Foto: Andi Graf

Jeg foreslår hermed et års #empiristop, hvor man ikke må gemme sine holdninger bag håndplukket empirisk forskning

Har været bragt i Politiken 8. september 2019

Hvad ville der ske, hvis vi i et år lod være med at inddrage empirisk forskning i effekten af sociale medier og mobiltelefoner, i vores fælles offentlige samtale? Jeg ved det. Sådan et empristop lyder sandsynligvis komplet vanvittigt i dine ører. Empirisk forskning er jo guldstandarden for objektiv sandhed i det 21. århundrede. Det mest potente indspark i enhver debat er spørgsmålet: “Er der empirisk belæg for det du siger der?! Hvortil det eneste gyldige modsvar er at returnere: ”Ja, for forskning viser at adfærd XXX korrelerer med effekt YYY hos målgruppe ZZZ.”

Empiri er det fineste vi har, er det ikke?

Svaret er et rungende jo … og nej.

Som videnskabelig metode har vi ikke noget der er bedre end den empiriske undersøgelse, hvor man går ud i verden og erfarer (empiri betyder netop erfaringsmæssig) hvordan den udfolder sig. Før den empiriske metode gik forskning stort set ud på at prøve at regne ud hvad Gud mon havde forestillet sig med skaberværket. Empiri er bedre. Jeg er for.

Men når empiri inddrages i den offentlige debat om brugen af mobiler og sociale medier, forvandles den umærkeligt fra at være et redskab til oplysning og bliver et slagvåben i en ideologisk kamp. Debattører bruger nemlig empirisk forskning på en anderledes måde end forskere gør – og også anderledes end den egentlig er beregnet til.

Fordi selve feltet “mobiltelefoner og sociale medier” er et gigantisk og hyperkomplekst område, med dataetiske, tekniske, sociale, samfundsmæssige, pædagogiske og psykologiske indgangsvinkler, kan man både finde negative og positive konsekvenser (eller begge dele på samme tid) af digitalt medieforbrug i rigtigt megen forskning, alt efter hvordan man spørger.

Se man eksempelvis efter mobiltelefonens pædagogiske potentialer, kan man finde dem. Ser man i stedet efter mobiltelefonen som kilde til distraktioner og stress, kan man finde disse effekter. Ser man mobiltelefoner som potentielle kilder til datatyveri og overvågning, ender man atter andre konklusioner.

Disse empiriske resultater, som i deres helhed synes at stitte i mange retninger, kan potentielt give os glimt af indsigt i en kompleks verden. Det er sådan de er tænkt. Men sådan bruges de bare sjældent i debatten. Her vælger debattøren nemlig selv hvilken empiri han eller hun vil inddrage. Og så bliver der i sagens natur ofte valgt forskning der understøtter vedkommendes egne værdier og holdninger og f.eks. delt på sociale medier med et “se selv hvad jeg sagde – dette beviser at sociale medier er dybt skadelige for vores børn (eller det modsatte)”.

At udvælge den forskning man bedst kan lide, kaldes i akademiske fagtermer for cherry picking og den spiller sammen med en anden kendt psykologisk mekanisme, nemlig confirmation bias. Confirmation bias er når man synes at den forskning, eller den politiker for den sag skyld, som bekræfter ens eget verdenssyn bare er sandere og mere vederhæftig. Og hvis der er problemer med forskningen, så er disse lette at bortforklare og slet ikke et problem for konklusionen.

Derfor ser vi ofte at modstandere af mobiler og sociale medier deler links til empirisk forskning som påpeger farer og negative konsekvenser ved brug af mobiler af sociale medier. Denne forskning giver tilhængere af mobiler og sociale medier sig straks sig til at pille fra hinanden og deler i stedet undersøgelser der viser at sociale medier og mobiler slet ikke er problemet, hvis de bliver brugt rigtigt.

Og her står vi i dag. Et empirisk forskningsresultat som i bedste fald siger noget fornuftigt og validt (et andet af tidens absolutte plusord) om f.eks. sammenhængen mellem brug af Instagram og lavt selvværd, bliver ikke brugt til at forstå Instagram og selvværd. I stedet bliver det ophøjet til “bevis” på at sociale medier er et onde. Håndplukket forskning bliver på den måde kastet efter hinanden, som om man, ad empirisk vej, kan bevise hvordan vi bør bruge teknologi i samfundet og privatlivet.

