Hvorfor kan du ikke købe placebo på apoteket?

Megen forskning peger på at et præparat man tror virker, også kan have en oplevet effekt på symptomer. Placebo kan naturligvis ikke kurere et brækket ben eller på anden måde ændre din fysik. Men ved symptomer som opleves, kan placeboeffekten gøre en positiv forskel.

Men hvorfor kan jeg så ikke købe placeboprodukter på apoteket? Det vil nogle måske påstå at man kan, da mange “rigtige” produkter i sagens natur også nyder godt af en vis placeboeffekt. Et af de problemer jeg kan komme i tanke om er at alt der sælges som lægemiddel skal have en dokumenteret effekt. Og hvordan dokumenterer man effekten af et konkret placeboprodukt? Almindeligvis laver man forsøg hvor en kontrolgruppe får et aktivt stof og en kontrolgruppe får placebo. Men hvad giver man en kontrolgruppe i dette tilfælde? Indtil nogen udtænker et snydeplacebo, er det nok en svær nød at knække. Hvis du kender til et reelt placeboprodukt jeg har misset, vil jeg meget gerne høre om det.

Mens vi venter, har jeg leget med hvordan en reklame for placeboprodukter ville kunne se ud. Det er der mange andre der har gjort, men jeg synes faktisk selv at disse er blevet ret vellykkede.

Tropodex – imod symptomer

Denne handler om det som er bedst dokumenteret ved placebo. Jeg er selv ret stolt at sloganet: “Du kan tro de virker”.

Trodevec – en 5g kvaksalve

Sammen med min gode ven Henrik Mikolaj Hansen, udviklede vi et middel som også kunne give ro til de mennesker som ellers er bange for at få Covid-19 af 5G signaler. Her syntes vi især at det var et hit at få den verdenskendte tenor Placebo Domingo med som influenzer.

Faktisk har jeg et tredje produkt på vej, nemlig Inbildolid – en stikpille til vaccineskeptikere, men jeg mangler en god influenzer med et rigtigt navn. Sig til hvis du finder på ét og vil lege med.