Tidligere publiceret i Politiken. Nu kan du læse artiklen her på virkeligheden.dk uden abonnement. Få fremtidige indlæg her.

Hvad nytter det, at vi kan behandle dobbelt så mange sager på den halve tid, hvis digitalisering efterlader os med en dyb analog sult?

Besøger du Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, mødes du af et neonskilt med teksten ”Fordi hverdagen er digital”. I dag er der vel næppe mange der vil modsige den konstatering. Selvfølgelig er hverdagen digital. Se dig omkring! Computere, mobiltelefoner, servere, netforbindelse osv. udfylder stadigt flere funktioner i hjemmet, på arbejdspladsen og i den offentlige forvaltning. Det virker nærmest komplet tåbeligt at mene andet.

Men hvad nu hvis påstanden alligevel er noget vås? Tænk over det: Min hverdag er godt nok fyldt af emails, tekstbehandling og opslag på Google. Men den er endnu mere fyldt af min have, min famile, min opvask, huset, ukrudtet i indkørslen, rodet i dagligstuen, min hund, mit træværksted, abrikostræerne, bilen der flytter min fysiske krop omkring, tøjet som holder den varm, aftensmaden som holder den i live og min datters madpakker, som jeg smører med glæde og kærlighed – dag efter dag efter dag.

Mange af opgaverne i hverdagen udfører jeg med hjælp fra en computer. Måske jeg køber ind på nettet eller koordinerer hverdagen med SMS. Der ligger ofte også en digital infrastruktur bag mange af de goder jeg nyder. Men gør det hverdagen digital? Min hverdag ville i hvert fald heller ikke hænge sammen uden elektricitet, veje, børneinstitutioner eller kloakering, for den sags skyld. Man kunne altså lige så godt proklamere at hverdagen er kloakeret, som at den er digital. Og man kan med mindst lige så stor ret påstå at hverdagen er analog – og at mange analoge teknologier i dag løser rigtigt mange opgaver i hverdagen helt optimalt. Fra den hammer jeg bruger på mit værksted, over skolelærere af kød og blod, til de bøger jeg låner på det lokale bibliotek.

Men hvorfor hænger jeg mig nu i ord? Det gør jeg fordi det ikke er ligegyldigt hvad vi kalder verden omkring os. Vi ved alle at den måde vi taler om køn eller etnicitet på, har stor betydning for det levede liv. Og der sker altså noget ret betydningsfuldt, når man accepterer at ”hverdagen er digital”. For hvis hverdagen er digital, så er alle de løsninger samfundet behøver for at drives og udvikles, helt indlysende også digitale. Det er for eksempel indlysende at en analog køreplan er en fejl, der skal rettes med en app. Og det er indlysende at man skal udstyre hvert skolebarn med en iPad, med internet på. Hvordan skulle de dog ellers kunne lære at begå sig i en ”digital hverdag”?

Det er som på påstanden – at hverdagen er digital og fremtiden derfor også er det – er blevet gentaget så mange gange at vi nu er holdt helt op med at stille spørgsmål ved den længere. Et eller andet sted på vejen holdt en computer op med at være et konkret værktøj, som man kunne bruge til at løse en opgave med (hvis den løste opgaven bedre eller sjovere, end det man brugte før). I stedet blev ”det digitale” til en løfterig og strålende portal til en fremtid fyldt af potentialer, som vi kan ane, hvis vi kniber øjnene sammen og ikke spørger for meget.

Digitalisering lover os 100% rationelle løsninger på hverdagens problemer. Sæt en algoritme til at vurdere skolebørns præstationer og du vil endelig få det sande svar, som menneskelige lærere med deres gammeldags nærhed, uddannelse, erfaring og engagement naturligvis ikke kan se. Ingen taler om at stort set ingen digitale løsninger fungerer som lovet og at de næsten altid skaber nye problemer i stedet for dem de løser.

Danmark trænger til et kærligt modspil til denne ukritiske digitaliseringsiver. Derfor er jeg medstifter af tænketanken Analogiseringsstyrelsen, sammen med to af Danmarks mest interessante og skarpe digitaliseringskritikere.

I Analogiseringsstyrelsen prøver vi at ”reboote” digitaliseringsdebatten. Blandt andet ved at insistere på at analoge og digitale værktøjer ikke er trin på en evolutionsstige (med det analoge som det forældede) men jævnbyrdige måde at løse menneskers problemer på, som skal bruges med klogskab og respekt for menneskers liv.

Vi tror på at mennesker skal møde andre mennesker, røre ved hinanden, blive forpustede og tvinges til at tænke selv. Og vi finder det derfor paradoksalt at rigtigt mange af tidens smarte løsninger i praksis fungerer som digitale proteser, som sørger for at vi netop ikke behøver at tale med andre mennesker, ikke behøver at bevæge os og ikke behøver at tænke selv.

Vi er bestemt ikke maskinstormere – vi har en hjemmeside og vi elsker computere – men vi tror på at mennesker bliver gladere og mere tilfredse, hvis vi som samfund husker at det vi kan røre ved, som vejer noget og ikke mindst det som giver os sund modstand, har en værdi som ikke kan erstattes af en computer.

Hvad nytter det at vi digitalt kan behandle hundrede gange så mange sager på den halve tid – eller nå hurtigere ud til ti tusind mennesker med et budskab, hvis vi efterlades med en dyb analog sult efter noget virkeligt som vi kan mærke. Og hvad nytter det at vi får ”frigjort mere tid”, hvis det betyder at vi sidder alene i vores hjem og tjekker Facebook og glor Netflix, fordi smarte teknologier har overflødiggjort al anden meningsfuld aktivitet?

