Foto: Andi Graf

Jeg foreslår hermed et års #empiristop, hvor man ikke må gemme sine holdninger bag håndplukket empirisk forskning

Har været bragt i Politiken 8. september 2019

Hvad ville der ske, hvis vi i et år lod være med at inddrage empirisk forskning i effekten af sociale medier og mobiltelefoner, i vores fælles offentlige samtale? Jeg ved det. Sådan et empristop lyder sandsynligvis komplet vanvittigt i dine ører. Empirisk forskning er jo guldstandarden for objektiv sandhed i det 21. århundrede. Det mest potente indspark i enhver debat er spørgsmålet: “Er der empirisk belæg for det du siger der?! Hvortil det eneste gyldige modsvar er at returnere: ”Ja, for forskning viser at adfærd XXX korrelerer med effekt YYY hos målgruppe ZZZ.”

Empiri er det fineste vi har, er det ikke?

Svaret er et rungende jo … og nej.

Som videnskabelig metode har vi ikke noget der er bedre end den empiriske undersøgelse, hvor man går ud i verden og erfarer (empiri betyder netop erfaringsmæssig) hvordan den udfolder sig. Før den empiriske metode gik forskning stort set ud på at prøve at regne ud hvad Gud mon havde forestillet sig med skaberværket. Empiri er bedre. Jeg er for.

Men når empiri inddrages i den offentlige debat om brugen af mobiler og sociale medier, forvandles den umærkeligt fra at være et redskab til oplysning og bliver et slagvåben i en ideologisk kamp. Debattører bruger nemlig empirisk forskning på en anderledes måde end forskere gør – og også anderledes end den egentlig er beregnet til.

Fordi selve feltet “mobiltelefoner og sociale medier” er et gigantisk og hyperkomplekst område, med dataetiske, tekniske, sociale, samfundsmæssige, pædagogiske og psykologiske indgangsvinkler, kan man både finde negative og positive konsekvenser (eller begge dele på samme tid) af digitalt medieforbrug i rigtigt megen forskning, alt efter hvordan man spørger.

Se man eksempelvis efter mobiltelefonens pædagogiske potentialer, kan man finde dem. Ser man i stedet efter mobiltelefonen som kilde til distraktioner og stress, kan man finde disse effekter. Ser man mobiltelefoner som potentielle kilder til datatyveri og overvågning, ender man atter andre konklusioner.

Disse empiriske resultater, som i deres helhed synes at stitte i mange retninger, kan potentielt give os glimt af indsigt i en kompleks verden. Det er sådan de er tænkt. Men sådan bruges de bare sjældent i debatten. Her vælger debattøren nemlig selv hvilken empiri han eller hun vil inddrage. Og så bliver der i sagens natur ofte valgt forskning der understøtter vedkommendes egne værdier og holdninger og f.eks. delt på sociale medier med et “se selv hvad jeg sagde – dette beviser at sociale medier er dybt skadelige for vores børn (eller det modsatte)”.

At udvælge den forskning man bedst kan lide, kaldes i akademiske fagtermer for cherry picking og den spiller sammen med en anden kendt psykologisk mekanisme, nemlig confirmation bias. Confirmation bias er når man synes at den forskning, eller den politiker for den sag skyld, som bekræfter ens eget verdenssyn bare er sandere og mere vederhæftig. Og hvis der er problemer med forskningen, så er disse lette at bortforklare og slet ikke et problem for konklusionen.

Derfor ser vi ofte at modstandere af mobiler og sociale medier deler links til empirisk forskning som påpeger farer og negative konsekvenser ved brug af mobiler af sociale medier. Denne forskning giver tilhængere af mobiler og sociale medier sig straks sig til at pille fra hinanden og deler i stedet undersøgelser der viser at sociale medier og mobiler slet ikke er problemet, hvis de bliver brugt rigtigt.

Og her står vi i dag. Et empirisk forskningsresultat som i bedste fald siger noget fornuftigt og validt (et andet af tidens absolutte plusord) om f.eks. sammenhængen mellem brug af Instagram og lavt selvværd, bliver ikke brugt til at forstå Instagram og selvværd. I stedet bliver det ophøjet til “bevis” på at sociale medier er et onde. Håndplukket forskning bliver på den måde kastet efter hinanden, som om man, ad empirisk vej, kan bevise hvordan vi bør bruge teknologi i samfundet og privatlivet.

