Hvis du læser aviser, ser TV og besøger sociale medier, ved du det godt

Temperaturen stiger og over hele kloden meldes om tørke, brande og store floder, der er ved at tørre helt ud. Samtidigt kan vi læse hvordan klimaforandringer vi troede ville ramme vore oldebørn, ser ud til at ramme os selv – lige nu. Vi ser grafer og kort med gloende røde farver og forleden kunne man, i Information, læse at forskere nu mener at det er på tide at begynde at begynde at behandle scenarier for ”the endgame” – de sidste dage for vores art på planeten og hvordan de kan tage sig ud og måske imødegås.

Klimadækningen har ført til frygt, ja ligefrem rædsel. Både i medierne, hos vores unge og blandt de mennesker jeg omgås. Det har været og er en hård sommer at komme igennem, hvis man følger med i klimadækningen. Så hvis du føler dig ramt af svære følelser som følge af klimaændringerne, er du slet ikke alene. Til gengæld er det ikke sikkert du reagerer på samme måde som din nabo – og det er OK. Der er nemlig flere måder at reagere på den slags på. Og de har både at gøre med din livssituation, de mennesker du omgås og den person du er. Her vil du møde nogle forskellige måder at reagere på. Mit gæt er at du kender flere af dem og somme tider skifter imellem dem.

Du reagerer med rædsel og bliver handlingslammet

Når du mødes af skræmmende realiteter, som du hverken er i stand til at gøre noget ved eller slå hen og rationalisere dig ud af, er det naturligt at blive ramt af en, måske ligefrem lammende, frygt. Og selvom det er sundt og vigtigt at kunne se realiteterne i øjnene – er rædsel alene i længden ikke et konstruktivt sted at være. For uden håb, er tilværelsen uudholdelig. Og der en masse af det vi gør for at holde samfundet i gang, som ikke længere giver mening for os. Hvorfor egentlig bygge veje eller hospitaler, hvis verden alligevel er på vej til at gå under? Hvorfor tage på arbejde? Hvorfor overholde færselsloven? Ja, hvorfor overhovedet tænke på klimaet? Det kan være at du synes at højreradikale Trump-tilhængere med skydevåben er et problem i dag. Men så kan du jo prøve at forestille dig de samme personer, som bliver overbevist om at planeten er på vej mod undergang og der ikke er noget de kan gøre ved det. Som føler at de nu intet har at miste.

At forstå at den måde vi mennesker opfører os på, ganske enkelt er livsfarlig for menneskeheden, kan godt nok føre til at vi vågner op og handler på klimaet. Men hvis det eneste der sker, er at alt håb forsvinder og vi står tilbage med rædsel, er det ikke konstruktivt og kan være direkte farligt.

Du reagerer med fornægtelse og søger mod dem, der kan bekræfte dig

At forsøge at skærme sig imod forfærdelige realiteter er derfor helt naturligt. Vi kan ikke leve ret længe i dyb rædsel og at du og din hjerne forsøger at finde en mental udvej, for at beskytte dit verdensbillede, er en naturlig måde at overleve mentalt på. Det kan ske ved at du fokuserer på artikler der giver håb eller har en mindre smertefuld vinkel. Et eksempel var da DR, dagen efter Informations artikel, skrev at denne sommer faktisk havde haft færre varme dage i Danmark, end de foregående. Der var ingen der sagde at kloden ikke bliver varmere over tid. Men det var ligegyldigt. Lige her gav artiklen en lettelse fra presset. Jeg blev også lidt mere tryg, da jeg læste den.

Det er også rart at læse når en meteorolog udtaler at man jo teoretisk set ikke, på baggrund af denne varme sommer alene, kan konkludere at kloden som helhed er på vej imod klimakatastrofe. Eller når en klimaforsker slutter sin gennemgang af fremtidige klimascenarier ud med ”men det kan ændres, hvis vi sænker CO2-udledningen”, så ignorerer du måske lige alt det andet der blev sagt og tænker: pyha, der er stadigvæk tid nok. Ikke fordi du er ligeglad – men fordi du helt naturligt beskytter dig selv imod håbløshed og rædsel. Vi vil alle gerne høre noget – hvad som helst som kan fortælle at vi ikke er på vej imod en klimakatastrofe, som rammer os længe før vi troede (det var lidt mindre ubehageligt, da det bare var vores oldebørn det gik ud over).