I Analogiseringsstyrelsen får vi næsten dagligt opmuntrende og taknemmelige emails, telefonopkald og  fysiske breve, fra mennesker som føler at vi taler til noget dybt i dem. Og det er ikke kun mennesker som aldrig kom på det digitale tog. Tværtimod er rigtigt mange digitaliseringschefer, kommunikationsfolk eller andre som bruger digitale teknologier hver dag, men som bare føler at vi er ved at overdigitalisere samfundet.

Analogiseringsstyrelsens mål er simpelt: Vi ønsker at vore politikere skal finde modet til at beholde en analog løsning der virker, frem for en digital løsning der lokker. Og at de skal begrunde deres valg af teknologiske løsninger med at de giver mennesker et tilfredsstillende og sundt liv. Ikke med empirisk ubegrundede floskler som at ”hverdagen er digital”

Det er forståeligt at ville gøre ting smart – men måske der er noget der er vigtigere end få borgeren fra vugge til krukke så billigt, hurtigt og friktionsløst som muligt.

Besøg Analogiseringsstyrelsen her.

På udgivelsesdagen for Hov, et egern! var jeg tidligt oppe og i Morgen-TV.
Afspil videoen og hjælp Adam med at åbne øjnene.

Så kom min bog, Hov, et egern!

En psykologisk selvhjælpsbog, til dig der tjekker din mobil for tit

Det er blevet til en selvhjælpsbog, som kun vil én ting: Give selvforståelse og handlemuligheder til den der læser den, på en letforståelig og interessant måde. Hvordan man bør leve sit liv og om teknologi er sundt eller usundt, tager jeg ikke stilling til her.

Det blev også en bog om den måde vi taler om teknologiafhængighed på, hvor jeg prøver at aflive nogle ubrugelige forklaringer om dopamin, FOMO og algoritmer. De er ikke direkte forkerte – de besvarer bare forkerte og uinteressante spørgsmål, i en selvhjælpsbog. Her fokuserer jeg på det du selv kan gøre – og du kan jo hverken ændre de sociale medier eller din hjerne.

Ikke mindst giver bogen en let forståelig forklaring på hvordan digitale vaner skabes og fungerer. Bogen handler om digitale vaner, men flere mennesker har siden fortalt mig at de også forstår andre aspekter af deres adfærd, end de digitale vaner, efter de har læst bogen. Det kan jeg jo kun være glad for.

Endelig indeholder bogen nogle begreber, man kan bruge i samtalen med sig selv og andre. Blandt andet “tjekkekarrusellen”, “det åbne feedback loop” og “Vigtighedsteatret”. Og ikke mindst – som titlen lover – en række gode idéer til at ændre sin adfærd – hvis man skulle have lyst til det.

Den første feedback på bogen har været overvældende positiv. Tak for det. Jeg vil altid gerne høre feedback.

Anders Colding-Jørgensen, 61678913

Læs mere om bogen Hov’ et egern” her
Her ser du egernet, som min datter har døbt John. Den opmærksomme læser vil se at jeg er ved at anlægge køkkenhave og derfor har sorte negle :)

Endelig landede det første prøveekeksemplar af Hov, et egern! i min postkasse – og i min hånd.

Så nu er jeg sådan en kliché af en forfatter, som straks må dele billedet. Bær over med mig. Jeg har også lige læst den igen. Det føles altså lidt anderledes at læse en trykt tekst, end en man ser på en computerskærm.

Da bogen blev layoutet, dukkede der flere forslag op fra layouteren til at gøre teksten lidt “computeragtig” at se på, nu hvor den jo handler om at bruge skærme. Altså med fikse overskrifter og lidt app-agtig grafik. Men det modsatte jeg mig ret bestemt. Dette er en bog – og det er den stolt af. I dag synes jeg at resultatet er blevet rart at læse. Man tænker ikke over bogen, men over indholdet. Og sådan synes jeg at det skal være. Det håber jeg at andre også synes. Se hvordan en overskrift ser ud her:

Et eksempel på et bogagtigt layout – jeg er ret vild med de der “DEL I” overskrifter. Dem fandt jeg ikke selv på.

Hvis du vil læse mere af afsnittet om dopamin (hvor jeg opfordrer til at man holder helt op med at tale om dopamin, med mindre man er hjerneforsker), kan du finde det i den lille prøve, som Gyldendal har postet. Du skal bare gå ind på Gyldendals bogside og klikke på det lille link under billedet af bogens forside, hvor der står:

OPDATERET: Jeg har lige set at der også er kommet en lydprøve med indlæsningen af Christian Engell. Jeg har kun hørt prøven, men jeg synes at han har løst opgaven godt. Det bliver spændende at høre hvordan han klarede fagudtrykkene i afsnittet om dopamin.

Hovetegern.dk på vej

Der er ikke ret meget jeg fortryder i den færdige bog, men til gengæld er der kapitler, jeg gerne ville have haft med. Vi måtte faktisk skære næsten halvdelen af det oprindelige manuskript væk, for at få plads i det lille lette selvhjælpsformat, jeg fra begyndelsen havde besluttet mig til. Heldigvis kan man jo offentliggøre den slags på nettet efterfølgende og det har jeg tænkt mig at gøre på hovetegern.dk, som lanceres samtidig med bogen 22.maj.

