Er du fattig, lander dine børn i klikproletariatet
Disclaimer: Jeg begyndte denne tekst med en intention om at skrive om det fantastiske og luxuriøse i at have ægte mennesker i sit liv. men pludselig overtog mine vrede fede fingre og det blev et “rant” om hjernedød digitalisering af skolen i stedet. Nu er du advaret.
”Vi valgte altså den skole fra, da de havde en håbløst gammeldags indstilling til IT.”
Sådan lød ordene, da jeg jeg talte skolevalg med et forældrepar forleden. Da jeg spurgte hvad der gjorde netop den skoles IT holding så gammeldags, var svaret klart: eleverne måtte overhovedet ikke have mobiltelefoner med i skolen. Men ikke nok med det: de måtte heller ikke have deres egen iPad med fra 2.klasse, som de måtte, ja ligefrem skulle, på flere andre skoler. I stedet hentede læreren et klassesæt af ipads, hvis der skulle undervises med eller i apps og den slags. “Klassesæt?! Hvad giver du? Hvordan skulle eleverne nogensinde blive digitalt kompetente, hvis de ikke engang får deres egen ipad?”
Nu kender jeg jo ikke pågældende skole, men det det jeg hørte lød ærligt talt ikke som en skole med et forældet syn på teknologi. Tvært imod lød den IT politik ret progressiv, i mine ører. Det er muligt at det for fem år siden var det fremmeste pædagogiske træk at tilbyde eleverne adgang til skærme, så ofte og så tidligt som muligt. Selvom den slags magisk tænkning er let at smile ad i dag, er det faktisk ikke længere siden at man troede at eleverne, hvis de bare havde berøringskontakt med computere rigtigt ofte, ville blive digitalt kompetente og i stand til at mestre de nye teknologiske muligheder til deres og samfundets bedste.
Siden har det desværre ikke vist sig at computerens skærme på magisk vis skaber stor læring ved berøring, men i stedet stensikkert træner eleverne i at tjekke sociale medier og underholdningstjenester og konstant være i gang med kommunikation, i samme sekund deres opmærksomhed ikke er krævet af læreren (og somme tider også selvom den er).
For bare få år siden talte alle benovede om de ”digitale indfødte”, som angiveligt var sådan en særlig stamme bestående af de unge, som altid havde kendt til mobiltelefoner og tablets og derfor kunne bruge dem naturligt og uden nogen af de problemer og opmærksomhedsskavanker, vi ”gamle” fik. I dag tror jeg at de fleste kan se de unge også bliver stressede og distraherede og får ondt i nakken af overdrevent skærmbrug.
Det er også ved at være gået op for de fleste at man heller ikke automatisk bliver bedre til at tænke, samarbejde, løse problemer eller at forstå komplekst stof, fordi man har Google, SnapChat og YouTube lige ved hånden. Tværtimod ser man nu at lærere er nødt til at sænke det faglige niveau og skære alle trin i opgaveløsning ud i pap, for at eleverne kan komme igennem skoleugen, skoleåret og skolelivet.
Til gengæld lærere eleverne andre ting. De bliver for eksempel meget effektivt oplært til at kigge og klikke på annoncer i skoletiden (og senere i arbejdstiden) og aflevere data uden at spørge. De lærer at dyrke sponsorerede youtuberes pseudovenskaber, når disse, i autentiske kulliser og hurtig klipning, begejstret fortæller om den nye serie af cremer, som de er SÅ HELT VILDT RØRTE OG STOLE over at kunne fortælle om til netop dig!
Kunne man egentlig forestille sig at der var reklameblokke i timerne? At hvert 10. skærmbillede på smartboardet var en annonce for seje computerspil og energidrikke? Nej vel. Men vi har til gengæld ingen problemer med at give en iPad fuld af kommercielle og annoncefinansierede tjenester til børn på 8 år og allerede der lade disse firmaer begynde at danne profiler af hvilke farver, tegneseriefigurer og barbiedukker de bedste kan lide. Og hvilke farver og figurer som derfor vil være mest effektive at bruge i reklamerne ved juletid, når de skal ønske sig gaver. Eller til deres fødselsdag. Jo – dine børns fødselsdag kender Google også. Ellers gør de det meget snart.
Derfor er det måske heller ikke de skoler der deler skærme ud med skolemælken, som er de mest progressive længere. Måske er det dem der stiller spørgsmålstegn ved om vi virkelig bliver til de bedste udgaver af os selv, hvis blot vi lærer at bruge amerikanske reklamefinansierede tjenester på kinesisk producerede mobiltelefoner før vi har lært at læse. Måske er det netop dem der gerne vil bruge en iPad, der hvor de er fantastiske (for det er de saft susemig til nogle ting), men gerne vil undgå at lænke børnene til dem.
Allerede i 90’erne formulerede Poul Nyrup den digitale vision, der har været gældende til i dag: Danskerne skal være forrest i IT og det skal ske ved at vi bliver gode forbrugere af teknologier og tjenester. Alle danskere skulle derfor lære at surfe på nettet, handkle online og bruge teksbehandling. Og ikke mindst skulle der sættes ind i skolerne. Skidt med at der ikke var et mål eller en pædagogisk plan. IT var potentialer og hvis vi bare købte computere nok og brugte dem alle steder, så måtte det på en eller anden måde blive omsat til stor samfundsværdi.
Kan man forestille sig at man byggede veje eller broer på den måde? At man valgte at investere i gravemaskiner for 100 millioner og så blot lænede sig tilbage og ventede på at gravemaskinernes potentiale realiserede sig selv og nyttig infrastruktur automatisk dukkede op? Den plan virker nok absurd for de fleste. På samme måde er det efterhånden også ved at være klart at luftig og håbefuld tale om ”potentialer”, kombineret med milliardinvesteringer i computere i skolerne (også selvom man får en del af udgiften skubbet over på forældrene) ikke skaber store ingeniører og iværksættere, men snarere unge og voksne der ikke kan læse og forstå noget der ikke bliver præsenteret som en video med tegninger.
I Silicon Valley er de såkaldte Walldorfskoler – dyre privatskoler med forbud imod skærme – angiveligt blevet populære blandt direktørerne for de støre tech firmaer. På samme måde vil det sandsynligvis snart gå i Danmark. Har du økonomiske og vidensmæssige ressourcer, vælger du en analog skole med ægte lærere, hvor eleverne lærer samarbejde og at læse og forstå kompliceret stof. Er du fattig og lavt uddannet, tilhører du klikproleatariatet og må nøjes med en skole hvor eleverne henter en kopi af deres discountlæremidler ned på deres små skærme, der blinker af reklamer og sjov.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!