Det er alt der ikke passer i de andre kategorier

I dag blev jeg ringet op af en større provins-tv-station. De ville gerne foretage et live eksperiment, som kunne undersøge om Danskerne er blevet mere autoritetstro, siden covid-19 krisen brød ud.

Jeg forklarede venligt at det ikke er noget man sådan lige kan undersøge – slet ikke mens krisen stadig er aktiv. Det ville, som minimum, kræve at man havde en baseline for autoritetstro (hvis det kunne lade sig gøre at lave sådan én) og at man undersøgte noget meget specifikt derefter. Endelig vil det kræve langt, langt mere tid end man har til et sådant morsomt TV-indslag. Derfor plejer jeg at sige pænt nej tak til den slags poppede eksperimenter.

Men så tænkte jeg over idéen igen

Hvis man nu glemmer alt om at lave en “undersøgelse”, men i stedet blot vil skabe lidt eftertanke, så kunne en sådan øvelse faktisk sætte en debat om vores håndtering af krisen i gang, hvis den blev gjort rigtigt.

Præmissen er at tv-stationen vil sende en “uniformeret” person ned i en park og prøve at få mennesker til at foretage sig handlinger, de ellers ikke ville have gjort. Og her har jeg faktisk sagt ja til at prøve at finde på nogle handlinger, som autoritetspersonen kan bede fremmede mennesker om at foretage sig. Nok mest som et tankeeksperiment fra min side.

Der er altså på INGEN måde tale om et videnskabeligt eksperiment, men om nogle tankevækkende øvelser. Derfor optræder jeg heller ikke i indslaget (hvilket ville kunne legitimere det, rent videnskabeligt), men lægger op til at de mennesker som efterlever den falske autoritets anvisninger, selv får lov at tale med om hvad de tænkte.

Mine refleksioner

For det første er det ret let at få mennesker til at gøre ting de aldrig selv troede at de ville gøre. Det har socialpsykologien dokumenteret utallige gange. Mennesker er desuden høflige og vil ofte gøre hvad en skør person med kasket beder dem om, selvom de egentlig ikke ser vedkommende som en autoritet. At de retter sig efter vedkommende, beviser altså intet i sig selv.

Men på den anden side har vi oplevet at især vores ret til at bestemme hvem vi omgås, hvordan vores krop skal opføre og bevæge sig, hvordan vi skal rengøre os selv og lignende meget personlige valg, er blevet dikteret af myndighederne. Derfor kunne det faktisk være lidt interessant at se hvordan danskere reagerer, hvis vi bliver bedt om at overskride vores grænser på disse områder, af en tilfældig person med gul vest og kasket.

Forslag til “autoritetspersonens” instrukser:

  • AFSTAND/Skil familier ad: Autoritetspersonen stiller sig ved en korsvej og beder mænd og drenge gå ad én sti og kvinder og piger ad en anden. At skille familier ad er et ret voldsomt indgreb.
  • KONTAKT/Bed mennesker undlade at røre ved hinanden: Autoritetspersonen beder familier eller kærestepar som holder i hånd/bærer børn etc. fortsætte gennem parken uden at røre ved hinanden.
  • FRI BEVÆGELSE/Bed mennesker forlade parken: Autoritetspersonen fortæller at der er en del handicappede mennesker i parken og beder dem om at forlade parken og komme igen en anden dag.
  • BRÆNDEMÆRKNING/Bed mennesker om at tage en badge med en stjerne på: Autoritetspersonen standser mennesker ved indgangen og spørger om de har været i udlandet de sidste tre uger. Hvis ikke, får de en sticker med en stjerne på (som her på siden), og bliver bedt om at bære det en synligt sted. Gælder også børnene.

Der er kommet et forslag ind på mail fra Hanne Skjølstrup Mikkelsen, som jeg synes er morsomt:

  • Bed folk slukke mobil/iPod osv., mens de er i parken, fordi det er en CO2-neutral park

NB! Det er naturligvis en klar betingelse for et sådant events etisk forsvarlige gennemførelse at deltagerne kan vælge at deres adfærd ikke bringes i TV, hvis de ikke har lyst til at deltage. Det kan være en ret sårbar situation at blive afsløret i at lade sig manipulere.

 

 

Hvorfor hamstrer vi, når der er varer nok? Hvordan kan vi håndtere hamstring som samfund? Her får du et crash-kursus i hamstringspsykologi og 5 måder at reducere hamstring på.

