noget konkret. Er du i tvivl, så prøv lige at spørge sidemanden om en konkret definition (ikke eksempler, det er for nemt) på sociale medier.

Hvis du vil sige noget konkret, som samtidig giver mening, så kan du prøve en øvelse jeg introducerede tilbage i 1999, da jeg alt for ofte oplevede at den nørd der skiftede toner på printeren og installerede PC’er pludselig sad med ved møderne om virksomhedens kommende website (det hele handler jo om computere, ikke?). At spørge computernørden om hvordan virksomhedens website skulle se ud, svarer til at spørge din mekaniker hvor du skal rejse hen på bilferie. Det giver jo ingen mening – og for at få flyttet fokus hen på det forretningsmæssige, hvor samtalen hører hjemme, introducerede jeg følgende dogme, som jeg foreslog til mine møder:

“Prøv at fortælle hvad I gerne vil opnå, uden at bruge navnet på nogen teknologi!”

Hvis du ikke kan det, har du fokus det forkerte sted (din nørd ;o). Det eneste vigtige samtaleemne er nemlig – som det altid været – hvordan vi driver og udvikler vores organisationer! Ikke hvad forskellige ting på internettet for tiden bliver kaldt af journalister.

Derfor vil begrebet “sociale medier ” snart gå samme vej som “virtuel”, “cyber”, “web 2.0″ og “dot.com”, hvis ikke det skifter betydning (ordet “social” er jo ret alment og slidstærkt) til noget langt mere præcist, som handler om processer og ikke et antal websites.

For 10 år siden talte vi alle om ny økonomi og gammel økonomi og dotcom var et plusord, men selvom vi idag bruger e-handel og webservices langt mere intenst og udbredt end i år 2000, så har disse begreber ikke overlevet og tages kun frem, når man skal forklare hvor meget klogere vi er blevet idag. I 2005-6 talte alle så om web 2.0 og selvom begrebernes indhold nu er en realitet for os alle, så har selve begrebet web 2.0 en noget gammeldags klang i dag.

Næh – idag taler alle om sociale medier som om det er noget nyt at bruge internettet til horisontal kommunikation og at dele brugergeneret indhold og viden. Det er det overhovedet ikke – tvært imod. Allerede i 1985 opstod The Well, som et fuldbårent socialt medium og faktisk lå hele ideen om den ligeværdige adgang til at publicere og producere bag udbredelsen af det tidlige internet. Sociale medier er altså ikke noget nyt – det er igen kun ordet der dukker frem i en kort historisk periode, inden det hele igen bare hedder “internettet”.

Men hvorfor så egentlig beskæftige sig med et felt med sådan et navn i 2010?

Når vi taler om sociale medier, er det ikke på grund af teknologierne , men på grund af udbredelsen. Det fænomen som “Internettet som personlig kanal” er, er nu vokset organisk og har nået en udbredelse hvor det har fået en forretningsmæssig betydning. Og når vi skal arbejde med et udsnit af verden som forretningsområde, er det smart med et navn.

Begrebet sociale medier siger altså mindre om teknologi og mere om mennesker og forretning. For det er nemlig ikke på internettet at dette fremskredne stadium af internettet sætter sine kraftigste spor. Det er i din virksomheds opbygning, kommunikation og produktion. Fremkomsten af internettet har nu nået en udbredelse der gør at vi alle har adgang til at sammenligne dine produkter med sidemandens på et splitsekund. Og derfor lægger vi et pres på din virksomhed for at give os stadigt mere og mere specialiserede ydelser til en lavere pris. Og mens centrum for kommunikationen forrykkes til den enkelte, så bliver dine chancer for at fange os med traditionelle reklamer, stadig ringere.

Derfor er medier som Facebook ikke et mål, men et redskab til at forandre jeres virksomhed!

