, ,

Har I virkelig arbejdet med digitale vaner?

Jeg hører rigtigt ofte mennesker tale om “digitale vaner” – men det betyder ikke nødvendigvis at de taler om digitale vaner

Under en af sommerens sociale sammenkomster, kom jeg til at sidde ved siden af en gymnasielærer. Som vi sad der med hver sin portion spidstegt økologisk pattegris, salat med perlespelt og rødvin i papkrus, kom vi hurtigt til at tale om arbejde. Det er jo sådan et dejligt emne, fordi det på den ene side er personligt, men samtidig er relativt ufarligt (med mindre man da arbejder steder som Skat eller Danske Bank).

Da jeg  fortalte at jeg lige har udgivet en selvhjælpsbog om vores digitale vaner, fortalte hun begejstret at de også netop havde arbejdet med digitale vaner på hendes gymnasium. Det pirrede naturligvis min faglige nysgerrighed og jeg spurge hvordan de havde arbejdet med emnet. Vaner kan nemlig være et lidt vanskeligt emne at formidle til unge på en interessant måde.

Hendes svar overraskede mig imidlertid. Hun fortalte nemlig at de havde talt om hvordan kommercielle virksomheder som Instagram og SnapChat lever af vores opmærksomhed. De havde også talt om hvordan stoffer i hjernen får os til at tjekke mobilerne konstant. Hun sagde “digitale vaner” mange gange – men det eneste hun ikke talte om var faktisk digitale vaner. Altså den særlige form for ubevidste læring, der er på spil, når vi får lært os selv at tjekke mobilen hver gang vi er på lokum, sætter os i sofaen eller vores arbejde føles lidt svært.

Det er selvfølgelig utroligt vigtigt at de unge forstår deres egen rolle i opmærksomhedsøkonomien. Det kan også være både spændende og oplysende at få ”afsløret” nogle af de mekanismer, virksomhederne bruger til at  gøre sociale medier særligt dragende.

Og selvom det, fra et psykologisk perspektiv, er noget komplet vås at bruge kemiske signalstoffer som dopamin eller oxytocin som universalforklaring på vores digitale ”tjekkeadfærd”, er det ligeledes meget vigtigt at fortælle de unges at deres dybeste behov for stimuli, samhørighed, anerkendelse og identitet er helt centralt placeret i techvirksomheders forretningsmodeller.

Den viden bør være pensum på ethvert gymnasium.

Der er bare ét enkelt problem ved de emner: de fortæller os at vi skal tage os i agt for vores egen instinktive digitale adfærd – men de fortæller intet om hvordan man gør det. De kan altså, i bedste fald, gøre de unge motiverede til at ændre deres adfærd, men der er desværre ikke nogen direkte sammenhæng imellem menneskers motivation og deres evner til at ændre deres vaneadfærd.

Vi bliver ikke bedre til at håndtere vores egen digitale tjekkeadfærd, bare fordi man får os til at hade den.

For at ændre vaneadfærd, er de nemlig først nødt til at forstå hvad en vane er. Vaner er nemlig en specifik måde at lære på. Til dagligt forstår de fleste nok læring som en bevidst handling. Den finder sted når vi f.eks. lærer om  det periodiske system og (forhåbentligt) kan genkalde os det vi har lært, når vi senere får brug for det. Vaner er en anderledes måde at lære på, som vi har til fælles med andre organismer, der har en hjerne.

Når vi lærer gennem vaner, er opgaven at aflaste vores bevidsthed, ved at flytte de processer vi gentager mange gange, ud i ”udkanten” af bevidstheden, hvor vi kan aktivere dem med simple impulser, frem for med bevidste beslutninger.

Det helt klassiske eksempel er bilkørsel. Som nye bilister skal vi tænke bevidst over alle bevægelser vi foretager os. Koble ud, bremse, aktivere blinklys. I den fase kan vi ikke samtale imens. Hele vores bevidsthed er optaget af at køre bil. Men da det er en situation vi kommer i ofte – og pedaler, blinklys og gearstang altid opfører sig på samme måde, kan vi gøre bilkørsel til en vane.

Det opleves som at vores hænder og føder bare ”ved” hvad de skal gøre, når vi f.eks. kommer til et trafiksignal eller skal skifte vejbane. Når vi når dertil at vores bilkørsel er blevet en vane, kan vi begynde at have samtaler med sidemanden eller tænke på hvad vi skal have til aftensmad, imens vi kører. Vaner er altså en forudsætning for at vi kan anvende såkaldt højere tænkning, når vi f.eks. kører bil.