Og det er her kæden springer af: for det er faktisk ikke muligt at bevise at brug af sociale medier og mobiltelefoner er skadelig. Svaret afhænger nemlig af hvordan man definerer skadelig. Hvad der er skadeligt og sundt for et menneske, når det ikke lige drejer sig om fysiske sygdomme, er ikke noget man kan konstatere objektivt, men er et spørgsmål om værdier og politik.

Lad mig give et eksempel: I min datters skole kan man, hver fredag i SFO’en, blandt andet lege med iPads eller springe i hoppeborg. Siden 1.maj har hoppeborgen været årsag til en brækket hånd og en brækket fod. Den er altså, empirisk konstaterbart, potentielt skadelig. På den anden side er der empirisk forskning der peger på at det også er potentielt skadeligt at sidde ved en iPad og lege. Så hvilken empiri skal jeg forholde mig til?

Svaret er: ingen af dem. For jeg ved nemlig at dette overhovdet ikke er et spørgsmål om empirisk forskning. Det er et spørgsmål om hvad jeg ser som det gode barneliv. Hvad mine værdier er. Min personlige opfattelse af et godt barneliv indebærer at børn skal hoppe, svede og grine. Og det behøver jeg ikke nogen som helst empirisk forskning til at fortælle mig. Empirisk forskning kan fortælle hvordan verden er – men kommer komplet til kort, når vi skal forstå hvordan vi skal leve vores liv.

Det betyder også at forældre der foretrækker et børneliv uden fysiske skader, hvor børnene måske i stedet bliver rigtigt dygtige til at bruge en Ipad, ikke tager fejl, er forkerte eller idioter. De har bare andre værdier end jeg har. Teknologibrug er et spørgsmål om holdninger og politik. det er ikke et emne man kan få ret i, hvis man blot finder den rigtige empiriske forskningsundersøgelse.

Netop derfor foreslår jeg at vi i, et år fra i dag, tager et empiristop og lægger de empribaserede forskningsresultater fra os, vi plejer at slå hinanden i hovedet med. I det år vil vi være nødt til at stå frem med vores holdninger, uden at gemme dem bag forskning, vi har håndplukket til lejligheden. Min holdning er for eksempel at mobiltelefonerne skal ud af mange situationer i hjemmet og skolen. Det er ikke en jeg kan bevise, ligesom jeg heller ikke kan bevise at du er forkert på den, fordi du ikke kan få apps og skærme nok.

Så fra i dag og et år frem, vil jeg ikke bruge sætningen “forskning viser at”, for at camouflere mine egne værdibaserede holdninger til mobiltelefoner og sociale medier som objektive kendsgerninger. Hvis du gør det samme, glæder jeg mig til at mødes og tale om det som det i virkeligheden handler om: vores værdier og holdninger til det gode menneskeliv i en verden med teknologi. Og det spørgsmål kan ingen empiriske undersøgelser nogensinde besvare for os.

For to år siden slettede jeg alle mine profiler på sociale medier. Blandt andet min Twitterprofil med ca. 4000 følgere.

Idag oprettede jeg en profil på Twitter – det er simpelt hen for svært at fungere professionelt uden. Hør mere om hvordan her…

1. juli 2017 er lidt over to år siden nu – og det har været to rolige og harmoniske år, med fred for konstant debatkvidder for mit indre øre. Der sker noget sundt med eftertanken, når man melder sig ud af de sociale netværk og ikke bare kan dele enhver snedig betragtning med nogle tusinde følgere. Det har også været to år, hvor mit adrenalinniveau ikke har været koblet på flere tusinde andre mennesker og kunne pumpes i vejret ved en kommentar eller et indlæg der gik viralt.

Når jeg nu er tilbage på prøve på Twitter (ikke Facebook eller LinkedIN) skyldes det ikke lyst eller trang, men et benhårdt professionelt behov: Uden en kanal ude i mediestrømmen, er jeg desværre decideret handicappet som blogger, debattør og foredragsholder. Når det er sagt, så trækker det også kraftigt at kunne række ud og få en hjælpende hånd eller at give én et klap på skulderen.

Det er jo bare sjovere at kunne dele et nyt blogindlæg med en masse interesserede og få feedback, end at skrive det og håbe på at andre end min mor opdager det af sig selv (tak, mor). Færre læsere – mindre motivation til at blogge. Det er bare noget andet at få en idé, skrive et indlæg, dele det og få respons. Også selvom man så en gang imellem får tæsk.

