Foto: Alex Buck

Indlægget har tidligere været bragt som kronik på altinget.dk

Når danskere rejser til fattige dele af Afrika, får mange et kulturchok.

De møder elnet, veje, transport og offentlig forvaltning, som fungerer meget dårligere end hjemme i Danmark. Man kan ikke altid regne med, at toget kommer på minuttet – eller endsige samme dag, ligesom man kan risikere, at strømmen forsvinder uden varsel.

Men det største kulturchok er at møde de mennesker, som lever i den dårligt fungerende hverdag og derfor burde være stressede og dybt utilfredse. De er vant til et liv med lange ventetider, korruption og upræcist fungerende omgivelser. Derfor er de ofte tilfredse, når tingene virker – og tager det forbavsende afslappet, når det ikke gør.

Til sammenligning er vi danskere så forvænte med, at alt fungerer, at selv en lille afvigelse fra en køreplan eller en sløv 4G-forbindelse kan gøre os frustrerede og hidsige. Vi skal ikke opleve ret store afvigelser fra normalen, før vi går på de sociale medier og raser, nedladende og sarkastisk, og høster en masse likes for det. ”Hvis det var mig, der drev DSB, ville jeg kraftedeme tage højde for, at der falder visne blade på skinnerne hvert efterår” (Nej, det ville du ikke – for det er skide svært i praksis).

For et par år siden kunne man opleve forældre – altså voksne mennesker – i blindt raseri over Føtex på Facebook. Føtex havde nemlig lanceret en kampagne, hvor kunderne fik gratis samlekort med dyremotiver, når de handlede. Når forældrene rasede på sociale medier, var det, fordi det angiveligt var svært for deres børn at samle samtlige kort i serien og dermed få deres album helt fyldt. Det er lidt svært at forestille sig sådan et drama udspille sig i Mogadishu, ikke?

At en gennemsnitsdansker er mere intolerant end gennemsnitsborgeren i Somalia, er ikke genetisk. Det er et spørgsmål om tilvænning. En af hemmelighederne bag menneskeartens udbredelse er nemlig, at vi kan vænne os til livet og hverdagen de fleste steder på kloden. Man kan sige, at vores nervesystemer er i stand til at skabe en indre tilstand af normalitet, selv på udfordrende steder.

Det er, når vores forventninger til det normale svigtes, at vi bliver frustrerede og utilfredse. Når man lige ser bort fra livstruende tilstande som sult og vold, er der nemlig ingen objektiv menneskelig målestok for, hvornår vi oplever frustration og utilfredshed. Målestokken justeres efter omgivelserne, der hvor vi lever vores liv. På samme måde er intolerance ikke en fejl ved det menneskelige design. Det er nervesystemet, der reagerer på, at omgivelserne ikke opfører sig optimalt.

Den ironiske konsekvens af dette er, at vi ikke bliver lykkeligere eller mere tilfredse af, at verden omkring os begynder at opføre sig mere præcist. Vi vænner os nemlig lynhurtigt til det nye normale. Jo mere præcise og umiddelbart behovstilfresstillende vores omgivelser bliver, jo mere intolerante bliver vi til gengæld over for selv små afvigelser. Og her har især computere og internettet været med til at vænne os til en ultrapræcis verden.

Hvis man lynhurtigt kan slå korrekte stavemåder op, kender man dem og bliver mindre tolerant over for andres stavefejl. Hvis man er vant til at kunne kontakte andre og få svar inden for sekunder eller minutter, bliver det direkte utåleligt at skulle vente på et svar til dagen efter. Og hvis man konstant færdes i en verden, som kan beskrives ned i præcise minuttal, bliver man helt naturligt mere intolerant over for afvigelser på selv få minutter. Hvis du for eksempel er vant til, at noget sker i begyndelsen af ugen, er tirsdag helt fint og onsdag acceptabelt. Men hvis du forventer, at noget sker klokken 09:17, er 09:43 langt ud over det acceptable.

Og vi har slet ikke nået vores intolerances maksimum. For det første betyder en stadig større digitaliseringsgrad, at flere og flere af vores forhold kommer ind i det ‘præcises domæne’. Når processer bliver digitaliserede, bliver minuttal, grader, pris og afstande noget, man kan beskrive nøjagtigt og kommunikere ud til brugere og borgere. For 10 år siden ville en taxi, der kom efter otte minutter, have været et rent hit. Men når jeg for eksempel får en besked om, at min taxi vil ankomme om fire minutter, bliver det pludselig til en fejl at den så først ankommer om otte.

For det andet betyder en helt ny type af software – nemlig den, der er baseret på machine learning (eller ”kunstig intelligens”) – at skubbe yderligere til vores oplevelse af det normale. Forenklet sagt kan machine learning få computere til at kigge efter mønstre – f.eks. i din adfærd. Og når først en computer har lært, hvad du kan bedst lide, er næste skridt at begynde at tilbyde dig stadigt mere personaliserede ydelser, tjenester og brugerflader.