Jeg har fået en rabatkode til Saxo.com

Jeg har fået tilsendt en rabatkode til Saxo.com, hvor du kan købe bogen med 10% rabat. Jeg skal naturligvis ikke fortælle dig hvor du skal købe den og jeg får ingen kommission fra Saxo (faktisk tror jeg at jeg får et nedsat forfatterhonorar, hvis du bruger rabatkoden), men hvis du alligevel overvejer at købe (eller forudbestille) den, så bliver den vist ret billig, hvis du bruger koden.

Hvis du sidder på medie/blog/avis og gerne vil have et anmeldereksemplar (og ikke er en af mine venner eller gode bekendte – venner skal ikke anmelde hinandens bøger), kan du skrive til mig. Så sender jeg fluks dine detaljer videre til Søren fra Gyldendal, som sidder på bogstablen og en masse frimærker.

Jeg håber at du kan lide den, hvis du læser den. Og jeg vil meget gerne høre din feedback!

Kærlig hilsen

Anders

En kemisk model af dopamin – et stof som er blevet misbrugt til at skabe dårlige og stort set ubrugelige forklaringer på digital “tjekkeadfærd”.

I min kommende bog, Hov, et egern!, bruger jeg en del plads på at aflive dopamin som en brugbar forklaring på vores tjekkeadfærd.

Dopamin er naturligvis involveret i digital tjekkeadfærd – at tjekke mobilen er nemlig noget du har lært dig selv. Men der holder anvendeligheden også op. For i praksis er dopamin involveret i stort set alle andre aktiviteter vi lærer at gentage. Desuden er så mange andre centre i hjernen aktiveret når vi for eksempel tjekker mobilen, at det i praksis er det rene vrøvl at udnævne dopamin til forklaringen.

Som illustrativt eksempel kan du jo prøve at forestille dig at du hører om en dreng i skolen som er aggressiv og slår de andre børn. Hvis nogen kom og fortalte dig at forklaringen på drengens adfærd var adrenalin, ville du nok næppe føle dig ret godt informeret. Naturligvis er adrenalin involveret når man bliver aggressiv, men der er mange andre faktorer på spil, før man når dertil. Og at bruge adrenalin som den forklaring som skal hjælpe én videre er åbenlyst mangelfuldt og desuden komplet ubrugeligt. På samme måde er det med dopamin.

Dopaminforklaringen tegner et forskruet billede af mennesker. Er du en dopaminjunkie der drives rundt i en digital labyrint på jagt efter det næste dopaminfix er du et offer, som ikke selv er herre over sine egne handlinger. Og det billede er både empirisk uunderbygget og desuden uskønt. Men vigtigst af alt kan det menneskesyn ikke bruges til noget som helst. Og da slet ikke til at ændre sin adfærd med.

Og her kommer vi til tilståelsen: har du deltaget i et af mine foredrag de seneste 10 år, har du temmelig sikkert hørt mig tale om dopamin. Du kan med garanti også finde artikler og presseomtale, hvor jeg bruger begrebet. Faktisk tror jeg at jeg var blandt de første der “opdagede” en sammenhæng og begyndte at tale om den. Og det er ikke fordi jeg mener to forskellige ting – det er fordi jeg er blevet klogere. Sandheden er at jeg – som andre bliver i dag – blev fascineret af en moderne forklaring som handlede om hjernen og som derfor syntes at afsløre hvad der var på spil.

Den slags hjerneforklaringer er stadigvæk højeste mode. Hvis man kan forklare at en adfærd “sidder” et sted i hjernen eller “skyldes” et kemisk stof eller en hjerneproces, vil de fleste synes at man er meget klog og at de har fået noget vigtigt at vide. Men det modsatte er faktisk tilfældet. Hjernen er utroligt kompleks og stort set alt hvad vi gør foregår i et samspil mellem mange nerveceller og kemiske processer. Det er jo faktisk hele ideen med at have en stor hjerne og ikke bare en række centre der styrer forskellige funktioner. Og man er nødt til at konstruere nogle utroligt forsimplede hjerneforklaringer, hvis folk rent faktisk skal kunne forstå og huske dem. “Du tjekker mobilen på grund af dopamin” er sådan en forsimplet hjerneforklaring. Og den slags forklaringer hører mere hjemme på en Gajolæske end i en seriøs analyse. Faktisk vil jeg gætte på at hvis du begynder en sætning med “Din hjerne” er der stort set 100% sandsynlighed for at det du siger i resten af sætningen er forkert.

Den slags hjerneforklaringer kaldes i dag for “neurovrøvl” eller ligefrem neurobullshit. Og jeg forstår godt at det er attraktivt at foregive at sidde inde med hemmelige neurologiske forklaringer på menneskelig adfærd. Den status nød jeg selv – oven i købet som uddannet psykolog. Men sandheden er at vi ikke kommer videre før vil holder op med at tale som om vi står uden hjernen og forklarer hvad “hjernen gør”. Din bevidsthed er jo en del af din hjerne også. Derfor giver det slet ikke mening at tale om hvad ens hjerne gør – men i stedet bør vi begynde at sige “jeg gør”.

For eksempel ikke “Mit belønningscenter får et fix dopamin, hvilket gør at jeg tjekker mobilen igen og igen” men i stedet “jeg tjekker mobilen fordi jeg har lært mig selv at gøre det”.

Først da kan du rent faktisk begynde at forandre din adfærd – og det er hvad min bog handler om.

I 2018 drak jeg kaffe med skolelederen på den lokale folkeskole i Herfølge, Holmebækskolen.

Vi talte blandt andet om, hvordan man kunne trænge igennem til elever i de store klasser med en debat om opmærksomhed, mobiltelefoner og digitale vaner i klasselokalet.

