Hvis du har været på internettet de sidste 10 år, har du umuligt kunnet undgå at se Facebook’s stifter, Mark Zuckerberg, fortælle om Facebook’s explicitte formål: at gøre verden mere ”open and connected” 

Og helt umiddelbart lyder også meget sympatisk for de fleste. Hvem kan da være imod at være forbundet til andre – eller åbenhed?

Men har du nogensinde tænkt over hvad det i virkeligheden betyder, når man prøver at gøre verden mere ”forbundet og åben” gennem et socialt medie som Facebook? Måske er det humanistiske budskab i virkeligheden hele kernen i Facebook’s forstyrrende effekt.

Lad os prøve at se analytisk på hvad det slogan betyder i praksis.

Gør verden mere forbundet = hold relationer til flest muligt

At gøre verden mere forbundet bygger på en særlig antagelse om menneskelige relationer. Nemlig at det er positivt at være forbundet med så mange som muligt. Det kan måske oven i købet være at du opfatter det som en fejl ved verden at alle dine gamle kolleger, naboer og skolekammerater forsvinder eller bliver meget sværere at få fat i, når du bevæger dig gennem livet. En fejl, som Facebook nu endelig retter.

Men det er ikke nødvendigvis en fejl ved, at vores ”gamle relationer” forsvinder med tiden. Faktisk kan det være utroligt praktisk at mennesker du ikke umiddelbart har noget at gøre med, glider helt ud i periferien af dit liv. Det sætter nemlig en øvre grænse på vores sociale relationer, så vores hjerner kan følge med.

Vores hjerner er nemlig ikke ”designet” til at håndterere mange relationer, de fleste af os har samlet på sociale medier. For det første er vi slet ikke i stand til at huske eller overskue så mange mennesker – prøv selv at remse de Facebook-venner op, du tror du har. Og sammenlign derefter med din reelle liste af ”venner”. Men for det andet så er din hjerne heller ikke bygget til at håndtere den store mængde kommunikation, som hundredevis af mennesker produerer. Og det er her problemet opstår.

Gør verden mere åben – fortæl mere om dig selv

At gøre verden mere åben kan også lyde venligt og sympatisk. Men hvis man ser på hvordan man gør ting mere åbne på Facebook, betyder det i praksis at man skal begynde at kommunikere løbende med sine mange relationer. At give dem indsigt. Og her begynder det for alvor at belaste vores hjerner.

Almindelige menneskers kommunikationsmønster er nemlig kaotisk og uforudsigeligt. Vi kommunikerer når vi lige får en tanke eller en idé. Og når man som modtager rammes af kommunikation som kommer uregelmæssigt, aktiverer det nogle helt særlige processer i os. Når vores mobiltelefon f.eks. byder på såkaldt uregelmæssig forstærkning i form af kommunikation, vi aldrig helt ved hvornår kommer og hvad indeholder, er det meget let at blive trænet til at tage den op af lommen ofte – udelukkende for at se om der er kommet noget – og hvad det eventuelt er.

Så når Zuckerberg siger at verden skal være mere forbundet, så betyder det i praksisk at vi alle sammen skal oprette og vedligeholde relationer til hundredevis af mennesker som vi har kendt eller blot har mødt eller hørt om. Langt flere end vores hjerner nogensinde har været vant til at have relationer til. Og når han taler om at gøre verden mere åben, så betyder det at vi skal vedligeholde en strøm af billeder, opslag, video og kommentarer, som kan skabe et endeløst feed af pirrende forstyrrelser.

Og netop dette er den helt centrale årsag til at mange mennesker føler sig stressede, forpustede, deprimerede og konstant forstyrrede af sociale medier: at vi er kommet til at samle alt, alt for mange relationer i et kommunikationsværktøj som er utroligt let at bruge hele tiden og som vi alle sammen kan have i lommen. Og at vi konstant får spændende opdateringer fra andre.

Men hvorfor siger Zuckerberg som han gør?

Jeg kender ikke Zuckerbergs motiver, men selve slogan’et “open and connected” giver god mening, hvis man ser hvad Facebook-lever af. De er en annoncevirksomhed, som lever af at vise dig annoncer og “betalte opslag”. Men for at de kan gøre det, er du nødt til at besøge platformen og nyhedsfeedet. Og jo flere forbindelser du har (connected) og jo flere opslag, billeder og videoer de poster (open), jo mere fristende indhold trækker dig ind på platformen.

Hvis man oversætter hans slogan til forretningssprog, så kunne det hedde: “Jo flere forbindelser som konstant deler indhold med dig, jo flere gange bliver du fristet til at gå du ind og se på vores annoncer”.

