Facebook-applikationer er som bekendt gratis at bruge, men de koster jo stadig penge at udvikle. Den eneste måde udbyderne kan tjene penge på, er derfor at annoncere for andre tjenester der er indtægtsgivende. En af de mest udbredte pengemaskiner der knytter sig til rigtigt mange Facebook-applikationer for tiden er de såkaldte “IQ-tests”.

Disse IQ-tests har i spørgsmålenes opbygning intet med en ægte IQ-test at gøre, kan jeg som psykolog forsikre dig om. Men man behøver ikke at være psykolog for at gennemskue at spørgsmål som “hvilket af disse bogstaver er en vokal?” eller “hvilken ef disse byer er hovedstaden i Danmark?” ikke kan bruges til at måle ret meget. Med undtagelse måske af præstationer omkring en IQ score på 50.

Det eneste formål med spørgsmålenes opbygning er da også at undlade at skræmme brugeren væk men istedet  få dem til at klikke sig videre til det punkt hvor de skal indtaste deres telefonnummer for at få deres score tilsendt.  Eller i nogle tilfælde en pincode, der skal bruges til at se den endelige IQ-score. Når man først har givet sit mobilnummer, har man samtidig givet udbyderen bag lov til at sende én overtakserede SMS-beskeder til 40-50 kroner stykket! Og at blive ved med det hver uge indtil man selv melder sig fra igen.

Der er imidlertid intet snyd ved det i juridisk forstand – for hvis man læser sig igennem den (ofte ubehjælpeligt oversatte) vilkårsbeskrivelse, fremgår det ganske tydeligt at man forpligter sig til at betale det nævnte beløb hvis man taster sit mobilnummer ind.

Men hvorfor er der så overhovedet nogen der tager den slags test?

Det er nemt at pege fingre af mennesker der ryger direkte på den slags tests, men faktisk er der nogle psykologiske faktorer på spil, som er ret stærke.

• Applikationen/tjenesten benytter en meget effektiv “reveal & compare”-strategi, som kort fortalt går ud på at man først skal investere noget tid og info, efterfølgende får et svar afsløret og endelig kan sammenligne det med andres. Den struktur driver os frem imod den endelige afsløring og kan gøre at vi sjusker med at fordybe os i de enkelte trin.
• En IQ-test handler om MIG SELV! Og der er kun én ting der er mere interesant end mig – det er når andre beskæftiger sig med mig!
• Intelligens er en meget kulturelt betydningsfuld parameter ved et moderne menneske  – er den lav, er det skamfuldt og er den høj er det statusgivende. Derfor er afsløringen af netop dette tal meget tiltrækkende.
• Vi surfer ofte på nettet med en slags søvngængeropmærksomhed og bruger derfor ikke vores fulde opmærksomhed til at læse tekst på de sites vi besøger.
• Serien af meget lette spørgsmål, skaber et ret højt kliktempo og et positivt flow, som gør det naturligt også at skrive sit nummer ind hurtigt (endnu et nemt spørgsmål) og klikke sig videre.
• Layoutet i den slags tests er faktisk ofte ret tilforladeligt – i stærk modsætning til f.eks. nigeriabreve etc. og kan derfor medvirke til at nedsætte den kritiske tærskel.
• Der findes intelligenstests på Facebook som rent faktisk er gratis og som man har set nogle af sine venner tage. Dette øger tilliden til den specifikke test.
• Når man opdager at man har kvajet sig er man skamfuld og vil hellere blot sluge regningen på 40 kroner, afmelde sig tjenesten og skynde sig videre end f.eks. at advare andre.

Jeg vil ikke påstå at det er specielt intelligent at tage disse tests og for en person som mig der både er psykolog og har ret stor erfaring med mobile tjenester er tjenesten  helt gennemskuelig. Men hvis man nu ikke så pokkers snedig, ikke er vant til at bruge internettet eller ikke er særligt hjemme i de mobile forretningsmodeller, er det faktisk forståelig hvis nysgerrigheden efter at få afsløret sin “sande” intelligens kombineret med tjenestens generelle opbygning, kan få én til at drøne videre i flowet og taste nummeret ind, frem for at læse  betingelserne og stoppe der.

Endelig kan der jo være mennesker som ganske enkelt synes at 40 kroner om ugen for en fup-IQ og lidt løbende SMS’er er et godt tilbud. Men det er nok alligevel de færreste.