Jeg foreslår hermed et års #empiristop, hvor man ikke må gemme sine holdninger bag håndplukket empirisk forskning

Har været bragt i Politiken 8. september 2019

Hvad ville der ske, hvis vi i et år lod være med at inddrage empirisk forskning i effekten af sociale medier og mobiltelefoner, i vores fælles offentlige samtale? Jeg ved det. Sådan et empristop lyder sandsynligvis komplet vanvittigt i dine ører. Empirisk forskning er jo guldstandarden for objektiv sandhed i det 21. århundrede. Det mest potente indspark i enhver debat er spørgsmålet: “Er der empirisk belæg for det du siger der?! Hvortil det eneste gyldige modsvar er at returnere: ”Ja, for forskning viser at adfærd XXX korrelerer med effekt YYY hos målgruppe ZZZ.”

Empiri er det fineste vi har, er det ikke?

Svaret er et rungende jo … og nej.

Som videnskabelig metode har vi ikke noget der er bedre end den empiriske undersøgelse, hvor man går ud i verden og erfarer (empiri betyder netop erfaringsmæssig) hvordan den udfolder sig. Før den empiriske metode gik forskning stort set ud på at prøve at regne ud hvad Gud mon havde forestillet sig med skaberværket. Empiri er bedre. Jeg er for.

Men når empiri inddrages i den offentlige debat om brugen af mobiler og sociale medier, forvandles den umærkeligt fra at være et redskab til oplysning og bliver et slagvåben i en ideologisk kamp. Debattører bruger nemlig empirisk forskning på en anderledes måde end forskere gør – og også anderledes end den egentlig er beregnet til.

Fordi selve feltet “mobiltelefoner og sociale medier” er et gigantisk og hyperkomplekst område, med dataetiske, tekniske, sociale, samfundsmæssige, pædagogiske og psykologiske indgangsvinkler, kan man både finde negative og positive konsekvenser (eller begge dele på samme tid) af digitalt medieforbrug i rigtigt megen forskning, alt efter hvordan man spørger.

Se man eksempelvis efter mobiltelefonens pædagogiske potentialer, kan man finde dem. Ser man i stedet efter mobiltelefonen som kilde til distraktioner og stress, kan man finde disse effekter. Ser man mobiltelefoner som potentielle kilder til datatyveri og overvågning, ender man atter andre konklusioner.

Disse empiriske resultater, som i deres helhed synes at stitte i mange retninger, kan potentielt give os glimt af indsigt i en kompleks verden. Det er sådan de er tænkt. Men sådan bruges de bare sjældent i debatten. Her vælger debattøren nemlig selv hvilken empiri han eller hun vil inddrage. Og så bliver der i sagens natur ofte valgt forskning der understøtter vedkommendes egne værdier og holdninger og f.eks. delt på sociale medier med et “se selv hvad jeg sagde – dette beviser at sociale medier er dybt skadelige for vores børn (eller det modsatte)”.

At udvælge den forskning man bedst kan lide, kaldes i akademiske fagtermer for cherry picking og den spiller sammen med en anden kendt psykologisk mekanisme, nemlig confirmation bias. Confirmation bias er når man synes at den forskning, eller den politiker for den sag skyld, som bekræfter ens eget verdenssyn bare er sandere og mere vederhæftig. Og hvis der er problemer med forskningen, så er disse lette at bortforklare og slet ikke et problem for konklusionen.

Derfor ser vi ofte at modstandere af mobiler og sociale medier deler links til empirisk forskning som påpeger farer og negative konsekvenser ved brug af mobiler af sociale medier. Denne forskning giver tilhængere af mobiler og sociale medier sig straks sig til at pille fra hinanden og deler i stedet undersøgelser der viser at sociale medier og mobiler slet ikke er problemet, hvis de bliver brugt rigtigt.

Og her står vi i dag. Et empirisk forskningsresultat som i bedste fald siger noget fornuftigt og validt (et andet af tidens absolutte plusord) om f.eks. sammenhængen mellem brug af Instagram og lavt selvværd, bliver ikke brugt til at forstå Instagram og selvværd. I stedet bliver det ophøjet til “bevis” på at sociale medier er et onde. Håndplukket forskning bliver på den måde kastet efter hinanden, som om man, ad empirisk vej, kan bevise hvordan vi bør bruge teknologi i samfundet og privatlivet.

Og det er her kæden springer af: for det er faktisk ikke muligt at bevise at brug af sociale medier og mobiltelefoner er skadelig. Svaret afhænger nemlig af hvordan man definerer skadelig. Hvad der er skadeligt og sundt for et menneske, når det ikke lige drejer sig om fysiske sygdomme, er ikke noget man kan konstatere objektivt, men er et spørgsmål om værdier og politik.

Lad mig give et eksempel: I min datters skole kan man, hver fredag i SFO’en, blandt andet lege med iPads eller springe i hoppeborg. Siden 1.maj har hoppeborgen været årsag til en brækket hånd og en brækket fod. Den er altså, empirisk konstaterbart, potentielt skadelig. På den anden side er der empirisk forskning der peger på at det også er potentielt skadeligt at sidde ved en iPad og lege. Så hvilken empiri skal jeg forholde mig til?

Svaret er: ingen af dem. For jeg ved nemlig at dette overhovdet ikke er et spørgsmål om empirisk forskning. Det er et spørgsmål om hvad jeg ser som det gode barneliv. Hvad mine værdier er. Min personlige opfattelse af et godt barneliv indebærer at børn skal hoppe, svede og grine. Og det behøver jeg ikke nogen som helst empirisk forskning til at fortælle mig. Empirisk forskning kan fortælle hvordan verden er – men kommer komplet til kort, når vi skal forstå hvordan vi skal leve vores liv.

Det betyder også at forældre der foretrækker et børneliv uden fysiske skader, hvor børnene måske i stedet bliver rigtigt dygtige til at bruge en Ipad, ikke tager fejl, er forkerte eller idioter. De har bare andre værdier end jeg har. Teknologibrug er et spørgsmål om holdninger og politik. det er ikke et emne man kan få ret i, hvis man blot finder den rigtige empiriske forskningsundersøgelse.

Netop derfor foreslår jeg at vi i, et år fra i dag, tager et empiristop og lægger de empribaserede forskningsresultater fra os, vi plejer at slå hinanden i hovedet med. I det år vil vi være nødt til at stå frem med vores holdninger, uden at gemme dem bag forskning, vi har håndplukket til lejligheden. Min holdning er for eksempel at mobiltelefonerne skal ud af mange situationer i hjemmet og skolen. Det er ikke en jeg kan bevise, ligesom jeg heller ikke kan bevise at du er forkert på den, fordi du ikke kan få apps og skærme nok.

Så fra i dag og et år frem, vil jeg ikke bruge sætningen “forskning viser at”, for at camouflere mine egne værdibaserede holdninger til mobiltelefoner og sociale medier som objektive kendsgerninger. Hvis du gør det samme, glæder jeg mig til at mødes og tale om det som det i virkeligheden handler om: vores værdier og holdninger til det gode menneskeliv i en verden med teknologi. Og det spørgsmål kan ingen empiriske undersøgelser nogensinde besvare for os.