I sidste uge blev jeg citeret af Berlingske for følgende:

»Sociale medier snyder hjernen til at tro, at vi er sammen med andre mennesker og får dækket alle vores sociale behov. Men kroppen ved godt, at den bare sidder stille helt uden at mærke kropssprog, uden at mærke nærhed, uden at lugte andre mennesker. Det er ligesom at drikke en cola, hvilket får hjernen til at tro, at den har fået næring og vitaminer,«’

Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift  imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning.

Når vi spiser, har vi ligeledes et oplevet mål, som styrer os. Målet er nemlig at opretholde et højt blodsukker. Falder blodsukkeret, føler vi os sultne og spiser. Formålet er at sikre at vores krop kan overleve på både kortere og længere sigt – bl.a. ved at vi sammen med sukkeret indtager alle de næringsstoffer vi har brug for. Men vi kan ikke mærke formålet – kun målet. I dag kan vi isolere druesukkeret og for eksempel drikke Faxe Kondi og derpå opleve mæthed. Da målet er opfyldt, ophører vi med at indtage næring og kroppens formål, kroppens overlevelse, bliver kun delvist opfyldt – da vi jo kun får sukkeret og ikke alle de mange andre næringstoffer vi har brug for.

Når man spiser sig mæt i sukker som ikke også indeholder det fulde spektrum af næringsstoffer, taler vi om tomme kalorier. Og det kan føre til mangelsygdomme hvis man udelukkende snyder sit system til at opleve mæthed med f.eks. sodavand.

Udviklingen i hhv social interaktion og brug af elektroniske medier
Udviklingen i hhv social interaktion og brug af elektroniske medier

Men hvad nu hvis sociale medier også er en slags tomme kalorier, som opfylder en masse oplevede mål, men ikke formår at tjene et dybere formål ved menneskelige relationer, nemlig at holde os fysisk sunde og raske?

Aric Sigman påstår i sin artikel i tidsskriftet Biologist, “Well Connected?: The Biological Implications of ‘Social Networking” (Sigman, 2009) at manglende direkte social interaktion kan påvises at hænge sammen med en lang række fysiske forandringer hos mennesker.

Sigman gennemgår i artiklen en lang række forskningsdata som bl.a. påviser hvordan mennesker med mindre social kontakt kan opleve mindre modstandskraft over for influenza (men også en mindre risiko for at blive smittet, må man formode) men også en markant øget risiko for demens og blodpropper. For eksempel udløser fysisk berøring og kram stoffet “oxytocin” hos mennesker – et stof som kan medføre nedsat risiko for hjerte-kar sygdomme.

Sigman går så vidt som til at inddrage undersøgelser som viser at en del af vores genom (209 gener) rent faktisk er socialt påvirkeligt og at vi i yderste konsekvens kan påvirke vores arvemasse ved at ophøre med at være fysisk sociale med hinanden.

Sigman påstår ikke direkte at sociale medier fører til sygdom, men påviser hvordan den direkte interaktion i konstant stigende grad bliver erstattet af eletronisk interaktion og hvordan manglende interaktion kan føre til fysiske forandringer. Hans forskning bygger altså på undersøgelse af manglende social kontakt i det hele taget – og ikke på at ens sociale kontakt i stigende grad bliver dækket af sociale netværkstjenester. Man kan derfor kritisere ham for ikke at undersøge i hvor høj grad det er sundere  at have adgang til at kommunikere med mennesker via nettet end slet ikke at have noget at kommunikere med.

Men én ting ligger fast – for under alle omsændigheder mister vi den fysiske berøring ved at mødes på Facebook frem for på Cafeen. Vi mister krammene, lugtene, mimiken samt de følelsesmæssige reaktioner der kommer af at være tvunget til at respondere nu og her, frem for f.eks. at kunne slukke PC’en og besvare en kommentar når vi lige synes vi har lyst.

Og hvis vi antager at vi kan få dækket en lang række oplevede mål med interaktionen, nemlig at opnå anerkendelse, socialt tilhørsforhold, informationer og underholdning, ved at tjekke Facebook, men at vi samtidig bliver fysisk dårligere ved at undvære fysisk kontakt, så er det altså ikke meget sundere at dække sine sociale behov på Facebook end det er at drikke sig mæt i Faxe Kondi.

