Da jeg, som psykologistuderende, først hørte om begrebet internetafhængighed i 1990′erne, syntes jeg det var lidt hysterisk. Hvem kunne dog blive afhængig af at sende emails eller browse webben, bortset fra nogle få pornojunkier og BBS-nørder? Og de ville nok være freaks, selvom der ikke fandtes internet.

Da jeg selv var blevet psykolog og underviste i internetpsykologi på Københavns Universitet i 2009, fandt jeg nu de gamle beskrivelser af internetafhængighed antikverede, fordi internettet var blevet til så mange forskellige ting at ingen længere ville blande hard core WOW-gamere sammen med folk der brugte internet-auktioner intensivt og kalde det hele “internetafhængighed”. Jeg syntes i det hele taget i mange år at den slags diagnoser var useriøse og overflødige.

Men det var før Facebook for alvor ramte os

Facebook er et fantastisk værktøj, der tilbyder en funktion som vores moderne samfund mangler: muligheden for understøttelse af sociale relationer i et fleksibelt og fragmenteret samfund på en tidsøkonomisk måde. Men når jeg i dag ser mig omkring på arbejdspladser, i gadebilledet, i metroen og sågar i mit hjem, ser jeg nu folk der konstant trækker små og store skærme frem og kigger på dem. Igen og igen og igen. Nogen gange med få minutters intervaller. Jeg ser børn der står i køen til supermarkedet og  forgæves prøver af få kontakt med deres forældre, der står og tjekker Facebook på mobilen. Og jeg ser folk der dropper ud af en samtale, fordi de lige skal rapportere om selve samtalen til alle deres Facebook-venner. Facebook er en aggressivt invasiv faktor i det moderne hverdagsliv. Derfor må man rimeligvis på et tidspunkt spørge, om det giver mening at tale om nogles brug af Facebook som decideret usund. Jeg er almindeligvis meget kritisk over for diagnoser, men måske giver det mening bringe begrebet internetafhængighed frem igen, i relation til Facebook. Kan  man tale om en klinisk diagnose på Facebook-afhængighed? Og hvordan kunne sådan en diagnose se ud?

Hvad er en klinisk diagnose?

Man kan ikke se ind i hovedet på folk og derfor foregår en diagnosticering af psykiatriske lidelser ved at man ser på en liste af symptomer og tæller hvor mange der optræder hos patienten. Kort og godt. Hvis du f.eks. har halvdelen af symptomerne på denne liste, kan du diagnostiseres som Ludoman. Diagnoser ser altså ikke ind i dig, men fokuserer på symptomer. Diagnoser er overfladiske. Jeg har genlæst de formelle diagnoser på  narkomani, ludomani og internetafhængighed og et par artikler om fænomenet. Ud fra dem, og mine egne observationer, har jeg vovet pelsen og forsøgt at omsætte de centrale temaer til en Facebook-kontekst.

Sådan kunne en en klinisk diagnose på Facebookafhængighed se ud:

Du er Facebook-afhængig, hvis du i den seneste uge, har oplevet 5 ud af følgende 10 ting :

1. Du har hele ugen været “always on” på Facebook via en app på din smartphone.
2. Du er blevet vred og har overreageret, fordi din adgang  til Facebook blev afbrudt eller var langsom.
3. Du har følt ubehag, når du var for langt væk fra din smartphone til at kunne høre om der kommer en Facebook-notifikation.
4. Du har løjet om dit forbrug af Facebook. Underdrivelse er også løgn.
5. Du har afvist en henvendelse fra dine børn, fordi du lige var på Facebook.
6. Du er vågnet op om natten og har tjekket Facebook.
7. Du har valgt at tjekke Facebook, frem for at have sex med din partner.
8. Du har gjort forgæves forsøg på at reducere dit Facebook-forbrug
9. Du har afbrudt en samtale, fordi du lige skulle poste en statusopdatering på Facebook.
10. Du har fået at vide af andre at du tjekker Facebook for tit.

Udviser du mere end 5 af symptomerne, har du måske endda et meget stærkt afhængighedsforhold til Facebook, som i værste fald stjæler alt for meget af dit korte liv. I sidste ende er det dog naturligvis kun dig selv, og ikke en poppet liste på en blog, der kan afgøre, om dit forbrug af Facebook er ok eller ej.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er “afhængig”?

Der er to gode ting ved afhængighed af Facebook. For det første er det ikke egentligt farligt, da det hverken ødelægger din evne til at fungere socialt eller fører til økonomisk ruin. For det andet kan afhængigheden aflæres. Du må selv vurdere hvor meget tid du ideelt set vil bruge på Facebook, men hvis du selv synes at dit Facebook-forbrug er for højt, er her et par bud på en  ”selvbehandling” af din Facebook-afhængighed.

Et par steder at begynde med din selvbehandling:

• Hold op med at poste og kommentere. Noget af det der driver en stor del af dit Facebook-tjekkeri, er at du venter på svar. Svar på billeder du postede, men også likes eller svar når du selv har kommenteret. Holder du op med at poste, bliver nogle af de helt basale hooks i din afhængighed svækket. Nemlig dem der handler om feedback. Du vil stadig kigge efter om folk har skrevet til dig – men feedbacksystemet der går i gang når du selv har postet og derefter kigger efter svar, poster svar selv osv, bliver bremset. Folks reaktioner på din adfærd på Facebook vil ofte være dem der giver dig størst psykisk reaktion. Manglende svar eller spændende svar, kan bestemme din følelsesmæssige reaktion kraftigere end andre folks egne opdateringer vil gøre. Derfor vil denne indsats ofte give en umiddelbar lettelse af den mest intense og stressende checke-adfærd.

• Sæt begrænsninger på din adgang. Lad være med at tage mobilen med i f.eks. køkkenet eller soveværelset (få et vækkeur, hvis du bruger mobilens ur som undskyldning).  Sæt en website-spærrer på din PC/MAC, så du ikke kan komme på Facebook, når du forsøger at være produktiv. Du kan undlade at installere Facebook-applikationen på din smartphone, men du finder som regel hurtigt ud af at bruge browseren i stedet, så det får du bare en dårligere brugeroplevelse ud af. Så behold app’en, men læg til gengæld mobilen på hylden, når du går en tur i byen eller skal deltage i noget socialt.  Det kan faktisk føles som en befrielse at blive fritaget fra at skulle tjekke mobilen. Prøv det. Det sender også et fint signal til omverdenen.
• Gør din Facebook mindre underholdende. Du følger sikkert Facebook-sider for en masse spændende virksomheder og organisationer. Disse aviser, NGO’er, blogs og butikker osv, poster tonsvis af interessante artikler, som løbende dukker op i dit Facebook-feed. Hvis du “unliker” disse sider – eller “slukker” for dem i strømmen, vil dit feed blive mere roligt og mindre umiddelbart stimulerende et tjekke. Ved at svække underholdningsværdien, reducerer du en af de væsentlige faktorer i din Facebook-afhængighed. Det er blandt andet de konstante dryp af underholdning, der gør os “hooked”.

