I min kommende bog, Hov, et egern!, bruger jeg en del plads på at aflive dopamin som en brugbar forklaring på vores tjekkeadfærd.

Dopamin er naturligvis involveret i digital tjekkeadfærd – at tjekke mobilen er nemlig noget du har lært dig selv. Men der holder anvendeligheden også op. For i praksis er dopamin involveret i stort set alle andre aktiviteter vi lærer at gentage. Desuden er så mange andre centre i hjernen aktiveret når vi for eksempel tjekker mobilen, at det i praksis er det rene vrøvl at udnævne dopamin til forklaringen.

Som illustrativt eksempel kan du jo prøve at forestille dig at du hører om en dreng i skolen som er aggressiv og slår de andre børn. Hvis nogen kom og fortalte dig at forklaringen på drengens adfærd var adrenalin, ville du nok næppe føle dig ret godt informeret. Naturligvis er adrenalin involveret når man bliver aggressiv, men der er mange andre faktorer på spil, før man når dertil. Og at bruge adrenalin som den forklaring som skal hjælpe én videre er åbenlyst mangelfuldt og desuden komplet ubrugeligt. På samme måde er det med dopamin.

Dopaminforklaringen tegner et forskruet billede af mennesker. Er du en dopaminjunkie der drives rundt i en digital labyrint på jagt efter det næste dopaminfix er du et offer, som ikke selv er herre over sine egne handlinger. Og det billede er både empirisk uunderbygget og desuden uskønt. Men vigtigst af alt kan det menneskesyn ikke bruges til noget som helst. Og da slet ikke til at ændre sin adfærd med.

Og her kommer vi til tilståelsen: har du deltaget i et af mine foredrag de seneste 10 år, har du temmelig sikkert hørt mig tale om dopamin. Du kan med garanti også finde artikler og presseomtale, hvor jeg bruger begrebet. Faktisk tror jeg at jeg var blandt de første der “opdagede” en sammenhæng og begyndte at tale om den. Og det er ikke fordi jeg mener to forskellige ting – det er fordi jeg er blevet klogere. Sandheden er at jeg – som andre bliver i dag – blev fascineret af en moderne forklaring som handlede om hjernen og som derfor syntes at afsløre hvad der var på spil.

Den slags hjerneforklaringer er stadigvæk højeste mode. Hvis man kan forklare at en adfærd “sidder” et sted i hjernen eller “skyldes” et kemisk stof eller en hjerneproces, vil de fleste synes at man er meget klog og at de har fået noget vigtigt at vide. Men det modsatte er faktisk tilfældet. Hjernen er utroligt kompleks og stort set alt hvad vi gør foregår i et samspil mellem mange nerveceller og kemiske processer. Det er jo faktisk hele ideen med at have en stor hjerne og ikke bare en række centre der styrer forskellige funktioner. Og man er nødt til at konstruere nogle utroligt forsimplede hjerneforklaringer, hvis folk rent faktisk skal kunne forstå og huske dem. “Du tjekker mobilen på grund af dopamin” er sådan en forsimplet hjerneforklaring. Og den slags forklaringer hører mere hjemme på en Gajolæske end i en seriøs analyse. Faktisk vil jeg gætte på at hvis du begynder en sætning med “Din hjerne” er der stort set 100% sandsynlighed for at det du siger i resten af sætningen er forkert.

Den slags hjerneforklaringer kaldes i dag for “neurovrøvl” eller ligefrem neurobullshit. Og jeg forstår godt at det er attraktivt at foregive at sidde inde med hemmelige neurologiske forklaringer på menneskelig adfærd. Den status nød jeg selv – oven i købet som uddannet psykolog. Men sandheden er at vi ikke kommer videre før vil holder op med at tale som om vi står uden hjernen og forklarer hvad “hjernen gør”. Din bevidsthed er jo en del af din hjerne også. Derfor giver det slet ikke mening at tale om hvad ens hjerne gør – men i stedet bør vi begynde at sige “jeg gør”.

For eksempel ikke “Mit belønningscenter får et fix dopamin, hvilket gør at jeg tjekker mobilen igen og igen” men i stedet “jeg tjekker mobilen fordi jeg har lært mig selv at gøre det”.

Først da kan du rent faktisk begynde at forandre din adfærd – og det er hvad min bog handler om.