Forskning: Er Facebook relationernes svar på onani og tomme kalorier?
I sidste uge blev jeg citeret af Berlingske for følgende:
»Sociale medier snyder hjernen til at tro, at vi er sammen med andre mennesker og får dækket alle vores sociale behov. Men kroppen ved godt, at den bare sidder stille helt uden at mærke kropssprog, uden at mærke nærhed, uden at lugte andre mennesker. Det er ligesom at drikke en cola, hvilket får hjernen til at tro, at den har fået næring og vitaminer,«’
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning.
Når vi spiser, har vi ligeledes et oplevet mål, som styrer os. Målet er nemlig at opretholde et højt blodsukker. Falder blodsukkeret, føler vi os sultne og spiser. Formålet er at sikre at vores krop kan overleve på både kortere og længere sigt – bl.a. ved at vi sammen med sukkeret indtager alle de næringsstoffer vi har brug for. Men vi kan ikke mærke formålet – kun målet. I dag kan vi isolere druesukkeret og for eksempel drikke Faxe Kondi og derpå opleve mæthed. Da målet er opfyldt, ophører vi med at indtage næring og kroppens formål, kroppens overlevelse, bliver kun delvist opfyldt – da vi jo kun får sukkeret og ikke alle de mange andre næringstoffer vi har brug for.
Når man spiser sig mæt i sukker som ikke også indeholder det fulde spektrum af næringsstoffer, taler vi om tomme kalorier. Og det kan føre til mangelsygdomme hvis man udelukkende snyder sit system til at opleve mæthed med f.eks. sodavand.
Men hvad nu hvis sociale medier også er en slags tomme kalorier, som opfylder en masse oplevede mål, men ikke formår at tjene et dybere formål ved menneskelige relationer, nemlig at holde os fysisk sunde og raske?
Aric Sigman påstår i sin artikel i tidsskriftet Biologist, “Well Connected?: The Biological Implications of ‘Social Networking” (Sigman, 2009) at manglende direkte social interaktion kan påvises at hænge sammen med en lang række fysiske forandringer hos mennesker.
Sigman gennemgår i artiklen en lang række forskningsdata som bl.a. påviser hvordan mennesker med mindre social kontakt kan opleve mindre modstandskraft over for influenza (men også en mindre risiko for at blive smittet, må man formode) men også en markant øget risiko for demens og blodpropper. For eksempel udløser fysisk berøring og kram stoffet “oxytocin” hos mennesker – et stof som kan medføre nedsat risiko for hjerte-kar sygdomme.
Sigman går så vidt som til at inddrage undersøgelser som viser at en del af vores genom (209 gener) rent faktisk er socialt påvirkeligt og at vi i yderste konsekvens kan påvirke vores arvemasse ved at ophøre med at være fysisk sociale med hinanden.
Sigman påstår ikke direkte at sociale medier fører til sygdom, men påviser hvordan den direkte interaktion i konstant stigende grad bliver erstattet af eletronisk interaktion og hvordan manglende interaktion kan føre til fysiske forandringer. Hans forskning bygger altså på undersøgelse af manglende social kontakt i det hele taget – og ikke på at ens sociale kontakt i stigende grad bliver dækket af sociale netværkstjenester. Man kan derfor kritisere ham for ikke at undersøge i hvor høj grad det er sundere at have adgang til at kommunikere med mennesker via nettet end slet ikke at have noget at kommunikere med.
Men én ting ligger fast – for under alle omsændigheder mister vi den fysiske berøring ved at mødes på Facebook frem for på Cafeen. Vi mister krammene, lugtene, mimiken samt de følelsesmæssige reaktioner der kommer af at være tvunget til at respondere nu og her, frem for f.eks. at kunne slukke PC’en og besvare en kommentar når vi lige synes vi har lyst.
Og hvis vi antager at vi kan få dækket en lang række oplevede mål med interaktionen, nemlig at opnå anerkendelse, socialt tilhørsforhold, informationer og underholdning, ved at tjekke Facebook, men at vi samtidig bliver fysisk dårligere ved at undvære fysisk kontakt, så er det altså ikke meget sundere at dække sine sociale behov på Facebook end det er at drikke sig mæt i Faxe Kondi.
