For to år siden slettede jeg alle mine profiler på sociale medier. Blandt andet min Twitterprofil med ca. 4000 følgere.

Idag oprettede jeg en profil på Twitter – det er simpelt hen for svært at fungere professionelt uden. Hør mere om hvordan her…

1. juli 2017 er lidt over to år siden nu – og det har været to rolige og harmoniske år, med fred for konstant debatkvidder for mit indre øre. Der sker noget sundt med eftertanken, når man melder sig ud af de sociale netværk og ikke bare kan dele enhver snedig betragtning med nogle tusinde følgere. Det har også været to år, hvor mit adrenalinniveau ikke har været koblet på flere tusinde andre mennesker og kunne pumpes i vejret ved en kommentar eller et indlæg der gik viralt.

Når jeg nu er tilbage på prøve på Twitter (ikke Facebook eller LinkedIN) skyldes det ikke lyst eller trang, men et benhårdt professionelt behov: Uden en kanal ude i mediestrømmen, er jeg desværre decideret handicappet som blogger, debattør og foredragsholder. Når det er sagt, så trækker det også kraftigt at kunne række ud og få en hjælpende hånd eller at give én et klap på skulderen.

Det er jo bare sjovere at kunne dele et nyt blogindlæg med en masse interesserede og få feedback, end at skrive det og håbe på at andre end min mor opdager det af sig selv (tak, mor). Færre læsere – mindre motivation til at blogge. Det er bare noget andet at få en idé, skrive et indlæg, dele det og få respons. Også selvom man så en gang imellem får tæsk.

Jeg har skrevet i f.eks. Politiken, i de sidste år og det vil jeg fortsætte med, men vejen omkring et etableret medie er for det første ret langsom. Og så er der hele tiden muligheden for at en redaktør eller billedansvarlig får klippet noget væsentligt ud af teksten eller sat et helt forkert billede eller overskrift på. Den slags er man ude over, hvis man selv ejer mediekanalen. Det behøver man ikke at være Trump eller Lars Løkke for at sætte pris på.

Også så er det desværre også sådan, at selv hvis man er en habil og interessant foredragsholder, så bliver man let glemt på næste eventmøde, hvis man forlader strømmen.

Jeg har sågar oplevet folk der troede at jeg havde trukket mig tilbage, fordi jeg ikke længere var til stede i den daglige eller ugentlige strøm! Det var ret overraskende at opdage at min fredelige ikke-kommunikation på den måde blev set som et aktivt farvel.

Når jeg har valgt at oprette mig på Twitter, er det fordi det er det eneste sociale medier jeg virkelig har savnet fra tid til anden, siden jeg klippede navlestrengen. Flere har spurgt mig om det ikke var alt for drastisk at slette min profil dengang. Og selvom det unægteligt ville være praktisk at kunne stikke nøglen i en køreklar profil med tusindvis af følgere nu, så var der faktisk ingen anden udvej for mig for to år siden. Efter 10 års konstant brug af sociale medier, skulle der helt ro på.

Du havde sikkert også glemt mig – og måske havde jeg glemt dig. Så lad os begynde forfra og prøve at gøre hinandens verden lidt større. Efter at have meldt mig ud af en masse i løbet af de seneste år, har jeg i hvert fald besluttet mig til at begynde at melde mig lidt ind igen.

Peace and love

Anders

Det viser sig at en obskur direktørtype har taget @anderscolding mens jeg var væk. Så nu er jeg @HrAndersColding.

PS: Jeg skal nok få opdateret alle de steder på bloggen hvor der står at jeg ikke er på sociale medier, men der går nok et par dage…