Jeg har skrevet i f.eks. Politiken, i de sidste år og det vil jeg fortsætte med, men vejen omkring et etableret medie er for det første ret langsom. Og så er der hele tiden muligheden for at en redaktør eller billedansvarlig får klippet noget væsentligt ud af teksten eller sat et helt forkert billede eller overskrift på. Den slags er man ude over, hvis man selv ejer mediekanalen. Det behøver man ikke at være Trump eller Lars Løkke for at sætte pris på.

Også så er det desværre også sådan, at selv hvis man er en habil og interessant foredragsholder, så bliver man let glemt på næste eventmøde, hvis man forlader strømmen.

Jeg har sågar oplevet folk der troede at jeg havde trukket mig tilbage, fordi jeg ikke længere var til stede i den daglige eller ugentlige strøm! Det var ret overraskende at opdage at min fredelige ikke-kommunikation på den måde blev set som et aktivt farvel.

Når jeg har valgt at oprette mig på Twitter, er det fordi det er det eneste sociale medier jeg virkelig har savnet fra tid til anden, siden jeg klippede navlestrengen. Flere har spurgt mig om det ikke var alt for drastisk at slette min profil dengang. Og selvom det unægteligt ville være praktisk at kunne stikke nøglen i en køreklar profil med tusindvis af følgere nu, så var der faktisk ingen anden udvej for mig for to år siden. Efter 10 års konstant brug af sociale medier, skulle der helt ro på.

Du havde sikkert også glemt mig – og måske havde jeg glemt dig. Så lad os begynde forfra og prøve at gøre hinandens verden lidt større. Efter at have meldt mig ud af en masse i løbet af de seneste år, har jeg i hvert fald besluttet mig til at begynde at melde mig lidt ind igen.

Peace and love

Anders

Det viser sig at en obskur direktørtype har taget @anderscolding mens jeg var væk. Så nu er jeg @HrAndersColding.

PS: Jeg skal nok få opdateret alle de steder på bloggen hvor der står at jeg ikke er på sociale medier, men der går nok et par dage…

Disclaimer: Jeg begyndte denne tekst med en intention om at skrive om det fantastiske og luxuriøse i at have ægte mennesker i sit liv. men pludselig overtog mine vrede fede fingre og det blev et “rant” om hjernedød digitalisering af skolen i stedet. Nu er du advaret.

”Vi valgte altså den skole fra, da de havde en håbløst gammeldags indstilling til IT.”

Sådan lød ordene, da jeg jeg talte skolevalg med et forældrepar forleden. Da jeg spurgte hvad der gjorde netop den skoles IT holding så gammeldags, var svaret klart: eleverne måtte overhovedet ikke have mobiltelefoner med i skolen. Men ikke nok med det: de måtte heller ikke have deres egen iPad med fra 2.klasse, som de måtte, ja ligefrem skulle, på flere andre skoler. I stedet hentede læreren et klassesæt af ipads, hvis der skulle undervises med eller i apps og den slags. “Klassesæt?! Hvad giver du? Hvordan skulle eleverne nogensinde blive digitalt kompetente, hvis de ikke engang får deres egen ipad?”

Nu kender jeg jo ikke pågældende skole, men det det jeg hørte lød ærligt talt ikke som en skole med et forældet syn på teknologi. Tvært imod lød den IT politik ret progressiv, i mine ører. Det er muligt at det for fem år siden var det fremmeste pædagogiske træk at tilbyde eleverne adgang til skærme, så ofte og så tidligt som muligt. Selvom den slags magisk tænkning er let at smile ad i dag, er det faktisk ikke længere siden at man troede at eleverne, hvis de bare havde berøringskontakt med computere rigtigt ofte, ville blive digitalt kompetente og i stand til at mestre de nye teknologiske muligheder til deres og samfundets bedste.

Siden har det desværre ikke vist sig at computerens skærme på magisk vis skaber stor læring ved berøring, men i stedet stensikkert træner eleverne i at tjekke sociale medier og underholdningstjenester og konstant være i gang med kommunikation, i samme sekund deres opmærksomhed ikke er krævet af læreren (og somme tider også selvom den er).