Og det er her kæden springer af: for det er faktisk ikke muligt at bevise at brug af sociale medier og mobiltelefoner er skadelig. Svaret afhænger nemlig af hvordan man definerer skadelig. Hvad der er skadeligt og sundt for et menneske, når det ikke lige drejer sig om fysiske sygdomme, er ikke noget man kan konstatere objektivt, men er et spørgsmål om værdier og politik.

Lad mig give et eksempel: I min datters skole kan man, hver fredag i SFO’en, blandt andet lege med iPads eller springe i hoppeborg. Siden 1.maj har hoppeborgen været årsag til en brækket hånd og en brækket fod. Den er altså, empirisk konstaterbart, potentielt skadelig. På den anden side er der empirisk forskning der peger på at det også er potentielt skadeligt at sidde ved en iPad og lege. Så hvilken empiri skal jeg forholde mig til?

Svaret er: ingen af dem. For jeg ved nemlig at dette overhovdet ikke er et spørgsmål om empirisk forskning. Det er et spørgsmål om hvad jeg ser som det gode barneliv. Hvad mine værdier er. Min personlige opfattelse af et godt barneliv indebærer at børn skal hoppe, svede og grine. Og det behøver jeg ikke nogen som helst empirisk forskning til at fortælle mig. Empirisk forskning kan fortælle hvordan verden er – men kommer komplet til kort, når vi skal forstå hvordan vi skal leve vores liv.

Det betyder også at forældre der foretrækker et børneliv uden fysiske skader, hvor børnene måske i stedet bliver rigtigt dygtige til at bruge en Ipad, ikke tager fejl, er forkerte eller idioter. De har bare andre værdier end jeg har. Teknologibrug er et spørgsmål om holdninger og politik. det er ikke et emne man kan få ret i, hvis man blot finder den rigtige empiriske forskningsundersøgelse.

Netop derfor foreslår jeg at vi i, et år fra i dag, tager et empiristop og lægger de empribaserede forskningsresultater fra os, vi plejer at slå hinanden i hovedet med. I det år vil vi være nødt til at stå frem med vores holdninger, uden at gemme dem bag forskning, vi har håndplukket til lejligheden. Min holdning er for eksempel at mobiltelefonerne skal ud af mange situationer i hjemmet og skolen. Det er ikke en jeg kan bevise, ligesom jeg heller ikke kan bevise at du er forkert på den, fordi du ikke kan få apps og skærme nok.

Så fra i dag og et år frem, vil jeg ikke bruge sætningen “forskning viser at”, for at camouflere mine egne værdibaserede holdninger til mobiltelefoner og sociale medier som objektive kendsgerninger. Hvis du gør det samme, glæder jeg mig til at mødes og tale om det som det i virkeligheden handler om: vores værdier og holdninger til det gode menneskeliv i en verden med teknologi. Og det spørgsmål kan ingen empiriske undersøgelser nogensinde besvare for os.

Disclaimer: Jeg begyndte denne tekst med en intention om at skrive om det fantastiske og luxuriøse i at have ægte mennesker i sit liv. men pludselig overtog mine vrede fede fingre og det blev et “rant” om hjernedød digitalisering af skolen i stedet. Nu er du advaret.

”Vi valgte altså den skole fra, da de havde en håbløst gammeldags indstilling til IT.”

Sådan lød ordene, da jeg jeg talte skolevalg med et forældrepar forleden. Da jeg spurgte hvad der gjorde netop den skoles IT holding så gammeldags, var svaret klart: eleverne måtte overhovedet ikke have mobiltelefoner med i skolen. Men ikke nok med det: de måtte heller ikke have deres egen iPad med fra 2.klasse, som de måtte, ja ligefrem skulle, på flere andre skoler. I stedet hentede læreren et klassesæt af ipads, hvis der skulle undervises med eller i apps og den slags. “Klassesæt?! Hvad giver du? Hvordan skulle eleverne nogensinde blive digitalt kompetente, hvis de ikke engang får deres egen ipad?”

Nu kender jeg jo ikke pågældende skole, men det det jeg hørte lød ærligt talt ikke som en skole med et forældet syn på teknologi. Tvært imod lød den IT politik ret progressiv, i mine ører. Det er muligt at det for fem år siden var det fremmeste pædagogiske træk at tilbyde eleverne adgang til skærme, så ofte og så tidligt som muligt. Selvom den slags magisk tænkning er let at smile ad i dag, er det faktisk ikke længere siden at man troede at eleverne, hvis de bare havde berøringskontakt med computere rigtigt ofte, ville blive digitalt kompetente og i stand til at mestre de nye teknologiske muligheder til deres og samfundets bedste.