Romersk gravstenI løbet af den seneste tid har flere af jer, uafhængigt af hinanden, sendt mig et link til en artikel, der konkluderer at vi ikke lyver om os selv, når vi fremstiller os selv på Facebook.

Denne journalistiske artikel referer en videnskabelig artikel, publiceret af Sam Gosling, som er psykolog  (og Ph.D.) og forsker i hvordan vi bruger artefakter i vores identitetsskabelse. Når I har sendt mig linket er det fordi jeg i mit eget arbejde tager udgangspunkt i den centrale antagelse at vi faktisk hele tiden redigerer os selv og fremstiller idealbilleder af os selv på Facebook som et led i forhandling af vores identitet. Men Gosling konkluderer bl.a ifølge artiklen på dr.dk:

– Det tyder på, at sociale netværk på internettet ikke så meget handler om at skabe positivt spin for folkene bag profilerne. Det er i stedet bare endnu et medie til at engagere sig i ægte sociale interaktioner – meget ligesom telefonen.

Undersøgelsens opbygning

Jeg har ikke haft mulighed for at læse selv artiklen, da den endnu ikke er udgivet og tilgængelig på Det Kongelige Biblioteks online-tjeneste, men på baggrund af Goslings website og omtale er kan jeg danne mig følgende billede:

Undersøgelsen er bygget op således at en forsøgsperson (person A) først bliver bedt om at besvare en række spørgsmål om sig selv i en personlighedstest. Den kan du se på http://www.youjustgetme.com/. Efterfølgende bliver en anden person (person B) bedt om at vurdere person A’s Facebook-profil og på baggrund af den, gætte hvordan person A selv har scoret i førnævnte personlighedstest. Hvis der er et stort sammenfald imellem hvordan person A selv fremstiller sig og hvordan vedkommende bliver bedømt af person B, konkluderer Gosling at forsøgspersonen præsenterer sig “ærligt” og ikke forsøger at fremstille sig i noget særligt attraktivt lys.

Problemet med grundpræmissen

Det første problem jeg falder over hos Gosling er at han synes at antage at den eneste måde at redigere eller manipulere vores identitet på online er ved at forsøge at ændre folks opfattelse af vores personlighedstræk. Altså om vi f.eks. er udadvendte eller indadvendte som personer eller om vi har neurotiske personlighedstræk. Den opfattelse af identitet er typisk for en personlighedspsykolog, som foretrækker at arbejde med begreber som så at sige er “inde i personen”. Men min opfattelse af  “mig selv” er jo meget mere end mine “iboende” personlighedstræk. Eksempelvis er min opfattelse af mig selv koblet sammen med hvordan verden ser mig. En identitetsopfattelse som man er den eneste i verden der deler, er svær at bruge til noget i praksis.

Derfor har de fleste af os en interesse i at redigere vores liv på en masse områder, der ikke direkte har med “personlighedstype” at gøre. Når vi viser at vi ser de rigtige film, har økonomisk succes, er livsnydere eller at vi er intelligente og sofistikerede, så redigerer vi os selv for at opnå andres anerkendelse og dermed bliver bekræftet i en positiv identitet. Vi kan med andre ord sagtens skabe idealbilleder af os selv på mange andre omåder en dem personlighedspsykologen Gosling forsøger at måle. På Facebook er vi desuden oftest “venner” med folk vi har mødt og som derfor allerede har en opfattelse af vores grundlæggende personlighedstype. Den vil det med andre ord ikke give megen mening at forsøge at lave “personlig spin”.

De endnu større problemer med undersøgelsens holdbarhed

Validitet og reliabilitet er de klassiske videnskabelige begreber, der handler om at afprøve hvor vidt en undersøgelse af verden på den ene side er et præcist redskab og f.eks. giver det samme resultat fra gang til gang – og på den anden side om den måler det vi tror den gør.  Og her virker undersøgelsen særligt problematisk. For det første er vores “baseline” (den sande personlighed) baseret på selvrapportering. Jeg skal altså selv levere “sandheden” om min personlighed. Men hvis jeg nu virkelig lyver om min personlighed (hvilket er det som undersøges) hvorfor skulle jeg så ikke netop gøre det i en sådan test? Og hvis jeg gør, så viser undersøgelsen kun om der er en konsistens imellem hvordan jeg lyver på Facebook og hvordan jeg lyver i en elektronisk test om mig. Altså imellem to forskellige selvfremstillinger.