Når lærende algoritmer begynder at styre den verden du møder, får du ikke bare dine behov tilfredsstillet inden for få minutter. Så bliver din hverdag fuld af tjenester, der smyger sig om dine behov som våd latex. Som aldrig giver dig noget, der ikke tilfredsstiller dig. Og som kender dine behov, før du selv gør, og tilfredsstiller dem perfekt og uden nogen registrerbar forsinkelse.

I begyndelsen vil det være utroligt lækkert. Men snart vil dit nervesystem være justeret, og det vil også bare være normal hverdag. På samme måde som din højt teknologiserede og præcise hverdag i dag føles. Til gengæld vil du nu gå på Facebook i raseri over, at den sidste film, du så på Netflix ikke var den bedste og sjoveste film, du nogensinde havde set, at du skal vente 1½ sekund på, at din selvkørende taxi samler dig op, eller at der er 17 og ikke 13 birkes på dit rundstykke. Hvis du vil skabe verdens mest intolerante folkefærd, skal du bare gøre vores verden stadigt mere præcis, minutiøst beskrevet – og konstant sikre dig, at folk får feedback på, hvor de er i processen.

Hvis du i stedet vil have lykkelige borgere, skal du ikke gøre deres verden mere præcis, med mindre du kan levere en 100 procent præcis ydelse til dem hvert sekund, resten af deres liv. Det er muligt, at det kilder dejligt i DJØFFEN at sende en SMS med det præcise klokkeslæt, en ydelse bliver leveret på. Men hvis du vil gøre mennesker mere tilfredse med deres hverdag, skal du faktisk gå den modsatte vej og vænne mennesker til, at verden er lidt mindre nøjagtig – for så vil langt flere faktisk blive mere fejltolerante og mindre frustrerede og hidsige. Måske du ligefrem skal smide den store viser væk nogle gange.

Og når du overvejer at bruge kunstig intelligens til at mandsopdække dine borgere og ansatte 100 procent i ethvert af livets forhold, skal du lige have i baghovedet, at ingen bliver lykkeligere af det på længere sigt, på trods af at salgstalen lyder fantastisk.

Til gengæld skaber du mennesker, hvis verden bryder sammen, blot de støder på den mindste uregelmæssighed. Og de mennesker vil jeg ærligt talt meget nødigt have, at mine børn skal møde på Facebook.

Foto: edri.org (tak for lån)

I sidste uge annoncerede Facebook (igen) ændringer i din Facebook-oplevelse. Facebook vil nemlig være med til at skabe en mere positiv oplevelse for dig som bruger. Og det vil de gøre ved at gøre din Facebook-oplevelse mere “personlig og vedkommende”.

I fremtiden kan du derfor forvente at se færre opslag fra offentlige organisationer, nyhedssites og kommercielle virksomheder i nyhedsfeedet. I stedet vil du nu se flere opslag fra dine egne Facebook-venner. Det ændrede nyhedsfeed vil især booste de opslag fra dine venner som ”formår at generere aktivitet i kommentarfelterne”. Du kan med andre ord forvente flere opslag som dine venner er interesserede i at mene noget om.

Det kan umiddelbart lyde såre sympatisk. Hvem kan dog være imod at høre noget fra sine venner? Men i realiteten er dette et træk der kan gøre Facebook endnu dummere og din virkelighed endnu mere ”postfaktuel” i 2018.

Lad mig forklare hvordan det hænger sammen.

—–

Facebook lever af at sælge annoncer. Deres forretning går ikke ud på at tilbyde et socialt netværk til et par milliarder brugere. Det er kun maddingen. Facebook er en ren annonceforretning. Og når man lever af at sælge annoncer er der kun én eneste ting der tæller, nemlig opmærksomhed. Facebook er derfor konstant i en konkurrence om at få og fastholde din opmærksomhed så ofte og så længe som muligt. Her er Facebook naturligvis i konkurrence med andre sociale medier, som f.eks. Snapchat og Linkedin (Facebook ejer selv Instagram, så de er ikke en rigtig konkurrent). De er også i konkurrence med digitale underholdningstjenester som Netflix og YouTube. Men de er faktisk også i konstant konkurrence med alt andet du kan bruge opmærksomheden på. For eksempel dit sexliv, dit arbejdsliv, din aftensmad eller at lege med LEGO med dine unger.

Facebook lever også af at samle data om dig og hvad der interesserer dig. Ikke fordi data er noget værd i sig selv. Men fordi data gør det muligt at lære dig bedre at kende og vise dig annoncer du er mere tilbøjelig til at klikke på, på tidspunker og måder der gør dem mest effektive for netop dig. Men på det seneste har Facebook fået et problem. Du er nemlig begyndt at poste færre opslag om dit eget liv. I stedet konsumerer du flere nyhedshistorier og mere indhold fra etablerede medier. Men når du er inde og læse en artikel eller se en video, afslører du langt mindre om dig selv og dine præferencer end når du selv skriver et opslag. Facebook får naturligvis stadig noget at vide om hvad der interesserer dig – men for Facebooks algoritmer ligner du i langt højere grad alle andre der også har set den samme video eller læst den samme artikel. Og det er bare slet ikke godt nok i den opmærksomhedskrig som raser lige nu. Facebooks datagrundlag er altså ved at blive dårligere – og med et dårligere datagrundlag bliver det sværere for dem at vide hvilke annoncer de skal vise dig.