Siden har det desværre ikke vist sig at computerens skærme på magisk vis skaber stor læring ved berøring, men i stedet stensikkert træner eleverne i at tjekke sociale medier og underholdningstjenester og konstant være i gang med kommunikation, i samme sekund deres opmærksomhed ikke er krævet af læreren (og somme tider også selvom den er).

For bare få år siden talte alle benovede om de ”digitale indfødte”, som angiveligt var sådan en særlig stamme bestående af de unge, som altid havde kendt til mobiltelefoner og tablets og derfor kunne bruge dem naturligt og uden nogen af de problemer og opmærksomhedsskavanker, vi ”gamle” fik. I dag tror jeg at de fleste kan se de unge også bliver stressede og distraherede og får ondt i nakken af overdrevent skærmbrug.

Det er også ved at være gået op for de fleste at man heller ikke automatisk bliver bedre til at tænke, samarbejde, løse problemer eller at forstå komplekst stof, fordi man har Google, SnapChat og YouTube lige ved hånden. Tværtimod ser man nu at lærere er nødt til at sænke det faglige niveau og skære alle trin i opgaveløsning ud i pap, for at eleverne kan komme igennem skoleugen, skoleåret og skolelivet.

Til gengæld lærere eleverne andre ting. De bliver for eksempel meget effektivt oplært til at kigge og klikke på annoncer i skoletiden (og senere i arbejdstiden) og aflevere data uden at spørge. De lærer at dyrke sponsorerede youtuberes pseudovenskaber, når disse, i autentiske kulliser og hurtig klipning, begejstret fortæller om den nye serie af cremer, som de er SÅ HELT VILDT RØRTE OG STOLE over at kunne fortælle om til netop dig!

Kunne man egentlig forestille sig at der var reklameblokke i timerne? At hvert 10. skærmbillede på smartboardet var en annonce for seje computerspil og energidrikke? Nej vel. Men vi har til gengæld ingen problemer med at give en iPad fuld af kommercielle og annoncefinansierede tjenester til børn på 8 år og allerede der lade disse firmaer begynde at danne profiler af hvilke farver, tegneseriefigurer og barbiedukker de bedste kan lide. Og hvilke farver og figurer som derfor vil være mest effektive at bruge i reklamerne ved juletid, når de skal ønske sig gaver. Eller til deres fødselsdag. Jo – dine børns fødselsdag kender Google også. Ellers gør de det meget snart.

Derfor er det måske heller ikke de skoler der deler skærme ud med skolemælken, som er de mest progressive længere. Måske er det dem der stiller spørgsmålstegn ved om vi virkelig bliver til de bedste udgaver af os selv, hvis blot vi lærer at bruge amerikanske reklamefinansierede tjenester på kinesisk producerede mobiltelefoner før vi har lært at læse. Måske er det netop dem der gerne vil bruge en iPad, der hvor de er fantastiske (for det er de saft susemig til nogle ting), men gerne vil undgå at lænke børnene til dem.

Allerede i 90’erne formulerede Poul Nyrup den digitale vision, der har været gældende til i dag: Danskerne skal være forrest i IT og det skal ske ved at vi bliver gode forbrugere af teknologier og tjenester. Alle danskere skulle derfor lære at surfe på nettet, handkle online og bruge teksbehandling. Og ikke mindst skulle der sættes ind i skolerne. Skidt med at der ikke var et mål eller en pædagogisk plan. IT var potentialer og hvis vi bare købte computere nok og brugte dem alle steder, så måtte det på en eller anden måde blive omsat til stor samfundsværdi.

Kan man forestille sig at man byggede veje eller broer på den måde? At man valgte at investere i gravemaskiner for 100 millioner og så blot lænede sig tilbage og ventede på at gravemaskinernes potentiale realiserede sig selv og nyttig infrastruktur automatisk dukkede op? Den plan virker nok absurd for de fleste. På samme måde er det efterhånden også ved at være klart at luftig og håbefuld tale om ”potentialer”, kombineret med milliardinvesteringer i computere i skolerne (også selvom man får en del af udgiften skubbet over på forældrene) ikke skaber store ingeniører og iværksættere, men snarere unge og voksne der ikke kan læse og forstå noget der ikke bliver præsenteret som en video med tegninger.

