I forrige uge så jeg Laura Poitras og Steven Soderbergs dokumentarfilm om Edward Snowden, Citizen Four. Filmen følger journalisterne Laura Poitras og Glenn Greenwald, lige efter de er blevet kontaktet af Snowden i 2013. Vi er med til deres første møde med Snowden på et hotelværelse i Hong Kong og ser Snowden introducere sig selv for første gang. Og vi ser journalisternes reaktioner da Snowden begynder at vise dokumentation for de aflytninger af borgerne i USA og resten af verden, som senere skulle blive kendt over hele kloden.

Filmen fortalte mig ikke noget jeg ikke har hørt eller læst om. Men Snowdens person og troværdighed gjorde budskabet meget stærkere og mere uafrysteligt. Et budskab om at vi alle potentielt kan overvåges, konstant og på alle digitale platforme og at overvågningen bliver mere massiv for hvert år der går. Filmen efterlod mig med en følelse af iltmangel og jeg fik bare lyst til at tage min familie og flygte ud et sted hvor jeg kan trække vejret frit. Blot for at rammes endnu hårdede af det faktum at der ikke længere findes nogen steder at flygte hen, med mindre jeg vil isolere mig fra verden.

Jeg hørte for mit indre øre Peter Skaarup sige “hvis man ikke har noget at skjule, har man intet at frygte”. Men har vi ikke alle noget at skjule? Om ikke andet fordi de mennesker der skal reagere på efterretningerne ikke er klogere end dig og mig og at de meget nemt kan blive presset af skræmte politikere til at overreagere på de informationer de har om os. Jeg ville gerne lade Dalai Lama få adgang til alle mine emails og at se hvor jeg gik hen, men tanken om at en flok middelmådige embedsmænd i hemmelige, politisk styrede organisationer har adgang til en database med mine digitale spor, virker ulækker og krænkende. Og de politikere der burde passe på min frihed, virker desværre kun alt for optagede af at gøre det modsatte. De synes at forveksle best case scenarier, hvor overvågningen beskytter os imod terrorisme og aldrig misbruges, med en nøgtern og ædruelig analyse af hvad masseovervågning kan og med stor sandsynlighed vil føre til. Eller også mangler de bare fantasi – det gør jeg desværre ikke.

Love om overvågningstiltag vedtages for at forebygge og opklare terrorhandlinger. Problemet er bare at den slags lovgivning med tiden alt for tit ender med at forskyde sig og blive brugt til andre formål. Når man nu f.eks. alligevel har adgang til folks email og mobiltelefoner, vil det da være synd og skam ikke lige at vedtage at disse nyttige informationer også kan bruges til at afsløre sort arbejde, pædofili eller økonomisk kriminalitet. Og når man nu alligevel har vænnet sig til at bruge den slags informationer til mange andre ting end terrorbekæmpelse, vil det da være idiotisk ikke lige at køre et tjek i databasen inden du får et job i det offentlige. Jeg er ret sikker på at dette ikke sker i dag – men også ret sikker på at det kan ske i morgen. Politiske dagsordener er dynamiske og bøjelige og menneskets hukommelse kan kun overvurderes. Tag en psykologs ord for det.

Da det er teknisk umuligt for mennesker at overskue disse informationer i realtid, så er man desuden nødt til at sætte nogle computerprogrammer til at se hvem du ringer til og skriver eller mødes med og lige give en alarm når noget er mistænkeligt. Disse programmer bruger komplekse algoritmer som sammenligner kontakter, søgeord og anden adfærd til at udvælge hvilke personer der skal overvåges yderligere. Dette sker allerede i dag, ifølge Snowden. Og disse programmer er i sagens natur uigennemskuelige og nærmest umulige at kigge i kortene. Derfor ender vi måske snart med en situation hvor en black box spytter et navn ud på en person der beskrives som “25% mere suspekt end gennemsnittet”. Eller slet og ret “suspekt”. Og det er man jo nødt til at reagere på, i offentlighedens interesse og for en sikkerheds skyld. Det kan meget nemt medføre at personen desværre ikke kan få et job i det offentlige, oprette et firma, få kørekort eller blive valgt til offentligt embede (hvem sagde Henrik Sass Larsen?). Det foregår automatisk og der er ingen at klage til.

