74fe6796-11d1-11e6-95eb-aaf30b46b489_1280x720

Du har måske hørt om dem – de “digitale indfødte”

Det er de unge netbrugere, som er vokset op med digital teknologi og derfor bruger billeder, sociale medier, video og mobiltelefoner, helt naturligt og på måder vi andre slet ikke kan komme i nærheden af.

Du ved måske også at de digitale indfødte er væsensforskellige fra mennesker på 40. De er dem der har fingeren på den digitale puls. Og hvor du kæmper med at finde plads til teknologien i dit liv, smelter den sammen med de digitale indfødte på en intuitiv måde. De er jo trods alt vokset op med den. Ikke mindst er det de digitale indfødte som har nøglen til at forstå hvordan vores digitale fremtid skal formes. Få f.eks. en digitalt indfødt med på dit markedsføringsteam og I vil lave langt bedre markedsføring.

Det har du sikkert hørt.

Selve begrebet digitale indfødte er da også lækkert. Det kombinerer ”det digitale”, som er det nye vi prøver at forstå, med begrebet ”indfødte” som er noget oprindeligt, uberørt og naturligt. Men også noget fra et andet land, som vi andre kan prøve at lære at tale med, men aldrig bliver en del af. Som navn er det rent teknisk skruet genialt sammen – og det rammer plet i ældre menneskers følelse af at stå uden for alt det nye, som de unge synes at håndtere så ubesværet.

Der er bare lige et problem: De “digitale indfødte” findes ikke.

Naturligvis er der – rent kronologisk – nogle mennesker som er født efter f.eks. world wide web blev opfundet i midten af 1990’erne eller efter smartphonen og ipad’en kom til, godt 10 år senere. Men det betyder ikke at de er komplet anderledes end os gamle.

Unge får også smartphone-stress

De unge har for eksempel ikke et naturligt eller uproblematisk forhold til teknologi. Mange af dem oplever allerede i de større klasser i folkeskolen at de har svært ved at lægge telefonen fra sig. At de bliver mødt med et konstant krav om at være til at få fat på. Og at det stresser dem at holde styr på alle de profiler, youtube kanaler og spil, som de har gang i. Jeg bliver hvert år ringet op af rigtigt mange gymnasie- og skoleelever, som stiller de samme spørgsmål, igen og igen, til deres opgaver: ”Hvorfor bliver unge afhængige af internettet?”, ”Hvad er konsekvenserne af at være afhængig af internettet?” og ”Hvad kan man gøre for at blive mindre afhængig?”. Naturligvis tiltrækker jeg, som psykolog, en bestemt type af spørgsmål. Men faktum er at stadigt flere unge oplever at de har svært ved at lægge smartphonen fra sig og at det stresser dem.  Mange kæmper tydeligvis med de samme problemer som deres forældre gør. Men da de mangler den livserfaring vi ældre har, er de ikke bedre rustet til at sætte grænser for teknologien – snarere dårligere.

Unge er forskellige

Unge er heller ikke en homogen gruppe, selvom de ofte bliver set som sådan (noget de for øvrigt har til fælles med ældre). Nogle elsker at markedsføre sig på alle måder på sociale medier. De er ekstroverte og bruger f.eks. Instagram til selvpromovering og går efter flest mulige likes. Andre unge er mere private og bruger måske kun Facebook til at holde styr på deres aftaler og nærmeste venner. Nogle unge har en iPhone – andre en gammel Nokia. Nogle dyrker venskaber med en masse fremmede på mange platforme. Andre holder kontakt med de nærmeste. Nogle spiller online skydespil, deltager i en masse spilcommunities og diskuterer og laver spilvideoer på YouTube. Andre spiller højst lidt Candy Crush Saga på mobilen. Nogle får et kick af at dele, skrive og diskutere online. Andre finder det anstrengende og undgår det helst. Men de fleste unge findes et sted imellem. Akkurat som deres forældre.

Det unge har til fælles er at de er unge – og når man er ung, er man meget optaget af at kommunikere med andre unge. Hvis du prøver at fortælle dit 8-årige barn at I nu tager en hel weekend, hvor I bare skal lave ting samen i familien, vil det temmelig sikkert vække begejstring. Prøv at fortælle det samme til en 14-årig. Det vil nok snarere vække gru og et fastere greb om smartphonen. Når man kommer i puberteten, bliver kammeraterne nemlig oftest mere interessant end familien. Derfor kommunikerer unge med vennerne med alle tænkelige midler – men det ville alle unge gør til enhver tid. Det gør dem ikke til digitale indfødte – bare til unge. Så snart de kommer op i voksenalderen, er forskellen på dem og deres forældre svær at få øje på.

Forskellen imellem generationer vokser ikke – den mindskes

Der har faktisk aldrig været så lille en forskel imellem generationerne som nu. Da min generation voksede op, var der et jerntæppe imellem ungdomskulturen og vores forældres kulturforbrug. Vi havde ganske få fælles referencepunkter og hvis noget var for børn – var det temmelig sikkert ikke for (normale) voksne.

I dag er barndommen strakt langt ind i voksenlivet. Det er ikke unormalt for voksne at spille de samme computerspil som deres børn spiller, bruge de samme mobiltelefoner og ikke mindst kommunikere sammen via platforme som Facebook. Når Gangnam Style går viralt planeten over, gør den det på tværs af generationer og vi ved alle hvad et like betyder. Vi har også alle mærket hvordan nysgerrigheden efter om der er ”kommet noget”, kan få os til at logge på eller hive mobilen op af lommen, mange, mange gange i døgnet.

Faktum er nok snarere, at begrebet ”digitale indfødte” er et lækkert designet pop-begreb, som ikke henviser til andet end en imaginær stamme af unge tekno cyborgs. Efter at have brugt Facebook, Smartphones, Dropbox og Google i et par år, er unges og ældres problemer stort set de samme. Mange digitale indfødte har langt mere til fælles med folk fra deres forældres generation end med andre af deres egen stamme. Og dermed bliver begrebet, rent analytisk, til noget vås. I bedste fald fører det bare til en samtale der bygger på klicheer og fattes nuancer. Og det sker jo så mange steder. Men værste fald kan det få os til at glemme vores ansvar for at opdrage vores børn til også at blive gode teknologibrugere. Jeg mener ”de er jo digitale indfødte – hvad kan jeg dog lære dem?”.

Og det er synd. For generationerne er i samme digitale båd, de unge er måske gode til at kommunikere – men de bliver stressede og er håbløse til f.eks. online kildekritik. Der har faktisk aldrig været mere brug for dygtige voksne i de unges liv, end der er nu.