De fleste virksomheder får ikke ret mange nye kunder ud af at være til stede på Facebook og mange af jer kunne bruge jeres penge og tid bedre andre steder. Så er det sagt! Men hvis man forsøger at måle effekten som om det var markedsføring, misser man ganske enkelt pointen – BIG time!

Facebook er nemlig ikke et mål – Facebook er jeres mulighed for at forvandle jer til fremtidens fleksible og dialogbaserede virksomheder. For både Facebook og de “sociale medier” er faktisk bare internettet – og internettet går ikke væk ved at I ignorerer det! I skal altså ikke være på Facebook fordi I får en målbar effekt på salg og kommunikation – I skal til gengæld vågne op og forstå at de fleste af de virksomheder som fortsætter med at se verden med sig selv som centrum, ikke er her imorgen!

Og til det brug synes jeg faktisk at Facebook er en fin kravlegård, da sitet rummer en hel masse af internettets moderne teknologier som f.eks. mikroblogging og virale delingsmiljøer, som fremtidens succesvirksomheder mestrer på samme måde som vi selvfølgeligt mestrer telefonen idag. Så som ren markedsføringskanal er Facebook altså tvivlsom for mange af jer idag – men som udviklingsplatform for den inddragende og dialogbaserede virksomhed, er medier som Facebook gode og gratis redskaber, hvor I nemt kan måle på antallet af fans, klik og kommentarer, om I er på rette vej.

“De sociale medier” og Facebook er altså potentielt set forandringsagenter for din virksomhed! For at kunne få noget ud af medier som Facebook, Twitter og blogs er I nemlig nødt til at forstå jeres kunders psykologi og behov og at lære at tale med dem. Og det har de fleste af jer i højeste grad  brug for – hvad enten I ved det eller ej.

Og nej, jeg er ikke pludselig blevet evangelist. Men at internettet forandrer vores kommunikation, og sociale liv – og dermed spillereglerne på markederne for erhvervslivet, er for mig helt åbenlyst. Og hvis et begreb som “sociale medier” eller websites som Facebook eller Twitter får din virksomhed til at tage konsekvensen. Så har de da tjent et formål ;o)

Jeg blev forleden bedt om at komme med et eksempel på virksomheder der brugte blogging succesfuldt.  Som altid, når journalister spørger om den slags, så er de jo ikke interesserede i at jeg selv skaber stort set alle mine kunderelationer gennem min blog – de er interesserede i store virksomheder eller cases med mange besøgende.

Og som altid, når jeg bliver bedt om at komme med succeshistorier, bliver jeg blank. Da jeg ikke er en evangelist, som rejser omkring og fortæller virksomheder hvor fantastiske sociale medier er (det lader jeg andre om) så har jeg sjældent et batteri af powercases present i hukommelsen.  Der var dog alligevel én case som fremstod ret klart, og det var hostingvirksomheden Surftown. Surftown henvender sig bl.a. til billig-segmentet og er dermed head-on konkurrent til en anden hostingvirksomhed, nemlig One.com.

Og det er her at jeg vil fremhæve Surftowns brug af blog som en faktor som i mine øjne udgør forskellen på en anonym virksomhed og en virksomhed med en stemme – et menneskeligt ansigt, om man vil. Nu vil jeg gerne medgive at de to virksomheder ikke er ens – hverken i marked eller i produktprotefølje. Men de er ens i den forstand at ingen af dem har et fantastisk ry og at de som sagt begge bl.a. tilbyder webhoteller til nærige eller fattige mennesker. Og når man skal danne sig et indtyk af hvor ens websites ligger tryggest, så er det netop bloggen – oplevelsen af menneskerne bag – som kan gøre udslaget. Prøv selv at besøge hhv one.com og Surftown (se blog) og klik omkring. For mig var det direkte mærkbart at sympatien steg, da jeg først havde været inde forbi bloggen hos Surftown. Der kommer ganske enkelt en stemme på.

