[av_textblock size=” av-medium-font-size=” av-small-font-size=” av-mini-font-size=” font_color=” color=” id=” custom_class=” av_uid=’av-k7q1hk8o’ admin_preview_bg=”]

Derfor købte din nabo 120 ruller wc-papir i går

Hvorfor hamstrer vi, når der er varer nok? Hvordan kan vi håndtere hamstring som samfund? Her får du et crash-kursus i hamstringspsykologi og 5 måder at reducere hamstring på.

Hvor udbredt og massiv hamstringsadfærden i forbindelse med Covid-19 har været, er ikke helt klart. Ikke mindst fordi der ikke findes en egentlig varemangel og hylderne derfor hurtigt er blevet fyldt op. Men at der er varer nok, får ikke selve problemet med vores hamstring til at forsvinde. Det camouflerer det snarere.

For hvad sker der den dag der rent faktisk ikke er varer nok? At dømme efter de seneste dages adfærd, kan vi forvente at du og/eller dine medborgere vil løbe ned i butikkerne og tage alt hvad de kan få fat i og dermed ikke bare accelerere en eventuel krise, men ligefrem skabe én. Det er i sig selv et kæmpe samfundsproblem at vi aldrig har prøvet at leve i et samfund med mangel og derfor ikke har lært at tænke på andre i de situationer. Vi er derfor nødt til at uddanne os som samfund og du kan begynde her.

Hvad er en hamstringsbølge?

Hamstringsbølger som den vi ser nu, er et rent psykologisk fænomen. De minder om et såkaldt “bank run”, hvor alle en banks kunder samtidigt henvender sig for at få deres penge ud. Selv de sundeste banker har sjældent en kassebeholdning bestående af alle deres kunders indeståender, stående klar. Så når alle kunder pludselig henvender sig samme dag, får det banker til at bryde sammen. På samme måde kan vores adfærd få et i øvrigt fuldkommen velfungerende vareflow til at bryde sammen og skabe tomme hylder.

Det kan man ganske fint illustrere med den “flad kurve” graf, som bruges til at forklare hvorfor det er en god idé at bremse spredningen af virus:

Hvorfor hamstrer vi?

Grunden til at vi hamstrer er, kort fortalt, at vi tror at andre kan finde på at hamstre. Psykologien bag den slags adfærd, som er styret af hvordan vi tror at andre vil handle, kaldes spilteori – eller “game theory”. Da du jo rent faktisk ikke ved om andre vil hamstre, står du over for et dilemma: Du kan lade være at hamstre og håbe at alle andre gør som dig. Hvis ingen hamstrer, er der nok til dig og alle andre. Men hvad nu hvis du tror at alle andre vil hamstre? I så fald er din eneste måde at sikre dig at du selv får noget, at begynde at hamstre også. At hamstre er altså en rationel beslutning, set fra dit individuelle perspektiv. Hvis opgaven var at sikre at du fik noget at tørre røv i, var løsningen altså let: se at komme ned og købe toiletpapir før de andre og køb alt hvad du kan bære.

Men nu er opgaven desværre mere kompleks. Meget mere kompleks, faktisk. For vores fælles opgave er ikke kun at sikre at du får noget, men at vi alle kan få. For os som forbrugere betyder det at vi ikke længere kan bruge den intuition vi selv plejer at købe ind efter. Nu er vi nødt til at tænke hyperabstrakt. For vi skal ikke bare sikre at der er nok til alle. Hvilket kan være abstrakt nok. Vi skal faktisk vælge at have tillid til at alle andre også tænker på det fælles bedste. For ellers ender vi selv uden toiletpapir. Denne sociale – og hyperabstrakte adfærd – kan vi fremme på flere måder.

1. Er der varer nok, så vis os det

Det mest effektive greb er at fylde hylderne op i en fart. Når vi har 200 ruller toiletpapir derhjemme og kommer op i Netto og ser at der også er oceaner af toiletruller der, vil den følelse af potentiel knaphed der driver vores hamstringsadfærd, aftage. Og dermed hamstringen selv. Intet er mere effektivt end blot at vise at der er nok og at der, konsistent, bliver ved at være nok.

Det mest psykologisk interessante er at den slags meldinger om “nok” faktisk kan være rent fiktive og stadig virke. Nedenstående udmelding fra gærproducenterne om at de aldrig løber tør er sandsynligvis sand, fra et produktionsmæssigt perspektiv. Men selvom det faktisk er ren bluff, vil effekten være den samme. Så længe folk tror at det er sandt, vil hamstringen aftage og dermed er der faktisk gær nok.

Så lige nu er det vigtigste signal, alle butikker og producenter kan sende at “der er varer nok”. Det er nærmest lige meget om det er sandt. For hvis forbrugerne tror på det, vil den akutte mangelfølelse aftage. Der er dog et enkelt stort forbehold, for hvis vi tror at der kan komme varemangel i fremtiden, kan den slags udmeldinger jo give den enkelte grønt lys til at købe stort ind nu og dermed fastholde et vist pres på butikkerne. Men det ændrer ikke ved at oplevelsen af “nok”, er den mest effektive kur imod vores hamstringsinstinkter.

2. Pas på med ensidige hamstringshistorier i pressen

For presse og journalister udgør hamstring et kæmpe dilemma: På den ene side er det en forbandet god historie at vise de egoistiske smilende danskere med deres fyldte indkøbsvogne. Og faktisk er der jo tale om et reelt samfundsfænomen og -problem, som det jo er pressens opgave at dække. Men hvis man forstår dynamikken bag hamstring – at den enkelte konstant prøver at afveje risikoen for at andre hamstrer – er disse historier faktisk potentielt katastrofale. Det er muligt at man som journalist tænker at man dækker en hamstringsbølge, men da pressens artikler samtidig ofte er det eneste grundlag vi som borgere har, for at vurdere om der er en hamstringsbølge i gang, så bliver pressen også en aktiv deltager i en hamstringsbølge. Ikke en neutral observatør.