• Bryd “allways on”-mønstret. Få facebook ud af soveværelset. For mange menneskers vedkommende, vil den konstante strøm af underholdning og kontakt på Facebook nemlig ofte stjæle tid og interesse i soveværelset, som kunne have været brugt til at læse gode bøger eller f.eks. have sex. Er du afhængig af Facebook, er det ofte det første du tjekker når du slår øjnene op – og det sidste du lægger fra dig, inden du falder i søvn. Ofte tjekker du også mobilen, hvis der kommer en besked om natten. Netop her er et godt sted at trække en grænse og få brudt den 24/7-online tilstand, du sidder fast i. Du kan i praksis begynde at udskyde din Facebook-brug, lige når du er vågnet. Begynd gerne med små skridt. Hvis du i stedet for at række ud af sengen og tjekke mobilen eller din tablet, venter til efter din morgenmad (eller  det mindste til morgenkaffen er færdig) med at tjekke Facebook første gang, vil det for det første give dig en positiv følelse af selvdisciplin. Samtidig vil du bryde din 24/7-tilstedeværelse på nettet. Om aftenen kan du så slukke mobilen og lægge den på en hylde, inden du går ind i soveværelset. At bryde din konstante tilgængelighed på Facebook, vil ofte medføre en omgående positiv følelse at at have forbruget under kontrol.

• Undgå skyldtrips. Det er vigtigt at få et nøgternt og afslappet forhold til dit forbrug af Facebook. Hvis du bare elsker at følge med i vennernes opdateringer på Facebook, så nyd det i fulde drag, på de tidspunkter hvor du har tilladt dig selv at være online. Det er din belønning for at have holdt dine løfter til dig selv (og måske din familie). Og selvfølgelig er det OK en gang imellem at bede sine børn vente til man lige har skrevet en snedig kommentar på Facebook. Det tager de ikke skade af. Undgå bare at gøre det til en delvist skyldpræget oplevelse at være på Facebook. Skyld vil bare fremme din opfattelse af at være afhængig, helt unødigt. Der er ikke noget i vejen med at holde kontakten på Facebook – det er kun når man lader det være en tidstyv, at det kan ende med at være en dårlig investering af ens liv.

Fodnote, for en god ordens skyld:

Ovenstående symptomliste og selvbehandlingsforslag er ikke klinisk testede. Symptomlisten er et forsøg på at tilpasse eksisterende kriterier for internetafhængighed til en genkendelig Facebook-kontekst. På samme måde som også selve begrebet internetafhængighed er afledt af tidligere diagnoser på ludomani og stofafhængighed. Symptomlisten spørger desuden til din adfærd den seneste uge, hvilket er en del mere tilfældigt end de “rigtige” diagnoser, som oftest spørger til generel adfærd.

Journalisten siger farvel og tak og jeg ved at jeg ikke hører mere fra ham. Han vil ikke sende mig citater til gennemsyn for han er allerede hastet videre til nogen der ikke vil forplumre hans begejstring med den slags kedelige analyser. Sådan reagerer de altid på det svar.

Efter at videoen rammer forsiden af pol.dk, begynder den at dukke op på Facebook, med kommentarer som:

“Vær med til forme fremtiden, til en bedre fremtid. Vær med til at gøre Jospeh Kony berømt, så han kan fanges og dømmes for sine handlinger mod menneskeheden. Denne film viser dig hvorfor!”

Og mere af samme skuffe. Filmen vækker tydeligvis begejstring og jeg giver mig modvilligt til at se den. Og jeg må indrømme at det virkelig er et ret godt håndværk. En kampagnefilm, som burde være pensum på kommunikationsskoler verden over og sikkert bliver det.

Kort fortalt er filmen en kampagne som skal motivere borgere til at lægge pres på USA’s regering, så de intervenerer militært i Afrika og fjerne en lokal krigsherre, som bruger børnesoldater, som han “rekrutterer” ved at bortføre dem fra deres hjem. Og de gør bare en hel masse ting rigtigt på en gang:

De udnytter forvekslinger med lignende sager

De kobler sig på “det arabiske forår” og “anonymous” og alle andre ting der smager af demokrati + internet. Som mine egne undersøgelser har vist (bl.a. i forbindelse med at jeg fik 27000 mennesker til at joine en fiktiv Facebook gruppe imod nedrivningaf Storkespringvandet i 2009), forveksler folk ofte både subjekt og objekt i den slags kampagner. Altså både skurke og ofre bliver tit forvekslet med andre aktuelle skurke og ofre. Vores hjerne er doven og danner mønster – også hvor de ikke findes. Det er derfor altid en god idé at forsøge at skabe forvekslinger med andre populære sager i hjernen på dem man vil have til at købe ens kampagne og dele den online.

De skaber identifikation med deres motiver gennem oplevet transparens

Moderne kritiske netbrugere er ikke dumme – vi er trænede reklamebrugere og faktisk ofte rigtigt kritiske over for folks motiver for at sende os et budskab. I videoen bliver vi afvæbnet ved at de faktisk skaber en oplevelse af transparens, i forhold til deres motiver. Vi får, præsenteret som et kronoloigisk narrativ, indblik i et motiv som handler om at folkene bag filmen blev ramt af stærke oplevelser, da de mødte truede børn og at det får dem til at føle en trang til at “gøre noget”.  Disse skuemotiver er meget vigtige for filmens levedygtighed, da de fjerner den skepsis der kan stå i vejen for den smukke og rene følelse, som filmen skal skabe. En følelse, som i sekunderne efter man oplever den, får sin udløsning i at man deler videoen med andre. både for at få valideret sin følelse, men også for at bibringe andre den. Hvilke motiver kampagnemagerne rent faktisk har, aner jeg ikke. Men her præsenteres et motiv man kan identifiere sig med og som forklarer et helt essentielt “hvorfor”!

De formår at skabe et emotionelt link via børnene

En af de svære barrierer for den slags kampagner er at vi, for at kunne leve med at bo i en overflod, mens millioner lever i nød, skaber en fortrængning. Et værn imod verdens smerte, som samtidig gøre at vi kan have svært ved at se små lidende børn i Afrika som andet end et kategorielt massefænomen. Det lykkes meget dygtigt for filmmagerne at fjerne vores panser med billeder af søde hvide børn – og i sekundet efter vise os at små børn i Afrika også bare er børn. At skabe det link er i sig selv en voldsomt stærk følelsesmæssig manipulation med tilskueren og en flot præstation. Men det skaber også en væsentlig præmis for hele kampagnen: nemlig at afrikanske børn også er mennesker og at vi netop derfor skal føle med dem.