At one.com for tiden lider af en række svære tekniske problemer der forringer ydelsen på deres i forvejen meget ringe discountprodukt (som jeg tidligere har anbefalet til low-end kunder og derfor stadig har berøring med), gør det kun forskellen endnu tydeligere. One.com’s eneste kommunikation til den enkelte bruger er nemlig nogle supportmedarbejdere – der som Komiske Ali ikke bestiller andet end at fortælle at de skam ingen fejl kan konstatere og at man måske selv har lavet en fejl. Her kunne en dialog helt sikkert have undgået den uoprettelige badwill, som one.com for tiden oplever. Bl.a. er 300 ITU-studerende i disse dage ved at flygte i trop fra one.com, som ellers hostede deres kursusblogs.

Men det handler jo heller  ikke her om teknologier som f.eks. blogs eller lignende, men om forskellige virksomhedskulturer. Jeg har ikke egenhændigt afprøvet hvordan Surftown performer på deres billige webhosting (kun at de konsekvent aldrig bliver anbefalet, når jeg spørger folk efter alternativer til one.com) men de slår One.com med hestelængder, når det drejer sig om at signalere åbenhed og nærhed i deres kommunikation.

Hver gang en ny teknologi bliver gjort populær og rammer markedet i form af forbrugsprodukter, kan man stille sit ur efter de lommeanalytikere og journalister som i kor giver sig til at erklære et eller andet tidligere eksisterende fænomen eller medie for dødt.

Da fjernsynet vandt frem, blev biograferne af disse analytiske genier erklæret for snarligt døde. Det sket igen da videomaskinen kom frem. Og DVD’erne . Og video på internettet. Og biograferne er her endnu. Da e-handel blev gjort teknisk muligt for masserne, blev “gammeldags” indkøb spået en hurtig og brutal død. Virksomheder som havde en fysisk butik, blev nærmest latterliggjort med udtryk som “gammel økonomi” og “bricks and mortar”. Idag er der ikke mange der taler om ny og gammel økonomi (der er igen kun god og dårlig økonomi) og selvom vi handler på nettet som aldrig før, så åbnes der stadig nye fysiske butikker hver dag.  Med fremkomsten af kombinationen af wordprocessing og internet, blev det papirløse samfund erklæret for nært forestående – idag bruges der papir omkring som aldrig før i verdenshistorien. Og snart har hver eneste kineser en laserprinter. You do the math.

For nylig kom Apple så frem med deres version af “tablet pc’en” , hvilket fik samme populæranalytiske alliance til at spå at aviser og bøger nu med sikkerhed vil være borte om få år.  Og lad mig udløse spændingen for jer: det vil heller ikke ske denne gang. Men hvad er det, der får disse “analytikere” til at springe ud af æsken med deres nul-sums analyser gang på gang, selvom virkeligheden uophørligt modsiger den slags analyser?

Det nærmeste svar jeg kan komme med er at de er nørder. Lad mig forklare det lidt nærmere. Med nørder mener jeg at diverse medier, i disse analytikeres grundlag, ofte reduceres til et middel til at flytte bits fra A til B. Læg hertil en fundamental rationalitstisk antagelse om at den mest friktionsløse overførselsmåde altid er den mest levedygtige. For eksempel: Hvis en biograf er en mekaniske der skovler filmbits ind i min hjerne og man kan gøre det hurtigere og mere friktionsløst med en DVD, så er den eneste logise følgeslutning at fremkomsten af DVD vil få folk til at holde op med at gå i biografen. I samme tækning er e-handel en mere effektiv og friktionsløs måde at erhverve sig en vare på, hvorfor fremkomsten af ehandel vil gøre enhver fysisk butik overflødig. Og hvis det ikke sker, er det kun et spørgsmål om dårlig logistik. Og altså på samme måde med aviser: da bits’ene i en avis kan flyttes mere friktionsfrit over i min hjerne med en e-dims end på “døde træer” (som papirmediet kaldes, hvis man vil latterliggøre det), så må fremkomsten af e-læsere uvægerligt føre til avisdød.