For to år siden slettede jeg alle mine profiler på sociale medier. Blandt andet min Twitterprofil med ca. 4000 følgere.

Idag oprettede jeg en profil på Twitter – det er simpelt hen for svært at fungere professionelt uden. Hør mere om hvordan her…

1. juli 2017 er lidt over to år siden nu – og det har været to rolige og harmoniske år, med fred for konstant debatkvidder for mit indre øre. Der sker noget sundt med eftertanken, når man melder sig ud af de sociale netværk og ikke bare kan dele enhver snedig betragtning med nogle tusinde følgere. Det har også været to år, hvor mit adrenalinniveau ikke har været koblet på flere tusinde andre mennesker og kunne pumpes i vejret ved en kommentar eller et indlæg der gik viralt.

Når jeg nu er tilbage på prøve på Twitter (ikke Facebook eller LinkedIN) skyldes det ikke lyst eller trang, men et benhårdt professionelt behov: Uden en kanal ude i mediestrømmen, er jeg desværre decideret handicappet som blogger, debattør og foredragsholder. Når det er sagt, så trækker det også kraftigt at kunne række ud og få en hjælpende hånd eller at give én et klap på skulderen.

Det er jo bare sjovere at kunne dele et nyt blogindlæg med en masse interesserede og få feedback, end at skrive det og håbe på at andre end min mor opdager det af sig selv (tak, mor). Færre læsere – mindre motivation til at blogge. Det er bare noget andet at få en idé, skrive et indlæg, dele det og få respons. Også selvom man så en gang imellem får tæsk.

Jeg har skrevet i f.eks. Politiken, i de sidste år og det vil jeg fortsætte med, men vejen omkring et etableret medie er for det første ret langsom. Og så er der hele tiden muligheden for at en redaktør eller billedansvarlig får klippet noget væsentligt ud af teksten eller sat et helt forkert billede eller overskrift på. Den slags er man ude over, hvis man selv ejer mediekanalen. Det behøver man ikke at være Trump eller Lars Løkke for at sætte pris på.

Også så er det desværre også sådan, at selv hvis man er en habil og interessant foredragsholder, så bliver man let glemt på næste eventmøde, hvis man forlader strømmen.

Jeg har sågar oplevet folk der troede at jeg havde trukket mig tilbage, fordi jeg ikke længere var til stede i den daglige eller ugentlige strøm! Det var ret overraskende at opdage at min fredelige ikke-kommunikation på den måde blev set som et aktivt farvel.

Når jeg har valgt at oprette mig på Twitter, er det fordi det er det eneste sociale medier jeg virkelig har savnet fra tid til anden, siden jeg klippede navlestrengen. Flere har spurgt mig om det ikke var alt for drastisk at slette min profil dengang. Og selvom det unægteligt ville være praktisk at kunne stikke nøglen i en køreklar profil med tusindvis af følgere nu, så var der faktisk ingen anden udvej for mig for to år siden. Efter 10 års konstant brug af sociale medier, skulle der helt ro på.

Du havde sikkert også glemt mig – og måske havde jeg glemt dig. Så lad os begynde forfra og prøve at gøre hinandens verden lidt større. Efter at have meldt mig ud af en masse i løbet af de seneste år, har jeg i hvert fald besluttet mig til at begynde at melde mig lidt ind igen.

Peace and love

Anders

Det viser sig at en obskur direktørtype har taget @anderscolding mens jeg var væk. Så nu er jeg @HrAndersColding.

PS: Jeg skal nok få opdateret alle de steder på bloggen hvor der står at jeg ikke er på sociale medier, men der går nok et par dage…

Jeg er ved at forberede morgendagens workshop for en stor dansk fagforening

Det er en særlig opgave at holde workshops og foredrag om digitale vaner. Jeg får nemlig somme tider at vide at dem jeg skal tale for (og med) allerede har beskæftiget sig med digitale vaner. Og det er jo storartet, men når vi så dykker ned i stoffet, viser det sig at det ikke er tilfældet. Mange har hørt ordet vaner – igen og igen – men de har ikke fået ret meget at vide om hvordan de virker. Derfor bliver de ofte glædeligt overraskede, når jeg så begynder at undervise i egentlige vaner, hvordan de dannes og hvordan man ændrer dem.