Da mødet var slut, havde vi designet et lidt anderledes forløb for skolens 8.klasser. De skulle nemlig ikke diskutere deres egen digitale adfærd. I stedet skulle de udvikle en skærmpolitik for alle de andre 8.klasser i Køge Kommune. Politikken skulle altså stilles til rådighed for alle kommunens skoler, med eleverne som eksperter og afsendere.

Efterfølgende besøgte jeg klasserne over en periode på 10 måneder, hvor jeg holdt oplæg om opmærksomhed, men også om relaterede områder som shitstorme og YouTube influencers.

Vi diskuterede også nødvendigheden af overhovedet at have en politik. Det var nemlig også eleverne selv, som formulerede behovet. De oplevede faktisk ofte at lærernes improviserede regler for skærme, ikke gjaldt for alle. Stærke elever kunne godt få lov til at bryde dem, mens svagere eller mere uregerlige elever, blev slået hårdt ned på.

Samtidig var det også klart at en regel der gik ud på at elever slet ikke måtte have mobilen med i skolen, besværliggjorde aftaler efter skoletid og elevernes sociale kontakt ved skoledagens afslutning. Det var altså hverken alt eller intet – men et sted imellem, vi sigtede efter.

Eleverne var også fokuserede på at en politik skulle gælde for både lærere og elever – noget lærerne ikke var udelt begejstrede for. Men det var jo ikke noget de bestemte her.

For at gøre odds lidt højere for eleverne, inviterede jeg Dagbladet, Køge til at komme og skrive en artikel om projektet, så eleverne blev eksponeret for offentligheden og kunne føle sig set og stolte. Skoledirektøren i Køge Kommune blev også taget i ed og indvilligede i at sende politikken rundt til alle kommunens øvrige skoler, som inspiration.

De to 8.klasser er blevet til 9.klasser og projektet er netop afsluttet med et website, hvor elevernes politik er formuleret. Her kan politikken hentes som Word-dokument af andre lærere, som selv kan diskutere den med deres egne elever.

Politikken er ikke uden fejl. For eksempel kan de sanktioner som foreslås, nok være lidt besværlige at føre ud i livet i praksis. Men alene det at eleverne har overvejet hvad der er gode santkioner, hvis man bruger mobilen i undervisningen, uden at have fået lov, er et interessant skridt.

Reglerne vil også være gældende for de kommende 8.klasser på Holmebækskolen, som dermed tager deres egen medicin. Det bliver spændende at se hvordan det går i praksis.

Eleverne fandt selv på navnet Phone Patrol – besøg sitet her.

Hvis du har været på internettet de sidste 10 år, har du umuligt kunnet undgå at se Facebook’s stifter, Mark Zuckerberg, fortælle om Facebook’s explicitte formål: at gøre verden mere ”open and connected” 

Og helt umiddelbart lyder også meget sympatisk for de fleste. Hvem kan da være imod at være forbundet til andre – eller åbenhed?

Men har du nogensinde tænkt over hvad det i virkeligheden betyder, når man prøver at gøre verden mere ”forbundet og åben” gennem et socialt medie som Facebook? Måske er det humanistiske budskab i virkeligheden hele kernen i Facebook’s forstyrrende effekt.

Lad os prøve at se analytisk på hvad det slogan betyder i praksis.

Gør verden mere forbundet = hold relationer til flest muligt

At gøre verden mere forbundet bygger på en særlig antagelse om menneskelige relationer. Nemlig at det er positivt at være forbundet med så mange som muligt. Det kan måske oven i købet være at du opfatter det som en fejl ved verden at alle dine gamle kolleger, naboer og skolekammerater forsvinder eller bliver meget sværere at få fat i, når du bevæger dig gennem livet. En fejl, som Facebook nu endelig retter.

Men det er ikke nødvendigvis en fejl ved, at vores ”gamle relationer” forsvinder med tiden. Faktisk kan det være utroligt praktisk at mennesker du ikke umiddelbart har noget at gøre med, glider helt ud i periferien af dit liv. Det sætter nemlig en øvre grænse på vores sociale relationer, så vores hjerner kan følge med.

Vores hjerner er nemlig ikke ”designet” til at håndterere mange relationer, de fleste af os har samlet på sociale medier. For det første er vi slet ikke i stand til at huske eller overskue så mange mennesker – prøv selv at remse de Facebook-venner op, du tror du har. Og sammenlign derefter med din reelle liste af ”venner”. Men for det andet så er din hjerne heller ikke bygget til at håndtere den store mængde kommunikation, som hundredevis af mennesker produerer. Og det er her problemet opstår.

Gør verden mere åben – fortæl mere om dig selv

At gøre verden mere åben kan også lyde venligt og sympatisk. Men hvis man ser på hvordan man gør ting mere åbne på Facebook, betyder det i praksis at man skal begynde at kommunikere løbende med sine mange relationer. At give dem indsigt. Og her begynder det for alvor at belaste vores hjerner.

Almindelige menneskers kommunikationsmønster er nemlig kaotisk og uforudsigeligt. Vi kommunikerer når vi lige får en tanke eller en idé. Og når man som modtager rammes af kommunikation som kommer uregelmæssigt, aktiverer det nogle helt særlige processer i os. Når vores mobiltelefon f.eks. byder på såkaldt uregelmæssig forstærkning i form af kommunikation, vi aldrig helt ved hvornår kommer og hvad indeholder, er det meget let at blive trænet til at tage den op af lommen ofte – udelukkende for at se om der er kommet noget – og hvad det eventuelt er.

