Egernet i Elektronista

Jeg (og egernet) var på besøg hos Christiane Vejlø i radioprogrammet Elektronista på 24syv.

I programmet, som sendes på Søndag (men kan sniglyttes på podcast), foreslår jeg blandt andet vi holder op med at diskutere om mobiler og sociale medier er farlige. Det er nemlig komplet subjektivt, hvad man anser for at være farligt.

Jeg foreslår tvært imod et empiristop – en periode hvor vi holder op med at prøve at “bevise” det ene eller det andet ved at kaste løsrevne forskningsresultater efter hinanden og i stedet begynder at tale om de værdier vi har for det gode liv. For i virkelig handler debatten om digitale medier langt mere om værdier, end om hvad man kan bevise empirisk.

Programmet byder også på nogle af bogens begreber og tips, som jeg naturligvis slet ikke får forklaret ordentligt (synes jeg selv). Men så er det godt at der findes en bog, hvor jeg har gjort mig totalt umage med ordene.

Fortæl gerne om du kunne bruge det – det er ærligt talt en smule svært at høre hvordan det man siger i radioen lyder for én der ikke lige har skrevet en bog om emnet.

Hør programmet her

/0 Kommentarer/af

I morgen er der endnu en workshop om digitale vaner

Jeg er ved at forberede morgendagens workshop for en stor dansk fagforening

Det er en særlig opgave at holde workshops og foredrag om digitale vaner. Jeg får nemlig somme tider at vide at dem jeg skal tale for (og med) allerede har beskæftiget sig med digitale vaner. Og det er jo storartet, men når vi så dykker ned i stoffet, viser det sig at det ikke er tilfældet. Mange har hørt ordet vaner – igen og igen – men de har ikke fået ret meget at vide om hvordan de virker. Derfor bliver de ofte glædeligt overraskede, når jeg så begynder at undervise i egentlige vaner, hvordan de dannes og hvordan man ændrer dem.

Jeg tager nemlig ikke udgangspunkt i de gængse forklaringer om at medievirksomheder, for at sikre sig vores opmærksomhed, gør deres produkter vanedannende ved at “hacke” vores dopamincenter. I stedet ser jeg vaner som noget du selv har trænet – og som du kan ændre, hvis du ved hvordan dine vaner fungerer.

Altså bruger jeg min tid med publikum på det som virkelig virker, nemlig at øge deres vaneforståelse og give dem en simpel teori om deres egen vaneadfærd. Og ikke mindst ved at lære dem at forstå og identificere deres egen digitale vaneimpulser og hvordan man håndterer dem. Altså nul debat og kritik – 100% psykologisk og brugbar viden.

Da jeg har deltagerne i nogle timer, kan jeg i morgen bruge tid på at lade dem tale sammen om deres egne vaneimpulser og at gøre deres skjulte vaner synlige igen. Vi vil sikkert også diskutere hvilke konsekvenser det har for deres medlemmer, at de digitale vaner både er så betydningsfulde og oversete i hverdagens samtale.

Hvis I vil have en rigtig psykologisk indføring i jeres (og andres) digitale vaner, kan I jo læse mere om mine workshops om digitale vaner her.

/0 Kommentarer/af

Nu gider jeg ikke at høre mere om dopamin!

Tidligere publiceret i Politiken. Nu kan du læse artiklen her på virkeligheden.dk uden abonnement. Enjoy!

Hvad nu hvis du ikke tjekker din mobiltelefon fordi du er blevet “forrådt af din egen hjerne”, men simpelt hen fordi du har øvet dig mere end 50.000 gange?

Jeg husker særligt én oplevelse med min første mobiltelefon, som jeg fik lige før årtusindskiftet. Den hed Ericsson T18 og var en lille, sort og kompakt klods, med en en klap foran tastaturet og en kort, tyk antenne. Da jeg lige havde fået den, gik jeg lykkelig over Knippelsbro i København og nød den helt særlige fornemmelse af at kunne ringe til hvemsomhelst, hvornår jeg ville. Jeg stak hånden i jakkelommen og greb om mobiltelefonen, mærkede dens tyngde.

Pludselig mærkede jeg også en overvældende trang til at kyle den i havnen. Bare tyre den af alle kræfter, se den beskrive en smuk bue og ende i det kolde vand med et lækkert plump. Og det var ikke fordi jeg hadede den, men fordi dens form, størrelse og vægt helt spontant fortalte mig at den ville være verdens bedste kasteobjekt.

