Mød Magnus fra Kreativ Afdeling

Kender du det at du har lovet dig selv at lade være med at spise chips?

Eller at drikke vin eller spise slik eller noget der ligner. Og det går egentlig fint nok. Men pludselig en dag regner det. Eller du har haft en hård dag. Eller det er lørdag. Eller der er en god film med en skuespiller du kan lide.

Hør mere om Kreativ Afdeling i Lektion 5 af Podcasten Vaneinstituttet:

Nu er det som om der opstår en undtagelse der gør at alle dine planer for at ændre vaner pludselig alligevel ikke gælder – lige netop i dag. For det er da klart at du ikke kan nægte dig selv chips på sådan en dag, ikke?

Hvad skete der lige der?

Hvordan opstod der pludselig en indre undskyldning, som fik det hele til at vælte? Og hvorfor sker det så tit?

Forklaringen handler om at fjerne ubehag for dig selv. Nemlig det ubehag som opstår når du på den ene side har udviklet en vane som trækker i dig for at få dig til at gøre som du plejer – og spise noget som smager godt – lige nu! Men du på den anden side, med din fornuft, har truffet en mere langsigtet beslutning om at håndtere hverdagen med andet end chips, fordi du ved at du bliver mere glad for dig selv og din krop på den måde.

Når der er en forskel imellem det du gerne vil med din fornuft og det du føler trang til lige nu (fordi det er den vane du har lært dig selv), føles det ubehageligt. Men heldigvis er der en udvej fra det ubehag. Og det er her Kreativ Afdeling kommer ind. Du har nemlig en naturlig evne til at producere en masse rigtigt gode undskyldninger for dig selv, for at få det ubehag til at gå væk.

For hvis du nu kan skabe en plausibel undskyldning for dig selv. Så forsvinder ubehaget jo. Nu kan din fornuft jo pludselig godt acceptere at du ikke følger dine beslutninger, lige denne gang. Det er jo en undtagelse – det regnede jo. Og du skal da være lidt god ved dig selv når det regner, ikke? Eller når vasken var stoppet. Eller naboens hund har fået neglesvamp.

Den del af dig som producerer alle undskyldningerne – og dermed undtagelserne, kalder jeg for Kreativ Afdeling. Og den kan du lige så godt stifte bekendtskab med hos dig selv også. Ja, faktisk kender du den. Det er den der pludselig kommer med en god grund til at tage bilen/elevatoren/en taxi lige i dag. Eller at bestille takeaway – selvom du jo faktisk i virkeligheden er en person som cykler, tager trappen og spiser økologisk mad. Bortset fra undtagelserne, altså.

Kreativ Afdeling er ikke skurke, selvom de ofte ringer med lige netop den undtagelse, som giver dig lov til at gøre usunde ting. De prøver blot at sikre at du gør det som føles rigtigt nu og her – hvilket ofte er netop den vaneadfærd, du har fået lært dig selv. De holder dig inden for din komfortzone. Og det er jo ikke i sig selv en dårlig ting. Det er det dine vaner kan – det er faktisk deres opgave.

Men hvis du pludselig en dag opdager at din komfortzone består af 5 timer foran TV’et hver aften, hvor du spiser slik, så kan du måske nå til en erkendelse med din fornuft, at det faktisk ikke er det liv du vil leve. Måske du kontakter mig på Vaneklinikken, hvor netop problemer med snack-amok er meget almindelige. Måske du bare beslutter at begynde at bruge dine aftener på en anden måde.

Men lige meget hvad, så er der en ting du kan være sikker på. I begyndelsen vil de ringe rigtigt ofte fra Kreativ Afdeling med en masse undskyldninger og undtagelser, som netop gør at du kan gøre det der føles rigtigt – bare i dag. Og Kreativ Afdeling ved alt om dig – og de ved lige nøjagtigt hvor de skal trykke og hvordan de skal få dig overbevist. Og der er du allerede nået langt, hvis du ved at de ringer med undskyldninger og har truffet en beslutning om hvordan du reagerer.

Hvordan håndterer du Kreativ Afdeling?

Det vigtigste er faktisk at du forstår hvad der foregår. At du er vanebevidst og ved at Magnus fra Kreativ Afdeling vil ringe til dig med alle mulige dårlige undskyldninger, hvis du prøver at forlade komfortzonen og ændre din vane. Hvis ikke, vil du sandsynligvis bare opdage at der nu dukker en dejlig undskyldning op.

Du kan især regne med at han ringer, når du oplever at det er lidt synd for dig. Men også når du for eksempel ser slikket lige ved kassen i Brugsen, hvor du er lidt sulten. Prøv selv at lytte efter næste gang. Og du vil opdage at det allerede er blevet lidt lettere at sige pænt nej tak. Faktisk lige som når enhver anden telefonsælger ringer.

Nu, når du ved at han vil ringe – mange gange –  kan du begynde at rette din opmærksomhed imod Magnus og ikke imod den dårlige undskyldning, næste gang han ringer. Hvorfor ringer han nu? Vil jeg egentlig have det han sælger? Er de undskyldninger han ringer med i virkeligheden så gode, som jeg umiddelbart følte før? Er det i virkeligheden en god reaktion på en lang hård dag, at spise en pose chips som i realiteten gør at jeg sidder med krummer på maven og en oppustet følelse, mens jeg hader mig selv lidt mere?

Men husk nu at Magnus ikke er ond. Han er bare ude på at sikre at du bliver ved med at gøre det der føles rigtigt nu og her. Så når du afviser ham, skal du tale pænt. Ligesom du  det hele taget skal tale pænt til dine vaner. For de gør bare deres job. Desværre kan de ikke se livet i et større perspektiv. Men det kan du med din fornuft. Og det er jo derfor de konflikter inde i dig opstår.

Lær mere om dine vaner her:

Hvis du vil lære mere om dine vaner, så synes jeg du skal prøve at lytte til min podcast som hedder Vaneinstituttet. Her vil jeg hjælpe dig med at få større vanebevidsthed og at blive mere fri til at få en adfærd du er glad for.