Og nu vil danske politikere så genoplive det gamle forslag om en DNA-database med prøver af samtlige danskeres arvemateriale. Dette såkaldte DNA-register skal gøre det muligt at frikende uskyldige i mordsager og sikre en bedre opklaringsprocent for politiet, fordi man nu langt bedre kan identificere de egentlige forbrydere. Og det lyder da godt nok både skidesmart og rimeligt. Hvem kan være uenig i det? Men prøv lige at tænke over konsekvenserne. Hvad ingen synes at tænke over er at vores DNA allerede i dag fortæller utroligt meget om os og vores biologiske dispositioner. Meget mere end vi selv ved. Og at DNA i fremtiden vil komme til at fortælle ting om hver enkelt danskers arvelige dispositioner, som ingen i dag kan overskue. Og når nu DNA-profiler f.eks. begynder at kunne forudsige personlighedstræk, vil det så ikke være i samfundets interesse at man lige kørte et tjek af din DNA-profil, inden du kom til jobsamtale i staten? Eller fik jagttegn? Eller en kontrakt med kommunen? Ja, ville det egentlig ikke være uansvarligt at lade være? Og hvad nu hvis nu dine centrale genetiske markører matcher en dømt pædofils? Så må du da selv kunne se at det ville være uansvarligt at løbe risikoen og give dig et job som pædagog i en børnehave, ikke? Det vigtigste er at tænke på børnene. Hvem kan mene andet?

Og tænk dig så hvordan efterretningstjenesternes kreative og intelligente nørder vil juble af oprigtig faglig glæde når de kan begynde at samkøre DNA-profiler (du tror da ikke at nogen vil nægte efterretningstjenesterne direkte adgang til dine DNA-data, vel?) med hvem du mailer til, ringer til, hvad du køber, hvor mange penge du skylder i skat, om du ser bøsseporno og hvor du rejser hen med rejsekortet. De begejstrede nørder vil hurtigt og stolt præsentere deres misundelige kolleger fra NSA for det første kort som i realtid viser at at 7 rødhårede mennesker lige nu er på vej mod Holte med S-toget. Og deres blinde algoritmer vil snart opdage at mænd der er venstrehåndende, lyshårede, ser How I met Your Mother  på Netflix efter klokken 2 om natten og Googler opskrifter på spinattærte, har en signifikant større sandsynlighed for at være venner med terrormistænkte. Så de vil selvfølgelig blive overvåget og komme på lister – for en sikkerheds skyld. Hvem ville turde tage ansvaret for at lade være? Og når man først er på en overvågningsliste, så vil det da være komplet uansvarligt at fjerne folk fra den. Den slags bureaukratiske systemer er selvopretholdende – og når dette overvågningssystem oven i købet ved mere som sine eventuelle modstandere end de selv gør, så behøver man ikke at være ret paranoid, for at frygte at disse systemer vil være nærmest umulige at slippe af med igen.

Når vores folkevalgte politikere komplet afviser at forstå hvad der skaber terrorister og i stedet iværksætter udvikling af nye systemer til overvågning, skyldes det ikke at de er dumme – tværtimod. Det skyldes at mennesket i virkeligheden bare er en overintelligent ingeniørabe, som utrætteligt udvikler nye systemer som kan hjælpe os med at få mad, sex, husly, sikkerhed og underholdning lidt hurtigere, smartere og billigere. Udvikling af teknologier er svar på alle artens problemer. Også selvom de systemer vi udvikler hurtigt bliver så komplekse at ingen kan overskue dem.

I dag indfører vi masseovervågning og DNA-registre som løsninger på trusler vi oplever. Men vi kan desværre ikke stoppe der. Sådan fungerer menneskeaben ikke. Når først indhentning af disse informationer er sat i system, så vil de helt naturligt blive brugt til yderligere teknologiske landvindinger af den kommende generation af opfindsomme ingeniøraber, som ikke interesserer sig ret meget for hvad man havde af håb om ansvarlighed og etik, tilbage i 2015. Og fremtidens politikere, som heller ikke kan huske hvad det var vi naivt håbede om DNA-registre for år tilbage, vil helt naturligt tage alle magtmidler i brug i deres kamp for at forme det samfund de ønsker og fremstå handlekraftive over for befolkningen. Det er jo bare hvad politikere gør.

Overvågningssystemer er problematiske i et demokratisk samfund. Du er jo allerede i dag villig til at acceptere ret store overgreb, når bare de ikke lige rammer din familie eller nogen du kender, ikke? Men hvad nu hvis vi ikke en gang har demokrati som vi kender det, når dine børn er blevet voksne? Ingen aner hvad fremtiden vil bringe, men jeg da ved at der var en hel del aspekter ved nazisternes jødeudryddelse som kunne have været effektiviseret ret voldsomt, hvis de havde haft landsdækkende DNA register. Og spørg dig selv. Ville du gerne leve i en verden hvor en ny Putin om 25 år bliver valgt til leder i Danmark og har adgang til din DNA-profil? Hvem ved om du f.eks. har homo-gener?

Du kender sikkert den kliché der siger at man kan sætte en frø i en gryde med koldt vand og derpå langsomt skrue op for varmen. Og fordi opvarmningen foregår langsomt, vænner frøen sig til varmen og bliver siddende, indtil vandet koger og frøen dør. Når jeg ser på hvordan vi løbende og gradvist vænner os til mindre privatliv og frihed, synes jeg at billedet passer fint på menneskeheden – det vil sige, hvis altså håndtaget sad sidde inde i gryden.