Jeg tager nemlig ikke udgangspunkt i de gængse forklaringer om at medievirksomheder, for at sikre sig vores opmærksomhed, gør deres produkter vanedannende ved at “hacke” vores dopamincenter. I stedet ser jeg vaner som noget du selv har trænet – og som du kan ændre, hvis du ved hvordan dine vaner fungerer.

Altså bruger jeg min tid med publikum på det som virkelig virker, nemlig at øge deres vaneforståelse og give dem en simpel teori om deres egen vaneadfærd. Og ikke mindst ved at lære dem at forstå og identificere deres egen digitale vaneimpulser og hvordan man håndterer dem. Altså nul debat og kritik – 100% psykologisk og brugbar viden.

Da jeg har deltagerne i nogle timer, kan jeg i morgen bruge tid på at lade dem tale sammen om deres egne vaneimpulser og at gøre deres skjulte vaner synlige igen. Vi vil sikkert også diskutere hvilke konsekvenser det har for deres medlemmer, at de digitale vaner både er så betydningsfulde og oversete i hverdagens samtale.

Hvis I vil have en rigtig psykologisk indføring i jeres (og andres) digitale vaner, kan I jo læse mere om mine workshops om digitale vaner her.

Hvis du har været på internettet de sidste 10 år, har du umuligt kunnet undgå at se Facebook’s stifter, Mark Zuckerberg, fortælle om Facebook’s explicitte formål: at gøre verden mere ”open and connected” 

Og helt umiddelbart lyder også meget sympatisk for de fleste. Hvem kan da være imod at være forbundet til andre – eller åbenhed?

Men har du nogensinde tænkt over hvad det i virkeligheden betyder, når man prøver at gøre verden mere ”forbundet og åben” gennem et socialt medie som Facebook? Måske er det humanistiske budskab i virkeligheden hele kernen i Facebook’s forstyrrende effekt.

Lad os prøve at se analytisk på hvad det slogan betyder i praksis.

Gør verden mere forbundet = hold relationer til flest muligt

At gøre verden mere forbundet bygger på en særlig antagelse om menneskelige relationer. Nemlig at det er positivt at være forbundet med så mange som muligt. Det kan måske oven i købet være at du opfatter det som en fejl ved verden at alle dine gamle kolleger, naboer og skolekammerater forsvinder eller bliver meget sværere at få fat i, når du bevæger dig gennem livet. En fejl, som Facebook nu endelig retter.

Men det er ikke nødvendigvis en fejl ved, at vores ”gamle relationer” forsvinder med tiden. Faktisk kan det være utroligt praktisk at mennesker du ikke umiddelbart har noget at gøre med, glider helt ud i periferien af dit liv. Det sætter nemlig en øvre grænse på vores sociale relationer, så vores hjerner kan følge med.

Vores hjerner er nemlig ikke ”designet” til at håndterere mange relationer, de fleste af os har samlet på sociale medier. For det første er vi slet ikke i stand til at huske eller overskue så mange mennesker – prøv selv at remse de Facebook-venner op, du tror du har. Og sammenlign derefter med din reelle liste af ”venner”. Men for det andet så er din hjerne heller ikke bygget til at håndtere den store mængde kommunikation, som hundredevis af mennesker produerer. Og det er her problemet opstår.

Gør verden mere åben – fortæl mere om dig selv

At gøre verden mere åben kan også lyde venligt og sympatisk. Men hvis man ser på hvordan man gør ting mere åbne på Facebook, betyder det i praksis at man skal begynde at kommunikere løbende med sine mange relationer. At give dem indsigt. Og her begynder det for alvor at belaste vores hjerner.

Almindelige menneskers kommunikationsmønster er nemlig kaotisk og uforudsigeligt. Vi kommunikerer når vi lige får en tanke eller en idé. Og når man som modtager rammes af kommunikation som kommer uregelmæssigt, aktiverer det nogle helt særlige processer i os. Når vores mobiltelefon f.eks. byder på såkaldt uregelmæssig forstærkning i form af kommunikation, vi aldrig helt ved hvornår kommer og hvad indeholder, er det meget let at blive trænet til at tage den op af lommen ofte – udelukkende for at se om der er kommet noget – og hvad det eventuelt er.

Så når Zuckerberg siger at verden skal være mere forbundet, så betyder det i praksisk at vi alle sammen skal oprette og vedligeholde relationer til hundredevis af mennesker som vi har kendt eller blot har mødt eller hørt om. Langt flere end vores hjerner nogensinde har været vant til at have relationer til. Og når han taler om at gøre verden mere åben, så betyder det at vi skal vedligeholde en strøm af billeder, opslag, video og kommentarer, som kan skabe et endeløst feed af pirrende forstyrrelser.

