Skal dit barn have tubemad med i madpakken?

Derfor kan vi ikke overlade det til forskere at vurdere vores børns brug af skærme. For det er slet ikke deres opgave.

Hvad hvis nu jeg fortalte dig at du aldrig mere behøvede at bøvle med indkøb og madlavning? Fordi der findes en proteinvælling du kan købe på tube og klemme direkte ned i spiserøret, uden som meget som at behøve at tygge den. Den er ovenikøbet tilpasset så den indeholder alle de vitaminer og mineraler som kroppen har brug for.

Og hvad hvis jeg nu foreslog at du erstattede alle din families måltider med sådan en ernæringsvælling? Det ville jo både sikre at I sparede en masse tid og at I fik den helt rette mængde næringsstoffer og vitaminer.

Ville du sige ja tak til at leve af sådan en pasta? Jeg kan jo ikke høre dit svar, men mit gæt er at du sidder og tænker ”nej tak, Anders– det vil jeg faktisk meget gerne være fri for”.

Men hvorfor egentlig det? På alle fysiske parametre ville en optimeret tubemad være en perfekt løsning på alle dine ernæringsproblemer – og skal vi være helt ærlige, ville det nok være sundere end meget af det du spiser i dag. Der ville, med andre ord, ikke være nogen videnskabeligt påviselig grund til ikke at begynde at leve af en sådan kost. Hvis det er fordi du gerne vil træne kæberne, kan man jo bare gøre vællingen hård og sej.

Nu gætter jeg videre. Du tænker måske noget i retning af: ”Jeg er totalt ligeglad hvad man kan ’påvise videnskabeligt’. En sådan tubemad er ikke noget jeg ønsker at give min familie. Sådan skal vi ganske enkelt ikke spise hjemme hos os”.

Nå – men lad os nu fantaserer videre og forestille os at en række politikere opdagede at sådan en vælling var en billig og effektiv måde at sikre skolemad på, til alle danske skolebørn. Og derfor foreslog de nu at dit barn skulle have sin nuværende madpakke erstattet af en tube vælling, som er algoritmisk tilpasset netop dit barns alder og behov.

Det ville da sikkert virke lidt underligt for børnene i begyndelsen, men med lidt sødemiddel eller baconsmag, ville det glide ned og hurtigt blive en vane. Og for at være på sikker grund lod politikerne, som man gør i den slags situationer, en række ernæringsforskerne undersøge vællingen. Og resultatet var at de ikke kunne påvise nogen skadelig effekt af den kost, så længe den indeholdt de nødvendige næringsstoffer. Og så var den meget billigere, end den mad du er vant til.

Og når videnskaben ikke kan påvise en negativ effekt af denne vælling, hvad er dit argument så for ikke at give den til vores børn hver eneste dag? Morgen, middag og aften? Er du måske klogere end videnskaben?

Jeg kan jo stadig ikke høre hvad du tænker, men mon ikke du ganske enkelt finder tanken ulækker. Mon ikke du ganske enkelt føler at tubemad ikke hører hjemme i et godt børneliv, uanset om forskerne kan påvise nogen negativ effekt eller ej! Mon ikke du mener at et måltid er så meget mere end de kemiske næringsværdier og påviselige fysiologiske effekter og simpelt hen ville nægte at dine børn skulle leve af tubemad. Og mon ikke de fleste ville være enige med dig. Føj.

Så langt så godt. Nu forestiller vi os en helt anden situation. Vi forestiller os nemlig at dit barn kunne gå rundt med en lille maskine i lommestørrelse på sig hele dagen. Maskinen kunne give en uafbrudt strøm af underholdning, læring, aktivitet, følelser og erfaringer, blot ved at dit barn så på og rørte ved dens skærm. Med den maskine, kunne dine børn få en masse læring OG være koblet op på optimerende algoritmer og behøvede kun at gøre en begrænset mængde erfaringer i den rodede fysiske verden. De blev sjældnere beskidte, kom ikke op at slås og der var langt mindre at rydde op, end hvis de for eksempel klippede og klistrede og legede med LEGO, perleplader eller mudder. ALT var algoritmisk tilpasset til dit barns præferencer og det bedste af det hele kommer nu: videnskaben kunne ikke påvise at der var er nogen skadelig effekt af at bruge skærmene mange timer om dagen. De kunne hverken påvise fysisk eller psykisk sygdom, som resultat af brugen.

Sådan er det nemlig ofte i dag. Hvis man, som forsker, ser efter direkte psykiske lidelser eller fysiske helbredsskader, er det ofte svært at finde ret mange. Det er muligt at enhver kan se at de sidder med en forstyrret opmærksomhed og i øvrigt bliver udsat for reklamer, kommercielt indhold og krænkelser. Men hvis det man søger efter er egentlige skader og lidelser, finde man ikke ret mange. Og hvad er der så evidens for?