En endnu mere sikker måde at skærme sig imod klimarædsel på, er naturligvis at finde alternative kilder til den ”gængse videnskab”. Kilder, som ikke fortæller det der er så svært at høre, men ligefrem kan forklare at det hele er et stort svindelnummer. At du ikke kan stole på klimaforskerne. De er jo økonomisk afhængige af at der er en klimakatastrofe, ellers kan de ikke få bevillinger, vel? Og er det desuden ikke også lettere for magthaverne at holde mennesker undertrykte og få dem til at acceptere begrænsninger af deres personlige frihed, hvis man holder dem hen i skræk for en imaginær klimafjende? Desuden har der jo været tørke utallige gange tidligere i historien. Vejret skifter og det er da naturligt – hvis man ikke lige tilhører den venstreorienterede cafelattedrikkende elite, ikke?.

Og det er faktisk sundt,fra et psykologisk synspunkt. Hvis vi ikke havde evnen til at udglatte ubærlige nyheder og lyve lidt for os selv, ville vi ganske enkel have meget svært ved at fungere. Vi har alle brug for noget at tro på og at klamre os til halmstrå. At flygte ind i konspirationer kan føre andre problemer med sig og er ikke noget jeg anbefaler, hvor godt det end føles. Men at søge trøst i nogle videnskabelige godnathistorier en gang i mellem, gør vi alle.

Du stikker hovedet i busken og ignorerer alt.

En måde at dulme smerten på, er også at slukke helt for nyhederne. At lukke sig inde med en flaske rødvin eller tænde en joint og finde en serie på Netflix med 290 afsnit og forsvinde ind i fantasiland. På den helt korte bane er det faktisk også sundt at tage en kort ferie fra realiteterne. Vi kan ikke være i alarmtilstand konstant. Det gælder ikke bare når det drejer sig om klima, men om mange af tilværelsens hårde realiteter. Men som langsigtet strategi, skuffer den nok. For problemerne er der når man kommer ud af boblen igen, hvad man som regel gør. Og de vil ikke have bedret sig. At ”lave strudsen” en gang imellem er dog helt naturligt. Jeg gætter på at der nok kommer en enkelt klimagyser eller to på streamingplatformene, i den nærmeste fremtid. Men jeg forventer at vi får en langt større strøm af nostalgi, film fra tiden før verden gik at lave og endnu mere fantasy, end vi allerede ser i dag. Så vi kan flygte. Og giv bare dig selv en pause og søg tilbage til dengang verden var mindre farlig. Det gør jeg selv. Problemerne render ingen vegne.

Doomscrolling og konstante katastrofetanker

Der findes en mental aktivitet, som vi i psykologien kalder ”trusselsovervågning”. Mennesker som har en meget høj trusselsovervågningsaktivitet, bruger en stor del af deres vågne tilstand på at undersøge og gennemtænke worst case scenarier. Når de læser om varme somre, kan de for eksempel tænke helt frem til at forestille sig at deres børn dør af tørst eller bliver dræbt at klimaflygtninge, som vælter ind over landet. De kan også synke ned i en mediesump og overvåge alt der skrives om klimakatastrofer. På samme måde som mennesker fulgte med i coronatal, som om det var en sportskamp og nærlæste enhver sygdomshistorie der dukkede op under pressens breaking-gule rubrikker.

Det er helt normalt at holde øje med farer og overveje farlige ting der eventuelt kan ske for ens kære. Ja, det er faktisk en del af jobbeskrivelsen, som forælder. Det er faktisk også normalt at lave små indre film hvor ens kære kommer ud for forfærdelige ting. Det gør alle somme tider. Det er hjernens måde at forberede sig på en potentiel fremtid på. Men hvis man konstant læser alt om klimakatastrofer og tænker i undergang hver gang – måske ligefrem meget detaljeret og med ens kære i centrum – så kan det tyde på at man har fået låst sig fast i en overtænkning. Det er en form for vane, hvor selv de mindste impulser – en vintergæk der springer tidligt ud – fører til mange timers grublerier og skrækscenarier. Og det er ikke produktivt. Selvom det føles som om man f.eks. passer på sine børn, når man holder øje med trusler, fører en konstant dyrkning af undergang kun til et meget plaget liv. Klimaet kan ikke høre dine tanker. Så hvis du konstant tænker katastrofetanker og har svært ved at slukke for dem vil jeg anbefale at du tager fat i en psykolog. Det er den terapeutiske retning der kaldes metakognitiv terapi, som arbejder direkte med den slags overtænkning. Og det gode er at du faktisk relativt let kan lære at skrue ned for din indre non stop dommedagsbiograf.