Men især gennem den smukke, og engelsktalende dreng, Jacob, skabes vores identifikation med problemet. Grimme børn – eller “børn” som kategori, ville have virket langt dårligere der. Han gennemlever en vis eksistentiel smerte, men er ikke vansiret og det ender godt med at han kommer til USA. Den slags historier frastøder mindre. Det er almindelig kendt blandt nødhjælpsorganisationer at billeder af børn der er ved at dø af sult og lignende, får folk til at klikke væk. Billederene af lemlæstede børn vises derfor også kun i ganske få sekunder.

De giver problemet et ansigt!

En væsentlig forudsætning for at især pressen tager et fænomen op,  er at der er personer på. Og her er der en krigsherre, som vi får præsenteret nogle påstande om  - bl.a. fra en anklager, som udtaler sig om krigsherrens adfærd. En anklager er ikke et objektivt sandhedsvidne, men en part i en konflikt. Vi får også tallet “30.000 bortførte børn” at vide, uden at få at vide hvor det kommer fra. Tallet underbygges flot af en grafik der viser mange, mange børn og berøres ikke yderligere. Og det er klogt. Få tal giver troværdighed – men mange komplekse tal taler til en anden del af bevidstheden end den emotionelle, som kampagnen sikter imod at aktivere.

Krigsherren har et kort og fængende navn, Kony, som bruges centralt i kampagnen. Den er altså bygget op om at en helt bestemt, navgiven, person er direkte årsag til børns lidelse. Der er nok ingen tvivl om at Kony står i spidsen for en hær, som bruger børnesoldater. Men i filmen sættes som forudsætning at disse børn vil komme hjem til deres forældre, hvis blot denne ene person sættes ud af spillet. Det er da muligt – men det er også muligt at en anden person ville overtage hæren. At disse børn selv ville blive en ukontrolabel militær faktor eller at mange andre og mere komplekse faktorer er på spil i denne sag. Men komplekse faktorer bliver ikke virale. Navgivne skurke gør. Derfor er det især mesterligt at kampagnen bygges direkte op om Kony’s navn.

Vi bliver del af en spirende bevægelse af begejstrede mennesker

Jeg besøgte en gang et firma som arbejder med med at lave virale reklamefilm – altså kommercielle film som havde til formål at skabe begejstret spredning online. Og her var det en etableret sandhed at vi lader os forføre af at se folk der lader sig forføre. Derfor har mange kommercielle forsøg på virale kampagner og ikke mindst politiske – også billeder af et publikum som øjensynligt lader sig begejstre. Begejstrede mennesker skaber identifikation – men ikke mindst skaber de social verifikation. Vi ved godt at det måske er manipuleret – men alligevel kan det være svært for os at abstrahere fra an fornemmelse af et buldrende menneskehav og aktivister som løber optændte omkring med plakater osv. Og det understøtter et budskabs validitet.

Vi inviteres ind i en moderne demokratisk bevægelse med nemme svar på komplekse problemer

Når man har set en film der manipulerer én dygtigt ved at bruge narrative fortælleformer, smukke børn og fæle skurke, bliver vi ramt af følelser. Og netop den følelse du sidder med efter at hav set filmen, er kapital. Den kan nemlig omsættes til handling. I hvert fald visse former for handling. For det er vigtigt at handlingen kan foretages med stor symbolsk værdi og et minimalt og afgrænset ubehag. Og her er kampagnes bud på en kapitalisering af dine følelser godt ramt. For det første bliver du “primet” til at dele den. Du ser flere gange i løbet af filmen små klip med mennesker der deler ting online. Du er derfor meget tilbøjelig til at finde det oplagt selv at dele filmen. Og da en deling både giver en social verifikation og giver en følelse af at have foretaget sig noget, i sekunderne efter du har set den, hvor du føler stærkt, er den skræddersyet til at blive “viral”.

Men samtidig får du en mulighed for at være med i et sjovt “kampagne eksperiment”. Ved at sætte billeder af en afrikansk krigsherre op på gader og stræder herhjemme – kan du nemlig måske få politisk magt. Du kan blive en del af Wikileaks, Anonymous og Det arabiske forår på én gang! Hjemme i din trygge gade. Og du kan koble dig på dagens hotte politiske brand. Og det bedste af det hele er at du ikke behøver at ændre dine vaner. Du skal ikke holde op med at købe varer der er lavet af børn, Du skal ikke lade være med at købe elektronik som forudsætter en ufatteligt giftig og skadelig minedrift. Og du skal ikke lade være med at give dine børn bananer med i madpakken – selvom de er produceret på kemiske bananfabrikker i Mellemamerika hvor plukkerne får lungesygdomme.

Og hvem tænker på at det er en kampagne for krig?

Dette er en kampagne for en militær intervention – men det tror jeg de færreste forstår. “Eksperimentets” mål er at lægge pres på den vestlige verdens ledere – primært USA’s – for at de intervenerer militært og fjerner Kony. Men hvem mon bliver sat til at forsvare Kony, hvis militæret rykker ind? Hvem bliver man tvunget til at skyde på, for at redde hans børnesoldater? Sandheden er at vores demokratiske rus kan føre til at vi endelig får presset populistiske ledere til at rykke ind og dræbe mennesker – heraf mange af dem vi vil redde. Og at der ikke en gang er nogen sikkerhed for at problemet med børnesoldater bliver løst.

Hvis det er et mål man er enig I, så er det naturligvis en ærlig sag. Men så langt kan jeg tvivle på at mange har tænkt. I værste fald kan man frygte at liv og død bliver brikker i en lykkelig forårsforelskelse i dig selv, internettet og George Clooney.

Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.

På den baggrund kan man kun konkludere at sociale  medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.

Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).

[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]

Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.

Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.

For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke?  Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.

Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.

Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.

Og den magt siger jeg da mange tak for…

Tidligere på ugen blev jeg ringet op af Patrick. Han er en 16-årig skoleelev fra en landskole i Jylland, som havde emneuge. Han var blevet udnævnt som spindoktor for “Folkepartiet” og ville gerne nogle gode råd til at vinde valget for sit højreorienterede parti.

Han troede først at jeg kendte nogle mind-tricks, så han kunne få folk til at elske hans politikere ved et særligt kropssprog eller tonefald. Der måtte jeg jo desværre skuffe ham – men jeg havde noget andet:

Jeg fortalte at han skulle begynde instruere sine politikere i at mistænkeliggøre sjællændere – ikke mindst ved at påpege at sjællændere jo var en slags dyremishandlere, som har hunde inde i lejligheden og ikke ude i den friske luft. Sjællænderes indtagelse af Caffe Latte og andre udanske madvaner skulle også fremhæves. Endelig skulle han prioritere slogan’et “Jylland for jyder” og kræve Sjælland udstødt af Danmark. Jeg foreslog også at han fandt et jysk flag, hvis et sådant fandtes, og brugte det overalt han kunne.