I Silicon Valley er de såkaldte Walldorfskoler – dyre privatskoler med forbud imod skærme – angiveligt blevet populære blandt direktørerne for de støre tech firmaer. På samme måde vil det sandsynligvis snart gå i Danmark. Har du økonomiske og vidensmæssige ressourcer, vælger du en analog skole med ægte lærere, hvor eleverne lærer samarbejde og at læse og forstå kompliceret stof. Er du fattig og lavt uddannet, tilhører du klikproleatariatet og må nøjes med en skole hvor eleverne henter en kopi af deres discountlæremidler ned på deres små skærme, der blinker af reklamer og sjov.

Jeg hører rigtigt ofte mennesker tale om “digitale vaner” – men det betyder ikke nødvendigvis at de taler om digitale vaner

Under en af sommerens sociale sammenkomster, kom jeg til at sidde ved siden af en gymnasielærer. Som vi sad der med hver sin portion spidstegt økologisk pattegris, salat med perlespelt og rødvin i papkrus, kom vi hurtigt til at tale om arbejde. Det er jo sådan et dejligt emne, fordi det på den ene side er personligt, men samtidig er relativt ufarligt (med mindre man da arbejder steder som Skat eller Danske Bank).

Da jeg  fortalte at jeg lige har udgivet en selvhjælpsbog om vores digitale vaner, fortalte hun begejstret at de også netop havde arbejdet med digitale vaner på hendes gymnasium. Det pirrede naturligvis min faglige nysgerrighed og jeg spurge hvordan de havde arbejdet med emnet. Vaner kan nemlig være et lidt vanskeligt emne at formidle til unge på en interessant måde.

Hendes svar overraskede mig imidlertid. Hun fortalte nemlig at de havde talt om hvordan kommercielle virksomheder som Instagram og SnapChat lever af vores opmærksomhed. De havde også talt om hvordan stoffer i hjernen får os til at tjekke mobilerne konstant. Hun sagde “digitale vaner” mange gange – men det eneste hun ikke talte om var faktisk digitale vaner. Altså den særlige form for ubevidste læring, der er på spil, når vi får lært os selv at tjekke mobilen hver gang vi er på lokum, sætter os i sofaen eller vores arbejde føles lidt svært.

Det er selvfølgelig utroligt vigtigt at de unge forstår deres egen rolle i opmærksomhedsøkonomien. Det kan også være både spændende og oplysende at få ”afsløret” nogle af de mekanismer, virksomhederne bruger til at  gøre sociale medier særligt dragende.

Og selvom det, fra et psykologisk perspektiv, er noget komplet vås at bruge kemiske signalstoffer som dopamin eller oxytocin som universalforklaring på vores digitale ”tjekkeadfærd”, er det ligeledes meget vigtigt at fortælle de unges at deres dybeste behov for stimuli, samhørighed, anerkendelse og identitet er helt centralt placeret i techvirksomheders forretningsmodeller.

Den viden bør være pensum på ethvert gymnasium.

Der er bare ét enkelt problem ved de emner: de fortæller os at vi skal tage os i agt for vores egen instinktive digitale adfærd – men de fortæller intet om hvordan man gør det. De kan altså, i bedste fald, gøre de unge motiverede til at ændre deres adfærd, men der er desværre ikke nogen direkte sammenhæng imellem menneskers motivation og deres evner til at ændre deres vaneadfærd.

Vi bliver ikke bedre til at håndtere vores egen digitale tjekkeadfærd, bare fordi man får os til at hade den.

For at ændre vaneadfærd, er de nemlig først nødt til at forstå hvad en vane er. Vaner er nemlig en specifik måde at lære på. Til dagligt forstår de fleste nok læring som en bevidst handling. Den finder sted når vi f.eks. lærer om  det periodiske system og (forhåbentligt) kan genkalde os det vi har lært, når vi senere får brug for det. Vaner er en anderledes måde at lære på, som vi har til fælles med andre organismer, der har en hjerne.

Når vi lærer gennem vaner, er opgaven at aflaste vores bevidsthed, ved at flytte de processer vi gentager mange gange, ud i ”udkanten” af bevidstheden, hvor vi kan aktivere dem med simple impulser, frem for med bevidste beslutninger.