Kære analytiker – derfor behøver du den æstetiske dimension:

Jeg siger ikke at nogle af disse fremskrivninger ikke kan blive sande. Eller at de ikke til en vis grad er det allerede på nogle områder. Men jeg siger at mange lommeanalytikere misser en pointe som spiller mindst lige så stor rolle som den informationsrationalistiske; nemlig den æstetiske dimension som viser sig ved at at vi faktisk kan lide at gå i biografen, at gå ud og handle og at sidde med en stor og lidt uoverskuelig avis.

I den “æstetiske” verden forbruger vi medier for deres egen skyld, hvis de er lækre. Ikke kun fordi der er effektive. Og det kan føre til synergier og helt nye forbrugsmønstre. Vi bruger f.eks. ikke nødvendigvis Twitter mindre på vores PC, fordi det også er fedt at bruge det på mobilen. Og vi går stadig i biografen selvom vi kan købe en DVD – måske endda fordi vi har set traileren i vores netavis. Eller måske bare fordi det er dejligt at gå et sted hen med nogen vi vil være sociale med. Og vi handler i fysiske butikker hver dag, fordi det kildrer vores æstetiske sans at se bjerge af grøntsager eller besøge fiskehandleren. Eller går i IKEA med kæresten – simpelt hen fordi det er dejligt at have en kæreste at gå i IKEA med!

Hvis du forsøger at forklare verden udelukkende ud fra rationalistiske analyser, er du altså hvad jeg i denne sammenhæng kalder en nørd, som fokuserer ensidigt på enkelt aspekter af virkeligheden og laver analyser ud fra dem. For hvordan forklarer disse rationelle analyser at der stadig findes teatre, når det nu er nemmere at se en film? Hvorfor drikker vi øl, vin og whisky, når det samme resultat kunne opnås med et glas finsprit? Hvorfor drikker vi kaffe, når vi kan spise koffeintabletter? Og hvorfor laver vi stadig lækker mad, når det samme formål kunne klares med en vitaminberiget proteingrød?

Tro nu ikke at jeg siger at disse teknologier ikke spiller en gigantisk rolle i vores samfund. Det er helt klart at en stor del af dem har vist sig at gøre det – også på måder som denne skribent endnu ikke har fattet. Men selve ideen om at vi udelukkende handler rationelt er de fleste økonomer gået væk fra for år tilbage, fordi analyser baseret på den konstant slog fejl. Og også inden for medieanalyserne bør det efterhånden snart være klart at disse kortsigtede analyser der er baseret på en fremskrivning af nutiden ud fra en rationalistisk nul-sums-tænking ikke producerer meget  andet end fremtidens anekdoter.

Antallet af aktive brugere på Facebook har nu passeret de 400 millioner. Den lader vi lige stå et øjeblik…. 400 millioner mennesker verden over, har brugt Facebook inden for den seneste måned, hvilket er Facebooks definition på en aktiv bruger!

Og på en given dag kigger 200 millioner ind på facebook.com mindst én gang. Nogle kigger endda ind mange gange (og nogle SINDSYGT mange gange) – så der er måske ikke noget at sige til at sitet kan køre lidt langsomt fra tid til anden. Facebook fansider genererer ialt 5.300.000.000 fan-relationer på de 1.5 million Fansider der findes for virksomheder som din.

Facebook har også udgivet tal om den arbitrære størrelse de kalder “Den gennemsnitlige bruger” – som ikke findes nogen steder og er et gennemsnit af dig, en 13-årig skoledreng i Rio de Janeiro og min tante i Nuuk. Disse tal er med andre ord omtrent værdiløse, men da jeg ved at du er en sucker for den slags, får du dem her:

Den Gennemsnitlige Bruger på Facebook har 130 venner, sender 8 venneanmodninger om måneden og bruger næsten en time dagligt på Facebook (55 min.).  Og hver måned klikker Den Gennemsnitlige Bruger “like” 9 gange og skriver 25 kommentarer. Endelig bliver Den Gennemsnitlige Bruger fan af 4 nye sider hver måned (er din en af dem?) og er medlem af 14 grupper.