Kampagnen blev en kæmpe succes! Eleverne relaterede umiddelbart til fremmedgørelsen af sjællændere og ikke mindst hundeargumentet slog godt igennem. Han har lige ringet og fortalt at Folkepartiet altid plejer at tabe deres valg (det er åbenbart et emne de tager op hvert år). Dette år blev de nummer 2.

Efter valget rejste han sig og fortalte alle hvordan han havde fået råd af mig og hvordan han havde manipuleret dem ved at skabe fjendebilleder og tale dyrenes sag. Jeg håber at nogle af de unger har lært en brugbar lektie for livet. Det er i hvert fald en af de gange hvor jeg er godt tilfreds med de råd jeg gav. Også selvom jeg jo bare kopierede Pia K skamløst!

Selv tak, Patrick :o)

Kender du det, at du endnu en gang sidder og zapper kanaler på dit TV, i håb om at finde noget der kan underholde dig – hvad som helst! Selvfølgelig gør du det. I hvert fald hvis du ser TV på den gammeldags måde. 

Er du som mig, har du også prøvet at sidde, efter familien var lagt i seng, og zappet hjernedødt omkring med remoten, mens du blev mere og mere utilpas og træt af dig selv. Måske du har følt dig dræbende utilfredsstillet over igen at bliver afpresset til at sidde og glo på den samme Dolmio-reklame, mens du forsøger at se den sidste halvdel af  ”How I met your mother” eller resten af en den film, du faldt over. Måske du endda, i et øjebliks klarsyn, har spurgt dig selv hvorfor fanden du spilder dit liv med at grave smuler af underlødigt snavs ud fra en shitstorm af intelligensfornærmende og stressende reklamer. Det har jeg i hvert fald.

Forleden dag døde så den boks, som føder mit TV med kanaler fra YouSee og jeg blev nødt til rent faktisk at tænke over hvad jeg putter i TV’et. Min første tanke var et købe en ny box. De første dage gjorde jeg dog intet ved sagen – og efter at have opdaget hvordan det føles når ens hjem ikke længere er fyldt med støjen af dårligt TV, blev beslutningen truffet. Vi skal aldrig mere tilbage til tv-kanaler, der vælter ind i vores stue, som en kulørt kloak. Vi havde i forvejen det sidst år, lejet en del videoer direkte over nettet og set TV på computeren – så vi besluttede at afbestille YouSee og tage vores TV ud på internettet for alvor.

I dag ser vi programmer fra DR, BBC og mange andre udbydere, direkte på TV’et. Vi bladrer i tusindvis af spillefilm og videpodcasts og har endda nu hver sin remote control på vores mobiltelefoner, som virker til en stor del af indholdet. Selvom vi stadig kan tage DR’s kanaler, så fylder videopodcasts og film størstedelen af vores forbrug. Og reklamerne er helt væk! Det hele kører på en laptop, som er sat til TV’et og selvom der nogen gange er lidt ting der driller, er det et helt ubetinget hit i vores hjem. Derfor vil jeg dele mine erfaringer med dem der måske kan bruge dem.

Jeg vil helt sikkert investere i noget lidt mere professionelt udstyr hen ad vejen – men dette har været en meget billig måde at teste internet-tv på. Jeg ville selv gerne have haft en guide der hjalp mig igang på en Windows-laptop. Så her er den.

Denne blogpost er ikke en gennemgang af alle de muligheder der findes – det er bare mine egne erfaringer, som andre måske kan få glæde af.

1) Hardware – begynd med din Windows laptop, så du kan prøve om du kan lide det!

Jeg bruger i dag en helt almindelig laptop som Tv-box. Den er sluttet til internettet, har fået noget specialsoftware på og er koblet til TV’et med et stik. Min laptop har en HDMI udgang, til at trække signalet fra PC til TV. HDMI er en moderne, digital forbindelse og ikke alle PC’er har sådan en. Man kan dog sagtens bruge andre udgange, som f.eks. den VGA-udgang, som enhver laptop er forsynet med (og som oftest bruges til at slutte en projector til PC’en). Hvor en HDMI-forbindelse både har lyd og billede, har VGA-udgangen ikke lyd. Man skal derfor trække et lille lydkabel (det samme der bruges til PC-højttalerne) hen til den forstærker der skal bruges. Lad ikke nørderne skræmme dig – den løsning vil være god nok at teste med. Du skal naturligvis se hvad der findes af stik på dit TV, men hvis du ikke har HDMI på din PC og der findes VGA-indgang på dit TV, skal du bare ned og købe et VGA-til-VGA kabel hos din TV forhandler. Køb det gerne så langt at du kan sidde i en behagelig stol, mens du roder med det. Har du en trådløst mus, kan du klare en stor del af betjeningen fra sofaen uden tastatur.

2) TV-Software – XBMC (tænk på Run DMC, når du skal huske hvad det hedder)

TV-software lægger en brugerflade “oven på” Windows, der føles mere som et TV. Jeg har valgt at bruge XBMC, som er et open source mediacenter (som den slags software hedder). Andre tilsvarende systemer der findes er Plex (gik ned hele tiden) og Boxee (kan ikke hente DR). XBMC blev oprindeligt  udviklet til Xbox, men kan nu køre på et utal af boxe – inclusive en laptop. Der findes mange brugerskabte udvidelser (plug ins), som kobler din PC sammen med indhold fra en kilde på internettet. F.eks. kan man hente DR’s indhold, incl live kanaler og podcasts, direkte ind på dit mediacenter, ved at installere et par gratis udvidelser. Der findes en masse andet indhold og XBMC kan også nemt bruges til at hente din musik- eller filmsamling ind fra din PC eller fra enhver anden PC på dit netværk. Jeg er for længst holdt op med at eje musik og film og have det liggende og fylde på min harddisk, så de dele har jeg ikke prøvet. men de skulle virke tip top. Ingen af de mediacenter-pakker jeg har prøvet, virkede uden problemer. Især når man skal installere brugerskabte plugins og skins (brugerflader) kan nogle virke bedre end andre. Men når man har fundet det setup der virker, burde fejl og nedbrud være sjældne. Pointen ved XBMC er at du ikke behøver at sidde med et klodset tastatur, men kan bruge en trådløs mus, eller en windows fjernbetjening til det hele.

Man henter ganske enkelt XBMC, installerer og vælger sine plugins (som giver indhold at vælge imellem) og et “skin” (der bestemmer udseendet på din Tv-skærm). Så er man kørende.

Tip: Se Tommy Winthers guide til XBMC og installation af plugins!

3) Opret en Windows bruger der hedder “TV”

Da jeg bruger PC’en til andre ting end TV og som sagt endnu ikke har fået indkøbt en dedikeret “box” til at køre TV fra, har jeg i stedet valgt at oprette en selvstændig bruger på min computer, der hedder TV. Når jeg skal bruge min laptop til TV, sætter jeg den i stikket og aktiverer brugeren TV, så kører resten automatisk. På “TV”, har jeg tilpasset windows til fjernsynsbrug.

