Tidligere publiceret i Politiken. Nu kan du læse artiklen her på virkeligheden.dk uden abonnement. Få fremtidige indlæg her.

Hvad nytter det, at vi kan behandle dobbelt så mange sager på den halve tid, hvis digitalisering efterlader os med en dyb analog sult?

Besøger du Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, mødes du af et neonskilt med teksten ”Fordi hverdagen er digital”. I dag er der vel næppe mange der vil modsige den konstatering. Selvfølgelig er hverdagen digital. Se dig omkring! Computere, mobiltelefoner, servere, netforbindelse osv. udfylder stadigt flere funktioner i hjemmet, på arbejdspladsen og i den offentlige forvaltning. Det virker nærmest komplet tåbeligt at mene andet.

Men hvad nu hvis påstanden alligevel er noget vås? Tænk over det: Min hverdag er godt nok fyldt af emails, tekstbehandling og opslag på Google. Men den er endnu mere fyldt af min have, min famile, min opvask, huset, ukrudtet i indkørslen, rodet i dagligstuen, min hund, mit træværksted, abrikostræerne, bilen der flytter min fysiske krop omkring, tøjet som holder den varm, aftensmaden som holder den i live og min datters madpakker, som jeg smører med glæde og kærlighed – dag efter dag efter dag.

Mange af opgaverne i hverdagen udfører jeg med hjælp fra en computer. Måske jeg køber ind på nettet eller koordinerer hverdagen med SMS. Der ligger ofte også en digital infrastruktur bag mange af de goder jeg nyder. Men gør det hverdagen digital? Min hverdag ville i hvert fald heller ikke hænge sammen uden elektricitet, veje, børneinstitutioner eller kloakering, for den sags skyld. Man kunne altså lige så godt proklamere at hverdagen er kloakeret, som at den er digital. Og man kan med mindst lige så stor ret påstå at hverdagen er analog – og at mange analoge teknologier i dag løser rigtigt mange opgaver i hverdagen helt optimalt. Fra den hammer jeg bruger på mit værksted, over skolelærere af kød og blod, til de bøger jeg låner på det lokale bibliotek.

Men hvorfor hænger jeg mig nu i ord? Det gør jeg fordi det ikke er ligegyldigt hvad vi kalder verden omkring os. Vi ved alle at den måde vi taler om køn eller etnicitet på, har stor betydning for det levede liv. Og der sker altså noget ret betydningsfuldt, når man accepterer at ”hverdagen er digital”. For hvis hverdagen er digital, så er alle de løsninger samfundet behøver for at drives og udvikles, helt indlysende også digitale. Det er for eksempel indlysende at en analog køreplan er en fejl, der skal rettes med en app. Og det er indlysende at man skal udstyre hvert skolebarn med en iPad, med internet på. Hvordan skulle de dog ellers kunne lære at begå sig i en ”digital hverdag”?

Det er som på påstanden – at hverdagen er digital og fremtiden derfor også er det – er blevet gentaget så mange gange at vi nu er holdt helt op med at stille spørgsmål ved den længere. Et eller andet sted på vejen holdt en computer op med at være et konkret værktøj, som man kunne bruge til at løse en opgave med (hvis den løste opgaven bedre eller sjovere, end det man brugte før). I stedet blev ”det digitale” til en løfterig og strålende portal til en fremtid fyldt af potentialer, som vi kan ane, hvis vi kniber øjnene sammen og ikke spørger for meget.

Digitalisering lover os 100% rationelle løsninger på hverdagens problemer. Sæt en algoritme til at vurdere skolebørns præstationer og du vil endelig få det sande svar, som menneskelige lærere med deres gammeldags nærhed, uddannelse, erfaring og engagement naturligvis ikke kan se. Ingen taler om at stort set ingen digitale løsninger fungerer som lovet og at de næsten altid skaber nye problemer i stedet for dem de løser.

Danmark trænger til et kærligt modspil til denne ukritiske digitaliseringsiver. Derfor er jeg medstifter af tænketanken Analogiseringsstyrelsen, sammen med to af Danmarks mest interessante og skarpe digitaliseringskritikere.

I Analogiseringsstyrelsen prøver vi at ”reboote” digitaliseringsdebatten. Blandt andet ved at insistere på at analoge og digitale værktøjer ikke er trin på en evolutionsstige (med det analoge som det forældede) men jævnbyrdige måde at løse menneskers problemer på, som skal bruges med klogskab og respekt for menneskers liv.

Vi tror på at mennesker skal møde andre mennesker, røre ved hinanden, blive forpustede og tvinges til at tænke selv. Og vi finder det derfor paradoksalt at rigtigt mange af tidens smarte løsninger i praksis fungerer som digitale proteser, som sørger for at vi netop ikke behøver at tale med andre mennesker, ikke behøver at bevæge os og ikke behøver at tænke selv.

Vi er bestemt ikke maskinstormere – vi har en hjemmeside og vi elsker computere – men vi tror på at mennesker bliver gladere og mere tilfredse, hvis vi som samfund husker at det vi kan røre ved, som vejer noget og ikke mindst det som giver os sund modstand, har en værdi som ikke kan erstattes af en computer.

Hvad nytter det at vi digitalt kan behandle hundrede gange så mange sager på den halve tid – eller nå hurtigere ud til ti tusind mennesker med et budskab, hvis vi efterlades med en dyb analog sult efter noget virkeligt som vi kan mærke. Og hvad nytter det at vi får ”frigjort mere tid”, hvis det betyder at vi sidder alene i vores hjem og tjekker Facebook og glor Netflix, fordi smarte teknologier har overflødiggjort al anden meningsfuld aktivitet?

I Analogiseringsstyrelsen får vi næsten dagligt opmuntrende og taknemmelige emails, telefonopkald og  fysiske breve, fra mennesker som føler at vi taler til noget dybt i dem. Og det er ikke kun mennesker som aldrig kom på det digitale tog. Tværtimod er rigtigt mange digitaliseringschefer, kommunikationsfolk eller andre som bruger digitale teknologier hver dag, men som bare føler at vi er ved at overdigitalisere samfundet.

Analogiseringsstyrelsens mål er simpelt: Vi ønsker at vore politikere skal finde modet til at beholde en analog løsning der virker, frem for en digital løsning der lokker. Og at de skal begrunde deres valg af teknologiske løsninger med at de giver mennesker et tilfredsstillende og sundt liv. Ikke med empirisk ubegrundede floskler som at ”hverdagen er digital”

Det er forståeligt at ville gøre ting smart – men måske der er noget der er vigtigere end få borgeren fra vugge til krukke så billigt, hurtigt og friktionsløst som muligt.

Besøg Analogiseringsstyrelsen her.