74fe6796-11d1-11e6-95eb-aaf30b46b489_1280x720

Du har måske hørt om dem – de “digitale indfødte”

Det er de unge netbrugere, som er vokset op med digital teknologi og derfor bruger billeder, sociale medier, video og mobiltelefoner, helt naturligt og på måder vi andre slet ikke kan komme i nærheden af.

Du ved måske også at de digitale indfødte er væsensforskellige fra mennesker på 40. De er dem der har fingeren på den digitale puls. Og hvor du kæmper med at finde plads til teknologien i dit liv, smelter den sammen med de digitale indfødte på en intuitiv måde. De er jo trods alt vokset op med den. Ikke mindst er det de digitale indfødte som har nøglen til at forstå hvordan vores digitale fremtid skal formes. Få f.eks. en digitalt indfødt med på dit markedsføringsteam og I vil lave langt bedre markedsføring.

Det har du sikkert hørt.

Selve begrebet digitale indfødte er da også lækkert. Det kombinerer ”det digitale”, som er det nye vi prøver at forstå, med begrebet ”indfødte” som er noget oprindeligt, uberørt og naturligt. Men også noget fra et andet land, som vi andre kan prøve at lære at tale med, men aldrig bliver en del af. Som navn er det rent teknisk skruet genialt sammen – og det rammer plet i ældre menneskers følelse af at stå uden for alt det nye, som de unge synes at håndtere så ubesværet.

Der er bare lige et problem: De “digitale indfødte” findes ikke.

Naturligvis er der – rent kronologisk – nogle mennesker som er født efter f.eks. world wide web blev opfundet i midten af 1990’erne eller efter smartphonen og ipad’en kom til, godt 10 år senere. Men det betyder ikke at de er komplet anderledes end os gamle.

Unge får også smartphone-stress

De unge har for eksempel ikke et naturligt eller uproblematisk forhold til teknologi. Mange af dem oplever allerede i de større klasser i folkeskolen at de har svært ved at lægge telefonen fra sig. At de bliver mødt med et konstant krav om at være til at få fat på. Og at det stresser dem at holde styr på alle de profiler, youtube kanaler og spil, som de har gang i. Jeg bliver hvert år ringet op af rigtigt mange gymnasie- og skoleelever, som stiller de samme spørgsmål, igen og igen, til deres opgaver: ”Hvorfor bliver unge afhængige af internettet?”, ”Hvad er konsekvenserne af at være afhængig af internettet?” og ”Hvad kan man gøre for at blive mindre afhængig?”. Naturligvis tiltrækker jeg, som psykolog, en bestemt type af spørgsmål. Men faktum er at stadigt flere unge oplever at de har svært ved at lægge smartphonen fra sig og at det stresser dem.  Mange kæmper tydeligvis med de samme problemer som deres forældre gør. Men da de mangler den livserfaring vi ældre har, er de ikke bedre rustet til at sætte grænser for teknologien – snarere dårligere.

Unge er forskellige

Unge er heller ikke en homogen gruppe, selvom de ofte bliver set som sådan (noget de for øvrigt har til fælles med ældre). Nogle elsker at markedsføre sig på alle måder på sociale medier. De er ekstroverte og bruger f.eks. Instagram til selvpromovering og går efter flest mulige likes. Andre unge er mere private og bruger måske kun Facebook til at holde styr på deres aftaler og nærmeste venner. Nogle unge har en iPhone – andre en gammel Nokia. Nogle dyrker venskaber med en masse fremmede på mange platforme. Andre holder kontakt med de nærmeste. Nogle spiller online skydespil, deltager i en masse spilcommunities og diskuterer og laver spilvideoer på YouTube. Andre spiller højst lidt Candy Crush Saga på mobilen. Nogle får et kick af at dele, skrive og diskutere online. Andre finder det anstrengende og undgår det helst. Men de fleste unge findes et sted imellem. Akkurat som deres forældre.

Det unge har til fælles er at de er unge – og når man er ung, er man meget optaget af at kommunikere med andre unge. Hvis du prøver at fortælle dit 8-årige barn at I nu tager en hel weekend, hvor I bare skal lave ting samen i familien, vil det temmelig sikkert vække begejstring. Prøv at fortælle det samme til en 14-årig. Det vil nok snarere vække gru og et fastere greb om smartphonen. Når man kommer i puberteten, bliver kammeraterne nemlig oftest mere interessant end familien. Derfor kommunikerer unge med vennerne med alle tænkelige midler – men det ville alle unge gør til enhver tid. Det gør dem ikke til digitale indfødte – bare til unge. Så snart de kommer op i voksenalderen, er forskellen på dem og deres forældre svær at få øje på.

Forskellen imellem generationer vokser ikke – den mindskes

Der har faktisk aldrig været så lille en forskel imellem generationerne som nu. Da min generation voksede op, var der et jerntæppe imellem ungdomskulturen og vores forældres kulturforbrug. Vi havde ganske få fælles referencepunkter og hvis noget var for børn – var det temmelig sikkert ikke for (normale) voksne.

I dag er barndommen strakt langt ind i voksenlivet. Det er ikke unormalt for voksne at spille de samme computerspil som deres børn spiller, bruge de samme mobiltelefoner og ikke mindst kommunikere sammen via platforme som Facebook. Når Gangnam Style går viralt planeten over, gør den det på tværs af generationer og vi ved alle hvad et like betyder. Vi har også alle mærket hvordan nysgerrigheden efter om der er ”kommet noget”, kan få os til at logge på eller hive mobilen op af lommen, mange, mange gange i døgnet.