Så når Zuckerberg siger at verden skal være mere forbundet, så betyder det i praksisk at vi alle sammen skal oprette og vedligeholde relationer til hundredevis af mennesker som vi har kendt eller blot har mødt eller hørt om. Langt flere end vores hjerner nogensinde har været vant til at have relationer til. Og når han taler om at gøre verden mere åben, så betyder det at vi skal vedligeholde en strøm af billeder, opslag, video og kommentarer, som kan skabe et endeløst feed af pirrende forstyrrelser.

Og netop dette er den helt centrale årsag til at mange mennesker føler sig stressede, forpustede, deprimerede og konstant forstyrrede af sociale medier: at vi er kommet til at samle alt, alt for mange relationer i et kommunikationsværktøj som er utroligt let at bruge hele tiden og som vi alle sammen kan have i lommen. Og at vi konstant får spændende opdateringer fra andre.

Men hvorfor siger Zuckerberg som han gør?

Jeg kender ikke Zuckerbergs motiver, men selve slogan’et “open and connected” giver god mening, hvis man ser hvad Facebook-lever af. De er en annoncevirksomhed, som lever af at vise dig annoncer og “betalte opslag”. Men for at de kan gøre det, er du nødt til at besøge platformen og nyhedsfeedet. Og jo flere forbindelser du har (connected) og jo flere opslag, billeder og videoer de poster (open), jo mere fristende indhold trækker dig ind på platformen.

Hvis man oversætter hans slogan til forretningssprog, så kunne det hedde: “Jo flere forbindelser som konstant deler indhold med dig, jo flere gange bliver du fristet til at gå du ind og se på vores annoncer”.

Men måske man skulle stille spørgsmålet: er det virkelig optimalt at bruge tid på at udveksle så mange informationer som muligt med så mange mennesker du kan samle sammen? Eller skal du måske snarere have modet til at vælge fra?

Hvad nu hvis verden i virkeligheden trænger til at være mindre forbundet og åben?

Hvis du er et artigt og velopdragent barn af din tid, vil du finde denne overskrift åbenlyst absurd. Selvfølgelig findes sociale netværk da!! Vi kan jo se dem overalt!!

Det sociale netværk som eksplicit og implicit  forståelsesramme for menneskelige relationer går sin sejrsgang over hele den vestlige verden i disse år. Men det du ser, når du ser sociale netværk er faktisk ikke eksisterende sociale netværk. Du ser mennesker. Det sociale netværk er måden du ser dem på.

Ideen om “det sociale netværk” er nemlig en mental og sproglig konstruktion som er knyttet uløseligt til vores tid og som også en dag vil være forældet, som ideen om hekse, klassesamfund, adel og basisgrupper. Og selvom det kan være svært at forestille sig, vil vores børnebørn en dag ryste overbærende på hovedet over den gang vi lod os nøje med at forstå os selv som ensartede prikker i et diagram og lydigt hoppede ned i ensartede kasser i såkaldte “sociale netværkstjenester”.

For selve begrebet dækker ikke over noget objektivt konstaterbart. I stedet lægger begrebet et særligt syn på mennesker og relationer ned over os som bruger det. Nemlig antagelsen: Alle mennesker er fundamentalt “konfigureret” ens og derfor kan de optræde sammen, som “noder” i det samme netværksdiagram. Denne abstraktion er noget helt unikt som knytter sig til netværkstækningen. At alle mennesker er “analytisk ligeværdige” og altså kan betegnes med den samme type af prik i et netværksdiagram eller skabelon i en netværkstjeneste, er ikke en objektiv konstatering, men en yderst værdiladet påstand som ikke har være gældende på ret mange andre historiske tider og som, når man ser på os som mennesker, heller ikke har noget åbenlyst empirisk grundlag.

Men hvorfor taler alle så om sociale netværk idag?

Den mest åbenlyse årsag er at idéen om sociale netværk passer utroligt godt til fragmenterede og mobile samfund. Når man taler om flere mennesker som interagerer på tværs af geografiske rum, virksomheder, familier og vennekredse, så er netværksmetaforen med sin elasticitet og sin manglende præcision det perfekte sproglige værktøj til at fange vores flygtige interaktionsmønstre. Det “sociale netværk” lader os etablere et narrativ om samvær og sammenhæng som vil alle har brug for. Og det er jo sundt nok.

Da socialantropologen John Barnes i begyndelsen af 50’erne fandt på begrebet, var det faktisk et kontroversielt begreb. Barnes kom fra det meget klassedelte Storbritannien. Og i et samfund hvor mennesker bestemt ikke var ens, var netværkstanken direkte subversiv. Set i det lys er det sociale netværk nærmest undfanget som et anti-elitært begreb, som tilbød mennesket en fortælling om større lighed end den som klassesamfundet kunne byde på.

Men prisen for denne lighed er også en ensartethed, som vi ikke kan undslippe, hvis vi “tror på sociale netværk”. Der er f.eks. ikke længere ret mange som stiller spørgsmål ved at vi alle skal oprette os med samme type Facebook-skabelon, have de samme Twitter-profiler og på andre måder passe ind i de ensartede kasser vi bliver opfordret til udtrykke os selv igennem. Det sociale netværksmenneske er ganske enkelt bare hyperkompatibelt med databaser. Computere  elsker ensartede datatyper og ved at fokusere på mennesker og relationers enshed, får vi med andre ord en hel masse foræret. Vi får computeren som et socialt værktøj. Og det er svært at sige nej til.