Du føler ikke at det nytter noget

Og hvis du så beslutter at omsætte din frygt til handling og blive en del af løsningen, melder et andet problem sig. Hvilken rolle spiller det overhovedet at du selv ændrer din adfærd? Det kan være svært at føle at ens eget lille bidrag overhovedet nytter spor. Har det overhovedet nogen effekt i det store regnskab, at du tager toget til Sverige, frem for flyet til Vietnam, til sommer? Eller at du sprang kødpålægget over i går eller tager cyklen til håndbold i eftermiddag, når der er står gigantiske kraftværker og brænder tonsvis af kul af hver dag? Hvad nytter det så overhovedet? Det er ikke ualmindeligt at føle sådan, Vi ser det også andre steder: Hvad nytter det overhovedet at gå ned og stemme? Hvis du ikke gør, ændrer valgresultatet sig med stor sandsynlighed ikke.

Vi er vant til at vores handlinger fører til en eller anden form for direkte effekt eller reaktion fra verden. Sådan er vi indrettet. Og når der ikke kommer en synlig reaktion, kan vi ikke mærke at vi har gjort noget. Vi kan prøve at bruge fornuften og forklare os selv at det jo er summen af små handlinger, der skaber det store resultat. Men vi kan ikke mærke det og det kan skabe en magtesløshed. Det bliver endnu mere mudret af at vi faktisk ikke helt ved hvad vores udledninger egentlig betyder og hvad de andre gør. Der er det jo lidt mindre abstrakt at stemme ved et valg, hvor alle har én stemme.

Du siger farvel til verden som du kender den

Så hvor går du hen, hvis du ikke skal lammes af rædsel, gemme dig eller fortvivle i magtesløshed over din egen lidenhed? Svaret kræver et dybt eksistentielt valg og kan virke meget brutalt når du nu først hører det. Men til gengæld bliver du mindre bange og en del af løsningen. Du skal nemlig give slip på den verden du kender. Verden som du kendte den er væk og den kommer ikke tilbage. Og i stedet for at se den situation som kun en trussel, kan du tage kontrol med den og begynde at forandre dig, så du kan overleve og have et liv i den verden. Og så verden kan fortsætte med at være beboelig for mennesker. Når du går ud ad døren i morgen, går du altså ud ad døren til en anderedes – måske ligefrem begyndelsen på en postapokalyptisk – verden. Det er the new normal. Og spørgsmålet er ikke længere hvordan du undgår den verden, men hvordan du bliver den person og I bliver den familie, som får et liv i den. Hvor skal du bo? Hvad skal I spise? Hvordan skal du transportere dig selv? Skal du arbejde med noget andet?

Når du træffer en beslutning og begynder at skabe et liv i den nye verden, bliver du en del af løsningen på en måde du selv kan mærke i dit liv, frem for bare at se dig selv som en ubetydelig brik i det store spil. Uden at du ligefrem skal flytte ud i en skov og bo, hvilket for nogle kan være rigtige valg, kan dit nye liv faktisk komme til at indeholde mere fysisk aktivitet, mere tid med familien og at du begynder at lære dig selv en masse nyt. Flyt sammen med andre og del ressourcerne. Kom i form og drop bilen. Dyrk have. Fyr politikere der ikke leverer en offentlig transport i verdensklasse, der er gratis. Det kræver at du ændrer dine forventninger til dit liv og jeres hverdag. Og for eksmpel til hvor lang tid alting tager.

Men der kan være en gave til dig i klimaforandringerne og det er op til dig at tage ansvar for dit nye liv og finde den. Og hvis du synes at det nok er den tykkeste kliché du har hørt meget, meget længe, så er jeg fuldkomme enig. Men helt ærligt: har du noget andet valg?