Faktum er nok snarere, at begrebet ”digitale indfødte” er et lækkert designet pop-begreb, som ikke henviser til andet end en imaginær stamme af unge tekno cyborgs. Efter at have brugt Facebook, Smartphones, Dropbox og Google i et par år, er unges og ældres problemer stort set de samme. Mange digitale indfødte har langt mere til fælles med folk fra deres forældres generation end med andre af deres egen stamme. Og dermed bliver begrebet, rent analytisk, til noget vås. I bedste fald fører det bare til en samtale der bygger på klicheer og fattes nuancer. Og det sker jo så mange steder. Men værste fald kan det få os til at glemme vores ansvar for at opdrage vores børn til også at blive gode teknologibrugere. Jeg mener ”de er jo digitale indfødte – hvad kan jeg dog lære dem?”.

Og det er synd. For generationerne er i samme digitale båd, de unge er måske gode til at kommunikere – men de bliver stressede og er håbløse til f.eks. online kildekritik. Der har faktisk aldrig været mere brug for dygtige voksne i de unges liv, end der er nu.

I forrige uge så jeg Laura Poitras og Steven Soderbergs dokumentarfilm om Edward Snowden, Citizen Four. Filmen følger journalisterne Laura Poitras og Glenn Greenwald, lige efter de er blevet kontaktet af Snowden i 2013. Vi er med til deres første møde med Snowden på et hotelværelse i Hong Kong og ser Snowden introducere sig selv for første gang. Og vi ser journalisternes reaktioner da Snowden begynder at vise dokumentation for de aflytninger af borgerne i USA og resten af verden, som senere skulle blive kendt over hele kloden.

Filmen fortalte mig ikke noget jeg ikke har hørt eller læst om. Men Snowdens person og troværdighed gjorde budskabet meget stærkere og mere uafrysteligt. Et budskab om at vi alle potentielt kan overvåges, konstant og på alle digitale platforme og at overvågningen bliver mere massiv for hvert år der går. Filmen efterlod mig med en følelse af iltmangel og jeg fik bare lyst til at tage min familie og flygte ud et sted hvor jeg kan trække vejret frit. Blot for at rammes endnu hårdede af det faktum at der ikke længere findes nogen steder at flygte hen, med mindre jeg vil isolere mig fra verden.

Jeg hørte for mit indre øre Peter Skaarup sige “hvis man ikke har noget at skjule, har man intet at frygte”. Men har vi ikke alle noget at skjule? Om ikke andet fordi de mennesker der skal reagere på efterretningerne ikke er klogere end dig og mig og at de meget nemt kan blive presset af skræmte politikere til at overreagere på de informationer de har om os. Jeg ville gerne lade Dalai Lama få adgang til alle mine emails og at se hvor jeg gik hen, men tanken om at en flok middelmådige embedsmænd i hemmelige, politisk styrede organisationer har adgang til en database med mine digitale spor, virker ulækker og krænkende. Og de politikere der burde passe på min frihed, virker desværre kun alt for optagede af at gøre det modsatte. De synes at forveksle best case scenarier, hvor overvågningen beskytter os imod terrorisme og aldrig misbruges, med en nøgtern og ædruelig analyse af hvad masseovervågning kan og med stor sandsynlighed vil føre til. Eller også mangler de bare fantasi – det gør jeg desværre ikke.

Love om overvågningstiltag vedtages for at forebygge og opklare terrorhandlinger. Problemet er bare at den slags lovgivning med tiden alt for tit ender med at forskyde sig og blive brugt til andre formål. Når man nu f.eks. alligevel har adgang til folks email og mobiltelefoner, vil det da være synd og skam ikke lige at vedtage at disse nyttige informationer også kan bruges til at afsløre sort arbejde, pædofili eller økonomisk kriminalitet. Og når man nu alligevel har vænnet sig til at bruge den slags informationer til mange andre ting end terrorbekæmpelse, vil det da være idiotisk ikke lige at køre et tjek i databasen inden du får et job i det offentlige. Jeg er ret sikker på at dette ikke sker i dag – men også ret sikker på at det kan ske i morgen. Politiske dagsordener er dynamiske og bøjelige og menneskets hukommelse kan kun overvurderes. Tag en psykologs ord for det.

Da det er teknisk umuligt for mennesker at overskue disse informationer i realtid, så er man desuden nødt til at sætte nogle computerprogrammer til at se hvem du ringer til og skriver eller mødes med og lige give en alarm når noget er mistænkeligt. Disse programmer bruger komplekse algoritmer som sammenligner kontakter, søgeord og anden adfærd til at udvælge hvilke personer der skal overvåges yderligere. Dette sker allerede i dag, ifølge Snowden. Og disse programmer er i sagens natur uigennemskuelige og nærmest umulige at kigge i kortene. Derfor ender vi måske snart med en situation hvor en black box spytter et navn ud på en person der beskrives som “25% mere suspekt end gennemsnittet”. Eller slet og ret “suspekt”. Og det er man jo nødt til at reagere på, i offentlighedens interesse og for en sikkerheds skyld. Det kan meget nemt medføre at personen desværre ikke kan få et job i det offentlige, oprette et firma, få kørekort eller blive valgt til offentligt embede (hvem sagde Henrik Sass Larsen?). Det foregår automatisk og der er ingen at klage til.

Og nu vil danske politikere så genoplive det gamle forslag om en DNA-database med prøver af samtlige danskeres arvemateriale. Dette såkaldte DNA-register skal gøre det muligt at frikende uskyldige i mordsager og sikre en bedre opklaringsprocent for politiet, fordi man nu langt bedre kan identificere de egentlige forbrydere. Og det lyder da godt nok både skidesmart og rimeligt. Hvem kan være uenig i det? Men prøv lige at tænke over konsekvenserne. Hvad ingen synes at tænke over er at vores DNA allerede i dag fortæller utroligt meget om os og vores biologiske dispositioner. Meget mere end vi selv ved. Og at DNA i fremtiden vil komme til at fortælle ting om hver enkelt danskers arvelige dispositioner, som ingen i dag kan overskue. Og når nu DNA-profiler f.eks. begynder at kunne forudsige personlighedstræk, vil det så ikke være i samfundets interesse at man lige kørte et tjek af din DNA-profil, inden du kom til jobsamtale i staten? Eller fik jagttegn? Eller en kontrakt med kommunen? Ja, ville det egentlig ikke være uansvarligt at lade være? Og hvad nu hvis nu dine centrale genetiske markører matcher en dømt pædofils? Så må du da selv kunne se at det ville være uansvarligt at løbe risikoen og give dig et job som pædagog i en børnehave, ikke? Det vigtigste er at tænke på børnene. Hvem kan mene andet?