Men sidst og ikke mindst, lever vi i en tid og hvor det bliver stadig mere farligt at træde uden for normen. Hvor det er mistænkeligt at være anderledes, hvis man da ikke lige er det på en måde som kan kommercialiseres og gavne betalingsballancen. Og i sådan en tid kan jeg simpelt hen ikke forestille mig en mere nyttig og betryggende antagelse om menneskelige relationer, end den der siger at du skal være kompatibel og at det er farligt hvis du ikke kan fungere som en prik på linje med alle andre prikker i et netværksdiagram.

Så hvis du vil være sikker på at du altid er nem at stable og ikke stikker ud, så husk at “det sociale netværk” altid hjælper dig til at fokusere på det vi alle har til fælles og aflede opmærksomheden fra de farlige skævheder.

Og husk især at sociale netværksmedier som Facebook er her for at hjælpe dig til at kategorisere din personlighed på samme måder som alle andre…. så de eneste spørgsmål du behøver at stille dig selv er få og små.

Foto: Alex Buck

Indlægget har tidligere været bragt som kronik på altinget.dk

Når danskere rejser til fattige dele af Afrika, får mange et kulturchok.

De møder elnet, veje, transport og offentlig forvaltning, som fungerer meget dårligere end hjemme i Danmark. Man kan ikke altid regne med, at toget kommer på minuttet – eller endsige samme dag, ligesom man kan risikere, at strømmen forsvinder uden varsel.

Men det største kulturchok er at møde de mennesker, som lever i den dårligt fungerende hverdag og derfor burde være stressede og dybt utilfredse. De er vant til et liv med lange ventetider, korruption og upræcist fungerende omgivelser. Derfor er de ofte tilfredse, når tingene virker – og tager det forbavsende afslappet, når det ikke gør.

Til sammenligning er vi danskere så forvænte med, at alt fungerer, at selv en lille afvigelse fra en køreplan eller en sløv 4G-forbindelse kan gøre os frustrerede og hidsige. Vi skal ikke opleve ret store afvigelser fra normalen, før vi går på de sociale medier og raser, nedladende og sarkastisk, og høster en masse likes for det. ”Hvis det var mig, der drev DSB, ville jeg kraftedeme tage højde for, at der falder visne blade på skinnerne hvert efterår” (Nej, det ville du ikke – for det er skide svært i praksis).

For et par år siden kunne man opleve forældre – altså voksne mennesker – i blindt raseri over Føtex på Facebook. Føtex havde nemlig lanceret en kampagne, hvor kunderne fik gratis samlekort med dyremotiver, når de handlede. Når forældrene rasede på sociale medier, var det, fordi det angiveligt var svært for deres børn at samle samtlige kort i serien og dermed få deres album helt fyldt. Det er lidt svært at forestille sig sådan et drama udspille sig i Mogadishu, ikke?

At en gennemsnitsdansker er mere intolerant end gennemsnitsborgeren i Somalia, er ikke genetisk. Det er et spørgsmål om tilvænning. En af hemmelighederne bag menneskeartens udbredelse er nemlig, at vi kan vænne os til livet og hverdagen de fleste steder på kloden. Man kan sige, at vores nervesystemer er i stand til at skabe en indre tilstand af normalitet, selv på udfordrende steder.

Det er, når vores forventninger til det normale svigtes, at vi bliver frustrerede og utilfredse. Når man lige ser bort fra livstruende tilstande som sult og vold, er der nemlig ingen objektiv menneskelig målestok for, hvornår vi oplever frustration og utilfredshed. Målestokken justeres efter omgivelserne, der hvor vi lever vores liv. På samme måde er intolerance ikke en fejl ved det menneskelige design. Det er nervesystemet, der reagerer på, at omgivelserne ikke opfører sig optimalt.

Den ironiske konsekvens af dette er, at vi ikke bliver lykkeligere eller mere tilfredse af, at verden omkring os begynder at opføre sig mere præcist. Vi vænner os nemlig lynhurtigt til det nye normale. Jo mere præcise og umiddelbart behovstilfresstillende vores omgivelser bliver, jo mere intolerante bliver vi til gengæld over for selv små afvigelser. Og her har især computere og internettet været med til at vænne os til en ultrapræcis verden.

Hvis man lynhurtigt kan slå korrekte stavemåder op, kender man dem og bliver mindre tolerant over for andres stavefejl. Hvis man er vant til at kunne kontakte andre og få svar inden for sekunder eller minutter, bliver det direkte utåleligt at skulle vente på et svar til dagen efter. Og hvis man konstant færdes i en verden, som kan beskrives ned i præcise minuttal, bliver man helt naturligt mere intolerant over for afvigelser på selv få minutter. Hvis du for eksempel er vant til, at noget sker i begyndelsen af ugen, er tirsdag helt fint og onsdag acceptabelt. Men hvis du forventer, at noget sker klokken 09:17, er 09:43 langt ud over det acceptable.

Og vi har slet ikke nået vores intolerances maksimum. For det første betyder en stadig større digitaliseringsgrad, at flere og flere af vores forhold kommer ind i det ‘præcises domæne’. Når processer bliver digitaliserede, bliver minuttal, grader, pris og afstande noget, man kan beskrive nøjagtigt og kommunikere ud til brugere og borgere. For 10 år siden ville en taxi, der kom efter otte minutter, have været et rent hit. Men når jeg for eksempel får en besked om, at min taxi vil ankomme om fire minutter, bliver det pludselig til en fejl at den så først ankommer om otte.