Det helt klassiske eksempel er bilkørsel. Som nye bilister skal vi tænke bevidst over alle bevægelser vi foretager os. Koble ud, bremse, aktivere blinklys. I den fase kan vi ikke samtale imens. Hele vores bevidsthed er optaget af at køre bil. Men da det er en situation vi kommer i ofte – og pedaler, blinklys og gearstang altid opfører sig på samme måde, kan vi gøre bilkørsel til en vane.

Det opleves som at vores hænder og føder bare ”ved” hvad de skal gøre, når vi f.eks. kommer til et trafiksignal eller skal skifte vejbane. Når vi når dertil at vores bilkørsel er blevet en vane, kan vi begynde at have samtaler med sidemanden eller tænke på hvad vi skal have til aftensmad, imens vi kører. Vaner er altså en forudsætning for at vi kan anvende såkaldt højere tænkning, når vi f.eks. kører bil.

Vaner hjælper os igennem velkendte situationer. Hvis du har prøvet at samtale med en der kører bil, kan du opleve at der pludselig sker noget uventet i trafikken. En bil der skifter bane eller vejarbejde, der ikke plejer at være der. I samme sekund – ofte midt i en sætning – hører jeres samtale op og føreren bruger hele sin bevidste opmærksomhed på at få bilen igennem sitationen. Så snart trafikken bliver normal og vanerne kan tage over, kan samtalen fortsætte.

Havde vi ikke vaner, ville vi altså skulle bruge store mængder af opmærksomhed på at køre bil, hakke løg og binde snørebånd og ville være rigtigt dårlige til at holde sociale funktioner kørende eller planlægge vores liv. Vaner er altså serious business.

Men vaner er også blinde. De skelner ikke imellem det der er godt for dig og det der er skadeligt. Hvis en adfærd giver dig en eller anden form for gevinst, kan du gøre den til en vane. Det kræver blot at du står i den samme situation, igen og igen. En smøg efter hvert måltid, en kage på vej hjem fra arbejde, et kig på mobilen hver gang du keder dig. Alt kan gøres til en vane. Det kræver blot at du gør det igen og igen.

Det som gør vaner til en kæmpe fordel,  nemlig at de kan flytte din adfærd uden for din bevidsthed – er den selvsamme mekanisme der gør dem så svære at ændre. For hvordan ændrer man en adfærd, man ikke tænker over?

Svaret er at man begyndet at ”trække adfærden ind i bevidstheden igen”. Og første skridt er at man lærer at forstå hvordan vaner opfører sig, hvad der aktiverer dem og hvordan man ændrer dem. Og netop derfor er det så vigtigt at vi holder op med at kaste ordet ”digitale vaner” omkring og begynder at give elever (og os selv) en reel vaneforståelse.

For selvom vanebegrebet ikke er perfekt og ufejlbarligt, er det i hvert fald bedre end at gå omkring og kalde folk dopaminjunkier og give dem skærmskyld. Du kan jo spørge dig selv hvor effektivt de budskaber du har hørt om at Facebook ”hacker din hjerne” har hjulpet dig med at styre din digitale tjekkeadfærd indtil nu. Nej, vel?

Sagen er at det ikke nytter meget at prøve at ændre din digitale adfærd, uden at forstå de digitale vaner der styrer den. Får du til gengæld taget godt fat på dine digitale vaner, skal din adfærd nok følge med.

Du kan læse om vaner mange steder. Èt af dem er min bog, Hov, et egern!, som netop er udkommet på Gyldendal. Den handler helt specifikt om at forstå dine egne digitale vaner – og at ændre dem (hvis du har lyst).

Bogen kan også opleves LIVE – her er foredraget :)

Tidligere publiceret i Politiken. Nu kan du læse artiklen her på virkeligheden.dk uden abonnement. Enjoy!

Hvad nu hvis du ikke tjekker din mobiltelefon fordi du er blevet “forrådt af din egen hjerne”, men simpelt hen fordi du har øvet dig mere end 50.000 gange?

Jeg husker særligt én oplevelse med min første mobiltelefon, som jeg fik lige før årtusindskiftet. Den hed Ericsson T18 og var en lille, sort og kompakt klods, med en en klap foran tastaturet og en kort, tyk antenne. Da jeg lige havde fået den, gik jeg lykkelig over Knippelsbro i København og nød den helt særlige fornemmelse af at kunne ringe til hvemsomhelst, hvornår jeg ville. Jeg stak hånden i jakkelommen og greb om mobiltelefonen, mærkede dens tyngde.