Og tænk dig så hvordan efterretningstjenesternes kreative og intelligente nørder vil juble af oprigtig faglig glæde når de kan begynde at samkøre DNA-profiler (du tror da ikke at nogen vil nægte efterretningstjenesterne direkte adgang til dine DNA-data, vel?) med hvem du mailer til, ringer til, hvad du køber, hvor mange penge du skylder i skat, om du ser bøsseporno og hvor du rejser hen med rejsekortet. De begejstrede nørder vil hurtigt og stolt præsentere deres misundelige kolleger fra NSA for det første kort som i realtid viser at at 7 rødhårede mennesker lige nu er på vej mod Holte med S-toget. Og deres blinde algoritmer vil snart opdage at mænd der er venstrehåndende, lyshårede, ser How I met Your Mother  på Netflix efter klokken 2 om natten og Googler opskrifter på spinattærte, har en signifikant større sandsynlighed for at være venner med terrormistænkte. Så de vil selvfølgelig blive overvåget og komme på lister – for en sikkerheds skyld. Hvem ville turde tage ansvaret for at lade være? Og når man først er på en overvågningsliste, så vil det da være komplet uansvarligt at fjerne folk fra den. Den slags bureaukratiske systemer er selvopretholdende – og når dette overvågningssystem oven i købet ved mere som sine eventuelle modstandere end de selv gør, så behøver man ikke at være ret paranoid, for at frygte at disse systemer vil være nærmest umulige at slippe af med igen.

Når vores folkevalgte politikere komplet afviser at forstå hvad der skaber terrorister og i stedet iværksætter udvikling af nye systemer til overvågning, skyldes det ikke at de er dumme – tværtimod. Det skyldes at mennesket i virkeligheden bare er en overintelligent ingeniørabe, som utrætteligt udvikler nye systemer som kan hjælpe os med at få mad, sex, husly, sikkerhed og underholdning lidt hurtigere, smartere og billigere. Udvikling af teknologier er svar på alle artens problemer. Også selvom de systemer vi udvikler hurtigt bliver så komplekse at ingen kan overskue dem.

I dag indfører vi masseovervågning og DNA-registre som løsninger på trusler vi oplever. Men vi kan desværre ikke stoppe der. Sådan fungerer menneskeaben ikke. Når først indhentning af disse informationer er sat i system, så vil de helt naturligt blive brugt til yderligere teknologiske landvindinger af den kommende generation af opfindsomme ingeniøraber, som ikke interesserer sig ret meget for hvad man havde af håb om ansvarlighed og etik, tilbage i 2015. Og fremtidens politikere, som heller ikke kan huske hvad det var vi naivt håbede om DNA-registre for år tilbage, vil helt naturligt tage alle magtmidler i brug i deres kamp for at forme det samfund de ønsker og fremstå handlekraftive over for befolkningen. Det er jo bare hvad politikere gør.

Overvågningssystemer er problematiske i et demokratisk samfund. Du er jo allerede i dag villig til at acceptere ret store overgreb, når bare de ikke lige rammer din familie eller nogen du kender, ikke? Men hvad nu hvis vi ikke en gang har demokrati som vi kender det, når dine børn er blevet voksne? Ingen aner hvad fremtiden vil bringe, men jeg da ved at der var en hel del aspekter ved nazisternes jødeudryddelse som kunne have været effektiviseret ret voldsomt, hvis de havde haft landsdækkende DNA register. Og spørg dig selv. Ville du gerne leve i en verden hvor en ny Putin om 25 år bliver valgt til leder i Danmark og har adgang til din DNA-profil? Hvem ved om du f.eks. har homo-gener?

Du kender sikkert den kliché der siger at man kan sætte en frø i en gryde med koldt vand og derpå langsomt skrue op for varmen. Og fordi opvarmningen foregår langsomt, vænner frøen sig til varmen og bliver siddende, indtil vandet koger og frøen dør. Når jeg ser på hvordan vi løbende og gradvist vænner os til mindre privatliv og frihed, synes jeg at billedet passer fint på menneskeheden – det vil sige, hvis altså håndtaget sad sidde inde i gryden.

 

Hvis I vil se giraffen?

6 situationer, hvor enhver kan blive til “online-psykopat”

Et emne jeg bliver interviewet rigtigt meget om for tiden, handler om de situationer hvor online-kommunikationen går galt. Både når det foregår i det små – og når det ender med de såkaldte “shitstorms”, hvor virksomheder. politikere eller andre kendte bliver udsat for en voldsom, negativ omtale. Hvor raseri og galde får frit løb og negativiteten bliver udtrykt, delt og liket.

Og når indholdet bliver ubehageligt, negativt og grænseoverskridende, er det oplagt at stille det spørgsmål som mange journalister stiller for tiden: Hvorfor skriver folk så grove ting på nettet? Er det fordi de er onde? Er det så simpelt at der sidder en flok skiderikker og fylder en hel masse, eller er der en mere kompleks forklaring?