Vaner hjælper os igennem velkendte situationer. Hvis du har prøvet at samtale med en der kører bil, kan du opleve at der pludselig sker noget uventet i trafikken. En bil der skifter bane eller vejarbejde, der ikke plejer at være der. I samme sekund – ofte midt i en sætning – hører jeres samtale op og føreren bruger hele sin bevidste opmærksomhed på at få bilen igennem sitationen. Så snart trafikken bliver normal og vanerne kan tage over, kan samtalen fortsætte.

Havde vi ikke vaner, ville vi altså skulle bruge store mængder af opmærksomhed på at køre bil, hakke løg og binde snørebånd og ville være rigtigt dårlige til at holde sociale funktioner kørende eller planlægge vores liv. Vaner er altså serious business.

Men vaner er også blinde. De skelner ikke imellem det der er godt for dig og det der er skadeligt. Hvis en adfærd giver dig en eller anden form for gevinst, kan du gøre den til en vane. Det kræver blot at du står i den samme situation, igen og igen. En smøg efter hvert måltid, en kage på vej hjem fra arbejde, et kig på mobilen hver gang du keder dig. Alt kan gøres til en vane. Det kræver blot at du gør det igen og igen.

Det som gør vaner til en kæmpe fordel,  nemlig at de kan flytte din adfærd uden for din bevidsthed – er den selvsamme mekanisme der gør dem så svære at ændre. For hvordan ændrer man en adfærd, man ikke tænker over?

Svaret er at man begyndet at ”trække adfærden ind i bevidstheden igen”. Og første skridt er at man lærer at forstå hvordan vaner opfører sig, hvad der aktiverer dem og hvordan man ændrer dem. Og netop derfor er det så vigtigt at vi holder op med at kaste ordet ”digitale vaner” omkring og begynder at give elever (og os selv) en reel vaneforståelse.

For selvom vanebegrebet ikke er perfekt og ufejlbarligt, er det i hvert fald bedre end at gå omkring og kalde folk dopaminjunkier og give dem skærmskyld. Du kan jo spørge dig selv hvor effektivt de budskaber du har hørt om at Facebook ”hacker din hjerne” har hjulpet dig med at styre din digitale tjekkeadfærd indtil nu. Nej, vel?

Sagen er at det ikke nytter meget at prøve at ændre din digitale adfærd, uden at forstå de digitale vaner der styrer den. Får du til gengæld taget godt fat på dine digitale vaner, skal din adfærd nok følge med.

Du kan læse om vaner mange steder. Èt af dem er min bog, Hov, et egern!, som netop er udkommet på Gyldendal. Den handler helt specifikt om at forstå dine egne digitale vaner – og at ændre dem (hvis du har lyst).

Bogen kan også opleves LIVE – her er foredraget :)

/2 Kommentarer/af
,

Der var et egern i postkassen!

Her ser du egernet, som min datter har døbt John. Den opmærksomme læser vil se at jeg er ved at anlægge køkkenhave og derfor har sorte negle :)

Endelig landede det første prøveekeksemplar af Hov, et egern! i min postkasse – og i min hånd.

Så nu er jeg sådan en kliché af en forfatter, som straks må dele billedet. Bær over med mig. Jeg har også lige læst den igen. Det føles altså lidt anderledes at læse en trykt tekst, end en man ser på en computerskærm.

Da bogen blev layoutet, dukkede der flere forslag op fra layouteren til at gøre teksten lidt “computeragtig” at se på, nu hvor den jo handler om at bruge skærme. Altså med fikse overskrifter og lidt app-agtig grafik. Men det modsatte jeg mig ret bestemt. Dette er en bog – og det er den stolt af. I dag synes jeg at resultatet er blevet rart at læse. Man tænker ikke over bogen, men over indholdet. Og sådan synes jeg at det skal være. Det håber jeg at andre også synes. Se hvordan en overskrift ser ud her:

Et eksempel på et bogagtigt layout – jeg er ret vild med de der “DEL I” overskrifter. Dem fandt jeg ikke selv på.

Hvis du vil læse mere af afsnittet om dopamin (hvor jeg opfordrer til at man holder helt op med at tale om dopamin, med mindre man er hjerneforsker), kan du finde det i den lille prøve, som Gyldendal har postet. Du skal bare gå ind på Gyldendals bogside og klikke på det lille link under billedet af bogens forside, hvor der står:

OPDATERET: Jeg har lige set at der også er kommet en lydprøve med indlæsningen af Christian Engell. Jeg har kun hørt prøven, men jeg synes at han har løst opgaven godt. Det bliver spændende at høre hvordan han klarede fagudtrykkene i afsnittet om dopamin.