• Jeg har sat en opløsning der passer til mit fjernsyn (1920×1080)
• Har indstillet til store ikoner, så alt ikke ser småt og gnidret ud
• Jeg har sat computeren til ikke at gå i dvale, når jeg lukker låget på den.
• Jeg har også sat den windows-profil til automatisk at starte XBMC, så snart man åbner brugeren. Det har jeg gjort ved at trække en genvej hen til den mappe i startmenuen, som enten hedder “start” eller “startup”. Alt der smides her, starter når din windows-bruger logger på.

Når jeg starter brugeren TV, går min pc altså automatisk i TV-mode og starter medicenteret op. Allerede nu burde du kunne se DR og andet indhold på en nem måde og styre med en mus eller piletasterne på tastaturet.

4) Unblock-us og Netflix  - Sådan får du adgang til 100.000 filmtitler og serier for $13/md

I USA er man nået en del længere med filmudlejning online end i Danmark. Her har man i årevis tilbudt tjenester der er for film, hvad Spotify og Wimp er for musik. Nemlig tjenester der, for at fast månesligt beløb, giver dig adgang til en gigantisk mængde indhold. Disse kan sagtens køre på din PC, men desværre er tjenesterne ikke tilgængelige på det danske marked. Hvis man prøver at gå på f.eks. Netflix fra en computer i Danmark, kan man ganske enkelt ikke bruge tjenesten. Men heldigvis er det muligt at få sin computer til at opføre sig som om den står i USA – uden at det går ud over båndbredden. Det gøres ved at købe adgang til en amerikansk netadresse (IP-adresse). Det kan man sikkert selv nørde sig til. Men vhsi man som jeg slet ikke gider at bruge tid på at være teknisk, kan man vælge at købe adgang til tjenesten Unblock-us. Der lejer du en amerikansk DNS-adresse. Den er veldokumenteret og ved at hente et lille stykke software, fungerer alt automatisk. Man har 7 dages prøveperiode og derefter betaler man $5 om måneden. I samme sekund du har aktiveret tjenesten, tror Netflix at du kommer fra USA og lukker op for 30 dages prøveperiode. Tjenesten koster $8/md derefter. Du kan være igang med at se spillefilm efter 2 minutter. Din nye webadresse giver også adgang til indhold fra BBC’s iPlayer (selvom BBC ligger i Storbritannien?!?)  og meget mere end jeg her haft tid til at prøve. Du kan få BBC’s iPlayer ind i XBMC, men det er en lille smule nørdet. Brug dette plugin.

5) Indhold der ikke virker i XBMC, lægges som genveje på skrivebordet

Det er ikke alt indhold som virker direkte i XBMC (eller som jeg har fundet plugins til endnu). Det gælder f.eks. The Daily Show og Filmstriben.dk. Faktisk virker Netflix også mere bøvlet i XBMC end bare ved at gå direkte ind på deres site. I de tilfælde lægger jeg bare genveje til hvert site, direkte på skrivebordet på min Windows-bruger, TV. Det er ikke super elegant, men ved at slukke for XBMC og klikke på genvejen med den trådløse mus, er man hurtigt henne og bladre i det indhold man vil se. Og i praksis virker det nemt nok – det meste kan klares med trådløs mus. Lige nu har vi genveje liggende til:

• Filmstriben.dk – se 5 gratis film fra bibliotekerne om måneden
• Voddler – lej de film der er for nye til at komme på Netflix
• The Daily Show - dagens fix er påkrævet
• Netflix – det virker nemmere end at bruge gennem XBMC, hvor det kan være svært at komme tilbage igen, når man først har påbegyndt en film.

6) Brug mobilen som fjernbetjening

Mange af de skins (brugerflader) der findes til XBMC, er ikke beregnede til mus, men til noget der opfører sig mere som en fjernbetjening. Derfor blev XBMC lidt nemmere at bruge, da vi supplerede den trådløse mus på sofabordet, med en fjernbetjening på hver vores Android mobiltelefoner. Da det hele er open source, er der også her mange at vælge imellem. Ingen er dog helt fantastiske.  Jeg lagde især vægt på muligheden for at bladre i menuer og en god back-knap og valgte derfor at bruge denne XBMC Remote Control, indtil der dukker noget bedre op. En af fordelene ved remote på mobilen er at kæresten og jeg har én hver og at vi ikke har endnu en dims liggende og flyde. Ulempen er at det er ret nørdet at sætte op. Ikke mindst hvis man har et tråsløst netværk, hvor tv-computerens netadresse skifter hver gang den tændes. Remoten virker nemlig ved at ens mobil logger på det lokale netværk og derefter kobler sig på TV-maskinen via dens IP adresse og sender kommandoer til XBMC. Hvis den skifter hele tiden, kan mobilen ikke finde din PC. Hvis du ikke er lidt nørdet, er vi du nok foretrække en standard Windows fjernbetjening eller at købe en særskilt TV-box (som f.eks Apple TV), hvor der følger en fjernbetjening med. Dem ved jeg ikke noget om endnu, da jeg endnu ikke har valgt en decideret TV-box. Måske nogen vil droppe lidt info om gode remotes i kommentarfelterne?

Sådan gør du (kun for nørder):

1. Installer XBMC Remote COntrol eller lignende på mobilen
2. Log den på det samme netværk som din TV-PC
3. Gå ind i XBMC og find settings > network
4. Sæt hak ved “allow control of XBMC via HTTP”
5. Husk hvilken port der bruges typisk “80″ eller “8080″
6. Vælg et brugernavn og password
7. Find det sted der skriver hvilken IP-adresse din TV-computer har på lokalnetværket. Hedder typisk noget med “192.168.1.xxx”.
8. Luk XBMC Remote Control op på din mobil
9. Gå ind i indstillinger og indtast IP-nummer, port og bruger/password
10. Nu burde du kunne fjernbetjene din XBMC fra mobilen (reguler lyden fra mobilens lydknap)

wireless Router-nørderier

Hvis din PC konstant får ny adresse, skal du logge på routeren (typisk via http://192.168.1.1/) og vælge at give din PC den samme IP-adresse hver gang. det gøres ved at logge ind på routeren, koble din PC’s MAC adresse sammen med en fast lokal IP adresse. Hos mig får min PC nu IP: 192.168.1.7 hver gang den går på nettet. Nu kan mobilen altid finde den.