Og netop dette er den helt centrale årsag til at mange mennesker føler sig stressede, forpustede, deprimerede og konstant forstyrrede af sociale medier: at vi er kommet til at samle alt, alt for mange relationer i et kommunikationsværktøj som er utroligt let at bruge hele tiden og som vi alle sammen kan have i lommen. Og at vi konstant får spændende opdateringer fra andre.

Men hvorfor siger Zuckerberg som han gør?

Jeg kender ikke Zuckerbergs motiver, men selve slogan’et “open and connected” giver god mening, hvis man ser hvad Facebook-lever af. De er en annoncevirksomhed, som lever af at vise dig annoncer og “betalte opslag”. Men for at de kan gøre det, er du nødt til at besøge platformen og nyhedsfeedet. Og jo flere forbindelser du har (connected) og jo flere opslag, billeder og videoer de poster (open), jo mere fristende indhold trækker dig ind på platformen.

Hvis man oversætter hans slogan til forretningssprog, så kunne det hedde: “Jo flere forbindelser som konstant deler indhold med dig, jo flere gange bliver du fristet til at gå du ind og se på vores annoncer”.

Men måske man skulle stille spørgsmålet: er det virkelig optimalt at bruge tid på at udveksle så mange informationer som muligt med så mange mennesker du kan samle sammen? Eller skal du måske snarere have modet til at vælge fra?

Hvad nu hvis verden i virkeligheden trænger til at være mindre forbundet og åben?

Hvis du er et artigt og velopdragent barn af din tid, vil du finde denne overskrift åbenlyst absurd. Selvfølgelig findes sociale netværk da!! Vi kan jo se dem overalt!!

Det sociale netværk som eksplicit og implicit  forståelsesramme for menneskelige relationer går sin sejrsgang over hele den vestlige verden i disse år. Men det du ser, når du ser sociale netværk er faktisk ikke eksisterende sociale netværk. Du ser mennesker. Det sociale netværk er måden du ser dem på.

Ideen om “det sociale netværk” er nemlig en mental og sproglig konstruktion som er knyttet uløseligt til vores tid og som også en dag vil være forældet, som ideen om hekse, klassesamfund, adel og basisgrupper. Og selvom det kan være svært at forestille sig, vil vores børnebørn en dag ryste overbærende på hovedet over den gang vi lod os nøje med at forstå os selv som ensartede prikker i et diagram og lydigt hoppede ned i ensartede kasser i såkaldte “sociale netværkstjenester”.

For selve begrebet dækker ikke over noget objektivt konstaterbart. I stedet lægger begrebet et særligt syn på mennesker og relationer ned over os som bruger det. Nemlig antagelsen: Alle mennesker er fundamentalt “konfigureret” ens og derfor kan de optræde sammen, som “noder” i det samme netværksdiagram. Denne abstraktion er noget helt unikt som knytter sig til netværkstækningen. At alle mennesker er “analytisk ligeværdige” og altså kan betegnes med den samme type af prik i et netværksdiagram eller skabelon i en netværkstjeneste, er ikke en objektiv konstatering, men en yderst værdiladet påstand som ikke har være gældende på ret mange andre historiske tider og som, når man ser på os som mennesker, heller ikke har noget åbenlyst empirisk grundlag.

Men hvorfor taler alle så om sociale netværk idag?

Den mest åbenlyse årsag er at idéen om sociale netværk passer utroligt godt til fragmenterede og mobile samfund. Når man taler om flere mennesker som interagerer på tværs af geografiske rum, virksomheder, familier og vennekredse, så er netværksmetaforen med sin elasticitet og sin manglende præcision det perfekte sproglige værktøj til at fange vores flygtige interaktionsmønstre. Det “sociale netværk” lader os etablere et narrativ om samvær og sammenhæng som vil alle har brug for. Og det er jo sundt nok.

Da socialantropologen John Barnes i begyndelsen af 50’erne fandt på begrebet, var det faktisk et kontroversielt begreb. Barnes kom fra det meget klassedelte Storbritannien. Og i et samfund hvor mennesker bestemt ikke var ens, var netværkstanken direkte subversiv. Set i det lys er det sociale netværk nærmest undfanget som et anti-elitært begreb, som tilbød mennesket en fortælling om større lighed end den som klassesamfundet kunne byde på.