Kilde: Facebooks eget pressemateriale

Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook

For er der noget jeg ikke er interesseret i, så er det en social netværkstjeneste der ved noget om mig. Og det stopper jo ikke der; når jeg fortæller om min alder og mit køn, bliver det brugt til at sende mig reklamer der passer til mit segment. Og når jeg lægger billeder ud af min carport og min aftensmad, kan jeg ikke engang være 100% sikker på at de ikke bliver set af andre!

Nu må det stoppe! Jeg kræver at Facebook holder op med at bruge mine data til annonceformål. Hvorfor skal jeg have målrettede reklamer, når jeg kan få 100% random reklamer for trussebind og  diverse gerontologiske serviceydelser? Hvorfor skal jeg belemres med forslag om at blive venner med folk jeg selv har søgt efter, når det nu er så meget mere frigørende at jeg selv skal gå ind og søge efter dem hele tiden for at finde ud af om de nu er kommet på Facebook? Og hvorfor skal jeg finde mig i at alle mulige mennesker kan komme til at se mine fotos! De er jo private – det er jo netop derfor jeg har lagt dem ud på internettet!

Hvorfor kan Facebook ikke være som Google?! Google har ikke en side hvor jeg kan gå ind og bestemme hvad andre må se – deraf kan jeg kun slutte at Google ikke gemmer data om mig som andre kan misbruge. Selv har jeg naturligvis opsat de strengeste privatlivsregler på min Facebook-konto. Det siger sig selv at jo mere hemmeligsfuldt jeg opfører mig på en social netværkstjeneste, jo mere værdifuld er den for mig og dem jeg er “venner” med.

Og hvad med børnene – tænker ingen på dem?! Da jeg var dreng, fik jeg at vide at jeg ikke måtte gå med fremmede hjem, lige meget hvor rare de virkede – men siden Facebook kom, er det nu blevet fuldkommen umuligt for mig som forælder at lære mit barn helt fundamentale principper for social adfærd og de er derfor nu helt blottede for børnelokkeri.

Værst er det dog at Facebook tjener penge på mig og sælger mine informationer til annoncører! Det er simpelt hen for grådigt og må høre op! Jeg mener istedet at det ville være rimeligt at Facebook havde en forretningsmodel der gjorde dem stort set værdiløse for annoncører, samtidig med at de gratis stillede en tjeneste til rådighed for mig, som jeg bruger hver dag og hverken ville undvære eller betale for.

On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut.

Jeg er ved at vænne mig til det friktionsløse samfund, hvor jeg selv er nødt til at opfinde mine fysiske udfordringer og betale for at udøve dem, fordi min hverdag er fuldkommen støvsuget for enhver aktivitet der kan give mig modstand.  Hvis bare jeg har penge på kortet, adlyder verden mit mindste klynk. Jeg kan blive kørt til døren med et vink af en hånd, mens jeg lige tjekker nyheder på mobilen, så jeg sikrer at jeg ikke går i mange minutter uden at få et nyhedsfix. Konstant være opdateret om alle de nyheder som aviserne er nødt til at opfinde for at tilfredsstille mit konstant stigende behov.

Jeg er højt oppe i dosis – en gratisavis er forældet lidt over middag, hvor  jeg allerede er blevet træt af diskutere dens overskrifter på Twitter. Ud på eftermiddagen sejler jeg fed og oppustet igennem en losseplads af video jeg ikke har bedt om, artikler jeg ikke behøver og social media opdateringer om dit toiletbesøg og din grimme hund.