7. Få dit Panasonic-TV til at starte direkte op på din computer hver gang

Når det hele skal være nemt, gælder det om at fjerne unødige klik fra processen. Når jeg åbner PC’en og logger på som brugeren “TV”, starter XBMC automatisk. Når jeg tænder remoten på mobilen, finder den automatisk mit TV-software. Men når jeg tænder mit TV. skal jeg selv ind og indstille den på at vise min PC på skærmen. Et irriterende step! Løsningen på mit TV er at finde den knap der hedder -/V (fandtes bag en klap nederst). Holde -/V inde mens jeg trykkede på “AV” på fjernbetjeningen 3-4 gange. Nu kommer der en “hemmelig” menu frem, hvor jeg kan aktivere “HOTEL MODE” (du kan også slå fjernbetjeningen fra her – pas på med det). Her vælger jeg at den nu skal starte direkte på PC’en hver gang. Hos mig hedder den indgang HDMI1. Gem og forlad menuen.

Når jeg nu skal se TV gør jeg følgende.

1. Tænder TV
2. Tænder PC og logger ind som “TV”
3. Tænder remote på mobilen

That’s it! Det virker og med BBC, Netflix og meget meget mere, koster det mig $13 (kr. 73,50) om måneden. Dropper du de udenlandske kanaler er det gratis. Men selv dem kan du teste gratis i 7 dage!

PS: I går fandt min kæreste ud af at grunden til at vores TV-box holdt op med at virke, var at jeg havde revet et stik ud henne bag en kommode, da jeg støvsugede i sidste uge. Måske er der alligevel en større mening med rengøring?

I blogindlægget nævner jeg et specifikt konsulenthus og en navngiven konsulent. Og selvom jeg på ingen måde angriber disses hæderlighed – tværtimod, så er jeg nået frem til at min pointe bare ikke er stærk nok til at retfærdiggøre inddragelse af konkrete personer og virksomheder. Så derfor er indlægget blevet skrottet!

Sorry folks – jeg gik over stregen uden grund nok.

I løbet af december, har din Facebook-profil skiftet udseende. Du har fået en såkaldt “timeline”, der viser alle dine opdateringer på en samlet og mere overskuelig måde. Men selvom din timeline er en stor designmæssig forandring, er den stadig mest kosmetisk. Det er et af Facebooks andre nye tiltag, nemlig den såkaldte “friktionsløse deling” (frictionless sharing), der udgør den mest radikale fornyelse. Friktionsløs deling går ganske enkelt ud på at du én gang for alle åbner for at et website eller en tjeneste kan dele dine aktiviteter og at alt du derefter foretager dig – f.eks. læser på Washington Post eller lytter til på musiktjenesten Spotify, automatisk bliver delt med dine Facebook-venner. Hermed antager Facebook at det næste skridt for os er at begynde at dele alt automatisk – at vi ønsker at afskaffe den “friktion”,der indtil nu har været forbundet med at dele på Facebook. Min påstand er imidlertid at denne friktion ikke bare er et besvær, som man kan blive sparet for, men rummer selve nøglen til Facebooks succes.

Indtil nu har al deling på Facebook været en aktiv handling

Det er foregået ved at vi selv klikkede share, like eller hvad det ellers har heddet gennem tiden. Ved at lade os vælge hvert enkelt sted, billede og website vi ønskede at dele, blev Facebook en flade vi kunne bruge til at redigere, iscenesætte og på andre måder have kontrol over det billede vores venner og netværk fik af os. Nøjagtigt på samme måde som i alle andre områder af virkeligheden, kunne vi vise et billede af os selv vi ønskede. Og sammen med det faktum at vi er på Facebook med vores eget navn og vores netværk, har denne delingsfilosofi gjort Facebook til vores foretrukne værktøj til konsolidering og formidling af virkeligheden online.

Facebook handler altså ikke primært om at afrapportere alt hvad vi gør, men om at vise hvem vi ønsker at være. Vi er ikke forpligtede til at dele et billede af vores opvask og vores grimme brune gryderetter på Facebook, men kan i stedet vise et billede af vores nybagte boller og hjemmelavede sushi. Og selvom mennesker er komplekse og deler af et utal af grunde, så hænger de ting vi deler altid på én eller anden måde sammen med det billede folk får af os. Vi sidder ikke (altid) og planlægger at dele noget, for at skabe et bestemt billede af os selv. Men vi har altid i baghovedet at folk danner en opfattelse af os, bl.a. på baggrund af de ting vi deler. Det er det jeg kalder identitetsøkonomi. Og netop her er Facebook faktisk ikke forskellig fra andre aspekter af virkeligheden.

Hvis din Facebook-profil var en bogreol…

Prøv at forestille dig en situation fra den fysiske verden: Du får gæster til middag. Når de ankommer til dit hjem, byder du dem velkommen og placerer dem i stuen med et glas vin, mens du går ud og ser til maden. Og mens du rører i sovsen, giver dine gæster sig til at kigge sig omkring i stuen og deres øjne falder før eller siden på bogreolen, hvor de giver sig til at studere de titler du har stående. Det ved du godt de gør, så derfor har du ikke stillet alle bøger du nogensinde har ejet i reolen. Og du har sikkert heller ikke læst alle de bøger du har stående. Selvom jeg ikke vil påstå at den eneste grund til at du har bøger stående fremme i stuen er at påvirke folks indtryk af dig, så har du sikkert et publikum  i baghovedet, når du bestemmer hvilke bøger der skal i reolen og hvilke der ikke skal.

Men prøv nu at forestille dig at din bogreol nu begyndte at opføre sig anderledes. At du ikke selv satte bøger i den, men at alt du nogensinde har læst, automatisk blev stillet op i reolen. Alle selvhjælpsbøger, alle pornoblade, alle dårlige kærlighedsromaner, alle bøger om fysiske og psykiske lidelser du har lidt af, automatisk fløj op på hylderne til skue for dine middagsgæster. Var det en reol du ville have stående fremme i stuen? Næppe.

Men netop sådan kan man faktisk forstå forskellen på gammeldags deling og den nye friktionsløse, som Facebook for nyligt har introduceret. Og dermed mister Facebook en væsentlig funktion.

Derfor vil frictionless sharing fejle

Når deling bliver automatisk, mister vi vores mulighed for at bruge fladen til at kommunikere og designe vores online identitet med. Hvis vi ikke selv har styr på grænsen imellem privat og offentlig, bliver mediet ganske enkelt mindre interessant som socialt værktøj. Det handler ikke kun om privatliv og overvågning, men om at det er vores udvælgelse af verden – de bøger vi viser, det tøj vi tager på og de møbler vi køber, som rammer et helt fundamentalt behov for os.

Inden jeg skrev dette indlæg, stillede jeg følgende spørgsmål på Facebook:

Ovenstående helt uvidenskabelige survey på Facebook, viser ikke nogen overvældende interessefor automatisk deling, men det behøver jo bare at være et udtryk for at vi endnu ikke er blevet opdraget til at gøre det.

