Om ganske få år vil vi se tilbage på årene omkring 2010 og den boble i internettets historie, vi kaldte den “sociale” revolution. Det var for eksempel den gang enhver virksomhed med respekt for sig selv havde, eller ønskede sig,  en “Facebook-strategi”.

Vi vil snart læse rapporter som forsøger at sammentælle hvor mange millioner kroner danske virksomheder spildte på at forsøge at holde Facebook-sider i live til ære for ganske få hundrede brugere, med alle de distraktioner fra forretningsmæssige mål, det kostede. Andre rapporter vil påvise at virksomheder som brugte penge på at få deres forretningsprocesser automatiseret, frem for at forsøge at lave “dialog” med mennesker på Facebook,  tjente flere penge og oplevede større vækst.

Det vil blive almindeligt blandt journalister at nævne “dot com” og “sociale medier” i samme sætning og de få cases hvor det rent faktisk lykkedes virksomheder at skabe et “viralt” fænomen og tjene penge på det, vil blive omtalt som de undtagelser de var – og ikke som de strålende eksempler til  inspiration og efterfølgelse, som de fremstod som, da hypen stod på.

En eller anden forfatter vil snart slå igennem på at skrive en bog der påpeger det helt åbenlyst irrationelle i at forsøge at kommunikere med et massemarked ved hjælp af manuel samtale. Pludselig vil vi alle kunne se det åbenlyse modsætningsforhold imellem at kunderne angiveligt skulle være vilde med at have dialog med virksomheder – og at  ingen gad at være aktive på netop vores  firmas Facebook-side. Og vi vil sige at vi da egentlig hele tiden godt kunne se at dialog skalerer elendigt, er dyrt at reproducere og for det meste meget sjældent skaber de psykologiske reaktioner som skal til for at vi køber noget.

Vi vil alle blive fortrolige med latterliggørende letkøbte eksempler på hvor lidt værdiskabende “dialog” er i forhold til smarte processer. F.eks.: “Hvad vil du helst: have en SMS når din taxi er kommet eller en dialog med folkene der driver taxiselskabet?” eller “Skal din grønthandler bruge sin tid på at skaffe friske grøntsager eller på at tale om de gamle med dig?”. Hvis man vil have kommunikationsfolk til at fnise, skal man bare sige “KPI og Facebook” i samme sætning.

Men det betyder ikke at små kommentarfelter og thumbs-up mekanismer vil blive opgivet. Vi opgav jo heller ikke e-handel, blot fordi dot-com boblen sprang. Men vi vil se disse som små add ons – ikke som hjørnesten i vores kommunikationsstrategi. Når nogen fortæller at de arbejdede som “social media manager ” i 2011, vil vi høre “I 2011 var jeg ansvarlig for kommentarfelterne i vores virksomhed”. Vi vil stadig se community managers – men vi vil se dem hos de virksomheder som har communities – ikke som et forsøg på at fremmane et community, hvor der intet findes.

Nogle vil decideret føle det som om de vågner efter en lang søvn – eller en brandert – når de pludselig igen klart kan se at interaktionen med markedet for 99% vedkommende foregår – og hele tiden har foregået – med penge. At de sprang på Facebook, forført af en massepsykose – drevet af frygten for at gå glip af noget. At måden de drev disse Facebook-sider på, udsprang fra deres eget personlige behov for anerkendelse – mere end af noget der ligner et forretningsmæssigt sigte.

“Men Anders, gav dialogen ikke virksomhederne en masse vigtig viden om deres kunder?”

Nej! Dialogen på de sociale medier blev konstant forvrænget af at kunderne skulle tænke på hvordan de så ud i andres øjne. Derfor blev nogle former for kundefeedback undertykt. Andre blev twistet så afsenderen så bedre, smartere, mere uskyldig eller mere gavmild ud. Repræsentativiteten var med andre ord til dumpekarakter efter selv de slappeste kriterier for undersøgelse. Der var jo en grund til at ikke engang analysebureauerne brugte Facebook som platform da hypen var størst. De informationer man får er så biased at de ikke kan bruges til ret meget. Som stifteren af et større analysebureau formulerede det for mig: Sociale netværk er ikke en population – de er en happening!

Vi vil se tilbage på den “sociale bølge” med en vis overbærende sympati. De mest positive vil se perioden som et nødvendigt terapeutisk rum for markedet, fordi den faktisk lærte nogle mennesker at de virksomheder de arbejder i også skal have nogle informationer tilbage fra markedet. Og at disse kan fås uden at købe dyre fokusgrupper og surveys hos analysebureauer. Også selvom de metoder der blev brugt, i sig selv fungerede ret ringe – om overhovedet.

De lidt mere kyniske vil se bølgen som et pausefænomen – som kunne opstå og drive innovation og forbrug i det tomrum der opstod indtil vi blev i stand til at udforme egentlige smarte systemer, som bruger computere (og ikke højtuddannet arbejdskraft), til at drive en mere intelligent udveksling imellem virksomheder og marked.

De mest samvittighedsfulde social media konsulenter vil måske endda skamme sig og i deres stille sind overveje at ringe og sige undskyld til den medicinalvirksomhed, de fik lokket til at bruge et par millioner om året på at lave en social media afdeling hvor mennesker med 5 års universitetsuddannelse sad og læste og udfyldte kommentarfelter på Facebook, frem for f.eks. at bruge dem på at lave mere intelligente emballager.

Personligt vil jeg nok huske 2012 som året hvor jeg rejste rundt og holdt foredrag om det sociale hype og hvad der kommer bagefter de sociale medier. Er du interesseret i at høre mere eller at booke et foredrag, så ring 61678913.