Hovetegern.dk på vej

Der er ikke ret meget jeg fortryder i den færdige bog, men til gengæld er der kapitler, jeg gerne ville have haft med. Vi måtte faktisk skære næsten halvdelen af det oprindelige manuskript væk, for at få plads i det lille lette selvhjælpsformat, jeg fra begyndelsen havde besluttet mig til. Heldigvis kan man jo offentliggøre den slags på nettet efterfølgende og det har jeg tænkt mig at gøre på hovetegern.dk, som lanceres samtidig med bogen 22.maj.

Jeg har fået en rabatkode til Saxo.com

Jeg har fået tilsendt en rabatkode til Saxo.com, hvor du kan købe bogen med 10% rabat. Jeg skal naturligvis ikke fortælle dig hvor du skal købe den og jeg får ingen kommission fra Saxo (faktisk tror jeg at jeg får et nedsat forfatterhonorar, hvis du bruger rabatkoden), men hvis du alligevel overvejer at købe (eller forudbestille) den, så bliver den vist ret billig, hvis du bruger koden.

Hvis du sidder på medie/blog/avis og gerne vil have et anmeldereksemplar (og ikke er en af mine venner eller gode bekendte – venner skal ikke anmelde hinandens bøger), kan du skrive til mig. Så sender jeg fluks dine detaljer videre til Søren fra Gyldendal, som sidder på bogstablen og en masse frimærker.

Jeg håber at du kan lide den, hvis du læser den. Og jeg vil meget gerne høre din feedback!

Kærlig hilsen

Anders

/af
,

Tilståelse: jeg har selv spredt neurovrøvl om dopamin

En kemisk model af dopamin – et stof som er blevet misbrugt til at skabe dårlige og stort set ubrugelige forklaringer på digital “tjekkeadfærd”.

I min kommende bog, Hov, et egern!, bruger jeg en del plads på at aflive dopamin som en brugbar forklaring på vores tjekkeadfærd.

Dopamin er naturligvis involveret i digital tjekkeadfærd – at tjekke mobilen er nemlig noget du har lært dig selv. Men der holder anvendeligheden også op. For i praksis er dopamin involveret i stort set alle andre aktiviteter vi lærer at gentage. Desuden er så mange andre centre i hjernen aktiveret når vi for eksempel tjekker mobilen, at det i praksis er det rene vrøvl at udnævne dopamin til forklaringen.

Som illustrativt eksempel kan du jo prøve at forestille dig at du hører om en dreng i skolen som er aggressiv og slår de andre børn. Hvis nogen kom og fortalte dig at forklaringen på drengens adfærd var adrenalin, ville du nok næppe føle dig ret godt informeret. Naturligvis er adrenalin involveret når man bliver aggressiv, men der er mange andre faktorer på spil, før man når dertil. Og at bruge adrenalin som den forklaring som skal hjælpe én videre er åbenlyst mangelfuldt og desuden komplet ubrugeligt. På samme måde er det med dopamin.

Dopaminforklaringen tegner et forskruet billede af mennesker. Er du en dopaminjunkie der drives rundt i en digital labyrint på jagt efter det næste dopaminfix er du et offer, som ikke selv er herre over sine egne handlinger. Og det billede er både empirisk uunderbygget og desuden uskønt. Men vigtigst af alt kan det menneskesyn ikke bruges til noget som helst. Og da slet ikke til at ændre sin adfærd med.

Og her kommer vi til tilståelsen: har du deltaget i et af mine foredrag de seneste 10 år, har du temmelig sikkert hørt mig tale om dopamin. Du kan med garanti også finde artikler og presseomtale, hvor jeg bruger begrebet. Faktisk tror jeg at jeg var blandt de første der “opdagede” en sammenhæng og begyndte at tale om den. Og det er ikke fordi jeg mener to forskellige ting – det er fordi jeg er blevet klogere. Sandheden er at jeg – som andre bliver i dag – blev fascineret af en moderne forklaring som handlede om hjernen og som derfor syntes at afsløre hvad der var på spil.