Undersøgelsen fungerer altså kun, hvis man tager for givet at man ikke lyver om sig selv i den slags tests. Og her er der nogle faktorer som godt kan trække i den modsatte retning: For det første foregår rekruttering til testen delvist på Facebook – du har altså potentielt en mulighed for at den der skal rate dig er en du kender. Jeg kender analysebureauer der overhovedet ikke vil røre ved undersøgelser, hvor du bliver rekrutteret til selve undersøgelsen af dine venner. Da hele konteksten desuden er “sociale netværk” er der allerede en potentiel bias i retning af større selvbevidshed.

Jeg håber at en læsning af selve artiklen vil vise at det er journalister som har overfortolket resultaterne, men lige nu ligner undersøgelsen et stykke videnskabeligt makværk, som bruger data med en stærk bias, baseret på en primitiv identitetsforståelse til at konkludere noget som står i en skarp kontrast til det de fleste af os kan erfare hver dag.

Selvredigering er ikke noget nyt og ikke et særtræk ved sociale medier

Et medie som Facebook er et såkaldt “forankret” medie, hvor vi ikke er anonyme, men er til stede med vores rigtige navn og vores eget sociale netværk. I sådanne arenaer, bliver vores handlinger en del af vores øvrige sociale virkelighed. På samme måde som vi ofte redigerer vores påklædning eller indrettter vores hjem med henblik på at skabe en bestemt identitet – både for os selv og i andres øjne, redigerer vi vores fremstilling online ved at vælge et redigeret udsnit og at koble os sammen med ting vi finder positive og som kan give social anerkendelse. Det er noget som bl.a. Zhao m.fl behandler i en forskningsartikel fra 2008.

Men strategisk selvfremstilling er ikke noget nyt. Under sit Ph.D.forsvar for nylig, drog arkæologen Stine Birk en direkte parallel imellem den måde romerne i oldtiden smykkede deres gravstene med billeder og citater fra filosoffer på og den måde vi idag smykker vores Facebook-profiler med symboler og kendte mennesker for at iscenesætte os selv og forhandle vores identitet.

At påstå at vores tilstedeværelse på sociale medier er uredigeret eller at denne selvredigering mislykkes, fordi andre eventuelt er i stand til at identificere nogle fundamentale personlighedstræk hos os, indebærer altså en bevisbyrde som Gosling & Co efter min mening ikke har formået at løfte i denne omgang. Jeg ser frem til at læse selve artiklen.

gogle

A few minutes ago, I noticed that the Denmark based CMS company, Mono.net, had begun running Google ads on the “Danish mother seeking” keywords. The ad says “Do like Karen from Denmark – and create a free website at mono.net”

As you may know, Mindjumpers actually were the first to suggest Mono.net as the company behind the viral video-campagin – “Danish Mother Seeking”, posted by the Youtube account, “KarenDK26”. Even though this definitely does not look like one of the founders of Mono.net, as stated in the post, the analysis behind the suggestion is correct, since Mono.net has a lot to win from this campagin.

Mono.net is hosting the really amateurish website, where the fictional Karen figure (a.k.a. Ditte Arnth ) presents herself and her little son. I can’t really remember if anyone actually checked this with Mono.net – but they have had quite a silent life, since their launch over a year ago, so a good viral campagin could be just what they needed.

But even if they didn’t make the campaign, they are now riding the viral wave and cashing in on it with ads on Google. Good for you, folks@Mono – enjoy the ride ;o)

This morning, I was contacted by a reporter from a major Danish TV-station, who wanted to know more about this video of an alleged 26 years old woman, calling out to the unknown father of her son on YouTube. The video also displays a link to a website (http://karen26.mono.net/ ), where we can see more pictures of “Karen and her little son, August”. 

In my opinion, this is clearly a marketing stunt. It’s just a question about who’s behind it. On Twitter, a condom manufacturer and Danish tourist organizations are the most popular guesses. The people behind http://mono.net, who host her amateurish website, have also been mentioned by Thilde Vesterby at Mindjumpers.