Shitstorme skabes ofte af dig og mig

Faktum er faktisk at det overvejende er dig og mig der skriver negative ting på nettet. Nåja – om ikke dig, så i hvert fald dine naboer, kolleger og andre mennesker, du ellers ikke betragter som asociale psykopater. Og det kan også godt være at du ikke ligefrem kommer med dødstrusler, men mon ikke du har prøvet at skrive noget du ikke helt kunne stå ved bagefter? Det skyldes at dine følelser løber af med dig og de sociale filtre der skulle holde dig på plads, fejler. Og forestil dig at være i den anden ende, hvis der lige er 5000 andre, der også lige giver frustrationerne frit løb.

Naturligvis findes der også notorisk negative mennesker – dem vi kalder for “trolls” –  som konstant spreder negative udsagn i debatter og fylder uforholdsmæssigt meget på nettet. Jeg underviste på Journalisthøjskolens efteruddannelse i forrige uge og talte der med redaktøren af Ekstrabladets debatforum, Nationen. Et site der tit fremhæves, når man taler om negativ debatkultur. Han fortalte at de faktisk kun har en lille klike af kværulantiske superbrugere som dukker op i de fleste debattråde og fortsætter deres løbende skænderier, mens flertallet faktisk forsøger at forholde sig til det emne der debatteres. Noget der bare går galt nogen gange.

Der er bl.a. 6 faktorer, der kan medvirke til at netkommunikationen løber af sporet for helt almindelige pæne mennesker:

1) Du bliver vred

Vrede er en kemisk process i kroppen. Når du bliver vred, kan du føle det. Og det du føler er at kamphormoner flyder fra dine kirtler og ud i blodet. Og når det sker, så forandrer din psyke sig. Du bliver mere modig og handlekraftig, men samtidig reduceres din omtanke og tålmodighed. Det kender du sikkert. Det er her du ender med at sige ting du bagefter fortryder og undskylder med et “jeg ved ikke hvad der gik af mig”. Vrede kan også opstå i forbindelse med at du læser noget på nettet, som du f.eks. synes er meget urimeligt eller idiotisk (eller begge dele).

Her sidder du altså i et tidsrum på et lille minut, mens du er i kamphormonernes vold. Og der er faktisk tidsnok til at scrolle ned til kommentarfeltet og skrive en kommentar, hvor din spontane vrede kommer til udtryk uden at blive standset af den omtanke, som almindeligvis redigerer dine udsagn.Vrede følelser og kommentarfelter kan være en ret overvældende voldsom kombination. Især hvis der ikke findes en “delete” knap, du kan bruge når du får tænkt dig om. 

Du kan også opnå den samme effekt, hvis du bare har drukket dig lettere beruset. Og derfor (og fordi du ender med at sende lumre SMS’er til dine ekskærester) er det en fiks idé at være lidt varsom med mobilen, du er på bar.

2) Du er afskåret fra umiddelbar mikrofeedback

I samtaler reguleres og synkroniseres vi hele tiden af bittesmå justeringer i mimik eller modulation. Det kan være musklerne omkring øjnene der trækker sig næsten umærkeligt sammen på dig, når nogen kommer til at sige noget sårende. Eller en pause der bliver 1/2 sekund længere i telefonen. Det opfatter vi intuitivt og kan straks korrigere. Måske forklare os. Måske bare smile eller dreje samtalen hen et lidt mindre anspændt sted. Den slags direkte feedback er central i vores sociale interaktion. Det er et meget fintfølende  instrument der fortæller os nøjagtigt hvor grænsen går. Og det er den slags signaler nogle mennesker med autisme og aspergers kan have svært eller helt umuligt ved at aflæse.

Når du skriver online får du ikke den slags signaler – dine instinkter får derfor ikke noget feedback at arbejde med. Du skal derfor konstant kompensere for den manglende sociale feedback ved at bruge din fornuft. Ved at tænke. Men et socialt filter der kræver tankevirksomhed fungerer meget mere trægt end et “automatisk” eller instinktivt. Vi skal f.eks. huske at skrive en smiley, når vi skriver noget ironisk. Og det glemmer vi ofte. Vi skal også konstant forsøge at regne ud hvilket humør modtageren af vores skriverier er i. Man kan sige at nettet giver os alle en mild aspergers, fordi vi i praksis skal agere uden at have et net af automatisk mikrofeedback i ansigt i stemme til at styre vores kommunikation sikkert i havn hos modtageren.

3) Medier de-humaniserer

Jo længere væk mennesker er fra vores hverdag, jo sværere er det at se dem som rigtige mennesker. Det lyder måske lidt kryptisk. Men hvor du nemt og helt intuitivt kan forstå at dine venner bliver kede af det, hvis du siger noget hårdt, kan det faktisk være sværere for dig, instinktivt, at forstå at mennesker du har set i TV, kan have det nøjagtigt ligesådan.  Du kan derfor finde på at skrive ting til en politiker, du aldrig ville sige til en bekendt. Naturligvis ved du med din fornuft at Pia Kjærsgård også er et menneske, men rent intuitivt kan du have svært ved at fatte at hun ikke bare er noget der findes inde i fjernsynet. Du vil derfor være mindre tilbøjelig til at redigere dine udtalelser, hvis det ikke er en “virkelig” person, der er målet. Hvis du bliver vred på en politiker, ser du politikeren og ikke mennesket bag. Derfor træder din almindelige høflighed og medfølelse ikke automatisk i kraft, på samme måde. Måske du ligefrem lige nu tænker at politikere ikke er underlagt de samme regler. At de selv har været ude om det. Og det kan nemt bringe de mindre venlige sider af dig frem.

4) Du er anonym

Der er stadig debatter hvor vi kan være anonyme – og dermed ikke kan risikere at stå til regnskab for vores udtalelser. Det filter som kan ligge i at vi senere skal stå til regnskab for vores udtalelser (og måske endda få en røvfuld) er derfor væk. Anonyme sites er til gengæld utroligt velegnede, hvis man f.eks. skal rådgive incestofre eller mennesker skal dele viden om deres sygdomme eller problemer. I lande hvor det kan være farligt at stå frem med sine meninger, er anonymitet også en vigtig mulighed at have – men sammen med de andre faktorer, medvirker det bare til yderligere at fjerne de filtre, der ellers holder os på plads og fremmer en civil tone.

