I løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til en artikel, der konkluderer at vi ikke lyver om os selv, når vi fremstiller os selv på Facebook.

Denne journalistiske artikel referer en videnskabelig artikel, publiceret af Sam Gosling, som er psykolog  (og Ph.D.) og forsker i hvordan vi bruger artefakter i vores identitetsskabelse. Når I har sendt mig linket er det fordi jeg i mit eget arbejde tager udgangspunkt i den centrale antagelse at vi faktisk hele tiden redigerer os selv og fremstiller idealbilleder af os selv på Facebook som et led i forhandling af vores identitet. Men Gosling konkluderer bl.a ifølge artiklen på dr.dk:

– Det tyder på, at sociale netværk på internettet ikke så meget handler om at skabe positivt spin for folkene bag profilerne. Det er i stedet bare endnu et medie til at engagere sig i ægte sociale interaktioner – meget ligesom telefonen.

Undersøgelsens opbygning

Jeg har ikke haft mulighed for at læse selv artiklen, da den endnu ikke er udgivet og tilgængelig på Det Kongelige Biblioteks online-tjeneste, men på baggrund af Goslings website og omtale er kan jeg danne mig følgende billede:

Undersøgelsen er bygget op således at en forsøgsperson (person A) først bliver bedt om at besvare en række spørgsmål om sig selv i en personlighedstest. Den kan du se på http://www.youjustgetme.com/. Efterfølgende bliver en anden person (person B) bedt om at vurdere person A’s Facebook-profil og på baggrund af den, gætte hvordan person A selv har scoret i førnævnte personlighedstest. Hvis der er et stort sammenfald imellem hvordan person A selv fremstiller sig og hvordan vedkommende bliver bedømt af person B, konkluderer Gosling at forsøgspersonen præsenterer sig “ærligt” og ikke forsøger at fremstille sig i noget særligt attraktivt lys.

Problemet med grundpræmissen

Det første problem jeg falder over hos Gosling er at han synes at antage at den eneste måde at redigere eller manipulere vores identitet på online er ved at forsøge at ændre folks opfattelse af vores personlighedstræk. Altså om vi f.eks. er udadvendte eller indadvendte som personer eller om vi har neurotiske personlighedstræk. Den opfattelse af identitet er typisk for en personlighedspsykolog, som foretrækker at arbejde med begreber som så at sige er “inde i personen”. Men min opfattelse af  “mig selv” er jo meget mere end mine “iboende” personlighedstræk. Eksempelvis er min opfattelse af mig selv koblet sammen med hvordan verden ser mig. En identitetsopfattelse som man er den eneste i verden der deler, er svær at bruge til noget i praksis.

Derfor har de fleste af os en interesse i at redigere vores liv på en masse områder, der ikke direkte har med “personlighedstype” at gøre. Når vi viser at vi ser de rigtige film, har økonomisk succes, er livsnydere eller at vi er intelligente og sofistikerede, så redigerer vi os selv for at opnå andres anerkendelse og dermed bliver bekræftet i en positiv identitet. Vi kan med andre ord sagtens skabe idealbilleder af os selv på mange andre omåder en dem personlighedspsykologen Gosling forsøger at måle. På Facebook er vi desuden oftest “venner” med folk vi har mødt og som derfor allerede har en opfattelse af vores grundlæggende personlighedstype. Den vil det med andre ord ikke give megen mening at forsøge at lave “personlig spin”.

De endnu større problemer med undersøgelsens holdbarhed

Validitet og reliabilitet er de klassiske videnskabelige begreber, der handler om at afprøve hvor vidt en undersøgelse af verden på den ene side er et præcist redskab og f.eks. giver det samme resultat fra gang til gang – og på den anden side om den måler det vi tror den gør.  Og her virker undersøgelsen særligt problematisk. For det første er vores “baseline” (den sande personlighed) baseret på selvrapportering. Jeg skal altså selv levere “sandheden” om min personlighed. Men hvis jeg nu virkelig lyver om min personlighed (hvilket er det som undersøges) hvorfor skulle jeg så ikke netop gøre det i en sådan test? Og hvis jeg gør, så viser undersøgelsen kun om der er en konsistens imellem hvordan jeg lyver på Facebook og hvordan jeg lyver i en elektronisk test om mig. Altså imellem to forskellige selvfremstillinger.

Undersøgelsen fungerer altså kun, hvis man tager for givet at man ikke lyver om sig selv i den slags tests. Og her er der nogle faktorer som godt kan trække i den modsatte retning: For det første foregår rekruttering til testen delvist på Facebook – du har altså potentielt en mulighed for at den der skal rate dig er en du kender. Jeg kender analysebureauer der overhovedet ikke vil røre ved undersøgelser, hvor du bliver rekrutteret til selve undersøgelsen af dine venner. Da hele konteksten desuden er “sociale netværk” er der allerede en potentiel bias i retning af større selvbevidshed.

Jeg håber at en læsning af selve artiklen vil vise at det er journalister som har overfortolket resultaterne, men lige nu ligner undersøgelsen et stykke videnskabeligt makværk, som bruger data med en stærk bias, baseret på en primitiv identitetsforståelse til at konkludere noget som står i en skarp kontrast til det de fleste af os kan erfare hver dag.

Selvredigering er ikke noget nyt og ikke et særtræk ved sociale medier

Et medie som Facebook er et såkaldt “forankret” medie, hvor vi ikke er anonyme, men er til stede med vores rigtige navn og vores eget sociale netværk. I sådanne arenaer, bliver vores handlinger en del af vores øvrige sociale virkelighed. På samme måde som vi ofte redigerer vores påklædning eller indrettter vores hjem med henblik på at skabe en bestemt identitet – både for os selv og i andres øjne, redigerer vi vores fremstilling online ved at vælge et redigeret udsnit og at koble os sammen med ting vi finder positive og som kan give social anerkendelse. Det er noget som bl.a. Zhao m.fl behandler i en forskningsartikel fra 2008.

Men strategisk selvfremstilling er ikke noget nyt. Under sit Ph.D.forsvar for nylig, drog arkæologen Stine Birk en direkte parallel imellem den måde romerne i oldtiden smykkede deres gravstene med billeder og citater fra filosoffer på og den måde vi idag smykker vores Facebook-profiler med symboler og kendte mennesker for at iscenesætte os selv og forhandle vores identitet.

At påstå at vores tilstedeværelse på sociale medier er uredigeret eller at denne selvredigering mislykkes, fordi andre eventuelt er i stand til at identificere nogle fundamentale personlighedstræk hos os, indebærer altså en bevisbyrde som Gosling & Co efter min mening ikke har formået at løfte i denne omgang. Jeg ser frem til at læse selve artiklen.