This is what makes me think that “Karen’s” story is pure fiction:

1. “Karen” doesn’t remember the father’s name, appearance or nationality. This doesn’t correspond well with basic knowledge about human memory: Unusual events are often stored more efficiently in memory than ordinary events.

“Karen” doesn’t present herself as promiscuous, thus we must assume that meeting a foreign man and bringing him home with her is not something she experiences regularly. Therefore it seems unlikely that she wouldn’t have remembered what this person looked like or where he was from – or what he was called, if they ever did exchange names.

If they had sex on the harbor without talking much, perhaps there would be no names exchanged. But they apparently talked about such clichés as “hygge”, which points towards a somewhat formal setting. In such a setting, it is more likely that they had exchanged names than the opposite. Furthermore, they apparently walked home together, which made it even more likely that they exchanged names. Since foreign names are often more unusual to you than names in your own language, it is more likely that she would have remembered his name, than forgotten  it.

If this was a viral campaign, a name on the father – or even a description or a nationality, would have limited the amount of people who were potentially touched by it. Therefore this supports the theory that this is fiction.

2. “Karen” doesn’t look emotionally affected by the situation. Her face and eye movements reflect no inner conflict or emotions.

For example, “Karen”  tries to give an impression of shamefulness, when she mentions her not remembering much from that evening. But it never affects her facial expressions, which remain the same no matter what she says. If this was a somewhat improvised presentation, I would have expected her to move her eyes a lot more around as se searched for words or became embarrassed. This doesn’t happen – she looks into the camera, quite friendly and secure all the time.

3. Her website is under-presenting her, compared to Danes in general.

"Karen and kiddo"

In some other countries, it is impolite to ask people about their profession, but in Denmark, our occupation is a key component in our identity. It is unlikely that a real Danish girl would not reveal her occupation as one of the first things, when she made a webpage about herself. “Living alone with my son” is less likely to be the tag line of a young Danish woman’s personal website. A Danish woman would define herself as much more that a mother.

4. The “hygge” discussion is a cliché, more popular in Denmark than abroad

The only people I have EVER heard tell me that “hygge” (coziness) is something so uniquely Danish and that it can’t be translated have been Danish. It is a cliché that is mainly used in relation to tourism and not a fact that is well known outside Denmark. Thus, it is more likely that this has been fabricated than real.

5. Do the pictures and video show a mother and her child?

IMG38161_0The pictures are quite elaborated, though – different settings and clothes – and some less flattering. This could actually be her own kid – but some (vague) signs suggest that it isn’t.

In the picture of Karen and her kid reading a book (above), she covers the pages of the book with her hand. That is not a usual situation, if a mother is reading or looking at pictures with her child. It is more likely a thing you do when you want to prevent the kid from moving the book until the picture has been taken.

In the next picture of Karen almost kissing the kid (right), the child looks a bit surprised by “Karen’s” appearing so close. This may off course be a coincidence, but it could also be a sign that this woman’s face is not familiar – perhaps because she  is not the mother of that child.

In the video, the child also looks quite curious at both the room and “Karen”, which suggests that neither are familiar sights to him. If you follow the child’s eyes – he may actually be looking at someone to our left of the camera, but that could actually be anything – and another person is not required to operate the camera.

An why doesn’t “Karen” show any pictures of her and little August where he is an infant? The kid doesn’t seem to age much on the pictures shown on the site, where it is always summertime ;o)

Conclusion

This is with almost certainty a fictional video and it is most likely a part of a marketing campagin. But is it Danish Tourism or Condoms? You may disagree og have even more evidence for or against my conclusion – feel free to post it here…

De fleste af den slags IQ-fuptests har en relativt tilforladelig grafik, men her er oversættelsen så ringe at det er komisk. "Carrier" (mobiloperatør) er f.eks. oversat til "karriere"

Facebook-applikationer er som bekendt gratis at bruge, men de koster jo stadig penge at udvikle. Den eneste måde udbyderne kan tjene penge på, er derfor at annoncere for andre tjenester der er indtægtsgivende. En af de mest udbredte pengemaskiner der knytter sig til rigtigt mange Facebook-applikationer for tiden er de såkaldte “IQ-tests”.

