Lad os sige mange tak til “disruption-præsterne” og komme videre med arbejdet
Lad mig lige begynde med at slå én ting fast: Jeg er fuldkommen og aldeles ligeglad med om folk bruger ordet disruption “rigtigt”
Disruption-begrebet kom ind i vores moderne ordforråd med forfatteren Clayton Christensens begreb, disruptive innovation, som fokuserer på den proces, hvor et specifikt produkt rammer markedet.
Som han definerer det:
“Disruptive innovation describes a process by which a product or service takes root initially in simple applications at the bottom of a market and then relentlessly moves up market, eventually displacing established competitors.”
Disruptive innovation er altså en ret præcist beskrevet proces, hvor en virksomhed går på markedet med et simpelt og måske også billigt produkt, til en kundegruppe som de eksisterende spillere ikke gider at lave noget til, og derefter bevæger sig opad i “fødekæden”, indtil de en dag vipper de gamle markedsledere af pinden.
Så langt – så godt
Men i løbet af de seneste par år er en anden og bredere brug af begrebet begyndt at sprede sig i artikler, bøger, blogindlæg og på sociale medier. Her bruges ordet “disruption” ikke længere specifikt, som hos Christensen, men lang mere generelt, i betydningen “store teknologiske forandringer – som rammer alle virksomheder og markeder, med store konsekvenser, inden for 5-10-25 år”.
Jeg har selv ingen problemer med at folk ikke bruger ordet disruption “rigtigt” i henhold til litteraturen. Hold mig ude af den debat. Det er nemlig den populære og udbredte brug af disruptionbegrebet, jeg interesserer mig for her.
For den måde som en del af tidens “teknologiske disruption thought leaders” taler om digitalisering på, virker i stigende grad som nyreligiøs vækkelse – snarere end en teknologisk analyse.
Måske du kender typen
Den populære brug af begrebet disruption, har du set i artikler, blogposts og opslag i dit newsfeed. Især hvis du har en masse managementkonsulenter i dit netværk.
Populær disruptionlitteratur er nærmest en særlig litterær genre, i hvilken skribenterne ofte forsøger at overgå hinanden i at fortælle hvor radikale konsekvenserne af de kommende teknologiske forandringer vil blive – og hvilke brancher der vil forsvinde helt. Man taler også om såkaldt “ekspontentielle organisationer” som noget nyt og exceptionelt (den “eksponentielle” udvikling begyndte vel allerede med trykpressen og industrialiseringen).
Og nogle taler endda om noget der hedder “singularitet”, som om det er en afgjort fremtidsrealitet allerede. Det er også populært at at dele fantasifulde og realistiske videoer, hvor mennesket f.eks. er helt erstattet af AI. Og at blogge om (de samme 5) dramatiske case stories – om virksomheder som blev gjort komplet overflødige af ny teknologi.
Det er de vilde og truende forandringer, der spreder sig på nettet. Dem der rummer fortælling om en nært forestående teknologisk flodbølge – gerne med fede billeder.
Like.
Og tag ikke fejl. Jeg er på ingen måde blind for de store teknologiske forandringer der løbende foregår og vil fortsætte. Men der sker altså noget underligt, når folk begynder at tale og skrive om digitalisering i disruption-termer.
De begynder nemlig at minde i mistænkelig grad om folk, som har oplevet en religiøs vækkelse.
Hvorfor taler folk om teknologi, som Moses ville have gjort det?
Tag nu f.eks. fortællingerne om en gigantisk flodbølge af teknologisk forandring, som vil skylle ind over menneskene og tage dem der ikke har forberedt sig. Digital udvikling beskrives her ikke som om det er noget der forløber kontinuerligt ude i hverdagen – og har gjort det i mere end 40 år. Nej, digitalisering er en stor flodbølge af nyt og voldsomt, som vil ramme menneskene – meget snart. Det er som taget ud af Det Gamle Testamente.
Den sande disruption-evangelist vil derfor også forsøge at frelse dig. At få dig ombord på Noahs ark, hvis man er i gammeltestamentligt humør.