5) Modtagere opfatter ofte budskaber anderledes end de er ment

Selve tekstmediet er mangelfuldt når det drejer sig om at formidle ironi, glimt i øjet og mange af de nuancer, som tonefaldet ellers kan kommunikere. Det er derfor i sig selv ofte en mulighed at du skriver noget som egentlig hverken er ment ondt eller hårdt. Måske er du bare meget direkte og kontant – eller du glemmer at skrive nogle venlige fraser til at afbøde en kritik. Det kan opfattes utroligt voldsomt af en modtager, som f.eks. har vovet næsen frem og nu kigger efter reaktioner fra omverdenen. Du kan med andre ord blive en del af noget som opleves som en shitstorm, uden at du overhovedet mener det, hvis blot modtageren opfatter dine udtalelser hårdere og mere negativt end du selv mener dem.

6) Du bliver revet med af pøblen

Den helt klassiske mobbeeffekt er når mange mennesker sammen og giver sig til at latterliggøre eller håne en enkelt. Bare for sjov, ikk? Det er her hvor selv rare mennesker pludselig lader sig rive med af flokken. Det er når en af dine Facebook-venner liker en video med nogen der synger dårligt, har en talefejl eller i det hele taget bare optræder dumt og du ikke kan lade være med også at trykke “like” og måske lige skrive en sjov bemærkning, der viser hvor vittig du er. Det er da så uskyldigt, ikke. De andre gør det da også. Men når nu 50000 andre mennesker også lige ser den, liker og skriver noget morsomt – og nogle måske endda er mindre flinke end du er, så er resultatet meget overvældende for modtageren. Og selvom du jo bare lige klikkede “like”, så er du nu en af de 50000 som står i råbekoret og griner. Og du har også legitimeret de grovere og mere ondskabsfulde kommenterer, som mennesker der er mindre empatiske end dig har skrevet. Du er blevet en del af en tarvelig shitstorm. Selvom du bare lige ville være lidt sjov.

Endnu anden “pøbeleffekt” kan vi se, når mange tusinde mennesker giver sig til f.eks. at skrive meget negative bemærkninger på en minister eller en kendt persons Facebookside. Der kan du meget nemt pludselig finde dig selv i færd med at skrive ting som er lidt mere negative end du måske ville have gjort, hvis du var den eneste der skrev en kommentar. Det skyldes den kendte mekanisme at det at mange andre der gør det, virker spontant medrivende og gør at du måske også selv giver dine holdninger frit løb. Alle andre gør det jo. Det er altid sværere at kaste den første sten.

Vi er alle netpsykopater og online-autister en gang imellem

Konklusionen er at det simpelt hen er for nemt at sige at det altid er en særlig gruppe af psykopatiske netbrugere, som skaber den negative debattone på nettet. Online debat har så mange indbyggede vanskeligheder, som vores instinkter ikke altid kan håndtere. De kræver at vi tænker os om – bevidst forsøger at tage højde for modtageren og at tilpasse vores tone. Og det kan ske for den bedste at vi bliver vrede, glemmer at modtageren har følelser, skriver uhøfligt, sarkastisk eller alt for direkte og måske endda lader os rive med af folkestemningen.  Det kan naturligvis lære os at vi skal tænke os bedre om – men det kan måske også lære os at være lidt mere tilgivende, når andre falder i.

Når du sidder og tjekker Facebook, samtidigt med at du hører dine børn fortælle hvad de har lavet i skolen, så multitasker du. Når du ser en film, samtidigt med at du tweeter med andre om filmen, multitasker du. Når du kører bil, samtidigt med at du læser SMS, multitasker du også. Der er bare ét […]

Skruer Facebook ned for visningerne for at booste indtægterne?

Hvis du har arbejdet bare en lille smule med Facebook, på et professionelt plan, har du nok hørt om at Facebook ikke viser alle din Facebook-sides opdateringer til alle din sides fans. Facebook har nemlig nogle algoritmer, som sorterer hvilke opdateringer, dine fans får at se.

Hvis du f.eks. har en skotøjsbutik og har skaffet 1000 likes/fans på din butiks Facebook-side og du derpå skriver en opdatering om at I har udsalg i næste uge, så vil det ikke være samtlige 1000 fans, der får opdateringen vist i deres newsfeed. Det vil måske snarere være 250. Resten skjuler Facebook ganske enkelt opdateringen for, med mindre de selv går ind på din side og kigger. Og det gør de færreste vel ret tit. Det er jo ikke rigtigt pointen ved Facebook-sider.

Facebook forklarer at dette er for at gøre oplevelsen bedre for brugerne, som ikke skal have deres newsfeed fyldt med så mange opdateringer, at de ikke kan følge med og det hele bliver til støj. Og den forklaring har, i flere år, fået lov at stå stort set uimodsagt. Hvem kan da være imod at Facebook forsøger at skærme os imod information overload? Derfor er det rigtigt interessant når en tidligere annoncekonsulent hos Facebook, i forbindelse med lanceringen af deres seneste designopdatering (som de begyndte at rulle ud i foråret 2013 og som langt fra er rullet ud til alle endnu), i marts 2013 udtalte til DR:

– Da jeg arbejdede hos Facebook, havde vi statistikker, som viste, at mange brugere simpelthen først forlader newsfeedet, når de havde set samtlige tilgængelige historier, siden sidst de loggede på. Derefter sidder brugerne og opdaterer, indtil nye historier dukker op.

– Det er ikke en god brugeroplevelse at “løbe tør” for indhold. Det svarer til kun at kunne se på DR’s pauseskærm, når man havde håbet på en god film.