Når jeg alligevel vover pelsen og spår frictionless sharing en meget begrænset succes (sandsynligvis begrænset til nogle få typer af tjenester), frem for at blive den næste store ting, er det altså fordi det strider imod det princip der, efter min opfattelse, styrer vores brug af Facebook; nemlig vores mulighed for at udvælge små udsnit af virkeligheden og bruge dem til at skabe og formidle et billede af os selv.

Vi deler jo ikke et billede af en solnedgang for at dokumentere at solen også går ned i dag. Vi gør det fordi netop denne udgave af en solnedgang, set fra vores sommerhus, sendt en smuk feriedag hvor vi laver bål med ungerne, siger alt hvad vi kan ønske at fortælle os selv og andre om det liv vi lever. Tænk hvis Facebook i stedet automatisk lavede en opdatering hver eneste gang du så solen gå ned? Ville det være værdifuldt? Eller ville de virkeligt betydningsfulde solnedgange i dit liv drukne i mængden?

Det er faktisk i langt højere grad Google’s end Facebook’s stil at automatisere vores online aktiviteter. Eksempelvis har Google i 3 år haft en tjeneste der hedder Google Latitude, som i realtid kan vise hvor vi (eller i hvert fald vores mobiltelefoner) er henne. Tjenesten er langt mere friktionsløs end Facebook Places, hvor men selv skal checke ind. Men hvilken af de to tjenester bruger du selv?

Om ganske få år vil vi se tilbage på årene omkring 2010 og den boble i internettets historie, vi kaldte den “sociale” revolution. Det var for eksempel den gang enhver virksomhed med respekt for sig selv havde, eller ønskede sig,  en “Facebook-strategi”.

Vi vil snart læse rapporter som forsøger at sammentælle hvor mange millioner kroner danske virksomheder spildte på at forsøge at holde Facebook-sider i live til ære for ganske få hundrede brugere, med alle de distraktioner fra forretningsmæssige mål, det kostede. Andre rapporter vil påvise at virksomheder som brugte penge på at få deres forretningsprocesser automatiseret, frem for at forsøge at lave “dialog” med mennesker på Facebook,  tjente flere penge og oplevede større vækst.

Det vil blive almindeligt blandt journalister at nævne “dot com” og “sociale medier” i samme sætning og de få cases hvor det rent faktisk lykkedes virksomheder at skabe et “viralt” fænomen og tjene penge på det, vil blive omtalt som de undtagelser de var – og ikke som de strålende eksempler til  inspiration og efterfølgelse, som de fremstod som, da hypen stod på.

En eller anden forfatter vil snart slå igennem på at skrive en bog der påpeger det helt åbenlyst irrationelle i at forsøge at kommunikere med et massemarked ved hjælp af manuel samtale. Pludselig vil vi alle kunne se det åbenlyse modsætningsforhold imellem at kunderne angiveligt skulle være vilde med at have dialog med virksomheder – og at  ingen gad at være aktive på netop vores  firmas Facebook-side. Og vi vil sige at vi da egentlig hele tiden godt kunne se at dialog skalerer elendigt, er dyrt at reproducere og for det meste meget sjældent skaber de psykologiske reaktioner som skal til for at vi køber noget.

Vi vil alle blive fortrolige med latterliggørende letkøbte eksempler på hvor lidt værdiskabende “dialog” er i forhold til smarte processer. F.eks.: “Hvad vil du helst: have en SMS når din taxi er kommet eller en dialog med folkene der driver taxiselskabet?” eller “Skal din grønthandler bruge sin tid på at skaffe friske grøntsager eller på at tale om de gamle med dig?”. Hvis man vil have kommunikationsfolk til at fnise, skal man bare sige “KPI og Facebook” i samme sætning.

Men det betyder ikke at små kommentarfelter og thumbs-up mekanismer vil blive opgivet. Vi opgav jo heller ikke e-handel, blot fordi dot-com boblen sprang. Men vi vil se disse som små add ons – ikke som hjørnesten i vores kommunikationsstrategi. Når nogen fortæller at de arbejdede som “social media manager ” i 2011, vil vi høre “I 2011 var jeg ansvarlig for kommentarfelterne i vores virksomhed”. Vi vil stadig se community managers – men vi vil se dem hos de virksomheder som har communities – ikke som et forsøg på at fremmane et community, hvor der intet findes.

Nogle vil decideret føle det som om de vågner efter en lang søvn – eller en brandert – når de pludselig igen klart kan se at interaktionen med markedet for 99% vedkommende foregår – og hele tiden har foregået – med penge. At de sprang på Facebook, forført af en massepsykose – drevet af frygten for at gå glip af noget. At måden de drev disse Facebook-sider på, udsprang fra deres eget personlige behov for anerkendelse – mere end af noget der ligner et forretningsmæssigt sigte.

“Men Anders, gav dialogen ikke virksomhederne en masse vigtig viden om deres kunder?”

Nej! Dialogen på de sociale medier blev konstant forvrænget af at kunderne skulle tænke på hvordan de så ud i andres øjne. Derfor blev nogle former for kundefeedback undertykt. Andre blev twistet så afsenderen så bedre, smartere, mere uskyldig eller mere gavmild ud. Repræsentativiteten var med andre ord til dumpekarakter efter selv de slappeste kriterier for undersøgelse. Der var jo en grund til at ikke engang analysebureauerne brugte Facebook som platform da hypen var størst. De informationer man får er så biased at de ikke kan bruges til ret meget. Som stifteren af et større analysebureau formulerede det for mig: Sociale netværk er ikke en population – de er en happening!

Vi vil se tilbage på den “sociale bølge” med en vis overbærende sympati. De mest positive vil se perioden som et nødvendigt terapeutisk rum for markedet, fordi den faktisk lærte nogle mennesker at de virksomheder de arbejder i også skal have nogle informationer tilbage fra markedet. Og at disse kan fås uden at købe dyre fokusgrupper og surveys hos analysebureauer. Også selvom de metoder der blev brugt, i sig selv fungerede ret ringe – om overhovedet.

De lidt mere kyniske vil se bølgen som et pausefænomen – som kunne opstå og drive innovation og forbrug i det tomrum der opstod indtil vi blev i stand til at udforme egentlige smarte systemer, som bruger computere (og ikke højtuddannet arbejdskraft), til at drive en mere intelligent udveksling imellem virksomheder og marked.

De mest samvittighedsfulde social media konsulenter vil måske endda skamme sig og i deres stille sind overveje at ringe og sige undskyld til den medicinalvirksomhed, de fik lokket til at bruge et par millioner om året på at lave en social media afdeling hvor mennesker med 5 års universitetsuddannelse sad og læste og udfyldte kommentarfelter på Facebook, frem for f.eks. at bruge dem på at lave mere intelligente emballager.

Personligt vil jeg nok huske 2012 som året hvor jeg rejste rundt og holdt foredrag om det sociale hype og hvad der kommer bagefter de sociale medier. Er du interesseret i at høre mere eller at booke et foredrag, så ring 61678913.