Siden begyndte andre spontante indfald at erstatte min kasteimpuls, når jeg så eller rørte min telefon. Særligt én impuls over dem alle. Tjekkeimpulsen. Jeg fik efterhånden lært mig at undersøgte om nogen havde skrevet noget, ringet eller måske endda lagt en besked på mobilsvareren, hver gang jeg havde været væk fra mobilen eller blot glemt at kigge på den et stykke tid. Jeg lærte at åbne klappen, tænde skærmen og kigge der hvor de små ikoner plejede at dukke op. I begyndelsen lidt klodset. Siden som en ninja.

Ti år senere fik jeg min første smartphone. En HTC Desire. Nu behøvede jeg heller ikke længere at sparke min larmende computer i gang, for at se om jeg havde fået mails, om der var sket noget på Facebook og få min daglige dosis nyheder. Mobilen lå på sin plads på natbordet, sat i opladeren, og jeg kunne straks gribe den, når jeg slog øjnene op. Hvis jeg bare har tjekket mobiltelefonen 10 gange dagligt (og det er meget lavt sat, hvis jeg skal være helt ærlig), har jeg i dag tjekket den mere end 50.000 gange.  Der er ikke noget at sige til at jeg efterhånden blev ret god til det.

Mange voksne har en historie der ligner min. Med handlinger der er gentaget i årevis. Automatiseret, så vi kan udføre dem næsten i søvne. Og nu er det som om vi kollektivt vågner op og ser os selv stå/sidde/ligge med en mobiltelefon i hånden – og ikke kan huske hvornår vi sidst har været uden. Nogle er blevet vækket af dramatiske budskaber om at teknologien ødelægger vores liv og sundhed. Andre har stille erkendt at de savner fordybelse og frihed fra forstyrrelser. Lige meget hvilken vej vi har fulgt, står vi i dag med et interessant paradoks: Mange mennesker tjekker deres mobiltelefoner mange gange i timen, hver eneste dag og har gjort det i årevis. Samtidig er der mange mennesker der fortæller at de gerne ville ”tjekke deres mobiltelefoner mindre”. Måske du er en af dem?

Hvad gør man nu? Man prøver at forstå hvad i alverden der foregår. Og her har internettets kollektive intelligens, drevet af forskere, bloggere og journalister, fået konstrueret en sammenhængende forklaring på vores konstante tjekkeri, som er hyppigt brugt i dag. Du kender den sikkert. Den lyder omtrent sådan her:

”De fleste udbydere af digitale tjenester lever af reklamer. Dem kan de kun sælge, hvis de kan tiltrække og fastholde opmærksomhed. Derfor gør de deres tjenester afhængighedsskabende. Ved hjælp af likes og algoritmer hijacker de din opmærksomhed. Mere specifikt ved at aktivere udløsning af neurotransmitteren dopamin i din hjerne. Dette får dig til at tjekke de digitale platforme, igen og igen, i håbet om at få det næste dopaminfix.”

Her har vi en smukt sammenhængende forklaring på digital tjekkeadfærd,. Det er også den perfekte forbrydelse. Der er skurke: de annoncefinancierede medier og deres grådige jagt på opmærksomhed. Der er dopaminet i din egen hjerne, som forråder dig og efterlader dig i tjekkesumpen. Det er nærmest Shakespearesk.

Når jeg kender denne genre så godt, er det fordi jeg selv har fortalt denne simple og let overskuelige historie om det store opmæksomhedstyveri, dopaminet og hvordan du bliver som rotten i et laboratorieforsøg, i din jagt på likes. Det var faktisk med en variant af denne forklaring i baghovedet, at jeg sidste år besluttede at skrive en ægte psykologisk selvhjælpsbog til mennesker der tjekkede deres mobiltelefoner og andre skærme for ofte. Behovet var der og jeg er adfærdspsykolog og endda en garvet formidler med en kæmpe erfaring på området. Hvad kunne gå galt?