Og jeg kan allerede se hvor det ender. I den yderste ende af det friktionsløse underholdningssamfund findes jeg  som et væsen der forventer at få mine behov dækket NU! Et væsen der betragter en forsinkelse som et nedbrud og som eksploderer med et #FAIL i selvretfærdig harme, hvis den store glatte maskine der mader mig med billeder og næring tillader sig at hoste lidt. Jeg bliver med andre ord til et stort, urimeligt spædbarn.

Men handler livet om at nå fra vugge til grav, så effektivt og friktionsløst som muligt? Jeg vil faktisk gerne have busser der kun kører på bestemte tidspunkter, så jeg bliver tvunget til at stå og tænke over min bevægelse igennem byen. Jeg vil have restauranter der serverer noget bestemt – og ikke bare hvad jeg har fantasi til et forlange. Jeg vil have regnvejr, jeg ikke kan flygte fra. Jeg vil have biografer der viser bestemte film og derfor tvinger mig til at vælge. Jeg vil have en verden der bestemt og uforskammet tillader sig at opføre sig anderledes end jeg lige troede den skulle! Jeg vil have kærlighed, der også gør mig ulykkelig fra tid til anden (ikke for ofte, dog) og nye relationer der presser sig på, når det er mest ubelejligt. Jeg vil have teknologi, der ikke opfylder alle mine behov for at møde andre mennesker. Har du lagt mærke til at du først taler med dine medpassagerere, når toget er forsinket?

Og grin du bare overbærende af min totale mangel på ironi – mit romantiske råb på en verden der er lidt mere beskidt, duftende og uforudsigelig og mindre slap, friktionsløs og infantil. For når du mærker dybt efter, så ved du jo godt at jeg har ret.

Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.

Vores planlægning førte til nogle interessante udkast til undersøgelser inden for det erhvervsmæssige område, som du må vente med at få detaljer om. Men der blev også kastet temaer og ideer i vejret inden for de mere personlige aspekter af at bruge sociale medier. Og det er især ét tema, jeg synes er værd at dele her. Vi kom nemlig til at spekulere på hvor aggressionerne bliver af på de sociale medier. På Facebook er der mange som fremstiller en facade som kan minde om et amerikansk forstadskvarter. Der er muligvis en masse konflikter og sortere sider, men når man ser på sit Facebook feed, så er vi alle generelt set utroligt søde ved hinanden og trykker LIKE og giver positive kommentarer og støtte til hinanden. “Facebook er et glansbillede” som en af deltagerne formulerede det.

At vi ofte lufter vores empatiske og sociale side og undgår aggressiv adfærd, skyldes jo nok at vi ligger under for social kontrol,  da vi på sociale medier konstant har vidner på vores ytringer. Det er jo hele idéen ved Facebook og Twitter at vi alle kigger med på hvad vi siger til hinanden. Og ikke mindst på Twitter i Danmark,  synes jeg at tonen er meget civiliseret. Men hvor går aggressionerne hen? Vi kan da ikke synes at hinanden er fantastiske hele tiden. Hvordan siger man IDIOT på Twitter?

På Twitter og ikke mindst på Bølgen – DK’s førende Wave Magasin – fandt der for nylig en diskussion sted om det acceptable i at bruge #fail som en såkaldt hash tag (en emnemarkering af sine Tweets). Det var som om at det var tilstedeværelsen af negative ytringer som skabte aggressioner og dårlige vibes på mediet. Og selvom jeg medgiver at det er bøvet at høre på folk der bare brokker sig (også på twitter), så er det jo en ren illusion at vi kan kommunikere uden at være sure eller have konflikter. Og når vi ikke kan udtrykke negativitet direkte, så bliver vi måske passivt aggressive? Måske vi viser negativitet ved at undlade at svare, at ignorere, at undlade at give fuld adgang til vores profil etc?