Men prisen for denne lighed er også en ensartethed, som vi ikke kan undslippe, hvis vi “tror på sociale netværk”. Der er f.eks. ikke længere ret mange som stiller spørgsmål ved at vi alle skal oprette os med samme type Facebook-skabelon, have de samme Twitter-profiler og på andre måder passe ind i de ensartede kasser vi bliver opfordret til udtrykke os selv igennem. Det sociale netværksmenneske er ganske enkelt bare hyperkompatibelt med databaser. Computere  elsker ensartede datatyper og ved at fokusere på mennesker og relationers enshed, får vi med andre ord en hel masse foræret. Vi får computeren som et socialt værktøj. Og det er svært at sige nej til.

Men sidst og ikke mindst, lever vi i en tid og hvor det bliver stadig mere farligt at træde uden for normen. Hvor det er mistænkeligt at være anderledes, hvis man da ikke lige er det på en måde som kan kommercialiseres og gavne betalingsballancen. Og i sådan en tid kan jeg simpelt hen ikke forestille mig en mere nyttig og betryggende antagelse om menneskelige relationer, end den der siger at du skal være kompatibel og at det er farligt hvis du ikke kan fungere som en prik på linje med alle andre prikker i et netværksdiagram.

Så hvis du vil være sikker på at du altid er nem at stable og ikke stikker ud, så husk at “det sociale netværk” altid hjælper dig til at fokusere på det vi alle har til fælles og aflede opmærksomheden fra de farlige skævheder.

Og husk især at sociale netværksmedier som Facebook er her for at hjælpe dig til at kategorisere din personlighed på samme måder som alle andre…. så de eneste spørgsmål du behøver at stille dig selv er få og små.

Foto: Alex Buck

Indlægget har tidligere været bragt som kronik på altinget.dk

Når danskere rejser til fattige dele af Afrika, får mange et kulturchok.

De møder elnet, veje, transport og offentlig forvaltning, som fungerer meget dårligere end hjemme i Danmark. Man kan ikke altid regne med, at toget kommer på minuttet – eller endsige samme dag, ligesom man kan risikere, at strømmen forsvinder uden varsel.

Men det største kulturchok er at møde de mennesker, som lever i den dårligt fungerende hverdag og derfor burde være stressede og dybt utilfredse. De er vant til et liv med lange ventetider, korruption og upræcist fungerende omgivelser. Derfor er de ofte tilfredse, når tingene virker – og tager det forbavsende afslappet, når det ikke gør.

Til sammenligning er vi danskere så forvænte med, at alt fungerer, at selv en lille afvigelse fra en køreplan eller en sløv 4G-forbindelse kan gøre os frustrerede og hidsige. Vi skal ikke opleve ret store afvigelser fra normalen, før vi går på de sociale medier og raser, nedladende og sarkastisk, og høster en masse likes for det. ”Hvis det var mig, der drev DSB, ville jeg kraftedeme tage højde for, at der falder visne blade på skinnerne hvert efterår” (Nej, det ville du ikke – for det er skide svært i praksis).

For et par år siden kunne man opleve forældre – altså voksne mennesker – i blindt raseri over Føtex på Facebook. Føtex havde nemlig lanceret en kampagne, hvor kunderne fik gratis samlekort med dyremotiver, når de handlede. Når forældrene rasede på sociale medier, var det, fordi det angiveligt var svært for deres børn at samle samtlige kort i serien og dermed få deres album helt fyldt. Det er lidt svært at forestille sig sådan et drama udspille sig i Mogadishu, ikke?

At en gennemsnitsdansker er mere intolerant end gennemsnitsborgeren i Somalia, er ikke genetisk. Det er et spørgsmål om tilvænning. En af hemmelighederne bag menneskeartens udbredelse er nemlig, at vi kan vænne os til livet og hverdagen de fleste steder på kloden. Man kan sige, at vores nervesystemer er i stand til at skabe en indre tilstand af normalitet, selv på udfordrende steder.

Det er, når vores forventninger til det normale svigtes, at vi bliver frustrerede og utilfredse. Når man lige ser bort fra livstruende tilstande som sult og vold, er der nemlig ingen objektiv menneskelig målestok for, hvornår vi oplever frustration og utilfredshed. Målestokken justeres efter omgivelserne, der hvor vi lever vores liv. På samme måde er intolerance ikke en fejl ved det menneskelige design. Det er nervesystemet, der reagerer på, at omgivelserne ikke opfører sig optimalt.

