Tidligere publiceret i Politiken. Nu kan du læse artiklen her på virkeligheden.dk uden abonnement. Enjoy!

Hvad nu hvis du ikke tjekker din mobiltelefon fordi du er blevet “forrådt af din egen hjerne”, men simpelt hen fordi du har øvet dig mere end 50.000 gange?

Jeg husker særligt én oplevelse med min første mobiltelefon, som jeg fik lige før årtusindskiftet. Den hed Ericsson T18 og var en lille, sort og kompakt klods, med en en klap foran tastaturet og en kort, tyk antenne. Da jeg lige havde fået den, gik jeg lykkelig over Knippelsbro i København og nød den helt særlige fornemmelse af at kunne ringe til hvemsomhelst, hvornår jeg ville. Jeg stak hånden i jakkelommen og greb om mobiltelefonen, mærkede dens tyngde.

Pludselig mærkede jeg også en overvældende trang til at kyle den i havnen. Bare tyre den af alle kræfter, se den beskrive en smuk bue og ende i det kolde vand med et lækkert plump. Og det var ikke fordi jeg hadede den, men fordi dens form, størrelse og vægt helt spontant fortalte mig at den ville være verdens bedste kasteobjekt.

Siden begyndte andre spontante indfald at erstatte min kasteimpuls, når jeg så eller rørte min telefon. Særligt én impuls over dem alle. Tjekkeimpulsen. Jeg fik efterhånden lært mig at undersøgte om nogen havde skrevet noget, ringet eller måske endda lagt en besked på mobilsvareren, hver gang jeg havde været væk fra mobilen eller blot glemt at kigge på den et stykke tid. Jeg lærte at åbne klappen, tænde skærmen og kigge der hvor de små ikoner plejede at dukke op. I begyndelsen lidt klodset. Siden som en ninja.

Ti år senere fik jeg min første smartphone. En HTC Desire. Nu behøvede jeg heller ikke længere at sparke min larmende computer i gang, for at se om jeg havde fået mails, om der var sket noget på Facebook og få min daglige dosis nyheder. Mobilen lå på sin plads på natbordet, sat i opladeren, og jeg kunne straks gribe den, når jeg slog øjnene op. Hvis jeg bare har tjekket mobiltelefonen 10 gange dagligt (og det er meget lavt sat, hvis jeg skal være helt ærlig), har jeg i dag tjekket den mere end 50.000 gange.  Der er ikke noget at sige til at jeg efterhånden blev ret god til det.

Mange voksne har en historie der ligner min. Med handlinger der er gentaget i årevis. Automatiseret, så vi kan udføre dem næsten i søvne. Og nu er det som om vi kollektivt vågner op og ser os selv stå/sidde/ligge med en mobiltelefon i hånden – og ikke kan huske hvornår vi sidst har været uden. Nogle er blevet vækket af dramatiske budskaber om at teknologien ødelægger vores liv og sundhed. Andre har stille erkendt at de savner fordybelse og frihed fra forstyrrelser. Lige meget hvilken vej vi har fulgt, står vi i dag med et interessant paradoks: Mange mennesker tjekker deres mobiltelefoner mange gange i timen, hver eneste dag og har gjort det i årevis. Samtidig er der mange mennesker der fortæller at de gerne ville ”tjekke deres mobiltelefoner mindre”. Måske du er en af dem?

Hvad gør man nu? Man prøver at forstå hvad i alverden der foregår. Og her har internettets kollektive intelligens, drevet af forskere, bloggere og journalister, fået konstrueret en sammenhængende forklaring på vores konstante tjekkeri, som er hyppigt brugt i dag. Du kender den sikkert. Den lyder omtrent sådan her:

”De fleste udbydere af digitale tjenester lever af reklamer. Dem kan de kun sælge, hvis de kan tiltrække og fastholde opmærksomhed. Derfor gør de deres tjenester afhængighedsskabende. Ved hjælp af likes og algoritmer hijacker de din opmærksomhed. Mere specifikt ved at aktivere udløsning af neurotransmitteren dopamin i din hjerne. Dette får dig til at tjekke de digitale platforme, igen og igen, i håbet om at få det næste dopaminfix.”

Her har vi en smukt sammenhængende forklaring på digital tjekkeadfærd,. Det er også den perfekte forbrydelse. Der er skurke: de annoncefinancierede medier og deres grådige jagt på opmærksomhed. Der er dopaminet i din egen hjerne, som forråder dig og efterlader dig i tjekkesumpen. Det er nærmest Shakespearesk.

Når jeg kender denne genre så godt, er det fordi jeg selv har fortalt denne simple og let overskuelige historie om det store opmæksomhedstyveri, dopaminet og hvordan du bliver som rotten i et laboratorieforsøg, i din jagt på likes. Det var faktisk med en variant af denne forklaring i baghovedet, at jeg sidste år besluttede at skrive en ægte psykologisk selvhjælpsbog til mennesker der tjekkede deres mobiltelefoner og andre skærme for ofte. Behovet var der og jeg er adfærdspsykolog og endda en garvet formidler med en kæmpe erfaring på området. Hvad kunne gå galt?

Det viste sig imidlertid at være totalt umuligt for mig at skrive en bog der hjalp nogen som helst, med det udgangspunkt. Forklaringen har nemlig ét altoverskyggende problem. Du, mennesket, brugeren bliver et offer. For de sociale mediers likes og algoritmer – men også for din egne fejlbehæftede hjerne. Resultatet er at du slet ikke er en der gør noget som helst. Og hvordan skal man skrive en selvhjælpsbog til én der ikke selv styrer sin egen adfærd? At dopamin desuden er involveret i alle situationer hvor du lærer noget og det derfor er noget forsimplet vrøvl, fra et neuropsykologisk perspektiv, at fokusere på netop dette ene molekyle, gør ikke ligefrem forklaringen mere brugbar. Mon du ikke også selv har hørt dopaminforklaringen og tænkt: jaså – så lærte jeg det. Blot for at opdage at du stadig ikke aner hvordan du skruer ned for dit skærmtjekkeri.

Gennembrudet kom, da jeg traf en radikal beslutning: at droppe al snak om dopamin. I stedet begyndte jeg at se din tjekkeadfærd som en vane, du selv har trænet – ved at gentage den 50.000 gange eller mere. Det er ikke noget nogen har gjort ved dig – det er noget du selv har gjort. Og er du træt af dine digitale vaner, kan du begynde at træne nogle andre. Det kræver naturligvis tid og øvelse – ligsom din tjekkevaner har gjort. Men ved forstå og at arbejde med de bagvedliggende vaner, får du nu mulighed for at ændre din adfærd på langt sigt. Og jeg kunne færdiggøre min selvhjælpsbog.

Det er nu på tide at vi holder op med at tale om ”dopamin”, ”belønningscentre” og andet hjernevrøvl.. Tiden elsker hjerneforklaringer, men realiteten er at hvis nogen begynder en sætning med ”Din hjerne”, kan du alligevel være ret temmelig sikker på at resten af sætningen er noget pseudovidenskabeligt vrøvl.

Læs hvad jeg nåede frem til, i bogen “Hov, et egern!”, som er udkommet på Gyldendal i 2019.