Vi endte med en vifte at spørgsmål som alle handler om de mere asociale sider af vores relationer og hvordan de finder plads på disse (åh så) sociale medier.  Jeg aner ikke hvornår undersøgelserne er færdige, men jeg vender tilbage når jeg hører noget. Indtil da kan du jo spørge dig selv hvor dine aggressioner bliver af på Facebook og Twitter. Eller om medierne er ved at forvandle dig til passivt aggressiv.

Min svoger er en af den slags skolelærere man bare håber ens børn er heldige at få. For det første er han fagligt dygtig – men allervigtigst, så er Jens en ildsjæl. For ham er undervisningen ikke bare et job, der skal klares for at han kan betale huslejen, men et spørgsmål om identitet, faglig stolthed og så selvfølgelig eleverne.

Jens laver en masse af sine undervisningsmaterialer selv. Og i juleferien, mens vi en sen nat sad og tømte svigerforældrenes køleskab for øl, fik vi en snak om hvordan det var oplagt at Jens og andre ligesindede lagde opgaverne på nettet, så andre undervisere kunne få glæde af dem.

Jeg har arbejdet med pædagogiske webprojekter siden 1995 og har hørt RIGTIGT mange ildsjæle fortælle om internetbaserede formidlingsprojekter der lå lige til højrebenet – men som aldrig nåede længere end til den visionære tågesnak. Dette tilfælde viste sig dog hurtigt at være markant andereldes. Jens var nemlig allerede gået i gang og havde lagt ca. 200 opgaver ud på https://dropbox.com/, hvor elever og kolleger allerede idag kan downloade dem.

Og hvorfor er det så at Dropbox ikke er et glimrende værktøj?!

Dropbox er et fildelingsværktøj, hvor man downloader en klient og derefter løbende kan få adgang til en delte filer, arrangeret i velkendte mappestrukturer som løbende  holdes opdateret over nettet. Det er med andre ord et skidesmart værktøj. Problemet er at det er et værktøj til at dele filer – ikke til at formidle indhold. Man skal altså læse ud fra et filnavn, om opgaven er relevant for én selv. Og hvis man nu har nogle kommentarer, som kan have glæde for andre, så er der ingensteder at gøre af dem. Eventuel “kollektiv” viden går altså tabt.

Et fildelingsværktøj som Dropbox er med andre ord ret genialt som supplement til øvrige aktiviteter – men som et selvstændigt formidlingsværktøj er det ikke ret effektivt. Og hvad gør man så, når budgettet er minimalt? Man tager fat i formidlingsværktøjernes svar på schweizerkniven – Wordpress! Og når man sætter en fagligt dygtig ildsjæl sammen med det rigtige værktøj, sker der ting og sager.

Vi valgte et nemt og sigende domænenavn, matematikopgaven.dk, købte et webhotel hos One.com. Jeg smed en wordpress-installation på, valgte et skin og flikkede et logo sammen. Efter at have rettet logoet lidt til på baggrund af Jens’ feedback, var sitet i luften. Valget faldt på en Creative Commons licens som giver mulighed for alle former for afledte værker – bare ikke kommerciel udnyttelse. Efter et forsøg med Google-reklamer, blev de droppet igen (de var grimme og irrelevante). Endelig tilføjende jeg GD Star – et ratingsystem jeg også bruger på Virkeligheden.dk. Det er uden nogen sammenligning det mest konfigurerbare plugin til Wordpress jeg nogensinde har set.

Alt i alt er sitet nu i luften, 100% drevet af ildsjæle. Og når den slags lykkes på en eftermiddag – for den pris et discount-webhotel koster, så er det bare skønt. Og det måtte jeg derfor lige dele med dig ;o)

Tusind tak til folk som Jens Rodsten – OG folkene bag Wordpress (måtte ære og nøgne kvinder tilkomme de gode nørder) for at I gør den slags muligt!

Se sitet her: http://matematikopgaven.dk og del det straks med alle matematiklærere du kender ;o)