Jeg mener ikke pressen skal undlade at beskrive hamstringen. At fortie et problem skaber andre problemer og skal som hovedregel undgås. Det er sandsynligvis også en ret håbløs ambition i en verden med smartphonekameraer og sociale medier. En anden og bedre løsning er derfor at opveje historier om hamstring, med et antal historier om at der rent faktisk er varer nok. At vise lige så mange billeder af fyldte hylder som af tomme og i det hele taget forstå at pressen leverer det helt fundamentale beslutningsgrundlag i en spilteoretisk risikovurdering for den enkelte.

Faktisk kan man sige at man som redaktør på en avis er i samme spilteoretiske dilemma som den enkelte forbruger: Skal man undlade de saftige hamstringshistorier og håbe at de andre aviser også lader de fleste af dem passere? Eller skal man give dem fuld gas, da alle andre alligevel gør det?

3. Skab sociale normer

At købe ind, når vi er bange for at gå glip af varer, er en instinktiv handling. Men vores liv er fyldt af instinkter, som vi undertrykker. Det kan være at vi lader være med at tisse på åben gade, køber brød frem for kage eller at vi for den sags skyld ikke blot giver efter for vores seksuelle lyster. Man kan sige at en af de helt centrale aspekter af et samfund er mennesker der kan afveje behov og instinkter med sociale spilleregler.

For et par dage siden vågnede jeg, som du også gjorde, op til historier om mine medborgere, der var gået på gaderne om aftenen – lige efter Mette Frederiksens tale – og var begyndt at købe toiletpapir, bleer etc. for at komme “først til mølle”. Det gjorde mig vred og jeg skrev en opsang på Twitter. Det fik flere til at belære mig om at der jo bare var tale om et instinkt og man som sådan skulle rumme det, frem for at kritisere det.

Men sådan ser jeg ikke på det. Der er tale om et instinkt, men somme tider er det eneste der står imellem os og vores laveste instinkter at nogen har fortalt at det vi gør er uacceptabelt.

Når vi trækker grænser og siger fra er vi med til at skabe en social norm – at forhandle hvad der er OK i dette samfund og denne historiske periode. At sige fra og øve socialt pres er derfor ikke i modsætning til at forstå og rumme folks hamstringstrang. Det er faktisk ikke stort anderledes end at sige: “jeg forstår godt at du har seksuelle drifter, men det er altså komplet uacceptabelt i vores nuværende samfund at give efter for dem, uden du har fået eksplicit lov”.

Der er dog her én etisk rettesnor du lige skal huske som udøver af konstruktivt socialt pres: Det er IKKE ok at hænge enkeltindivider ud, blot fordi de er blevet fotograferet til avisen med en fyldt indkøbsvogn og måske er kommet til at sige noget dumt. For så kommer du til at aktivere en anden af menneskets negative pøbelmekanismer, nemlig lynchstemningen. Problemet skal løses ved at sende et klokkeklart signal om hvad der er acceptabelt. Ikke ved at ødelæge enkeltpersoners liv.

4. Forbyd hamstring ved lov

At forbyde hamstring ved lov har tre åbenlyse fordele, selvom det er et meget voldsomt indreb på den enkeltes handlefrihed. For det første vil det sandsynligvis regulere selve handlingen, selvom den slags “kun 1 pr kunde” regler let kan omgås ved at handle flere gange elle flere personer. For det andet – og det er vigtigst her – vil et sådant indgreb sende et meget vigtigt signal til dig, når du står i dine spilteoretiske overvejelser. For hvis du tror at andre kan blive straffet for at hamstre, vil du sandsynligvis være lidt mindre tilbøjelig til at tro at alle andre gør det og derfor mere tilbøjelig til at undgå det selv. Endelig vil et lovindgreb sende et klart signal om at hamstring ikke er acceptabelt, fra et samfundsmæssigt perspektiv. Et lovindgreb er altså først og fremmest et psykologisk signal.

5. Skab en positiv bevægelse

Hvis man gerne vil udrydde en adfærd – hvad enten det handler om at hamstre eller at tjekke sin mobiltelefon, er det ofte en god idé at formulere denne ændring som noget positivt. Altså i dette tilfælde at begynde at tale om hvad vi alle skal gøre – ikke hvad vi skal lade være med. Det kan for eksempel være at vi alle siger “lad altid én stå til den næste” eller “køb kun ind til tre dage”. Hvad det konkrete indhold skal være, ved andre nok mere om. Men når du står der foran hylden med mel, er det langt lettere at påvirke din adfærd, hvis du har en lille tommelfingerregel at handle efter, end hvis du bare har skyld og dårlig samvittighed. Det er jo ikke meningen at du skal holde helt op med at bage – blot at du ikke skal købe mel til de næste 100 brød på én gang. Der ligger en reel opgave i at formulere de små positive tommelfingerregler og de kan gøre en kæmpe forskel. Ikke mindst hvis de er catchy og lette at forstå.

Vi er heldige – men næste gang kan det være alvor

Denne krise er komplet psykologisk og løsningen er det derfor også. Men vi bør se det som en generalprøve på en krise, hvor der faktisk er varemangel. Lad os derfor benytte lejligheden til at tale om – og skabe – de sociale normer som skal hjælpe os til at blive de samfundsborgere vi alle inderst inde gerne vil være.

Spørgsmål og pressehenvendelser: Kontakt mig her
[/av_textblock]