Pludselig mærkede jeg også en overvældende trang til at kyle den i havnen. Bare tyre den af alle kræfter, se den beskrive en smuk bue og ende i det kolde vand med et lækkert plump. Og det var ikke fordi jeg hadede den, men fordi dens form, størrelse og vægt helt spontant fortalte mig at den ville være verdens bedste kasteobjekt.

Siden begyndte andre spontante indfald at erstatte min kasteimpuls, når jeg så eller rørte min telefon. Særligt én impuls over dem alle. Tjekkeimpulsen. Jeg fik efterhånden lært mig at undersøgte om nogen havde skrevet noget, ringet eller måske endda lagt en besked på mobilsvareren, hver gang jeg havde været væk fra mobilen eller blot glemt at kigge på den et stykke tid. Jeg lærte at åbne klappen, tænde skærmen og kigge der hvor de små ikoner plejede at dukke op. I begyndelsen lidt klodset. Siden som en ninja.

Ti år senere fik jeg min første smartphone. En HTC Desire. Nu behøvede jeg heller ikke længere at sparke min larmende computer i gang, for at se om jeg havde fået mails, om der var sket noget på Facebook og få min daglige dosis nyheder. Mobilen lå på sin plads på natbordet, sat i opladeren, og jeg kunne straks gribe den, når jeg slog øjnene op. Hvis jeg bare har tjekket mobiltelefonen 10 gange dagligt (og det er meget lavt sat, hvis jeg skal være helt ærlig), har jeg i dag tjekket den mere end 50.000 gange.  Der er ikke noget at sige til at jeg efterhånden blev ret god til det.

Mange voksne har en historie der ligner min. Med handlinger der er gentaget i årevis. Automatiseret, så vi kan udføre dem næsten i søvne. Og nu er det som om vi kollektivt vågner op og ser os selv stå/sidde/ligge med en mobiltelefon i hånden – og ikke kan huske hvornår vi sidst har været uden. Nogle er blevet vækket af dramatiske budskaber om at teknologien ødelægger vores liv og sundhed. Andre har stille erkendt at de savner fordybelse og frihed fra forstyrrelser. Lige meget hvilken vej vi har fulgt, står vi i dag med et interessant paradoks: Mange mennesker tjekker deres mobiltelefoner mange gange i timen, hver eneste dag og har gjort det i årevis. Samtidig er der mange mennesker der fortæller at de gerne ville ”tjekke deres mobiltelefoner mindre”. Måske du er en af dem?

Hvad gør man nu? Man prøver at forstå hvad i alverden der foregår. Og her har internettets kollektive intelligens, drevet af forskere, bloggere og journalister, fået konstrueret en sammenhængende forklaring på vores konstante tjekkeri, som er hyppigt brugt i dag. Du kender den sikkert. Den lyder omtrent sådan her:

”De fleste udbydere af digitale tjenester lever af reklamer. Dem kan de kun sælge, hvis de kan tiltrække og fastholde opmærksomhed. Derfor gør de deres tjenester afhængighedsskabende. Ved hjælp af likes og algoritmer hijacker de din opmærksomhed. Mere specifikt ved at aktivere udløsning af neurotransmitteren dopamin i din hjerne. Dette får dig til at tjekke de digitale platforme, igen og igen, i håbet om at få det næste dopaminfix.”

Her har vi en smukt sammenhængende forklaring på digital tjekkeadfærd,. Det er også den perfekte forbrydelse. Der er skurke: de annoncefinancierede medier og deres grådige jagt på opmærksomhed. Der er dopaminet i din egen hjerne, som forråder dig og efterlader dig i tjekkesumpen. Det er nærmest Shakespearesk.

Når jeg kender denne genre så godt, er det fordi jeg selv har fortalt denne simple og let overskuelige historie om det store opmæksomhedstyveri, dopaminet og hvordan du bliver som rotten i et laboratorieforsøg, i din jagt på likes. Det var faktisk med en variant af denne forklaring i baghovedet, at jeg sidste år besluttede at skrive en ægte psykologisk selvhjælpsbog til mennesker der tjekkede deres mobiltelefoner og andre skærme for ofte. Behovet var der og jeg er adfærdspsykolog og endda en garvet formidler med en kæmpe erfaring på området. Hvad kunne gå galt?