Det viste sig imidlertid at være totalt umuligt for mig at skrive en bog der hjalp nogen som helst, med det udgangspunkt. Forklaringen har nemlig ét altoverskyggende problem. Du, mennesket, brugeren bliver et offer. For de sociale mediers likes og algoritmer – men også for din egne fejlbehæftede hjerne. Resultatet er at du slet ikke er en der gør noget som helst. Og hvordan skal man skrive en selvhjælpsbog til én der ikke selv styrer sin egen adfærd? At dopamin desuden er involveret i alle situationer hvor du lærer noget og det derfor er noget forsimplet vrøvl, fra et neuropsykologisk perspektiv, at fokusere på netop dette ene molekyle, gør ikke ligefrem forklaringen mere brugbar. Mon du ikke også selv har hørt dopaminforklaringen og tænkt: jaså – så lærte jeg det. Blot for at opdage at du stadig ikke aner hvordan du skruer ned for dit skærmtjekkeri.

Gennembrudet kom, da jeg traf en radikal beslutning: at droppe al snak om dopamin. I stedet begyndte jeg at se din tjekkeadfærd som en vane, du selv har trænet – ved at gentage den 50.000 gange eller mere. Det er ikke noget nogen har gjort ved dig – det er noget du selv har gjort. Og er du træt af dine digitale vaner, kan du begynde at træne nogle andre. Det kræver naturligvis tid og øvelse – ligsom din tjekkevaner har gjort. Men ved forstå og at arbejde med de bagvedliggende vaner, får du nu mulighed for at ændre din adfærd på langt sigt. Og jeg kunne færdiggøre min selvhjælpsbog.

Det er nu på tide at vi holder op med at tale om ”dopamin”, ”belønningscentre” og andet hjernevrøvl.. Tiden elsker hjerneforklaringer, men realiteten er at hvis nogen begynder en sætning med ”Din hjerne”, kan du alligevel være ret temmelig sikker på at resten af sætningen er noget pseudovidenskabeligt vrøvl.

Læs hvad jeg nåede frem til, i bogen “Hov, et egern!”, som er udkommet på Gyldendal i 2019.

/0 Kommentarer/af

Hvornår har du sidst sagt nej til digitalisering?

Tidligere publiceret i Politiken. Nu kan du læse artiklen her på virkeligheden.dk uden abonnement. Få fremtidige indlæg her.

Hvad nytter det, at vi kan behandle dobbelt så mange sager på den halve tid, hvis digitalisering efterlader os med en dyb analog sult?

Besøger du Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, mødes du af et neonskilt med teksten ”Fordi hverdagen er digital”. I dag er der vel næppe mange der vil modsige den konstatering. Selvfølgelig er hverdagen digital. Se dig omkring! Computere, mobiltelefoner, servere, netforbindelse osv. udfylder stadigt flere funktioner i hjemmet, på arbejdspladsen og i den offentlige forvaltning. Det virker nærmest komplet tåbeligt at mene andet.

Men hvad nu hvis påstanden alligevel er noget vås? Tænk over det: Min hverdag er godt nok fyldt af emails, tekstbehandling og opslag på Google. Men den er endnu mere fyldt af min have, min famile, min opvask, huset, ukrudtet i indkørslen, rodet i dagligstuen, min hund, mit træværksted, abrikostræerne, bilen der flytter min fysiske krop omkring, tøjet som holder den varm, aftensmaden som holder den i live og min datters madpakker, som jeg smører med glæde og kærlighed – dag efter dag efter dag.

Mange af opgaverne i hverdagen udfører jeg med hjælp fra en computer. Måske jeg køber ind på nettet eller koordinerer hverdagen med SMS. Der ligger ofte også en digital infrastruktur bag mange af de goder jeg nyder. Men gør det hverdagen digital? Min hverdag ville i hvert fald heller ikke hænge sammen uden elektricitet, veje, børneinstitutioner eller kloakering, for den sags skyld. Man kunne altså lige så godt proklamere at hverdagen er kloakeret, som at den er digital. Og man kan med mindst lige så stor ret påstå at hverdagen er analog – og at mange analoge teknologier i dag løser rigtigt mange opgaver i hverdagen helt optimalt. Fra den hammer jeg bruger på mit værksted, over skolelærere af kød og blod, til de bøger jeg låner på det lokale bibliotek.