For det andet betyder en helt ny type af software – nemlig den, der er baseret på machine learning (eller ”kunstig intelligens”) – at skubbe yderligere til vores oplevelse af det normale. Forenklet sagt kan machine learning få computere til at kigge efter mønstre – f.eks. i din adfærd. Og når først en computer har lært, hvad du kan bedst lide, er næste skridt at begynde at tilbyde dig stadigt mere personaliserede ydelser, tjenester og brugerflader.

Når lærende algoritmer begynder at styre den verden du møder, får du ikke bare dine behov tilfredsstillet inden for få minutter. Så bliver din hverdag fuld af tjenester, der smyger sig om dine behov som våd latex. Som aldrig giver dig noget, der ikke tilfredsstiller dig. Og som kender dine behov, før du selv gør, og tilfredsstiller dem perfekt og uden nogen registrerbar forsinkelse.

I begyndelsen vil det være utroligt lækkert. Men snart vil dit nervesystem være justeret, og det vil også bare være normal hverdag. På samme måde som din højt teknologiserede og præcise hverdag i dag føles. Til gengæld vil du nu gå på Facebook i raseri over, at den sidste film, du så på Netflix ikke var den bedste og sjoveste film, du nogensinde havde set, at du skal vente 1½ sekund på, at din selvkørende taxi samler dig op, eller at der er 17 og ikke 13 birkes på dit rundstykke. Hvis du vil skabe verdens mest intolerante folkefærd, skal du bare gøre vores verden stadigt mere præcis, minutiøst beskrevet – og konstant sikre dig, at folk får feedback på, hvor de er i processen.

Hvis du i stedet vil have lykkelige borgere, skal du ikke gøre deres verden mere præcis, med mindre du kan levere en 100 procent præcis ydelse til dem hvert sekund, resten af deres liv. Det er muligt, at det kilder dejligt i DJØFFEN at sende en SMS med det præcise klokkeslæt, en ydelse bliver leveret på. Men hvis du vil gøre mennesker mere tilfredse med deres hverdag, skal du faktisk gå den modsatte vej og vænne mennesker til, at verden er lidt mindre nøjagtig – for så vil langt flere faktisk blive mere fejltolerante og mindre frustrerede og hidsige. Måske du ligefrem skal smide den store viser væk nogle gange.

Og når du overvejer at bruge kunstig intelligens til at mandsopdække dine borgere og ansatte 100 procent i ethvert af livets forhold, skal du lige have i baghovedet, at ingen bliver lykkeligere af det på længere sigt, på trods af at salgstalen lyder fantastisk.

Til gengæld skaber du mennesker, hvis verden bryder sammen, blot de støder på den mindste uregelmæssighed. Og de mennesker vil jeg ærligt talt meget nødigt have, at mine børn skal møde på Facebook.

Foto: edri.org (tak for lån)

I sidste uge annoncerede Facebook (igen) ændringer i din Facebook-oplevelse. Facebook vil nemlig være med til at skabe en mere positiv oplevelse for dig som bruger. Og det vil de gøre ved at gøre din Facebook-oplevelse mere “personlig og vedkommende”.

I fremtiden kan du derfor forvente at se færre opslag fra offentlige organisationer, nyhedssites og kommercielle virksomheder i nyhedsfeedet. I stedet vil du nu se flere opslag fra dine egne Facebook-venner. Det ændrede nyhedsfeed vil især booste de opslag fra dine venner som ”formår at generere aktivitet i kommentarfelterne”. Du kan med andre ord forvente flere opslag som dine venner er interesserede i at mene noget om.

Det kan umiddelbart lyde såre sympatisk. Hvem kan dog være imod at høre noget fra sine venner? Men i realiteten er dette et træk der kan gøre Facebook endnu dummere og din virkelighed endnu mere ”postfaktuel” i 2018.

Lad mig forklare hvordan det hænger sammen.

—–

Facebook lever af at sælge annoncer. Deres forretning går ikke ud på at tilbyde et socialt netværk til et par milliarder brugere. Det er kun maddingen. Facebook er en ren annonceforretning. Og når man lever af at sælge annoncer er der kun én eneste ting der tæller, nemlig opmærksomhed. Facebook er derfor konstant i en konkurrence om at få og fastholde din opmærksomhed så ofte og så længe som muligt. Her er Facebook naturligvis i konkurrence med andre sociale medier, som f.eks. Snapchat og Linkedin (Facebook ejer selv Instagram, så de er ikke en rigtig konkurrent). De er også i konkurrence med digitale underholdningstjenester som Netflix og YouTube. Men de er faktisk også i konstant konkurrence med alt andet du kan bruge opmærksomheden på. For eksempel dit sexliv, dit arbejdsliv, din aftensmad eller at lege med LEGO med dine unger.

Facebook lever også af at samle data om dig og hvad der interesserer dig. Ikke fordi data er noget værd i sig selv. Men fordi data gør det muligt at lære dig bedre at kende og vise dig annoncer du er mere tilbøjelig til at klikke på, på tidspunker og måder der gør dem mest effektive for netop dig. Men på det seneste har Facebook fået et problem. Du er nemlig begyndt at poste færre opslag om dit eget liv. I stedet konsumerer du flere nyhedshistorier og mere indhold fra etablerede medier. Men når du er inde og læse en artikel eller se en video, afslører du langt mindre om dig selv og dine præferencer end når du selv skriver et opslag. Facebook får naturligvis stadig noget at vide om hvad der interesserer dig – men for Facebooks algoritmer ligner du i langt højere grad alle andre der også har set den samme video eller læst den samme artikel. Og det er bare slet ikke godt nok i den opmærksomhedskrig som raser lige nu. Facebooks datagrundlag er altså ved at blive dårligere – og med et dårligere datagrundlag bliver det sværere for dem at vide hvilke annoncer de skal vise dig.