Det viste sig imidlertid at være totalt umuligt for mig at skrive en bog der hjalp nogen som helst, med det udgangspunkt. Forklaringen har nemlig ét altoverskyggende problem. Du, mennesket, brugeren bliver et offer. For de sociale mediers likes og algoritmer – men også for din egne fejlbehæftede hjerne. Resultatet er at du slet ikke er en der gør noget som helst. Og hvordan skal man skrive en selvhjælpsbog til én der ikke selv styrer sin egen adfærd? At dopamin desuden er involveret i alle situationer hvor du lærer noget og det derfor er noget forsimplet vrøvl, fra et neuropsykologisk perspektiv, at fokusere på netop dette ene molekyle, gør ikke ligefrem forklaringen mere brugbar. Mon du ikke også selv har hørt dopaminforklaringen og tænkt: jaså – så lærte jeg det. Blot for at opdage at du stadig ikke aner hvordan du skruer ned for dit skærmtjekkeri.

Gennembrudet kom, da jeg traf en radikal beslutning: at droppe al snak om dopamin. I stedet begyndte jeg at se din tjekkeadfærd som en vane, du selv har trænet – ved at gentage den 50.000 gange eller mere. Det er ikke noget nogen har gjort ved dig – det er noget du selv har gjort. Og er du træt af dine digitale vaner, kan du begynde at træne nogle andre. Det kræver naturligvis tid og øvelse – ligsom din tjekkevaner har gjort. Men ved forstå og at arbejde med de bagvedliggende vaner, får du nu mulighed for at ændre din adfærd på langt sigt. Og jeg kunne færdiggøre min selvhjælpsbog.

Det er nu på tide at vi holder op med at tale om ”dopamin”, ”belønningscentre” og andet hjernevrøvl.. Tiden elsker hjerneforklaringer, men realiteten er at hvis nogen begynder en sætning med ”Din hjerne”, kan du alligevel være ret temmelig sikker på at resten af sætningen er noget pseudovidenskabeligt vrøvl.

Læs hvad jeg nåede frem til, i bogen “Hov, et egern!”, som er udkommet på Gyldendal i 2019.

Tidligere publiceret i Politiken. Nu kan du læse artiklen her på virkeligheden.dk uden abonnement. Få fremtidige indlæg her.

Hvad nytter det, at vi kan behandle dobbelt så mange sager på den halve tid, hvis digitalisering efterlader os med en dyb analog sult?

Besøger du Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, mødes du af et neonskilt med teksten ”Fordi hverdagen er digital”. I dag er der vel næppe mange der vil modsige den konstatering. Selvfølgelig er hverdagen digital. Se dig omkring! Computere, mobiltelefoner, servere, netforbindelse osv. udfylder stadigt flere funktioner i hjemmet, på arbejdspladsen og i den offentlige forvaltning. Det virker nærmest komplet tåbeligt at mene andet.

Men hvad nu hvis påstanden alligevel er noget vås? Tænk over det: Min hverdag er godt nok fyldt af emails, tekstbehandling og opslag på Google. Men den er endnu mere fyldt af min have, min famile, min opvask, huset, ukrudtet i indkørslen, rodet i dagligstuen, min hund, mit træværksted, abrikostræerne, bilen der flytter min fysiske krop omkring, tøjet som holder den varm, aftensmaden som holder den i live og min datters madpakker, som jeg smører med glæde og kærlighed – dag efter dag efter dag.

Mange af opgaverne i hverdagen udfører jeg med hjælp fra en computer. Måske jeg køber ind på nettet eller koordinerer hverdagen med SMS. Der ligger ofte også en digital infrastruktur bag mange af de goder jeg nyder. Men gør det hverdagen digital? Min hverdag ville i hvert fald heller ikke hænge sammen uden elektricitet, veje, børneinstitutioner eller kloakering, for den sags skyld. Man kunne altså lige så godt proklamere at hverdagen er kloakeret, som at den er digital. Og man kan med mindst lige så stor ret påstå at hverdagen er analog – og at mange analoge teknologier i dag løser rigtigt mange opgaver i hverdagen helt optimalt. Fra den hammer jeg bruger på mit værksted, over skolelærere af kød og blod, til de bøger jeg låner på det lokale bibliotek.