Han vil prøve at få dig til at mærke din “brændende platform”, som et helvede, man kan blive opslugt af, hvis man ikke omvender sig.
Og til sidst vil han trøste og fortælle at I bare skal blive som børn påny – så kan I frelses. “Begynd at tænke som en startup” vil han sige. “Så kan I blive født igen. Og måske endda inkarneret i et helt andet marked.”
Og mennesket skabte teknologien i sit billede – og alt var godt
Jeg ser også bemærkelsesværdigt mange der fokuserer på at AI skal kunne efterligne den menneskelige hjerne! Det giver faktisk slet ikke mening i ret mange praktiske sammenhænge, da der er (seriøst) mange processer, som den menneskelige hjerne er utroligt dårlig til. Hvorfor skulle man emulere den?. Men alligevel støder man på udtalelsen “når computerne bliver lige så kloge som mennesket”, hele tiden.
Det hele gav pludselig mening for mig, da jeg faldt over et system inden for AI teori, kaldet de 3 stadier i AI. De er som taget ud af scientology og beskriver, i en klassisk nyreligiøs trappeform, udviklingen imod en højere bevidsthed:
- “Artificial Narrow Intelligence” (ANI) Det vi har i dag. Machine learning, som kan løse specifikke problemer. Ikke “sand” kunstig intelligens.
- “Artificial General Intelligence” (AGI) Med “generel” kunstig intelligens, kan computere emulere en menneskehjerne. Så vil mennesket have skabt et helt nyt væsen i sit eget billede, som vi kan tale med. Vi vil være blevet Gud.
- “Artificial Superintelligence” (ASI) En dag vil computerne blive klogere og smartere end alle mennesker tilsammen.Altså “kunstig superintelligens”. Då vil vi have skabt os en ny Gud, som kan kan styre os imod en bedre verden. Noget som de allermest troende kalder “singulariteten”. Nej, det er ikke noget jeg finder på.
Computere er altså på vej til at opnå guddommelig intelligens og inden da, vil vi opleve en flodbølge af teknologi, som vil straffe dem der ikke omvender sig. Set gennem en religiøs optik, giver alt mening.
Interessant. Farverigt. Men det er måske ikke noget jeg ville anbefale folk at lægge som fundament i deres digitale strategier.
Men langt fra alle der taler om disruption er religiøse fanatikere
De fleste har nok bare opdaget nogle store teknologiske fremskridt og bruger begrebet disruption til at fortælle andre hvad de sådan omtrent taler om. Og de folk der er blevet skræmte fra vid og sans af dommedagsvisionerne og har skyndt sig hjem og taget deres digitale forretning mere alvorligt, har endda fået et rigtigt nyttigt wake up call. Tillykke med det.
Men er det ikke på tide at vi siger tusind tak for pep talken, til disruption folkene og i stedet kommer til arbejdet?
Det første skridt må være at skille de stærke teknologier vi vitterligt har og får til rådighed, fra en masse dommedagsagtig (og i deprimendende grad enslydende) newspeak. Fra kulørte påstande om at den digitale udvikling er en form for forestående begivenhed – og ikke en kontinuerlig proces, som har været i gang i mere end 40 år. Eller at vi en dag vil bo på en planet styret af en guddommelig robot-superintelligens. Det scenario er, i allervenligste fald, blot et ud af mange mulige udfald. Ikke en historisk sandhed. Hvis jeg ser på hvordan mennesker opfører sig i dag, så tror jeg i øvrigt heller ikke at vi vil afgive magten over hele butikken frivilligt.
Det er blevet tid til at sige farvel til teknopræsterne og igen se ateistisk på teknologien. Vi har brug for at fortsætte med digitalisering uden al hypen. Men jeg synes nu ikke vi skal lade disruption-evangelisterne have prædiket forgæves.
Lad os i stedet se støjen fra Singularity som en stor kirkeklokke.
Det var en effektiv måde at komme ud af sengen på, tak. Men de religiøse tekster og salmerne kan de godt beholde.
Kender du nogen der blevet bortført af disruption-kult?
Så kan jeg måske hjælpe dig med at få dem tilbage til virkeligheden. Kontakt mig her. Fuld diskretion ydes.