Naturligvis sker brugen af sådan en maskine på bekostning af andre aktiviteter, som når man glemmer hvordan man laver mad, hvis man lever af vælling. Men hvis man får dækket stort set alle sine behov og videnskaben ikke kan bevise at de er skadelige, er der vel ikke et problem? Så er det vel bare ”udviklingen”, ikke?

Der er ingen tvivl om at der et sådan udviklingen ser ud. Men på samme måde som med vællingen, er der alligevel de mennesker der tænker ”jeg er ligeglad med hvad videnskaben siger, jeg synes ikke at digitale skærme skal spille hovedrollen i mine børns skolegang og jeg vil faktisk gerne have at mine børn har så lidt at gøre med dem som muligt”.

Men hvis man mener det, har man et problem i 2023. Vores brug af digitale medier er nemlig, ligesom så meget andet i verden, blevet videnskabeliggjort og gjort til et spørgsmål om effekt.

Det påvirker den måde vi evaluerer og taler om de digitale medier på, i pædagogiske sammenhænge. Når vi som samfund og ikke mindst skoler, prøver at forstå og diskutere hvilke rolle digitale medier bør have i vores børns hverdagsliv, og hvilke grænser vi bør trække, beder vi forskere om at se efter skadelige effekter og evidens. Man kan sige at samtalen foregår inden for det videnskabelige domæne. Og det er desværre ikke altid en fordel for samtalen.

Videnskaben har bragt os mange fantastiske ting. Den har blandt andet gjort det muligt at du læser disse tanker. Tak for det. Men videnskaben har én stor mangel: Den har meget svært ved at forholde sig til verden som den bør være. Lige meget om det handler om proteinvælling eller skærme. Videnskab kan forholde sig til verden, hvis den bliver omsat til et spørgsmål om hvor meget der er af noget – eller hvilken effekt noget har. Den kan tælle sammen hvor mange der spiser proteinvælling og hvordan. Og den kan også undersøge om mennesker der lever af proteinvælling også oplever andre fænomener. Videnskaben kan med andre ord undersøge hvilken effekt det har på kroppen at leve at proteinvælling. Men den kan ikke fortælle om mennesket skal leve af vælling. Det ligger uden for videnskabens synsfelt.

Det bliver kæmpe problem, når man tager samtalen om digitale medier eller vælling som en videnskabelig samtale, som handler om at påvise evidens. For når vi gør det, er der nemlig ingen steder for mennesker at gå hen med deres personlige erfaringer (de er personlige og derfor ikke valide) eller med deres følelser og holdninger (følelser og holdninger er uvidenskabelig støj og ”synsninger”, hvilket er det grimmest skældsord i det videnskabelige domæne). Så hvis du hører til dem der mener at brugen af digitale medier skal begrænses, fordi du simpelt hen ikke synes at de hører hjemme i et godt børneliv, så ender du meget let med at ligne én der står og skriger, mens de voksne undersøger sagen ”rigtigt”. Så længe du ikke kan bevise videnskabeligt at der er en skadelig effekt af digitale medier, kan du have meget svært ved at få plads ved bordet i den samtale vi som samfund har om de digitale medier og mobiltelefoner. Du er henvist til læserbreve og kronikker.

Nu kan det lyde som om jeg mener at videnskab er dårlig eller impotent. Slet ikke. Videnskaben kan for eksempel undersøge hvor ofte børn sidder med mobilen når de læser lektier. Og den kan undersøge hvor ofte de bliver forstyrret af den. Den kan også opstille eksperimenter der viser hvilken effekt den slags forstyrrelser har på koncentrationen og præstationer i skolen.

Det svarer til at tælle hvor ofte folk spiser proteinvælling og hvordan folks krop får det af det. Det besvarer ikke spørgsmålet om hvor vidt mennesket overhovedet skal forstyrres af deres skærme eller leve af vælling. For det er ikke videnskabelige spørgsmål. Venter vi på at videnskaben skal fortælle os hvordan vi skal forholde os til børn og digitale medier, kommer vi derfor til at vente meget længe. Det er ikke videnskabens skyld. Det er vores, fordi vi beder den svare på et spørgsmål den slet ikke er skabt til.

Måske er det på tide at vi anerkender at vores børns mediebrug ikke kun er et videnskabeligt fænomen, som skal måles og vejes, men at også er en forlængelse af vores opgave som opdragere og mennesker med helt legitime værdier og æstetiske følelser. Videnskaben kan stille gode spørgsmål og undersøge sammenhænge og forekomster og jeg ville ikke undvære dens metode. Men den kan aldrig nogensinde fortælle os hvad det gode liv er. Om det så handler om våres fysiske eller mentale føde. Selvom det ville være så bekvemt hvis vi andre ikke behøvede at blive enige om det.