Med Facebooks indførelse af ”tidslinjen”, som viser et mere samlet billede af vores online-aktiviteter, bliver en forståelse af identitetsøkosystemer vigtigere end nogensinde før, for det er nøglen til at forstå hvorfor indhold deles online og hvorfor individer og forbrugere handler som de gør.

Med Facebooks afskaffelse af anonymiteten online, handler internettet ikke længere primært om informationer, men om identitet. Og vi skal ikke længere forstå internettet som et postkontor, hvor indhold sendes omkring, men som en åben arena for vores identitet og selvfremstilling.  En arena som er en lige så legitim del af virkeligheden som hjem, arbejdspladser, gadeliv og samfundets andre sociale flader.

Prøv at huske 5 år tilbage. Den gang var den almindelige beskrivelse af internettet at det var et komplet anonymt sted. På nettet kunne man frit eksperimentere med køn, alder og profession, da ingen anede hvem der sad i den anden ende. ”On the internet, no one knows you’re a dog”, lød en humoristisk talemåde i den periode vi i dag kan se tilbage på som det anonyme internet.

I internettets anonyme fortid oprettede man sig på alverdens webtjenester (som f.eks. MySpace), med et alias – et helt unikt brugernavn som skjulte hvem der befandt sig i den anden ende af netforbindelsen. Man kunne ikke hedde noget som en anden brugere på sitet allerede hed, ligesom man ikke kunne finde andre mennesker man kendte i forvejen, med mindre man fik deres brugernavn eller kendte deres email adresse.

Har du lagt mærke til at vi ikke har hørt internettet omtalt som et anonymt sted, i de sidste 5 år? Det er ikke længere en grundantagelse hos journalister og diverse æggehoveder at man er fri til at være hvem man vil på nettet. Det anonyme internet er stort set blevet forvist til netbanker og pornosites. På resten af internettet forventer vi nu i stadigt stigende grad at vi ved hvem der er i den anden ende.

Dette fænomen skyldes fremkomsten af én eneste amerikansk webtjeneste, nemlig Facebook.com, som lige fra dag 1 har haft som eksplicit betingelse at man skal oprette sig med sit rigtige navn. Også selvom det jo ville medføre at der kunne være flere der hed det samme.

Det er min påstand at dette ene træk, det rigtige navn, er selve nøglen til at Facebook er blevet så udbredt som det er, med (iflg. Facebook selv)  700 millioner aktive brugere. For når man ikke længere må være anonym, dækker sitet nemlig et behov, som stort set alle mennesker i moderne samfund har, nemlig behovet for at holde kontakten til alle de mennesker man når at stifte bekendtskab med på sin vej igennem uddannelsessystemer, flytninger og ansættelser. De såkaldt ”svage sociale bånd”.

Prøv selv at huske din første oplevelse med Facebook. Du beslutter dig for at give skidtet en chance og logger på, taster navnet på en gammel skolekammerat ind… og ser pludselig vedkommende sidde og kigge på dig. Med lidt større vom, lidt mindre hår og 20 år ældre, men helt umiskendeligt Carsten, Bjarne eller Ida, som du ikke har set i et halvt liv. I det øjeblik holder Facebook op med at være et legetøj og bliver i stedet løsningen på et problem som ingen andre værktøjer i menneskets historie har løst; nemlig at holde styr på alle de svage sociale bånd, et moderne samfund producerer.

Men i det øjeblik vi træder ud af det anonyme, skifter internettet karakter. For de flestes vedkommende var internettet tidligere et informationsøkosystem, hvor man distribuerede en masse indhold imellem mere eller mindre anonyme brugere via websites og emails. Vi talte om et informationssamfund. Men hvad sker der, når vi pludselig har online relationer med hundredevis af mennesker, som rent faktisk ved hvem vi er og som vi også har haft fysiske relationer med?

I det øjeblik kan vi ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, ved at bruge en informationsmetafor og se internettet som et gigantisk postsystem. For når alle kan se os og ved hvem vi er, er internettet er nu i langt højere grad blevet en arena for vores identitet og selvfremstilling. De ting vi foretaget os får betydning for hvordan andre opfatter os – og dermed for hvordan vi opfatter os selv.

Facebook = virkeligheden. Det giver ikke længere nogen mening at skelne. Det er jo selvfølgelig en anden virkelighed end fodboldklubben, men vi kan forstå Facebook med den samme logik som vi forstår virkeligheden i øvrigt. Det betyder f.eks. at vi konstant lægger et socialt filter ned over de ting vi foretager os online. Fotos, links, videoer og statusopdateringer skal hænge sammen med vores selvopfattelse og ideelle selvfremstilling over for resten af verden. Vi deler indhold for at skabe og vedligeholde et ideelt (eller i det mindste acceptabelt) billede af os selv. Som når du deler det stykke musik eller den artikel, der lige er dig. Vi bruger tid på at dokumentere særligt udvalgte udsnit af vores hverdag, som vi synes fortæller den rigtige historie om os selv. På at spekulere på hvordan det sted vi opholdes os lige nu vil se ud, når vi formidler det i den store sociale arena. Jeg har aldrig set et billede af en opvask på Facebook, men en hel masse af smukke vellykkede måltider, vandreture i bjergene, solnedgange på terrassen, glade børn der leger og eftermiddage med fadøl i Nyhavn. Vi bruger informationer som aldrig før, men de indgår nu som en del af den nye online identitetsøkonomi.

Kilde: Min Facebook-ven Henrik

Den bedste måde at illustrere forskellen på informationsøkonomi og identitesøkonomi på er faktisk med det fotografi af aftensmaden, som mange deler på Facebook. Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at dele et billede af din aftensmad på internettet, ville du nok have rystet på hovedet. I en informationsøkonomi, vil det nemlig ikke give nogen mening at bruge tid på at dele et foto af en portion mad på internettet – med mindre man da vedlægger en opskrift.

Men nu har de fleste vel efterhånden prøvet det og i en identitetsøkonomi giver det også kæmpestor mening. For det siger utroligt meget om os som individer, om vi nu er til hjemmelavet speltbrød eller en stor beskidt bøf bearnaise.

For nylig faldt jeg over denne plakat om Twitter og ildebrand, som findes i mange udgaver og faktisk både er skæg og rammende!

Jeg har delt det oprindelige foto  flittigt og  har da også brugt det i mine foredrag de sidste par uger. Men da Twitter ikke er så udbredt blandt mit publikum til mine foredrag (og ideen er sjov), har jeg tilladt mig at lave en udgave med Facebook og lægge den her til download og udprinting.

Designet er originalt, men jeg sender æren for ideen videre til nogle anonyme humorister, et sted derude bag skyen.

 Hent plakaten som pdf*

* Er garanteret virusfri