Jeg vil gerne bede om dyrere AI, mange tak!

Og gør også lige ChatGPT forbrugsafregnet, nu I er i gang!
Alle ved det: AI og ChatGPT bruger absurde mængder af energi og vi burde begrænse vores brug. Men da energiforbruget ikke kan ses i prisen – som er nul eller næsten intet, så spiller det ingen rolle for os – de almindelige forbrugere.
Vi bruger bare løs.
Vi bruger ChatGPT som søgemaskine, selvom det har et langt større strømforbrug end Google. Hvorfor ikke? Det er jo så nice – og helt gratis! Vi sludrer med ChatGPT om ligegyldige ting eller beder den om at løse åndsvage kodeopgaver, hvorefter vi skrotter resultatet.
”Jeg skulle bare lige se om den kunne lave en kopi af Twitter. LOL!”
Og ikke mindst bliver ChatGPT brugt som alternativ til at tænke sig om og være kreativ. Til at tage sig sammen og overkomme noget der er svært. ”Halløj, nu skriver jeg pludselig enormt velformulerede LinkedIn opslag! Se mig!” ”Og nu har jeg sandelig også skrevet en børnebog – på 10 minutter.”
Skolebørn har fundet ud af at de kan få ChatGPT til at skrive deres opgaver. Risikofrit. Fordi de tror at det er opgaven og ikke processen der er pointen. Og fordi det er … gratis!
Imens bruger AI mere og mere energi – hvilket er den eneste f*cking ting som din klode IKKE har brug for lige nu.
”Åh, Anders – du skal da ikke give folk AI skam!”
Hvorfor skal jeg ikke det? Hvorfor skal du ikke skamme dig over at bruge AI til at skrive noget med, som du kunne have skrevet selv, hvis du gad? Eller som du udgiver som om du havde skrevet det selv? Eller som bare er komplet unødvendigt? Med et enormt energiforbrug til følge?
Tag ikke fejl – jeg synes på mange måder at generativ AI kan være fantastisk og imponerende. Men jeg synes at prisen på AI som minimum skal afspejle prisen ved at drive og producere det. Det giver simpelt hen ingen mening af OpenAI kører med et milliardunderskud, mens vi sviner med computerkraft.
Jeg tror at det ville være sundt hvis det sved en del mere på kontoen, hver gang du vælger noget så ressourcekrævende som at bede en sprogmodel om et output. Og måske skal det også koste mere end en gennemsnitlig skoleelev har at gøre godt med dagligt.
Men jeg behøver nok slet ikke at råbe op her. For hvad tror du der sker når vi alle sammen har fået bygget ChatGPT ind i alle vores løsninger og investorerne begynder at kræve at Open AI tjener penge?