Den ironiske konsekvens af dette er, at vi ikke bliver lykkeligere eller mere tilfredse af, at verden omkring os begynder at opføre sig mere præcist. Vi vænner os nemlig lynhurtigt til det nye normale. Jo mere præcise og umiddelbart behovstilfresstillende vores omgivelser bliver, jo mere intolerante bliver vi til gengæld over for selv små afvigelser. Og her har især computere og internettet været med til at vænne os til en ultrapræcis verden.

Hvis man lynhurtigt kan slå korrekte stavemåder op, kender man dem og bliver mindre tolerant over for andres stavefejl. Hvis man er vant til at kunne kontakte andre og få svar inden for sekunder eller minutter, bliver det direkte utåleligt at skulle vente på et svar til dagen efter. Og hvis man konstant færdes i en verden, som kan beskrives ned i præcise minuttal, bliver man helt naturligt mere intolerant over for afvigelser på selv få minutter. Hvis du for eksempel er vant til, at noget sker i begyndelsen af ugen, er tirsdag helt fint og onsdag acceptabelt. Men hvis du forventer, at noget sker klokken 09:17, er 09:43 langt ud over det acceptable.

Og vi har slet ikke nået vores intolerances maksimum. For det første betyder en stadig større digitaliseringsgrad, at flere og flere af vores forhold kommer ind i det ‘præcises domæne’. Når processer bliver digitaliserede, bliver minuttal, grader, pris og afstande noget, man kan beskrive nøjagtigt og kommunikere ud til brugere og borgere. For 10 år siden ville en taxi, der kom efter otte minutter, have været et rent hit. Men når jeg for eksempel får en besked om, at min taxi vil ankomme om fire minutter, bliver det pludselig til en fejl at den så først ankommer om otte.

For det andet betyder en helt ny type af software – nemlig den, der er baseret på machine learning (eller ”kunstig intelligens”) – at skubbe yderligere til vores oplevelse af det normale. Forenklet sagt kan machine learning få computere til at kigge efter mønstre – f.eks. i din adfærd. Og når først en computer har lært, hvad du kan bedst lide, er næste skridt at begynde at tilbyde dig stadigt mere personaliserede ydelser, tjenester og brugerflader.

Når lærende algoritmer begynder at styre den verden du møder, får du ikke bare dine behov tilfredsstillet inden for få minutter. Så bliver din hverdag fuld af tjenester, der smyger sig om dine behov som våd latex. Som aldrig giver dig noget, der ikke tilfredsstiller dig. Og som kender dine behov, før du selv gør, og tilfredsstiller dem perfekt og uden nogen registrerbar forsinkelse.

I begyndelsen vil det være utroligt lækkert. Men snart vil dit nervesystem være justeret, og det vil også bare være normal hverdag. På samme måde som din højt teknologiserede og præcise hverdag i dag føles. Til gengæld vil du nu gå på Facebook i raseri over, at den sidste film, du så på Netflix ikke var den bedste og sjoveste film, du nogensinde havde set, at du skal vente 1½ sekund på, at din selvkørende taxi samler dig op, eller at der er 17 og ikke 13 birkes på dit rundstykke. Hvis du vil skabe verdens mest intolerante folkefærd, skal du bare gøre vores verden stadigt mere præcis, minutiøst beskrevet – og konstant sikre dig, at folk får feedback på, hvor de er i processen.

Hvis du i stedet vil have lykkelige borgere, skal du ikke gøre deres verden mere præcis, med mindre du kan levere en 100 procent præcis ydelse til dem hvert sekund, resten af deres liv. Det er muligt, at det kilder dejligt i DJØFFEN at sende en SMS med det præcise klokkeslæt, en ydelse bliver leveret på. Men hvis du vil gøre mennesker mere tilfredse med deres hverdag, skal du faktisk gå den modsatte vej og vænne mennesker til, at verden er lidt mindre nøjagtig – for så vil langt flere faktisk blive mere fejltolerante og mindre frustrerede og hidsige. Måske du ligefrem skal smide den store viser væk nogle gange.

Og når du overvejer at bruge kunstig intelligens til at mandsopdække dine borgere og ansatte 100 procent i ethvert af livets forhold, skal du lige have i baghovedet, at ingen bliver lykkeligere af det på længere sigt, på trods af at salgstalen lyder fantastisk.

