Ja, det skulle du nok have gjort for et stykke tid siden, for lige om lidt er stockphotos gjort overflødige af AI

Hvis du har bevæget dig omkring på nettet det sidste års tid, har du næppe undgået at støde på billeder som er kreeret af AI-algoritmen, DALL-E, som firmaet Open AI står bag. DALL-E er blevet trænet på millioner af billeder med tekstbeskrivelser og kan producere helt unikke billeder, baseret på tekst som en bruger skriver. Og som DALL-E vel at mærke aldrig har set før.

Det kan være en astronaut til hest, som billedet herover. Men her er det, bogstaveligt talt, kun fantasien der sætter grænser (undskyld klicheen, men den er bare uhørt rammende her). Derfor bliver mange af de demo-konti, som OpenAI har givet ud, da også brugt til at se hvem der kan komme med de mest udknaldede tekster og se hvad algoritmen spytter ud. Og det er både sjovt, syret og lidt skræmmende, at se hvad en maskine som ikke har den menneskelige hjerne, får ud af tekstene.

Her har en bruger for eksempel bedt DALL-E lave et billede af paven der dunker i basketball. Du kan se hvad andre brugere på Twitter har prøvet af på algoritmen her.

Det er nemt at grine af hvor dårligt det ofte ender med at se ud. Men med AI er det stort set kun ét der er sikkert. Systemerne vil producere bedre og bedre resultater, efterhånden som den øver sig. Og efterhånden som de bliver trænet på flere fotos og tekster og får feedback fra flere brugere. Og det er derfor kun et spørgsmål om tid, før du ikke kan se forskel på AI-genererede billeder og virkeligheden. Og selvom mange af DALL-E’s billeder stadig ser meget mærkelige og udflydende ud, kan DALL-E allerede i dag producere billeder, som viser hvordan fremtiden for stockphotos ser ud.

Ubegrænsede unikke og originale stockphotos

Du skal forestille dig den situation hvor du skriver en tekst til et medie, en annonce eller din hjemmeside og skal bruge et billede som både illustrerer teksten og fungerer som blikfang. I dag går du på nettet og køber (eller prøver at finde et gratis) foto, som nogen har taget af en helt konkret person eller genstand. Det er dyrt at købe dem og det er også dyrt at få dem produceret. Der skal bruges tid, skaffes modeller og så skal fotogfrafen også have løn. Og til gengæld får man ofte ikke et billede der passer lige nøjagtigt – men må lade sig nøje med et der er tæt nok på.

Med AI-baserede systemer, skriver du bare den tekst du gerne vil have illustreret – for eksempel “En stol formet som en avocado” og så kommer algoritmen med en hel masse forslag, som du kan vælge imellem (foto fra DALL-E’s website).

Der skal ikke betales fotografer, bruges modeller eller hyres en 3D designer. Du betaler bare et lille beløb for retten til at generere fotos og kan få så mange forslag du vil. Det koster kun lidt strøm. Det er ikke svært at forestille sig at den funktion dukker op i Microsoft Word næste år. Og som et plug ind i WordPress. Og hvorfor skulle du så egentlig nogensinde betale for et klodset og gammeldags stockphoto igen?

DALL-E og konkurrenterne kan give dig lige nøjagtigt den model du gerne vil have. Du er ikke nødt til at vælge et stift amerikansk business stockphoto som nedenstående, som ingen alligevel tror helt på og som kun er lidt bedre end ingenting. Lever du af at sælge eller fotografere den slags, er din forretning lige om lidt stærkt udfordret.

Der er også andre algoritmer derude end DALL-E og mange af dem kan lave nogle fuldkommen vanvittige og meget flotte billeder. Her har en bruger leget med konkurrerende Midjourney AI og produceret en “horror minion”, som jeg synes ser helt forrygende flot ud:

OpenAI’s hjemmeside kan du lege med nogle eksempler og du kan allerede i dag skrive dig op til en konto på DALL-E eller Midjourney og få et logjn, når de synes du skal have lov. Der er også en masse andre eksempler, på DALL-E’s demoside her.

For os skribenter kan vi glæde os til at det af skaffe stockphotos til vores tekster, pludselig bliver sjovere og meget lettere – ja ligefrem en leg, når man skal prøve sig frem og får en masse overraskende resultater. Om man så synes at det er frastødende at billederne ikke er baseret på “ægte” modeller, er en anden sag. Og der vil helt sikkert stadig være et behov for og en efterspørgsel efter billeder der er autentiske (hvad det så end betyder).

Men for den som lever af stockphotos – især den fesne mellemvare – er DALL-E første tegn på at du lynhurtigt skal til at finde nogt andet at leve af, for lige om lidt er det svært at forestille sig at folk vil lade sig nøje med dine stive modeller, når de kan skabe helt originale billeder i alle tænkelige stilarter og med alle de modeller de kan forestille sig.