Den slags hjerneforklaringer er stadigvæk højeste mode. Hvis man kan forklare at en adfærd “sidder” et sted i hjernen eller “skyldes” et kemisk stof eller en hjerneproces, vil de fleste synes at man er meget klog og at de har fået noget vigtigt at vide. Men det modsatte er faktisk tilfældet. Hjernen er utroligt kompleks og stort set alt hvad vi gør foregår i et samspil mellem mange nerveceller og kemiske processer. Det er jo faktisk hele ideen med at have en stor hjerne og ikke bare en række centre der styrer forskellige funktioner. Og man er nødt til at konstruere nogle utroligt forsimplede hjerneforklaringer, hvis folk rent faktisk skal kunne forstå og huske dem. “Du tjekker mobilen på grund af dopamin” er sådan en forsimplet hjerneforklaring. Og den slags forklaringer hører mere hjemme på en Gajolæske end i en seriøs analyse. Faktisk vil jeg gætte på at hvis du begynder en sætning med “Din hjerne” er der stort set 100% sandsynlighed for at det du siger i resten af sætningen er forkert.

Den slags hjerneforklaringer kaldes i dag for “neurovrøvl” eller ligefrem neurobullshit. Og jeg forstår godt at det er attraktivt at foregive at sidde inde med hemmelige neurologiske forklaringer på menneskelig adfærd. Den status nød jeg selv – oven i købet som uddannet psykolog. Men sandheden er at vi ikke kommer videre før vil holder op med at tale som om vi står uden hjernen og forklarer hvad “hjernen gør”. Din bevidsthed er jo en del af din hjerne også. Derfor giver det slet ikke mening at tale om hvad ens hjerne gør – men i stedet bør vi begynde at sige “jeg gør”.

For eksempel ikke “Mit belønningscenter får et fix dopamin, hvilket gør at jeg tjekker mobilen igen og igen” men i stedet “jeg tjekker mobilen fordi jeg har lært mig selv at gøre det”.

Først da kan du rent faktisk begynde at forandre din adfærd – og det er hvad min bog handler om.

/af
, ,

Min lokale folkeskole lavede mobilregler for hele kommunen

I 2018 drak jeg kaffe med skolelederen på den lokale folkeskole i Herfølge, Holmebækskolen.

Vi talte blandt andet om, hvordan man kunne trænge igennem til elever i de store klasser med en debat om opmærksomhed, mobiltelefoner og digitale vaner i klasselokalet.

Da mødet var slut, havde vi designet et lidt anderledes forløb for skolens 8.klasser. De skulle nemlig ikke diskutere deres egen digitale adfærd. I stedet skulle de udvikle en skærmpolitik for alle de andre 8.klasser i Køge Kommune. Politikken skulle altså stilles til rådighed for alle kommunens skoler, med eleverne som eksperter og afsendere.

Efterfølgende besøgte jeg klasserne over en periode på 10 måneder, hvor jeg holdt oplæg om opmærksomhed, men også om relaterede områder som shitstorme og YouTube influencers.

Vi diskuterede også nødvendigheden af overhovedet at have en politik. Det var nemlig også eleverne selv, som formulerede behovet. De oplevede faktisk ofte at lærernes improviserede regler for skærme, ikke gjaldt for alle. Stærke elever kunne godt få lov til at bryde dem, mens svagere eller mere uregerlige elever, blev slået hårdt ned på.

Samtidig var det også klart at en regel der gik ud på at elever slet ikke måtte have mobilen med i skolen, besværliggjorde aftaler efter skoletid og elevernes sociale kontakt ved skoledagens afslutning. Det var altså hverken alt eller intet – men et sted imellem, vi sigtede efter.

Eleverne var også fokuserede på at en politik skulle gælde for både lærere og elever – noget lærerne ikke var udelt begejstrede for. Men det var jo ikke noget de bestemte her.

For at gøre odds lidt højere for eleverne, inviterede jeg Dagbladet, Køge til at komme og skrive en artikel om projektet, så eleverne blev eksponeret for offentligheden og kunne føle sig set og stolte. Skoledirektøren i Køge Kommune blev også taget i ed og indvilligede i at sende politikken rundt til alle kommunens øvrige skoler, som inspiration.

De to 8.klasser er blevet til 9.klasser og projektet er netop afsluttet med et website, hvor elevernes politik er formuleret. Her kan politikken hentes som Word-dokument af andre lærere, som selv kan diskutere den med deres egne elever.

Politikken er ikke uden fejl. For eksempel kan de sanktioner som foreslås, nok være lidt besværlige at føre ud i livet i praksis. Men alene det at eleverne har overvejet hvad der er gode santkioner, hvis man bruger mobilen i undervisningen, uden at have fået lov, er et interessant skridt.

Reglerne vil også være gældende for de kommende 8.klasser på Holmebækskolen, som dermed tager deres egen medicin. Det bliver spændende at se hvordan det går i praksis.

Eleverne fandt selv på navnet Phone Patrol – besøg sitet her.

/af