Bliver vores børn de slappeste, fedeste og mest ensomme i menneskehedens historie?

Lad mig stille dig et spørgsmål: Hvad har et mennesker har brug for, for at have et godt liv?

Ok – vi skal selvfølglig have mad, vand og tag over hovedet. Men derudover er der 3 ting som jeg tror ville dukke op ret højt oppe på din liste, hvis du tænkte over det.

  1. Jeg tror at du ville være enig med mig om at et menneske skal bevæge sin krop, for at have et godt liv. Og at en krop som aldrig bliver bevæget, kan blive et fængsel og skabe et usundt liv.
  2. Mon ikke også de du ville mene at mennesker skal mødes med andre mennesker, have venner, fysiske berørelse – og kærliged?
  3. Endelig vil du sikkert også give mig ret i at det at tænke og bruge sin hjerne er en del af et godt liv.

Faktisk tror jeg ikke at mange vil være uenige i at  social, fysisk og mental stimulation er livsvigtigt for mennesker.

Derfor er det jo interessant at vi så henrykte omfavner digitale løsninger som gør at vi ikke behøver at rejse os fra sofaen, ikke behøver at mødes med nogen og ikke behøver at tænke selv. Kodeordet for alle disse teknologier er at de er smarte. De fjerner besvær.

Vi kan få tilsendt alt fra en pizza til en mejetærsker til vores dørtrin, uden at behøve at rejse os fra sofaen. Vi kan ønske vores venner tillykke med deres børns barnedåb, fødselsdage og studenterhuer, uden at have været sammen med dem i 20 år. Om nogensinde. Vi kan håndtere alle hverdagens problemer uden at være nødt til at være i rum med et eneste andet menneske. Og vi kan komme igennem tilværelsen uden at behøver at tænke over ret meget selv.

Hvis vi bevæger os ud i verden, behøver ikke ikke at ane noget som helst om hvordan verden ser ud omkring os eller hvor vi er henne. Vi kan bare dreje til høje eller venstre når stemmen siger det. Vi kan udtrykke os på mange forskellige sprog, uden at kunne et eneste. Og vi kan nu læse lektier, forfatter breve, udkast, websider – ja bøger  – uden at behøver at bøvle med at tænke selv. Vi kan bare skrive ChatGPT en prompt, som ikke engang behøver at være stavet ret godt.

Homo sapiens har aldrig været mere kompetente – vi kan få alt til at ske med et par fingerbevægelser – men på den anden side har vi aldrig kunnet så lidt. I hvert fald i vores højdigitaliserede del af verden.

Den udvikling har været i gang i mange år. Man kan jo sige at den begyndte med hjulet.  Men fra at aflaste tungt besvær og gøre muligheden for overlevelse, er de smarte teknologier nu begyndt at dræne os for det som giver livet indhold og mening. At mødes med andre mennesker, bevæge og styrke vores kroppe og tænke over verden og os selv, blandt andet.

Selvfølgelig er der mange undtagelser. Mennesker går til fysisk træning, mødes i foreninger og spiller, læser og finder på. Men antallet af ensomme i Danmark er fordoblet(!) siden år 2000 og mange mennesker sidder i funktionstømte hjem og snakker med ChatGPT mens deres store samtalekøkkener står tomme, kun afbrudt af et lille ding fra mikrobølgeovnen. Mange familier har aftener der er stille som graven, fordi alle sidder med deres skærme. Og når vi mødes fysisk, er lejlighedssange og skåltaler, forfattet af ChatGPT. Jeg oplever mennesker som hellere vil sidde og taste sig igennem en lang samtale på en lille skærm end bare at tage telefonen og ringe. Fordi en telefonsamtale jo ville indebære at man skulle have en samtale med et andet menneske. og det føles altså ikke helt rart.

Tidligere var vi vant til at tilværelsen selv gav os den friktion som gjorde os sunde. Det var ikke altid særligt behageligt. Men vi var nødt til at bevæge os og møde andre mennesker for at arbejde og få mad, vi var nødt til løse mange problemer med vores hjerner. Tænke, huske, planlægge. Og også finde på, skabe og udvikle. Hvis du ville have en tekst, måtte du skrive den eller få nogen til det.

Hvad sker der med mennesker der ikke længere er nødt til at bevæge sig, møde andre eller tænke? Jeg kender ikke svaret – men det kan jo være at de kommende generationer vil være de slappeste, fedeste og mest ensomme i menneskehedens historie. Mennesker som måske kan optræde kompetent, men hvis IQ falder med 80% hvis de løber tør for strøm.

Måske er det på tide selv at tage modstanden tilbage i vores liv. Måske tilværelsen ikke bliver bedre af at blive smartere.

Jeg kunne ikke finde en flyvende stol, så billedet er genereret med AI og inspireret af filmen Wall-e. Teksten har jeg som sædvanligt skrevet selv.