Disse IQ-tests har i spørgsmålenes opbygning intet med en ægte IQ-test at gøre, kan jeg som psykolog forsikre dig om. Men man behøver ikke at være psykolog for at gennemskue at spørgsmål som “hvilket af disse bogstaver er en vokal?” eller “hvilken ef disse byer er hovedstaden i Danmark?” ikke kan bruges til at måle ret meget. Med undtagelse måske af præstationer omkring en IQ score på 50.

Det eneste formål med spørgsmålenes opbygning er da også at undlade at skræmme brugeren væk men istedet  få dem til at klikke sig videre til det punkt hvor de skal indtaste deres telefonnummer for at få deres score tilsendt.  Eller i nogle tilfælde en pincode, der skal bruges til at se den endelige IQ-score. Når man først har givet sit mobilnummer, har man samtidig givet udbyderen bag lov til at sende én overtakserede SMS-beskeder til 40-50 kroner stykket! Og at blive ved med det hver uge indtil man selv melder sig fra igen.

Der er imidlertid intet snyd ved det i juridisk forstand – for hvis man læser sig igennem den (ofte ubehjælpeligt oversatte) vilkårsbeskrivelse, fremgår det ganske tydeligt at man forpligter sig til at betale det nævnte beløb hvis man taster sit mobilnummer ind.

Men hvorfor er der så overhovedet nogen der tager den slags test?

Det er nemt at pege fingre af mennesker der ryger direkte på den slags tests, men faktisk er der nogle psykologiske faktorer på spil, som er ret stærke.

  • Applikationen/tjenesten benytter en meget effektiv “reveal & compare”-strategi, som kort fortalt går ud på at man først skal investere noget tid og info, efterfølgende får et svar afsløret og endelig kan sammenligne det med andres. Den struktur driver os frem imod den endelige afsløring og kan gøre at vi sjusker med at fordybe os i de enkelte trin.
  • En IQ-test handler om MIG SELV! Og der er kun én ting der er mere interesant end mig – det er når andre beskæftiger sig med mig!
  • Intelligens er en meget kulturelt betydningsfuld parameter ved et moderne menneske  – er den lav, er det skamfuldt og er den høj er det statusgivende. Derfor er afsløringen af netop dette tal meget tiltrækkende.
  • Vi surfer ofte på nettet med en slags søvngængeropmærksomhed og bruger derfor ikke vores fulde opmærksomhed til at læse tekst på de sites vi besøger.
  • Serien af meget lette spørgsmål, skaber et ret højt kliktempo og et positivt flow, som gør det naturligt også at skrive sit nummer ind hurtigt (endnu et nemt spørgsmål) og klikke sig videre.
  • Layoutet i den slags tests er faktisk ofte ret tilforladeligt – i stærk modsætning til f.eks. nigeriabreve etc. og kan derfor medvirke til at nedsætte den kritiske tærskel.
  • Der findes intelligenstests på Facebook som rent faktisk er gratis og som man har set nogle af sine venner tage. Dette øger tilliden til den specifikke test.
  • Når man opdager at man har kvajet sig er man skamfuld og vil hellere blot sluge regningen på 40 kroner, afmelde sig tjenesten og skynde sig videre end f.eks. at advare andre.

Jeg vil ikke påstå at det er specielt intelligent at tage disse tests og for en person som mig der både er psykolog og har ret stor erfaring med mobile tjenester er tjenesten  helt gennemskuelig. Men hvis man nu ikke så pokkers snedig, ikke er vant til at bruge internettet eller ikke er særligt hjemme i de mobile forretningsmodeller, er det faktisk forståelig hvis nysgerrigheden efter at få afsløret sin “sande” intelligens kombineret med tjenestens generelle opbygning, kan få én til at drøne videre i flowet og taste nummeret ind, frem for at læse  betingelserne og stoppe der.

Endelig kan der jo være mennesker som ganske enkelt synes at 40 kroner om ugen for en fup-IQ og lidt løbende SMS’er er et godt tilbud. Men det er nok alligevel de færreste.


Med sådan et link i bunden af diverse quizzer, lokkes du til at klikke dig ind på en IQ test med den (ret gennemskuelige) påstand at en af dine venner har udfordret dig.

Med sådan et link i bunden af diverse quizzer, lokkes du til at klikke dig ind på en IQ test med den (ret gennemskuelige) påstand at en af dine venner har udfordret dig.