Men hvorfor hænger jeg mig nu i ord? Det gør jeg fordi det ikke er ligegyldigt hvad vi kalder verden omkring os. Vi ved alle at den måde vi taler om køn eller etnicitet på, har stor betydning for det levede liv. Og der sker altså noget ret betydningsfuldt, når man accepterer at ”hverdagen er digital”. For hvis hverdagen er digital, så er alle de løsninger samfundet behøver for at drives og udvikles, helt indlysende også digitale. Det er for eksempel indlysende at en analog køreplan er en fejl, der skal rettes med en app. Og det er indlysende at man skal udstyre hvert skolebarn med en iPad, med internet på. Hvordan skulle de dog ellers kunne lære at begå sig i en ”digital hverdag”?

Det er som på påstanden – at hverdagen er digital og fremtiden derfor også er det – er blevet gentaget så mange gange at vi nu er holdt helt op med at stille spørgsmål ved den længere. Et eller andet sted på vejen holdt en computer op med at være et konkret værktøj, som man kunne bruge til at løse en opgave med (hvis den løste opgaven bedre eller sjovere, end det man brugte før). I stedet blev ”det digitale” til en løfterig og strålende portal til en fremtid fyldt af potentialer, som vi kan ane, hvis vi kniber øjnene sammen og ikke spørger for meget.

Digitalisering lover os 100% rationelle løsninger på hverdagens problemer. Sæt en algoritme til at vurdere skolebørns præstationer og du vil endelig få det sande svar, som menneskelige lærere med deres gammeldags nærhed, uddannelse, erfaring og engagement naturligvis ikke kan se. Ingen taler om at stort set ingen digitale løsninger fungerer som lovet og at de næsten altid skaber nye problemer i stedet for dem de løser.

Danmark trænger til et kærligt modspil til denne ukritiske digitaliseringsiver. Derfor er jeg medstifter af tænketanken Analogiseringsstyrelsen, sammen med to af Danmarks mest interessante og skarpe digitaliseringskritikere.

I Analogiseringsstyrelsen prøver vi at ”reboote” digitaliseringsdebatten. Blandt andet ved at insistere på at analoge og digitale værktøjer ikke er trin på en evolutionsstige (med det analoge som det forældede) men jævnbyrdige måde at løse menneskers problemer på, som skal bruges med klogskab og respekt for menneskers liv.

Vi tror på at mennesker skal møde andre mennesker, røre ved hinanden, blive forpustede og tvinges til at tænke selv. Og vi finder det derfor paradoksalt at rigtigt mange af tidens smarte løsninger i praksis fungerer som digitale proteser, som sørger for at vi netop ikke behøver at tale med andre mennesker, ikke behøver at bevæge os og ikke behøver at tænke selv.

Vi er bestemt ikke maskinstormere – vi har en hjemmeside og vi elsker computere – men vi tror på at mennesker bliver gladere og mere tilfredse, hvis vi som samfund husker at det vi kan røre ved, som vejer noget og ikke mindst det som giver os sund modstand, har en værdi som ikke kan erstattes af en computer.

Hvad nytter det at vi digitalt kan behandle hundrede gange så mange sager på den halve tid – eller nå hurtigere ud til ti tusind mennesker med et budskab, hvis vi efterlades med en dyb analog sult efter noget virkeligt som vi kan mærke. Og hvad nytter det at vi får ”frigjort mere tid”, hvis det betyder at vi sidder alene i vores hjem og tjekker Facebook og glor Netflix, fordi smarte teknologier har overflødiggjort al anden meningsfuld aktivitet?

I Analogiseringsstyrelsen får vi næsten dagligt opmuntrende og taknemmelige emails, telefonopkald og  fysiske breve, fra mennesker som føler at vi taler til noget dybt i dem. Og det er ikke kun mennesker som aldrig kom på det digitale tog. Tværtimod er rigtigt mange digitaliseringschefer, kommunikationsfolk eller andre som bruger digitale teknologier hver dag, men som bare føler at vi er ved at overdigitalisere samfundet.

Analogiseringsstyrelsens mål er simpelt: Vi ønsker at vore politikere skal finde modet til at beholde en analog løsning der virker, frem for en digital løsning der lokker. Og at de skal begrunde deres valg af teknologiske løsninger med at de giver mennesker et tilfredsstillende og sundt liv. Ikke med empirisk ubegrundede floskler som at ”hverdagen er digital”

Det er forståeligt at ville gøre ting smart – men måske der er noget der er vigtigere end få borgeren fra vugge til krukke så billigt, hurtigt og friktionsløst som muligt.

Besøg Analogiseringsstyrelsen her.

/2 Kommentarer/af