Til gengæld skaber du mennesker, hvis verden bryder sammen, blot de støder på den mindste uregelmæssighed. Og de mennesker vil jeg ærligt talt meget nødigt have, at mine børn skal møde på Facebook.

Foto: edri.org (tak for lån)

I sidste uge annoncerede Facebook (igen) ændringer i din Facebook-oplevelse. Facebook vil nemlig være med til at skabe en mere positiv oplevelse for dig som bruger. Og det vil de gøre ved at gøre din Facebook-oplevelse mere “personlig og vedkommende”.

I fremtiden kan du derfor forvente at se færre opslag fra offentlige organisationer, nyhedssites og kommercielle virksomheder i nyhedsfeedet. I stedet vil du nu se flere opslag fra dine egne Facebook-venner. Det ændrede nyhedsfeed vil især booste de opslag fra dine venner som ”formår at generere aktivitet i kommentarfelterne”. Du kan med andre ord forvente flere opslag som dine venner er interesserede i at mene noget om.

Det kan umiddelbart lyde såre sympatisk. Hvem kan dog være imod at høre noget fra sine venner? Men i realiteten er dette et træk der kan gøre Facebook endnu dummere og din virkelighed endnu mere ”postfaktuel” i 2018.

Lad mig forklare hvordan det hænger sammen.

—–

Facebook lever af at sælge annoncer. Deres forretning går ikke ud på at tilbyde et socialt netværk til et par milliarder brugere. Det er kun maddingen. Facebook er en ren annonceforretning. Og når man lever af at sælge annoncer er der kun én eneste ting der tæller, nemlig opmærksomhed. Facebook er derfor konstant i en konkurrence om at få og fastholde din opmærksomhed så ofte og så længe som muligt. Her er Facebook naturligvis i konkurrence med andre sociale medier, som f.eks. Snapchat og Linkedin (Facebook ejer selv Instagram, så de er ikke en rigtig konkurrent). De er også i konkurrence med digitale underholdningstjenester som Netflix og YouTube. Men de er faktisk også i konstant konkurrence med alt andet du kan bruge opmærksomheden på. For eksempel dit sexliv, dit arbejdsliv, din aftensmad eller at lege med LEGO med dine unger.

Facebook lever også af at samle data om dig og hvad der interesserer dig. Ikke fordi data er noget værd i sig selv. Men fordi data gør det muligt at lære dig bedre at kende og vise dig annoncer du er mere tilbøjelig til at klikke på, på tidspunker og måder der gør dem mest effektive for netop dig. Men på det seneste har Facebook fået et problem. Du er nemlig begyndt at poste færre opslag om dit eget liv. I stedet konsumerer du flere nyhedshistorier og mere indhold fra etablerede medier. Men når du er inde og læse en artikel eller se en video, afslører du langt mindre om dig selv og dine præferencer end når du selv skriver et opslag. Facebook får naturligvis stadig noget at vide om hvad der interesserer dig – men for Facebooks algoritmer ligner du i langt højere grad alle andre der også har set den samme video eller læst den samme artikel. Og det er bare slet ikke godt nok i den opmærksomhedskrig som raser lige nu. Facebooks datagrundlag er altså ved at blive dårligere – og med et dårligere datagrundlag bliver det sværere for dem at vide hvilke annoncer de skal vise dig.

Facebooks egen forskning tyder desuden også på at det i sidste ende er historier fra folk du kender, der gør dig mest glad for at have brugt tid på Facebook, i hvert fald sammenlignet med opslag fra virksomheder og nyhedssites. Og hvis du er mindre glad for Facebook, kommer du der sjældnere. Og så er den for alvor gal med annonceforretningen. Blandt andet derfor har Facebook en stor interesse i at få dig til at begynde at skrive og dele mere selv – og en af måderne er at fremme dine egne opslag og dermed belønne dig med flere likes og kommentarer når du deler en historie du selv har lavet eller noget du selv har en mening om.

Især hvis det du poster er værdifuldt for dine venner. Men her bliver det lidt problematisk.

For Facebooks algoritmer er blinde. De kan ikke se hvad der er værdifuldt for dig og dine venner at se og læse. Derfor er de nødt til at se på jeres adfærd. De kan for eksempel se hvad I liker, deler og kommenterer på. De kan også se hvor længe I standser ved et opslag, om I forstørrer et billede for at se hvad det forestiller eller om I folder kommentarerne ud og hvilke af dem I standser ved. Og det er netop de tal som Facebook bruger til at vurdere hvilke opslag fra dine venner, de skal vise dig.