Denne oplevelse – af at løbe tør for indhold og sidde og “reloade” til der kommer noget nyt, er åbenbart noget der er udbredt og kan ses i Facebooks brugerlogs. At der ikke er nyt indhold, siden jeg tjekkede sidst, er også noget jeg kan genkende fra min egen brug af Facebook. Men at vi kan løbe tør for indhold stemmer jo ikke overens med at vores feed samtidigt angiveligt er så voldsomt trafikeret at Facebook er nødt til at skjule opdateringer fra virksomheders Facebook-sider for os, for vores egen brugeroplevelses skyld. Sider som vi  vel at mærke selv har valgt at følge.

Hvordan kan man forstå dette paradoks?

Hvis dette paradoks skal give mening, skal man se på hvad Facebook lever af. Da Sheryl Sandberg kom ind som COO i foråret 2008, tog Facebook en strategisk beslutning: Forretningsmæssigt var Facebook ikke primært et socialt værktøj. Facebook var et annoncemedie. At sælge annoncer, som er indlejret “diskret” i indholdet, var hvad Facebook skulle tjene penge på.

Facebook tilbød virksomheder at de kunne oprette en gratis Facebook-side til deres forretning. Når brugerne så går ind på f.eks. skotøjsbutikkens Facebook-side, får de så vist annoncer for andre virksomheder ude i højre side. Og det er jo en kendt forretningsmodel. Facebook har siden fundet ud af at når først virksomheder har oprettet en Facebook-side, skal de jo også have nogen brugere ind på siden. En Facebook-side med 57 fans er jo ikke noget man tør vise frem. Derfor begyndte de at tilbyde at virksomheder kan annoncere efter fans til deres side på Facebook. Også ret straight forward. Det kan man vælge at gøre eller lade være.

Seneste annoncetiltag er så at virksomheder kan “booste” deres statusopdateringer. Det betyder at man kan betale for at ens opdateringer bliver set af så mange af ens fans som muligt. Og her begynder det at blive interessant. For hvis en virksomhed bare kan oprette en gratis side, fortælle andre om den og begynde at sende opdateringer til dem, er der jo intet behov for dette annonceformat. Men hvad nu hvis man begyndte at begrænse visninger af virksomhedernes opdateringer til deres fans? Hvis man f.eks. forklarede at man, som en service til de sagesløse fans (som jo altså vel at mærke selv har valgt at følge disse sider), var nødt til at skjule en stor del af disse opdateringer? Så ville mange virksomheder måske vælge lige at smide et par kroner efter at sikre at deres posts også bliver vist. Nu har de jo kastet en del ressourcer efter at være på Facebook allerede. Pludselig har man en knap, man kan skrue på. Jo mere man skruer ned for de såkaldte “organiske” visninger (dem der bare finder sted, uden annoncekroner involveret), jo flere annoncekroner kan man forvente at tjene. Og så giver paradokset pludselig mening. Facebook kan nemlig tjene formuer på at begrænse virksomhedernes visninger. men ren profit er jo sjældent et klædeligt motiv. Men at skåne brugerne for en masse kommercielt indhold, er såre sympatisk. Hvilken forklaring tror de de vælger?

Jeg aner, som de fleste mennesker, ikke hvad Facebooks direktion tænker. Men artikler som denne, peger på at Facebook er begyndt at “råde” virksomheder til at bruger flere penge på annoncer, da Facebook desværre er nødt til at skjule virksomhedernes opdateringer til deres egne fans, for “brugerens skyld”.

Det betyder på dansk at hvis du opretter en Facebook-side for at samle dine kunder og snakke med dem (eller hvad det nu hedder), så er der bygget ind i Facebooks forretningsmodel at du skal betale for at de alle ser dit indhold. Og det er der måske en del små handlende etc, der ikke var klar over. Der er megen forarget tale om det kritisable i at Facebook bruger brugernes statusopdateringer og andre data til at sælge annoncer. Men for mig at se er Facebooks adfærd over for f.eks. små virksomheder, langt mere problematisk.

Facebook viser nemlig ejerne af Facebook-siden, hvor mange mennesker der har set en given opdatering. Og altså i praksis, hvor få der har set den. Så når først Facebook har fået en virksomhed til at oprette en “gratis” Facebook-side, er det bare at sætte en algoritme til at finde ud af, hvor langt de skal skrue ned for din sides visninger, før du finder det fristende at hive dankortet frem og booste dine posts.

Det kan naturligvis være at jeg tager fejl, men spørg dig selv: Oplever du egentlig at der er alt for meget indhold i din Facebook-feed – eller kunne du i virkeligheden sagtens tænke dig mere. I sidste tilfælde, kan du jo spørge dig selv, hvorfor Facebook så synes at de er nødt til at skjule indhold for dig, fra sider du selv har valgt at følge.

Foto: https://www.facebook.com/robertbabiczForestil dig at nogle fyre i Silicon Valley havde opfundet en tjeneste der gjorde det muligt at vi alle kunne leve evigt. Som gjorde at alle du havde kendt og hørt om, alle bedsteforældre, Nelson Mandelaer, Elvis’er, skolekammerater og alle vi andre, blot blev ved med at være her. Aldrig forsvandt.

Forestil dig den tid du skulle bruge på at gå til fødselsdage, diamantbryllupper (eller hvad det hedder når man har været gift i 300 år), jubilæer og hvor stor en del af din dag der ville gå med at holde kontakten med den konstant stigende mængde af mennesker i dit liv.

Jeg tror at vi alle ville bruge den tjeneste. Hvordan kunne vi lade være? Men jeg tror også at vi ville kunne presses til at indrømme at det var perverst. Jeg mener: mennesker må dø for at der bliver plads til nye. Plads, tid og opmærksomhed er et nulsum spil, bruges den et sted, mangler den et andet, og der er bare ikke nok af nogen af delene, hvis vi alle bare bliver ved med at være her. Døden er brutal – men døden er nødvendig, for at mennesker kan få tid og plads til at leve deres liv.