Men måske man skulle stille spørgsmålet: er det virkelig optimalt at bruge tid på at udveksle så mange informationer som muligt med så mange mennesker du kan samle sammen? Eller skal du måske snarere have modet til at vælge fra?

Hvad nu hvis verden i virkeligheden trænger til at være mindre forbundet og åben?

Hvis du er et artigt og velopdragent barn af din tid, vil du finde denne overskrift åbenlyst absurd. Selvfølgelig findes sociale netværk da!! Vi kan jo se dem overalt!!

Det sociale netværk som eksplicit og implicit  forståelsesramme for menneskelige relationer går sin sejrsgang over hele den vestlige verden i disse år. Men det du ser, når du ser sociale netværk er faktisk ikke eksisterende sociale netværk. Du ser mennesker. Det sociale netværk er måden du ser dem på.

Ideen om “det sociale netværk” er nemlig en mental og sproglig konstruktion som er knyttet uløseligt til vores tid og som også en dag vil være forældet, som ideen om hekse, klassesamfund, adel og basisgrupper. Og selvom det kan være svært at forestille sig, vil vores børnebørn en dag ryste overbærende på hovedet over den gang vi lod os nøje med at forstå os selv som ensartede prikker i et diagram og lydigt hoppede ned i ensartede kasser i såkaldte “sociale netværkstjenester”.

For selve begrebet dækker ikke over noget objektivt konstaterbart. I stedet lægger begrebet et særligt syn på mennesker og relationer ned over os som bruger det. Nemlig antagelsen: Alle mennesker er fundamentalt “konfigureret” ens og derfor kan de optræde sammen, som “noder” i det samme netværksdiagram. Denne abstraktion er noget helt unikt som knytter sig til netværkstækningen. At alle mennesker er “analytisk ligeværdige” og altså kan betegnes med den samme type af prik i et netværksdiagram eller skabelon i en netværkstjeneste, er ikke en objektiv konstatering, men en yderst værdiladet påstand som ikke har være gældende på ret mange andre historiske tider og som, når man ser på os som mennesker, heller ikke har noget åbenlyst empirisk grundlag.

Men hvorfor taler alle så om sociale netværk idag?

Den mest åbenlyse årsag er at idéen om sociale netværk passer utroligt godt til fragmenterede og mobile samfund. Når man taler om flere mennesker som interagerer på tværs af geografiske rum, virksomheder, familier og vennekredse, så er netværksmetaforen med sin elasticitet og sin manglende præcision det perfekte sproglige værktøj til at fange vores flygtige interaktionsmønstre. Det “sociale netværk” lader os etablere et narrativ om samvær og sammenhæng som vil alle har brug for. Og det er jo sundt nok.

Da socialantropologen John Barnes i begyndelsen af 50’erne fandt på begrebet, var det faktisk et kontroversielt begreb. Barnes kom fra det meget klassedelte Storbritannien. Og i et samfund hvor mennesker bestemt ikke var ens, var netværkstanken direkte subversiv. Set i det lys er det sociale netværk nærmest undfanget som et anti-elitært begreb, som tilbød mennesket en fortælling om større lighed end den som klassesamfundet kunne byde på.

Men prisen for denne lighed er også en ensartethed, som vi ikke kan undslippe, hvis vi “tror på sociale netværk”. Der er f.eks. ikke længere ret mange som stiller spørgsmål ved at vi alle skal oprette os med samme type Facebook-skabelon, have de samme Twitter-profiler og på andre måder passe ind i de ensartede kasser vi bliver opfordret til udtrykke os selv igennem. Det sociale netværksmenneske er ganske enkelt bare hyperkompatibelt med databaser. Computere  elsker ensartede datatyper og ved at fokusere på mennesker og relationers enshed, får vi med andre ord en hel masse foræret. Vi får computeren som et socialt værktøj. Og det er svært at sige nej til.

Men sidst og ikke mindst, lever vi i en tid og hvor det bliver stadig mere farligt at træde uden for normen. Hvor det er mistænkeligt at være anderledes, hvis man da ikke lige er det på en måde som kan kommercialiseres og gavne betalingsballancen. Og i sådan en tid kan jeg simpelt hen ikke forestille mig en mere nyttig og betryggende antagelse om menneskelige relationer, end den der siger at du skal være kompatibel og at det er farligt hvis du ikke kan fungere som en prik på linje med alle andre prikker i et netværksdiagram.

Så hvis du vil være sikker på at du altid er nem at stable og ikke stikker ud, så husk at “det sociale netværk” altid hjælper dig til at fokusere på det vi alle har til fælles og aflede opmærksomheden fra de farlige skævheder.

Og husk især at sociale netværksmedier som Facebook er her for at hjælpe dig til at kategorisere din personlighed på samme måder som alle andre…. så de eneste spørgsmål du behøver at stille dig selv er få og små.