Men de tal Facebook får ud af at læse din adfærd viser bare ikke hvad der er værdifuldt for dig. De viser hvad der har været i stand til at fange din opmærksomhed og få dig til at reagere. Og det er ikke det samme. Facebook er derfor ved at ændre dit nyhedsfeed, så det viser endnu mere af det som får dine venner til at reagere og skrive kommentarer. Og der er ikke meget der kan skabe reaktion, som et Facebook-opslag der gør folk vrede eller forargede. Facebooks algoritmeændring vil altså derfor automatisk prioritere de skarpt vinklede opslag, der skaber reaktion fra flest muligt og ofte gør dem vrede eller oprørte, på bekostning af nuancerede opslag fra troværdige kilder som f.eks. journalistiske nyhedssites, hvoraf nogle af dem faktisk har ansat kompetente journalister til at checke facts og luge de værste ubegrundede ammestuehistorier ud.

Jeg vil meget nødigt citeres for at alle journalister er grundige og ikke viderebringer ubegrundet ævl og sladder. Men ved at gøre det endnu sværere for etablerede medier at trænge ind i nyhedsstrømmen, bliver vi i endnu højere grad overladt til dem der formår at hacke vores opmærksomhed og vores følelser.

Forstil dig for eksempel at en bekymret mor deler et opslag om at hendes datter sandsynligvis har brækket benet af at spise gluten (tilgiv at jeg bruger et tænkt eksempel her – jojo, det er skam helt fiktivt). Et sådant opslag vil traditionelt set trække en masse medfølelse fra venner med børn, bekymrede spørgsmål fra andre forældre, som Facebook har vist det til og en masse forargede udfald imod glutenindustrien – de kyniske og skruppelløse bønder og bagere. Den slags personlige sygdomsanekdoter er traditionelt set knippelgodt og effektivt stof. Problemet er bare at de tit er forkerte. Man kan nemlig ikke bedrive forskning med sit eget barn og det er alt for let at lade sig snyde af at to ting sker efter hinanden og tro at den første derfor må være grund til den sidste.

Men hvis sundhedsmyndighederne nu ud og publicerer forskning som klart viser at der ikke er nogen sammenhæng imellem at spise gluten og få et brækket ben, vil det nu få endnu sværere ved at trænge igennem. Ganske enkelt fordi sådan en tilbagevisning i sig selv er meget kedeligere stof end en saftig, selvoplevet anekdote. Og hvis det ikke er noget dine venner taler om, vil det nu blive skubbet endnu længere ud i Facebooks periferi. Det er den udvikling, vi måske kan forvente accelereret med Facebooks nye vennevenlige algoritmeændring.

Sandheden er at samfundsdebatten, alt andet lige, bliver bedre når offentlige instanser og journalistiske medier blander sig. Og at Facebook nu er ved at skabe endnu bedre grobund for at populister kan kapre store samfundsgrupper og succesfuldt fortælle dem at ”the main stream media” er nogle svindlere, som ikke vil dem det godt (lyder det bekendt?). Hvis bare man råber højt og skarpt nok og man desuden formår at hyre nogle bureauer der kan hacke algoritmer og brugeres opmærksomhed, er vejen nu gjort endnu mere velsmurt for at flere interessante løgne, flere farverige populister og flere myter om hvad der er sundt og usundt kan overtage Facebook-feedet og dermed samfundsdebatten i 2018.

Godt nytår.

Der er flere der har spurgt hvor min e-bog blev af. Du ved, den der fortalte om psykologien bag det gode opslag på medier som Facebook og lignende.

Forklaringen er at jeg, for et par år siden, valgte at tage en lang pause fra den mere kommercielle del af kommunikationsbranchen. Jeg bedriver stadig ikke kommerciel kommunikationsrådgivning, men derfor kan du jo godt få bogen at læse.

I dag er bogen en smule forældet i designet, da flere medier har fået runde profilfotos. Men de fundementale antagelser om psykologjen er nok stadig aktuelle. Og de giver i hvert fald et fingerpeg om den opmærksomhed man skal have, hvis man lever af at lave social media indhold. Også selvom man når frem til andre retningslinjer end jeg gør-

Hent bogen her