Spændende læsning. Jeg undrer mig blot over, at Sigman tilsyneladende tager for givet at brugen af digitale medier erstatter (helt eller delvist) fysisk interaktion.
Kunne man forestille sig, at det forholder sig omvendt? At brugen af sociale platforme på nettet ligefrem kan understøtte real life social omgang? At f.eks. Facebook kan være med til at nedbryde barrierer, kickstarte samtaler (a la “jeg læste på Facebook, at du har skiftet job/ er flyttet/ har læst en god bog” osv osv).
…
Det forekommer mig, at de mennesker (i mit netværk om ikke andet), som er mest aktive på de nye sociale medier også samtidig har et aldeles rigt socialt liv – offline :-)
Bedste hilsener
Mette
Hej Mette
Ja – det er i hvert fald min personlige erfaring at det kan give mere at tale om når man ses, hvis man er orienteret om hinandens liv fra f.eks. Facebook. Og der er også undersøgelser der viser at online relationer kan føre til offline relationer (f.eks. i forbindelse med dating) og at netbrug dermed styrker det fysiske sociale samvær.
Men Sigmans tal (se indsatte graf herover) viser at mængden af direkte interaktion generelt falder og at mængden af online interaktion generelt stiger. Hans kilde til grafen er den noget mudrede “a series of time-use and demographic studies”. Andetsteds i artiklen citerer han imidlertid “Journal of the Royal Society of Medicine” ( http://jrsm.rsmjournals.com/ ) for at social networking online synes at få os til at ignorere sociale netværk i det fysiske liv. Om man anerkender tallene må man selv afgøre – og selv finder jeg Sigman en smule poppet. Men det er ikke noget han påstår – det er noget han tager udgangspunkt i og problematiserer.
Hej Anders – jeg vil bestemt ikke afvise den tendens, som de to linjer i diagrammet viser – mener bare, at man bør forholde sig kritisk til om der (nødvendigvis) er en direkte årsagssammenhæng i mellem de to.
Mette
Enig! Man bør forholde sig kritisk til ALT! Men se på dit eget liv og se om ikke du idag får ordnet en masse online, som du før ville have været nødt til at møde mennesker IRL for at ordne. Eller får dækket en del behov for sociale informationer og underholdning online, som du før ville have gået på café for.
Spørgsmålet er ikke om han er inde på noget af det rigtige – for det kan bekræftes ved almindelige hverdagsobservationer. Spørgsmålet er om Sigman strammer sin analyse til kanten af hvad datamaterialet kan holde til – og det er jeg faktisk enig i at han nok gør ;o)
Fin gennemgang i en nødvendig debat. Jeg så dig også argumentere for det samme på TV, hvilket du slap godt fra.
Jeg er mest på Mettes side her. De fleste online universer ender som regel i at folk mødes fysisk blandt ligesindede. Selv de mest hardcores gamere tager til LAN-parties f.eks. og dem der ikke gør, er blandt de mest socialt akavede; De har det ikke godt med at være blandt andre (fremmede) folk, så net-medier åbner op for at de kan være sociale.
Det er på godt og ondt at gemme sig bag skærmen. For nogle åbner det døre, for andre bliver det en undskyldning. Og hvad angår de teenagere som Berlingskes artikel omhandler, så er sociale medier i dag vel bare hvad TV var tidligere: Teenagere skal ha et los bagi somme tider – det er der ikke noget nyt i :-)
Fin post! Meget spændende.
Jeg tænker lidt på, at facebooks udfordring, er, at de ikke har fortalt folk hvad de skal kommunikere om, og derfor griber det ikke nødvendigvis ind i folks hverdag. Det var en af vores tanker bag echo.it – nemlig at give en platform til kommunikation om et bestemt emne (gode gerninger og positive handligner) og med det formål at inspirere til real life forandring.
Sociale medier er lidt ala smørebrød vel… Det handler både om brødtype og pålæg:-)