Men hvorfor hænger jeg mig nu i ord? Det gør jeg fordi det ikke er ligegyldigt hvad vi kalder verden omkring os. Vi ved alle at den måde vi taler om køn eller etnicitet på, har stor betydning for det levede liv. Og der sker altså noget ret betydningsfuldt, når man accepterer at ”hverdagen er digital”. For hvis hverdagen er digital, så er alle de løsninger samfundet behøver for at drives og udvikles, helt indlysende også digitale. Det er for eksempel indlysende at en analog køreplan er en fejl, der skal rettes med en app. Og det er indlysende at man skal udstyre hvert skolebarn med en iPad, med internet på. Hvordan skulle de dog ellers kunne lære at begå sig i en ”digital hverdag”?

Det er som på påstanden – at hverdagen er digital og fremtiden derfor også er det – er blevet gentaget så mange gange at vi nu er holdt helt op med at stille spørgsmål ved den længere. Et eller andet sted på vejen holdt en computer op med at være et konkret værktøj, som man kunne bruge til at løse en opgave med (hvis den løste opgaven bedre eller sjovere, end det man brugte før). I stedet blev ”det digitale” til en løfterig og strålende portal til en fremtid fyldt af potentialer, som vi kan ane, hvis vi kniber øjnene sammen og ikke spørger for meget.

Digitalisering lover os 100% rationelle løsninger på hverdagens problemer. Sæt en algoritme til at vurdere skolebørns præstationer og du vil endelig få det sande svar, som menneskelige lærere med deres gammeldags nærhed, uddannelse, erfaring og engagement naturligvis ikke kan se. Ingen taler om at stort set ingen digitale løsninger fungerer som lovet og at de næsten altid skaber nye problemer i stedet for dem de løser.

Danmark trænger til et kærligt modspil til denne ukritiske digitaliseringsiver. Derfor er jeg medstifter af tænketanken Analogiseringsstyrelsen, sammen med to af Danmarks mest interessante og skarpe digitaliseringskritikere.

I Analogiseringsstyrelsen prøver vi at ”reboote” digitaliseringsdebatten. Blandt andet ved at insistere på at analoge og digitale værktøjer ikke er trin på en evolutionsstige (med det analoge som det forældede) men jævnbyrdige måde at løse menneskers problemer på, som skal bruges med klogskab og respekt for menneskers liv.

Vi tror på at mennesker skal møde andre mennesker, røre ved hinanden, blive forpustede og tvinges til at tænke selv. Og vi finder det derfor paradoksalt at rigtigt mange af tidens smarte løsninger i praksis fungerer som digitale proteser, som sørger for at vi netop ikke behøver at tale med andre mennesker, ikke behøver at bevæge os og ikke behøver at tænke selv.

Vi er bestemt ikke maskinstormere – vi har en hjemmeside og vi elsker computere – men vi tror på at mennesker bliver gladere og mere tilfredse, hvis vi som samfund husker at det vi kan røre ved, som vejer noget og ikke mindst det som giver os sund modstand, har en værdi som ikke kan erstattes af en computer.

Hvad nytter det at vi digitalt kan behandle hundrede gange så mange sager på den halve tid – eller nå hurtigere ud til ti tusind mennesker med et budskab, hvis vi efterlades med en dyb analog sult efter noget virkeligt som vi kan mærke. Og hvad nytter det at vi får ”frigjort mere tid”, hvis det betyder at vi sidder alene i vores hjem og tjekker Facebook og glor Netflix, fordi smarte teknologier har overflødiggjort al anden meningsfuld aktivitet?

I Analogiseringsstyrelsen får vi næsten dagligt opmuntrende og taknemmelige emails, telefonopkald og  fysiske breve, fra mennesker som føler at vi taler til noget dybt i dem. Og det er ikke kun mennesker som aldrig kom på det digitale tog. Tværtimod er rigtigt mange digitaliseringschefer, kommunikationsfolk eller andre som bruger digitale teknologier hver dag, men som bare føler at vi er ved at overdigitalisere samfundet.

Analogiseringsstyrelsens mål er simpelt: Vi ønsker at vore politikere skal finde modet til at beholde en analog løsning der virker, frem for en digital løsning der lokker. Og at de skal begrunde deres valg af teknologiske løsninger med at de giver mennesker et tilfredsstillende og sundt liv. Ikke med empirisk ubegrundede floskler som at ”hverdagen er digital”

Det er forståeligt at ville gøre ting smart – men måske der er noget der er vigtigere end få borgeren fra vugge til krukke så billigt, hurtigt og friktionsløst som muligt.

Besøg Analogiseringsstyrelsen her.