Forestil dig nu at nogle fyre i Silicon Valley havde lavet en tjeneste der gjorde det muligt at alle sociale relationer du nogensinde havde haft i dit liv kunne vare ved.

At du, i stedet for at skifte dine sociale relationer ud efterhånden som du bevæger igennem livet og kun holde fast på nogle få udvalgte, nu slæbte samtlige mennesker du har haft en eller anden form for relation til, med dig hver eneste dag. Forestil dig at denne tjeneste gjorde det muligt at have en overfladisk interaktion med mange hundrede mennesker, der siger dig så lidt at du ikke kunne drømme om at besøge dem, ringe til dem eller for den sags skyld at lære deres børns navne at kende. Det eneste du kunne var at have små, sporadiske og underligt halvoffentlige udvekslinger med mennesker, helt ude af kontekst. Små blink af “hallo!”, “hej!”, “jeg er på ferie i Maribo!”, “Se, mit barn spiser slik og ser TV!”.

Jeg tror at vi ville bruge den tjeneste. Hvordan kunne vi lade være? Men jeg tror nok at vi ville have en nagende mistanke om at det var perverst. Tænk på den tid du skulle bruge på at holde stort set værdiløse kontakter i live. Alle de følelsesmæssige indtryk, du skulle lade dig voldtage af. Hvor meget du måtte devaluere dit sociale relevanskriterium, for at den tjeneste overhovedet var til at holde ud at bruge. Forestil dig at du så begyndte at bilde dig ind at alle disse forældede og dekonteksualiserede relationer var dit livs primære publikum. At du begyndte at forvride din opmærksomhed væk fra levende og aktuelle relationer i dit liv idag og istedet begyndte at længes efter anerkendelse fra Jonas fra 3.klasse som du aldrig kunne drømme om at dele to øl med. At du måske endda begyndte at bilde dig ind at en binær respons fra en tåget gruppe at sociale spøgelser var lige så meget værd som et smil fra en en kollega, mor, nabo.

Nej. Nu ved jeg godt at jeg er langt ude. Du ved jo godt at de fleste gamle relationer må dø for at der er tid til dem der er vigtige og aktuelle lige nu og her. At det måske ikke er en fejl at du møder en gammel skolekammerat i Brugsen i Tisvilde, siger “hyggeligt at møde dig – vi må altså ses”, og så aldrig ses mere. Og du kunne i hvert fald aldrig finde på at samle hundreder af forældede relationer på en online tjeneste, slæbe dem med dig rundt på mobilen og bruge mange timer hver eneste dag året rundt på at interagere med dem, udelukkende fordi det var muligt.

Har du nu drukket af natpotten igen, Anders?

Selvfølgelig er ovenstående unuanceret og skarpvinklet. Facebook (som jeg jo primært langer ud efter) er brugbart til en masse ting og ikke alle relationer vi dyrker derinde er perversioner eller spild af tid. Mange af de relationer vi dyrker der, sætter oven i købet gang i en masse aktivitet i den fysiske verden også.

Men jeg kan bare ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: Hvad nu hvis Facebook løser et problem der ikke findes? Hvad nu hvis det i virkeligheden slet ikke er meningen at vi skal holde fast på hundredevis af sociale relationer, selvom det er tiltalende for både følelser og nysgerrighed? Jeg bliver ofte spurgt hvad folk skal gøre for ikke at spilde så meget tid på Facebook. Hvad nu hvis svaret er at du skal tilbage til et mere “naturligt” antal af relationer i dit liv. Af du lider af social overload. Og at du skal vinke farvel til en masse af de mennesker du har kendt – også folk du egentlig godt kan lide – for at du i dit korte liv har tid til de mennesker der er aktuelle i dag? Hvad enten du så vil bruge Facebook til at holde kontakten med dem eller ej.

Hvis vi er venner på Facebook og du egentlig undrer dig over hvorfor, kan du for eksempel begynde med at undfrinde mig.

Tidligere på ugen blev jeg ringet op af Patrick. Han er en 16-årig skoleelev fra en landskole i Jylland, som havde emneuge. Han var blevet udnævnt som spindoktor for “Folkepartiet” og ville gerne nogle gode råd til at vinde valget for sit højreorienterede parti.

Han troede først at jeg kendte nogle mind-tricks, så han kunne få folk til at elske hans politikere ved et særligt kropssprog eller tonefald. Der måtte jeg jo desværre skuffe ham – men jeg havde noget andet:

Jeg fortalte at han skulle begynde instruere sine politikere i at mistænkeliggøre sjællændere – ikke mindst ved at påpege at sjællændere jo var en slags dyremishandlere, som har hunde inde i lejligheden og ikke ude i den friske luft. Sjællænderes indtagelse af Caffe Latte og andre udanske madvaner skulle også fremhæves. Endelig skulle han prioritere slogan’et “Jylland for jyder” og kræve Sjælland udstødt af Danmark. Jeg foreslog også at han fandt et jysk flag, hvis et sådant fandtes, og brugte det overalt han kunne.

Kampagnen blev en kæmpe succes! Eleverne relaterede umiddelbart til fremmedgørelsen af sjællændere og ikke mindst hundeargumentet slog godt igennem. Han har lige ringet og fortalt at Folkepartiet altid plejer at tabe deres valg (det er åbenbart et emne de tager op hvert år). Dette år blev de nummer 2.

Efter valget rejste han sig og fortalte alle hvordan han havde fået råd af mig og hvordan han havde manipuleret dem ved at skabe fjendebilleder og tale dyrenes sag. Jeg håber at nogle af de unger har lært en brugbar lektie for livet. Det er i hvert fald en af de gange hvor jeg er godt tilfreds med de råd jeg gav. Også selvom jeg jo bare kopierede Pia K skamløst!