For bare få år siden talte alle benovede om de ”digitale indfødte”, som angiveligt var sådan en særlig stamme bestående af de unge, som altid havde kendt til mobiltelefoner og tablets og derfor kunne bruge dem naturligt og uden nogen af de problemer og opmærksomhedsskavanker, vi ”gamle” fik. I dag tror jeg at de fleste kan se de unge også bliver stressede og distraherede og får ondt i nakken af overdrevent skærmbrug.

Det er også ved at være gået op for de fleste at man heller ikke automatisk bliver bedre til at tænke, samarbejde, løse problemer eller at forstå komplekst stof, fordi man har Google, SnapChat og YouTube lige ved hånden. Tværtimod ser man nu at lærere er nødt til at sænke det faglige niveau og skære alle trin i opgaveløsning ud i pap, for at eleverne kan komme igennem skoleugen, skoleåret og skolelivet.

Til gengæld lærere eleverne andre ting. De bliver for eksempel meget effektivt oplært til at kigge og klikke på annoncer i skoletiden (og senere i arbejdstiden) og aflevere data uden at spørge. De lærer at dyrke sponsorerede youtuberes pseudovenskaber, når disse, i autentiske kulliser og hurtig klipning, begejstret fortæller om den nye serie af cremer, som de er SÅ HELT VILDT RØRTE OG STOLE over at kunne fortælle om til netop dig!

Kunne man egentlig forestille sig at der var reklameblokke i timerne? At hvert 10. skærmbillede på smartboardet var en annonce for seje computerspil og energidrikke? Nej vel. Men vi har til gengæld ingen problemer med at give en iPad fuld af kommercielle og annoncefinansierede tjenester til børn på 8 år og allerede der lade disse firmaer begynde at danne profiler af hvilke farver, tegneseriefigurer og barbiedukker de bedste kan lide. Og hvilke farver og figurer som derfor vil være mest effektive at bruge i reklamerne ved juletid, når de skal ønske sig gaver. Eller til deres fødselsdag. Jo – dine børns fødselsdag kender Google også. Ellers gør de det meget snart.

Derfor er det måske heller ikke de skoler der deler skærme ud med skolemælken, som er de mest progressive længere. Måske er det dem der stiller spørgsmålstegn ved om vi virkelig bliver til de bedste udgaver af os selv, hvis blot vi lærer at bruge amerikanske reklamefinansierede tjenester på kinesisk producerede mobiltelefoner før vi har lært at læse. Måske er det netop dem der gerne vil bruge en iPad, der hvor de er fantastiske (for det er de saft susemig til nogle ting), men gerne vil undgå at lænke børnene til dem.

Allerede i 90’erne formulerede Poul Nyrup den digitale vision, der har været gældende til i dag: Danskerne skal være forrest i IT og det skal ske ved at vi bliver gode forbrugere af teknologier og tjenester. Alle danskere skulle derfor lære at surfe på nettet, handkle online og bruge teksbehandling. Og ikke mindst skulle der sættes ind i skolerne. Skidt med at der ikke var et mål eller en pædagogisk plan. IT var potentialer og hvis vi bare købte computere nok og brugte dem alle steder, så måtte det på en eller anden måde blive omsat til stor samfundsværdi.

Kan man forestille sig at man byggede veje eller broer på den måde? At man valgte at investere i gravemaskiner for 100 millioner og så blot lænede sig tilbage og ventede på at gravemaskinernes potentiale realiserede sig selv og nyttig infrastruktur automatisk dukkede op? Den plan virker nok absurd for de fleste. På samme måde er det efterhånden også ved at være klart at luftig og håbefuld tale om ”potentialer”, kombineret med milliardinvesteringer i computere i skolerne (også selvom man får en del af udgiften skubbet over på forældrene) ikke skaber store ingeniører og iværksættere, men snarere unge og voksne der ikke kan læse og forstå noget der ikke bliver præsenteret som en video med tegninger.

I Silicon Valley er de såkaldte Walldorfskoler – dyre privatskoler med forbud imod skærme – angiveligt blevet populære blandt direktørerne for de støre tech firmaer. På samme måde vil det sandsynligvis snart gå i Danmark. Har du økonomiske og vidensmæssige ressourcer, vælger du en analog skole med ægte lærere, hvor eleverne lærer samarbejde og at læse og forstå kompliceret stof. Er du fattig og lavt uddannet, tilhører du klikproleatariatet og må nøjes med en skole hvor eleverne henter en kopi af deres discountlæremidler ned på deres små skærme, der blinker af reklamer og sjov.