Facebooks egen forskning tyder desuden også på at det i sidste ende er historier fra folk du kender, der gør dig mest glad for at have brugt tid på Facebook, i hvert fald sammenlignet med opslag fra virksomheder og nyhedssites. Og hvis du er mindre glad for Facebook, kommer du der sjældnere. Og så er den for alvor gal med annonceforretningen. Blandt andet derfor har Facebook en stor interesse i at få dig til at begynde at skrive og dele mere selv – og en af måderne er at fremme dine egne opslag og dermed belønne dig med flere likes og kommentarer når du deler en historie du selv har lavet eller noget du selv har en mening om.

Især hvis det du poster er værdifuldt for dine venner. Men her bliver det lidt problematisk.

For Facebooks algoritmer er blinde. De kan ikke se hvad der er værdifuldt for dig og dine venner at se og læse. Derfor er de nødt til at se på jeres adfærd. De kan for eksempel se hvad I liker, deler og kommenterer på. De kan også se hvor længe I standser ved et opslag, om I forstørrer et billede for at se hvad det forestiller eller om I folder kommentarerne ud og hvilke af dem I standser ved. Og det er netop de tal som Facebook bruger til at vurdere hvilke opslag fra dine venner, de skal vise dig.

Men de tal Facebook får ud af at læse din adfærd viser bare ikke hvad der er værdifuldt for dig. De viser hvad der har været i stand til at fange din opmærksomhed og få dig til at reagere. Og det er ikke det samme. Facebook er derfor ved at ændre dit nyhedsfeed, så det viser endnu mere af det som får dine venner til at reagere og skrive kommentarer. Og der er ikke meget der kan skabe reaktion, som et Facebook-opslag der gør folk vrede eller forargede. Facebooks algoritmeændring vil altså derfor automatisk prioritere de skarpt vinklede opslag, der skaber reaktion fra flest muligt og ofte gør dem vrede eller oprørte, på bekostning af nuancerede opslag fra troværdige kilder som f.eks. journalistiske nyhedssites, hvoraf nogle af dem faktisk har ansat kompetente journalister til at checke facts og luge de værste ubegrundede ammestuehistorier ud.

Jeg vil meget nødigt citeres for at alle journalister er grundige og ikke viderebringer ubegrundet ævl og sladder. Men ved at gøre det endnu sværere for etablerede medier at trænge ind i nyhedsstrømmen, bliver vi i endnu højere grad overladt til dem der formår at hacke vores opmærksomhed og vores følelser.

Forstil dig for eksempel at en bekymret mor deler et opslag om at hendes datter sandsynligvis har brækket benet af at spise gluten (tilgiv at jeg bruger et tænkt eksempel her – jojo, det er skam helt fiktivt). Et sådant opslag vil traditionelt set trække en masse medfølelse fra venner med børn, bekymrede spørgsmål fra andre forældre, som Facebook har vist det til og en masse forargede udfald imod glutenindustrien – de kyniske og skruppelløse bønder og bagere. Den slags personlige sygdomsanekdoter er traditionelt set knippelgodt og effektivt stof. Problemet er bare at de tit er forkerte. Man kan nemlig ikke bedrive forskning med sit eget barn og det er alt for let at lade sig snyde af at to ting sker efter hinanden og tro at den første derfor må være grund til den sidste.

Men hvis sundhedsmyndighederne nu ud og publicerer forskning som klart viser at der ikke er nogen sammenhæng imellem at spise gluten og få et brækket ben, vil det nu få endnu sværere ved at trænge igennem. Ganske enkelt fordi sådan en tilbagevisning i sig selv er meget kedeligere stof end en saftig, selvoplevet anekdote. Og hvis det ikke er noget dine venner taler om, vil det nu blive skubbet endnu længere ud i Facebooks periferi. Det er den udvikling, vi måske kan forvente accelereret med Facebooks nye vennevenlige algoritmeændring.

Sandheden er at samfundsdebatten, alt andet lige, bliver bedre når offentlige instanser og journalistiske medier blander sig. Og at Facebook nu er ved at skabe endnu bedre grobund for at populister kan kapre store samfundsgrupper og succesfuldt fortælle dem at ”the main stream media” er nogle svindlere, som ikke vil dem det godt (lyder det bekendt?). Hvis bare man råber højt og skarpt nok og man desuden formår at hyre nogle bureauer der kan hacke algoritmer og brugeres opmærksomhed, er vejen nu gjort endnu mere velsmurt for at flere interessante løgne, flere farverige populister og flere myter om hvad der er sundt og usundt kan overtage Facebook-feedet og dermed samfundsdebatten i 2018.

Godt nytår.

Der er flere der har spurgt hvor min e-bog blev af. Du ved, den der fortalte om psykologien bag det gode opslag på medier som Facebook og lignende.

Forklaringen er at jeg, for et par år siden, valgte at tage en lang pause fra den mere kommercielle del af kommunikationsbranchen. Jeg bedriver stadig ikke kommerciel kommunikationsrådgivning, men derfor kan du jo godt få bogen at læse.

I dag er bogen en smule forældet i designet, da flere medier har fået runde profilfotos. Men de fundementale antagelser om psykologjen er nok stadig aktuelle. Og de giver i hvert fald et fingerpeg om den opmærksomhed man skal have, hvis man lever af at lave social media indhold. Også selvom man når frem til andre retningslinjer end jeg gør-

Hent bogen her