Selv tak, Patrick :o)

Om ganske få år vil vi se tilbage på årene omkring 2010 og den boble i internettets historie, vi kaldte den “sociale” revolution. Det var for eksempel den gang enhver virksomhed med respekt for sig selv havde, eller ønskede sig,  en “Facebook-strategi”.

Vi vil snart læse rapporter som forsøger at sammentælle hvor mange millioner kroner danske virksomheder spildte på at forsøge at holde Facebook-sider i live til ære for ganske få hundrede brugere, med alle de distraktioner fra forretningsmæssige mål, det kostede. Andre rapporter vil påvise at virksomheder som brugte penge på at få deres forretningsprocesser automatiseret, frem for at forsøge at lave “dialog” med mennesker på Facebook,  tjente flere penge og oplevede større vækst.

Det vil blive almindeligt blandt journalister at nævne “dot com” og “sociale medier” i samme sætning og de få cases hvor det rent faktisk lykkedes virksomheder at skabe et “viralt” fænomen og tjene penge på det, vil blive omtalt som de undtagelser de var – og ikke som de strålende eksempler til  inspiration og efterfølgelse, som de fremstod som, da hypen stod på.

En eller anden forfatter vil snart slå igennem på at skrive en bog der påpeger det helt åbenlyst irrationelle i at forsøge at kommunikere med et massemarked ved hjælp af manuel samtale. Pludselig vil vi alle kunne se det åbenlyse modsætningsforhold imellem at kunderne angiveligt skulle være vilde med at have dialog med virksomheder – og at  ingen gad at være aktive på netop vores  firmas Facebook-side. Og vi vil sige at vi da egentlig hele tiden godt kunne se at dialog skalerer elendigt, er dyrt at reproducere og for det meste meget sjældent skaber de psykologiske reaktioner som skal til for at vi køber noget.

Vi vil alle blive fortrolige med latterliggørende letkøbte eksempler på hvor lidt værdiskabende “dialog” er i forhold til smarte processer. F.eks.: “Hvad vil du helst: have en SMS når din taxi er kommet eller en dialog med folkene der driver taxiselskabet?” eller “Skal din grønthandler bruge sin tid på at skaffe friske grøntsager eller på at tale om de gamle med dig?”. Hvis man vil have kommunikationsfolk til at fnise, skal man bare sige “KPI og Facebook” i samme sætning.

Men det betyder ikke at små kommentarfelter og thumbs-up mekanismer vil blive opgivet. Vi opgav jo heller ikke e-handel, blot fordi dot-com boblen sprang. Men vi vil se disse som små add ons – ikke som hjørnesten i vores kommunikationsstrategi. Når nogen fortæller at de arbejdede som “social media manager ” i 2011, vil vi høre “I 2011 var jeg ansvarlig for kommentarfelterne i vores virksomhed”. Vi vil stadig se community managers – men vi vil se dem hos de virksomheder som har communities – ikke som et forsøg på at fremmane et community, hvor der intet findes.

Nogle vil decideret føle det som om de vågner efter en lang søvn – eller en brandert – når de pludselig igen klart kan se at interaktionen med markedet for 99% vedkommende foregår – og hele tiden har foregået – med penge. At de sprang på Facebook, forført af en massepsykose – drevet af frygten for at gå glip af noget. At måden de drev disse Facebook-sider på, udsprang fra deres eget personlige behov for anerkendelse – mere end af noget der ligner et forretningsmæssigt sigte.

“Men Anders, gav dialogen ikke virksomhederne en masse vigtig viden om deres kunder?”

Nej! Dialogen på de sociale medier blev konstant forvrænget af at kunderne skulle tænke på hvordan de så ud i andres øjne. Derfor blev nogle former for kundefeedback undertykt. Andre blev twistet så afsenderen så bedre, smartere, mere uskyldig eller mere gavmild ud. Repræsentativiteten var med andre ord til dumpekarakter efter selv de slappeste kriterier for undersøgelse. Der var jo en grund til at ikke engang analysebureauerne brugte Facebook som platform da hypen var størst. De informationer man får er så biased at de ikke kan bruges til ret meget. Som stifteren af et større analysebureau formulerede det for mig: Sociale netværk er ikke en population – de er en happening!

Vi vil se tilbage på den “sociale bølge” med en vis overbærende sympati. De mest positive vil se perioden som et nødvendigt terapeutisk rum for markedet, fordi den faktisk lærte nogle mennesker at de virksomheder de arbejder i også skal have nogle informationer tilbage fra markedet. Og at disse kan fås uden at købe dyre fokusgrupper og surveys hos analysebureauer. Også selvom de metoder der blev brugt, i sig selv fungerede ret ringe – om overhovedet.

De lidt mere kyniske vil se bølgen som et pausefænomen – som kunne opstå og drive innovation og forbrug i det tomrum der opstod indtil vi blev i stand til at udforme egentlige smarte systemer, som bruger computere (og ikke højtuddannet arbejdskraft), til at drive en mere intelligent udveksling imellem virksomheder og marked.

De mest samvittighedsfulde social media konsulenter vil måske endda skamme sig og i deres stille sind overveje at ringe og sige undskyld til den medicinalvirksomhed, de fik lokket til at bruge et par millioner om året på at lave en social media afdeling hvor mennesker med 5 års universitetsuddannelse sad og læste og udfyldte kommentarfelter på Facebook, frem for f.eks. at bruge dem på at lave mere intelligente emballager.

Personligt vil jeg nok huske 2012 som året hvor jeg rejste rundt og holdt foredrag om det sociale hype og hvad der kommer bagefter de sociale medier. Er du interesseret i at høre mere eller at booke et foredrag, så ring 61678913.