Facebooks egen forskning tyder desuden også på at det i sidste ende er historier fra folk du kender, der gør dig mest glad for at have brugt tid på Facebook, i hvert fald sammenlignet med opslag fra virksomheder og nyhedssites. Og hvis du er mindre glad for Facebook, kommer du der sjældnere. Og så er den for alvor gal med annonceforretningen. Blandt andet derfor har Facebook en stor interesse i at få dig til at begynde at skrive og dele mere selv – og en af måderne er at fremme dine egne opslag og dermed belønne dig med flere likes og kommentarer når du deler en historie du selv har lavet eller noget du selv har en mening om.

Især hvis det du poster er værdifuldt for dine venner. Men her bliver det lidt problematisk.

For Facebooks algoritmer er blinde. De kan ikke se hvad der er værdifuldt for dig og dine venner at se og læse. Derfor er de nødt til at se på jeres adfærd. De kan for eksempel se hvad I liker, deler og kommenterer på. De kan også se hvor længe I standser ved et opslag, om I forstørrer et billede for at se hvad det forestiller eller om I folder kommentarerne ud og hvilke af dem I standser ved. Og det er netop de tal som Facebook bruger til at vurdere hvilke opslag fra dine venner, de skal vise dig.

Men de tal Facebook får ud af at læse din adfærd viser bare ikke hvad der er værdifuldt for dig. De viser hvad der har været i stand til at fange din opmærksomhed og få dig til at reagere. Og det er ikke det samme. Facebook er derfor ved at ændre dit nyhedsfeed, så det viser endnu mere af det som får dine venner til at reagere og skrive kommentarer. Og der er ikke meget der kan skabe reaktion, som et Facebook-opslag der gør folk vrede eller forargede. Facebooks algoritmeændring vil altså derfor automatisk prioritere de skarpt vinklede opslag, der skaber reaktion fra flest muligt og ofte gør dem vrede eller oprørte, på bekostning af nuancerede opslag fra troværdige kilder som f.eks. journalistiske nyhedssites, hvoraf nogle af dem faktisk har ansat kompetente journalister til at checke facts og luge de værste ubegrundede ammestuehistorier ud.

Jeg vil meget nødigt citeres for at alle journalister er grundige og ikke viderebringer ubegrundet ævl og sladder. Men ved at gøre det endnu sværere for etablerede medier at trænge ind i nyhedsstrømmen, bliver vi i endnu højere grad overladt til dem der formår at hacke vores opmærksomhed og vores følelser.

Forstil dig for eksempel at en bekymret mor deler et opslag om at hendes datter sandsynligvis har brækket benet af at spise gluten (tilgiv at jeg bruger et tænkt eksempel her – jojo, det er skam helt fiktivt). Et sådant opslag vil traditionelt set trække en masse medfølelse fra venner med børn, bekymrede spørgsmål fra andre forældre, som Facebook har vist det til og en masse forargede udfald imod glutenindustrien – de kyniske og skruppelløse bønder og bagere. Den slags personlige sygdomsanekdoter er traditionelt set knippelgodt og effektivt stof. Problemet er bare at de tit er forkerte. Man kan nemlig ikke bedrive forskning med sit eget barn og det er alt for let at lade sig snyde af at to ting sker efter hinanden og tro at den første derfor må være grund til den sidste.

Men hvis sundhedsmyndighederne nu ud og publicerer forskning som klart viser at der ikke er nogen sammenhæng imellem at spise gluten og få et brækket ben, vil det nu få endnu sværere ved at trænge igennem. Ganske enkelt fordi sådan en tilbagevisning i sig selv er meget kedeligere stof end en saftig, selvoplevet anekdote. Og hvis det ikke er noget dine venner taler om, vil det nu blive skubbet endnu længere ud i Facebooks periferi. Det er den udvikling, vi måske kan forvente accelereret med Facebooks nye vennevenlige algoritmeændring.

Sandheden er at samfundsdebatten, alt andet lige, bliver bedre når offentlige instanser og journalistiske medier blander sig. Og at Facebook nu er ved at skabe endnu bedre grobund for at populister kan kapre store samfundsgrupper og succesfuldt fortælle dem at ”the main stream media” er nogle svindlere, som ikke vil dem det godt (lyder det bekendt?). Hvis bare man råber højt og skarpt nok og man desuden formår at hyre nogle bureauer der kan hacke algoritmer og brugeres opmærksomhed, er vejen nu gjort endnu mere velsmurt for at flere interessante løgne, flere farverige populister og flere myter om hvad der er sundt og usundt kan overtage Facebook-feedet og dermed samfundsdebatten i 2018.

Godt nytår.